Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.

Det er mandag d. 2. aug. 1915. Vi har pakket vore tornystre og staar kun og venter paa, at vi skal afsted. Piger uddeler blomster, og vi siger vore kammerater farvel, saa gaar vi afsted til banegaarden, ledsaget af en hel del tilskuere. Her faar hver afdeling sin kupe anvist, og vi stiger ind. Der bliver endnu uddelt “kærlighedsgaver”, saa glider toget langsomt afsted, og vi vinker et sidste farvel til afsked. Der er nok nogen imellem os, der ikke mere faar hjemmet at se. Toget glider sydpaa.

I Flensborg slutter der sig flere til, og her faar vi endnu en forfriskning, før det gaar videre. Jeg lader mit blik glide hen over markerne, men det er ikke noget opløftende syn, der møder en. Kornet staar tyndt og kort, sommesteder har man allerede begyndt at høste rug.

Vort følge bliver stadig større, der slutter sig stadig flere til. Hen paa aftenen er naaet til Oldersloe, hvor vi faar varm mad. En time efter gaar det videre. Vi lægger os tilrette for natten, to paa bænkene, den tredie paa gulvet, vi er nemlig kun tre mand i kupeerne. Men lejerne er temmelig haarde, vi vrider og vender os, men omsider falder vi dog i søvn og sover til om morgenen klokken fire, da vi holder i Wittenberge. Her faar vi kaffe og brød.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Morten Busk, Hoptrup, gjorde krigstjeneste ved Landstorms Inf. Batl. Flensborg III. I sommeren 1915 lå han i Karpaterne.

Vort Kompagni, tilhørende Landstorms Inf. Batl. Flensborg III, laa i Buszytyn, i en Mejergaard, som de kaldes der. Disse Gaarde ejes af jødiske Baroner, som ikke sjældent ejer 30-40 saadanne Gaarde og Møller. Gaardene, der er bortforpagtede, er delte saaledes, at Stuehuset ligger Vest for Vejen, Avlsbygningerne derimod mod Øst. Vore Befalingsmænd og Sanitetspersonalet havde taget Stuehuset i Besiddelse, hvorimod Mandskabet, 60 Mand, var anbragt i den ene Lade. Den anden Lade var belagt med russiske Krigsfanger, som vi skulde bevogte. Staben havde et bedre Kvarter; den laa inde i Byen.

Det var den 27. Juli 1915 omkring ved Middagstid. Jeg havde hentet min Middagsmad og var ved at spise, da vor Kammerat Andreas Paulsen fra Haderslev kom indenfor og sagde, at han følte sig meget daarlig, sløj og syg. „Men,“ sagde han, „nu vil jeg hente min Middagsmad, saa bliver det kanske bedre.“

Han kom tilbage med den, men satte den stiltiende paa Bordet. Derefter gik han ned til S’anitetspersonalet for at anmode dem om Raad. Han var næppe kommet derned, før han faldt sammen. De bar ham nu ud og lagde ham i Skyggen af en Syrenbusk. Vel fandtes der et Lazaret i Byen, men det var blevet rømmet og gjort grundigt i Stand, da Lokalerne skulde tages i Brug af Staben. Senere flyttedes Andreas Paulsen over i Skyggen af en Halmstak, for Solen var begyndt at genere ham.

Jeg havde Vagt ved Russerne mellem Klokken et og tre og var flere Gange henne for at se til ham. Han var da allerede ved at blive mørk i Ansigtet, og det stod os klart, at han var angrebet af Kolera, denne farlige Sygdom, der som en Epidemi hærgede disse Egne paa den Tid. Andreas Paulsen havde svært ved at tale. Da der nu i hurtig Rækkefølge kom op til en halv Snes nye Tilfælde i vort Mandskab, maatte Lazarettet omgaaende tages i Brug igen, og Andreas Paulsen blev med det samme indlagt; men hans Liv stod desværre ikke til at redde. Han døde i Nattens Løb. Blandt de senest angrebne var ogsaa vor Kammerat Hildebrandt fra Haderslev. Ogsaa han gik desværre bort.

Alle vi andre blev nu vaccinerede mod Kolera, og Smitten blev Gud ske Lov standset. Vi følte os ellers alle mere eller mindre sløje. Vi opgav den Lade, vi boede i og fik en anden anvist.

Nogle Dage senere overværede de fleste af de Kammerater, der ikke havde Vagttjeneste, Andreas Paulsens Begravelse. Den døde Kammerat blev lagt i en Kiste, som vi havde faaet anskaffet, og russiske Krigsfanger kørte ham til et nærliggende Kloster, hvor han blev begravet. Vi savnede Klokkeringningen og Præstens Medvirken, og da Befalingsmændene paa Grund af Angsten for at blive smittet holdt sig borte, bad vor gode Kammerat Anton Houborg fra Haderslev Inspektøren for Lazarettet om Tilladelse til at sige et Par Ord paa den afdøde Kammerats Modersmaal. Inspektøren gav sit Samtykke dertil, og Anton Houborg sagde nogle smukke Mindeord og sluttede med at bede Fadervor. Til Slut takkede Hospitalsinspektøren os, fordi vi havde deltaget i Jordefærden.

Nogle Dage senere blev vor Kammerat Hildebrandt sammen med andre Kammerater, der faldt som Ofre for Epidemien, begravet paa samme Sted; men da var det paa Grund af Frygten for Smitte blevet os strengt forbudt at deltage i Begravelsen — desværre.

DSK-årbøger 1949

Sønderjyden “F” skrev den 24. juli 1915 følgende i et feltpostbrev:

24. Juli 1915
I den første Tid ude i Flækken boede jeg i et Hus i dens Hovedgade. Jeg skaffede Møbler fra de forladte Nabohuse og indrettede mig en hyggelig Stue med Sofa og Lænestole, Billeder paa Væggen og et dejligt Ur paa Kaminen — der er dejlige Møbler hos de velhavende Borgere her. Jeg tænkte mindst paa, at der endnu kunde være Folk i Huset; men henimod Aften, den Dag jeg var flyttet ind, kom der en gammel Morlille nussende op af Kælderen og fortalte, at det var hende, der ejede Huset.

I Førstningen var hun mistroisk mod den fjendtlige Indkvartering; men snart vandt vi hendes gamle Hjerte, og daglig indviede hun os i sine Sorger og udøste sine Klager for os. Gammelmor boede ene i Huset, hendes Mand var ført bort til Købstaden. Hendes Søn var bosat i Paris og hans Datter igen var noget i en Bank, og hvor Samtalen begyndte, vi endte altid ved den Sønnedatter.

Morlille hentede Portrætter af sin Stolthed og fortalte om hende, og vi beundrede hende pligtskyldigst — for Morlilles Skyld. Hun var 74 Aar gammel, og hun havde allerede i 1870-71 boet i Flækken. Da kom Tyskerne ogsaa til Byen; de blev kun nogle faa Dage; men nu var Krigen rædsom. I over 2 Maaneder var Byen daglig bleven bombarderet, inden hun førtes bort.

Hun holdt nøje Tal paa Dagene, og glemte aldrig at meddele os, hvormange der var gaaet. Og hver Dag blev der noget nyt at græde over. Naboersken havde drømt, at hendes Mand var falden, der var gaaet en Granat ind i Jernbaneassistens Hus, en Dag var endogsaa en af hendes Høns bleven dræbt af en Granatstump. Smaa og store Ulykker fik samme Rækkevidde, naar den Gamle klagede over dem og sin Bys Skæbne. Saa trøstede vi os med at tale om hendes Stolthed, Helene i Paris.

Da Morlille blev ført bort med de andre Kvinder og Børn, græd hun bitterligt; men naar jeg senere har truffet hende inde i Købstaden, er hun en ganske anden; der er ikke mere Tanke om Graad. Hun bor nu der inde sammen med sin Mand, og det er lutter Smil, det gamle rynkede Ansigt. Det er hver Gang, som var det en gammel Ven, hun traf igen. Bare fordi hun nu er uden for den daglige Fare.

Hver Gang forvisser hun sig om, at hendes Hus endnu er uskadt, og ingen har endnu nænnet at fortælle den gamle Kone, at det i Virkelighed er alt andet, at hendes Ejendom lider under Krigen og det daglige Bombardement, at det har delt Skæbne med alle Byens andre Huse.

Forholdsvis har det dog endnu lidt mindre end de fleste. Der er kun et enkelt Hul i Taget, der er endnu Gulv i alle Stuer, og Loft over dem, og der er virkelige Glasruder i Vinduerne, ikke ud til Gaden — de er søndrede for længe siden —, men i den lille Stue ind mod Gaarden. Den smalle venlige Gaard, til den ene Side afgrænset af Husmurens mægtige Vedbend, som Klematis vokser helt igennem, saa de blaa Blomster nikker helt oppe under Husmønningen. Til den anden Side ligger en lille Have med store Laurbærtræer i Potter, med Syrenbuske og højstammede røde og hvide Roser. Bagved Haven knejser et ærværdigt, gammelt Pæretræ, bugnende fuldt af Frugt, men Toppen er skudt af det, og bagved igen ligger Kanin- og Hønsehus.

Kaninerne er spiste for længe siden, men en gammel, ensom Høne spankulerer endnu i Gaarden, og af og til kommer der en halvvild Kat igennem paa et Jagttog. Det er de eneste Husdyr, der er tilbage i Flækken, foruden en enkelt Ko, en Ged, nogle Kaniner — der er flere vilde end tamme — en Poppedreng og nogle Skader, som Artilleristerne har travlt med at lære at tale, om man ellers tør regne dem med til Husdyr.

Til venstre i Gaarden er der en Trappe ned til Kælderen, en tyk Sandstenshvælving mindst 2 Meter høj under Huset og under Jorden. I den Kælder sov vi i Maaneder, tryg for fjendtlig Ild, til vi fik indrettet os en endnu sikrere Bolig i den anden Ende af Byen.

Saa var det forbi med Idyllen i gamle Madames Hus; men, hvor der har boet Mennesker, har Husene alligevel lidt mindst. Morlilles Hus er langtfra som før, men hver Gang, jeg træffer hende, forsikrer jeg hende sandfærdigt, at hendes Hus har lidt mindre end de fleste andre i Byen. Det siger endda ikke saa meget, da hun ikke ved, hvorledes de andre Huse ser ud; men hver Gang er hun lykkelig over at høre det og bare Smil og Taknemmelighed.

F

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Sønderjyden “n” skrev den 23. juli 1915 følgende:

Anstrengende Dage.
Shadow, den 23. Juli 1915.
Der er i de sidste Dage stillet saa store Krav til vore Kræfter, at vort Kompagni f. Eks. i Øjeblikket kun tæller Halvdelen af, hvad vi drog ud med.

Paa Gadehjørnet i Szawle skrev jeg jo om vor Indtagelse af denne By. Jeg vil nu fortsætte, hvor jeg slap sidst. Hen paa Formiddagen den 21. marcherede vi ud af Szawle i sydøstlig Retning. Her havde Russerne taget Opstilling paa en Høj hinsides en stille Sø. Vi gik frem i lange Skyttelinjer. Bomber og Shrapneller eksploderede omkring os. Men den største Plads er jo heldigvis udenom, og vort Kompagni havde i hvert Fald ikke Tab der.

Imidlertid skulde vi over en Kartoffelmark, som med den ene Bakkeside skraanede bort fra, med den anden ned til Søen. Næppe havde vi naaet Toppen, før vi fik Ild fra et Maskingevær. Kugler suste forbi os og sang deres uhyggelige Si! — Si! Si! — Si! Tilsidst slog Kuglerne ned i Kartoffelbladene, som gav en piskende Lyd fra sig.

I et Nu laa vi alle plat paa Maven med Hovedet gravet dybt ned i Furerne. Situationen var ikke hyggelig. Heldigvis hørte Skydningen dog snart op. Vi fortsatte i Løb ned til en Fabriksbygning, bag hvis Mure vi fandt Ly. Først senere erfarede jeg, at en Kammerat havde faaet et Skud i Brystet. Det lod i Øjeblikket ikke til at anfægte ham overdreven. Han lo og gik endog selv videre. Det siges imidlertid, at han senere er død, da Kuglen var bleven siddende i Brystet.

Fabriksbygningen, som vi søgte Ly i, havde tidligere været et stort Ølbryggeri. Nu saa der meget forfaldent ud der, og det lugtede rædsomt. Vi eftersøgte de omliggende Arbejderboliger. En og anden var ogsaa saa heldig at finde et Brød; men ellers gjaldt her, som næsten overalt, hvor vi har drevet Russerne bort: de har taget alt med.

Da jeg gik og drev rundt om Ølbryggeriet, der for Resten stadig bombarderedes, fik jeg tilfældigvis Øje paa en Have med et Jordbærbed. Jordbær var der ikke mange af, men de faa, der var, smagte saa meget bedre. Uheldigvis trak lidt senere et Uvejr op, og blive længe borte gik heller ikke an, kun nødig tog jeg Afsked med Jordbærrene.

Mens Uvejret stod paa, laa vi i et skummelt ildelugtende Rum, hvis Gulv vi havde overstrøet med Halm. Vi prøvede paa at sove lidt, men det var umuligt som Følge af Fluerne.

Ved 3-Tiden kom der Ordre til Afmarch. Det skylregnede endnu. Vi sværmede sammen med andre Kompagnier ud i lange Skyttelinjer mod det før nævnte Højdedrag. Vi vadede gennem Engdrag, og hen over Marker, hvor Sæden stod højt og de drivvaade Aks slog mod Benklæder og Trøje, saa man i faa Minutter var dyngvaad og Støvlerne fulde af Vand.

Der blev ikke skudt fra Højen, derimod bombarderede vort Artilleri Chausseen og Terrænet bag Højen. Russerne havde allerede forladt samme og befandt sig paa Tilbagetog. Et Par Russere, som aabenbart havde skjult sig i en Grav, blev taget til Fange, de russiske Stillinger gennemset.

Saa fortsattes Marchen mod Øst, indtil vi hen paa Aftenen gjorde Holdt foran en Bondegaard, i hvis forskellige Lader de enkelte Kompagnier fik anvist Plads. Vor Lade var aaben til alle Sider. Vi kogte saa og hentede nye Kartofler fra Marken. Just da vi havde faaet vore op af Jorden, kom der en Bataillonsbefaling lydende paa, at det var forbudt at grave Kartofler. De, der var for sent paa Færde, maatte altsaa vende tomhændet hjem. Aldrig har Kartofler smagt saa godt som disse.

For at bøde lidt paa de vaade Klæder, hentede vi Halm fra et Straatag i Nærheden. Jeg var selv oppe paa Taget og rev Straabundter ud. Derpaa tog jeg tørt Undertøj paa og lagde mig til at sove. Og sandelig: den Rede af Halm, som jeg havde lavet mig, var baade varm og hyggelig. Snart sov jeg.

Det var Meningen, at vi skulde være blevet der til næste Morgen; Vagterne for Natten var udsat, alt hvilede og nød den haardt tiltrængte Ro. Da kom der pludselig Kl. ca. 10½ Alarmeringsbefaling. Vi maatte i de vaade Støvler, Mantler osv. og afsted ud i Mørket, Regnen og et Uføre uden Lige. Hvor længe vi marcherede, ved jeg ikke, vistnok til Kl. 1. Vort Maal, som vi naaede efter en yderst anstrengende og trættende March, var en lille Landsby, hvor vi fik anvist Kvarter. Min Gruppe og en anden Gruppe i et Bageri. Vi smed os hen paa det nøgne Galv som vi gik og stod, og snart sov vi igen.

Kl. ca. 5 blev vi vækket. Udenfor lød Gevær- og Granatild. Russerne var ikke langt borte. Vi skulde angribe og erobre deres Stillinger. De enkelte „Zuge“ blev sendt ud i Skyttelinjer, hvis Tilsynekomst Fjenden hilste med en heftig Maskingeværild. Vi var saa heldige at forblive i Reserve til Dækning for Bataillonsstaben og sad sammenstuvede i en Stald, indtil ogsaa vi maatte ud i Skytteliuien KL ca. 10. De russiske Batterier, som hele Morgenen havde beskudt os heftigt, var efterhaanden blevet bragt til Tavshed af vort Artilleri, der arbejdede fortrinligt. Derimod lød stadig Maskingeværild, og Kuglerne slog tæt ned, ogsaa hvor Reserven laa. Men Fjenden holdt ikke Stand, et Par Maskingeværer blev erobret. Resten trak sig tilbage.

Atter gik det fremad, over Marker, gennem Moser, Krat og Skove, altid i Skyttelinje, for ikke at byde det fjendtlige Artilleri, der stadig under Tilbagetoget sendte os Hilsener, noget stort Maal. Dog hændte det, at en Granat ikke langt fra mig slog ned og anrettede betydelig Ødelæggelse i en Bagagekolonne.

Under Fremrykningen passerede vi flere Landsbyer. Beboerne var delvis flygtet, men mange Steder atter paa Vej hjem, med deres „Hab und Gut“ ladet paa usle Vogne. Fjendtligt Sindelag viser Befolkningen ikke, tværtimod. Vi modtoges overalt imødekommende.

Alle Mænd mellem 17 og 50-55 Aar er borte. Man ser næsten kun Kvinder, Børn og Oldinge.
Mange Hilsener
—n.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

En anonym sønderjyder skriver:

Sz., den 21. Juli 1915.

Den provisoriske Alarmering i Aftes efterfulgtes ved 10-Tiden af en virkelig. Vagterne trak op og Mandskaberne stod og ventede paa, at Signalet til Fremrykning skulde komme. Klokken 10½ maatte de, der ikke stod Vagt, ud og skære Traadforhugningerne foran vore Skyttegrave i Stykker for at aabne Vej. Det var altsaa ramme Alvor.

Da vi kom tilbage fra vor Ekspedition, lagde enhver sit Tøj tilrette paa sin Plads. Alle var præget af, hvad der stod at vente. Hist og her smaasamtaledes der, andre satte sig stille hen, for at være alene med sig selv. Tankerne gik videre. Mangen et Regnskab gjordes op. Og Tankerne drog hjem, hjem til Hustru og Børn, Forældre, Slægtninge og Venner.

Klokken blev 11, 12, 1, den ene Time sneglede af Sted efter den anden. En og anden begyndte allerede at tvivle om, at det virkelig blev til noget; flere — især de Gamle — havde allerede lagt sig hen. Vi andre kunde dog ikke falde til Ro. Klokken nærmede sig 2. Da lød pludselig voldsom Kanontorden fra det tyske Artilleri bag vor Front. Granater og Shrapnell’er regnede ned over de russiske Stillinger. Med underlige, hvinende Hyl suste de hen over vore Hoveder.

Det var allerede begyndt at dages, da Kanontordenen pludselig hørte op og der kom Ordre til Fremrykning. Vi var nogle Venner, som søgte sammen, og saa gik det fremad — i en lang Skyttekæde — . Sindene stærkt optaget af, hvad der forestod.

Vi havde ventet heftig Gevær- og Maskingeværild, straks vi kom ud af Skyttegraven. Det blev dog ikke Tilfældet. I en lang Linje, med to Skridts Mellemrum gik det fremad i hurtige Skridt, over Marker og Hegn, stadig fremad i Retning af de russiske Skyttegrave. Vaadt var det, men ingen ænsede det. Med en underlig Uhyggefølelse var Sindene rettet mod de lyse Linjer forude, som betegnede Fjendens Stilling og foran hvilken vi efterhaanden tydelig saa’ de stærke Traadforhugninger. Hvert Øjeblik ventede vi, at en Regn af Kugler, Granater og Shrapnelis skulde slaa os i Møde. Men Russerne vilde aabenbart lade os komme godt frem, saa de meget lettere kunde tage hver enkelt paa Kornet.

Vadende gennem den vaade Kornmark naaede vi endelig frem til Traadforhugningen, hvor der blev givet Ordre til at lægge sig plat ned til Jorden, medens de, der var forsynede med Sakse, blev sendt frem for at klippe en Vej igennem. Lige bag ved laa Skyttegravene. Underlig truende saa’ de ud, men intet Liv rørte sig i dem. Snart var vi igennem Traadforhugningen og nede i Skyttegraven, der viste sig at være forladt af Russerne. Det maatte være sket fornylig. Rundt omkring laa spredt Pæle og Pigtraadsruller, som Russerne endnu den foregaaende Aften havde arbejdet med. I Skyttegraven laa alle Haande Genstande, som Russerne havde forladt, Feltflasker, Brød, Masser af Patroner, Tobak, Spader, Økser etc. etc.

Imidlertid befrygtede vi, at Russerne maaske havde sat sig fast i en længere tilbageliggende Stilling. Men ogsaa den var forladt. Og saaledes passerede vi i Nattens Løb den ene Skyttegravslinje efter den anden — alle forladt og frembydende samme triste Billede.

Vi fik Befaling til at gaa længere frem, og efterhaanden blev det klart, at det var Sz. det gjaldt. Vi kunde tydelig skimte Byens hvidkalkede Kirketaarn i det Fjerne, og til Højre og Venstre saas uendelig lange Skyttekæder dukke op, alle stræbende imod samme Maal. Vi var forberedt paa, at Russerne vilde møde os foran Byen, og efterhaanden som vi nær­mede os denne, saas et Højdedrag med et bredt Mose- og Engdrag foran, der — som man skulde synes, maatte frembyde en udmærket Forsvarsstilling.

Atter ventede vi hvert Øjeblik at blive overfaldet af Maskingeværild og deslige. Men Russerne lod stadig ikke høre fra sig i vor Nærhed. Kun i det Fjerne hørtes af og til en Buldren, der i meget lignede Tordenskrald, men aabenbart hidrørte fra det russiske Artilleri.

Vi naaede Randen af den ovennævnte Mose og fortsatte Fremrykningen, stadig i lange udsværmende Skyttekæder bag hinanden. Patrouiller blev sendt forud for at sondere Terrænet. Men Russerne saa’ vi intet til. Først da vi var naaet halvvejs op ad Bakkeskraaningen foran Byen, slog en Regn af Shrapnell’er og svære Granater os i Møde. Hyggelig var Situationen ikke, da vi ventede Geværild fra Byen. Men vi slap godt igennem, naaede de første Bygninger — usle Træ huse — , og holdt vort Indtog i Sz.’s Forstad gennem Haver, ad Veje etc. Russerne maatte have trukket sig tilbage til den modsatte Side af Byen eller videre, hvorfra de nu bombarderede den Del af Byen, som vi rykkede ind i.

Samtidig med os rykkede andre Tropper ind til Højre og Venstre og snart udfoldede sig et broget Militærliv i det af os besatte Kvarter. Vort Kompagni gjorde endelig Holdt paa et Gadehjørne. Husene rundt omkring os er skudt i Grus. Vi har sat vore Geværer sammen paa Fortovet og ligger nu og nyder en kort Hvil, mens andre Tropper, der aabenbart nu skal have Teten, rykker forbi.

Klokken er nu 9, hvad Dagen vil bringe, véd vi ikke. Det siges, at Russerne endnu holder sig i den modsatte Udkant af Byen, hvorfra der af og til lyder Gevær- og Maskingeværild. Inden ret længe gaar Turen videre.

Den Del af Byen, som vi er kommet igennem, er saa godt som mennesketom. Alle Husene er forladt. Kun hist og her ses en gammel Kone. Da vi drog ind i Byen, saa’ vi Indbyggerne drage bort med deres „Hab und Gut“, usle Pjalter, lidt Fjerkræ og deslige.

I et Hus lidt længere fremme i Gaden har en Moder med sine tre Børn søgt Tilflugt i Kælderen. Og se der kommer et Par Smaabørn løbende hen ad Gaden, nysgerrig betragtende de Fremmede og tilsyneladende ikke ænsende Granaterne, der slaar ned hist og her.

Ja saadan gik det til, da vi indtog det haardt omstridte Sz. Andre Tropper har vistnok i Nattens Løb haft enkelte Smaasammenstød med Russerne, men det er øjensynlig det tyske Fremstød mod M. og R. i de sidste Dage, der har tvunget Russerne til at rømme Stillingen.

Hvis jeg faar Lejlighed til at afsende disse Linjer, før det viser sig, hvad Dagen yderligere vil bringe, gør jeg det. Jeg skal nok saa snart som muligt lade en Fortsættelse følge.

Med mange Hilsener til Eder alle

N.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27.

Ved Kronprinsens Hærgruppe

1. Komp. af Res. Pion. Batl. Nr. 27 er den 20.6. 1915 paa March fra Thioucourt i sydøstlig Retning. Vi sveder, og jeg synes, at jeg slet ikke mere passer til den snævre Plads i Kolonnen. Selve Kolonnen synes jeg heller ikke er som før. Maaske, det er det store Antal „Ersatz“mandskab, unge Rekrutter og Frivillige, som siden i Fjor fra Tid til anden har udfyldt Hullerne i vore Rækker, der ikke passer sammen med de gamle Soldater. Knap nok Halvdelen af de oprindelige 240 Mand er tilbage.

Jeg beslutter at liste ud af Geleddet, og der er flere, der gør det samme. Vi trasker saa bag efter Kompagniet og naar hen paa Eftermiddagen til Villers sous Prény, hvor Kompagniet faar anvist Kvarter.

Vort Frontafsnit er Præsteskoven (Priesterwald), syd for Metz. Vor Kompagnifører, en aktiv Hauptmann, bliver Afsnitskommandør, og som saadan forlanger han efter en Undersøgelse af Forholdene, at de franske Stillinger skal stormes, da franske Minører har undermineret den forreste tyske Linje.

Der stormes den 4. og igen den 8. Juli, og Mandskaberne inddeles til mange forskelligartede Opgaver. Jeg tildeles den 8. Juli en Brandrørtrop, som har til Opgave, med særlige Brandrør at ryge Franskmændene ud af Dækninger og Stoller. I Hælene paa vort Infanteri gaar vi frem mod de franske Stillinger. Den første Skyttegrav er tom, og der kæmpes længere forude.

Den franske 7,5 cm Feltkanon arbejder nu paa Akkord og overstrør deres tidligere Skyttegrav med Granater. Efter Anvisning kaster jeg et hurtigt Blik til venstre og højre for at finde en Bølgeblikplade, der som Regel er Taget over Nedgangen til en „Minørstollen”. Lidt til højre er der en saadan, som jeg iler henimod, forfulgt af de franske Granater.

Om denne „Stollen” er besat, faar jeg ikke Tid til at undersøge, da flere Granater slaar ned omkring Indgangen. Min Entré bliver noget hovedkulds, og Bøssen vil, som altid, ikke med gennem den snævre Indgang. Den bliver udenfor og bliver ødelagt af Granatsplinter. Jeg selv tumler ind i det mørke Jordhul og kurer paa min Bagdel en halv Snes Meter i Dybet, til jeg naar Bunden.

Her faar jeg Tid til i Tankerne at skælde ud paa mine franske Kollegaer, der ikke, som vi er vant til, har lavet en ordentlig Trappenedgang. Jeg lytter i nogen Tid efter, om der er nogen hjemme i Lejligheden, men da alt er roligt, lister jeg mig forsigtigt fremad ind i Mørket og drister mig til at stryge en Tændstik.

Som jeg har ventet, er der i Sidevæggen i smaa Nicher med passende Mellemrum anbragt Tællelys, som jeg paa min Vej fremad alle tænder. Jeg naar frem til Gangens Endepunkt. Her er udgravet et Sprængkammer med Plads til et Par Tusind Pund Sprængstof. Over Kammerets Bund staar et Par Tommer Vand, overtrukken med en Hinde, som stillestaaende Vand ofte har. Ved den ene Væg ligger en Bunke Sandsække, og deri saas Aftrykket af den Legemsdel, man sidder paa. Aftrykket har den Vagtpost frembragt, der til Stadighed har opholdt sig her for at lytte, og til Tidsfordriv har han af blaa Syrenblomster, stukket forsigtigt ned i Vandet, dannet et Kvindenavn, sikkert den Kvinde, han holdt af og længtes efter.

Franskmanden er bleven vred for Alvor, og han overdænger det hele med Granater. Jorden gynger af Sprængningerne, og en ubehagelig, stadig Buldren slaar ned i Minegangen. Jeg forventer fransk Angreb, som dog udebliver, og hen paa Morgenstunden, da der er blevet mere roligt, lister jeg ud af min Hule og spejder i alle Retninger. Ene og forladt som jeg er, ved jeg intet bedre, end at søge hjem til mit Kvarter. Da jeg ankommer dertil, er Kompagniet opstillet, og Staben i Færd med at modtage Rapport om, hvad der er sket, og hvem der savnes.

Jeg melder mig hos Kompagniføreren „zur Stelle” og kommer straks i Forhør om mine Bedrifter og om Grunden til, at jeg kommer tilbage længe efter det øvrige Mandskab. Til min Forklaring om den voldsomme Artilleriild, der ikke var til at færdes ude i, forklarer Løjtnant Himmelsbach stilfærdigt: „Ja, det var jo en skrækkelig Ild“, og hans Udsagn befrier mig for yderligere Forklaring.

Løjtnant Himmelsbach, der ved Mobiliseringen blev indkaldt som Underofficer, er en meget særpræget Personlighed, faamælt og med en langsom og særegen Talemaade. I Civil er han Stadsbygmester, en fin og dannet Mand, og han behersker fremmede Sprog. Jeg har flere Gange hørt ham berolige de franske Husejere, naar vi i Krigens første Maaneder, ofte ved Nattetid, tog deres Husrum i Besiddelse for at faa Natteleje.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1942

Sønderjyden Hans skrev dette feltpostbrev over to dage

I Skyttegraven, Tirsdag, d. 22. Juni

I Aftes kom vi saa herud i Skyttegraven. Vi var først paa Vej ved Syvtiden, men maatte vende om igen, da det hed, at vi skulde flyttes, men ved 9-Tiden rykkede vi dog i Stilling.

I den stille, milde Midsommernat rykkede vi frem, stadig nærmende os Kanonernes Larmen og Torden. Inden vi naaede ind i Stillingen, havde vi Uheld og havde en Letsaaret. Stillingen er ellers slet ikke saa farlig her. Jeg sov da i Morges til Klokken 9, men vi ligger heller ikke i første Linje, men i anden, og er her mere for at lave Skansearbejde.

Det er lidt haardt og tørt at arbejde i Jorden i denne Tid, men vi har det jo ikke i Akkord. Der er ikke saa kønt her som nede i Elsas, men det er alligevel en køn og meget frugtbar Egn. Kornet staar, trods den lange Tørke, godt og frodigt bag Fronten.

St. Hansdag.
Da vi har været ude at lave Skansearbejde i Nat, er der i Formiddag igen Lejlighed til Brevskrivning. Vi har i Nat lavet en ny Løbegrav. Da vi havde dygtig lidt Halm i vore Huler, tog vi alle et Par Neg med hjem af de mange her paa Marken staaende, utærskede, Hvedekærv. Vi ligger nu blødt og godt paa den dejlige Sæd, men man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Eder derhjemme med Brødmærkerne i Haanden, paa det dejlige Hvedemel, — som I ikke kan købe.

Som Fagmand ved jeg, hvor megen Kapital, Slid og Slæb det har kostet at frembringe denne kostbare Frugt, og man kommer til det Resultat, at Krig er den værste Nød og Elendighed, som kan ramme et Land, og at de Mennesker, som er Skyld i denne Nød og Elendighed, mildest talt maa bære et stort Ansvar. Naar man saa dertil regner den Ødelæggelse, som de Tusinder af Granater foraarsager, saa staar Forstanden stille, i det mindste gaar det over min Forstand.

Men jeg er klar over, at det Land, det Folk, som skal betale dette Gilde, denne Regning, er ødelagt for lange Tider. Det kommer ikke mere paa Benene, saalænge vi skriver 19..

Skrækkeligt maa det se ud ovre i den kønne By A. Nat og Dag, med ganske korte Mellemrum, sender Artilleriet den ene Hilsen efter den anden over til Franskmændene. Forleden skød de et Ammunitionsmagasin i Luften derovre. Da havde vi ikke behov at spørge: „Hø do int æ Knald?“

I Gaar havde vi et sjældent, men ikke videre kønt Syn. Det var en fransk Flyver, som et velrettet Kanonskud traf. Han kom temmelig hurtigt til Jords. Hvordan det gik det arme Menneske, ved jeg ikke, da han faldt temmelig langt fra os.

Nu skal jeg ned efter Middagsmaden og slutter derfor med hjertelig Hilsen

Eders Hans

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)