Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Vi var naaet dertil, hvor Artilleriet stod, og der blev vi liggende i Reserve i tre Dage. Da kneb det med at faa Føden. Russerne var gaaet saa langt frem paa begge Sider af os, at der ingen Levnedsmidler kunde føres ind. Den tredie Dag var vi saa udhungret, at vi maatte slagte Heste fra Artilleriet for at faa noget at spise.

Samme Dag — den 8. September — gjorde Tyskerne et Angreb. Vi kom ikke med i Kampen, da vi kun laa i Reserve. Russerne var imidlertid slaaet paa Flugt, og vi marscherede bag efter et Par Kilometer, til vi naaede en Jernbane, der gik til Jakobstadt. Der havde Russerne sprængt en Bro og sat sig fast bag ved Linjen. Vi marscherede kun bagefter over Døde og Saarede og gennem store Pøle af Blod. Da Russerne havde sat sig fast der, skulde der ikke gøres mere.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Den 6. sept. blev jeg syg, jeg kom saa tilbage til Tyskland. Jeg havde ellers været syg i flere dage, men det er ikke saa let at faa fat paa den seddel hvorpaa der stod retur, for man skulle helst være halvdød inden man kom tilbage.

Vor division 17. og 18. division blev udtrukket fra østfronten og skulle indsættes paa vestfronten, det var i den tid da franskmanden greb saa kraftigt an paa vestfronten.

Jeg havde nu faaet den her sygeseddel, og der var flere fra regimentet. Vi maatte nu gaa en 3o km.til Penschania, der kom vi saa med et lastautomobil. Vi var 21 mand saa der var ikke meget plads til hver, vi havde ikke noget at sidde paa, ikke andet end vore tornystre, de fleste af os havde dysenteri. Naar vognene gjorde holdt, det var jo nemlig en hel kolonne, saa var der flere der skulle ud og ned i grøfterne, men der var ikke gerne meget tid, naar den første startede, saa kørte de allesammen, og hvem der ikke kom op i vognen, den maatte blive tilbage.

Vi kørte nu i 14 timer saa var vi i byen Zokolor, og glade var vi da vi kunne stige ud. Nu havde vi været tre dage undervejs, og havde ikke faaet noget at spise, andet end en tørt bid brød, men det kan jo godt være at det var den bedste medicin, naar det var skidt med maven.

Med tiden bliver man dog sulten, Her i Zokolor kunne vi købe alt, smør og hvedebrød, det var jo noget vi ikke havde set i lange tider, I kan vel nok tro det smagte, det var jo dyrt, men vi havde dog lidt at købe for.

Herfra kunne vi nu køre med toget, om aftenen blev vi forladet, der havde nu samlet sig et par hundrede mand. Den næste station var Kalisch, nu har vi naaet den tyske grænse.

Her var en Entlausungsanstalt, saa vi skulle nu se at komme af med de smaa plageaander, det var en behagelig kur at komme igennem, Her var en baraklejr til flere tusind mand. Først kom vi ind i et rum hvor vi kunne aflevere vore værdigenstande, saasom ur og penge og deslige, i det næste blev alt lædertøj afleveret, og i det næste blev alt det øvrige, jakke, benklæder, skjorte og alt hvad vi ellers havde af tøj afleveret, saa vi stod helt nøgen, saadan kom vi saa ind i barberstuen, og blev klippet skaldet over det hele.

Naar vi saa var færdig der, kom vi ind i badeværelset, men det var vel nok dejligt at faa saadan et brusebad. Saa fik vi udleveret rent linned, vort øvrige tøj havde nu gennemgaaet en kur paa 1oo gr, varme, det skulle nu være rent for de smaa plageaander, men hvordan saa det ud? Det laa i mange forskellige folder, saa det var ikke til at faa glat igen.

Nu skulle vi først fire dage i karantæne, der kom nemlig ingen ind i Tyskland med smitsomme sygdomme. Det var ellers nogle dejlige barakker, de kunne rumme omkring tyve senge hver. Da vi nu havde været der i fire dage, blev vi fordelt paa forskellige lazaretter i Tyskland, ligesom der var plads til. Vi var nemlig flere hundrede mand.

Heinrich Jessen tilbragte nu de følgende måneder på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. I slutningen af oktober 1915 kom han atter til sit gamle regiment, Nr. 91 i Oldenburg. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren.

Vi hører mere til Heinrich Jessen til marts 1916.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Idag er det søndag den 5. sept. Vi har nu hvil mens flyverne kredsede over os og befolkningen vende tilbage med deres byndel paa nakken. Nogle har endnu en vogn hvorpaa de kan have deres sager, men mange finder kun et afbrændt hjem, det er rigtignok kun en simpel hytte, men det er dog alligevel deres hjem.

Man skulle næsten ikke tro at de kunne holde det ud om vinteren i saadanne nogle træhytter, for det maa dog være skrækkelig koldt der, nogle bønder ser man i faarepels nu i denne tid, hvad mon de saa har paa om vinteren naar der er en 3o gr. kulde, forhaabentlig varer krigen ikke en vinter til.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Den 1. september 1915 kom han i kamp ved Brest-Litowsk.

I dag er det d. 1. sept. Forrige nat kom vi til en by, hvor vi bivuakerede. Vi var kommet helt nær paa fronten, helt ude ved første linie, hvor østrigerne havde deres stilling.

Husene var alle besatte, saa vi maatte slaa teltene op mellem husene. Der var en kulde denne nat, saa vi frøs som smaa hunde, men jeg skal love for, vi blev varmet op, da det blev lyst.

Fjenden havde deres artilleristilling et par km. fra hvor vi laa, så han kunne godt se os. Han begyndte ogsaa straks at beskyde os.

Jeg kunne ikke sove for kulde, saa jeg var allerede staaet op, og jeg laa i læ af en lade og var i færd med at pakke min tornyster, da den første granat kom og slog med et par skridt til højre for mig, saa jorden fløj mig om ørene. Jeg ville saa springe hen og tage mit gevær, men i samme øjeblik slog der en granat ned ved siden af og dræbte to østrigere, som laa der. Havde jeg været et par sekunder før paa havde jeg faaet den paa hovedet.

Men nu kan I tro at der kom liv i lejren. Folk stormede ud af teltene og saa tilbage, uden at faa nogen af deres ejendele med sig. Fjenden forlagte ogsaa ilden længere tilbage, altid derhen hvor folkene var tættest. Jeg sprang om bag en lade og blev liggende saa længe til der blev mere ro. En granat slog ned i en tæt kolonne ved anden kompagni og dræbte syv mand.

Nu forsvandt regimentet bag en lavning, og russerne indstillede deres skyderi. Jeg listede mig ogsaa tilbage til lavningen, der stod nu hele regimentet uden gevær og tornyster, og regimentschefen tornede og brølte, saa det var næsten en hel fornøjelse at høre derpaa, det gik jo mest ud over kompagniføreren som stod der med mandskabet uden udrustning. Alle mand maatte saa tilbage og hente deres sager.

Men det var mærkelig der faldt ikke et skud mere, de har maaske ikke haft mere ammunition.

Regimentet blev saa omsider samlet, og vi marcherede saa nogle km. tilbage, om eftermiddagen skulle vi indsættes længere mod nord. Første og anden bataillon rykkede nu fremad. Første bataillon laa samlet i en lavning ca. 1000 m. bag forreste linie, det havde fjenden set for der kredsede en flyver over os, men saa kan I tro vi fik katurn. Granater og Schrapnell suste ind over os, men vi kan være glad for at de gik 5o m. for langt. Vi laa der hele bataillonen plat paa jorden uden nogen som helst dækning, havde de Schrapnells eksploderet over os, og udsendt deres ladning af blykugler ned over os, havde det mindst givet i hundrede af døde og saarede.

Det er ikke behagelig at blive ramt af disse blykugler, de laver da et forfærdeligt stor hul. Det er ikke som med riffelkugler, der er det mange gange ikke at se hvor den er gaaet igennem hvis den ikke rammer knoglerne, eller maaske er der en der kommer paa tværs. Vi slap nu godt, vi havde kun tre saarede, min sidekammerat fik et strejfskud paa armen, den traf lige ved siden af mit hovede.

Fjenden havde sin stilling ca. 1500 m. forude, vi stormede nu fremad i gruppevis, og kom ca. 800 m, ind paa fjenden, vi gravede os ned saa vi da havde lidt dækning for kuglerne. Det værste var med disse Schrapnells, naar vi ikke havde dækning over hovedet, for de eksploderede i luften og kom lige ned over os.

Om aftenen da der blev mørkt samledes kompagniet, vi skulle tilbage for vi skulle storme næste morgen. Kompagniet blev nu samlet paa et sted, og blev opstillet delingsvis bag ved hverandre i seks geledder. Russerne havde altid for vane at skyde selvom de ikke kunne se noget, de skød ogsaa hele natten igennem.

Da kompagniet stod opstillet der, kom der af og til en kugle; piiv, piiv sagde de, men dem der har den lyd rammer ikke, de er allerede gaaet forbi. Men med en gang si’r det klask, min kammerat lige for mig faar en kugle i benet, bare jeg ogsaa kunne faa en “Heimatschüsse” (et let skud saa man kan komme tilbage) sagde en underkorporal lige ved siden af mig;, i det samme har han en i maven, han faldt straks om og tabte bevidstheden, og inden vi kommer afsted biir der endnu tre mand saaret. Vi havde saa otte saarede den dag.

Men ved anden kompagni var der 11 døde og 57 saarede. Vi har saa de saarede med tilbage. Underkorporalen som havde faaet et maveskud, troede vi allesammen var død. Da vi saa var kommet et par km. tilbage gjorde vi holdt, vi skulle jo have noget at spise, vi havde ikke faaet noget hele dagen, ikke andet end et stykke tørt brød. Jeg opsøgte saa feltlazarettet, for at de kunne afhente den mavesaarede, som vi ellers ikke troede der var liv i mere. Senere hen blev jeg syg og et par maaneder efter kom jeg tilbage til garnisonen. Hvem træffer jeg der? Underkorporalen, han gik der ligesaa levende som jeg, men kuglen sad inde i maven, men han havde ikke nogen mén af det.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Sidst i august nåede regimentet egnene omkring Brest-Litowsk.

Idag har vi været fire uger undervejs, vi har marcheret i tre uger og befinder os ca. 50 km. nordøst for Brest-Litovsk. Vi gaar fremad hver dag, mellem 20-25 km om dagen. Russerne lader nu alt i stikken.

Der løber mange kreaturer og svin omkring. Vi fanger og slagter nogle af dem, naar vi har tid, saa vi mangler ikke flæsk i denne tid, men til tider har det ogsaa været lidt knapt. Engang vi overraskede russerne, fandt vi en hel mark fuld af kreaturer, svin og høns. Vi gjorde derfor holdt, nu skulle der ordentlig brases. Vi havde ikke faaet noget ordentligt at spise de sidste par dage, saa vi var slemt sultne.

Dyrene blev nu fanget, alt eftersom hvad man syntes bedst om. Et par mand fangede et svin, andre et kratur og atter andre en høne. Hønsene var det dog ikke saa let at faa fat paa. Hvor hen man saa, var alle mand i færd med at slagte, koge og stege.

Men vi havde travlt, for ingen vidste, hvornaar vi skulle afsted igen. Alle havde vi vore kogekar over ilden, og det kogte og brasede, men paa en gang lød det: Fertigmachen.

Nu var gode raad dyre, Vi ville jo nødig miste vor gode suppe og kød, Naa vi satte dækslet paa kogekarret, spændte det paa tornysteren, denne paa nakken og saa af sted. Men da vi først kom i gang, skvulpede suppen ud af kogekarret og ned ad trøjen og benklæderne, og da fedtet saa størknede, glinsede det rigtig i solen.

Mange huse er afbrændte her, saa det er knapt med husly sommetider, men vi er ogsaa vant til at ligge udenfor.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.

Onsdag aften gaar vi over floden Bug og bivuakerer. Vest for os ligger den russiske fæstning Warschau, der endnu ikke har overgivet sig, men bliver belejret. Om torsdagen har vi en lang marchtur. Vi løber næsten 40 km., men saa er vi ogsaa dødtrætte. Da faar vi efterretning om, at fæstningen Brest-Litovsk er faldet, og jeg tror nok, at vi skulle have været derhen til forstærkning. Vi observerer en fjendtlig flyver, der kredser over os.

Vi bøjer nu af mod nordøst. Næste dags morgen gaar det løs klokken 5.

I dag har vi d. 28. august. Vi ligger og venter paa befaling, og vi skal til enhver tid være marchberedt, mon hvor de nu vil hen med os ved vi ikke. Det er ikke behageligt at marchere paa landevejene i denne tid, for der er en hede og en støv, saa vi ser ud som negre, og vandet er saa sparsomt, saa vi ikke kan faa os vasket.

Søndag morgen gaar det videre mod øst, vi fejrer jo ikke søndag paa nogen maade. Vi gaar kun ca. 12 km., saa har vi hvil. Vi har slaaet telte op, men klokken syv om aftenen faar vi ordre til at drage videre, og vi marcherer hele natten, Vi kommer igennem en sandørken, hvor vi vader i sand til op over vristen.

Mandag morgen d. 30. aug. er vi naaet frem til kun et par hundrede meter bag skyttegravene, men nu er vi ogsaa trætte, saa vi næsten ikke kan gaa mere. Kanonerne tordner og maskingeværerne knitrer. Der er sikkert mange, der skal miste livet derude. Vi ligger inde i en skov, saa fjenden ikke kan se os.

Han skyder heller ikke med artilleri, Henimod middag har han trukket sig tilbage. Vi gaar saa fremad, men der er mange, der falder om af overanstrengelse, saa vi taber næsten det halve af hvert kompagni.

Hen paa eftermiddagen gør vi holdt, feltkøkkenet kommer til, og vi faar saa middagsmad. Imidlertid trækker der et tordenvejr over, et uvejr uden lige. Det varer ikke længere end ti minutter, men saa er agrene ogsaa fulde af vand, og der falder isstykker saa store som dueæg. De heste, der er spændt for køkkenvognen løb løbsk, og folkene, der havde søgt ly under vognen, blev kørt over og brækkede baade arme og ben.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.

Om morgenen d. 16. aug. befinder vi os i Kolm, og nu troe­de vi, at vi skulle have et par dages hvil, men om eftermiddagen maatte vi igen afsted, og vi marcherede 2 1/2 time. Næste morgen den samme marchtur igen. Om aftenen d. 17. august, blev vi tildelt vort regiment Nr. 91. Marchturene bliver stadig større, – man drager blot afsted med os, hvorhen ved vi ikke, men det kan jo ogsaa være lige meget, hvor vi er.

Nu kommer vi igennem byer, hvor vi vader i pløre til op over vristen.

Idag er det d. 21. aug. Det er et øsende regnvejr, saa vi bliver vaade til skindet. Vejene er saa opblødte, saa vi næsten ikke kan komme fremad, for det er ogsaa knapt med chausseerne her.

Efter mit kompas at se gaar vi mod nord. Vi kommer til en by, hvor vi søger husly, men det er næsten ikke til at finde, for alle husene er allerede besat af train og artilleri, men omsider finder jeg dog en stald til min gruppe, men der lugter skrækkeligt her. Husene er jo heller ikke af de fineste.

Jeg lægger mig i en straahytte ude i haven, her er luften dog frisk, og man er jo glad, naar man bare har tag over hovedet.

Det værste er at faa vores tøj tørret, Det skal vi helst lade tørre paa kroppen, for vi har jo ikke noget at skifte med.

Den næste dags morgen marcherer vi videre mod nord. Søndag eftermiddag d. 22. august naar vi til Biala, som ligger 50 km, vest for Brest-Litovsk. Her bliver vi nu indkvarteret i tugthuset, men det er et af de bedste kvarterer vi har haft endnu. For otte dage siden var russerne endnu her, og de ville brænde byen af, fortalte befolkningen, men de fik ingen tid dertil, tyskerne var dem i hælene. – Vi bliver nu et par dage her, hvorefter det gaar videre mod øst.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)