29. juni 1915. Gemene slyngelstreger og fældede træer

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. Hele foråret og sommeren 1915 var han beskæftiget med at udbygge skyttegravsstillingerne.

(… fortsat)

Når vi lå i ro i Avricour, blev kompagniet inddelt i arbejdshold på ti til tolv mand. Så gik det ud i skovene. Hvert hold skulle fælde femogtyve træer og slæbe dem ud til landevejen, og først, når hvert hold havde præsteret sit kvantum, fik det lov til at gå hjem.

Vi arbejdede fra den tidlige morgenstund til omkring ved klokken fire om eftermiddagen. Det hold, der kom sidst hjem, fik som regel ingen middagsmad, fordi de først ankomne havde fået for rigeligt udleveret.

For at gøre arbejdet med at slæbe stammerne ud til vejen noget lettere, anlagde vi en feltbane. Vi fik også fat i en gammel hest, som skulle trække de seks til otte tipvogne. Banesporet var ikke lagt under frembydelse af teknisk snilde. Der var bratte kurver, det gik ud og ind mellem træerne, det gik op og ned over knudrede trærødder, og der var et skrækkeligt pløre, for det regnede meget på den tid. Det hændte ikke sjældent, når den gamle hest kravlede af sted med det tunge læs, at hele redeligheden væltede ned i mudderet. Så hørte man fra alle sider eder og forbandelser.

Banen var omkring ved en fjerdingvej lang, og vi regnede altid med, at katastrofen indtraf tre til fire gange på hver transport. Det var trællearbejde af værste slags, og man måtte opbyde det yderste for at bevare sindsligevægten og selvbeherskelsen.

Nederdrægtigt var det også, at et hold sommetider så sit snit til at stjæle kævler fra et andet hold. Dette var navnlig tilfældet, når et hold bestod af folk, der var nyankomne og ikke var kendt med knebene. De bestjålne måtte da arbejde som bæster lige til aften, medens deres mere snu kammerater var færdige allerede ved middagstid og kunne gå hjem.

At det var en gemen slyngelstreg, brød de sig ikke om. De lo ligefrem ad de dumme og holdt dem for nar, når de endelig kom hjem.

En stabssergent holdt nøje kontrol med, at hvert hold bragte det reglementerede antal kævler ud til vejen. Da det jo kun var stammerne, der havde interesse, flød hele skoven med gren e og toppe. Sammen med den naturlige underskov frembød det hele efterhånden et næsten ufrem­kommeligt vildnis.

Efter at vi havde „udhvilet” os ved træfældningen, gik det atter ud til fronten, og her fortsatte vi vort trællearbejde. Efterhånden blev vor stilling dog bedre og ikke så lidt mere solid og sikker. Vore pigtrådsspærringer foran linien blev også udvidet betydeligt. Vi følte os meget sikre og optrådte på grund deraf mere udfordrende og dristigt. Sammen med vort artilleri lagde vi ofte de franske stil­linger under heftig ild, men franskmændene blev os na­turligvis ikke svar skyldige. Som følge deraf havde vi jævnlig døde og sårede.

DSK-årbøger 1954

Vestfront I skyttegrav med gasmasker
Der gik gigantiske mængder af træ til at befæste skyttegravene og dækningsrummene. Det var et hårdt slid for soldaterne at fælde og slæbe træer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *