Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.
Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.
Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.
Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.
Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpemare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.
Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.
Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lytter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.
Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugleregnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“
Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barnetro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Vi hviler nu ud til næste dags morgen, saa gaar det videre. Men det er ikke behageligt at marchere langs vejene i denne tid, for automobiler og trainkollorner kører frem og tilbage, Saadan en trafik har jeg endnu aldrig set.
Chausseen er storartet, den er belagt med klinker, men der er ogsaa knapt med jernbaner her. Sommesteder er der over 200 km, fra den ene til den anden, saa det er ikke nemt at gøre lange rejser her.
Jorden er en rigtig god lerjord, saa der kunne avles meget, hvis den blev rigtig behandlet, men agerbruget har man ikke meget forstand paa her Selve agrene er ikke mere end to meter brede, og agerrenderne er mere end en halv meter dybe, saa det er ikke behageligt, naar man skal rende tværs over markerne. Der staar en mængde korn endnu, paa markerne, men russiske fanger er i færd med at høste.
Søndag aften … er vi i Krasnostov. Her har vi saa en dags hvil, hvor nogle af os meder fisk i en bæk, som løber forbi i nærheden. Min kammerat fanger en stor gedde, som vi steger, og vi koger nogle kartofler dertil, dem er der nok at faa af paa markerne. Det er godt med lidt forandring i kosten. Om aftenen skal vi saa igen afsted. Vi marcherer et par timer og undervejs koger vi kaffe. Resten af natten marcherer vi videre.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.
Stormen på den fjendtlige feltbefæstning var ansat til den 14. august. Hen mod kl. 7 formiddag begyndte man med artilleribeskydning af den fjendtlige stilling. (…)
Jeg sagde allerede, at 6. kompagni blev holdt i beredskab bag bataljonen ved kirken i Dombrowka. Her lå vi mange timer og afventede de kommende begivenheder. Sommetider forstyrrede en russisk granat os, men i det store og hele var beredskabsrummet ret uforstyrret, til trods for beliggenheden ved kirken. Jeg fandt endda tid til at skrive et brev hjem.
Iøvrigt fandt vi stor interesse i en kolonne bønder. Hvis jeg husker ret, stod vi på vejen, der fører fra Gieralty-Nowe til Dombrowka, mens kolonnen stod på vejen fra Pawlowienta til Dombrowka. Det var en af de kolonner med bønder, som vi så ofte havde mødt på vor vej gennem Rusland, en kolonne af russiske bondefamilier, som befandt sig på flugt med deres fattige ejendele, måske fordi deres landsby var ødelagt, måske fordi de ville redde deres fattige ejendele og sig selv fra kampområdet. En lang kolonne af lave vogne, dels fjællevogne, dels kassevogne forspændt to eller blot én af de små russiske heste. Oven på, ved siden af og under vognen blev familien og dens ejendele slæbt med. Hvem der endnu havde reddet det, førte bag vognen det mest værdifulde med sig, nemlig en ko. Det var de ængstelige bønder meget om at gøre, at vore folk ikke kom for nær deres ejendele, for de frygtede alligevel, at noget kunne forsvinde. De kunne ikke engang bevæges til mod betaling at sælge noget af deres stadig rigelige beholdning af smør. Og det gjorde de nok ret i, for hvornår på deres måske lange afveje ville de igen kunne proviantere? Hvis en af vore folk kom dem for nær, eller endda forsøgte at gribe efter smørkarret, der hang under vognen, udstødte kvinderne et sandt krigshyl.
Endelig kom der ordre til os om at rykke frem. Vi bevægede os langs med kirken og spredte os gruppevis ind i bataljonens første linje for at udfylde tomrum i rækkerne og bære angrebet længere frem. Russeren havde snart unddraget sig en nærmere berøring med os, rømmet stillingen og søgte nu lykken ved flugt. Som allerede ved tidligere angreb på russiske feltbefæstninger, var det også denne dag påfaldende, med hvilken hastighed stillingerne blev anlagt og udbygget. Utvivlsomt har de vel i ryggen af hæren ladet befolkningen grave skyttegrave og skabe nye optagestillinger til de vigende tropper.
Infanteriilden var som følge af modstanderens vigen ikke særlig heftig, ind til vi pludselig fik stærkere infanteri- og maskingeværild fra venstre flanke. Da den fejlfri naboforbindelse i løbet af angrebet var gået tabt, blev en gruppe eller en halvdeling fra vor venstre fløj vendt bort med front mod den lille skov ved Stawiereje-Podlesne og rettede deres ild mod russerne dér. Vor fremrykning blev derved noget forsinket, hvilket især var ubehageligt, fordi russerne med deres artilleri, som her syntes særlig stærkt, havde skudt sig godt ind på os. Det lykkedes at kaste modstanderen ud af den lille skov og nu fortsætte forfølgelsen af den flygtende fjende i det vante tempo. Vi havde nået et lille højdedrag, foran os bredte sig langt ud den overskuelige slagmark, i hvis midte der fandtes en lang sænkning. Efter kortet side 71 i oberstløjtnant Hülsemanns beretninger må det have drejet sig om sænkningen ved Kostry-Litwa og Krasowo-Wolka. Her så man russere i store skarer, og vi skød efter dem både liggende og stående, skønt afstanden var så stor, at et godt resultat næppe kunne forventes.
Dog var vor forbavselse stor, da vi opdagede, at disse masser ikke var på tilbagetog, men derimod i ordnede bølger bevægede sig imod os! Desværre indhentedes jeg for anden gang af et fjendtligt skud og blev tvunget til at forlade mit kompagni. En granat åbnede sin dødbringende mund lige over mig, og et haglvejr af shrapnelkugler klaskede mod jorden rundt omkring mig. Men en shrapnelkugle havde søgt sig vej gennem mit bryst, idet den trængte ind venstre øre og satte sig fast i omegnen af det højre underste skulderbladshjørne. En anden havde samtidigt gennemboret min venstre overarm uden at anrette skade af betydning.
På dette sted må jeg vie sanitetsunderofficer Behmers eftermæle nogle ord. Behmer var vel lidt letfærdig anlagt og har nok også været besjælet af en falsk ærgerrighed, i hvert fald gik det rygte, at han skulle have tildelt sig selv jernkorset. Man kunne ganske vist ikke endeligt bevise det, men han kunne heller ikke opvise gyldigt bevis for den retmæssige tildeling. Herved har han nok skadet sig selv mest, hvad der var så meget mere beklageligt, som at han ved sin enestående tapperhed ti gange kunne have fået jernkorset. På grund af denne dumme historie kunne man heller ikke indstille ham til Jernkorset af 1. klasse, som han allerede i tidligere kampe i Rusland virkeligt havde fortjent. Man fandt ham som sanitetsunderofficer altid i den forreste skyttelinje, mest ved min deling, hvor jeg ofte måtte bremse hans trang til fremrykning. (Behmer er senere faldet). Til en vis grad kan jeg takke ham for mit liv, for mine sår var store og det var blodtabet derfor også. Jeg selv kunne kun med besvær lukke det store sår ved øret, såret på armen havde jeg slet ikke bemærket. På grund af Behmers hurtige indgriben fik jeg hurtigt en nødforbinding, så slæbte han mig til et lille stykke skyttegrav i nærheden, hvor han under ringe ilddækning kunne anlægge omhyggeligere forbindinger.
Så blev jeg sendt afsted i retning af Dombrowka. Undervejs traf jeg den af et lægskud sårede løjtnant Voigt, dengang fører af 8. kompagni. Vi afmeldte os sammen hos vor bataljonskommandør, kaptajn Hülsemann, som vi traf sammen med staben tæt bag den forreste linje i et lille stykke skyttegrav. Løjtnant Voigt og jeg asede os med besvær mod landsbyen for at nå til samlingspladsen for sårede. Ilden fra fjendtligt infanteri og artilleri var uformindsket heftig, og vi var lykkelige, da vi var ude af den værste zone. Tæt ved landsbyen traf vi et bårehold, der med bårer var på vej til slagmarken for at bjerge hårdtsårede. Man ville lægge mig på båren, men det gik ikke. På grund af ugunstige sår kunne jeg ikke ligge ned. Derfor fortsatte vi til fods, ind til vi fandt forbindingspladsen i kirken i Dombrowka.
Kirkeskibet lå fuld af sårede, der ventede på transport, mens læger og sanitetspersonale var beskæftiget med at anlægge fagmæssigt rigtige forbindinger i koret. Når det var gjort, fik hver mand et lille skilt fæstnet til uniformskraven, og så ventede man på transportmulighed. Her havde jeg held i uheld, idet en flyverofficer, premierløjtnant v.d. Goltz, tog mig med i sin bil og i korteste tid skaffede mig til feltlazarettet, hvor jeg snart kunne blive opereret. Mit ønske om at kunne blive på feltlazarettet og via erstatningsbataljonen igen at komme tilbage til 6. kompagni kunne ikke imødekommes i betragtning af læsionens sværhedsgrad, der ville betinge et længere lazaretophold. Så måtte jeg da forlade de kammerater, med hvilke jeg i den korte tid, jeg havde været ved 6. kompagni, havde gennemlevet så mange tunge, men også dejlige dage. Det havde ikke engang været muligt for mig at tage afsked med min kompagnifører, løjtnant af reserven Baasch, med hvem jeg hele tiden var meget forbundet.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i efteråret 2015.
Sønderjyden N.L. opholdt sig i august 1915 ved fronten i Belgien ved Dixmuiden
Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen). Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Fur nes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling. Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker.
Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selv om der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: —- Vi skal i Bad! — Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad! – „I Bad!“ -prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”.
– „Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dansede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det. Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Soldater fra RIR 242 tager en dukkert i Belgien
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile. Saa en Aften hed det ved Parolen: „I Morgen Kl. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for dér at bade!”. Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante.
Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst. Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange — „Es war in Schoneberg —“ eller „Hej — es war die böse Schwiegermama-ma-ma!“ og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende. Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed. Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og — her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse. Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden; undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: „Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne „Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch. Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen.
– Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’ : „Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”. Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og sprællede og gav ondt fra sig.
— „Aa-nej, aa-høj, aa-ha!“ — Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventningsfuld og dyster Stemning over Bataillonen. Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud.
Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
— Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket, forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.
Solen brændte hedt på det russiske sand, og vi svedte rigtig meget, da angreb og forfølgelse dagligt vekslede. Angrebene var af vekslende sværhedsgrad, alt efter hvilken art enheder, vi stod overfor, forfølgelserne derimod var ensartede. Efter at de havde indset det udsigtsløse i at holde stand, var russerne med en beundringsværdig hurtighed ude af deres stilling og for det meste også uden for vort synsfelt.
Så begyndte den ivrige forfølgelse for at blive i hælene på fjenden. Og alligevel er det forblevet ufatteligt for mig, hvordan russerne så hurtigt kunne forsvinde for vort blik. Kun de flammende og rygende landsbyer viste os fjendens spor og lod os måle det forspring, han havde skaffet sig derved, at han med hovedparten af sine tropper var draget afsted allerede tidligere og kun havde efterladt små enheder i grave og feltbefæstninger til dygtigt forsvar og vildledning af tyskerne. Så ofte vi kom gennem en ny landsby, var russerne altid lige rykket ud, men kun sjældent lykkedes det os at få rigtig kontakt. Godt nok kunne det forekomme, at dele af de fjendtlige enheder gjorde modstand ved et dertil egnet sted for at opholde os; den fjendtlige hovedenhed fik derved et større forspring.
Sådan omtrent gik det os også den 13. august. I en stadig forfølgelse af fjenden nåede vi sent om eftermiddagen på denne dag – det kan efter min erindring have været hen mod kl. 6 – til landsbyen Dombrowka. Man kunne tydeligt se, at russerne var draget gennem byen i hast. Så vidt jeg ved havde de ikke engang taget sig tid til brandstiftelse. Således var bygningerne forblevet bevaret, om end de gjorde et mistrøstigt indtryk, ja, i en købmandsbutik var der endda en købmand, der beskyttede de ynkelige rester af sine varer og solgte, hvad der var af brugbart. Indbyggerne havde foretrukket at trække sig tilbage bag den russiske front.
Kun få gamle folk og enkelte fuldtallige familier var blevet tilbage. De havde ikke villet skilles fra deres ejendele og havde holdt sig skjult med deres beskedne gods i et mærkeligt gemmested for at unddrage sig deres egne landsmænds plyndringer. Deres huse var forladt, og de boede med deres for det meste talrige familie i en jordhule, som de på en fiks måde havde anlagt i haven tæt ved huset, adskilt fra dette eller med en underjordisk gang forbundet med dette. Her havde de også anbragt deres levnedsmidler. Kun levende dyr (med undtagelse af visse smådyr) har jeg ikke fundet i disse beboelser, skønt ellers svin, ænder og gæs hørte til de naturligste gæster i husene.
Ved den yderste udkant af landsbyen – det må vel have været den nordøstlige rand – blev jeg selv gjort opmærksom på denne slags logi af en sådan hulebeboer. Mit kompagni var rykket helt frem til denne udkant for herfra at kunne observere de foran landsbyen liggende russiske feltbefæstninger, som fjenden havde indrettet til nyt forsvar. Da vi snart blev opdaget af de gode fjendtlige observatører og taget under beskydning, trak vi os om bag husene.
Derved undersøgte vi naturligvis husene, også for madvarer, som der hos os ikke var særlig rigeligt af som følge af hastig fremrykning og forsyningsvanskeligheder. Der var ikke meget at hente, for russerne sugede selv deres land ud til det yderste. Ved den lejlighed kom der en bonde ud af sit underjordiske hjem og ind til os i huset og bønfaldt os om at skåne ham. Han talte lidt tysk og fortalte mig om sine landsmænds plyndringer. Han havde derfor bygget dette tilflugtsrum for sin familie for at undgå russernes rovlyst.
Hans gemmested var så dygtigt anlagt, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Det så ud som en kartoffelkule, som vi ofte laver dem for at kunne vinteropbevare kartoflerne. Indgangen var så kunstfærdigt lavet og dækket med græstørv og jord, at den ville imødekomme alle krigsmæssige krav. Senere er den tanke kommet til mig, om dette bygværk mon var lavet af russerne, og om indehaveren er blevet der med henblik på spionage, for det var da påfaldende, at næsten alle byens beboere var draget bort eller, så vidt de var våbenføre eller arbejdsføre var taget med af russerne, og at bygværket var etableret netop her i kanten af byen med observation mod den russiske feltbefæstning, og at man havde efterladt en mand, der – ganske vist dårligt – men nok til forståeliggørelse talte tysk og altså var i stand til at aflure tyskernes samtaler.
Nå, jeg fortaber mig her i betragtninger. Tilbage til begivenhederne ved kompagniet. Da vi på denne aften ikke skulle angribe mere, efterlod vi kun nogle vagtposter ved randen af landsbyen, som blev forstærket med et maskingevær. Selve kompagniet trak sig tilbage til landsbyen, hvor det fandt kvarter.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i 2015.
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.
Af Allan Otto Wagner
Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.
Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.
I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.
Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.
Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.
Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.
Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelingen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.
Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.
K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Søndag morgen skal vi igen afsted. Det var først meningen, at vi skulle have været afsted til fods, men vi kom dog til at køre med jernbanen, Mandag morgen er vi i Eavarucka. hvor vi faar te, Middagsmad har vi ikke faaet den sidste dag, men vi har faaet udleveret kødkonserves og cigarer. Egnen er mager, det er næsten sletteland altsammen, og man kan køre lange strækninger uden at se en bondegaard, men der er mange heste og kreaturer paa græs, De tilhører maaske militærforvaltningén.
Jeg lægger især mærke til den mærkelige dragt, bønderne gaar i. Lange støvler, hvide benklæder, et hvidt skørt, som naar dem til knæerne, en hvid jakke og en stor hat. Saadan en bonde kunne lade sig vise frem for penge.
I Ravaruska skilles transporten ad, Den ene del gaar mod øst, og vi gaar videre mod nordøst.
Forhaabentlig kommer vi snart ud af dette koleradistrikt, for vi maa hverken drikke af vandet eller vaske os i det.
Naa, hen paa formiddagen naar vi den russiske grænse ved byen Belzek, herfra skal vi gaa til fods, for jernbanen, gaar ikke videre, her gaar kun feltbanen, som bringer ammunition og forplejning til fronten. Sække af korn ligger her opstablet i tusindvis. Store lastautomobiler suser frem og tilbage.
Vi bliver liggende her til tirsdag aften, da vi marcherer videre; thi vi maa ikke marchere om dagen. Vi gaar kun ca. tre timer, saa kommer vi igennem en skov, hvor vi slaar teltene op og bivuakerer. Det er allerede helt mørkt, saa det er ikke nemt at finde sig til rette. Det bliver her en time før mørkt end hjemme hos os, men det bliver ogsaa desto tidligere lyst om morgenen.
Vi har nu hvil til klokken halvfem næste eftermiddag, men forinden vi gaar til ro, faar vi kaffe og grog, og vi sover trygt indtil næste morgen, Fra om eftermiddagen klokken halvfem marcherer vi hele natten igennem til næste dag, torsdag om morgenen klokken fire, da vi befinder os i Samostje„ Men nu er vi ogsaa dødtrætte. Vi holder en times hvil udenfor byen, og vi har næppe lagt os ned, før vi sover.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Under Jorden 11. August 1915 Nu bor jeg ikke mere i Morlilles Hus. Jeg har allerede i flere Maaneder maattet bo under Jorden, akkurat som Bjergfolkene i vort Folks gamle Tro; som kan hænde en Gang vore Forfædre i en fjern Stenalder.
Netop i Frankrige er Minderne jo fundne om vore allerældste Forfædre, og de var Huleboere. Min Hule ligger ind under en gammel Abild paa en Høj. Træet har haft ondt ved at overkomme den Skade, dets Rødder fik, da Hulen byggedes, det staar ikke saa frisk som dets Sidemænd, men har dog baade Blad og Frugt.
Stuen er 2 Meter dyb, 4 Meter lang og 2½ Meter bred. Fire svære, utilhuggede Bjælker med over ½ Meters Tværsnit hviler paa mægtige Opstandere og bærer Bræddeloftet. I somme Boliger er der Blik i Stedet for; men jeg har nu Bræddeloft. Bjælkerne er noget friske, de har skudt lange, hvidgule Skud i den klamme Luft og Stuens Tusmørke; det bliver ikke til stort, der savnes Sollys hernede og det kniber med Bladgrønt, men Bjælkerne bærer dog baade Kvist og Blad og gør alligevel trofast deres Arbejde.
Foroven paa dem ligger der tre Lag tykke Træstammer med smaa Jordlag imellem, og ovenpaa er der atter kastet Jord, og i den gror der Havre, som saa smaat begynder at modnes. Paa den Side, der vender ud imod Fjenden, er Jordhøjen klædt med svære Brosten. Dem er der ikke mange tilbage af i Flækkens Gader. De ligger over vore Boliger som Værn mod Fjendens Granater.
Paa den anden Side af Højen under en stor Busk af Sværdliljer og indrammet af Engelsk-Græs gaar der tolv Trappetrin nedad, og bag dem ligger Døren, egentlig en gammel Havedør, men der er intet Glas i den, der er Traadnet i Stedet. Ved Siden af Døren giver et lille blyindfattet Vindue Udsigt til en græsklædt Skakt.
Rigtig lyst bliver der aldrig i Stuen, den er temmelig trist at opholde sig i, uden lige i de allerførste Morgentimer, naar Solen falder lige ind ad Dør og Vindue; men de fleste af den Slags Jordhuler, især ude i selve Skyttegraven, er baade mindre, mørkere og ubehageligere, og de byder kun Udsigt til en graagul Lervæg. Ellers er de underjordiske Boliger alle skaaret efter samme Læst. Kender man een, kender man de fleste. Naar Bladets Læsere ved, hvordan jeg bor, vil de kunne danne sig et Billede af, hvorledes deres Venner og Frænder ved Vestfronten maa bo.
Vi gruede vel nok alle, da vi ifjor Efteraar hørte om, at vi vilde komme til at leve i Huleboliger, da de første Kakkelovne kom; men nu er der gaaet tre Fjerdingaar siden, og vi har fundet os tilrette ogsaa i vor Muldvarpetilværelse, selv om Dagen tit blev baade lang og graa. Vi har lært, at ogsaa Taalmod er Mod, og Krigen i dens nuværende Form kunde ikke føres, om vi ikke havde Hulerne at ty til.
Saa snart Vejret og Fjendernes Kanoner tillader det, opholder vi os naturligvis uden Døre. Ved Siden af min Dør staar Bord og Bænk, ligefrem ligger en Kroketplads, hvor der spilles flittigt — mindre end 1 Kilometer fra Fjendens Linjer. Kommer der saa en Shrapnell, svipper vi ned i vore Huler, selv om Shrapneller er de Projektiler vi har mindst Respekt for, indtil Skydningen er forbi, og vi atter kan søge op til Lyset og Dagen, atter kan glæde os over det prægtige Udsyn over Bakker og Dale, over høje Skove og svære Agre.
Saa glemmer man atter for nogle Øjeblikke Faren og tænker ikke paa, at 30 Meter tilvenstre fører Løbegraven ud til vor forreste Stilling, og at der 50 Meter tilhøjre ligger to af vore Kammerater jordede paa det Sted, hvor de faldt. Man kan ikke holde ud altid at tænke paa Faren, selv om den altid er der. Man maa søge en eller anden Adspredelse, maa døve Tankerne. Det er en haard Skole i Taalmod, vi gaar i; men vi skal nok lære Lektierne, det kommer helt af sig selv. Lige saa sikkert som, at Krigen lærer os alle, hvad Freden er værd.
F.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Af Fr. Baumann, dengang reservist ved Infanteriregiment 84’s 5. kompagni (IR84/5)
Til transport bagud af de mange krigsfanger var der brug for et ret stort antal ledsagere, som jeg til min store glæde blev udtaget til. Til hver 700-1000 krigsfanger gik der én ledsager. Mens selve tropperne nu marcherede fremad for at holde trit med den vigende fjende, stak vi hurtigst muligt afsted tilbage. – Man følte sig fri, desværre kun for en kort tid, men endelig var vi ude af kanonernes rækkevidde. Brændende landsbyer kendetegnede sammen med ruiner og ødelagte kornmarker de sidste dages sejrsrute.
En hel række fanger kunne tale tysk, man kom endda delvist i snak. Nogle havde i fredstid været i Tyskland, og pudsigt nok havde tre af dem endda arbejdet hos Blohm und Voss-værftet i Hamburg. Vi underholdt os så livligt, at 16-km-marchen til divisionsstabskvarteret forekom os kort.
Vi nåede dertil om aftenen netop som det begyndte at mørkne. Det var en elendig by. Huse lå på kryds og tværs og som overalt med mange træer. Veje eller gader kender russeren jo ikke. Husene, eller rettere sagt lusebarakkerne, blev beboet af hele staben og dennes bagage.
Altså i denne landsby, navnet husker jeg ikke mere, skulle vi overnatte med den store fangetransport. Vi lod fyrene træde an reglementeret, altid 8 eller 12 ved siden af hinanden, og hele troppen i en stor firkant omkring en åben plads. Snart flammede på 10 steder store og små vagtbål op – et magisk syn. Ud af mørket tegnede sig husenes og træernes silhuetter. Menneskemasserne blev snart lyst, snart sparsomt belyst – sådan en rigtig natlejr i Granada. Vi vagtfolk holdt altid vagt flere sammen og kiggede på fangernes gøren og laden samt det sælsomt smukke syn af vagtbålet. – Jeg glemmer aldrig det syn! – Snart lå alt hen i dyb fred, ven ved siden af fjende – under åben himmel. Stjernerne lyste strålende på vore sindelag. Tankerne dvælede langt borte herfra, i hjemstavnen, i hjemmet, hos kone og børn eller hos andre pårørende! –
Solen stod allerede på himlen, da der kom liv i lejren. Bålene var for længst gået ud, kun små askerester røg endnu en smule. Jeg havde boblet helt vidunderligt og var derfor i godt lune. Al hjemve og lignende unyttigt skrammel var glemt. Vi sang og fløjtede, så det var en lyst; også fangerne sang for os deres uforståelige syngeri. Kl. 6 satte hele transporten sig i bevægelse. Vi havde hos bagagefolkene tilkæmpet os rigtig god morgenmad, også kaffe med rigtig mælk. Fangerne måtte nøjes med vand og nogle “tørre tørv”. Således marcherede vi afsted, lidt på lykke og fromme, hele tiden på den hærvej, som køretøjer havde banet før os.
En sommerdag, intet hørte man til kampen, ikke engang kanontorden. I kolonnen på ca. 350 mand gik det langs med floden Narew. Først hen mod middag opdagede vi på den anden bred fæstningen Roshan, som var faldet for et par dage siden. På en nødbro gik det over flloden Narew. Mange fanger sprang i kådhed i vandet og badede – altsammen i forbifarten. Bredden efter fæstningen steg meget stejlt, rigtig nok lidt besværlig at klatre op ad. Til sidst havde vi samling på alle vandhundene og marcherede ind i den totalt ødelagte by og fæstning Roshan. Knap sten på sten var at se, et tegn på , at her var blevet kæmpet bittert. Granathullerne lå tæt.
Ved den stedlige bykommandant afleverede vi vore krigsfanger, hvorpå vi fik en forplejningsseddel til en hel dag. Vi havde altså tid nok til at komme os, vaske os og for en gangs skyld spise os rigtig mæt. I fort nr. 1 fik vi anvist fint kvarter; det var så nogenlunde sluppet for beskydning. “Mand, endda senge! Hallo for det”. I trekvart år ingen seng set. Ganske vist med halm, men ellers fine kassematte-senge. Ingen konge kunne glæde sig mere, end vi gjorde. Og så fik man fint russisk hvidt brød – ja, kom bare an – ikke som ved fattigfolk – og smør – jo, det er sandt, rigtig smør. Vi var selvfølgelig helt flade – flad som en pandekage, og den der ikke har syntes om det, forstår sig ikke på kærlighed og ost fra Harzen. Til middag fik vi fra et af feltkøkkenerne nudler, kraftige nudler og en stump kød – fy for pokker, siger havnearbejdernei Hamburg, snart ikke til at få ned. Men sådan som vi er skruet sammen, med vore udtørrede maver og vor sult, satte vi det hele til livs. Vi kunne næsten ikke gå. Nu fulgte der en lille middagssøvn. Sådan noget som små fire timer har vi boblet – lige som hjemme hos Mor! Oh, nej, det er ikke rigtigt, Mor ville ved fire timer… – tak, skal du have! –
Om aftenen trak der torden op. Vi gik derfor rettidigt i fælden og lod lyn og torden være lyn og torden, og lod skybrud være skybrud. Hytten var jo vandtæt, ja, andog granatsikker – Taget var vel halvanden meter tykt, lutter beton og oven på det to meter jord. “Im tiefen Keller sitz’ ich hier”, kunne man synge, men vi ville hellere boble igennem til næste morgen.
Fra Regiment 84’s regimentshistorie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Soldater fra RIR 242 hopper i baljen. Flandern, ukendt år.
Hans Jørgensen, Skærbæk, fortæller:
Saaledes kan det gaa
Det var i 1915, i Frankrig, en dejlig, varm Augustdag, Vi havde lige gravet en Brønd, for vi stod og manglede Vand; men saa kom der Forbud mod at benytte Brønden, for man var bange for, at Vandet vilde blive forgiftet af de mange ubegravede Lig, der laa rundt omkring.
Jeg blev sat paa Vagt ved Brønden for at holde enhver borte. Min Instruks lød paa, at jeg skulde skyde enhver, der vovede at tage Vand fra Brønden, om det saa var selve Kejseren.
Den første, der mødte op for at forsyne sig af det fristende Vand, var selve Feldwebelen. Jeg standsede ham, men han bad saa pænt om bare at faa en lille Smule, saa han kunde vaske sig. Vi havde nemlig ikke faaet os vasket i en hel Maaned, og Fristelsen var derfor stor. Jeg meddelte ham min Instruks; men den hjalp nu ikke stort, for han vilde nu absolut have noget Vand.
Saa gik jeg endelig ind paa hans Anmodning, men jeg sagde til ham, at han maatte love mig ikke at sige det til nogen, og han maatte ikke spilde noget af Vandet, for saa vilde Lægen, der skulde komme og undersøge det, straks se, at nogen havde brugt af det. Nu forsynede han sig, men naturligvis spildte han lidt paa Jorden. Saadan gaar det jo altid. Han beklagede det og forsvandt saa.
Da jeg igen stod alene tilbage, fik jeg den Tanke, at hvis han kunde vaske sig, kunde jeg vel ogsaa, for jeg trængte lige saa meget til det. Som tænkt, saa gjort. Jeg hev en Spandfuld op, smed i en Ruf alt Tøjet, saa jeg var nøgen, og begyndte saa at skrubbe mig grundigt. Det var en herlig Følelse.
Men hvem dukker saa pludselig op? Vor Kompagnifører, Feldwebelen og Lægen. De styrede deres Gang lige hen til mig, for nu skulde Vandet grundigt undersøges. Jeg kunde slet ikke naa at faa Tøjet paa. Derfor besluttede jeg ganske roligt at fortsætte med Rensningen.
Til at begynde med gik alt godt. De sagde ikke et Ord til mig; men saa kom Kompagniføreren i Tanker om, at der jo skulde være en Vagtpost ved Brønden. Han spurgte mig, om jeg havde set noget til Vagtposten.
„Javel, Hr. Hauptmann,” sagde jeg, „det er mig, der staar Vagt her!”
Jeg havde sagt nok. Kompagniføreren begyndte straks at raabe op: „Saadan et Svin! Før ham straks bort!” raabte han til Feldwebelen.
Naa, Svinet var ellers nu blevet pænt vasket. Jeg fik ikke engang Tid til at tage mit Tøj paa, men splitternøgen, som jeg var, og med Tøjet under Armen gik det af Sted.
Feldwebelen beklagede, at det var gaaet saadan, for det var jo ham, der ved at hente Vand havde bragt mig i Fristelse.
Kompagniføreren havde idømt mig fjorten Dages Arrest, „men,” sagde Feldwebelen, „nu skal jeg nok gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at faa Straffen nedsat.”
Det gjorde han ogsaa, for han var en flink Mand, ellers havde han heller ikke faaet Lov til at tage Vand af Brønden, og jeg slap med tre Dages streng Arrest. Ja, saaledes kan det gaa.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt.
En Luftskipper fortæller
Den 5. August 1915 faldt Warszawa i Tyskernes Hænder.
Jeg lå dengang ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt a. M, og Dagen efter fik vi Marchordre. Vi vidste ikke, hvor vi skulde hen, men efter tre Dages Forløb rykkede vi ind i Polens Hovedstad.
Det var ellers en dejlig Tur til at begynde med. Toget, vi rejste med, kørte igennem Thüringen og Sachsen, langs med Saaleflodens skønne Strande og forbi mange smukke Byer, Bjerge og Dale, bl. a. så vi Wartburg knejse højt oppe.
I Schlesien og Posen blev Landskabet mere fladt og trist, og ved Grænsestationen Kalisch, hvor vi gjorde Holdt, fik vi hver udleveret 30 skarpe Skud. Vi blev helt kry, for – tænkte vi – nu måtte da disse Pokkers Underofficerer og Feldwebeler anslå en anden Tone! Nu, da vi havde de skarpe Skud, turde de nok ikke sådan tyrannisere os, og hvis de gjorde det, så kunde de vente sig noget.
Men ak, de forandrede ikke Tonen, og vi var slet ikke så modige, som vi troede. Vi led oven i Købet den Tort, at man en Uge senere tog de skarpe Skud fra os, og kun de, der stod på Vagt, fik udleveret 5 Skud.
I Warszawa rykkede vi ind i det store, russiske Kasernekompleks i Bydelen Mokotow. Vi bivuakerede ude på Kasernepladsen en Uges Tid, medens vi med stor Grundighed blev sat til at rense ud og rydde op i de mange Kaserner. De havde været brugt det sidste halve Års Tid som Tyfus-Lazaret af Russerne, og det blev senere fortalt, at mellem 20 og 30.000 Russere var døde her og var blevet begravet på en nærliggende Kirkegård.
Alle Lokaler, Sengesteder og Tapper blev grundigt desinficerede, inden vi rykkede ind i en af Kasernerne. Et Par Dage efter ankom en Luftschiff Trupp fra Berlin og en fra Schneidemühl, og vi var nu 600 Mand samlede.
Så viste det sig, hvad vi var samlede for. Vi skulde sammen med en Montor- og Ingeniørstab fra Elsass-Lothringen bygge en transportabel Luftskibshal midt på den vældig store Eksercerplads. Vi gik i Gang med at grave Huller til Hallens Fundamenter, anlagde et Jernbanespor til Godsbanegården, og lidt efter strømmede Jernbjælker og Vinkeljern ind, alt lavet til Rette på Fabrikker og lige til at samle på Stedet med Skruer og Lasker og rejse efterhånden.
På 6 Uger byggede vi – ca. 630 Mand – en Hal, der var 145 m lang, 52 m bred og 45 m høj. Men det var også et Slid og Slæb fra om Morgenen Kl. 4 til 8-9 om Aftenen.
Vi har hen over sommeren oplevet en række problemer med hjemmesiden, bl.a. har funktionen med udsendelse af nyhedsmails været ude af funktion i flere uger. Rigtig mange har henvendt sig og givet udtryk for, at de savnede dem! Det er vi naturligvis glade for!
Vi har arbejdet på at finde en løsning, og fra denne uge burde det fungere igen. Men jeg ville være taknemmelig for en kommentar til opslaget her, hvis der stadig skulle være nogen, der oplever problemer.
Mange venlige hilsener
René Rasmussen, administrator af hjemmesiden og museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Torsdag morgen er vi i nærheden af Krakau, Her begynder bjerglandet – lutter kalkbjerge, Sommesteder er der opkastet skyttegrave, Ved middagstid er vi i Krakau, hvor vi har tre timers ophold, Her faar vi brød og te. Nu gaar det videre ind gennem Galizien. Det er næsten ikke andet end arbejderboliger, man ser her. Russerne har været her, et par huse er blevet skudt i grus, og jernbanebroen er sprængt i luften. Fredag morgen er vi i Jareslow, som ligger nord for Schlemyhl. Her stiger vi hurtigt ud med alt, hvad vi har og bliver indkvarteret i et stort ridehus. Hvor længe vi skal blive her, ved vi ikke. Her har krigen raset frygteligt. Kolera huserer ogsaa her, det er forbudt at drikke vand, og tage vand til at vaske os i maa vi heller ikke.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Den næste morgen er vi i Brokauv i provinsen Schlesien syd for Breslau, Her faar vi kaffe og brød. Det er et øsende regnvejr, markerne staar sommesteder helt under vand, og det er sletteland overalt her. Det gaar nu kun langsomt fremad. Onsdag aften passerer vi den østrigske grænse ved Oderberg, hvor vi faar middagsmad og te.
Det ser frygteligt ud her. Regnen pisker ned i stride strømme, saa man næsten ikke kan være udenfor. Oderen er gaaet over sine bredder saa vandet staar langt op paa de omkringliggende marker. Bønderne er i færd med at køre kornet op paa de højtliggende steder. Det er nok et rart stykke arbejde med det vaade korn. Vi har igen en times ophold, saa gaar det videre, Vi lægger os nu igen tilrette for den tredie nat. Det gaar allerede bedre, man vænner sig til at sove paa et haardt leje.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 13. juli havde tyskerne indledt slaget ved floderne Narew-Bohr med Armee Gallwitz som primær angrebsenhed, mens 8. arme skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7
Den 30. juli skulle angrebet forsætte på den venstre fløj af arme Gallwitz (G. på kortet) understøttet af 8. armes højrefløj, men angrebet blev besværliggjort af manglen på ammunition, hvilket kommandøren for 58. Infanteri Division Generalløjtnant von Gersdoff, som var bedre vant fra sin tid fra vestfronten, også meddelte ”at en fortsættelse af angrebet var udelukket pga. de fuldkomne utilstrækkelige midler”. Problemet var ikke mangel på ammunition til østfronten, men at få transporteret ammunitionen fra aflæsningstogene frem til fronten på de dårlige vejforhold. Og så var der også udbrudt kolera i armeen med 97 tilfælde.
Den 31. juli blev broen, som 75. Reserve Division (75.R.) havde bygget over Szkwa flodmundingen (på kortet ses floden mellem de to armeer) igen ødelagt af russisk artilleri. Den 1-2. august lød der flyvermeldinger om, at russerne var ved at rømme Warschau og man forventede at de snarlig ville trække sig tilbage fra narew-linjen. Den 3. august fandt tyskerne narew-stillingen ved Ostrolenka forladt.
I stedet for som befalet af den øverste hærledelse, at dreje syd på mod Bug floden, befalede Overkomando Ost, at Gallwitz gruppen skulle fortsætte øst på mod Sniadowo syd for Lomza. Den 4. august kom korps Eben 15 km øst på, hvortil korps Sendewitz (58. Infanterie og 75. Reserve Division(75.R.) fra 8. arme) tilsluttede deres fremmarch i østlig retning. Ved Nowogrod gik 10. Landwehrs Division (10 L.)over floden.
Efter en uges stilstand og 3 hårde kampdage, så det ud ti,l at der igen var fremdrift i angrebene over hele fronten. Ved den 8. arme havde man i disse dage forsøgt at indtage Osowiec med et gas angreb dog uden succes.
Under hele sommerangrebet havde der været uoverensstemmelser mellem den øverste hærledelse Falkenhayn og Oberbefehlshaber Ost ved v. Hindenburg om, hvor på fronten der skulle sættes afgørende strategiske angreb ind. Det resulterede i, at den øverste hærledelse oprettede en ny arme enhed Prinz Leopold af den 9. arme, som v. Hindenburg måtte afgive, og til hans store fortrydelse blev den understillet den øverste hærledelse. Dermed var hans muligheder for at flytte mellem enhederne begrænset, og han så sin post som øverst befalende for østfronten indskrænket. Uoverensstemmelserne fortsatte i august 1915 med skarpe brevudvekslinger og meningsudvekslinger om, hvad meningen var med offensiven og den manglende udslettelse af den russiske hær.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Operationen der Verbündeten gegen Russland Mitte Mai bis November 1915 – Karte 6
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Tirsdag den 3. august 1915
Vi kører nu gennem provinsen Brandenburg, hvor man allerede har det meste korn i hæs. Tidligt på morgenen holder der allerede otte spand paa en mark og er i fuld gang at køre havre hjem. Klokken elleve er vi i Bitterfeld i provinsen Sachsen. Herfra gaar det saa igen mod nord, 1 Grafenkein får vi middagsmad, så går turen over Wittenberg, hvor vi bøjer af mod øst over Finsterwalde. Flere steder er man igang med at damptærske. Her ikke ud til, at man har faaet meget regn, alting er så tørt, men det er jo ogsaa en mager egn. Der er store arealer beplantet med skov, mest fyr og birk, og skoven er temmelig velholdt. eg lægger mærke til, fleste arbejdsfolk er polakkvinder. Man ser ogsaa konerne efter ploven.
Vi kommer nu igennem Cottbus, vi faar kaffe, og saa lægger vi os igen tilrette for natten.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Jacob Petersen fra Stevning gjorde krigstjeneste ved artilleriet på Østfronten
Efter Slaget
Russisk Polen, den 3. August 1915.
Vi staar med vort Batteri svære Felthaubitser i Stilling paa en fri Plet i en Skov. Vi er her som eneste svære Artilleri og beskyder sammen med Feltartilleriet de russiske Stillinger i en foranliggende Landsby. Vi afgiver en morderisk Ild i to Timer, saa lyder Signalerne fra Infanteriet, et Tegn til at Artilleriet skal holde inde med Skydningen, Infanteriet gaar frem til Storm. Henimod Middag er de fjendtlige Stillinger tagne, og vi kører videre frem mod Nord. Vi gør Holdt foran de af vort Infanteri tagne russiske Stillinger.
Her har desværre mange af vore Infanterister fundet Døden for deres Fædreland. Paa et Sted ligger to Officerer Side om Side, den ene død, den anden er saaret. I den samme Linje ligger der ogsaa fire Menige, faldne ved hinandens Side. Af deres Uniform ser man, at de ikke ret længe har været med i Fronten. De er øjensynligt alle fire bleven truffet af en og samme Shrapnell.
Paa en højere liggende Mark med Lupiner, har Fjenden haft sine Maskingeværer staaende, og under god Dækning har han herfra kunnet nedmeje vore fremstormende Tropper.
Jeg gaar ind i en Abildgaard, hvor der findes tre tildækkede russiske Skyttegrave. En Del af dem er fuldstændigt jævnede af Granaterne fra vort Batteri; vi har nemlig haft dette Afsnit under vor Ild. Alle Æbletræer er næsten uden Undtagelse blevne mere eller mindre beskadigede af Granatsplinterne; enkelte er endog rykkede op med Rode. Den dejlige, endnu umodne Frugt ligger spredt rundt om i Haven, vel nærmest rystede ned ved Detonationen af Projektilerne.
At den demoraliserende Virkning paa dette Sted vel nok har været størst, kan man slutte af de mange Geværer, som med Bajonetten i Jorden staar bag ved de rømmede Grave. Paa et Sted, hvor et Æbletræ har staaet, rager et sønderflænget Ben af en Russer op af Jorden. Lidt længere til Venstre ligger der to Russere ved Siden af hinanden.
Den ene ligger med Ansigtet nedad og har allerede udaandet. Han er bleven ramt og har været død paa Stedet; havde han ikke været det, havde han vendt sig om paa Ryggen, det gør den Saarede i Reglen, naar han er i Stand dertil.
Den anden er haardt saaret i Underlivet og er ikke ved Bevidsthed. Der er ikke megen Udsigt til, at han kan leve. Desværre er jeg ikke i Stand til at yde ham nogen Hjælp, men Sanitets-Soldaterne er her i Nærheden og søger efter Saarede, og de finder ogsaa ham.
Nu faar vi Ordre til at køre videre frem, Rytterne bestiger deres Heste og Batteriet sætter sig i Bevægelse i nordvestlig Retning. Medens Batterie-Chefen rider forud for at finde en passende Stilling til Batteriet, gør vi Holdt i en afbrændt Landsby. Solens røde Skær er ved at forsvinde i Vest. En ensom Infanterist vandrer hen ad Vejen ud over Markerne med et simpelt Trækors under Armen, det eneste som kommer til at pryde den lille Høj derude, hvor de jordiske Rester af en falden Kammerat hviler.
Vi kører videre frem og bringer vore Haubitser i Stilling i en Havremark. Det gør rigtig ondt i en ved at se alle disse Køretøjer køre igennem og ødelægge det dejlige modne Korn, men det er jo Krig.
De til Betjening af Haubitserne nødvendige Mandskaber bygger deres Telte op i Nærheden af disse, Resten føres tilbage ned i en Eng bag Batteriet og indretter sig det saa hyggeligt som muligt paa den dem anviste Plads. Rundt omkring paa andre Bivuakpladser hører man i den stille Aftenstund Jernpælene, ved hvilke Hestene bindes, blive nedrammet i Jorden.
Frontlinjen kendetegnes ved Skæret af mange Ildebrande, som af og til blandes med Skinnet af hvide Lyskugler. Fjenden sender nogle Granater af temmeligt svært Kaliber herover. Saa bliver alt roligt. Kun af og til høres enkelte Geværskud fra en Patrouille, som mener at have iagttaget noget mistænkeligt, som kunde bringe vor Sikkerhed i Fare.
Karl Sørensen gjorde krigstjeneste i et Ulan-regiment på Østfronten.
Paa Feltvagt i Mosen. Rusland, den 2. August 1915. Vort Regiment ligger for Tiden som Forpost. Mellem de tyske og de russiske Stillinger er der en stor Mose. Vore Feltvagter bliver skudt frem lige til de russiske Stillinger. Vejen derud, 3 til 4 Kilometer, er meget besværlig. Mange Steder maa man gaa i Vandet til midt paa Benene. At man kommer derud med vaade Fødder er derfor ikke saa underligt.
Klokken er 5 Eftermiddag. Feltvagten er lige ankommen og ligger nu godt skjult i det lange Mosegræs. Ingen kan gaa frit omkring. Hvis nogen er saa uforsigtig, lader Russerne straks høre fra sig. Henimod Klokken 9, da det begynder at mørknes, trækker Feltvagten sig paa en Afstand paa 2-300 Meter ud fra hinanden, og med den største Opmærksomhedhed stirrer man ud i den mørke Nat, over mod de russiske Stillinger.
Lidt tilbage, omtrent 100 Meter fra Forposterne, ser man en lille Plet, som med nogle smaa Grantræer i en Halvkreds er værnet mod den kolde Vestenvind. Inde i Kredsen er der et af Grankviste lavet Leje. Paa det ligger en Soldat. Til venstre paa en Jordklump staar et Telefonapparat. Det er Manden, som i Tilfælde af Overfald giver Efterretning til de længere tilbage liggende Reservetropper.
Det er Midnat. Undtagen nogle blinde Skud, som bliver afgivne, er alt roligt. Manden, som ligger paa Granlejet, bliver paa en Gang urolig. Han staar op og begynder at trave frem og tilbage i den sorte Mosejord. Kulden sidder ham i Kroppen, og han prøver med at løbe sig varm. Efter nogle Minutters Forløb vender han tilbage og lægger sig ned igen.
Klokken er nu blevet to. En tyk Taage har bredt sig over Mosen; det er endnu koldere end ved Midnatstid. Manden fra Granlejet rejser sig igen og begynder paany at traske omkring. Nu tager han Retning ned mod sine Kammerater, som staar Vagt. Ogsaa de fornemmer Nattekulden. Med Hænderne i Lommen staar de og tramper paa den kolde Mosejord. Ingen har Lyst til at begynde en Samtale; enhver tænker sikkert paa den varme, dejlige Seng hjemme hos Mor. For en af Vagterne, en med et næsten barnligt Ansigt, har Natten været for stram. Han ligger i det lange vaade Græs og sover.
Den natlige Spadseregænger vender nu tilbage til sin Bolig. En lille Time, og det begynder allerede at dages igen. Vagterne trækker sig tilbage og skjuler sig bag deres Buske igen. Klokken bliver 5. Bagved høres en sagte Raslen. Det er Afløsningen, som kommer. Sagte bliver der vekslet nogle Ord. Et Haandslag, et: Paa Gensyn! og lige saa stille, som Afløsningen er kommen, er de afløste igen forsvundne.
Karl Sørensen.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Det er mandag d. 2. aug. 1915. Vi har pakket vore tornystre og staar kun og venter paa, at vi skal afsted. Piger uddeler blomster, og vi siger vore kammerater farvel, saa gaar vi afsted til banegaarden, ledsaget af en hel del tilskuere. Her faar hver afdeling sin kupe anvist, og vi stiger ind. Der bliver endnu uddelt “kærlighedsgaver”, saa glider toget langsomt afsted, og vi vinker et sidste farvel til afsked. Der er nok nogen imellem os, der ikke mere faar hjemmet at se. Toget glider sydpaa.
I Flensborg slutter der sig flere til, og her faar vi endnu en forfriskning, før det gaar videre. Jeg lader mit blik glide hen over markerne, men det er ikke noget opløftende syn, der møder en. Kornet staar tyndt og kort, sommesteder har man allerede begyndt at høste rug.
Vort følge bliver stadig større, der slutter sig stadig flere til. Hen paa aftenen er naaet til Oldersloe, hvor vi faar varm mad. En time efter gaar det videre. Vi lægger os tilrette for natten, to paa bænkene, den tredie paa gulvet, vi er nemlig kun tre mand i kupeerne. Men lejerne er temmelig haarde, vi vrider og vender os, men omsider falder vi dog i søvn og sover til om morgenen klokken fire, da vi holder i Wittenberge. Her faar vi kaffe og brød.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Dr.med. Karl Nissen var Fahnenjunker ved IR84’s 6. kompagni. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev og Slesvig by. Han deltog i kampene ved Chabin (Shabin) i slutningen af juli 1915.
Marchretningspunktet: det lille stykke skov – Chabin! – så snart vi havde forladt godsdistriktet Rembische, deployerede vi skytterne og gik springvis frem mod målet, gruppe for gruppe, deling for deling. En kornmark, hvor negene endnu lå i stakke og det modne korn til dels endnu på strået, skulle passeres. Kuglerne slog ned omkring os og fløjtede hen over vore hoveder. Hver fure blev udnyttet som dækning, endda bag negene søgte vi dækning. Endelig nåede vi et lille elendigt stykke skyttegrav, som gav os en smule dækning.
Det var den stilling, vi søgte, og som vi skulle afløse. Af den enhed, vi skulle afløse, fandt vi kun enkelte folk. Alle de øvrige havde rømmet stillingen før vor ankomst og havde begivet sig tilbage til godset. Efter en kort orientering gik det videre. Det mørknede allerede, da 1. deling af 6. kompagni under sin tapre fører, løjtnant af reserven Baasch, rykkede frem for at nå byen Chabin, før natten faldt på.
Min deling skulle følge efter i nogen afstand og så på højde med det lille stykke birkeskov, som man havde givet os som retning, igen spredes ind i deling Baasch for så sammen at springe længere frem. Jeg lå på udtrykkelig ordre fra min kompagnifører, løjtnant Schertz, med resten af min deling i den før nævnte stilling, da kaptajn Grebel med sin tordenstemme satte mig i trav for at bringe hjælp til den betrængte deling Baasch. I lange spring gik jeg med 8. kompagni frem. Deling Baasch var på højde med birkeskoven stødt på russiske styrker, som modtog den med blankvåben. Hurtigt lynede også bajonetterne hos deling Baasch, og der udspandt sig nu en fortvivlet nærkamp. Heldigvis havde jeg fra nogle sårede erfaret, hvad der var i vejen, og derfor kunne jeg kampberedt gribe ind i kampen. Der rasede en frygtelig kamp.
Russerne stak med bajonetten og svingede med geværkolben i et afsindigt raseri. Vi forsvarede os ikke mindre energisk. Sjældent er vel kolben blevet svunget sådan i Rusland, som den blev denne aften. På begge sider var der talrige ofre. Af de brave folk, der denne aften fandt døden, mindes jeg endnu den tapre korporal Hagen, en gruppefører fra min deling. Helt til næste morgen håbede vi, at han ville indfinde sig igen. Desværre fik vi besked om, at hans lig var fundet lidt ved siden af den egentlige kampplads. Som følge deraf måtte russerne have overmandet ham og ondsindet dræbt ham, måske allerede som tilfangetagen.
Løjtnant Baasch, der på denne dag var gået forrest bevæbnet med sabel og pistol, havde ved kampens begyndelse stukket sablen i jorden for ikke at blive hæmmet af den, og grebet en bajonet fra en af de faldne. Derved tabte han sin pistol. Hverken sabel eller pistol er fundet igen. Med bajonetten tog han på det ivrigste del i kampen og gav sine folk et lysende eksempel på personlig tapperhed. Vort kompagni, der var blevet godt fyldt op til kampene i Rusland, led store tab den aften, men fik overtaget i kampen mod den brutale modstander. Det lykkedes os at kaste ham tilbage til Chabin.
Men ingen anede, hvor han igen havde sat sig fast. Vi gik derfor forsigtigere frem. Med stærke patruljer nærmede vi os landsbyen, som stod i lysende flammer. Selvom vi heraf kunne slutte, at russeren ikke mere var i landsbyen, så måtte vi dog regne med at træffe på mindre enheder både før og inde i landsbyen. Føringen af disse patruljer havde jeg selv overtaget. Langsomt famlende gik det fremad i skæret af den brændende landsby. En gruppe sendte jeg gennem byen, mens jeg selv med den større del af patruljen gik om til den sydøstlige udkant af byen. Vi fandt det hele fri for fjender. Vort sammenstød ved birkeskoven havde tilsyneladende taget modet fra ham for i dag. Han havde søgt redning i flugten. Kompagniet fulgte patruljerne på kort afstand i en let skyttelinje. Føring og sammenhold var vanskeliggjort, fordi enhederne i nærkampen var kommet fra hinanden og blevet blandet.
Det brændende Chabin faldt i vore hænder uden kamp. Foran den nordøstlige rand gjorde vi holdt. Ved at have den brændende landsby i ryggen befandt vi os i en ikke særlig heldig situation, fordi vi ved hver bevægelse aftegnedes af flammerne. Så snart vi bevægede os, blev vi overdænget med kugleregn fra en retning af banedæmningen Goworowo-Ostrolenka. Heldigvis befandt vi os i en kartoffelmark, hvis grønne toppe lige gav os dækning nok, til at vi kunne bevæge os krybende. Således dannede vi en ny linje på den anden side af byen med front mod nordøst. Russerne var ganske overordentlig vagtsomme. Hele natten igennem blev det terræn, hvor vi lå, holdt under maskingeværild, og hvor der viste sig nogen, blev vedkommende straks taget under heftig ild. Derved måtte vi beklage mangen et tab, som med lidt større behændighed og forsigtighed kunne være undgået. Liggende på maven begyndte vi straks efter dannelsen af en gunstig kompagnilinje at grave os ned i den løse kartoffeljord. Så vidt det var muligt blev der hentet bjælker og brædder fra landsbyen, så vi af dem samt regnslag kunne lave et lille beskyttelsestag til natten. Nogle grupper gravede sig ned nogle hundrede meter bag kompagniet som reserve. Hos disse befandt sig kompagniføreren, løjtnant Schertz, og Fedwebel, Offizier-Stellvertreter Kohlmetz, der altid opholdt sig ved kompagniet.
For natten blev det anordnet, at hver anden mand skulle stå post, de øvrige have hvil. Desværre lod Russerne os ikke have megen ro. Deres ærgerrighed drev dem til at gøre os vor sejr stridig – Chabin- . Under dækning af maskingeværild forsøgte de gentagne gange at rykke frem til vor stilling. men vore poster, der var rykket helt frem til kanten af kartoffelmarken, alarmerede altid rettidigt, måske endog lidt for ofte i de overanstrengte nervers ophidselse, til at vi kunne åbne ild fra alle geværløb. Der var ganske vist for det meste intet mål at erkende, for mørket og kartoffeltoppene hindrede udsynet. I hvert fald er russerne ikke en eneste gang kommet hen til vor stilling.
Den tunge nat blev fulgt af en tung dag. Vor skyttegrav lod meget tilbage at ønske, bevægelsesmuligheden var for den enkelte meget begrænset. Man kunne kun sidde eller stå. Den forgangne dags legemlige og sjælelige anstrengelse, den manglende hvile om natten, russernes angrebsforsøg, alt det virkede stærkt på tilstanden hos hver enkelt af os. Nu brød den anden kampdag ved Chabin frem, den 31. juli. Den skulle, som sagt, ikke blive mindre vanskelig. Russeren måtte have en udmærket stilling ved banedæmningen. Den måtte, også efter ildkraften ar dømme, være stærk hvad angår maskingeværer og geværer. Flere gange, især hen mod middag, sendte han forskellige stærke enheder frem mod vor stilling. Men de måtte hele tiden vende om uden resultat. Vi forholdt os i almindelighed i ro, observerede blot, så godt det kunne lade sig gøre, den fjendtlige stilling, placering af de russiske maskingeværer og besætningens styrke. Alt for meget måtte vi ikke vise os. Så snart vi stak hovedet over gravens kant, kunne vi med sikkerhed regne med en russisk æressalve. Observationsmuulighederne havde vi i løbet af natten forbedret ved at have trykket kartoffeltoppene ned mod jorden.
Det var vel hen mod middag den 31, juli, da et smerteligt tab ramte os: vor Kompagnifeldwebel Kohlmetz blev dødeligt såret af et skud i hovedet. Det står stadig klart for mit indre øje, hvordan Kohlmetz sammen med løjtnant Schertz bag et hus ved det sydøstlige hjørne af Chabin med kikkert observerede frem mod den fjendtlige stilling, da han pludselig sank sammen i armene på løjtnant Schertz. Han blev først lagt hen i nærheden af kompagniets reservegrupper, fordi transport bagud ikke syntes tilrådeligt, dels fordi det var dag, dels på grund af læsionens alvor. Om aftenen har jeg endnu stået ved hans båre. Tungt åndende lå han dér uden bevidsthed, på de dødblege læber var der det usvigelige tegn på hjerneskade. Allerede den næste dag er han gået bort.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer i dansk oversættelse til efteråret 2015.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. Men hen over sommeren var man klar til en ny offensiv og den 13. juli indledte tyskerne slaget ved floderne Narew-Bohr. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.
I hærledelsen var der stor uenighed om, hvor på nordfronten dette angreb skulle indsættes. Oberbefehlshaber Ost foreslog angreb af 10. armee mod Kowno, samt forsat angreb i Kurland nord for Njemen floden. Men den øverste hærledelse besluttede sig for angreb af Armee von Gallwitz mod Ostralenka. Angrebsmålet ændrede Oberbefehlshaber Ost senere til Rozan og Pultusk mere vest på, mens 8. Armee skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke.
Som det fremgår af Skizze 19: ”Das russische Stellungssystem an der Narew-Front am 13. Juli 1915 nach deutscher Auffassung“ (Kilde: Der Weltkrieg 1914-1918 bn. VIII) havde russerne et forgrenet og dybt nedgravet forsvarssystem, som var forbundet til hinanden. Der var tale om to forskellige forsvarssystemer: Det forreste bestod af 3 stillinger, hvor det trejde lå ca. 3 km bag ved det forreste. I mitten var byen Przasnysz bygget op som en fæstning. Bagved lå det andet stillingssystem i linien Ciechanow – Krasnosielc.
På de to første dage var Armee Gallwitz rykket 10-15 km fremad og taget 7100 russiske soldater til fange. Tab af mandskab løb sig op på 2.600 mand. Da man den 18. juli havde brudt igennem russernes månedslange opbyggede forsvarsstillinger på en strækning på 30 km havde man på 6 taget 24.000 til fange, mens tabet af egne var steget til 20.000. Det næste mål var Narew floden, som man de fleste steder også på 8. armees højre fløj nåede den 19. juli. Men her mødte man hård modstand fra nye friske russiske tropper. Den 24. juli efter 11 dages kamp lykkedes det endelig at indtage Pultusk og Rozan og bryde gennem Narew-linjen. 37.000 til fange tagende soldater, men begrænset krigsmateriel, som russerne havde nået at tage med sig.
Men på den anden side af floden Narew mødte man hård modstand af fornyede og friske russiske styrker, som med artilleri ødelagde og besværlig gjorde bygningen af nye brobygninger. Dette forsinkede de tyske styrkers overgang af floden, og heftig regn, tilstoppede veje og længere transport vej af forplejning og amunition gjorde at man ikke kunne besvare russernes beskydning og kostede store tab af mandskab.
Som støtte for 8. armee til at komme over floden nordøst for Ostrolenka fik de tilført 58. Infanteri Division den 26. juli. Natten til den 28. juli lykkedes 8. armees 75. Reserve Division under heftig beskydning at bygge bro og kommer over floden ved Szkwa mundingen. Men de kunne ikke komme videre, og som det hed i Krigsdagsbogen, ”at de efter de enorme anstrengelser var ved slutningen af deres kræfter”.
Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915.
Det var i Slutningen af Juli Maaned 1915. Efter at jeg i Foraaret samme Aar paa Sessionen var erklæret k. v., fik jeg Tilsigelse om at give Møde paa en Kaserne i Flensborg. Jeg var i en trykket Sindsstemning, for jeg skulde overlade Ejendommens Drift til en svagelig Kone, en konfirmeret Dreng og en konfirmeret Pige. Desuden havde jeg intet tilovers for den prøjsiske Militarisme. Jeg fik Følgeskab af flere Bekendte fra Tønder; de var under samme Fordømmelse.
Der kom Mandskaber fra forskellige Egne, og det varede en Tid, før vi blev raabt op og opstillet i to Rækker. Efter at være stillet op, blev der spurgt, om nogen havde noget at indvende eller følte sig syg. Jeg meldte mig, for jeg var plaget af Gigt. Vi var vel en 10-12 Stykker, der meldte sig syge; men efter Lægens Undersøgelse fik kun een Lov til at rejse hjem.
Vi fik nu Lov til at gaa ud i Byen et Par Timer, før vi igen skulde møde paa Kasernen. Saa blev vi igen stillet op i Rækker, og derefter gik vi til Banegaarden. Vi var under Bevogtning, baade foran og bagved, for at ingen skulde undslippe. Paa Banegaarden stod et Tog parat til at tage imod os, og nu var Spørgsmaalet: „Hvor kører vi hen?“ Dette fik vi dog forholdsvis hurtigt besvaret, idet vi, allerede da vi ankom til Slesvig, havde naaet Maalet.
Turen gik til den derværende Moltkekaserne. Efter en Pause blev vi opstillet i Rækker og modtog vore Spisegrejer. Vi fik en god Middagsmad paa Byens Ølbryggeri. Vi modtog nu vor Forplejning til næste Dag, og saa gik Turen igen til Kasernen, hvor vi blev ført ind i en stor Hal. „Feldwebelen“ holdt en Tale til os og udtalte Haabet om, at vi maatte komme godt ud af det med hinanden, samt at enhver maatte gøre sin Pligt for Fædrelandet o.s.v.
Der blev nu tildelt Stuer paa Kasernen; men da der ikke var Plads til alle, kom flere i Borgerkvarter, deriblandt ogsaa jeg. — Dagen efter vor Ankomst mødte vi paa Kasernen for at modtage vore Beklædningsgenstande. Paa Tøjdepotet var der stor Trængsel for at faa de bedst mulige af disse ikke særlig eftertragtelsesværdige Klæder. Underofficeren beroligede os dog med, at vi nok skulde faa, hvad vi havde Brug for. Jeg syntes heller ikke, det havde saa stort Hastværk og holdt mig tilbage, indtil jeg kom paa Tur. Jeg fik til at begynde med et Par Benklæder, som i Vidden lignede et Par Bukseskorter; af Frakkerne var der ingen, jeg kunde passe, saa jeg var saa heldig at faa en ny Litefka. Den misundte man mig ofte. Naar man betragtede nogle af de nybagte Soldater, maatte man uvilkaarlig le, for de lignede mere Fugleskramsler end Soldater.
Nu kunde vor Uddannelse begynde; vi blev opstillet i Rækker, og nu hed det: „Hände rollen, Fuss rollen, Kopf rollen, o. s. v .“ Hvor var det harmeligt at skulle øve sig i disse Narrebevægelser, naar man var haardt tiltrængt derhjemme. Men man maatte jo gøre god Mine til slet Spil; iøvrigt var Befalingsmændene, paa faa Undtagelser nær, ret humane. Den første Tid paa Kasernen var ensformig og kedelig. Senere, da vi foretog Marchture — selv om de kunde være anstrengende nok — og Feltøvelser, var det mere afvekslende.
I Sommerens Løb var vi et Par Gange paa Feltøvelse i Lockstedtlejren. Da der ikke var langt fra Slesvig til Vennemose, havde jeg haabet paa af og til at faa Søndagsorlov til Hjemmet; men der blev jeg skuffet. At Hjemmemyndighederne har haft en Finger med i Spillet, tør jeg ikke paastaa, men utænkeligt er det ikke.
Vi har hen over sommeren oplevet en del problemer med hjemmesiden, bl.a. har kommentarfunktionen været nede temmelig længe, og mailservice, der sender mails rundt til abonnenter, når der er nyt på siden, har ikke fungeret i nogle uger.
Vi arbejder på at løse problemerne og håber, at siden vil være fuldt funktionsdygtig igen inden længe.
Morten Busk, Hoptrup, gjorde krigstjeneste ved Landstorms Inf. Batl. Flensborg III. I sommeren 1915 lå han i Karpaterne.
Vort Kompagni, tilhørende Landstorms Inf. Batl. Flensborg III, laa i Buszytyn, i en Mejergaard, som de kaldes der. Disse Gaarde ejes af jødiske Baroner, som ikke sjældent ejer 30-40 saadanne Gaarde og Møller. Gaardene, der er bortforpagtede, er delte saaledes, at Stuehuset ligger Vest for Vejen, Avlsbygningerne derimod mod Øst. Vore Befalingsmænd og Sanitetspersonalet havde taget Stuehuset i Besiddelse, hvorimod Mandskabet, 60 Mand, var anbragt i den ene Lade. Den anden Lade var belagt med russiske Krigsfanger, som vi skulde bevogte. Staben havde et bedre Kvarter; den laa inde i Byen.
Det var den 27. Juli 1915 omkring ved Middagstid. Jeg havde hentet min Middagsmad og var ved at spise, da vor Kammerat Andreas Paulsen fra Haderslev kom indenfor og sagde, at han følte sig meget daarlig, sløj og syg. „Men,“ sagde han, „nu vil jeg hente min Middagsmad, saa bliver det kanske bedre.“
Han kom tilbage med den, men satte den stiltiende paa Bordet. Derefter gik han ned til S’anitetspersonalet for at anmode dem om Raad. Han var næppe kommet derned, før han faldt sammen. De bar ham nu ud og lagde ham i Skyggen af en Syrenbusk. Vel fandtes der et Lazaret i Byen, men det var blevet rømmet og gjort grundigt i Stand, da Lokalerne skulde tages i Brug af Staben. Senere flyttedes Andreas Paulsen over i Skyggen af en Halmstak, for Solen var begyndt at genere ham.
Jeg havde Vagt ved Russerne mellem Klokken et og tre og var flere Gange henne for at se til ham. Han var da allerede ved at blive mørk i Ansigtet, og det stod os klart, at han var angrebet af Kolera, denne farlige Sygdom, der som en Epidemi hærgede disse Egne paa den Tid. Andreas Paulsen havde svært ved at tale. Da der nu i hurtig Rækkefølge kom op til en halv Snes nye Tilfælde i vort Mandskab, maatte Lazarettet omgaaende tages i Brug igen, og Andreas Paulsen blev med det samme indlagt; men hans Liv stod desværre ikke til at redde. Han døde i Nattens Løb. Blandt de senest angrebne var ogsaa vor Kammerat Hildebrandt fra Haderslev. Ogsaa han gik desværre bort.
Alle vi andre blev nu vaccinerede mod Kolera, og Smitten blev Gud ske Lov standset. Vi følte os ellers alle mere eller mindre sløje. Vi opgav den Lade, vi boede i og fik en anden anvist.
Nogle Dage senere overværede de fleste af de Kammerater, der ikke havde Vagttjeneste, Andreas Paulsens Begravelse. Den døde Kammerat blev lagt i en Kiste, som vi havde faaet anskaffet, og russiske Krigsfanger kørte ham til et nærliggende Kloster, hvor han blev begravet. Vi savnede Klokkeringningen og Præstens Medvirken, og da Befalingsmændene paa Grund af Angsten for at blive smittet holdt sig borte, bad vor gode Kammerat Anton Houborg fra Haderslev Inspektøren for Lazarettet om Tilladelse til at sige et Par Ord paa den afdøde Kammerats Modersmaal. Inspektøren gav sit Samtykke dertil, og Anton Houborg sagde nogle smukke Mindeord og sluttede med at bede Fadervor. Til Slut takkede Hospitalsinspektøren os, fordi vi havde deltaget i Jordefærden.
Nogle Dage senere blev vor Kammerat Hildebrandt sammen med andre Kammerater, der faldt som Ofre for Epidemien, begravet paa samme Sted; men da var det paa Grund af Frygten for Smitte blevet os strengt forbudt at deltage i Begravelsen — desværre.
Sønderjyden “F” skrev den 24. juli 1915 følgende i et feltpostbrev:
24. Juli 1915 I den første Tid ude i Flækken boede jeg i et Hus i dens Hovedgade. Jeg skaffede Møbler fra de forladte Nabohuse og indrettede mig en hyggelig Stue med Sofa og Lænestole, Billeder paa Væggen og et dejligt Ur paa Kaminen — der er dejlige Møbler hos de velhavende Borgere her. Jeg tænkte mindst paa, at der endnu kunde være Folk i Huset; men henimod Aften, den Dag jeg var flyttet ind, kom der en gammel Morlille nussende op af Kælderen og fortalte, at det var hende, der ejede Huset.
I Førstningen var hun mistroisk mod den fjendtlige Indkvartering; men snart vandt vi hendes gamle Hjerte, og daglig indviede hun os i sine Sorger og udøste sine Klager for os. Gammelmor boede ene i Huset, hendes Mand var ført bort til Købstaden. Hendes Søn var bosat i Paris og hans Datter igen var noget i en Bank, og hvor Samtalen begyndte, vi endte altid ved den Sønnedatter.
Morlille hentede Portrætter af sin Stolthed og fortalte om hende, og vi beundrede hende pligtskyldigst — for Morlilles Skyld. Hun var 74 Aar gammel, og hun havde allerede i 1870-71 boet i Flækken. Da kom Tyskerne ogsaa til Byen; de blev kun nogle faa Dage; men nu var Krigen rædsom. I over 2 Maaneder var Byen daglig bleven bombarderet, inden hun førtes bort.
Hun holdt nøje Tal paa Dagene, og glemte aldrig at meddele os, hvormange der var gaaet. Og hver Dag blev der noget nyt at græde over. Naboersken havde drømt, at hendes Mand var falden, der var gaaet en Granat ind i Jernbaneassistens Hus, en Dag var endogsaa en af hendes Høns bleven dræbt af en Granatstump. Smaa og store Ulykker fik samme Rækkevidde, naar den Gamle klagede over dem og sin Bys Skæbne. Saa trøstede vi os med at tale om hendes Stolthed, Helene i Paris.
Da Morlille blev ført bort med de andre Kvinder og Børn, græd hun bitterligt; men naar jeg senere har truffet hende inde i Købstaden, er hun en ganske anden; der er ikke mere Tanke om Graad. Hun bor nu der inde sammen med sin Mand, og det er lutter Smil, det gamle rynkede Ansigt. Det er hver Gang, som var det en gammel Ven, hun traf igen. Bare fordi hun nu er uden for den daglige Fare.
Hver Gang forvisser hun sig om, at hendes Hus endnu er uskadt, og ingen har endnu nænnet at fortælle den gamle Kone, at det i Virkelighed er alt andet, at hendes Ejendom lider under Krigen og det daglige Bombardement, at det har delt Skæbne med alle Byens andre Huse.
Forholdsvis har det dog endnu lidt mindre end de fleste. Der er kun et enkelt Hul i Taget, der er endnu Gulv i alle Stuer, og Loft over dem, og der er virkelige Glasruder i Vinduerne, ikke ud til Gaden — de er søndrede for længe siden —, men i den lille Stue ind mod Gaarden. Den smalle venlige Gaard, til den ene Side afgrænset af Husmurens mægtige Vedbend, som Klematis vokser helt igennem, saa de blaa Blomster nikker helt oppe under Husmønningen. Til den anden Side ligger en lille Have med store Laurbærtræer i Potter, med Syrenbuske og højstammede røde og hvide Roser. Bagved Haven knejser et ærværdigt, gammelt Pæretræ, bugnende fuldt af Frugt, men Toppen er skudt af det, og bagved igen ligger Kanin- og Hønsehus.
Kaninerne er spiste for længe siden, men en gammel, ensom Høne spankulerer endnu i Gaarden, og af og til kommer der en halvvild Kat igennem paa et Jagttog. Det er de eneste Husdyr, der er tilbage i Flækken, foruden en enkelt Ko, en Ged, nogle Kaniner — der er flere vilde end tamme — en Poppedreng og nogle Skader, som Artilleristerne har travlt med at lære at tale, om man ellers tør regne dem med til Husdyr.
Til venstre i Gaarden er der en Trappe ned til Kælderen, en tyk Sandstenshvælving mindst 2 Meter høj under Huset og under Jorden. I den Kælder sov vi i Maaneder, tryg for fjendtlig Ild, til vi fik indrettet os en endnu sikrere Bolig i den anden Ende af Byen.
Saa var det forbi med Idyllen i gamle Madames Hus; men, hvor der har boet Mennesker, har Husene alligevel lidt mindst. Morlilles Hus er langtfra som før, men hver Gang, jeg træffer hende, forsikrer jeg hende sandfærdigt, at hendes Hus har lidt mindre end de fleste andre i Byen. Det siger endda ikke saa meget, da hun ikke ved, hvorledes de andre Huse ser ud; men hver Gang er hun lykkelig over at høre det og bare Smil og Taknemmelighed.
F
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Anstrengende Dage. Shadow, den 23. Juli 1915. Der er i de sidste Dage stillet saa store Krav til vore Kræfter, at vort Kompagni f. Eks. i Øjeblikket kun tæller Halvdelen af, hvad vi drog ud med.
Paa Gadehjørnet i Szawle skrev jeg jo om vor Indtagelse af denne By. Jeg vil nu fortsætte, hvor jeg slap sidst. Hen paa Formiddagen den 21. marcherede vi ud af Szawle i sydøstlig Retning. Her havde Russerne taget Opstilling paa en Høj hinsides en stille Sø. Vi gik frem i lange Skyttelinjer. Bomber og Shrapneller eksploderede omkring os. Men den største Plads er jo heldigvis udenom, og vort Kompagni havde i hvert Fald ikke Tab der.
Imidlertid skulde vi over en Kartoffelmark, som med den ene Bakkeside skraanede bort fra, med den anden ned til Søen. Næppe havde vi naaet Toppen, før vi fik Ild fra et Maskingevær. Kugler suste forbi os og sang deres uhyggelige Si! — Si! Si! — Si! Tilsidst slog Kuglerne ned i Kartoffelbladene, som gav en piskende Lyd fra sig.
I et Nu laa vi alle plat paa Maven med Hovedet gravet dybt ned i Furerne. Situationen var ikke hyggelig. Heldigvis hørte Skydningen dog snart op. Vi fortsatte i Løb ned til en Fabriksbygning, bag hvis Mure vi fandt Ly. Først senere erfarede jeg, at en Kammerat havde faaet et Skud i Brystet. Det lod i Øjeblikket ikke til at anfægte ham overdreven. Han lo og gik endog selv videre. Det siges imidlertid, at han senere er død, da Kuglen var bleven siddende i Brystet.
Fabriksbygningen, som vi søgte Ly i, havde tidligere været et stort Ølbryggeri. Nu saa der meget forfaldent ud der, og det lugtede rædsomt. Vi eftersøgte de omliggende Arbejderboliger. En og anden var ogsaa saa heldig at finde et Brød; men ellers gjaldt her, som næsten overalt, hvor vi har drevet Russerne bort: de har taget alt med.
Da jeg gik og drev rundt om Ølbryggeriet, der for Resten stadig bombarderedes, fik jeg tilfældigvis Øje paa en Have med et Jordbærbed. Jordbær var der ikke mange af, men de faa, der var, smagte saa meget bedre. Uheldigvis trak lidt senere et Uvejr op, og blive længe borte gik heller ikke an, kun nødig tog jeg Afsked med Jordbærrene.
Mens Uvejret stod paa, laa vi i et skummelt ildelugtende Rum, hvis Gulv vi havde overstrøet med Halm. Vi prøvede paa at sove lidt, men det var umuligt som Følge af Fluerne.
Ved 3-Tiden kom der Ordre til Afmarch. Det skylregnede endnu. Vi sværmede sammen med andre Kompagnier ud i lange Skyttelinjer mod det før nævnte Højdedrag. Vi vadede gennem Engdrag, og hen over Marker, hvor Sæden stod højt og de drivvaade Aks slog mod Benklæder og Trøje, saa man i faa Minutter var dyngvaad og Støvlerne fulde af Vand.
Der blev ikke skudt fra Højen, derimod bombarderede vort Artilleri Chausseen og Terrænet bag Højen. Russerne havde allerede forladt samme og befandt sig paa Tilbagetog. Et Par Russere, som aabenbart havde skjult sig i en Grav, blev taget til Fange, de russiske Stillinger gennemset.
Saa fortsattes Marchen mod Øst, indtil vi hen paa Aftenen gjorde Holdt foran en Bondegaard, i hvis forskellige Lader de enkelte Kompagnier fik anvist Plads. Vor Lade var aaben til alle Sider. Vi kogte saa og hentede nye Kartofler fra Marken. Just da vi havde faaet vore op af Jorden, kom der en Bataillonsbefaling lydende paa, at det var forbudt at grave Kartofler. De, der var for sent paa Færde, maatte altsaa vende tomhændet hjem. Aldrig har Kartofler smagt saa godt som disse.
For at bøde lidt paa de vaade Klæder, hentede vi Halm fra et Straatag i Nærheden. Jeg var selv oppe paa Taget og rev Straabundter ud. Derpaa tog jeg tørt Undertøj paa og lagde mig til at sove. Og sandelig: den Rede af Halm, som jeg havde lavet mig, var baade varm og hyggelig. Snart sov jeg.
Det var Meningen, at vi skulde være blevet der til næste Morgen; Vagterne for Natten var udsat, alt hvilede og nød den haardt tiltrængte Ro. Da kom der pludselig Kl. ca. 10½ Alarmeringsbefaling. Vi maatte i de vaade Støvler, Mantler osv. og afsted ud i Mørket, Regnen og et Uføre uden Lige. Hvor længe vi marcherede, ved jeg ikke, vistnok til Kl. 1. Vort Maal, som vi naaede efter en yderst anstrengende og trættende March, var en lille Landsby, hvor vi fik anvist Kvarter. Min Gruppe og en anden Gruppe i et Bageri. Vi smed os hen paa det nøgne Galv som vi gik og stod, og snart sov vi igen.
Kl. ca. 5 blev vi vækket. Udenfor lød Gevær- og Granatild. Russerne var ikke langt borte. Vi skulde angribe og erobre deres Stillinger. De enkelte „Zuge“ blev sendt ud i Skyttelinjer, hvis Tilsynekomst Fjenden hilste med en heftig Maskingeværild. Vi var saa heldige at forblive i Reserve til Dækning for Bataillonsstaben og sad sammenstuvede i en Stald, indtil ogsaa vi maatte ud i Skytteliuien KL ca. 10. De russiske Batterier, som hele Morgenen havde beskudt os heftigt, var efterhaanden blevet bragt til Tavshed af vort Artilleri, der arbejdede fortrinligt. Derimod lød stadig Maskingeværild, og Kuglerne slog tæt ned, ogsaa hvor Reserven laa. Men Fjenden holdt ikke Stand, et Par Maskingeværer blev erobret. Resten trak sig tilbage.
Atter gik det fremad, over Marker, gennem Moser, Krat og Skove, altid i Skyttelinje, for ikke at byde det fjendtlige Artilleri, der stadig under Tilbagetoget sendte os Hilsener, noget stort Maal. Dog hændte det, at en Granat ikke langt fra mig slog ned og anrettede betydelig Ødelæggelse i en Bagagekolonne.
Under Fremrykningen passerede vi flere Landsbyer. Beboerne var delvis flygtet, men mange Steder atter paa Vej hjem, med deres „Hab und Gut“ ladet paa usle Vogne. Fjendtligt Sindelag viser Befolkningen ikke, tværtimod. Vi modtoges overalt imødekommende.
Alle Mænd mellem 17 og 50-55 Aar er borte. Man ser næsten kun Kvinder, Børn og Oldinge. Mange Hilsener —n.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.
Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.
Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.
Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.
Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Den provisoriske Alarmering i Aftes efterfulgtes ved 10-Tiden af en virkelig. Vagterne trak op og Mandskaberne stod og ventede paa, at Signalet til Fremrykning skulde komme. Klokken 10½ maatte de, der ikke stod Vagt, ud og skære Traadforhugningerne foran vore Skyttegrave i Stykker for at aabne Vej. Det var altsaa ramme Alvor.
Da vi kom tilbage fra vor Ekspedition, lagde enhver sit Tøj tilrette paa sin Plads. Alle var præget af, hvad der stod at vente. Hist og her smaasamtaledes der, andre satte sig stille hen, for at være alene med sig selv. Tankerne gik videre. Mangen et Regnskab gjordes op. Og Tankerne drog hjem, hjem til Hustru og Børn, Forældre, Slægtninge og Venner.
Klokken blev 11, 12, 1, den ene Time sneglede af Sted efter den anden. En og anden begyndte allerede at tvivle om, at det virkelig blev til noget; flere — især de Gamle — havde allerede lagt sig hen. Vi andre kunde dog ikke falde til Ro. Klokken nærmede sig 2. Da lød pludselig voldsom Kanontorden fra det tyske Artilleri bag vor Front. Granater og Shrapnell’er regnede ned over de russiske Stillinger. Med underlige, hvinende Hyl suste de hen over vore Hoveder.
Det var allerede begyndt at dages, da Kanontordenen pludselig hørte op og der kom Ordre til Fremrykning. Vi var nogle Venner, som søgte sammen, og saa gik det fremad — i en lang Skyttekæde — . Sindene stærkt optaget af, hvad der forestod.
Vi havde ventet heftig Gevær- og Maskingeværild, straks vi kom ud af Skyttegraven. Det blev dog ikke Tilfældet. I en lang Linje, med to Skridts Mellemrum gik det fremad i hurtige Skridt, over Marker og Hegn, stadig fremad i Retning af de russiske Skyttegrave. Vaadt var det, men ingen ænsede det. Med en underlig Uhyggefølelse var Sindene rettet mod de lyse Linjer forude, som betegnede Fjendens Stilling og foran hvilken vi efterhaanden tydelig saa’ de stærke Traadforhugninger. Hvert Øjeblik ventede vi, at en Regn af Kugler, Granater og Shrapnelis skulde slaa os i Møde. Men Russerne vilde aabenbart lade os komme godt frem, saa de meget lettere kunde tage hver enkelt paa Kornet.
Vadende gennem den vaade Kornmark naaede vi endelig frem til Traadforhugningen, hvor der blev givet Ordre til at lægge sig plat ned til Jorden, medens de, der var forsynede med Sakse, blev sendt frem for at klippe en Vej igennem. Lige bag ved laa Skyttegravene. Underlig truende saa’ de ud, men intet Liv rørte sig i dem. Snart var vi igennem Traadforhugningen og nede i Skyttegraven, der viste sig at være forladt af Russerne. Det maatte være sket fornylig. Rundt omkring laa spredt Pæle og Pigtraadsruller, som Russerne endnu den foregaaende Aften havde arbejdet med. I Skyttegraven laa alle Haande Genstande, som Russerne havde forladt, Feltflasker, Brød, Masser af Patroner, Tobak, Spader, Økser etc. etc.
Imidlertid befrygtede vi, at Russerne maaske havde sat sig fast i en længere tilbageliggende Stilling. Men ogsaa den var forladt. Og saaledes passerede vi i Nattens Løb den ene Skyttegravslinje efter den anden — alle forladt og frembydende samme triste Billede.
Vi fik Befaling til at gaa længere frem, og efterhaanden blev det klart, at det var Sz. det gjaldt. Vi kunde tydelig skimte Byens hvidkalkede Kirketaarn i det Fjerne, og til Højre og Venstre saas uendelig lange Skyttekæder dukke op, alle stræbende imod samme Maal. Vi var forberedt paa, at Russerne vilde møde os foran Byen, og efterhaanden som vi nærmede os denne, saas et Højdedrag med et bredt Mose- og Engdrag foran, der — som man skulde synes, maatte frembyde en udmærket Forsvarsstilling.
Atter ventede vi hvert Øjeblik at blive overfaldet af Maskingeværild og deslige. Men Russerne lod stadig ikke høre fra sig i vor Nærhed. Kun i det Fjerne hørtes af og til en Buldren, der i meget lignede Tordenskrald, men aabenbart hidrørte fra det russiske Artilleri.
Vi naaede Randen af den ovennævnte Mose og fortsatte Fremrykningen, stadig i lange udsværmende Skyttekæder bag hinanden. Patrouiller blev sendt forud for at sondere Terrænet. Men Russerne saa’ vi intet til. Først da vi var naaet halvvejs op ad Bakkeskraaningen foran Byen, slog en Regn af Shrapnell’er og svære Granater os i Møde. Hyggelig var Situationen ikke, da vi ventede Geværild fra Byen. Men vi slap godt igennem, naaede de første Bygninger — usle Træ huse — , og holdt vort Indtog i Sz.’s Forstad gennem Haver, ad Veje etc. Russerne maatte have trukket sig tilbage til den modsatte Side af Byen eller videre, hvorfra de nu bombarderede den Del af Byen, som vi rykkede ind i.
Samtidig med os rykkede andre Tropper ind til Højre og Venstre og snart udfoldede sig et broget Militærliv i det af os besatte Kvarter. Vort Kompagni gjorde endelig Holdt paa et Gadehjørne. Husene rundt omkring os er skudt i Grus. Vi har sat vore Geværer sammen paa Fortovet og ligger nu og nyder en kort Hvil, mens andre Tropper, der aabenbart nu skal have Teten, rykker forbi.
Klokken er nu 9, hvad Dagen vil bringe, véd vi ikke. Det siges, at Russerne endnu holder sig i den modsatte Udkant af Byen, hvorfra der af og til lyder Gevær- og Maskingeværild. Inden ret længe gaar Turen videre.
Den Del af Byen, som vi er kommet igennem, er saa godt som mennesketom. Alle Husene er forladt. Kun hist og her ses en gammel Kone. Da vi drog ind i Byen, saa’ vi Indbyggerne drage bort med deres „Hab und Gut“, usle Pjalter, lidt Fjerkræ og deslige.
I et Hus lidt længere fremme i Gaden har en Moder med sine tre Børn søgt Tilflugt i Kælderen. Og se der kommer et Par Smaabørn løbende hen ad Gaden, nysgerrig betragtende de Fremmede og tilsyneladende ikke ænsende Granaterne, der slaar ned hist og her.
Ja saadan gik det til, da vi indtog det haardt omstridte Sz. Andre Tropper har vistnok i Nattens Løb haft enkelte Smaasammenstød med Russerne, men det er øjensynlig det tyske Fremstød mod M. og R. i de sidste Dage, der har tvunget Russerne til at rømme Stillingen.
Hvis jeg faar Lejlighed til at afsende disse Linjer, før det viser sig, hvad Dagen yderligere vil bringe, gør jeg det. Jeg skal nok saa snart som muligt lade en Fortsættelse følge.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].
Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.
Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.
Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.
Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.
En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.
Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.
Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
