Nis Kock var med en besætning af dansktalende sønderjyder kommet til Østafrika med blokadebryderen S/S Kronborg. Skibet var skudt i sænk og besætningen blev nu indrulleret i de tyske styrker i området. Det skib, de skulle undsætte, SMS Königsberg, blev skudt i sænk den 11. juli 1915.
Paa 10 Dage drog vi langs Kysten fra Tanga til Østafrikas Hovedstad, Regeringsbyen Daressalam, en stor, smuk By, hvis Navn er Arabisk og betyder Fredens By.
Meget fredelig var den dog ikke i disse Aar. De engelske Blokadeskibe havde beskudt den og blandt andet ødelagt Guvernørens Palads, og de beskød den jævnligt endnu under Paaskud af, at den var befæstet. Dette sidste var for saa vidt rigtigt nok, som Byens faste Forsvarsstyrke, et Skyttekorps sammensat af Byens og Omegnens Indbyggere, havde gravet Skyttegrave nede ved Havnen for at kunne afslaa mulige Landgangsforsøg. Netop i de Dage, vi var paa Safari fra Tanga til Daressalam, havde Byen været udsat for Beskydning, og Befolkningen var meget opskræmt. Det havde været et usædvanlig haardt Bombardement, hvori mange Skibe havde deltaget.
Englænderne havde nu Raad til at gøre noget ekstra ved Daressalam, da de ikke længere behøvede at blokere Rufijifloden. Da vi opholdt os paa Rekreationshjemmet i Korokve, havde vi faaet de første Efterretninger om Krydseren „Kønigsberg“ s Ødelæggelse, og her i Daressalam traf vi Størstedelen af Krydserens Besætning formeret som et Kompagni, der gæstfrit aabnede sine Arme, ja, ligefrem gjorde Krav paa alle dem af „Kronborg“ s Besætning, der var i aktiv Tjeneste, da Krigen brød ud.
De pillede den første Dag Peter Hansen, Bror Johansson, Svensson og mange andre ud af vore indskrumpede Rækker, medens jeg og en Del andre, der først blev indkaldt, da Krigen udbrød, blev optaget i Skyttekorpset og i de følgende Dage og Uger maatte gøre Felttjeneste i Daressalam og Omegn i den brændende Solhede, hvilket ikke bekom os allesammen lige godt.
Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27.
Ved Kronprinsens Hærgruppe
1. Komp. af Res. Pion. Batl. Nr. 27 er den 20.6. 1915 paa March fra Thioucourt i sydøstlig Retning. Vi sveder, og jeg synes, at jeg slet ikke mere passer til den snævre Plads i Kolonnen. Selve Kolonnen synes jeg heller ikke er som før. Maaske, det er det store Antal „Ersatz“mandskab, unge Rekrutter og Frivillige, som siden i Fjor fra Tid til anden har udfyldt Hullerne i vore Rækker, der ikke passer sammen med de gamle Soldater. Knap nok Halvdelen af de oprindelige 240 Mand er tilbage.
Jeg beslutter at liste ud af Geleddet, og der er flere, der gør det samme. Vi trasker saa bag efter Kompagniet og naar hen paa Eftermiddagen til Villers sous Prény, hvor Kompagniet faar anvist Kvarter.
Vort Frontafsnit er Præsteskoven (Priesterwald), syd for Metz. Vor Kompagnifører, en aktiv Hauptmann, bliver Afsnitskommandør, og som saadan forlanger han efter en Undersøgelse af Forholdene, at de franske Stillinger skal stormes, da franske Minører har undermineret den forreste tyske Linje.
Der stormes den 4. og igen den 8. Juli, og Mandskaberne inddeles til mange forskelligartede Opgaver. Jeg tildeles den 8. Juli en Brandrørtrop, som har til Opgave, med særlige Brandrør at ryge Franskmændene ud af Dækninger og Stoller. I Hælene paa vort Infanteri gaar vi frem mod de franske Stillinger. Den første Skyttegrav er tom, og der kæmpes længere forude.
Den franske 7,5 cm Feltkanon arbejder nu paa Akkord og overstrør deres tidligere Skyttegrav med Granater. Efter Anvisning kaster jeg et hurtigt Blik til venstre og højre for at finde en Bølgeblikplade, der som Regel er Taget over Nedgangen til en „Minørstollen”. Lidt til højre er der en saadan, som jeg iler henimod, forfulgt af de franske Granater.
Om denne „Stollen” er besat, faar jeg ikke Tid til at undersøge, da flere Granater slaar ned omkring Indgangen. Min Entré bliver noget hovedkulds, og Bøssen vil, som altid, ikke med gennem den snævre Indgang. Den bliver udenfor og bliver ødelagt af Granatsplinter. Jeg selv tumler ind i det mørke Jordhul og kurer paa min Bagdel en halv Snes Meter i Dybet, til jeg naar Bunden.
Her faar jeg Tid til i Tankerne at skælde ud paa mine franske Kollegaer, der ikke, som vi er vant til, har lavet en ordentlig Trappenedgang. Jeg lytter i nogen Tid efter, om der er nogen hjemme i Lejligheden, men da alt er roligt, lister jeg mig forsigtigt fremad ind i Mørket og drister mig til at stryge en Tændstik.
Som jeg har ventet, er der i Sidevæggen i smaa Nicher med passende Mellemrum anbragt Tællelys, som jeg paa min Vej fremad alle tænder. Jeg naar frem til Gangens Endepunkt. Her er udgravet et Sprængkammer med Plads til et Par Tusind Pund Sprængstof. Over Kammerets Bund staar et Par Tommer Vand, overtrukken med en Hinde, som stillestaaende Vand ofte har. Ved den ene Væg ligger en Bunke Sandsække, og deri saas Aftrykket af den Legemsdel, man sidder paa. Aftrykket har den Vagtpost frembragt, der til Stadighed har opholdt sig her for at lytte, og til Tidsfordriv har han af blaa Syrenblomster, stukket forsigtigt ned i Vandet, dannet et Kvindenavn, sikkert den Kvinde, han holdt af og længtes efter.
Franskmanden er bleven vred for Alvor, og han overdænger det hele med Granater. Jorden gynger af Sprængningerne, og en ubehagelig, stadig Buldren slaar ned i Minegangen. Jeg forventer fransk Angreb, som dog udebliver, og hen paa Morgenstunden, da der er blevet mere roligt, lister jeg ud af min Hule og spejder i alle Retninger. Ene og forladt som jeg er, ved jeg intet bedre, end at søge hjem til mit Kvarter. Da jeg ankommer dertil, er Kompagniet opstillet, og Staben i Færd med at modtage Rapport om, hvad der er sket, og hvem der savnes.
Jeg melder mig hos Kompagniføreren „zur Stelle” og kommer straks i Forhør om mine Bedrifter og om Grunden til, at jeg kommer tilbage længe efter det øvrige Mandskab. Til min Forklaring om den voldsomme Artilleriild, der ikke var til at færdes ude i, forklarer Løjtnant Himmelsbach stilfærdigt: „Ja, det var jo en skrækkelig Ild“, og hans Udsagn befrier mig for yderligere Forklaring.
Løjtnant Himmelsbach, der ved Mobiliseringen blev indkaldt som Underofficer, er en meget særpræget Personlighed, faamælt og med en langsom og særegen Talemaade. I Civil er han Stadsbygmester, en fin og dannet Mand, og han behersker fremmede Sprog. Jeg har flere Gange hørt ham berolige de franske Husejere, naar vi i Krigens første Maaneder, ofte ved Nattetid, tog deres Husrum i Besiddelse for at faa Natteleje.
I Aftes var vort Skansearbejde ikke uden Fare, vi lavede en Reserve-Skyttegrav et Par Hundrede Meter bag den første Grav. En Lyst er det at se, hvor baade Skrædder og Skomager, Skuespiller og hvad de nu alle er, kunde bruge Spaden for at komme hurtig i Jorden og faa lidt Dækning mod de mange Staalstumper, som kom syngende og surrende som Oldenborrer gennem Luften. Omkring ved Kl. 11 skød vort Artilleri nogle Huse i Brand ovre i A., et storslaaet Skue i den kønne milde Sommernat.
Ved Midnatstide kom der et andet Kompagni ud at arbejde. Jeg var den sidste i Rækken af vort Kompagni, og Føreren for det nylig ankommende Kompagni spurgte mig, hvad vi lavede. „En Reserveskyttegrav, Hr. Løjtnant,“ var mit Svar.
Derpaa spurgte han, om den var afstukket med et hvidt Baand [„mit einem weiszen Band“]. Nu misforstod jeg ham, jeg troede, han spurgte om Branden i A., og jeg sagde: „Javel brænder det ovre i A., Hr. Løjtnant.“ Nu blev han gal; han troede jeg vilde holde ham for Nar og sagde ærgerligt: „Lad det dog bare brænde, det kommer ikke os ved.“ Men saa blev jeg ogsaa gal; men mit gode nordslesvigske Lune svigtede mig ikke, jeg svarede ganske tørt, at vi havde Arbejdet i Akkord og havde nu ingen Taletimer, og saa maatte han gaa med den Besked. Men mine Kammerater og jeg lo, trods Bøsseknald og Granatskud, saa vi næppe kunde holde os paa Benene.
Ved Ettiden rykkede vi ind. Ildebranden i Vest og Maanen i Øst gjorde Arbejdet umuligt. Da vi var kommen godt hjem og var ved at faa en Bid Mad ovenpaa Nattens Anstrengelse, begyndte de at skyde saa heftigt, som jeg aldrig har hørt Mage til før. Franskmændene greb an, Maskingeværerne raslede, som om der rumlede en Snes Høstvogne hen over en brolagt Gade. Vi maatte gøre os færdige til Udrykning.
Men det varede ikke længe, før alt blev roligt igen og vi lagde os til at sove. Jeg trak endda Støvlerne af. Jeg tænkte som saa, det gaar vel endda, hvad enten jeg har Støvlerne paa eller ej.
I Dag er alt nu roligt igen og forhaabentlig styrer Franskmændene deres Hidsighed, saa længe vi er her. I Morgen Aften vender vi A. Ryggen igen. Hjertelig Hilsen i Haab om Gensyn sender
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.
Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.
Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.
Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. Hele foråret og sommeren 1915 var han beskæftiget med at udbygge skyttegravsstillingerne.
(… fortsat)
Når vi lå i ro i Avricour, blev kompagniet inddelt i arbejdshold på ti til tolv mand. Så gik det ud i skovene. Hvert hold skulle fælde femogtyve træer og slæbe dem ud til landevejen, og først, når hvert hold havde præsteret sit kvantum, fik det lov til at gå hjem.
Vi arbejdede fra den tidlige morgenstund til omkring ved klokken fire om eftermiddagen. Det hold, der kom sidst hjem, fik som regel ingen middagsmad, fordi de først ankomne havde fået for rigeligt udleveret.
For at gøre arbejdet med at slæbe stammerne ud til vejen noget lettere, anlagde vi en feltbane. Vi fik også fat i en gammel hest, som skulle trække de seks til otte tipvogne. Banesporet var ikke lagt under frembydelse af teknisk snilde. Der var bratte kurver, det gik ud og ind mellem træerne, det gik op og ned over knudrede trærødder, og der var et skrækkeligt pløre, for det regnede meget på den tid. Det hændte ikke sjældent, når den gamle hest kravlede af sted med det tunge læs, at hele redeligheden væltede ned i mudderet. Så hørte man fra alle sider eder og forbandelser.
Banen var omkring ved en fjerdingvej lang, og vi regnede altid med, at katastrofen indtraf tre til fire gange på hver transport. Det var trællearbejde af værste slags, og man måtte opbyde det yderste for at bevare sindsligevægten og selvbeherskelsen.
Nederdrægtigt var det også, at et hold sommetider så sit snit til at stjæle kævler fra et andet hold. Dette var navnlig tilfældet, når et hold bestod af folk, der var nyankomne og ikke var kendt med knebene. De bestjålne måtte da arbejde som bæster lige til aften, medens deres mere snu kammerater var færdige allerede ved middagstid og kunne gå hjem.
At det var en gemen slyngelstreg, brød de sig ikke om. De lo ligefrem ad de dumme og holdt dem for nar, når de endelig kom hjem.
En stabssergent holdt nøje kontrol med, at hvert hold bragte det reglementerede antal kævler ud til vejen. Da det jo kun var stammerne, der havde interesse, flød hele skoven med gren e og toppe. Sammen med den naturlige underskov frembød det hele efterhånden et næsten ufremkommeligt vildnis.
Efter at vi havde „udhvilet” os ved træfældningen, gik det atter ud til fronten, og her fortsatte vi vort trællearbejde. Efterhånden blev vor stilling dog bedre og ikke så lidt mere solid og sikker. Vore pigtrådsspærringer foran linien blev også udvidet betydeligt. Vi følte os meget sikre og optrådte på grund deraf mere udfordrende og dristigt. Sammen med vort artilleri lagde vi ofte de franske stillinger under heftig ild, men franskmændene blev os naturligvis ikke svar skyldige. Som følge deraf havde vi jævnlig døde og sårede.
DSK-årbøger 1954
Der gik gigantiske mængder af træ til at befæste skyttegravene og dækningsrummene. Det var et hårdt slid for soldaterne at fælde og slæbe træer.
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Efter de syv dages „hvil“ i Avricour kom vi atter ud i skyttegraven. Havde vi under mit første ophold derude haft det roligt, blev opholdet denne gang ret livligt. Jeg havde ikke været rigtigt i ilden endnu, men på andendagen begyndte franskmændene at overdænge os med granater.
Jeg troede, at min sidste time var kommet. Jeg rystede som et espeløv. Jeg havde rent ud sagt kanonfeber. Skydningen varede ved en times tid, men der var ingen ulykker sket. Graven var blevet ramponeret en del; vi gik omgående i gang med at udbedre skaderne.
Vor arbejdsindsats blev imidlertid forøget, for der kom befaling om at anlægge også en tredie skyttegrav, og alle tre grave skulle desuden forbindes ved et helt system af løbegrave. Der skulle også i dem alle tre bygges bombesikre understande.
Det var et kæmpearbejde, vi gik i gang med. Vi sled i det hver eneste nat, og hvis det var muligt også om dagen. Naturligvis skulle den udkastede jord dækkes godt til, for når flyverne opdagede, hvad vi lavede, blev vore nye arbejdspladser omgående lagt under artilleriild. Vi befandt os på et meget farligt sted, men arbejdet skulle jo udføres.
Omsider blev skyttegravene dog færdige, og nu gik vi i gang med at bygge understande. Det var et arbejde, der tog på kræfterne. Vi gravede først et firkantet hul i jorden, lige ved siden af skyttegraven. I reglen var det fire meter langt, fire meter bredt og fem meter dybt. Nu satte vi egestammer, der var tredive centimeter tykke, ned i hvert hjørne, ligeledes midt i hullet. Disse stammer skulle afstive understandens loft.
Over egestolperne lagdes loftet. Det var et lag egestammer. Vi fyldte nu hullet en meter op med ler, så anbragtes to lag egestammer, dernæst atter jord, og endelig blev det hele brolagt med tunge kampesten, som ved hjælp af cement dannede et stenhårdt lag. Og så kom endelig oven over det hele et godt lag jord.
Den „bombesikre” understand var klar til at tages i brug, og man gik i gang med det indvendige udstyr. Der blev bygget senge, der anbragtes en kakkelovn. Borde og stole hentedes i de forladte landsbyer. Ja, man hentede endda sofaer og gyngestole. Efterhånden fandt man på at beklæde gulvet og væggene med brædder, og man hængte billeder op og stueur. Dér blev hyggeligt i understanden, og vi følte os ligefrem lige så sikre som i Abrahams skød, men — sådan var det nu ikke.
En underlig kendsgerning er det dog, at så såre en soldat har noget over hovedet, ja, hvis bare det er et tyndt stykke sejldug, så føler han sig tryg og sikker.
Hvor kom mon de mange solide egestammer fra? De repræsenterede en uhyre værdi og blev jo simpelthen begravet i jorden. Jo, de blev ganske simpelt hentet i Frankrigs herlige og store skove. Store strækninger af den bedste egeskov blev uden nåde og barmhjertighed sløjfet. Der vil gå en menneskealder, før den skade er udbedret. Ligeledes blev store partier valnøddetræer fjernet. Dette træ blev bragt til Tyskland.
I Skiernevice. Skyttegraven ved R. . . ., 27. Juni 1915.
Der findes kun enkelte Stenbygninger i Byen, som ejes af den mere velstillede Del af Befolkningen, Jøder allesammen. De mindrebemidlede Jøder bor i nogle usle Træhytter, som kun har Plads til en Dagligstue, Sovekammer og den uundværlige Butik. Thi Høker er enhver Jøde her.
Manden staar, saa lang Dagen er, i en lang fedtet Slobrok — som alle mandlige Jøder bærer lige fra den mindste Purk — og falbyder sine Varer til store Priser. Hvem der holder lidt paa Renlighed, køber ikke noget hos Jøden, thi Renlighed er hans svage Side. Tillige har Jøden en egen Lugt ved sig, og den naar helt ud paa Gaden. Jeg foretrækker Lugten af en Mødding, den er da mere hjemlig.
Gaderne er nok brolagte men er lige saa fulde af Huller som et gammelt Baasegulv hjemme hos os, hvor det endnu ikke er blevet erstattet af Teglstene. Men Militærmyndighederne er ved at reparere Gaderne efter tysk Mønster, ligesom de ogsaa har opbygget alle Bøndergaardene herfra til den tyske Grænse.
Efter denne Skildring af Byen, kan Du nok forstaa, kære „Hejmdal“, at den ikke har nogen Tiltrækningskraft for os Landmænd, som elsker Livet i den frie Natur.
Vi er 4 Nordslesvigere her ved Kompagniet. Har vi flere Timer fri, saa gaar vi langt ud paa Marken, og lægger os i Græsset. Samtalen drejer sig saa naturligvis om Oplevelser og Minder fra Hjem og Hjemstavn. Thi vel har vi elsket vor Hjemstavn før, men vi elsker den dobbelt na, hvor vi er saa langt fra den. Men vi haaber jo alle at komme hjem i en nær Fremtid, lige saa sunde og raske som vi er for Tiden.
En hjærtelig Hilsen til alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten fra undertegnede Nordslesvigere. Carl Thiede, Brendstrup: Theodor Skov, Brendstrup; Iver Nielsen, Arnum ; Jørgen Albrechtsen, Rotbøl pr. Øster Lindet.
Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten.
[kan også være en anden dato: slutningen af juni]
Men medens vi langsomt forvandledes til Afrikanere, stiftede vi ogsaa Bekendtskab med en anden og meget vigtig Side af Livet i Afrika — Malariaen. I den sumpede Strækning ved Kysten og midt i Regntiden var vi dens sikre Bytte, og havde „Kronborg“ s Ladning ikke været saa overordentlig værdifuld, var vort Ophold dér næppe bleven af lang Varighed.
Mand efter Mand maatte forlade Lejren med Malariafeberen kogende i Blodet — nogle blev baaret bort, og andre vaklede af Sted selv. Een for én havnede i Sygehuset i Tanga og blev derfra sendt videre til Rekreationshjem i de sunde Usambarabjerge. Skønt jeg ogsaa havde følt Sygdommen og navnlig lidt under dens modbydelige Træthedsfornemmelser, var jeg næsten nødt til at holde Stillingen, da jeg stadig maatte være til Rede for at reparere Grejer, der var brudt itu under Bjergningen. Det blev da ogsaa mig, der sammen med Peter Hansen pillede „Kronborg“s Radioanlæg ned og forlod Bjergningspladsen som de sidste hvide Mænd i Slutningen af Juni Maaned.
Netop den Dag, da vi brød Lejren op og begav os paa Safari til Tanga, kom den engelske Krydser „Hyacint“ , som havde skudt „Kronborg“ i Sænk, dampende ind i Mansabugten og begyndte til vor store Overraskelse at beskyde de usselige Rester af „Kronborg“, der laa og ragede op over Vandet. Det helt tomme Skib blev ramt af en Mængde Granater, der dog ikke formaaede at sænke det yderligere, og efter at have udført denne Bedrift vendte Englænderen og dampede ud igen.
Saaledes forlod vi Mansabugten og dens sumpede, usunde Omgivelser med ganske det samme Billede præget i vort Sind som den Dag, vi ankom til Bugten — en Krydser indhyllet i Røg fra Skorstene og Kanoner, spyende Ild mod et Skib, der allerede laa paa Havets Bund. Peter Hansen mente, at Englænderne gennem Spioner havde faaet at vide, at vi bjergede det sunkne Skibs Ladning, og derfor havde villet afbryde Bjergningsarbejdet. De kom imidlertid for sent.
Sønderjyden Hans skrev dette feltpostbrev over to dage
I Skyttegraven, Tirsdag, d. 22. Juni
I Aftes kom vi saa herud i Skyttegraven. Vi var først paa Vej ved Syvtiden, men maatte vende om igen, da det hed, at vi skulde flyttes, men ved 9-Tiden rykkede vi dog i Stilling.
I den stille, milde Midsommernat rykkede vi frem, stadig nærmende os Kanonernes Larmen og Torden. Inden vi naaede ind i Stillingen, havde vi Uheld og havde en Letsaaret. Stillingen er ellers slet ikke saa farlig her. Jeg sov da i Morges til Klokken 9, men vi ligger heller ikke i første Linje, men i anden, og er her mere for at lave Skansearbejde.
Det er lidt haardt og tørt at arbejde i Jorden i denne Tid, men vi har det jo ikke i Akkord. Der er ikke saa kønt her som nede i Elsas, men det er alligevel en køn og meget frugtbar Egn. Kornet staar, trods den lange Tørke, godt og frodigt bag Fronten.
St. Hansdag. Da vi har været ude at lave Skansearbejde i Nat, er der i Formiddag igen Lejlighed til Brevskrivning. Vi har i Nat lavet en ny Løbegrav. Da vi havde dygtig lidt Halm i vore Huler, tog vi alle et Par Neg med hjem af de mange her paa Marken staaende, utærskede, Hvedekærv. Vi ligger nu blødt og godt paa den dejlige Sæd, men man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Eder derhjemme med Brødmærkerne i Haanden, paa det dejlige Hvedemel, — som I ikke kan købe.
Som Fagmand ved jeg, hvor megen Kapital, Slid og Slæb det har kostet at frembringe denne kostbare Frugt, og man kommer til det Resultat, at Krig er den værste Nød og Elendighed, som kan ramme et Land, og at de Mennesker, som er Skyld i denne Nød og Elendighed, mildest talt maa bære et stort Ansvar. Naar man saa dertil regner den Ødelæggelse, som de Tusinder af Granater foraarsager, saa staar Forstanden stille, i det mindste gaar det over min Forstand.
Men jeg er klar over, at det Land, det Folk, som skal betale dette Gilde, denne Regning, er ødelagt for lange Tider. Det kommer ikke mere paa Benene, saalænge vi skriver 19..
Skrækkeligt maa det se ud ovre i den kønne By A. Nat og Dag, med ganske korte Mellemrum, sender Artilleriet den ene Hilsen efter den anden over til Franskmændene. Forleden skød de et Ammunitionsmagasin i Luften derovre. Da havde vi ikke behov at spørge: „Hø do int æ Knald?“
I Gaar havde vi et sjældent, men ikke videre kønt Syn. Det var en fransk Flyver, som et velrettet Kanonskud traf. Han kom temmelig hurtigt til Jords. Hvordan det gik det arme Menneske, ved jeg ikke, da han faldt temmelig langt fra os.
Nu skal jeg ned efter Middagsmaden og slutter derfor med hjertelig Hilsen
Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.
En anden, jeg særlig mindes, var en af de yngre, Walter Thyssen fra Mosbøl ved Skærbæk. Han var en sjælden flink og munter Kammerat. I den Tid, han laa i Slesvig, kom han tit og vilde have mig med en Tur i Byen. Jeg havde ikke altid de nødvendige Kontanter, men, skidt med det, jeg betaler, sagde Walter. – Og det fik han da ogsaa gerne Lov til. — Hans Forældre havde det jo godt! Okke-ja!
Jeg husker særlig en Sommer-Søndag Eftermiddag. Walter og jeg havde været paa Fodtur ud til den lille By Hedeby ved Slien. Punche havde vi faaet, og da vi hen mod Aften var undervejs hjemad, var der kanske lidt rigelig „Slinger i Valsen”. Nok er det, vi var i godt Humør og rettede vore lidt urolige Fjed mod Byens Gader.
Allerbedst som vi saadan gik, kom der en ung „Spradebasse” af en Underofficer og gav sig til at skælde ud paa os.
Naa, vi lod os dog ikke anfægte af saa lidt og fortsatte roligt vor Vandring ind mod Byen. Men Underofficeren fulgte stadig i Hælene paa os og truede os med alskens Ulykker.
Endelig lod det til, at Walter havde bemærket Plageaandens Tilstedeværelse. Han vendte sig hurtigt omkring, greb Fyren i Kraven og bagi og slyngede ham i en elegant Bue op over en Tjørnehæk og lod ham dumpe ned i den bagved liggende Have, hvor han blev liggende og gav ondt af sig. Vi naaede hjem, uden at der skete noget videre. — Jo, Walter var en prægtig Fyr. — Han blev derude.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 deltog regimentet i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.
Alle disse forfærdelige indtryk havde i den grad tæret på kræfter og nerver, at en afløsning blev tvingende nødvendig. Om natten fra 16. til 17. juni blev afsnit Esche overtaget af staben for infanteriregiment 36, den 18. juni blev I og II bataljon, der endnu var alene i stilling, afløst. De gik til St. Aubin og gik i hvil.
Den 21. blev regimentet trukket endnu længere tilbage til de smukke og velhavende landsbyer langs Oise. I bataljon til Monicamp og Marizelles, II bataljon til Marest, Quierzy og Brettigny, III bataljon til Varesnes og Morlincourt.
Hvilen i de dejlige sommerdage gjorde godt. Men så snart ville det gamle soldaterhumør ikke genvindes, oplevelserne havde været for frygtelige, for rystende. Kun én gang mere i denne krig har regimentet bragt sådan et blodoffer. 14 officerer var døde, 10 sårede, 3 savnede, 209 mand døde, 559 sårede, 842 savnede.
Franskmændene meldte i deres beretninger om 250 tilfangetagne. Det giver en difference på ca. 600 mand. Hvor er de blevet af? Ganske vist er mange blevet begravet i dækningsrum og skyttegrave, mange faldet i åbent terræn under modangreb og om natten hurtigt og ugenkendt begravet. Men det kan umuligt være 600, det kan ikke engang være halvdelen. Hvad er der blevet af dem? Stukket ned med knive og bajonetter af fulde Zuaver, flået i stykker og kvalt i deres dækningsrum af nettoyeurernes’ håndgranater lå her blomsten af Slesvigs ungdom.
Sønderjyden Hans skrev den 20. juni 1915 følgende:
Nordfrankrig, Søndag Aften, den 20. Juni 1915.
Kære Moder og Søster I Da vi havde været 14 Dage nede i Elsas, var Herligheden forbi. Pludselig og uventet fik vi Ordre til at drage bort. Intetanende havde vi, ovenpaa en gemytlig Aftenpassiar, begivet os til Ro Klokken 10½. Klokken 11 lød det uhyggelige Alarmsignal gennem den lille Bys snævre Gader. Vi maatte ud af vor gode Seng og til at pakke Tornystren.
Med Feltflasken fyldt med den bedste Vin fra Anno 1888, en lille Flaske Kirsebærsnaps i Tornystren, Kogepotten fyldt med Smørrebrød og dejlige Smaakager forlod jeg Klokken 1 om Natten ugerne dette gæstfrie Hus, med Løfte om at skrive snart, ja at komme igen efter Krigen. Det første Løfte har jeg indfriet i Dag, om jeg nogensinde vil kunne indfri det andet, skal Tiden vise; i det mindste vil jeg aldrig glemme disse rare Mennesker dernede i Elsas og deres Gæstfrihed imod mig.
Vi forlod Byen Klokken 2, alle mere eller mindre bedrøvede. Lørdag den 19. Juni om Morgenen, efter 26 Timers Jernbanefart, blev vi udladet ca. 20 Kilometer østfor A. Vi var her i Kvarter til om Aftenen og marcherede saa en 10 Kilometer videre.
Om vi kom nærmere til eller længere fra Fronten, om det gik mod Øst eller Vest, ved jeg ikke, for man bliver saa vild paa Himmelretningen, at man, naar man ikke kan se Solen, hverken ved, hvor der er Syd eller Nord. Da vi var nede i Skyttegraven ved N., syntes jeg altid, at Solen stod op i Vest og gik ned i Øst, men det har jo da vist alligevel ikke været saadan.
I Morgen Aften skal vi ud i Skyttegraven — hvis vi da bliver her saa længe, for vi er som „den vandrende Brigade“, saa at sige en Sigøjner-Brigade, snart her, snart der, til enhver Tid rede til at springe paa Toget for at køre andetsteds hen.
I Le Prétreskoven. V. . . den 20. Juni 1915. Der er jo nu næsten forløben 2 Maaneder, siden jeg skrev sidst, og der har i denne Tid i krigerisk Henseende ikke været stort at berette om.
Naar alle Smaating er indkøbt, eller Pengene slupne op gaar Marchen igen tilbage til Skovlejren eller Skyttegraven. Man kan i en saadan Trop, der har lejret sig langs Fortovet, høre alle mulige Mundarter, og især har jeg moret mig over den svabiske Dialekt.
Søndagen bruges til Gudstjeneste eller „Partie- Promenade“. Børnene leger paa Gaden som derhjemme, og deres Sange og Runddanse kan samle en hel Skare af interesserede, skæggede Soldater, hvis Tanker nok vandrer mange Mil derhjem til deres egne Smaa. Dog ofte forstyrres det fredelige Billede af en fransk Granat, der søger sine Ofre blandt alle: Krigsmænd, fredelige Borgere eller uskyldige Børn. I den senere Tid skyder Franskmændene dog kun sjældent efter Byerne bag vor Front, af den Grund, at der for hver Granat, de sender ind i Byerne, sendes en tysk til Pont-à-Mousson.
Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, hjalp desertører over grænsen til Danmark.
Da Krigen brød ud i August 1914, var jeg 16 Aar gammel, min Bror 17, og det faldt os ikke et Øjeblik ind, at Indkaldelsen til den tyske Hær skulde kunne naa os.
Men Tiden gik, og i Foraaret 1915 ”forsvandt” min Bror. Da min Fødeby Høgsbro i Hviding Sogn ligger ved Vesterhavet, lige Syd for den danske Grænse, var det paa det Tidspunkt let nok at komme over til Danmark.
I Foraaret begyndte Flugten nordpaa at tage Fart, og jeg hjalp en Del af mine Efterskolekammerater og andre over Grænsen.
Det foregik altid over Vadehavet, i Førstningen om Dagen, og senere, da Bevogtningen blev mere skrap, om Natten. Soldaterne vovede sig ikke derud ved den Tid, saa naar vi først var forbi Patruljerne, der gik langs Stranden, gik det hele af sig selv.
Jeg fulgte saa med langs med Havkanten, til vi naaede tæt op til Grænsen og skød da et par Skud med et Jagtgevær. Saa vidste Vedkommende, at nu kunde han roligt sætte Kursen efter Lysskæret fra Ribe og vilde da før eller senere naa den frelsende Kyst.
Engang var jeg med et Par Stykker. Det var midt paa Eftermiddagen. Vi gik ud fra Rejsby Aa og var kun kommet nogle faa Hundrede Meter ud, da der pludselig dukkede fire tyske Soldater op over det lave Dige. Vi stak i Løb; det kan nok være, der kom Gang i Pusselankerne. Da der var 5— 6 Tommer Vand, havde vi taget vore Benklæder af for at kunne bevæge os mere frit. En af Soldaterne forfulgte os, til vi naaede Grænselinien; men saa var vi jo i Danmark og i god Behold.
Mærkeligt nok blev der ikke skudt efter os. De har nok antaget os tre flygtende Skikkelser, med Skjorten flagrende bagud, for et Skib for fulde Sejl. Da jeg kom hjem igen, hørte jeg nemlig, at Soldaterne havde sat Byen paa den anden Ende ved at fortælle, „at nu var det da for galt; saadan en Frækhed; nu sejler Flygtningene til Danmark ved højlys Dag lige for Næsen af os.“ Med lidt livlig Fantasi kunde de nok komme paa den Tanke, da som bekendt Vand og Luftspejling i Forening gør, at f. Eks. en Havmaage paa Vandet antager uhyre Dimensioner.
Nu var jeg jo kommet til Danmark; men det var ikke min Hensigt at blive der, og til Trods for min i Vester Vedsted boende Families Overtalelsesforsøg om ikke at vende hjem igen sneg jeg mig samme Eftermiddag tilbage over Grænsen, langs med Grøfterne og med en Engskovl paa Nakken.
Senere blev Vagtkæden flyttet direkte ned til Grænsen. Da havde det ikke kunnet lade sig gøre at gaa over ved Dagslys. Udkigsposten i Hviding Kirketaarn blev dog, saa vidt jeg ved, bibeholdt; men jeg gav ikke ret meget for deres Holden Udkig.
Der skete senere Henvendelser til min Far om Hjælp; men han afviste dem, dog uden min Viden. Han mente, at det efterhaanden blev for farligt et Foretagende. Det var jeg dog ikke tilfreds med. Jeg var gaaet med paa den værste og syntes, det var sjovt at narre Tyskerne.
Før jeg blev indkaldt, var jeg et Par Gange i Danmark efter forskellige Ting, som vi manglede. Saa fik jeg Lov til at gaa over hos de Soldater, der var indkvarterede hos os.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren deltog det i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.
Den 16. bragte nye, svære kampe. Allerede kl. 3 om morgenen var der svær artilleriild foran 71erne. En halv time senere et angreb, det blev slået tilbage. Kl. 4 om morgenen samlede den fjendtlige ild sig igen på ”Grænsestillingen.” Den bredte sig ud til 89’erne på højre fløj og greb over på den anden og tredje stilling mellem ”Sønderborg-” og ”Flensborgvejen.” Kl. 6 er ”Grænsestillingen” helt jævnet.
Fra kl. 7 til 7,30 raser trommeildens hvirvler. I nogle spring er fjenden fremme, det lykkes ham at bryde igennem ved 4. kompagnis venstre fløj mellem sape 6 og 8. Fremstødet bliver opfanget af reservekompagnierne. 2. kompagni besætter gravene ved ”Ny Tønder,” 8. højderne øst for Bascule, 5. var allerede tidligt om morgenen blevet alarmeret i Nampcel.
Særlig snildt bar dele af 1. kompagni sig ad på højre fløj. Med fire grupper besatte de ”Haderslevvejen”, rettede deres ild ind i flanken på franskmændene og jog dem ind i ”Mannsteinvejen.” Ved enden af løbegraven hen mod stenbruddet blev disse opfanget af nogle grupper fra 8. kompagni og nogle menige fra 2. kompagni, og de blev samlet tvunget til overgivelse. Det var en officer og 112 mand, som straks blev ført til Nampcel. Denne flotte og dristige dåd fremkaldte overalt jubel og hævede stemningen gevaldigt. At tage hævn for de myrdede kammerater faldt dem ikke ind.
Hen mod middag stormede 2 delinger fra Füsilierregiment 12 og deling Loelf fra 5. kompagni regiment 86 frem gennem ”Haderslev-”, ”Mannstein-” og ”Aabenraavejen” for at generobre den mistede frontstilling. De besatte generobringsgraven og tog på ny fanger. Hovedskyttegraven kunne ikke mere erobres, da den var fuldstændig jævnet og derfor heller ikke besat af fjenden. Resterne af 5. og 8. kompagni blev indsat forrest ved siden af 1. kompagni.
Fjenden opgav stadig ikke sine forsøg på at komme videre frem. Om eftermiddagen rev og flåede han endnu engang rasende ved sydstillingen for i den retning at kunne udvide gennebruddet. Kl. 4 brød han ud på begge sider af Slesvig vejen. Her lå 31’erne i den forreste stilling, i anden linje ved skrænten af slugten 6. og 7. kompagni fra regiment 86.
Angrebet blev afværget under svære tab for fjenden, blot ved ”Slesvigvejen” erobrede han 100 meter. Med friskt gå-på-mod blev han angrebet af en deling fra 7. kompagni fra regiment 86 og smidt ud med håndgranater i løbet af tre kvarters tid. Herved fik vi 5 fanger fra regiment 148 i hænde. Om aftenen samlede fjenden endnu engang nye stormkolonner; de blev opdaget af vort artilleri og splittet ad, før de kunne gå til angreb.
Sådan endte den 16. juni med franskmandens totale fiasko. Endelig var han tæmmet og affandt sig knurrende med den kendsgerning, at hans endelige mål, gennembrud og oprulning af en del af vor stilling ikke var opnået.
Men også regimentets kræfter var udtømt. Fjorten dage, enkelte kompagnier over tre uger, havde regimentet holdt ud i forreste eller anden stilling, havde i ugevis ladet den hidtil hårdeste artilleriild rase over sig og havde måttet se på så mange kammeraters frygtelige død. Dag efter dag brændte den glohede sol, udtørrede soldaternes årer, tilstoppede hudens porer med sved, støv og røg. Forplejning kom kun frem med besvær, vand ligeså. Tørstkvalerne havde til tider, navnlig i de sidste dage, været forfærdelige.
Utålelig var også ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene. For i hundredvis lå de faldne endnu ubegravede blandt tidsler og valmuer.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.
Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.
Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.
Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.
De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.
Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.
I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.
Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen, især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.
Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.
Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.
Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.
Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!
I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.
Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.
Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.
Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.
Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.
Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?
Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.
Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.
Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
15. juni kl. 08.00-18.00
Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.
Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.
Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.
Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.
Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«
Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.
Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor der i april og jun i fandt voldsomme kampe sted.
Den 15. og 16. juni var der igen nye svære angreb fra fjenden. Han forsøgte at komme længere frem og udvide sit indbrud mod syd og nord for efterfølgende at gøre en fejl god igen, nemlig den at have valgt et for smalt angrebssted.
Tung artilleri- og mineild lå i de første morgentimer på midten af stillingen. Straks derpå stødte franskmanden frem mod den venstre fløj af gruppe Esche og mod gruppe Rickert. Angrebet blev slået tilbage. Han gentog sig selv flere gange den dag, hver gang måtte modstanderen efter høje tab trække sig tilbage til sine skyttegrave.
Den samme formiddag rettedes hans artilleriild også over på den højre fløj af regimentet, der endnu ikke var blevet angrebet. ”Grænsestillingen” og de løbegrave, der førte der hen, blev skudt sønder og sammen og næsten jævnet; svære tab for besætningen. Et angreb fulgte ikke. Den kraftige modstandsild fra vort artilleri holdt åbenbart fjenden nede. I afværgelsen af disse angreb udmærkede sig særligt felthaubitsbatteri Fürstenberg fra artilleriregiment 9.
Efter de to svære dage skulle grupperne Hagedorn og von Senden trækkes ud af afsnit Esche, den førstnævnte afløstes af I bataljon fra reserveregiment 36, den sidstnævnte af I bataljon fra reserveregiment 71.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 6. juni lykkedes det franskmændene at erobre dele af det tyske skyttegravssystem. Tyskerne forsøgte efterfølgende at generobre det.
Om natten fra 13. – 14. juni blev der trods kraftig artilleri- og mineild arbejdet på udgangsstillingerne til en storm med alle disponible styrker. I dagene før var artilleriet blevet betragteligt forstærket.
Om eftermiddagen den 14. begyndte vor beskydning med et kraftigt ildoverfald fra næsten 40 batterier, tunge og lette minekastere. Så fulgte en roligere vedligeholdelsesild, fra kl. 7 til kl. 7½ trommeild, og så steg stormtropperne – det var hovedsageligt 85ere, 90ere og reserve 75ere – ud af den generobrede grav.
På højre fløj kom angrebet rigtig godt fremad, stormsoldaterne nåede ved Soltaueck endnu 100 m ud over sape 10, den venstre fløj sakkede lidt bagud, men forbindelsen med den højre fløj blev genoprettet. For 5. kompagni af regiment 86 lykkedes det den næste dag nordfra i vor gamle generobringsgrav at forlænge sapen 150 m mod syd.
Sønderjyden Hans skrev den 13. juni 1915 følgende:
Søndag, den 13. Juni 1915
Ja, vi er hernede i Elsas endnu og længes heller ikke efter at komme bort herfra. For mangen en vil det falde svært, naar vi skal forlade denne lille venlige By med vore udmærkede Kvarterer, men forhaabentlig bliver vi endnu ret længe her, saa vi kan komme lidt til Kræfter igen, for alt mit gamle Garnisonsfedt, mit kraftige Udseende blev nede i Frankrig i Skyttegraven, saa jeg var ikke den tykke Infanterist, da jeg vendte tilbage.
Men den kraftige Kost, vi nyder her, den styrkende Vin og den friske, sunde Bjergluft hernede i Vogeserne har saa smaat begyndt at runde og farve mine Kinder igen, saa her kunde det være rart at blive, til Krigen er forbi.
Kønt er det hernede i Elsas, et Land, et Folk, hvorom det med Rette kan siges „Et herligt Land, dets Folk sig Velstand sanker“. Dejligt er det i denne Tid med de mange Kirsebærtræer, som findes her, og saa Vinen ikke at forglemme. Naar vi skal paa Marchtur, faar vi Feltflasken fyldt med den ædle Druesaft, og kommer vi trætte og støvede tilbage, saa drikker vi paa en god Vinhøst og en snarlig Fred, med Pigebørnene, saa vi glemmer de ømme Fødder, og de paa Marchturen spildte Sveddraaber, ja selve Krigen og dens Elendighed for et Øjeblik. Og ager vi med den store Trækstud og den gamle Lundstikvogn ud i Engen efter Hø, skal vi komme meget pludselig afsted, om vi skal glemme Vinkrukken.
Det er bare saa forfærdelig varmt hernede, 35-40 Gr. Varme i Skyggen er ikke saa sjældent. Men Vinbonden sveder gerne, for jo varmere det er, des bedre er det for Rankerne. Det tegner til en god Vinhøst i Aar.
Forleden Dag var vi oppe i Vogeserne for at plukke Tranebær. Er Vejret klart, har man deroppe en herligt Udsigt ind over Rhinen over de mørke Schwarzwald-Bjerge, mod Syd ser man tydeligt de høje Bjergtoppe nede i Svejts.
Kønnere, bedre Dage, end vi har her, vil Krigen vist næppe bringe os; bedre Kvarterer tror jeg næppe der findes noget Steds i Tysklands store Rige. De har, hvor jeg er i Kvarter, haft megen Indkvartering, baade i det sidste Krigsaar saavelsom i de aarlige store Manøvrer, men de har endnu aldrig huset en Nordslesviger før, saa jeg er derfor Genstand for særlig Opmærksomhed. „Vor Far“ har været syg de sidste Dage, saa han har ikke kunnet komme i Marken, men han stoler godt paa „Monsieur Jean“ som jeg kaldes hernede.
I Gaar Aftes væltede vi ellers ude i Engen med et Læs Hø, men heldigvis var det ikke min Skyld, og der gik heller ikke noget i Stykker, saa vi havde blot en Times ekstra Arbejde, men des bedre smagte den dejlige Aftensmad og Vinen, vi faar hver Aften, og da „Far“ hørte, at Vognen var hel og holden, tog vi os alle en kraftig Latter over den Vejrmølle, vi havde lavet. Det giver godt og hurtig Hø med denne Varme; 24-30 Timer efter at det er slaaet, kører vi det i Hus.
Haabende at kunne nyde dette fredelige Liv hernede i Elsas ret længe sender eder de hjerteligste Hilsener
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Da vi kun delvis tilbageerobrede vor tabte Skyttegrav, kom vi til at ligge i samme Skyttegrav som Fjenden, ved Siden af ham. Der var kun en Barrikade af Sandsække imellem os, saa vi var hinanden en halv Snes Meter inde paa Livet, og der stod vi saa og bombarderede hinanden med Haandgranater og Miner. Vore Miner var frygtelige, de vejede over 200 Pd.
Nu blev vi hver eneste Dag voldsomt beskudt af det franske Artilleri. Det blev for hver Dag vanskeligere for os at faa Maden hentet, da Løbegravene, som førte tilbage, ogsaa blev holdt under Ilden. Men vi maatte af Sted, vi skulde saa at sige løbe mellem Kuglerne.
Det var en haard Tid. Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen. Desuden fik vi ingen Søvn og kun meget lidt at spise; vi kunde ikke spise noget paa Grund af Sindsophidselse og Overanstrengelse. Vi var saa udmattede og havde lidt saa haarde Tab, at de Kompagniførere, som laa i Skyttegraven sammen med os og nok vidste, hvad vi havde udstaaet, saa sig nødsagede til at indgive en Ansøgning om at blive afløst.
En af dem ledsagede endog sin Ansøgning med de Ord; »Ifald vi bliver angrebet, kan vi ikke holde Stillingen.«
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Tjenesten var i skyttegraven ikke særlig anstrengende. Om dagen stod vi vagt to timer og fire om natten. I vor fritid sov vi eller fortalte hinanden historer. Jeg havde under mit første ophold i en skyttegrav egentlig ikke noget at anke over. Vi var i første linje i syv dage, hvorefter vi kom tilbage til Avricour til et tiltrængt hvil.
Ja, ro og hvile blev der nu ikke meget af, for allerede den næste dag trådte vi an til eksercits, og ved mørkets frembrud marcherede hele styrken frem mod frontlinjen for at gå i gang med at grave en ny skyttegrav, der skulle være anden linie. Dag efter dag var det det samme. Det var et hårdt arbejde at grave den nye stilling. Selv om jeg i mine dage har gravet meget i jord. og således havde forstand på det, har jeg aldrig været ude for en jordbund som denne.
Det var næsten umuligt at få spaden trampet i jorden, og leret var så fedtet, at det ikke ville slippe spaden. Dertil kom, at jorden var frygtelig vandholdig. Graven var tilbøjelig til at skride sammen, og den forvoldte os meget arbejde og masser af ærgrelser. Vi døbte den „Teufelsgraben“.
Hele sommeren igennem blev der arbejdet på den, snart af en bataillon, snart af en anden. Når man betænker, at der var ti kilometer derud, fire til seks timers arbejde, natarbejde vel at mærke, og dernæst ti kilometer tilbage igen, vil man forstå, at det var en blandet fornøjelse. Når man så endda kunne arbejde uforstyrret, men nu og da fik vi en salve, der gav os sårede eller døde.
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1954
86’ere med graveredskaber ved Moulin-sous-Touvent 1915
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget mangelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reservestilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.
I skyttegraven fandtes en række større eller mindre „understande”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.
Understandens gulv var dækket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.
Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere fremme var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1954
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Den næste morgen stillede vi altså op på pladsen. Enhver fik udleveret 150 skarpe patroner. Først da klokken var halv otte, behagede det den modbydelige Marben at vise sig. Han holdt en lille tale til os, sluttede dog ikke med det sædvanlige leve for kejseren, men med et „på gensyn”! Der var dog ingen, der svarede, for der var ingen, der nærede ønske om at gense ham.
Vi marcherede af sted, og ved landsbyens udgang defilerede vi forbi ham. Man hørte udråb som „Gud ske lov, at vi slap bort fra dette svin”!
Nu gik det jævnt og taktfast ud ad landevejen. Lidt før middag gjorde vi holdt i en lille landsby, og vi blev fordelt på de forskellige kompagnier, som vi her efter skulle gøre tjeneste ved. Jeg kom til 1. kompagni i regimentet 31, og i dette kompagni har jeg gjort en stor del af krigen med.
Stabssergenten var mødt for at overtage os, og under hans ledelse gik det nu videre til Avricour, hvortil vi ankom ved tre tiden om eftermiddagen. Vi fik noget at spise og fik så vore „dødsmærker“ udleveret.
Avricour lå ca. ti kilometer bag fronten, og vi fik besked om, at vi samme aften skulle frem til afløsning i skyttegraven. Nu fik vi travlt med at forsyne os med alle de ting, som vi mente, vi kunne få brug for i skyttegraven, så der var travlt i marketenderiet.
Resten af eftermiddagen spadserede vi omkring i landsbyens gader. Der var egentlig kun en eneste seværdighed, og det var det grevelige slot. Det lå midt i landsbyen og var omgivet af en smuk park. Det hele lå bag en ca. to meter høj mur
Greven var flygtet, da tyskerne i 1914 marcherede frem. Slottet beboedes nu af divisionsstaben. Når vi ikke var i stilling, måtte vi altid stå vagt ved slottet. Selve byen havde ikke lidt skade under krigen, når noget var ødelagt, var det tyskerne, der var de skyldige. Alle husene var så at sige beboede, og forholdet mellem befolkningen og de tyske soldater var venskabeligt.
Det blev imidlertid hurtigt aften. Klokken ti drog vi af sted. En korporal var vor fører. Efter en halv times forløb kom vi igennem landsbyen Amy. Her fik vi det første indtryk af krigens ødelæggelser. Vi blev underligt til mode — og stille. Vi var endnu uvidende om, at vi skulle få ting at se, der var hundredefold værre.
Korporalen befalede nu fuldstændig tavshed, for vi nærmede os skyttegraven. Ved en drejning af vejen lå en væltet vogn, længere fremme sønderskudte huse, en landsby. Her var stillingen. Den gik dels udenom, dels igennem landsbyen. Enkelte steder gik skyttegraven endda igennem husene. Efter en lille tur gennem løbegravene kom vi ud i selve hovedstillingen. Korporalen førte os straks hen til kompagniførerens „understand”. Kaptajnen, Schellin hed han, kom straks ud og fordelte os over hele kompagniet.
Kaptajn Schellin var en energisk mand og resolut, streng i tjenesten, men retfærdig. Derfor var han meget afholdt. Han sørgede godt for sine folk og var altid i spidsen, om det så gik gennem tykt og tyndt. Man kan roligt sige, at han var både frygtet og elsket. Vi var rede til at følge ham, hvor han så end førte os hen.
Vi forlod ham og begav os til de delingsførere, som vi var blevet tildelt. Næppe et kvarter senere stod jeg allerede på vagt. Det var temmelig roligt. Kun af og til hørtes et enligt geværskud.
Når kuglen fo’r forbi os, dukkede jeg mig uvilkårligt. Min sidemand lo ad mig; men han var også ældre i tjenesten. Jeg glemmer ikke denne første nat i skyttegraven. Helst var jeg løbet min vej, navnlig når jeg hørte uforklarlige og mistænkelige lyde.
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
I begyndelsen af året 1915 kom jeg med en transport til Frankrig. Vi var en sen aftenstund startet fra Segeberg i Holsten. Byen havde været festligt illumineret, og så godt som hele byens befolkning havde fulgt os til banegården. Under brusende hurraråb var toget gledet ud i nattens mulm og mørke, ud i det uvisse. Gik det mod øst — eller mod vest?
Og nu var vi standset i Chauny i Frankrig.
Vi blev kommanderet ud af toget. På banegården stod vi opstillet i rækker. Time efter time gik, og vi fik lejlighed til at betragte det travle liv, som rørte sig her. Ved mørkets frembrud kørte tyve store lastbiler frem. Med ca. tyve til tredive mand på hver, godt pakket, kørte vi bort. Efter omkring ved to timers kørsel gjorde vi holdt. Det var i en landsby ved navn Murancour, og her blev vi indkvarteret indtil videre.
Efter at vi havde spist noget af den mad, vi havde medbragt, lagde vi os dødtrætte i halmen og faldt straks i søvn. Den næste morgen var vi tidligt på benene, nysgerrige efter at lære de nye, men fremmede omgivelser at kende. Landsbyen var ret stor, bygningerne overvejende gamle. Noget særlig seværdigt fandtes ikke, men vi fik også snart andet at tænke på.
Vi stod nemlig under kommando af en vis Hauptmann Marben. Han skulle nok sørge for, at vi ikke kedede os. Hver dag var optaget af skarp eksercits, lige fra den tidlige morgenstund til sent på aftenen. Det var knapt nok, at han undte os tid til at spise. Han pinte og plagede os på alle måder, typisk prøjsisk.
Den mindste forseelse bragte os i kachotten. Den var næsten altid overfyldt. Jeg husker, at han på en af vore evindelige marchture råbte til en af mine kammerater, at han bar sit gevær som en møggreb, og det vurderedes naturligvis straks til tre dage på vand og brød. — Ja, den gode Marben forbød os endda at drikke vand, for det var farligt for sundheden. Han forbød os at drikke øl eller vin, som vi kunne købe hos de franske bønder, for tyske penge måtte ikke komme i franske hænder. Han kunne nu godt lide at drikke fransk vin selv.
Vi måtte nøjes med den erstatningskaffe, som feltkøkkenet udleverede. Det gik dog her, som man kan tænke sig, Marbens forbud blev overtrådt gang på gang. Det var sjældent, vi led tørst.
En aften bekendtgjorde man ved parolen, at vi den næste morgen klokken seks skulle træde an i feltmæssig udrustning. Vi var klar over, at vi nu kom bort, og vi var alle glade, for ringere end her kunne vi ikke få det, — mente vi!
H.C. Brodersen fra Nordborg deltog i Füsilierregiment 86‘s indmarch i Belgien og Frankrig i august-september 1914. Siden oktober 1914 har han været først på lazaret og siden på orlov og rekonvalescens i hjemstavnen pga. gigt i benene. I begyndelsen af juni 1915 blev han gift – netop i de samme dage som hans gamle regiment bliver udslettet ved Moulin-sous-Touvent.
Kliplev, den 4. Juni 1915.
I gaar indgik jeg i „den hellige Ægtestand”. „Kriegstrauung”, kalder man det for. Brylluppet slap vi nemt om ved, og det samme bliver Tilfældet med Hvedebrødsdagene, thi jeg har kun haft 3 Dages Orlov, og skal møde i morgen igen.
Aabenraa, den 7. Juni 1915.
Vel slap jeg nemt ,om ved Udgifterne til Brylluppet, men da vi i gaar havde en Udmarch, kunde jeg ikke slippe fri for at give en Kasse Bayere i Ensted Kro, hvor vi holdt Hvil. Kroen var lige nedbrændt, men vi fandt Sæde paa Plænen i Haven. Det blev ikke ved den ene Kasse, og da vi fortsatte Marchen, var der ikke til at opdrive et Glas mere i Kroen.
Det næste Hvil blev holdt ved „Petersborg Kro”, og de fik saa travlt med at skænke Kaffepunche, at Skorstensfejeren „tog en Haand med i ” . Netop som vi ikke syntes mere at være tørstige, slap Brændevinen op, og vi fortsatte videre. I „spredt Orden” naaede vi igennem Hjelmskov tilbage til Kvartererne. Det har været en varm og anstrengende Dag.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor franskmændene i april og juni indledte voldsomme angreb.
Artilleriilden forblev livlig hele natten, også det fjendtlige artilleri skød uophørligt, nervøst ind i mørket. På tysk side arbejdede man febrilsk.
En ny stilling blev etableret ved skrænten. Man forsøgte at blive klar over størrelsen af det fjendtlige indbrud. Det var tvingende nødvendigt at fastlægge afsnits- og kommandogrænser for den nye linje, der danner sig.
Den truede strækning blev delt op i tre underafsnit. Til højre afsnit Esche. Her lå I bataljon af 86’erne, 31’ere, 85’ere og 91’ere. I midten var afsnit Rickert med reserveinfanteriregiment 75. Til venstre ind til Estorffeck lå afsnit Rosainsky, bestående af II bataljon 86ere, 163ere, 31ere samt pionerer, altså en broget blanding. De svage rester af III bataljon blev trukket tilbage til Audignicourt for nyformering.
Dagen efter angrebet, den 7. juni, var det klart, at fjendens forsøg på at støde frem til det åbne terræn måtte anses for fejlslået. De nødvendige reserver, som skulle byde yderligere angreb trods, var på plads. Ganske vist kunne der med det første ikke være tale om et stort anlagt modangreb, derfor udnyttede man de følgende dage, i hvilke også fjenden holdt sig i ro, til at etablere skyttegravsforbindelser mellem de enkelte afsnit, til at føle sig lidt frem hos fjenden og til at grave en udgangsstilling til storm. II bataljon blev trukket ud af forreste linje og anvendt til arbejdsformål. Feberagtigt blev der skanset i de korte nætter, men da fjenden stadig skød heftigt med gevær, artilleri og miner, var svære tab ved disse arbejder uundgåelige.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.
Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.
Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.
Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.
