20. juni 1915. “I morgen aften skal vi ud i skyttegraven.”

Sønderjyden Hans skrev den 20. juni 1915 følgende:

Nordfrankrig, Søndag Aften, den 20. Juni 1915.

Kære Moder og Søster I Da vi havde været 14 Dage nede i Elsas, var Herligheden forbi. Pludselig og uventet fik vi Ordre til at drage bort. Intetanende havde vi, ovenpaa en gemytlig Aftenpassiar, begivet os til Ro Klokken 10½. Klokken 11 lød det uhyggelige Alarmsignal gennem den lille Bys snævre Gader. Vi maatte ud af vor gode Seng og til at pakke Tornystren.

Med Feltflasken fyldt med den bedste Vin fra Anno 1888, en lille Flaske Kirsebærsnaps i Tornystren, Kogepotten fyldt med Smørrebrød og dejlige Smaakager forlod jeg Klokken 1 om Natten ugerne dette gæstfrie Hus, med Løfte om at skrive snart, ja at komme igen efter Krigen. Det første Løfte har jeg indfriet i Dag, om jeg nogensinde vil kunne indfri det andet, skal Tiden vise; i det mindste vil jeg aldrig glemme disse rare Mennesker dernede i Elsas og deres Gæstfrihed imod mig.

Vi forlod Byen Klokken 2, alle mere eller mindre bedrøvede. Lørdag den 19. Juni om Morgenen, efter 26 Timers Jernbanefart, blev vi udladet ca. 20 Kilometer østfor A. Vi var her i Kvarter til om Aftenen og marcherede saa en 10 Kilometer videre.

Om vi kom nærmere til eller længere fra Fronten, om det gik mod Øst eller Vest, ved jeg ikke, for man bliver saa vild paa Himmelretningen, at man, naar man ikke kan se Solen, hverken ved, hvor der er Syd eller Nord. Da vi var nede i Skyttegraven ved N., syntes jeg altid, at Solen stod op i Vest og gik ned i Øst, men det har jo da vist alligevel ikke været saadan.

I Morgen Aften skal vi ud i Skyttegraven — hvis vi da bliver her saa længe, for vi er som „den vandrende Brigade“, saa at sige en Sigøjner-Brigade, snart her, snart der, til enhver Tid rede til at springe paa Toget for at køre andetsteds hen.

Harald Nielsen: Sønderjyske soldatergrave (1916)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *