Alle indlæg af Rene Rasmussen

Nyheder

16. juni 1915. “De kommer! De kommer!” Franskmændene stormer Moulin

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.

Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!

I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.

Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.

Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.

Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.

Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.

Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?

Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.

Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.

Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Nyheder, Sønderjyder

15. juni 1915. Hans Petersen tæt på nervøst sammenbrud

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

15. juni kl. 08.00-18.00

Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.

Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.

Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.

Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.

Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«

Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.

Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.

"Blitzlichtaufnahme" fra Hemmesens album
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)

 

 

Nyheder

15. juni 1915. Voldsom fransk artilleribeskydning ved Moulin-sous-Touvent

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor der i april og jun i fandt voldsomme kampe sted.

Den 15. og 16. juni var der igen nye svære angreb fra fjenden. Han forsøgte at komme længere frem og udvide sit indbrud mod syd og nord for efterfølgende at gøre en fejl god igen, nemlig den at have valgt et for smalt angrebssted.

Tung artilleri- og mineild lå i de første morgentimer på midten af stillingen. Straks derpå stødte franskmanden frem mod den venstre fløj af gruppe Esche og mod gruppe Rickert. Angrebet blev slået tilbage. Han gentog sig selv flere gange den dag, hver gang måtte modstanderen efter høje tab trække sig tilbage til sine skyttegrave.

Den samme formiddag rettedes hans artilleriild også over på den højre fløj af regimentet, der endnu ikke var blevet angrebet. ”Grænsestillingen” og de løbegrave, der førte der hen, blev skudt sønder og sammen og næsten jævnet; svære tab for besætningen. Et angreb fulgte ikke. Den kraftige modstandsild fra vort artilleri holdt åbenbart fjenden nede. I afværgelsen af disse angreb udmærkede sig særligt felthaubitsbatteri Fürstenberg fra artilleriregiment 9.

Efter de to svære dage skulle grupperne Hagedorn og von Senden trækkes ud af afsnit Esche, den førstnævnte afløstes af I bataljon fra reserveregiment 36, den sidstnævnte af I bataljon fra reserveregiment 71.

Fra: Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Nyheder

14. juni 1915. Moulin: Tyskerne generobrer dele af de gamle stillinger

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 6. juni lykkedes det franskmændene at erobre dele af det tyske skyttegravssystem. Tyskerne forsøgte efterfølgende at generobre det.

Om natten fra 13. – 14. juni blev der trods kraftig artilleri- og mineild arbejdet på udgangsstillingerne til en storm med alle disponible styrker. I dagene før var artilleriet blevet betragteligt forstærket.

Om eftermiddagen den 14. begyndte vor beskydning med et kraftigt ildoverfald fra næsten 40 batterier, tunge og lette minekastere. Så fulgte en roligere vedligeholdelsesild, fra kl. 7 til kl. 7½ trommeild, og så steg stormtropperne – det var hovedsageligt 85ere, 90ere og reserve 75ere – ud af den generobrede grav.

På højre fløj kom angrebet rigtig godt fremad, stormsoldaterne nåede ved Soltaueck endnu 100 m ud over sape 10, den venstre fløj sakkede lidt bagud, men forbindelsen med den højre fløj blev genoprettet. For 5. kompagni af regiment 86 lykkedes det den næste dag nordfra i vor gamle generobringsgrav at forlænge sapen 150 m mod syd.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

08-01_Moulin-kort

 

Nyheder

13. juni 1915. Skønne dage i Elsass

Skriv en kommentar

Sønderjyden Hans skrev den 13. juni 1915 følgende:

Søndag, den 13. Juni 1915

Ja, vi er hernede i Elsas endnu og længes heller ikke efter at komme bort herfra. For mangen en vil det falde svært, naar vi skal forlade denne lille venlige By med vore udmærkede Kvarterer, men forhaabentlig bliver vi endnu ret længe her, saa vi kan komme lidt til Kræfter igen, for alt mit gamle Garnisonsfedt, mit kraftige Udseende blev nede i Frankrig i Skyttegraven, saa jeg var ikke den tykke Infanterist, da jeg vendte tilbage.

Men den kraftige Kost, vi nyder her, den styrkende Vin og den friske, sunde Bjergluft hernede i Vogeserne har saa smaat begyndt at runde og farve mine Kinder igen, saa her kunde det være rart at blive, til Krigen er forbi.

Kønt er det hernede i Elsas, et Land, et Folk, hvorom det med Rette kan siges „Et herligt Land, dets Folk sig Velstand sanker“. Dejligt er det i denne Tid med de mange Kirsebærtræer, som findes her, og saa Vinen ikke at forglemme. Naar vi skal paa Marchtur, faar vi Feltflasken fyldt med den ædle Druesaft, og kommer vi trætte og støvede tilbage, saa drikker vi paa en god Vinhøst og en snarlig Fred, med Pigebørnene, saa vi glemmer de ømme Fødder, og de paa Marchturen spildte Sveddraaber, ja selve Krigen og dens Elendighed for et Øjeblik. Og ager vi med den store Trækstud og den gamle Lundstikvogn ud i Engen efter Hø, skal vi komme meget pludselig afsted, om vi skal glemme Vinkrukken.

Det er bare saa forfærdelig varmt hernede, 35-40 Gr. Varme i Skyggen er ikke saa sjældent. Men Vinbonden sveder gerne, for jo varmere det er, des bedre er det for Rankerne. Det tegner til en god Vinhøst i Aar.

Forleden Dag var vi oppe i Vogeserne for at plukke Tranebær. Er Vejret klart, har man deroppe en herligt Udsigt ind over Rhinen over de mørke Schwarzwald-Bjerge, mod Syd ser man tydeligt de høje Bjergtoppe nede i Svejts.

Kønnere, bedre Dage, end vi har her, vil Krigen vist næppe bringe os; bedre Kvarterer tror jeg næppe der findes noget Steds i Tysklands store Rige. De har, hvor jeg er i Kvarter, haft megen Indkvartering, baade i det sidste Krigsaar saavelsom i de aarlige store Manøvrer, men de har endnu aldrig huset en Nordslesviger før, saa jeg er derfor Genstand for særlig Opmærksomhed. „Vor Far“ har været syg de sidste Dage, saa han har ikke kunnet komme i Marken, men han stoler godt paa „Monsieur Jean“ som jeg kaldes hernede.

I Gaar Aftes væltede vi ellers ude i Engen med et Læs Hø, men heldigvis var det ikke min Skyld, og der gik heller ikke noget i Stykker, saa vi havde blot en Times ekstra Arbejde, men des bedre smagte den dejlige Aftensmad og Vinen, vi faar hver Aften, og da „Far“ hørte, at Vognen var hel og holden, tog vi os alle en kraftig Latter over den Vejrmølle, vi havde lavet. Det giver godt og hurtig Hø med denne Varme; 24-30 Timer efter at det er slaaet, kører vi det i Hus.

Haabende at kunne nyde dette fredelige Liv hernede i Elsas ret længe sender eder de hjerteligste Hilsener

Eders Hans

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

Vogeserne 07006F00133

Nyheder

13. juni 1915. Helvede ved Moulin: “Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen.”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Da vi kun delvis tilbageerobrede vor tabte Skyttegrav, kom vi til at ligge i samme Skyttegrav som Fjenden, ved Siden af ham. Der var kun en Barrikade af Sandsække imellem os, saa vi var hinanden en halv Snes Meter inde paa Livet, og der stod vi saa og bombarderede hinanden med Haandgranater og Miner. Vore Miner var frygtelige, de vejede over 200 Pd.

Nu blev vi hver eneste Dag voldsomt beskudt af det franske Artilleri. Det blev for hver Dag vanskeligere for os at faa Maden hentet, da Løbegravene, som førte tilbage, ogsaa blev holdt under Ilden. Men vi maatte af Sted, vi skulde saa at sige løbe mellem Kuglerne.

Det var en haard Tid. Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen. Desuden fik vi ingen Søvn og kun meget lidt at spise; vi kunde ikke spise noget paa Grund af Sindsophidselse og Overanstrengelse. Vi var saa udmattede og havde lidt saa haarde Tab, at de Kompagniførere, som laa i Skyttegraven sammen med os og nok vidste, hvad vi havde udstaaet, saa sig nødsagede til at indgive en Ansøgning om at blive afløst.

En af dem ledsagede endog sin Ansøgning med de Ord; »Ifald vi bliver angrebet, kan vi ikke holde Stillingen.«

Der kom Besked tilbage: »I skal holde den.«

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

 

Ikke kategoriseret

12. juni 1915. Jakob Moos på gravearbejde i forreste linje

Skriv en kommentar

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Tjene­sten var i skyttegraven ikke særlig anstrengende. Om dagen stod vi vagt to timer og fire om natten. I vor fritid sov vi eller fortalte hinanden historer. Jeg havde under mit første ophold i en skyttegrav egentlig ikke noget at anke over. Vi var i første linje i syv dage, hvorefter vi kom tilbage til Avricour til et tiltrængt hvil.

Ja, ro og hvile blev der nu ikke meget af, for allerede den næste dag trådte vi an til eksercits, og ved mørkets frembrud marcherede hele styrken frem mod frontlinjen for at gå i gang med at grave en ny skyttegrav, der skulle være anden linie. Dag efter dag var det det samme. Det var et hårdt arbejde at grave den nye stilling. Selv om jeg i mine dage har gravet meget i jord. og således havde forstand på det, har jeg aldrig været ude for en jordbund som denne.

Det var næsten umuligt at få spaden trampet i jorden, og leret var så fedtet, at det ikke ville slippe spaden. Dertil kom, at jorden var frygtelig vandholdig. Graven var tilbøjelig til at skride sammen, og den forvoldte os meget arbejde og masser af ærgrelser. Vi døbte den „Teufelsgraben“.

Hele sommeren igennem blev der arbejdet på den, snart af en bataillon, snart af en anden. Når man betæn­ker, at der var ti kilometer derud, fire til seks timers arbejde, natarbejde vel at mærke, og dernæst ti kilometer tilbage igen, vil man forstå, at det var en blandet fornøjelse. Når man så endda kunne arbejde uforstyrret, men nu og da fik vi en salve, der gav os sårede eller døde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

14 86ere Skyttegrav Moulin
86’ere med graveredskaber ved Moulin-sous-Touvent 1915
Ikke kategoriseret

11. juni 1915. Jakob Moos tager skyttegraven i øjesyn

Skriv en kommentar

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget man­gelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reserve­stilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.

I skytte­graven fandtes en række større eller mindre „understan­de”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.

Understandens gulv var dæk­ket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.

Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere frem­me var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin

 

Ikke kategoriseret

10. juni 1915. Jakob Moos: Første nat ved fronten

Skriv en kommentar

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Den næste morgen stillede vi altså op på plad­sen. Enhver fik udleveret 150 skarpe patroner. Først da klokken var halv otte, behagede det den modbydelige Marben at vise sig. Han holdt en lille tale til os, sluttede dog ikke med det sædvanlige leve for kejseren, men med et „på gensyn”! Der var dog ingen, der svarede, for der var ingen, der nærede ønske om at gense ham.

Vi marcherede af sted, og ved landsbyens udgang defilerede vi forbi ham. Man hørte udråb som „Gud ske lov, at vi slap bort fra dette svin”!

Nu gik det jævnt og taktfast ud ad landevejen. Lidt før middag gjorde vi holdt i en lille landsby, og vi blev fordelt på de forskellige kompagnier, som vi her efter skulle gøre tjeneste ved. Jeg kom til 1. kompagni i regimentet 31, og i dette kompagni har jeg gjort en stor del af krigen med.

Stabssergenten var mødt for at overtage os, og under hans ledelse gik det nu videre til Avricour, hvortil vi ankom ved tre tiden om efter­middagen. Vi fik noget at spise og fik så vore „dødsmærker“ udleveret.

Avricour lå ca. ti kilometer bag fronten, og vi fik besked om, at vi samme aften skulle frem til afløsning i skyttegraven. Nu fik vi travlt med at forsyne os med alle de ting, som vi mente, vi kunne få brug for i skyttegraven, så der var travlt i marketenderiet.

Resten af eftermiddagen spadserede vi omkring i landsbyens gader. Der var egentlig kun en eneste seværdighed, og det var det grevelige slot. Det lå midt i landsbyen og var omgivet af en smuk park. Det hele lå bag en ca. to meter høj mur

Greven var flygtet, da tyskerne i 1914 marcherede frem. Slottet beboedes nu af divisionsstaben. Når vi ikke var i stilling, måtte vi altid stå vagt ved slottet. Selve byen hav­de ikke lidt skade under krigen, når noget var ødelagt, var det tyskerne, der var de skyldige. Alle husene var så at sige beboede, og forholdet mellem befolkningen og de tyske soldater var venskabeligt.

Det blev imidlertid hurtigt aften. Klokken ti drog vi af sted. En korporal var vor fører. Efter en halv times forløb kom vi igennem landsbyen Amy. Her fik vi det første indtryk af krigens ødelæggelser. Vi blev underligt til mode — og stille. Vi var endnu uvidende om, at vi skulle få ting at se, der var hundredefold værre.

Korpo­ralen befalede nu fuldstændig tavshed, for vi nærmede os skyttegraven. Ved en drejning af vejen lå en væltet vogn, længere fremme sønderskudte huse, en landsby. Her var stillingen. Den gik dels udenom, dels igennem landsbyen. Enkelte steder gik skyttegraven endda igennem husene. Efter en lille tur gennem løbegravene kom vi ud i selve hovedstillingen. Korporalen førte os straks hen til kompagniførerens „understand”. Kaptajnen, Schellin hed han, kom straks ud og fordelte os over hele kompagniet.

Kaptajn Schellin var en energisk mand og resolut, streng i tjenesten, men retfærdig. Derfor var han meget afholdt. Han sørgede godt for sine folk og var altid i spidsen, om det så gik gennem tykt og tyndt. Man kan roligt sige, at han var både frygtet og elsket. Vi var rede til at følge ham, hvor han så end førte os hen.

Vi forlod ham og begav os til de delingsførere, som vi var ble­vet tildelt. Næppe et kvarter senere stod jeg allerede på vagt. Det var temmelig roligt. Kun af og til hørtes et enligt geværskud.

Når kuglen fo’r forbi os, dukkede jeg mig uvilkårligt. Min sidemand lo ad mig; men han var også ældre i tjenesten. Jeg glemmer ikke denne første nat i skyttegraven. Helst var jeg løbet min vej, navnlig når jeg hørte uforklarlige og mistænkelige lyde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

 

Ikke kategoriseret

9. juni 1915. Jakob Moos ankommer til Frankrig

Skriv en kommentar

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

I begyndelsen af året 1915 kom jeg med en transport til Frankrig. Vi var en sen aftenstund startet fra Segeberg i Holsten. Byen havde været festligt illumineret, og så godt som hele byens befolkning havde fulgt os til banegården. Under brusende hurraråb var toget gledet ud i nattens mulm og mørke, ud i det uvisse. Gik det mod øst — eller mod vest?

Og nu var vi standset i Chauny i Frankrig.

Vi blev kommanderet ud af toget. På banegården stod vi opstillet i rækker. Time efter time gik, og vi fik lejlig­hed til at betragte det travle liv, som rørte sig her. Ved mørkets frembrud kørte tyve store lastbiler frem. Med ca. tyve til tredive mand på hver, godt pakket, kørte vi bort. Efter omkring ved to timers kørsel gjorde vi holdt. Det var i en landsby ved navn Murancour, og her blev vi indkvarteret indtil videre.

Efter at vi havde spist noget af den mad, vi havde medbragt, lagde vi os dødtrætte i halmen og faldt straks i søvn. Den næste morgen var vi tidligt på benene, nys­gerrige efter at lære de nye, men fremmede omgivelser at kende. Landsbyen var ret stor, bygningerne overvejende gamle. Noget særlig seværdigt fandtes ikke, men vi fik også snart andet at tænke på.

Vi stod nemlig under kommando af en vis Hauptmann Marben. Han skulle nok sørge for, at vi ikke kedede os. Hver dag var optaget af skarp eksercits, lige fra den tidlige morgenstund til sent på aftenen. Det var knapt nok, at han undte os tid til at spise. Han pinte og plagede os på alle måder, typisk prøjsisk.

Den mindste forseelse bragte os i kachotten. Den var næsten altid overfyldt. Jeg husker, at han på en af vore evindelige marchture råbte til en af mine kammerater, at han bar sit gevær som en møggreb, og det vurderedes naturligvis straks til tre dage på vand og brød. — Ja, den gode Marben forbød os endda at drikke vand, for det var farligt for sundheden. Han forbød os at drikke øl eller vin, som vi kunne købe hos de franske bønder, for tyske penge måtte ikke komme i franske hænder. Han kunne nu godt lide at drikke fransk vin selv.

Vi måtte nøjes med den erstatningskaffe, som feltkøkkenet udleve­rede. Det gik dog her, som man kan tænke sig, Marbens forbud blev overtrådt gang på gang. Det var sjældent, vi led tørst.

En aften bekendtgjorde man ved parolen, at vi den næste morgen klokken seks skulle træde an i feltmæssig udrustning. Vi var klar over, at vi nu kom bort, og vi var alle glade, for ringere end her kunne vi ikke få det, — mente vi!

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

Nyheder

7. juni 1915. Nygifte H.C. Brodersen må give øl til kompagniet

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg deltog i Füsilierregiment 86‘s indmarch i Belgien og Frankrig i august-september 1914. Siden oktober 1914 har han været først på lazaret og siden på orlov og rekonvalescens i hjemstavnen pga. gigt i benene. I begyndelsen af juni 1915 blev han gift – netop i de samme dage som hans gamle regiment bliver udslettet ved Moulin-sous-Touvent.

Kliplev, den 4. Juni 1915.

I gaar indgik jeg i „den hellige Ægtestand”. „Kriegstrauung”, kalder man det for. Brylluppet slap vi nemt om ved, og det samme bliver Tilfældet med Hvedebrødsdagene, thi jeg har kun haft 3 Dages Orlov, og skal møde i morgen igen.

Aabenraa, den 7. Juni 1915.

Vel slap jeg nemt ,om ved Udgifterne til Brylluppet, men da vi i gaar havde en Udmarch, kunde jeg ikke slippe fri for at give en Kasse Bayere i Ensted Kro, hvor vi holdt Hvil. Kroen var lige nedbrændt, men vi fandt Sæde paa Plænen i Haven. Det blev ikke ved den ene Kasse, og da vi fortsatte Marchen, var der ikke til at opdrive et Glas mere i Kroen.

Det næste Hvil blev holdt ved „Petersborg Kro”, og de fik saa travlt med at skænke Kaffepunche, at Skorstensfejeren „tog en Haand med i ” . Netop som vi ikke syntes mere at være tørstige, slap Brændevinen op, og vi fortsatte videre. I „spredt Orden” naaede vi igennem Hjelmskov tilbage til Kvartererne. Det har været en varm og anstrengende Dag.

 

Nyheder

7. juni 1915. Tyskerne arbejder febrilsk ved Moulin for at genskabe forsvarslinjen

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor franskmændene i april og juni indledte voldsomme angreb.

Artilleriilden forblev livlig hele natten, også det fjendtlige artilleri skød uophørligt, nervøst ind i mørket. På tysk side arbejdede man febrilsk.

En ny stilling blev etableret ved skrænten. Man forsøgte at blive klar over størrelsen af det fjendtlige indbrud. Det var tvingende nødvendigt at fastlægge afsnits- og kommandogrænser for den nye linje, der danner sig.

Den truede strækning blev delt op i tre underafsnit. Til højre afsnit Esche. Her lå I bataljon af 86’erne, 31’ere, 85’ere og 91’ere. I midten var afsnit Rickert med reserveinfanteriregiment 75. Til venstre ind til Estorffeck lå afsnit Rosainsky, bestående af II bataljon 86ere, 163ere, 31ere samt pionerer, altså en broget blanding. De svage rester af III bataljon blev trukket tilbage til Audignicourt for nyformering.

Dagen efter angrebet, den 7. juni, var det klart, at fjendens forsøg på at støde frem til det åbne terræn måtte anses for fejlslået. De nødvendige reserver, som skulle byde yderligere angreb trods, var på plads. Ganske vist kunne der med det første ikke være tale om et stort anlagt modangreb, derfor udnyttede man de følgende dage, i hvilke også fjenden holdt sig i ro, til at etablere skyttegravsforbindelser mellem de enkelte afsnit, til at føle sig lidt frem hos fjenden og til at grave en udgangsstilling til storm. II bataljon blev trukket ud af forreste linje og anvendt til arbejdsformål. Feberagtigt blev der skanset i de korte nætter, men da fjenden stadig skød heftigt med gevær, artilleri og miner, var svære tab ved disse arbejder uundgåelige.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

12-01_Sappe_14_Moulin_mindre
Sappe 14 ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

Nyheder

7. juni 1915. Hans Petersen: “Mine nerver var nu ved at blive alvorligt syge.”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.

Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.

Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.

Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.

Franske kolonialtropper ("Zuaver")
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)
Nyheder

6. juni 1915. Angrebet ved Moulin: “Fjendens masser vælder nu frem …”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.

Kl. 11 om formiddagen. Ilden springer fremad og slår nu tættest ned i slugten. Besætningerne foran er for størstedelen revet op eller begravet. Ganske få poster står der endnu, resten kryber sammen i dækningsrummene, fuldkommen rystede af artillerivirkning af hidtil ukendt styrke.

Fjendens masser vælder nu frem. Fire bataljoner er det, Zuaver, skarpskytter, Bretoner, en overvældende overmagt. De få poster kan hverken opholde dem eller alarmere deres kammerater. På et minut er fjenden fremme og nede i skyttegravene. En bølge stormer hen over dem, en anden, ”Nettoyeurs”[1] begynder deres arbejde. Zuaverne, dels afrikanere, dels udskud fra storbyen tørster efter blod. Kniv, bajonet og håndgranater gør deres arbejde.

Afsnittene ”Sønderborg” og ”Flensborg” er helt, ”Aabenraa” halvvejs, til venstre endnu en del af ”Slesvig”, i fjendens hånd. Denne indtager med stor hastighed en ny stilling nord for Slesvig-vejen. Hovedstyrken trænger videre frem mod slugten, dels i frit terræn, dels i løbegravene. Når franskmanden dem, er han i åbent terræn.

Mens fjenden rykker frem, griber de dele af regimentet, som ligger i flanken af angrebsstedet, beslutsomt og selvstændigt ind. 2. kompagni under kaptajn Siegert besætter til højre højderne øst for Bascule ved landevejen Moulin-Les Loges Ferme. 4. kompagni forlænger til højre. På angrebets venstre flanke lader 7. kompagni tre grupper vende om og lader dem komme 6. kompagni, der ligger umiddelbart ved angebsstedet, til hjælp.

To maskingeværer fyrer flankerende ind i fjenden, skønt afstanden er vel stor, men det virker, og adskillige Zuaver bliver ramt. 5. kompagni lå som bataljonsreserve i ”Neudorf”. En deling besætter støttepunktet foran ”Fort Dauber”, en deling ”Glücksburgvejen”, en deling forstærker det venstre hjørnestøttepunkt ved angrebsstedet. En sluttet gruppe fra dette kompagni trænger frem i den forreste skyttegrav. De kaster fjenden ni skulderværn tilbage, fem af dem kan de holde. 48 timer holder gruppen ud i det stykke skyttegrav.

Således var angrebsstedet ud mod flankerne nødtørftigt dæmmet op og en omgående bevægelse oppe på højsletten forhindret. Men vil det lykkes at standse fjenden frontalt? Hvis han med større styrker støder ind i slugten, så ville han let kunne rulle hele regimentet, ja, måske hele divisionen op.

Zuaverne er allerede ved randen af Moulin-slugten. Dér, nord for ”Fort Dauber”, har 2. batteri 45 deres stilling. Den falder i Zuavernes hænder, størstedelen af artilleristerne bliver nedkæmpet eller taget til fange. Noget længere nordpå var situationen ved ”Hvilehjemmet” yderst alvorlig. Her holdt løjtnant Remmers (2. kompagni) med svage styrker et støttepunkt. Yderligere styrker er ikke til rådighed. Da indtræffer kl. 3 om eftermiddagen ved stenbruddet bataljon von Senden fra 17. infanteri division. To kompagnier skal til venstre forlænge 2/86, to kompagnier bliver sammen med en del af 8/86 kastet ind ved ”Hvilehjemmet”. De renser slugten for Zuaver.

Straks derpå ankommer tre kompagnier fra 36. infanteribrigade. Et bliver underlagt I bataljon, to kaptajn von Senden ved ”Hvilehjemmet”. På den venstre fløj bliver 5. kompagni i støttepunkt ”Fort Dauber” og i ”Glücksburgvejen” forstærket. Et kompagni 31’ere under kaptajn von Kathen stormer kort før mørket sænker sig batteristillingen igen. Det bliver understøttet med flankerende infanteri ild fra ”Fort Dauber”. Efter en kort ildkamp, trækker fjenden sig flugtagtig tilbage. Han efterlader adskillige døde, et antal geværer og mange håndgranater.

Efter mørkets frembrud blev der etableret og besat en skyttegrav fra ”Fort Dauber” til ”Glücksburgvejen”. Således blev også dette hul lukket. Endnu var det store stykke mellem ”Hvilehjemmet” og ”Fort Dauber” åbent. Det blev lukket om natten af reserveregiment 75 fra 9. reservekorps under oberstløjtnant Rickert. General von Blottnitz overtog kommandoen over hele afsnittet. Om natten blev der trukket talrige reservekompagnier til fra naboregimenterne, og de blev sat ind, hvor behovet var størst.

[1] ”Nettoyeurs” (rensere) var soldater, der i by- og stillingskampe tog sig af oprensning, efter at hovedstyrken var rykket videre frem.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014)

 

Nyheder

6. juni 1915. Hans Petersen: “Der lå 700 lig foran skyttegraven”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 6. om Formiddagen Kl . 11 blev der løbet Storm mod os af nogle udsøgte, stærke Stormkolonner, lutter Turkos og Zuaver. Angrebet blev udført med vældig Kraft og Viljestyrke. Det var uhyggelige Følelser, vi stod med, da de myldrede frem af deres Skyttegrave.

Der var ikke lang Tid til at tage Sigte; vi kastede kun Bøssen til Skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele Kroppen, saa jeg havde svært ved lade Geværet. Foroverbøjede med lange Bajonetter paa Geværet kom de gulbrune Skikkelser styrtende over imod os. I Hundredevis blev de mejet ned af vore Granater, som hyllede dem ind i en Sky af Krudtrøg og Svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det Syn. Vore Artillerister fyrede saa voldsomt, som de aldrig havde gjort før. Ved et Batteri havde Betjeningsmandskabet endog kastet baade Trøje og Vest i Kampens Hede.

Zuaverne brød først igennem ved Løbegraven, ved hvis Ende vi havde tre Kanoner staaende; de tog Kanonerne i Besiddelse og dræbte hele Mandskabet. Angrebets Grænse var lige til venstre for vor Deling, hvorfor vi udmærket kunde flankere Angriberne. Men det vidste Fjenden meget godt og overøste os derfor med en sand Regn af Shrapneller, saa det var os umuligt at blive ved med Flankeringen. To Mand til højre og en ved min venstre Side segnede ned fra deres Pladser og var haardt saaret; som ved et Under slap jeg godt derfra. I Sektionen til venstre for mig faldt to Mand. Friseren Peter Thomsen blev ramt af en Shrapnel, saa Hovedet skiltes fuldstændig fra Kroppen. En anden Shrapnel slog ned i Niels Hansens Sektion, dræbte ham selv og saarede syv Mand; kun en af Sektionen blev uskadt. Blandt de haardtsaarede var ogsaa Korporalens Broder.

Vi havde 18 døde og saarede i vor Deling. Vor Løjtnant var ogsaa falden, det har han vel anet; thi Dagen før solgte han alle sine Ejendele, til hvem der havde Lyst til dem. Da der nu ikke kom flere Angribere, gik jeg ind i Jordhulen. Her laa Friseren Thiesen paa Maven i heftige Feberfantasier. Han var min venstre Sidekammerat, men segnede, ramt i Ryggen af en Shrapnel. I Tankerne saa han hele Tiden Zuaverne komme stormende, og med den ene Arm fægtede han omkring som for at værge for sig, mens han raabte: »Der er de! Der kommer de! Fyr! Fyr!«

Da jeg forsøgte at berolige ham, rejste han sig op paa Knæene og greb mig i Struben med et kraftigt Tag. Ved en smidig Bevægelse snoede jeg mig fra ham, og i samme Øjeblik vendte hans Bevidsthed tilbage. Hans Øjne saa spørgende omkring, idet han mumlede: »Hvad er der sket? Hvor er jeg?« »Du er vist bleven saaret,« sagde jeg, »kom, saa skal jeg forbinde dig.« Saa trak jeg lidt forsigtigt Trøjen og Skjorten af ham. Det viste sig, at han havde faaet et dybt Saar i Ryggen og et i Skulderen. Jeg forbandt ham, saa godt jeg formaaede, og fulgte ham lidt paa Vej til Stenbruddet, for at han kunde komme under Lægebehandling.

Om Aftenen, da vi skulde hente Mad og var kommen en Snes Skridt hen i Løbegraven, blev vi pludselig overfaldet af svære Miner. Vi for alle 8 Mand ind i en Jordhule; dog, i Gangen laa to faldne Kammerater, dem maatte vi over. Jeg fik en uhyggelig, kold Fornemmelse ned ad Ryggen, da Liget bevægede sig under min Vægt.

Da jeg var kommen tilbage med Maden, traf jeg Thomas Petersen og Nis Abrahamsen. De var begge helt nedbøjede over, at Niels Hansen var falden; han havde jo været deres allerbedste Ven, lige siden Krigen begyndte.

Jeg var nødt til at staa Vagt den Nat, da vi havde haft saa haarde Tab. Hele Natten vedligeholdt vort Artilleri sin Ild. Det var et mærkeligt Skue at se de mange Hundrede og atter Hundrede Shrapneller sprænges i Luften og paa Jorden, og hvis det ikke havde været saa alvorligt, kunde det sammenlignes med et uhyre stort Fyrværkeri. — Bedst som jeg stod i mine Betragtninger, sprængtes en fransk Granat lige foran mig, saa jeg af Lufttrykket blev slynget over mod Bagmuren i Skyttegraven. Jeg samlede mig lidt fortumlet op og gik atter op paa min Plads.

Fem Minutter senere kom der en til og slog ned paa samme Sted. Denne tvang mig i Knæ. Først da befalede Korporalen mig at gaa hen til et andet Udkigshul. Først henad Morgenstunden sagtnedes Ilden, og da Dagen gryede, blev det ganske stille.

En tæt Taage laa udbredt over Jorden; den benyttede de nysgerrige til at spadsere rundt iblandt de døde, som laa foran vor Skyttegrav. Man saa, at hver enkelt Mand havde været godt udrustet baade med Levnedsmidler, Skansetøj og Haandgranater samt Briller og Masker for giftige Gasarter. Man takserede, at der laa 700 Lig foran Skyttegraven, og der blev sagt, at Fjenden havde tabt henved 20,000 Mand den Dag. Vor 17. Division havde nemlig skudt sine Reserver ned fra Flanken.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

Nyheder

6. juni 1915. Ved Moulin: Helvede bryder løs!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.

De første morgentimer var helt rolige, der var også morgentåge. Da troede bataljonen, at den på egen hånd kunne foretage afløsning. De to afløsende kompagnier 9. og 10. er allerede i den forreste skyttegrav, 11. og 12. vil netop til at trække sig tilbage. Da, kl. 6, bryder ildorkanen løs på ny. Den rammer de overfyldte skyttegrave, den spærrer løbegravene. En tilbagetrækning er ikke mere mulig, de afløste kompagnier må tømme det bitre bæger helt til bunds. To reservekompagnier er brugt op, inden de har afgivet et skud.

Tågen letter snart, og en strålende sommerdag viser sig. En søndag, der som så ofte før har bragt regimentet uheld. Kort efter ildens begyndelse sprænger franskmanden indgangen til det højre krater. Ilden raser videre. Frontgrave, løbegrave bliver hamret sammen. Også Moulin-slugten genlyder af bragende skud. De skrænter, der vender mod fjenden bliver ramt bagfra, fra Autrêches-kanten hyler de svære granater ned over de arme reservister. Hele slugten er fyldt med sort røg. Kl. 8 trommeild, den varer sædvanligvis en time, men efter en ildpause på et kvarter, rasler jernstykkerne igen ned for fuld kraft.

Allerede kl. 7.15 er alle telefonledninger skudt over. Ordonnanser kommer ikke igennem mere. Observation er udelukket. En tårnhøj væg af røg og lerstøv indhyller stillingen. Regimentsstaben i stenbruddet får ikke mere meldinger fra fronten. At stille reserver klar eller trække dem nærmere er alt, hvad man kan gøre. De fleste af reserverne bliver tildelt I bataljon på højre fløj. For sent erfarede regimentet, at reserverne til den hårdest ramte III bataljon allerede befandt sig foran i stillingen og dér blev skudt sønder og sammen. Sådan følger den ene ulykke den anden.

Ved fronten fuldender rædslen sit værk. Grave og dækningsrum styrter sammen, poster synker bagover og bliver hurtigt begravet. Endnu viser heltemodet sig. Folk fra et endnu ubeskadiget dækningsrum styrter hen til den næste, i hvis sted der kun kan ses et brændende krater. De graver og graver i den værste granathagl. Her bliver enkelte reddet, det er ofte kun en stakket frist, dér synker den ene efter den anden bagover, de sidste må opgive forehavendet, de kan ikke klare det længere. Frygtelig ser skyttegravene ud. Her rager et gevær op, dér en arm, dér en fod. Der findes ikke en håndsbredde jord, der ikke er oversået med granatsplinter.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014)

Granatnedslag vestfront

Nyheder

5. juni 1915. Ved Moulin-sous-Touvent: “Fjenden er ved at fjerne spærringerne. I morgen angriber de …”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.

Om morgenen den 5. juni var der ro. Om middagen brølede ilden op igen, og om aftenen rasede en orkan af trommeild over de ulyksalige skyttegrave. Hvad fjenden ville, stod helt klart for regimentet, og at han snart ville komme, ligeledes. Desværre var det ikke lykkedes at overbevise divisionen om farens omfang og nærhed, først efter at premierløjtnant Rintelen rettede de mest indtrængende henvendelser til Generalkommandoen, blev der truffet enkelte helt utilstrækkelige afværgeforanstaltninger.

Nogle alarmbatterier gik i stilling den 5. om eftermiddagen, afsnittet fik stillet bataljon Hagedorn fra 18. division og bataljon von Senden fra 17. division til rådighed. Da disse reserver først indtraf den følgende eftermiddag, stod regimentet i første omgang alene. Det stillede 1. kompagni til disposition for I bataljon, mens III bataljon, der var hårdest ramt, fik 10. og 13. samt et kompagni fra divisionsreserven, nemlig 9. kompagni.

Hårdest havde III bataljon lidt, begge dens frontkompagnier havde holdt 10 dage ud i helvedet. Ingen søvn, bestandigt arbejde med de sammenstyrtende skyttgrave, med de sønderskudte dækningsrum. Kompagnierne skreg på afløsning.

Da natten til den 6. juni var rolig, troede regimentet at det kunne tillade sig afløsning, men da blev der meldt, at fjenden foran 12. kompagni var ved at fjerne spærringerne, med andre ord, at han den næste dag ville angribe, blev afløsningen forbudt.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen (2014)

Vestfront Fransk patrulje i pigtråd

Nyheder

4. juni 1915. Såret ved Moulin-sous-Touvent

1 kommentar

C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret.

4. Juni 1915 blev jeg saaret af en Shrapnelkugle i venstre Underben. Det skete under et Skinangreb, foretaget paa den af 11. og 12. Kompagni af Regiment „Königin“ besatte Stilling ved Moulin sous Touvent.

Jeg meld­te mig paa Forbindingsstedet i Slugten mellem Byen og et Stenbrud hos vor Bataillonslæge, Dr. Agerley , nu Læge i Augustenborg. Efter at jeg var blevet forbundet, opfordre­de han mig til at søge hen til Stenbruddet og der afvente Ambulancens Komme. Jeg humpede derhen, og efter fire til fem Timers Vente tid kom Ambulancen og kørte mig og endnu et Par saarede til Lazarettet i Les Mesnil.

Samme Aften blev jeg i en stor Privatbil kørt videre til Opsam­lingslazarettet i Bleancour, og efter et Døgns Ophold her sendtes jeg med Feltbanen til Chauny.

Her blev jeg ind­lagt paa Lazarettet; men efter otte Dages Forløb kom jeg med en Transport af letsaarede til Guise ved den fransk ­belgiske Grænse.

Her laa jeg i ca. ti Uger; saa blev jeg over Hals og Hoved sendt ud af Lazarettet og fik Ordre til at melde mig til „Genesungskompagniet”. Her fik jeg Ordre til at melde mig hos den vagthavende Feldwebel i en Skole i Udkanten af Byen. Jeg fik anvist en Halmsæk i Gymnastiksalen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1952

Nyheder

4. juni 1915. Franskmændene indleder bombardementet ved Moulin-sous-Touvent

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter, hvor særligt mange soldater kom fra Sønderjylland. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.

Så modbydelig denne muldvarpekrig end var, så var påvirkningen af den stadig tiltagende beskydning hen mod slutningen af maj værre endnu.

”Grænse-” og ”Landværnstillingen” kom til at udholde det værste. Dækningsrum styrtede sammen, tabene var store. Det blev ved de tre første dage af juni. Færdsel i løbegravene var næppe længere mulig.

Den 4. juni lå hele dagen den tungeste ild over afsnittene ”Aabenraa”, ”Sønderborg”, ”Flensborg” og den højre fløj af ”Slesvig”. De ramte kompagnier var 3., 12., 11. og højre fløj af 13. Angrebslinien tegnede sig.

Den følgende nat gav ingen ro. Hele natten sværmede miner herned, idet de spredte død og ødelæggelse. Dækningsrummene lignede små lazaretter, uophørligt bar sygehjælperne deres blødende og stønnende last gennem gravene.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen (2014)

Vestfront Fransk mine slår ned

Nyheder

4. juni 1915. “… vi drikker Vin, som vi derhjemme drikker Vand”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Hans skrev den 4. juni 1915 følgende:

D…………….., den 4. Juni 1915.
Kære Moder og Søster!

Som et Lyn fra en skyfri Himmel kom Ordren, at vi skulde forlade L…

Ugerne forlod vi den lille venlige By, men derefter gaar det jo ikke. Klokken 10 Onsdag Aften forlod vi L . .. Banegaard. Ved Daggry naaede vi S… og fik her Rissuppe til Morgenkost.

Om Aftenen Klokken 8, efter 22 Timers Jernbanefart, blev vi til alles Forbavselse udladet i Nedre Elsas nede ved Udløberne af Vogeserne. Vi blev her indkvarteret i den lille Købstad D……… (2500 Indbyggere).

Jeg havde, som altid, Lykken med mig, og fik et herligt Kvarter hos en gammel Vinbonde, hvor Sønnerne er i Krigen, men der var 4 voksne Døtre hjemme. Vi kom fire Mand i Kvarter her, blev godt modtaget og kom — for første Gang efter 3 Maaneders Forløb — i en Seng igen. Men aa, hvor vi svedte den første Nat! Vi var ikke vant til et saadant Leje.

Vi er her rigtig i Tysklands Vinegn, saa vi drikker Vin, som vi derhjemme drikker Vand. Der er meget frugtbare Enge udenfor Byen. Høbjærgningen her er i fuld Gang, og vi hjælper i vor Fritid Husets Døtre ved Arbejdet.

Jeg vil slutte for i Dag, da en af de mørkøjede Skønheder venter paa mig, vi skal ud i Engen og sætte Hø i Stak.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

Nyheder

2. juni 1915. Minekrig ved Moulin-sous-Touvent

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.

Artilleri- og mineilden, der ellers var stilnet af, satte efter denne dag ind med forstærket kraft. Den uhyggelige underjordiske støj hørtes igen. Som modforanstaltning arbejdedes febrilsk på egne gange. En sådan traf den 2. juni på en fjendtlig underjordisk gang, denne blev om eftermiddagen sprængt i luften med en 250 kg ladning. Krateret lå 20 m foran vor stilling.

Om natten kl. 11 kom der igen en voldsom detonation, fjenden sprængte resten af den underjordiske gang på den anden side af krateret i luften. Ved sape 15 opdagede franskmændene vores underjordiske gang, nu var det tid. Den blev sprængt om eftermiddagen kl. 5 for samtidigt at kunne kvase den fjendtlige gang. Detonationen var meget kraftigere end forventet. Tilsyneladende gik en fjendtlig ladning med i luften.

Wilhrelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014)

IMG_9128 Moulin_april_1915

Aviser, Nyheder

31. maj 1915. Forbud mod dansk blandt nordslesvigske soldater?

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Faldne, saarede og fangne

En Søn af Enkefru Truelsen i Hvidding er den 21. Maj falden paa Vestfronten — den første eller en af de første Dage, han deltog i Kamp. — En Søn af Snedkermester Schmidt i Rejsby er ligeledes fornylig falden paa Vestfronten.

Maa nordslesvigsk e Soldater ikke tale Dansk?

Mod Slutningen af sidste Aar kom den mærkelige Meddelelse fra Lejren i Lockstedt (ved Itzehoe), at det var bleven forbudt nordslesvigske Soldater at tale Dansk indbyrdes — et Forbud, der dog næppe overholdtes saa strængt og som vi derfor ikke omtalte. Nu synes det imidlertid, som om saadanne Forbud ogsaa udstedes andre Steder.

Saaledes er Forbudet nylig udstedt for de i Rostock og Königsberg liggende nordslesvigske Soldater, og fra sidstnævnte By maa Soldater end ikke korrespondere paa Dansk til deres Slægt i Hjemmet. — Det forekommer os at være en mærkelig Maade at paaskønne nordslesvigske Soldaters loyale Optræden under Krigen.

Ethvert Samkvem med K rigsfanger er forbudt

I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armékorps hedder det:

Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger forbydes Befolkningen:

a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne;

b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholholdige Drikkevarer;

c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangerne.

Hvem der optræder i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.

Ikke kategoriseret

28. maj 1915. IR262 trækkes ud af kampene på Østfronten

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.

Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.

Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.

Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?

Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Aviser, Nyheder

27. maj 1915. Brutal mishandling i fangelejren i Døstrup. Hurtige forfremmelser til nordslesvigere

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Mishandling af krigsfanger. Fra fangelejren ved Døstrup

Vi har tidligere bragt nogle oplysninger om uheldige forhold ved enkelte af fangelejrene i Nordslesvig. De bidrog efter sikkert forlydende til, at de prøjsiske myndigheder blev opmærksom derpå og foranledigede forholdene ændrede til det bedre.

Der har i 2-3 uger blandt befolkningen, og ikke mindst i den tysksindede del, været talt meget om en grim tildragelse, der efter samstemmende udtalelser fra forskellige sider skildres således:

Blandt fangerne i lejren på Vinum Mark ved Døstrup var også en russer, som havde været syg i nogen tid, men alligevel sammen med medfanger deltog i opdyrkningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen, fik fangerne tilbage til lejren. På hjemvejen hertil blev den omtalte russiske fange en dag så syg, at han ikke længere kunne slæbe sig frem, da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen. De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede imidlertid, at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke hun måtte give ham et glas vin for at søge at få ham til kræfter igen, men denne naturlige menneskelige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik ud på, at han snarere skulle have gift end vin!

Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere trods sparken og skubben, og han måtte så blæres resten af vejen. Ved ankomsten til lejren var han død eller få minutter efter.

Nogle dage senere blev han begravet og fik en efter forholdene smuk jordefærd, hvor det ikke manglede på medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, medens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale også ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt, de det jo dog ikke var deres skyld, at krigen rasede.

Det er muligt, at sagen er draget frem af befolkningen dernede, vi ved det ikke. Men det er også muligt, at der dækkes over den, når den ikke kommer offentlig frem. Vi har imidlertid gode mænds ord for, at det er myndighedernes vilje, at fangerne skal behandles så godt som de økonomiske forhold tillader det og at der fra opsynets side ikke må ske mishandling.

Når tildragelsen nu er draget frem, nærer vi ikke tvivl om, at man fra de pågældende myndigheders side vil træffe de fornødne forholdsregler mod, at så brutal mishandling af krigsfanger finder sted i fremtiden.

Hurtige forfremmelser

Redaktør Kr. Thomsen ved ’Hejmdal’, der indkaldtes i midten af marts uden nogensinde tidligere at have fået militær uddannelse, og bankassistent Calløe i Rødding, som heller ikke tidligere har modtaget militær uddannelse, er begge udnævnt til løjtnanter.

Aviser, Nyheder

26. maj 1915. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade

– Jens Jensen Nissen fra Sønderballe er falden den 2. maj. Han var 33 år gammel.

– Smed Hans Kelsen fra Lysabild er falden den 7. maj. Han efterlader enke og to små børn.

– Parcellist J. Espensen, Købingsmark, har fået meddelelse om, at hans eneste søn, Christen Espensen, var falden i Frankrig.

– Hjulmager Kr. Hansen, Smøl, er falden under de sidste kampe. Han blev 33 år gammel og efterlader sig en svagelig enke.

– I sidste tabsliste meddeles, at Johannes Christensen fra Holm i Tønder Kreds er falden i kampene fra den 20. til den 29. april.

– Vognmand Ludvig Jensen i Tønder har fået meddelelse om, at af hans to sønner er den ene, kommis Peter Jensen, falden. Han var 22 år gammel. Den anden af sønnerne har længe været savnet og menes også at være falden.

– I sidste tabsliste meddeles, at Joakim Hinrichsen, Varnæs, er bleven hårdt såret ved kampene fra 24. til 29. april. Robert Ihde fra København [sic!] er bleven hårdt såret i kampene fra 24. til 29. april. Christian Schulz, Simmerstedholm, er atter bleven let såret, men kan blive ved sin troppeafdeling. Theodor Clausen, Uldal, står opført som hårdt såret.

– Vilhelm Christiansen fra Rørkær ved Tønder, som stod ved Østfronten, er bleven hårdt såret og ligger på et lazaret ved den tysk-østrigske grænse.

Fader og to sønner indkaldte

Gårdejer Peter Christensen på Kamp ved Fæsted blev den 2. august indkaldt som gammel landstormsmand. Efter at have gjort vagttjeneste forskellige steder i Nordslesvig kom han til marts til en fangelejr i Pachim i Mecklenborg. Han er nu sammen med mange andre nordslesvigere havnet ved etappetjenesten nede foran Karpatherne.

Hans ældste søn blev sidste efterår indkaldt som infanterist (rekrut), og nu for kort tid siden er hans næstældste søn også bleven indkaldt som rekrut.

Aviser, Nyheder

25. maj 1915. Frikendt for at være venlig overfor krigsfanger – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Barmhjertighedsgaverne til de russiske krigsfanger. Frikendt af retten i Haderslev

Ved bisidderretten i Haderslev forhandledes i torsdags den tidligere omtalte sag mod syv dansksindede beboere i Haderslev, cand.theol. Andersen, forretningsfører Oggesen, bagermester Andersen, agent Chr. Lausens datter, købmændene Lausen Holm og Årø samt vinhandler Bang – der hver var idømt en bøde på 30 mark for ’grov uorden’, begået den 27. marts 1915 på banegården i Haderslev; da en transport af russiske fanger førtes forbi, havde de givet fangerne gaver.

’Dannevirke’ skriver følgende referat fra forhandlingerne:

”Cand.theol. Andersen var ordfører for de anklagede. Han hævdede, at man i skrivelsen fra politimyndighederne havde idømt dem bøder, fordi de havde givet russerne ’kærlighedsgaver’ i denne forbindelse; dem gav man kun til sine egne soldater. Til fanger kunne der kun være tale om barmhjertighedsgaver. Han havde set, at flere fanger gjorde tegn til maven og munden for at gøre tilskuerne forståelig, at de var sultne, og det havde vakt tilskuernes medlidenhed, tilmed, da de så meget medtagne og trætte ud. En af soldaterne, der ledsagede transporten, en landstormsmand, havde også fortalt dem, at de var meget sultne og medtagne; han havde givet dem sit eget brød.

Efter en meget lang rådslagning faldt dommen, der lød på frifindelse. Generalkommandoen havde udstedt forbud mod at give fanger noget, men dette forbud var først kommet langt senere, så det havde de ikke kunnet overtræde.

Russiske krigsfanger som landbrugsarbejdere

’Dannevirke’ skriver:

En væsentlig del af arbejdskraften på de fleste gårde i vor landsdel udgør for tiden russiske krigsfanger. Erfaringen har vist, at de røgter deres arbejde til hus­bondens tilfredshed. Dette bevidnes også ude fra en gård på Vesteregnen. Som så mange andre steder var husbonden og den øvrige arbejdskraft på gården bleven indkaldt. To russiske krigsfanger har nu overtaget driften. Og det interessante er, at de to krigsfanger før krigen i deres hjemstavn i Rusland som husbonde og karl har gået sammen på en gård af samme størrelse som den her i Nordslesvig. Sammen var de bleven indkaldt, var bleven sårede sammen og kommen sammen i fangenskab. De røgter nu gården, som var det deres egen.

Den uøvede landstorm ved fronten

Kommis Chr. Blohm, søn af landmand Blohm i Bylderup-Bov, er falden. Han var indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand. Efter endt uddannelse i Rendsborg kom han for nylig til fronten og faldt kort efter. Han blev 26 år gammel.

Italienerne flygter over Vamdrup

Som følge af den truende krig er der ifølge ’Kolding Folkeblad’ siden i fredags med hvert af togene sydfra til Vamdrup ankommet italienere, der flygter fra Tyskland og foreløbig begiver sig til København.

Nyheder

25. maj 1915. H.C. Brodersen uddanner rekrutter i Aabenraa.

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg var med Füsilierregiment 86 ind i Frankrig og Belgien i de store offensiver i august-september 1914. I slutningen af oktober 1914 fik han gigt i benene som følge af de kolde og fugtige skyttegravsliv i Frankrig, og han kom på lazaret. Siden julen 1914 har han været på orlov – og er det fortsat, nu et halvt år senere. Han har udført bevogtningsopgaver i hjemstavnen og er nu med til at uddanne nye soldater til fronten.

Aabenraa, den 25. Maj 1915.

Vi har nu faaet noget mere at bestille, thi der er indkaldt nye Rekrutter, og Krigserfaringerne og anden Militærteknik skal indpodes i dem. Kompagniføreren er en gammel, skikkelig Major, der i Fredstid har været Amtsforstander. Han gør ingen Fortræd, og Rekrutuddannelsen overlader han til dem, der har Forstand paa det.

Han er ikke „saddelfast” i det tyske Sprog, og hans Taler er derfor aldrig af lang Varighed. Bedst tilpas synes han at være, naar vi har en Udmarch i Retning af Løjtkirkeby og Barsmark. Fra Hesten nikker og smiler han til mange Bekendte, der faar et „God Daw, Mari”, eller et „God Daw, Jens” med i Købet, ligesom det nu passer.

Lockstedter Lager fredstid
Uddannelse af rekrutter – her i Lockstedter Lager i Angel

 

Nyheder

24. maj 1915. Forbereder franskmændene et angreb ved Moulin-sous-Touvent?

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.

Artilleri- og mineilden forøgedes gennem hele måneden og medførte mærkbare tab. Men det var ikke bare det. Når posterne om natten lyttede efter fjenden, opfattede de en stadig vognraslen; jernbanevogne, tilsyneladende også kanoner kørtes frem på skinner, motorer brummede. Alt det opfattedes af natposterne. Særlig foran ”Grænse-” og ”Landværnsstillingen” lød det tydeligt. Dér faldt også artilleri- og mineilden tættest.

Men det mest modbydelige var dog den knirkende lyd af boren under jorden, som man fornemmede i saperne 4, 5, 6 og 8, altså på den højre fløj. Tilsvarende hobede jordmasserne sig op foran Quennevières-Ferme, de blev beskudt af vores tunge feltartilleri, men det var kun symptombehandling, ondets rod fik man næppe ram på. Altså skulle det gå løs igen på det ulyksalige Soltau-Eck. Her faldt ilden også særlig tungt.

Pinsedagene bragte så den sørgelige nyhed om vor forbundsfælle Italiens forræderi.[1] Hos tyskerne blev nyheden modtaget med nærmest ligegyldighed. Den formåede ikke at rokke ved troen på en sejrrig udgang af krigen. Hos franskmændene derimod udløste den en glædestummel. Om natten mellem 24. og 25. maj holdt det slet ikke op med råb og sang derovre. ”Vive l’Italie!”, ”Deutschland kaputt!” sådan lød det herover, et helt fyrværkeri af lyskugler blev brændt af. Den næste morgen prangede foran vor pigtrådsspærring et stor skilt med efterretning om Italiens tilslutning til Ententen … Det blev den følgende nat af en patrulje bragt tilbage påklæbet aviser, som meldte om de tyske sejre i Galicien.

[1] Italien erklærede den 23. maj Østrig-Ungarn krig og brød dermed sit forbund med landet.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014)

08-01_Moulin-kort

Nyheder

23. maj 1915. Sønderjyske landsstormsmænd på Vestfronten: “Vi skylder vores familier at passe på!”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham lige siden mobiliseringen i august 1914.

Pinsedag, den 23. Maj 1915. Jeg stod op med Solen og vaskede mig; det var jeg ikke bleven de sidste 14 Dage. Hvor frisk og glad man dog bliver ved at faa sig vasket! Man ser meget lysere paa Tilværelsen. Jeg gik ind med Haandklædet; men jeg kunde næppe aande derinde i den menneskefyldte, tætte, lave Stenhule, hvor der aldrig kunde komme frisk Luft ind.

Mine Kammerater snorkede. Fuldt paaklædte, med de lange Støvler paa Benene laa de med en lille Haandfuld Halm under Ryggen i alle mulige Stillinger.

Jeg tog min Lommebog og gik ud. Siegfried havde faaet Ild under Feltkøkkenet og var ved at koge Morgenkaffen. — I et halvt Hundrede Skridts Afstand fra Stenbruddet satte jeg mig ned i det kraftige, grønne Græs. Der var en gammel, forladt Artilleristilling, hvor der havde staaet 3 Kanoner. Volden, som havde været opkastet omkring Kanonerne, frembød en behagelig Græsbænk at sidde paa. Der var fuldstændig Stilhed.

Vaabnene hvilede. Vist aldrig har en Maj morgen gjort et saa -velgørende Indtryk paa mig. Hvilken Modsætning mellem den stinkende, snorkende Stengrotte og den blide, vaagnende Natur. Tusindfryd og Anemoner stod ved min Side og drak af Duggen. Solen hævede sig langsomt op over Grusdyngerne af den nedskudte Quenneviére-Gaard. Hvor er vi Mennesker dog sunket dybt, at vi saadan ødelægger alt og løber Storm imod hinanden som rasende Rovdyr. Men denne Time gjorde mig godt, den hævede mig ligesom op over Krigens Uhygge.

Tanken søgte de kære i Hjemmet, og jeg var lykkelig ved Tanken om den fælles Gensynsglæde, naar Krigen var forbi. De to gamle Landeværnsmænd Jørgen Refshauge og Christian Lydiksen kom hen ad Vejen. Hulen var nok ogsaa bleven dem for trang. Vi tog en lille Spadseretur alle tre og gik, snakkende paa vort kære, sønderjydske Modersmaal, om ad den nyanlagte, skjulte Skovsti, der førte gennem Elme- og Birkekrattet til Kløften. Den friske Skovbund og det nys udsprungne Løv duftede af Sundhed og Sommer. En lille pikkende Spætte fortalte os, at alt Fugleliv endnu ikke var uddød her ved Fronten.

Da kom en Granat susende med taktfaste Drejninger gennem Luften og eksploderede med et sønderrivende Brag, der forplantede sig som en rullende Torden om ad Kløften. Spætten tav øjeblikkelig. »No vende vi om,« sagde den høje, stovte Familiefader Jørgen Refshauge; »vi skylle vor Familie o pas aa«. Saa vendte vi Ryggen til Sommer og Sol og den skønne Natur og gik ind i den modbydelige Stenhule.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Königun-Höhle ved Moulin-sous-Touvent