28. juli 1915. Ejendommens drift overladt “til en svagelig Kone og en konfirmeret Dreng og Pige”

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915.

Det var i Slutningen af Juli Maaned 1915. Efter at jeg i Foraaret samme Aar paa Sessionen var erklæret k. v., fik jeg Tilsigelse om at give Møde paa en Kaserne i Flensborg. Jeg var i en trykket Sindsstemning, for jeg skulde overlade Ejendommens Drift til en svagelig Kone, en konfirmeret Dreng og en konfirmeret Pige. Desuden havde jeg intet tilovers for den prøjsiske Militarisme. Jeg fik Følgeskab af flere Bekendte fra Tønder; de var under samme Fordømmelse.

Der kom Mandskaber fra forskellige Egne, og det varede en Tid, før vi blev raabt op og opstillet i to Rækker. Efter at være stillet op, blev der spurgt, om nogen havde noget at indvende eller følte sig syg. Jeg meldte mig, for jeg var plaget af Gigt. Vi var vel en 10-12 Stykker, der meldte sig syge; men efter Lægens Undersøgelse fik kun een Lov til at rejse hjem.

Vi fik nu Lov til at gaa ud i Byen et Par Timer, før vi igen skulde møde paa Kasernen. Saa blev vi igen stillet op i Rækker, og derefter gik vi til Banegaarden. Vi var under Bevogtning, baade foran og bagved, for at ingen skulde undslippe. Paa Banegaarden stod et Tog parat til at tage imod os, og nu var Spørgsmaalet: „Hvor kører vi hen?“ Dette fik vi dog forholdsvis hurtigt besvaret, idet vi, allerede da vi ankom til Slesvig, havde naaet Maalet.

Turen gik til den derværende Moltkekaserne. Efter en Pause blev vi opstillet i Rækker og modtog vore Spisegrejer. Vi fik en god Middagsmad paa Byens Ølbryggeri. Vi modtog nu vor Forplejning til næste Dag, og saa gik Turen igen til Kasernen, hvor vi blev ført ind i en stor Hal. „Feldwebelen“ holdt en Tale til os og udtalte Haabet om, at vi maatte komme godt ud af det med hinanden, samt at enhver maatte gøre sin Pligt for Fædrelandet o.s.v.

Der blev nu tildelt Stuer paa Kasernen; men da der ikke var Plads til alle, kom flere i Borgerkvarter, deriblandt ogsaa jeg. — Dagen efter vor Ankomst mødte vi paa Kasernen for at modtage vore Beklædningsgenstande. Paa Tøjdepotet var der stor Trængsel for at faa de bedst mulige af disse ikke særlig eftertragtelsesværdige Klæder. Underofficeren beroligede os dog med, at vi nok skulde faa, hvad vi havde Brug for. Jeg syntes heller ikke, det havde saa stort Hastværk og holdt mig tilbage, indtil jeg kom paa Tur. Jeg fik til at begynde med et Par Benklæder, som i Vidden lignede et Par Bukseskorter; af Frakkerne var der ingen, jeg kunde passe, saa jeg var saa heldig at faa en ny Litefka. Den misundte man mig ofte. Naar man betragtede nogle af de nybagte Soldater, maatte man uvilkaarlig le, for de lignede mere Fugleskramsler end Soldater.

Nu kunde vor Uddannelse begynde; vi blev opstillet i Rækker, og nu hed det: „Hände rollen, Fuss rollen, Kopf rollen, o. s. v .“ Hvor var det harmeligt at skulle øve sig i disse Narrebevægelser, naar man var haardt tiltrængt derhjemme. Men man maatte jo gøre god Mine til slet Spil; iøvrigt var Befalingsmændene, paa faa Undtagelser nær, ret humane. Den første Tid paa Kasernen var ensformig og kedelig. Senere, da vi foretog Marchture — selv om de kunde være anstrengende nok — og Feltøvelser, var det mere afvekslende.

I Sommerens Løb var vi et Par Gange paa Feltøvelse i Lockstedtlejren. Da der ikke var langt fra Slesvig til Vennemose, havde jeg haabet paa af og til at faa Søndagsorlov til Hjemmet; men der blev jeg skuffet. At Hjemmemyndighederne har haft en Finger med i Spillet, tør jeg ikke paastaa, men utænkeligt er det ikke.

DSK-årbøger 1952

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *