Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 7. april går der om eftermiddagen flere fuldtræffere ned i nærheden af maskingeværstanden; to mand bliver begravet; først næste dag bliver de fundet døde og bliver gravet fri. Den følgende dag om formiddagen finder deres begravelse sted på kirkegården bag hvilestillingen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Maskingeværstilling på vestfronten, formentlig RIR242.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Løgn fra ende til anden
Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:
I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.
Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.
Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”
For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.
Den tysk hærs forsyning med hø truet
Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.
Ud til Sibirien ved Stillehavet
Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.
Jeg er dansk
En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.
En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.
– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten. – JA! – Er de i dansk foreninger og da hvilke? – Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?
– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat. – Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen Af Grænsebevogtnings-Mandskabet, blandt hvilket ogsaa befinder sig en Del Elsasser, dirigeredes en Del af disse, til hvilke man ikke nærede en ubegrænset Tillid, Paaskelørdag sydpaa. Paaskesøndag førtes yderligere en Del af Mandskabet, der efter foretaget Lægeundersøgelse var fundet felttjenstdygtig og under 35 Aar, ligeledes sydpaa, formentlig for senere at afgaa til Fronten.
Kniber det med Arbejdskraften? Paa flere Egne siges det at knibe for Landboerne med Arbejdskraften og at det navnlig volder nogen Vanskelighed at faa udført Forårspløjningen og Sædlægningen — til hvilken sidste der er udleveret 300 Pund Korn pr. Hektar. Det paastaas, at der — i alt Fald nogle Steder — den 15. Marts er traadt en Bestemmelse i Kraft, hvorefter Kontrakter med udenlandsk Arbejdskraft ikke maa indgaas paa mindre end et Aar.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.
Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.
Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment (LIR84) var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
Den 5. april sendte Oberbefehlshaber en vurdering til den øverste hærledelse, at fjenden fra Østersøen og til Arme Woyrsch havde 1034 bataljoner. Her overfor stod centralmagterne med kun 531 bataljoner. Og man bad om yderligere forstærkninger, som dog blev afvist af General v. Falkenhayn.
Dette kort viser østfronten ved udgangen af april 1915.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Fra den 31. marts til den 11. april ligger vi i dette skovafsnit. To delinger befinder sig i forreste linje, én deling som reserve i noget tilbageliggende grave. Nogle saper går uforholdsmæssigt langt frem, posterne i dem er truede.
I den egentlige skyttegrav er vi næsten helt uforstyrret af det fjendtlige artilleri, derimod ligger vort kompagniafsnit til venstre hyppigt under ild fra tunge skyts, der står ved Guippes. Man kunne høre granaterne på stor afstand, ja, endda se dem flyve gennem luften, indtil de slog ned med stort spektakel; “Hein” og “Tedje” kaldte man de to skud, der altid ankom umiddelbart efter hinanden.
2. påskedag den 5. april ligger der en særlig tung ild over vort afsnit. Når jeg havde “kompagnitjeneste” stod jeg ofte lænet op ad det jordmurede hjørne, der var dannet af den forbindelsesgrav, der mundede ud i 1. linje. Da jeg pludselig ved den stærke beskydning i dette afsnit lader den derværende vagtpost vige lidt ud til højre og også selv dér afventer beskydningens ophør, finder jeg ved min tilbagekomst ikke noget hjørne mere; en granat har netop dér revet et dybt hul.
Også forbindelsesgraven bagud var flere steder jævnet. Vizefeldwebel Börner, der med sin 3. deling lå som reserve, var psykisk meget medtaget af beskydningen; det var “ilddåben”, han her fik. – Til andre tider følte vi os her ganske godt tilpas. De små dækningsrum var smukt pyntet med grankvas; over flere indgange fandt man indskriften: “Glædelig påske 1915.”
Nedgang til dækningsrum på Vestfronten (Museum Sønderjylland)
Note: En sape (tysk: Sappe) er en løbegrav, der ender blindt i retning mod fjenden vinkelret på frontgraven, og som ender i en sapespids. Saperne tjener dels som lytteposter eller observationsposter, dels som mulighed for flankerende beskydning af en angribende fjende.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. April 1915. Det var Paaskedag. Jeg laa sammen med Andreas Andresen fra Hovslund i en Jordhule ved Moulin. Vi var ellers begge livlige og friske og sang meget; men Stemningen den Dag var lidt trykket; vi tænkte begge paa de kære i Hjemmet.
Mine Hofteknogler var saa ømme, at de smertede; det kom deraf, at vi ingen Halm havde at ligge i. Det kunde hænde, at vi vaagnede midt om Natten og ikke kunde holde ud at ligge, saa gravede vi et lille Hul til at lægge Hofteknoglerne i , og saa »kørte« vi lidt igen. Nu havde vi lige drukket Kaffe, og mens vi nød den, blev vi enige om, at vi skulde have en Sang; men først vilde jeg dog skrive et Brev til Hjemmet, og jeg havde besluttet, at det skulde være paa Rim, endskønt jeg aldrig havde prøvet det før; men jeg begyndte bare.
I kære derhjemme paa Broagerland, nu vil jeg fortælle jer lidt, hvis jeg kan, om, hvordan vi fejrede Paaskedag hernede i Krigens vilde Jag. Se, jeg og Andreas, vi ligger tilsammen i en Hule og kigger Paaskedagen den fjerde April, sæt jer ind i vort Forhold, om I vil.
I Dag er det otte Maaneder, siden vi drog fra Hjemmet og ud i Krigen. Det var en trist og uhyggelig Tid; men Haabet er endnu langtfra forbi. Nu vil vi lige til at synge om Fugle og Skibe, som gynge ved Stranden derhjemme paa Bølgen blaa, om Bækken og Dammen og den rastløse Aa.
Vi synger om Skove og Bjerge og Dale og tænker: Hvad mon Hulen sagde, kunde den tale? Det Spørgsmaal vil ingen af os besvare; det kunde let virke paa os som en Mare. Vor Hule er lille og snæver nok; men vi ønsker slet ikke at ha’ det saa flot. Vi har et Par Hylder med Kaffe, Cigarer og Brød, og naar vi har det, saa lider vi slet ingen Nød.
I Muren af Ler er en Pind til vort Tøj, og hænger det ikke der, saa bli’r der Halløj. Vort Leje er kun halvandet Straa, alligevel fortrinligt at hvile paa. Her sover vi og drømmer om vore kære derhjemme, indtil Vagten kommer, aa, den slemme, og raaber: Nu skal I op paa Vagt henne ved Skydehullet og give Agt!
Der staar vi saa i Timer to og smøger vor Cigar i Mag og Ro. De Stjerner, som derhjemme gaar deres rolige Gang, lyser ogsaa her over Mark og Vang. Naar vi saa kommer ind i vor Hule igen, siger vi gerne: Nu vil vi i Seng! Saa lægger vi os paa venstre Side ned og dækker os til med den højre, nu ved I Besked.
Vi to ere sunde og raske endnu og haaber paa Gensyn; vi beder til Gud, at han til sidst vil føre os sammen med dem, vi delte Alvor og Gammen. Fuldtop har vi prøvet Krigens Dans; til Slut en Hilsen fra Andreas og Hans.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilier Karsten Tastesen, Füsilierregimentet 86, 2. Btl., 8. Komp., 3. Armé, havde været med i flere stormangreb siden sin ankomst til vestfronten i december 1914. Den 4. april 1915 blev han såret – og det reddede formentlig hans liv, set i lyset af, hvad der skete ved Moulin de følgende måneder.
Nu gik alt saa nogenlunde roligt indtil den 4. April om Aftenen Kl. 6, da jeg stod paa Vagt. Pludselig hørte jeg et Brag, Jord og Sten fløj omkring mig, jeg mærkede et Stød, saa det sortnede for mine Øjne, hele Jorden, syntes jeg, væltede, og saa husker jeg ikke mere. Hvor længe jeg laa der, ved jeg ikke, men da jeg vaagnede, laa jeg i den anden Side af Graven. Det smertede meget i Ryggen, saa jeg kunde næsten ikke trække Vejret og ikke røre mig. Endelig fandt mine Kammerater mig og bar mig ind i en af Understanderne. Der laa jeg til Kl. 10. Da blev der saa roligt, at jeg kunde blive baaren bort, ned til Ambulancen, som saa kørte mig videre til Stenhulen ved Moulin. Der blev jeg undersøgt og hen paa Natten kørt videre til et Feltlazaret i Blerancourt.
Om Morgenen kom jeg paa Operationsbordet og blev undersøgt. Jeg havde faaet nogle Ribben knækket og Nyrerne beskadiget. Saa blev jeg lagt i Seng og fik ikke anden Behandling end hver Dag gnedet ind med noget Salve, og ellers ligge ganske rolig. Jeg fik kun lidt at spise og kunde ikke røre mig i Sengen. Saadan laa jeg nu i fjorten Dage, saa kunde jeg begynde at spise lidt mere, og efter ialt 4 Ugers Forløb var jeg saa rask, at jeg kunde flyttes til et Krigslazaret i Schonie. I de 4 Uger havde jeg tabt 15 kg i Vægt. Da jeg havde været der i tre Uger, blev jeg sendt til Ansbach i Bayern med Lazarettog, hvor vi laa i Sengen hele Vejen. Rejsen tog to Dage.
Den 21. Juni var jeg saa rask, at jeg kunde gaa oppe og blev saa sendt til Garnisonen i Flensborg. Der gik jeg paa Rekreation i tre Uger igen. Saa fik jeg 14 Dages Orlov og kunde rejse hjem og se til min Familie i Sønderjylland. Jeg søgte om at faa min Orlov forlænget, men samme Dag, jeg indgav Ansøgningen, kom der Telegram om at møde uopholdelig i Flensborg.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.
Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.
Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.
Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.
Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.
— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.
— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.
— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.
— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?
— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.
— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.
— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.
— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.
— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.
— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.
— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.
— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!
— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.
Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …
— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!
— Hvad gik den Ordre ud paa?
— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.
— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg. — Langt til Søs, svarede Telegrafisten. — Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.
Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny og Cuy.
FRA DAGBOGEN Den 3. april 1915 Urolig nat. Det begyndte med, at vi vågnede ved en frygtelig kanonade. Granaterne slog øjensynlig ind i byen oppe ved kirken.
Det blev ved, og nu kom der også geværfyr; dette ustandselige knitter-knatter, som straks vækker de ubehageligste fornemmelser, for det opstår kun sjældent, uden at det havde noget på sig. Vi lå et kvarter, og ilden blev stadig stærkere. Søvn var der ikke at tænke på mere. Jeg gik udenfor. Der var dyb blå stjernehimmel og temmelig mørkt. Kanonlynene lyste op. Vort svære haubitsartilleri i Evercourt skød, og ekkoet rullede helt fra skovene, snart dumpt rumlende, snart hårdt skraldende. Det var i Evercourt, at granaterne slog ind. Fyret blev ved.
Den tjenstgørende underofficer kom farende: alarmbered! Vi fik travlt med at pakke sammen, rulle kappe o.s.v. Skydningen sagtnede noget. Da kom der pludselig ilbud. 1. komp. Træd an! – Vi greb vore sager og afsted. Så måtte der alligevel være noget galt. Inden vi blev opstillet, havde skydningen helt hørt op. Klokken var fem.
Klokken seks skulde vi træde an til bataljonsøvelse med stormoppakning; det faldt væk, og i stedet for kom vi ud at eksercere og skyde. Om middagen gik jeg sammen med P. Jensen til vaskerkonen. Traf dr. Thomsen og tog med ham til skovs. Han fortalte, at angrebet havde været ved tooghalvtredserne, som ligger til venstre for jægerne. Imellem de to er der et temmelig langt stykke, som kun er besat med feltvagter. Det stykke stormede franskmanden og satte sig fast i graven efter at have taget feltvagten til fange. De skal sidde endnu, og der siges, at en bataljon af 84, som er kommet til Dives, skal drive dem ud i nattens løb.
Vi har den højeste alarmberedskab, og det er ikke umuligt, at vi kan komme med også på et natligt eventyr.
I dag er det sørgelige budskab i Hejmdal, at fætter Johannes Fink fra (…) er faldet i Karpaterne. Så langt fra hjemmet i en vildfremmed egn, hos et vildfremmed folk – og mange, mange er det gået som ham.
FRA DAGBOGEN Aften Der er begyndt en stærk fægtning helt til højre for os. Man kan lige høre det. – Rouge Arras.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Hans Matthiesen, Gejlaa, gjorde krigstjeneste på Østfronten
I Februar 1915 blev jeg indkaldt for anden Gang og kom med en Transport fra Flensborg til Altona. Blandt Kammeraterne var vi otte Danske, som hurtigt fandt hverandre og dannede en Familie for sig. Snart hed det, at vi skulde til Østfronten, og det vilde vi ogsaa hellere, for det kaldtes for at gaa paa Aftægt. Paa Vestfronten havde vi været, og det var alt for „ruppig“.
Sidst i Marts Maaned, paa en Langfredag, afgik Transporten, først til Königsberg og efter et Par Dages Hvil videre til Narevfronten, hvor vi gik i Stilling lige over for Lomza. Her blev vi tildelt Landeværnsregiment 31, 7. Komp.
Jeg gik hen til vor Hauptmann og bad om, at vi 8 Landsmænd og gamle Kammerater maatte faa Lov at blive sammen i en Gruppe. — Hvad er I da for Landsmænd? — Vi er Nordslesvigere. — Se, her skal I høre, henvendte Hauptmann sig til de øvrige Kammerater, det er vel nok Kammeratskab. Selvfølgelig skal I blive sammen, og I skal endda nyde den store Ære at blive mit Kompagnis 1. Gruppe. Vi tales ved i Morgen.
Den næste Dag blev vi kaldt ind paa Skrivestuen og maatte her oplyse, hvor vi var fra.
Jeg var altsaa fra Aabenraa Amt. — Nej se, sagde Hauptmann, der er jeg ogsaa godt kendt. Kender De Landraaden der? — Javel, Hr. Hauptmann. — Hvad hedder han? — Landraad Simon.
Nu først gik der et Lys op for mig. Af andre havde jeg hørt, at vor Kompagnichef ogsaa hed Simon. — Det er maaske en Slægtning til Hr. Hauptmann? — Ja, Kammerat, det er min Broder, og det glæder mig at have Folk fra min Broders Amt i mit Kompagni. Naar I har noget paa Hjertet, saa kom kun til mig, jeg ordner her alt paa bedste Maade.
Se, det var vel nok en Hauptmann, den bedste, jeg har kendt i de 6 ½ Aar, jeg har spillet tysk Soldat.
Stillingen her var rolig, der faldt ikke et Skud hver Dag, og vi stod kun om Natten i Skyttegraven. Om Formiddagen sov vi, og om Eftermiddagen spillede vi Kort.
Alt gik selvfølgelig paa Dansk os imellem, og det passede ikke Løjtnant Thies, der laa i en Bunker lige ved Siden af os.
En Dag kom han hen til os og spurgte, om nogen af os var Medlemmer af den tyske Forening for Nordslesvig. — Nej, det var ingen af os. — Det var dog mærkeligt, det skulde I da alle være! — Hr. Løjtnant, sagde jeg, af hele den nordslesvigske Befolkning er ikke 10 pCt. Medlem af den tyske Forening, den er alt for politisk.
Vi fortalte ham saa mange af de Hændelser, der var sket, særlig om de Hjemløse, og han fik ogsaa Mads Egholms Lidelseshistorie. Men det vilde han ikke tro.
Da vilde han rigtignok komme herop efter Krigen og forhøre sig, om det var sandt, thi han var Formand for den tyske Forening i Hamborg. Vi indbød ham saa til at besøge os og gav ham vore Adresser.
Men saa kom det, han egentlig havde paa Hjerte. — Jeg synes, I som tyske Soldater skulde tale Tysk,, det vilde sømme sig bedre for jer. — Kender Hr. Løjtnant ikke den skønne Sang „Lied der Muttersprache”. — Jo, den kender jeg godt, jeg er Lærer ved en Skole i Hamborg. — Men saa maatte det, der staar i denne Sang, ogsaa gælde for andre Folks Modersmaal.
Han blev imidlertid ved sit og ønskede, at vi i Fremtiden talte Tysk, for det sømmede sig bedst for en tysk Soldat.
Og saa gik han.
Vi holdt saa Krigsraad og enedes om at blive ved med at tale Dansk.
Nogle Dage efter kom han igen, og nu lød det i Kommandosproget: „Jeg forbyder Dem at bruge „das dånische Geplauderei” Yderligere meldte han os til vor Hauptmann.
Atter holdt vi Krigsraad og besluttede at afvente, hvad vor Hauptmann vilde gøre. Vi talte stadig Dansk.
Nogle Dage senere, da vi igen sad og spillede Kort, kom Løjtnant Bakkeberg fra 3. Afdeling af vort Kompagni hen til os. Vi stod op og hilste, men han bad os sætte os og spille Spillet til Ende først. Det gjorde vi saa. Og saa fortalte han om Løjtnant Thies’ Krav til vor Hauptmann, at denne skulde forbyde os at tale Dansk og evt. fordele os med en Mand i hver Gruppe, saa holdt det nok op af sig selv. — Men ved I saa, hvad Hr. Hauptmann sagde: Han sagde følgende: Det er den bedste Gruppe i mit Kompagni, og saa længe de gør deres Pligt, som de har gjort indtil nu, kan de for mig tale, hvad de vil. Se, Løjtnant Thies, vi skal ikke ærgre Folk til ingen Nytte.
Og dertil føjede Løjtnant Bakkeberg: Men nu skal I ikke drille Løjtnant Thies for det.
— Tak for det, sagde jeg saa. Men med Forlov, er Hr. Løjtnant ogsaa Nordslesviger? — Nej, Kammerat, jeg er Hannoveraner, men jeg interesserer mig meget for det danske Folk. Jeg har læst meget om mine og Eders Forfædre, hvordan de hjalp hinanden med at besejre Venderne, og det er dem, Europa kan takke for, at de slap for Vendernes Herredømme. Hvis Bismarck ikke havde røvet vort Land, ligesom han røvede Eders, saa havde vi nu haft en dansk Prinsesse til Dronning. — Ja, Hr. Løjtnant, saa havde vor smukke Prinsesse Thyra været Dronning i Hannover. — Naa, ved I ogsaa Besked med det? — Ja, det gør vi da rigtignok.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).
Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.
På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,
Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.
Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.
Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.
Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere udgav 1941-1972 en årbog. I DSK’s røde årbøger står mange små, udaterede anekdoter fra krigens tid. Denne er fra DSK-årbogen 1944.
I Krigens første Tid blev Blindgængere, som blev fundne bag Stillingen, omgivet af et solidt Pigtraadshegn, og saa blev der sat et Advarselsskilt op.
To gæve Landstormsmænd, som nu ikke just havde opfundet Krudtet, fik en Dag Ordre til at indhegne en saadan Blindgænger. Ankommet til Stedet, opdagede de imidlertid, at de havde glemt en Hammer til at ramme Pælene i med. De var imidlertid ikke raadvilde. De blev enige om, at Blindgængeren godt kunde bruges til det Stykke Arbejde. Efter at Pælene var rammet ned og Pigtraaden draget, blev Blindgængeren meget forsigtig lagt indenfor Indhegningen, og saa blev der opsat et Skilt: »Vorsicht! Blindgänger!«.
Friedrich Nissen gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Indtil den 14.3. har vi Frostvejr, saa Tøvejr og det er næsten ikke til at holde ud, altid vaade Fødder. Foran Skyttegraven ligger døde Russere omkring, dem maa vi begrave, naar der en Dag er Taage, næsten alt Kreatur som endnu levede har faaet en Kugle, nu ligger de ogsaa døde i deres Stald, dem maa vi ogsaa begrave.
Den 6. faldt en Soldat. Han opholdt sig i et Hus. Kuglen gik gennem Vægen og ind i Hans Bryst, han var død faa Minuter efter. Vi begravede ham der, lagde Billedet af sin Kone og sine 2 Børn paa hans Bryst.
Taagevejret traadte ind, vi begravede Russerne og Kreaturerne. I en Grav kom der en Ko, et Svin og en Hund. Af og til brænder der et Hus her og mange bliver reven ned for at vi kan faa Træ til vore Huler.
Til Tider ere Russerne meget medgørlige, saa skyder de ikke hele Dagen, vi naturligvis heller ikke. Saa kom Paasken, dog endnu i Fjendens Land og Udsigterne til Fred endnu kun smaa. Paaskedagene faldt der ikke et Skud. Russerne fejrede sammen med os. De sendte Parlamentærer over til os, som lod sige at vi ogsaa skulde være frejdige og glad i de Dage.
(Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyske og russiske soldater mødes på slagmarken og danser og spiller musik sammen
Niels Lustrup fra Aabølling ved Frifeldt gjorde krigstjeneste ved Bataljon 36, en reservebataljon, på Vestfronten.
Foraar et 1915 var kommet med mildt, ja, næsten sommerligt Vejr. Bataillon 36 ligger stadig i Stillingen ved Diksmuiden. For Tiden ligger Bataillonen dog i Ro i de gamle Kvarterer i Vladsloo. Mandskabet nyder rigtig Friheden efter den sidste seks Dages Tur ude i Stillingen. Solen skinner atter, Humøret er hos de fleste steget et Par Grader, akkurat ligesom Varmen. Overalt høres Kammeraternes muntre Latter.
Der er sket noget nyt hos Staben, siden vi sidst var i Ro. Vor gode Gamle har lagt sig et Par Hundehvalpe til. Gud maa vide, hvor han har faaet fat i dem; men Fakta er altsaa, at han har dem. Kaptajnen har sammen med Mertens, Oppasseren travlt med at faa de uartige Hvalpe dresseret; endnu har de to Dressører ikke naaet at faa Dyrene gjort „stuerene”, som de mere fine vist kalder det. Dét skal kort bemærkes, at Kaptajnen allerede har givet de uartige Køtere Navne. Han har døbt dem „Vlads“ og „Loo“, efter Byen her. Under vilde Hyl og Bjæffen farer de rundt i Haven, medens Kaptajnen højlydt giver sig hen i Legen med dem. At det gaar ud over Willi Franks Løg og Bede, skænker han ikke en Tanke. Han morer sig.
Ved Bataillonen er der ingen, der kunde finde paa at fortrædige de to Hvalpe. — Ak nej! — Men en lille Spøg kan man godt være med til.
Er det ikke ham Heine, der siger noget lignende som: „En god Spøg paa Tid og Sted er ikke til at forkaste”, bemærker Hein Witfoot, en af de gamle, som de gerne ser, at vi andre benævner dem. Det er en Dag over Middag. Maden er sat til Livs, og de sidste af Kammeraterne er ved at gøre Kogekarrene xene. De fleste er dog allerede krøbne i Køjen for at faa en lille Lur til at modstaa Nattens Anstrengelser med. Arbejdstjenesten i Nattens Mulm og Mørke kan være ret anstrengende. Ude: fra Gaden lyder der pludseligt stærk Hundeglam.
Hannes Tidemann, der har kastet et Øje ud af Døren for at se, hvad Grunden kan være, udbryder nu: „He-hej, Kammerater, nu ska’ vi ha’ Sjov for! Det er Hundene, og han farer hen til sine Sager, og lidt efter staar han parat med sin Kogekedel, hvori han har en Rest af Middagens Bønnesuppe. Nu kommer Hundehvalpene nærmere, og da de naar hen til vort Kvarter, begynder Hannes at friste dem med Maden. Hvalpene standser virkelig op i deres Leg, og lidt efter har han narret Hundene ind i Stuen, og snart er de i Gang med Bønnemaden.
Ikke et Øjeblik for tidligt. Snart høres en Raaben og Kalden oppe fra Bataillonskvarteret. — „Vlads og Loo. — Hvor er I!“ Vi linder Døren lidt og ser til vor store Forbavselse, at det er Gamle selv, der i ikke forskriftsmæssig Paaklædning er paa Vej ned ad Gaden for at finde sine to Kæledægger, der jo saa let kunde komme noget til. Igen og igen kalder han og stikker af og til Hovedet ind ad de aabentstaaende Døre, naturligvis uden at faa noget positivt ud af det. Oppe, hos os morer vi os kosteligen.
Kaptajnen farer forbi vor lukkede Dør, og da han er godt forbi, lindes hos os atter Døren. Saa — nu kommer Mertens, Kaptajnens Oppasser, ogsaa til Syne. Mertens er gnaven. — Saadan at skulle forstyrres af et Par Køtere i sin søde Middagssøvn. Sindig kommer han luntende bagefter sin Herre og Mester, der nu er naaet ned til Byens anden Ende, hvorfor han vender og kommer bekymret raabende tilbage. — „Aah, mine søde Dyr. Hvor kan de dog være”.
Mertens er nu kommet nærmere. Frantz Mäger viser den ene af Hvalpene frem. — Naa, saadan, — I Lømler! lyder det fra Mertens, da han faar Øje paa Hvalpen; Mertens sætter yderligere Farten ned. — Ikke et Ord, Mertens, udbryder Hannes med et lunt Blink i Øjet. Mertens, Mertens! — Mine Hunde, raaber Kaptajnen længere nede. „Die Hunde …“, længere naar Oppasseren ikke, før han afbrydes af Kaptajnen, der nu næsten brøler: „Hold Kæft — Mand! Se at faa fat i de arme Dyr; Hvis ikke du finder dem snarest, faar du din Afsked, Fertig!“.
Hannes Tidemann finder nu, at Spøgen havde varet længe nok, derfor gaar han bærende paa den ene Hvalp ud paa Gaden og kalder: „Hr. Kaptajn! Hr. Kaptajn!” Her er Hundehvalpene. Vi har lige fundet dem ude i vor Have, hvor de løb rundt og legede.
At det kunde falde Kaptajnen ind at tvivle paa Hannes’s ikke helt sandfærdige Historie, skulde vise sig at slaa til. Kaptajnen kommer leende og ser saa glad og lykkelig ud. Næsten havde han omfavnet os alle. Kære, kære Venner! Mine søde Unger. Han staar og klapper Hvalpene og er saa glad, som om han havde vundet det store Lod i Lotteriet.
— „Hør, sagde endelig den Gamle. Kære Venner, hvad skal jeg nu byde eder? — Øl! var der en eller anden der foreslog. — Øl! siger Kaptajnen; ja, det har I ærligt fortjent. I kan gaa om i Kantinen og drikke et Glas Øl paa min Regning. Har I forstaaet!
Javel, Hr. Kaptajn, sagde Frantz Mäger paa alles Vegne.
Saa listede Kaptajnen og Mertens af med de to Hundehvalpe. Lidt efter sidder vi bænkede i Korporal Harms „Bude”. Hver af os er forsynet med et dejligt koldt Glas Øl, — Belønningen for vor lille Spøg med Kaptajnens to søde Dyr.
I april var stillingen så vidt udbygget, at der nu fandtes en gennemgående skyttegrav med et fornødent antal dækningsrum, som i hvert fald ydede beskyttelse mod feltartilleri. Fra Moulin-dalen førte løbegrave frem, som bar hjemlige navne . Til brug for en bedre observering af fjenden og til flankerende beskydning af en angribende modstander var der fremskudt 26 saper af gennemsnitlig 50 m længde. De blev nummereret fra højre til venstre. I sapespidsen stod sædvanligvis en dobbeltpost, mens en underjordisk gang var skudt frem til at huse den tilhørende gruppe.
Fra: Wilhelm Jürgensen: Infanteriregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen eller i museumsbutikken
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den følgende dag, den 31. marts, har vejret klaret op. Kompagniførerne er redet i forvejen for at orientere sig om den nye stilling. Om aftenen rykker vi så ud i stiling.
Vi går gennem landsbyen Somme-Py, som gør et gyseligt indtryk; den er fuldstændig ødelagt; ikke et hus er uskadt mere. Det hedder sig, at landsbyens beboere, da vi var under fremmarch, har mishandlet tyske sårede og hemmeligt dræbt dem; som straf er landsbyen jævnet med jorden.
Ikke en civilist er at se; forvildede katte og hunde strejfer omkring; Ukrudt vokser hen over de forfaldne mure. Af kirken rager kun ydermurene spøgelsesagtigt i vejret.
Ad opkørte veje marcherer vi nu mod fronten. De opstigende lysraketter hilser os allerede og lader os erkende gravenes forløb på begge sider; i horisonten lyner kanonerne og slynger deres jernhagl på skyttegrave og opmarchveje. – Efter ca. to timer når vi den 1. linje. Den strækker sig gennem en lav skovbevoksning. Gravene er forholdsvis tørre; der er kalk- og kridtjordbund. Den fjendtlige linje strækker sigomtrent parallelt langs med vejen Souain-Perthes.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under krigen
De høje kartoffelpriser i Haderslev
“Dannevirke” bringer følgende indsendte stykke: Som følge af den herskende mangel på kartofler er priserne i Haderslev stegne til en svimlende højde. Enkelte forhandlere tager nu 30 Pg. pr. liter og endnu mere for spisekartofler. Da man regner 7 x 20 liter til en tønde, bliver det 42 mark pr. 200 pund. Der skal ved denne lejlighed peges hen på, at markedsprisen i efteråret af Politimyndighederne her i byen er blev fastsatte til en maksimalpris på [SKAL LIGE TJEKKES] 50 Pg. pr 200 Pd. For kort tid siden har forbundsrådet imidlertid godkendt en yderligere stigning af 1,75 Mk pr. tønde. Men selv om disse priser ikke glæder for forhandlere, må de nu forlangte priser anses for ikke berettigede.
Når der flages i Haderslev.
I Haderslev Byråds møde i fredags vedtog det ifølge “Kolding Folkeblad” at anskaffe en del flag, som byen kunde benytte ved passende lejligheder. Anskaffelsen motiveredes med, at på sejrsdagene havde borgerne flaget for sparsomt.
Befolkningen skal spise soyabønner.
I blade i Haderslev findes ifølge “Kolding Folkeblad” følgende meddelelse fra øvrigheden: “Soyabønner har, hvilket de på mange steder udførte forsøg godtgør, vist sig som et værdifuldt og forholdsvis billigt næringsmiddel i krigstiden. De har en stor næringsværdi og er, tilberedte på den rette måde, meget velsmagende. De erfaringer, man har gjort ved de i Flensborg foranstaltede Krigskogekursus og i folkekøkkenerne, går ud på, at man også der i byen meget gerne spiser soyabønner.
Tilberedelsen er nem; man må bare lægge mærke til, at bønnerne i forvejen må ligge mindst 30 timer i vand. Den lille kogebog, som fås gratis på husmødrenes oplysningskontor (ved St. Nikolaj kirke) og ved krigskursus indholder en fuldstændig opskrift. Soyabønnerne kan i den næmeste fremtid fås i de fleste kolonialvareforretninger for 45 pfenning pundet. Salg finder imidlertid kun sted til beboere og i små mængder (til 5 personer 1 pund om ugen. Det kan tilrådes husmødrene at gøre et forsøg med dette ny krigsnærningsmiddel.”
Formue beslaglægges
I den sidste tid er der af de militære myndigheder blevet efterlyst ca. 30 mænd, der skal have unddraget sig militærpligt ved flugt. Det bekendtgøres nu, at de pågældendes formuer bliver beslaglagt.
En sønderjysk avis under krigen.
Generalforsamling holdtes forleden i Haderslev af “Aktieselskabet Modersmaalet”. Regnskabet balancerede ifølge “Kolding Folkeblad” i aktiver og passiver med 165,285 Mk. 6Pg. i indtægt og udgift med 96,496. mark 61 Penning. Generalforsamlingen besluttede at overføre overskuddet 2039 mk. 66. Pg (året i forvejen 18,112 Mk. 20 Pg.) til næste års regnskab. Som bekendt var udgivelsen af “Modersmaalet” i lang tid forbudt, og alle Redaktionens medlemmer – endog den dødssyge Mathiesen – sad i arrest, først i Haderslev, senere på Rügen.
Efter at bladets udgivelse igen var tilladt, er det på mange måder blevet chikaneret af censuren. Ubetydelige ting i bladet F.eks en manglende bindestreg mellem Slesvig og Holsten – er blevet straffet med, at Modersmaalet først måtte udgå så sent i et par dage, at det ikke kunde komme rettidig med posten.
Ingen generalforsamling – andelshaverne i krigen.
i Fredags var andelshaverne i “Sparekassen for Frøs og Kalvslund Herreder” ved offentlig bekendtgørelse i bladene indvarslet til den årlige generalforsamling i Rødding Vesterkro. Generalforsamlingen var imidlertid ikke beslutningsdygtig, da der ikke var mødt andelshavere nok. Flertallet af andelshaverne er nemlig med i krigen.
Smuglerjagt ved grænsen
Fredag nat forsøgte en del civile personer syd for fra smugle ret store varepartier over grænsen ved Bastrup. De dansk Gendamer opdagede og forfulgte smuglerne, der dog slap over grænsen efter at have kastet de pågældende varer, har man dog fået konstateret.
Natten efter gjordes der både ved Bastrup og Farris lignede smuglingsforsøg, også der kastede smugleren varerne, da de blev opdagede. Sagen blev straks overgivet til politi, og Herredsfoged boss er færd med at undersøge den. Efter hvad “Kolding Avis” erfarer, nægter vedkommende købmand, der har solgt varerne, sin medskyld. Varerene er afleverede på Vamdrup toldkammer og vil blive solgt ved auktion.
Svinene skal slagtes.
I Sønderjylland og Holsten er der udstedt påbud om at alle svin undtagen grisesøer, der vejer over 70 pund, skal være slagtede inden den 15 april.
Kære Søster Krigen fører mange Genvordigheder og meget sørgeligt med sig, ja mange Steder og til visse Tider Grusomheder, Rædsler og Elendigheder, som grænser op til det ubeskrivelige. Det kan enhver derhjemme let forestille sig, og det er selvfølgeligt, at der for alle, som har Paarørende i Felten, hviler et vist Tryk paa Sindet. Men I Kære er altfor bekymrede for os.
I skal se lidt lysere paa Sagen og ikke altid tænke paa os, som om vi befandt os i en saa alvorlig Forfatning. Vi oplever ogsaa Tider her, hvor vi ikke har noget særligt at udstaa. Jeg vil overbevise Dig derom ved en lille Skildring herfra.
Lad mig vælge en enkelt Dag her i Skyttegraven, f. Eks. Dagen i Gaar, og saa skal vi nok blive enige om, at vi i hvert Fald ikke den Dag har været videre beklagelsesværdige.
Efter at have staaet Vagt den halve Nat, lagde vi os hen ad Morgenstunden til at sove i vort underjordiske Soveværelse. Jeg kalder det nu saadan; vi har ellers kun denne ene Stue; tidligt i Morgenstunden maatte vi igen ud at løse et Par Kammerater af paa Vagten, da de skulde paa Patrouille.
Dagen begyndte at bryde frem, Fuglene sang allerede i Buskene, og Sindet blev helt let i den skønne Foraarsmorgen.
Vagten var snart overstaaet. Overtøj og Trøje blev for en kort Tid overladt til sig selv, og vi gik ned til Bækken, som rinder gennem vor Stilling, for i den friske Morgenstund, under aaben Himmel at gøre Toilette. Det er forfriskende for hele Dagen. Derefter blev Kaffebordet dækket, om det end ogsaa var lidt tarveligt, saa manglede vi dog egentlig ikke noget. Nej holdt, — før vi drak Morgenkaffe, var der dog noget andet, som maatte udrettes. Før det blev helt lyst, maatte vi besørge Brænde og andre Smaating inde fra Byen, eller rettere Ruinerne af Byen; for den er skudt sønder og sammen.
Efter endt Kaffebord holdt min Kammerat H. M. det for rigtigt at tage en Formiddagssøvn, og han lagde sig i den Ende af Hulen, som vi kalder Seng. Vi var enige om, at jeg skulde koge fersk Kødsuppe til Middag, og det var nok bedst, at jeg begyndte med Forberedelserne. Gulerødder og andre Grøntsager var allerede besørget fra en nærliggende Slotshave.
Et godt Stykke Svinekød havde jeg ogsaa besørget. Ilden i den lille Kakkelovn brændte, saa den blev rød i Kinderne, og da jeg ikke er bagefter i den ædle Kogekunst, skulde mit Arbejde nok lykkes. Mens jeg sidder og passer Ild og Gryde, er der passende Tid til at studere de nylig uddelte Postsager. Jeg fik Brev fra Broder N., han skrev, at baade han og P. havde været hjemme paa Orlov i Paasken. Et Øjeblik føler man ved at læse dette en lille Smule Længsel efter det kære Hjem; men — bort med disse Tanker; Skæbnen faar raade. Der var ogsaa Brev fra Chr., det glæder mig, at hun har været hjemme til Konfirmationen.
Alt imens blev Middagsmaden færdig, og jeg fik H. listet ud af Køjen. Maden blev sat paa Stolen. Paa Grund af Mangel paa Plads har vi en Stol til Bord. Og vi satte os paa Sengekanten og nød den. Efter alle disse Anstrengelser tændte vi Piben og lagde os paa Ryggen.
Hen paa Eftermiddagen havde vi et Par Timers Vagt i Graven. Solen skinnede og Vejret var smukt. Svalen, som allerede er kommen hertil, fløj højt oppe i Luften. I denne og hin Retning hørtes hul Kanontorden, og af og til knaldede et Geværskud, som virkede paa Sindet som en Modsætning til den fredelige Natur. Alt mens vi gennem Skydeskaarene holdt Udkig over mod den fjendtlige Stilling skrev jeg en Lykønskning hjem til Moders Fødselsdag, og syslede lidt med Blomsterne i den lille Blomsterhave, vi har anlagt op ad Skraaningen i Skyttegraven. H. var flittig beskæftiget med at save Brænde, for at der ikke skulde blive Mangel paa saadant til Natten. Staar man om Natten paa Vagt eller ligger forude som Patrouille, er det godt at vide, at der er en Gnist i Kakkelovnen, naar man efter Afløsningen smutter ind i Hulen.
Hen mod Aften satte vi os udenfor Indgangen til vor Hule og spillede Skak. Solen, som i disse ualmindelige Tider er Vidne til mangt og meget, stod endnu paa den vestlige Himmel og skinnede ned til os i Løbegraven. Jeg tænker, den sammenlignede Kampen paa vort Skakbrædt med den store Kamp, som udkæmpes her. Modstanderne staar overfor hinanden, og vil tilføje hinanden saa store Tab som muligt. Med et bliver Stilheden afbrudt ved, at det franske Artilleri begynder at beskyde vor Stilling og Byen bag ved os. Granaterne kommer hvislende og hylende gennem Luften, for ved Maalet at eksplodere med et Brag, saa Omgivelserne ryster og bæver. Disse Beskydninger er vi nu saa vante til, at vi næsten modtager dem med Ligegyldighed, — naar de ikke bliver altfor nærgaaende. Naar Byen beskydes, ser vi nysgerrigt til, hvilke Huse der nu maa „høre Skraldet“. Kommer der en Granat susende, dukker man sig i Graven; man véd ikke, hvor langt Fyren vil.
I samme Øjeblik høres et øredøvende Skrald, der ses en tæt Røgsky, og Tagsten og Murbrokker flyver rundt i Luften, Granatsplinter hører man suse og brumme flere Hundrede Meter gennem Luften. Det er, Gud ske Lov, sjældent, at der opnaas stort ved dette Bombardement.
Snart kommer Natten igen, som i den Tid, man maa vaage, langsomt, Time for Time snegler sig afsted. Jeg er ogsaa nødt til at beskrive vor underjordiske Bolig for Dig. Dens Navn er „Christinesminde“. Det er en Hule, halvanden Meter bred og dobbelt saa lang, indgravet i Jorden, med en Dør, forsynet med en Glasrude ud til Løbegraven. Da der kun er ca. 1,20 Meter fra Gulv til Loft, kan vi ikke springe saa farligt højt derinde. Hulens ene Ende er et Par Haandsbred højere og forsynet med Straa. Denne Forhøjning er vor Seng og Sofa. Foran den er der en lille Plads, hvor der staar et Bord: en Stol med et Brædt over, endvidere en Kakkelovn med et Rør op gennem Loftet. Paa Væggen hænger et Spejl og nogle Smaahylder, hvorpaa vi har Madkasser, Skrivetøj og andre Smaating liggende, oppe ved Loftet hænger der en Gryde og en Pande. Det er alt vort Bohave. Skønt det hele for Tiden ikke er saa slemt, længes vi dog efter at komme hjem til alt, hvad der er os kært derhjemme.
Hvorlænge Krigen endnu vil vare, kan jo ingen sige. Jeg er ved Sundhed og bedste Velgaaende.
En kærlig Hilsen Nikolaj
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve.
Dækningsrum – af sønderjyderne kaldet “Understand” (af tysk: “Unterstand”). Her er det Fritz Schwartz, der spiller kort.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.
Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.
En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luftskibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.
Saahavren
Myndighederne anbefaler indtrængende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risikerer man, at der ikke bliver Havre at købe.
Kvindelige Sporvognskonduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den 28. marts ca. kl. 6 om morgenen – det er Palmesøndag – stiger vi af jernbanevognene, stivfrosne og forsovede. I morgengryet overskrider vi floden Aisne ved Ambly og når Mont-Laurent kl. 8.
Det er en lille, uanselig by; landskabet virker ikke tiltrækkende; næsten helt fladt ligger landet udbredt for vort blik, kun gennemskåret af lave terrænbølger.
Løjtnanterne Stuhrmann og Voigt, Fähnrich Bauer og jeg bor sammen i et ringe hus. Vi nyder søndagshvilen og foretager en hyggelig søndag-eftermiddags-spadseretur. Næste dag marcherer vi over Ménil-Annelles, Pauvres, Mont St. Rémy, Machault til St. Etienne, den følgende dag ankommer vi uden for Somme-Py, hvor vi bliver indkvarteret i barakker og telte. Fra himlen strømmer der uafbrudt regn.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Lidt op ad Formiddagen ruller Toget ind paa Briissels Banegaard. Her er stærk Færdsel af alle de mange Militærtog. Befolkningen gør et fredeligt Indtryk, men Mænd og Kvinder staar tavse paa Gaderne og ser efter det bortilende Tog. De fleste Kvinder er sortklædte, maaske ligger en af deres Nærmeste allerede under sorten Muld, ramt af det dræbende Bly. Er det saa underligt, at mangt et brunt Øje lyner os imøde? Vi tilhører jo Landets Fjender, og det er vel umuligt at betragte os med venlige Øjne.
Vi forstaar deres fjendtlige Sindelag, men til Trods derfor behandler vi dem som Medmennesker. Et Par Mil sydfor Brüssel ser man et Syn, der maaske mest af alt giver et Indblik i Krigens Elendighed. Langs Banelinjen staar Hundreder af Kvinder, Børn og gamle Mænd, strækker bedende Hænderne ud mod os og raaber om Brød. Man spørger hos Baneposterne, og Svaret lyder, at Befolkningen mangler Brød, Kul og Petroleum. Kød har man, men ikke en Smule Brød. Da kaster enhver Soldat sin sidste Rest af Brød ud af Vinduet, og som en Flok Spurve kaster Menneskeflokken sig over det. Det blinker atter vaadt i mangt et Krigerøje, man tænker paa sine Kære derhjemme. Lykkelig vor Hjemstavn, at den er forskaanet for Krigens Rædsler!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under Krigen Slusen i Grænseskellet
Ved Egerisgaard i Nærheden af Sønderskov Mølle er der et Kanal-Anlæg til Overrisling af Engene paa begge Sider af Kongeaaen, anlagt af et Selskab, der tæller Medlemmer paa begge Sider Grænsen. Til dette Anlæg hører en Sluse i Aaen, ved Hjælp af hvilken Vandet kan sættes ind paa dansk eller paa tysk Side.
Ved Krigens Udbrud blev denne Sluse ligesom alle andre Overgange over Kongeaaen straks afbrudt paa den tyske Side til ikke ringe Gene for Ejerne af Kanalanlæget. Dettes tyske Medlemmer indgik derfor til Generalkommandoen i Altona med Andragende om at maatte bringe Slusen i Orden, saaledes at den atter kunde fungere. Ansøgningen blev bevilget og Slusen gjort i Stand.
Da 3die Landstormsbataillon i December overtog Vagten langs Grænsen, fandt imidlertid den paagældende Kompagnikommandør, at Sluseovergangen var farlig, og beordrede den afbrudt i Løbet af faa Timer. Det blev den saa igen, men Kanalselskabets Medlemmer sønden Grænsen indgik atter med en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona om at maatte bringe Slusen i Orden. Paa dette Andragende er der indløbet imødekommende Svar i disse Dage, hvorefter Slusen igen er bleven istandsat. Den derved etablerede Overgang bevogtes paa tysk Side af en fast Postering.
Spredte Efterretninger
Landstorms Infanteribataillon Nr. 3, der indtil 11 Marts besørgede Vagttjenesten langs Grænsen, ligger nu i P a c h e r n i Mecklen-borg. Man venter imidlertid, at Batadlonen gaar videre mod Fronten i nær Fremtid.
Blandt den nuværende Grænsevagtsstyrke — Bataillon Nr. 17 af 7de Armékorps — der, som bekendt er sammensat af Mænd af højst forskellige Aldre og Egne, foretages der i denne Tid Lægeeftersyn, antagelig for at udtage Folk til Tjeneste ved Fronten.
Ved Broen »Frihed« i Nærheden af Skibelund Krat har Tyskerne nu fjernet det hidtilværende Pigtraadshegn, medens Broen stadig er afbrudt ved Fjernelse af Planker paa dens tyske Side.
Hestetrukken militærvogn ved Champagne under 1. Verdenskrig. På vognen sidder ved tømmen Mathias Peter Christensen. Hestene hed Fuks (forrest) og Skimmel. (Museum Sønderjylland)
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
I Guise havde vi egentlig været af den mening, at vi var bestemt for en særlig aktion, måske en angrebskamp på den franske eller en af de andre fronter, fordi vi i ugevis havde været trukket ud af fronten og blevet nyuddannet og underlagt en nyformeret, selvstændig division; i hvert fald regnede vi ikke med at skulle genindsættes i et skyttegravsafsnit i Frankrig. Og alligevel blev vi først igen optaget i en skyttegrav; først i løbet af juli kaldte Hindenburg os til Polen til kamp mod russerne.
Den 27. marts om aftenen kl. 7 rykker II bataljon gennem Guises gader til Flavigny le Grand for igen at blive sendt afsted. Denne gang kender vi vort rejsemål; Indkvarteringsfolk er allerede sendt i forvejen til Champagne. Løjtnant af reserven Stuhrmann er vendt tilbage til kompagniet og har overtaget føringen; Som delingsførere er løjtnant Voigt og Fähnrich Bauer tiltrådt hos os.
(… fortsættes)
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Almindelighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver Forholdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskellige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.
Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.
Om Forholdene i en saadan Fangelejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:
Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, indhegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Brædder — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Indgangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholdsrum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.
Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.
Fangernes Kost
er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsentligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde udenfor Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at forhindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.
Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.
Øjenvidner beretter at have set Russere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!
I Lejren ved Løgumkloster er Forholdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.
Der er her ikke Tale om nogen Anklage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse udtalt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Egnens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt Andragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!
I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Tilfælde af Hungertyfus.
Ikke regeringens skyld
Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen
Regeringen har næppe været vidende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte ansvarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.
Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen overdraget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, formentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.
Naar den sidstnævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bliver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.
Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.
Major v. Bötticher,
der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev beordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.
En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabslister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.
Tyske Ungdomskompagnier
– en Slags Spejderkorps — fra Aabenraa og Haderslev holdt i Søndags Feltøvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, begejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Deltagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”
Russiske krigsfanger undersøges ved ankomsten til krigsfangelejren i Løgumkloster 1915 (Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 25. Marts 1915. Vi havde i 8 Dage ligget i den store Stenhule, som hørte til Gaarden »La Carriére«. Inde i Hulen var der hverken Lys eller Ro til at skrive; derfor gik jeg ud paa Marken og satte mig i Græsset med Ryggen lænet op mod en gammel Radsaamaskine og skrev med Bogen liggende over Knæene.
»La Carriére« er en temmelig stor Gaard med moderne, solide Bygninger. Kostalden og Hestestalden var bygget inde i Bjerget, ved hvis Fod hele Gaarden laa. En saadan Stald er praktisk, den behøver næsten aldrig at repareres og kan holde i Aarhundreder. Midt paa Gaardspladsen laa Møddingen; her stod lille Herbert for Øjeblikket med Hænderne bundne paa Ryggen til en Pæl. Der skulde han staa i 2 Timer til Spot og Haan for de andre Kammerater, fordi hans Gevær ikke var i Orden, da det blev efterset. Idet jeg gik forbi ham paa Vejen derud, hviskede jeg til ham: »Hold kun Modet oppe, Herbert, du har endnu Venner.«
Den store Kornlade var ogsaa meget praktisk. Her laa en Dag et Kompagni unge, friske Reserver, som lige var kommen derhjemmefra; nogle laa og sov, nogle spiste, og andre sad og spillede Kort.
Da de var marcheret ind paa Gaarden, maa de være bleven iagttaget af Fjenden; thi henimod Aften skød han efter den store Lade med 3 Granater. Den første gik et godt Stykke for kort, den anden slog ned lige foran Gaarden, og den tredie gik ind gennem en Luge og midt ned i Laden, hvor dens Eksplosion fremkaldte en frygtelig Ulykke. Der var 40 Mand dræbt og saaret; der blev en saadan Forvirring og et saa uhyggeligt Syn, at det var helt ubeskriveligt.
De døde ligger i en Massegrav kun faa Skridt fra, hvor jeg sad. Hvilken underlig Tilskikkelse, at de skulde dø i Krigen uden nogen Sinde at have set en Fjende.
Fra Gaarden gik en smuk Allé ned til Slottet, som var nedbrændt til Grunden; der stod kun et Stykke Mur og en Skorsten tilbage, som truede med at styrte ned, hvad Øjeblik det skulde være. Jeg var henne at se Slottet. Det har ligget meget smukt paa en høj, fremspringende Pynt. Ved begge Sider er der skovbevoksede Skrænter. Imellem Træer, Græs og Ukrudt gror her den lille blaa Viol i Tusindvis. Nede i den langstrakte, grønne Dal gik vore Artilleriheste og græssede fredeligt. En lille Bæk snor sig i livlige Bugtninger gennem Dalen. — Oppe mellem Ruinerne saa jeg en Gang, som gaar ned under Jorden. Jeg fik Lyst til at kende denne Gang lidt nærmere; derfor tændte jeg min Lommelampe og steg ned. Først kom jeg til en stor Vinkælder, hvori der laa en Mængde tomme Flasker; nogle laa ituslaaede paa Gulvet, og andre laa opstablede i Rad paa Flaskehylder. Herfra førte en Gang til begge Sider. Jeg fulgte Gangen til venstre, den var halvanden Meter bred og lidt over to Meter høj. Det havde uden Tvivl krævet mange Aars strengt og taalmodigt Arbejde at hugge en saadan Gang med Hammer og Mejsel gennem den hvide Klippe.
Ved Enden af Gangen var et lille, cellelignende Rum. Der laa en firkantet Stenblok til at sidde paa, og der var hugget flere Huller i Væggen til at sætte forskellige Dele ind i . I Døraabningen laa Resterne af en hensmuldrende Dør og et klodset, rustent Dørhængsel. Over mit Hoved stod et langt fransk Navn skrevet med sorte Bogstaver. Det saa ud, som om en Mand til Tidsfordriv havde holdt en Lampe op imod Loftet og med Lampens osende Flamme havde skrevet Navnet. Uvilkaarligt trængte det Spørgsmaal ind paa mig: Hvad mon den lange skumle Gang og det mørke Kammer har været brugt til?
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Nye Indkaldelser. — Det tynder ud. — En trykket Stemning.
Af den tidligere udskrevne Del af Landstormens 1ste Opbud (Mænd i Alderen indtil 39 Aar) er der i de sidste Dage indkaldt en Mængde i Nordslesvig, saa mange, at det lagt et alvorligt Tryk over Stemningen i mange Egne. Eksempelvis kan anføres, at der fra en enkelt Kommune — her tænkes ikke paa Købstæderne — er afgaaet 24 Mand.
En Del af dem skal møde i Berlin for at faa en meget kort Uddannelse og derfra afgaa til deres Bestemmelsessteder. Man er nu forberedt paa, at alle de paa Sessionerne udtagne Mænd vil blive indkaldt, men allerede de Indkaldelser, der hidtil har fundet Sted, har tyndet stærkt ud i Befolkningen.
Oplysning om Saarede i Posen
Overpræsidiet i Provinsen Posen har oprettet et Oplysningsbureau, der giver hurtig Besked paa Forespørgsler om Saarede, der ligger paa Lasaretter i Posen. Nu har dette Kontor ifølge „Hejmdal” ogsaa optaget de tyske Krigslasarettcr i russisk Polen i sit Virkeomraade og er altsaa i Stand til ogsaa at give Oplysninger om Saarede og Syge paa disse Lasaretter.
K ontorets Adresse er: Auskunftsstelle über Verwundete in der Provinz Posen, in Posen O. 1, Taubenstrasze 1.
Det er bedst at forespørge paa Postkort, med vedføjet Svarkort med Afsenderens nøjagtige Adresse
Fra Hamborg skrives til Jyllandsposten. Der og i Lübeck samt i større Købstæder i Holsten og Slesvig er der i de sidste 14 dage bleven opslået trykte plakater hvorpå der står: Brød eller Fred! De fjernes selvfølgelig af Politiet; men nye opslås hver nat i stort antal. Der må stå en stor organisation bag ved; den almindelige mening er, at det er socialistiske kvindeforeninger.
Kreaturerne Fordres med sukker
I Hamborgs Frihavn befinder der sig endnu en stor mængde råsukker. Efter hvad Wolffs Bureau erfarer, har krigsregeringen til hensigt med det første at beslaglægge dette sukker for at sikre det til det indenlandske brug. Sukkeret skal så snart som muligt tilføres det indenlandske landbrug, da Tiden fra nu af og til Grøntfodringens begyndelse i midten af maj er særlig kritisk.
Denne meddelelse undrer mig, siger Direktør Hoeck på sukkerfabrikken ”Vestsjælland” til ”Kalundborg folkeblad”. For kun et par måneder siden frigav Tyskland jo store mængder af sukker til det neutrale udland og erklærede at have sukker nok i et par år. Nu tager man de store kvanta i Hamborgs Frihavn. Det kunde tyde på mangel så meget mere som vi i disse dage fra Tyskland har haft forespørgsel har vi svaret, at Tyskland næppe kan betale de priser, vi ønsker.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Der maa ikke skrives Dansk fra tysk Omraade
Officielt meddeles af de tyske Myndigheder: Fra og med 20. Marts er følgende Bestemmelse traadt i Kraft med Hensyn til Breve og Telegrammer fra Tyskland til ikke fjendtligt Omraade: Breve, som skal indleveres aabne til Udlandet, skal være skreven paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien kun paa Tysk, Flamsk eller Fransk).
Privattelegrammer til Udlandet er kun tilladte paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien og til Luxemburg kun paa Tysk), saafremt de udenlandske Forvaltninger ikke paalægger endnu videregaaende Begrænsninger, hvilket Afsenderen i Forvejen i bør forskaffe sig Underretning om.
Breve, der skal til Danmark, maa saaledes ikke mere skrives paa Dansk!
Beslaglæggelse af Ulden
Den kommanderende General bekendtgør under 4. Marts: Ulden fra den tyske Faareklipning i 1914-15, hvad enten den endnu findes opbevaret hos Faareholderne eller andre Steder, eller endnu bæres af Faarene, samt Ulden fra de tyske Garverier beslaglægges fra i Dag af i fuldt Omfang til Hærforvaltningens Formaal, og Salg af det forbydes, ligesaa er enhver anden Handling, der har Salg af Ulden fra Klipningen til Følge, forbudt.
Endvidere er det forbudt at klippe Faarene paa et tidligere Tidspunkt end sædvanlig. Ulden skal forblive paa Stedet, hvor det findes, i det Øjeblik, da denne Beslaglæggelsesordre er udstedt.
Naar Ulden allerede befinder sig i Fabrikker eller i egne eller lejede Lagerrum hos Fabrikanter, der skal udføre Hærleverancer, er Viderebearbejdelse tilladt, saafremt der kan føres Bevis for, at Ulden bruges til Hærleverancer.
Indkaldelserne
Generalkommandoen for 9. Armékorps har anordnet, at der skal afholdes Session for den uøvede Landstorms andet Opbud. Mødepligtige er de, der er født i Aarene 1870 til 1875. Aargangen 1869 kommer ikke i Betragtning ved denne Session.
Indkaldelsen af de Landstormspligtige af andet Opbud til Vaabentjeneste sker først, naar Mandskabet af første Opbud, hvoraf endnu haves et betydeligt Antal til Raadighed, er endelig indkaldt. Indkaldelsen er derfor ikke umiddelbart forestaaende. Sessionen er kun en forberedende Forholdsregel. Hver Mødepligtig modtager en særlig Ordre.
Henimod 1000 russiske Fanger
ankom i Onsdags med deres Vagtmandskab til Fange-Arbejdslejrene i Nærheden af Slavgaard ved Sommersted og i Gravlund vest for Toftlund. Forleden er det blevet endelig bestemt, at der ogsaa skal oprettes en saadan Fangelejr i Ullemølle ved Skærbæk.
Jernkorset
Reichs- und Staatsanzeiger bringer følgende kongelige Forordning:
1) Jernkorset skal i passende Tilfælde ogsaa gives til de allierede Magters Undersaatter.
2) Ciffer 2 i Kundgørelsen af 5. August 1914 faar følgende Ordlyd: 2. Klasse bæres i Knaphullet ved et sort Baand med hvid Rand (for saa vidt det uddeles for Fortjenester paa Krigsskuepladsen. Er det erhvervet for For tjenester i Hjemmet uddeles det med et hvidt Baand med sort Rand for saa vidt det ikke paa Grund af særlige militære Tjenester uddeles med sort Baand med hvid Rand. Første Klasse bæres paa venstre Bryst, Storkorset om Halsen.
Guld nok. Udbetaling af Guld til Udlændinge
Generalkommandoen beder om at meddele: Forbudet af 29. Oktober 1914 angaaende Udbetaling af Guldpenge til Udlændinge ophæves.
Ingen Forlystelser i Paasken
Generalkommandoen bekendtgør : „I Tiden fra 28. Marts (Palmesøndag) til 4. April (1. Paaskedag), begge Dage indbefattede, maa der ikke afholdes larmende Forlystelser, især Karusselkørsel. Overtrædelser straffes, hvis de bestaaende Love ikke bestemmer en højere Straf, med Fængsel indtil 1 Aar.
