Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.

Det russiske infanteri forholdt sig helt roligt, derimod havde artilleriet flere kanoner, der forstyrrede os hyppigt – dvs. i skyttegraven, uden at anrette nogen videre skade. Når disse ”korte August´er” – sådan blev de kaldt, fordi afskud og nedslag fulgte så tæt på hinanden – blev for frække, fik det russiske infanteri et par salver miner i hovedet som hævn. Man ser endnu engang, at det altid er infanteriet der må holde for.

Af overløbere fik vi at vide, at det russiske artilleri havde franske og japanske officerer, derfor kunne det ikke forholde sig roligt. Med infanteriet forholdt det sig anderledes. En tid lang havde vi en decideret våbenhvile, da man antog, at det snart vil komme til en våbenstilstand. Vores kaptajn, som jeg allerede har fortalt om, talte flydende russisk, og en skønne dag ville han sludre med brødrene på den anden side. Han og bataljonslægen trådte halvt ud af grave og begyndte at forhandle med russerne.

Pludselig faldt længere borte på russisk side et skud og begge officerer faldt truffet af samme kugle, kaptajnen i hovedet og lægen gennem kroppen. Nu var fredsforhandlingerne forbi for os. Hændelsen blev meldt til divisionen, og derefter fik det svære tyske artilleri til opgave at tage den russiske skyttegrav under beskydning, hvilket de også gjorde med stor succes.

Denne gemenhed (en russisk officer havde skudt) havde, erfarede vi senere, kostet modstanderen uhyre meget blod. Vores regiment tog dog en særlig hævn, i det der gennemførtes en stor patruljeoperation, hvorved der blev taget mange fanger. Kaptajn Hofrichter og lægen begravede vi med fuld militær honnør i Jelowka.

Dog dette mellemspil blev, som så mange andre i soldaternes liv, hurtigt glemt, snart gik alt igen sin vante gang. Freden med Rusland var ikke blevet til noget, regeringen Kerenski ville endnu ikke give op, og så fortsatte småkrigen igen. Jeg kan dog ikke sige at kampglæden var blevet større hos russerne, soldaterne var vel stadig underlagt den gamle disciplin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)