27. juli 1915. Kolera i Karpaterne

Morten Busk, Hoptrup, gjorde krigstjeneste ved Landstorms Inf. Batl. Flensborg III. I sommeren 1915 lå han i Karpaterne.

Vort Kompagni, tilhørende Landstorms Inf. Batl. Flensborg III, laa i Buszytyn, i en Mejergaard, som de kaldes der. Disse Gaarde ejes af jødiske Baroner, som ikke sjældent ejer 30-40 saadanne Gaarde og Møller. Gaardene, der er bortforpagtede, er delte saaledes, at Stuehuset ligger Vest for Vejen, Avlsbygningerne derimod mod Øst. Vore Befalingsmænd og Sanitetspersonalet havde taget Stuehuset i Besiddelse, hvorimod Mandskabet, 60 Mand, var anbragt i den ene Lade. Den anden Lade var belagt med russiske Krigsfanger, som vi skulde bevogte. Staben havde et bedre Kvarter; den laa inde i Byen.

Det var den 27. Juli 1915 omkring ved Middagstid. Jeg havde hentet min Middagsmad og var ved at spise, da vor Kammerat Andreas Paulsen fra Haderslev kom indenfor og sagde, at han følte sig meget daarlig, sløj og syg. „Men,“ sagde han, „nu vil jeg hente min Middagsmad, saa bliver det kanske bedre.“

Han kom tilbage med den, men satte den stiltiende paa Bordet. Derefter gik han ned til S’anitetspersonalet for at anmode dem om Raad. Han var næppe kommet derned, før han faldt sammen. De bar ham nu ud og lagde ham i Skyggen af en Syrenbusk. Vel fandtes der et Lazaret i Byen, men det var blevet rømmet og gjort grundigt i Stand, da Lokalerne skulde tages i Brug af Staben. Senere flyttedes Andreas Paulsen over i Skyggen af en Halmstak, for Solen var begyndt at genere ham.

Jeg havde Vagt ved Russerne mellem Klokken et og tre og var flere Gange henne for at se til ham. Han var da allerede ved at blive mørk i Ansigtet, og det stod os klart, at han var angrebet af Kolera, denne farlige Sygdom, der som en Epidemi hærgede disse Egne paa den Tid. Andreas Paulsen havde svært ved at tale. Da der nu i hurtig Rækkefølge kom op til en halv Snes nye Tilfælde i vort Mandskab, maatte Lazarettet omgaaende tages i Brug igen, og Andreas Paulsen blev med det samme indlagt; men hans Liv stod desværre ikke til at redde. Han døde i Nattens Løb. Blandt de senest angrebne var ogsaa vor Kammerat Hildebrandt fra Haderslev. Ogsaa han gik desværre bort.

Alle vi andre blev nu vaccinerede mod Kolera, og Smitten blev Gud ske Lov standset. Vi følte os ellers alle mere eller mindre sløje. Vi opgav den Lade, vi boede i og fik en anden anvist.

Nogle Dage senere overværede de fleste af de Kammerater, der ikke havde Vagttjeneste, Andreas Paulsens Begravelse. Den døde Kammerat blev lagt i en Kiste, som vi havde faaet anskaffet, og russiske Krigsfanger kørte ham til et nærliggende Kloster, hvor han blev begravet. Vi savnede Klokkeringningen og Præstens Medvirken, og da Befalingsmændene paa Grund af Angsten for at blive smittet holdt sig borte, bad vor gode Kammerat Anton Houborg fra Haderslev Inspektøren for Lazarettet om Tilladelse til at sige et Par Ord paa den afdøde Kammerats Modersmaal. Inspektøren gav sit Samtykke dertil, og Anton Houborg sagde nogle smukke Mindeord og sluttede med at bede Fadervor. Til Slut takkede Hospitalsinspektøren os, fordi vi havde deltaget i Jordefærden.

Nogle Dage senere blev vor Kammerat Hildebrandt sammen med andre Kammerater, der faldt som Ofre for Epidemien, begravet paa samme Sted; men da var det paa Grund af Frygten for Smitte blevet os strengt forbudt at deltage i Begravelsen — desværre.

DSK-årbøger 1949

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *