Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten
Den 25. august blev der bekendtgjort forfremmelser. En gammel sej Landwehrmann, Itzke, som netop skulle hjem på orlov, blev forfremmet til korporal. I tanker så han sig i hvert fald skride gennem sin mecklenburgiske landsby med blanke knapper. En kammerat råbte til ham: “Johann, jeg troede, du skulle “forfremmes” hjem, og så bliver du forfremmet til korporal!”
Få dage efter stod vi ved en frisk grav under et fyrretræ, og på det kors, som kammerater havde tømret sammen, stod: “Her hviler Landwehrmann Itzke, 8/84.”
Vort kvarter i Proniewicze blev vedholdende beskudt af russisk artilleri, og det har i hvert fald været anledningen til, at der den 25. august blev givet ordre til at rømme landsbyen og gå tilbage til skoven.
Ved antrædningen sagde vor bataljonsfører, kaptajn Hülsemann, til sin adjudant: “Det er mig inderligt imod at foretage et skridt baglæns!” Men det var en ordre. Vi troede, at vi kunne blive der endnu nogen tid, og indrettede os så hyggeligt som muligt. Men det gik helt anderledes, for næste nat rømmede russerne deres stilling, og det gik videre fremad. Slaget ved Bielsk var ovre.
Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten
Den 24. august om middagen var hele kompagniet samlet foran laden ved middagsmaden, da en shrapnel tømte sit indhold ud over os.
En ordre var ikke nødvendig. I løbet af få sekunder var pladsen tom, men den eneste skade, der blev forvoldt, var, at nogle af folkene spildte deres mad.
Om aftenen måtte kompagniet bringe materialer ud foran til stillingsbygning. Undervejs traf jeg løjtnant Iken, der fortalte mig, at jeg staks ville komme forbi Feldwebel-Leutnant Debusmanns friske grav. Debusmann, en gammel frivillig på over 50 år, havde gjort rejsen fra Christiansfeld til Rusland sammen med mig.
Sønderjyden “H” skriver den 23. august fra Østfronten:
Med Kolonnerne paa en Regnvejrsdag i russisk Polen. Lublin, den 23. August 1915
Regnvejrsdagen skulde vi i Gang Kl. 3½ Morgen. Da øsregnede det. Vi havde læsset paa Banegaarden, og begyndte Marchen op igennem Byen.
Gaden der var næsten som en Flod. To Vognrækker ud ad, to ind ad, og midt paa Gaden de store Biler, alt paa samme Gade! Vandet sprøjtede over os fra Bilerne. Vi anede, at det vilde blive en vanskelig Vi skulde en 32 Kilometer frem, ligge Natten over ved Afladningsstedet og saa næste Dag tilbage igen. Egnen er meget frugtbar, rigtig fed og svær Jord. Vejen, ja den er sikkert en god Chaussé, men som vi anede: denne Bløde og saa den umaadelige Færdsel, særlig af Bilerne, kunde den ikke staa for.
Dertil kommer saa, at Egnen er meget bakket, og at flere Kolonner har daarlige Heste! Vi kunde sagtens. Vi har jo fire for, og kører aldrig mere end 2000 Pund pr. Vogn. Færdselen blev ved der ud ad; men desværre kun kort — saa sad der en Bil fast. Den var gaaet igennem Gruslaget og ned i det fede Ler. Baghjulene snurrede, saa Leret sprøjtede op i en rund Bue. Men forbi skulde vi, og I kan tro, der skulde passes paa. Kuskene er vaagne en Dag som denne.
Det blev snart almindeligt med disse store Biler. Der skændtes, der bandedes — men det hjalp ikke. Maskinen sad fast. Hvor har jeg tit moret mig over en Vognstyrer i en saadan Stilling. En Kusk eller Rytter, ja han slaar løs paa Hestene, før han kører fast, og siden slaar han løs for Alvor paa de arme Dyr for at komme løs igen.
En Motorvognsstyrer, ja han sætter Dampen op, det puster og stønner. Naar det rigtig kniber, saa giver han sig rigtig i Kroppen forover og vil som tvinge Vognen frem med sin Legemsvægt og aabner for Eksplosionsstoffet. Der staar sort Røg om ham; men den vil ikke — den arbejder sig dybere og dybere ned, og til sidst staar Motoren stille. Og hvad gør saa Føreren? Han skælder ud, tit paa sig selv, klør sig i Nakken saa ærgerlig, men Piskeslag hjælper ikke. Maskinen har sin Begrænsning.
Der imod Hestene, de arme Dyr, dem gaar jo næsten altid Kuskens Harme ud over, tit med tunge Piskeslag; Hestene lider tit frygteligt under disse Forhold.
Motorvognsføreren, han maa have fat i sin Spade, smider Trøjen, og saa kiler han paa, saa Sveden hagler ned ad ham. Jeg under ham det tit, for han er næsten altid vel ved Magt. De lever, som velbekendt iblandt os, meget komfortabelt, men har jo ellers tidt meget at bestille.
Saadan var det rigtig den Dag. Tilsidst standsede hele Herligheden i en stor Lerbakke. Vejen var nedgravet, Hulvej, men meget bred. Her sad den ene Motorvogn fast bag ved og ved Siden af den anden. Leret sprøjtede i store Buer i Vejret. Der var Førere, som ikke vilde give sig, oversprøjtede alt og alle. Og saadan som de sled med Spaden! Der skændtes. Og ind imellem hele Herligheden holdt vi, og ovre paa den anden Side af Vejen de andre Kolonner, som kørte til Lublin, og kunde ingen Steder komme.
Det hele var kørt fast. Saa langt man kunde se tilbage og fremad var Vejen fuld af Køretøjer og Motorvogne. Alt stod stille. Og Vandet drev ned i stride Strømme. Hestene hang med Ørene. Kuskenes Piber gik ud. Det er altid Tegn paa lidt Utilpashed.
Efter næsten to Timers Forløb begyndte der at komme Bevægelse i Rækkerne. Enkelte af Motorvognene var komne løs, saa der var bleven en lille Aabning, som Kolonnerne kunde knibe sig igennem. Regnen sagtnede lidt. Nu galdt det om at smutte igennem Aabningen. I kan tænke Jer, at Vognene fik Slagside, da Aabningen jo formelig blev bundløs, undtagen der, hvor der var puttet store Sten ned i Hullerne.
Da vi saa kom ned i det allerværste (det var nemlig ned ad Bakken, det gik for sig; havde det været modsat, ved jeg ikke, hvordan det var gaaet), stod selveste Generalen over 11. Etappeinspektion i egen Person midt i Leret, rygende paa en Cigar, saa Røgen stod om ham, med Ler op til Knæene og oversprøjtet med tyndt Ler, og sagde med stor Ro til Kuskene: „Rolig, rolig, fremad og pas paa“; men af og til rystede han paa Hovedet.
Ja, det er et vældigt Maskineri, som her er i Gang. Naar Parolen hedder: „Ammunition og Proviant skal frem til Tropperne, selv om det koster den sidste Hest“ — det skal være Mackensens egne Ord —, saa skal disse Ting igennem, enten det er Regn eller Solskin, Sand eller Ler, men det værste er nu da alligevel Dynd.
Hen paa Eftermiddagen klarede det lidt op, og Motorvognene kom hvæsende forbi os. Nu var de ovenpaa igen.
Det var en lang Tur den Dag. Kl. 10½ om Aftenen kom vi først i Kvarter. Den næste Dag kørte vi saa tilbage til Lublin. Da var den uforglemmelige Hulvej ukendelig. Den var gjort i Stand, og det grundigt. Men flere Hundrede havde ogsaa arbejdet, og det sikkert til langt ud paa Natten. Ja man maa tit forundre sig. Tænk i Løbet af 24 Timer er Vejen som ny. Saadan er det saa tit. Man maa forundre sig over denne Foretagsomhed og vældige Energi. Saadanne Dage liver lidt op, for mig da i hvert Tilfælde . . .
H.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august 1915 deltog han i kampene ved Bielsk
Den 21. august gik der det rygte, at russerne til venstre for os var brudt igennem. 8. kompagni måtte overtage sikringen af det artilleri, der var nedgravet mellem landsbyen og skoven, og gravede med dette formål en forsvarsstilling. Da alt imidlertid forblev roligt, rykkede vi efter nogle timer igen ind i vor lade.
Dag og nat, næsten uafbrudt blev der kæmpet ude foran, og enkelte kugler gik også gennem bræddevæggen ind til os i laden. Til denne lade knytter der sig en erindring, som jeg aldrig vil kunne glemme.
Da kompagniet den 23. august om aftenen havde lagt sig til ro, hentede Unteroffizier Ruprecht sin mundharmonika frem og begyndte stille at spille melodien: “O Deutschland hoch in Ehren”. Straks faldt nogle stemmer i, og et øjeblik senere sang hele kompagniet. “Ich hatt’ einen Kameraden”, “Wir treten zum beten”, “Ich bete an die Macht der Liebe”, og andre sange fulgte.
Dæmpet trængte slagets larm ind til os blandet med kanonernes dumpe brøl.
Af Regimentshistorien, der udkommer på dansk senere i 2015.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.
Om morgenen d. 16. aug. befinder vi os i Kolm, og nu troede vi, at vi skulle have et par dages hvil, men om eftermiddagen maatte vi igen afsted, og vi marcherede 2 1/2 time. Næste morgen den samme marchtur igen. Om aftenen d. 17. august, blev vi tildelt vort regiment Nr. 91. Marchturene bliver stadig større, – man drager blot afsted med os, hvorhen ved vi ikke, men det kan jo ogsaa være lige meget, hvor vi er.
Nu kommer vi igennem byer, hvor vi vader i pløre til op over vristen.
Idag er det d. 21. aug. Det er et øsende regnvejr, saa vi bliver vaade til skindet. Vejene er saa opblødte, saa vi næsten ikke kan komme fremad, for det er ogsaa knapt med chausseerne her.
Efter mit kompas at se gaar vi mod nord. Vi kommer til en by, hvor vi søger husly, men det er næsten ikke til at finde, for alle husene er allerede besat af train og artilleri, men omsider finder jeg dog en stald til min gruppe, men der lugter skrækkeligt her. Husene er jo heller ikke af de fineste.
Jeg lægger mig i en straahytte ude i haven, her er luften dog frisk, og man er jo glad, naar man bare har tag over hovedet.
Det værste er at faa vores tøj tørret, Det skal vi helst lade tørre paa kroppen, for vi har jo ikke noget at skifte med.
Den næste dags morgen marcherer vi videre mod nord. Søndag eftermiddag d. 22. august naar vi til Biala, som ligger 50 km, vest for Brest-Litovsk. Her bliver vi nu indkvarteret i tugthuset, men det er et af de bedste kvarterer vi har haft endnu. For otte dage siden var russerne endnu her, og de ville brænde byen af, fortalte befolkningen, men de fik ingen tid dertil, tyskerne var dem i hælene. – Vi bliver nu et par dage her, hvorefter det gaar videre mod øst.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret den 4. juni 1915. Det var få dage før det store franske angreb, der kostede så mange sønderjyder livet. Efter 10 uger på forskellige lazaretter kom han til ”Genesungskompagniet” (”skåne-kompagniet”) i Guise.
(… fortsat)
Efter at have drevet rundt i Byen et Par Dage, skulde jeg melde mig hos en Underofficer paa en Vagt, som var stationeret i den anden Ende af Byen. Vagten skulde kontrollere Passene hos de Folk, Franskmænd eller Belgiere, som gik ind til eller ud af Byen.
Jeg havde været paa Vagt fra tolv til to og laa om Morgenen ved halvseks Tiden i min bedste Søvn, da Vagtens næstkommanderende ruskede mig vaagen. „Vollschow, du maa i Dag rejse paa Orlov”.
Jeg blev lysvaagen med det samme. Jeg skulde Klokken ni paa Aflusning, Klokken halv elleve til Lægen og saa hen paa Skrivestuen efter Orlovsbevis, Fribillet og Lønning for ti Dage, saa jeg burde have travlt.
Men Tiden kravlede af Sted, særligt efter at jeg var færdig til at rejse. Klokken godt to gik der et Tog fra Guise til Charleroi. Vi var seks Mand fra „Genesungskompagniet”, som skulde hjem, og vi var i god Tid mødt op paa Banegaarden.
Det var saa varmt, at Tøjet ligefrem klæbede til Kroppen, og vi fandt da paa at gaa, ind i Kantinen og drikke et Glas Øl; men det første Glas smagte efter mere, og vi fik hver en seks til syv Glas. Af de modtagne 5,30 Mark røg her 1,40 Mark. Endelig kom Toget, og vi kom ogsaa til Charleroi. Her maatte vi vente i to Timer paa Orlovsekspressen, der kom fra Chauny. Ved Syvtiden om Aftenen ankom vi til Herbesthal ved den tysk-belgiske Grænse.
Da der var en Ventetid paa flere Timer, inden vi kunde køre videre til Köln, gik vi ind i Banegaardsrestaurationen og fik noget Smørrebrød og et Par Glas Øl; det kostede 2,60 M.
I godt Humør og sikre paa snart at være hjemme efter næsten et Aars Fravær, slentrede vi rundt paa Perronen og kom ogsaa ind i Banegaardshallen. Her fik jeg pludselig Øje paa et Skilt: Militærbillet til Hamburg 6,50 Mark.
Det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig: 6,50 Mark, 6,50 Mark …!
Min Kammerat kom til, og jeg pegede stumt paa Skiltet: „Hvad gør vi nu? Vi kommer ikke hjem paa Orlov.”
Vi gik noget slukøret ud paa Perronen og mødte her Stationsforstanderen. Det maatte være Manden, som kunde hjælpe os. Jeg gik hen til ham og knaldede Hælene sammen, saa det gav Genlyd over hele Perronen. Han syntes forbavset, men hilste og spurgte: „Naa, Kammerat, hvad er der løs?” Jeg kunde se paa ham, at han ikke var saa brøsig som de Militærpersoner, vi kom i Berøring med, men at han gerne vilde hjælpe os. Jeg forklarede ham den Nødssituation, som vi var i.
Han kløede sig i Nakken og sagde: „Prøv at melde Dem paa Banegaardskommandanturen og bed om en Fribillet til Hamburg. “
Vi gik hen til Kommandanturen og hilste forskriftsmæssigt paa den vagthavende Feldwebel. Han løftede Blikket og saa paa mig: „Was wollen Sie?“. Jeg tænkte, nu kan du godt sige Farvel til Orloven; men jeg fattede mig og bad militærisk kortfattet om en Fribillet til Hamburg.
Pludselig lød der et Løvebrøl fra et af Sideværelserne, til hvilket Døren stod aaben. Derinde sad en Major. Han brølede videre: „Se til, at I kommer ud. I maa laane Pengene hos en af jeres Kammerater. Kommer I igen, sender jeg jer tilbage til jeres Deling!”
Spagfærdigt svarede jeg:„ Javel, Hr. Major,” og saa stod vi atter udenfor paa Perronen. Min Kammerat og jeg blev meget nedslaaet; men nu kom Stationsforstanderen os i Møde, og da han hørte Resultatet af vor Henvendelse til Banegaardskommandanten, gav han os det gode Raad at købe en Billet til Dortmund og saa bare blive siddende i Toget. Vi købte Billetten og havde saa hver 15 Pf. i Behold; men vi syntes alligevel, at Livet var værd at leve igen.
Vi kørte saa videre, men alt som vi nærmede os Dortmund, blev vore Hjerter mere og mere knuget af Angst og Spænding. Toget holdt paa Stationen i Dortmund, og det kører videre.
Kammeraterne i Kupeen sov de retfærdiges Søvn; men vi to følte absolut ikke nogen Trang til at sove. Saa lød en Stemme: „Billetter skal forevises!” Min Kammerat forsvandt hen i den anden Ende af Vognen til Toilettet. Da Konduktøren lige var færdig med at billettere;. puffede en Kammerat til mig og sagde: „Vaagn op, du skal fremvise din Billet!” Jeg gjorde, som om jeg blev vaagen og fremviste min Billet. Konduktøren saa paa den:
„Dortmund, der er vi jo lige kørt fra.” Jeg forklarede ham Situationen, og han lovede, at han vilde undersøge, om jeg havde en Chance hos en Kammerat, som havde Billet til Hamborg, men kun vilde til Bremen, og det lykkedes. Jeg udstødte et Lettelsens Suk, sank tilbage i Hjørnet og forsøgte at faa mine Nerver i Ro.
Klokken syv om Morgenen naaede vi Hamborg. Jeg kom godt igennem Billetkontrollen, men da min Lidelsesfælle kom, saa jeg, at der blev parlamenteret, og omsider kom en Vagtpost og førte ham bort.
Efter fjorten Dages forløb saa jeg ham igen i Guise ved Lønningsappellen. Feldwebelen kundgjorde her, at da han ikke havde kunnet betale Billetten fra Dortmund til Lybæk, havde Kompagniet betalt hans Gæld, og Beløbet vilde blive fradraget hans Lønning. Men han trøstede sig med, at han havde haft fjorten dejlige Dage derhjemme.
I Oktober blev der saa iøvrigt vedtaget en Lov, efter hvilken Soldater paa Orlov rejste frit hjem og tilbage.
Men jeg glemmer aldrig denne Orlovsrejse med dens Forhindringer.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august deltog han i kampene ved Bielsk på Østfronten.
Om eftermiddagen den 20. august begyndte vort artilleri at skyde heftigt, og det var interessant at iagttage de godt placerede nedslag fra vor grav med godt udsyn. Det fjendtlige artilleri var heller ikke uvirksomt, men bestrøg hele tiden den bag os liggende skov.
Efter ca. en time uden at vi havde måttet ulejlige os, havde russerne fået nok. Her og der straktes nogle hænder i vejret, og da vi trådte ud af vor grav og vinkede, kom hele selskabet løbende over til os.
Undervejs samlede de sig, og ankommet til os trådte de uden kommando an i gruppekolonne. Lige foran mig vendte en russer sig om og løb tilbage. Da jeg råbte til ham : “bliv her!” svarede han på tysk: “Ja, blot hente min vanddunk!” Han havde forinden løsnet sit remtøj og derved ladet sin feltflaske ligge. Han fortalte os, at han havde arbejdet i Tyskland.
Først nu erfarede jeg, at kompagniføreren, løjtnant Ebeling, var faldet dagen før.
Næppe havde russerne overgivet sig, før vi fik heftig ild fra venstre. Men nu angreb 38. infanteri-division og drev i en timelang kamp de angribende russere tilbage. Vore folk hjalp med at hente to kanoner ud af skoven og med at slæbe ammunition, og nu fyrede disse to kanoner stående på åben mark mod de vigende russiske kolonner.
Vor I og III bataljon forfulgte de russere, som flygtede for os, mens II bataljon blev tilbage som reserve. 8. kompagni fandt kvarter i en kornlade. I aftenrøden nedbrændte en vindmølle i vor nærhed. Et smukt syn. Vi blev nu flere dage i Proniewicze, mens I og III bataljon lå i stilling foran os.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august blev han forflyttet fra grænsebevogtning ved Aller til Østfronten.
Banedæmningen Bialystok- Bielsk – Brest-Litowsk overskred vi endnu den 19. 8. uden kamp.
Men efter knap en time måtte vi igen deployere. Russerne havde sat sig fast foran landsbyen Proniewicze, og jeg måtte med min deling forstærke 7. kompagni, der allerede lå i stilling forude.
Da vi trådte ud af skoven vest for landsbyen, blev vi modtaget af en heftig gevær- og maskingeværild. Men nogenlunde i dækning af terrænet kunne vi nå frem til 7. kompagnis stilling og grave os ned.
Hvis jeg ikke tager fejl, lå III bataljon til højre for os. Det regnede igen stærkt. Hele dagen og også den næste formiddag, den 20. august, beskød russerne os heftigt. Særligt blev vi plaget af beskydning fra halv venstre. Så snart en mand stak hovedet lidt frem, peb der straks nogle kugler; vi havde flere tab med hovedskud.
I den retning, hvorfra skuddene kom, stod der en trægruppe, som jeg lod skyde ind i, men plagerierne hørte ikke op. Nogle dage senere så jeg under fremmarchen tæt forbi vor daværende stilling en grusgrav, fra hvis forhøjede men forfra ikke synlige rand skuddene i hvert fald kom.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.
Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.
Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.
Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.
Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.
Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.
Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.
Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.
Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.
Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.
Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.
Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Den 17. august blev han indsat i kampene ved Banki.
I morgentimerne den 18. august opstod der kamp på to fronter. I den bæk, der løb bag vor stilling, dukkede fjendtlige ænder op. Vore folk gik straks over til angreb, men al venlig vinken dem nærmere hjalp intet. Med storm blev de så omringet og taget til fange.
Om formiddagen skød vort artilleri sig ind, og kort før kl. 12 kom der besked om, at virkningsild var begyndt kl. 11:45, og at der skulle stormes kl. 12:30.
Straks trådte 8. kompagni an for under artilleriilden at komme så tæt på som muligt. Vi krøb op ad skråningen, der var bevokset med kartofler, lupiner og hør, og var til den befalede stormtid kun ca. 100 meter fra den russiske skyttegrav.
Kompagniet rejste sig til storm, og det var nok. I lange rækker kom russerne løbende ned mod os. 120 mand og et maskingevær blev der bragt ind af 8. kompagni, mens vi så stærke russiske enheder styrte bagud. Vore tab var små.
Vi troede, at vi ved vor venstresvingning ved overgangen over bækken var kommet godt ind i flanken på den russiske grav, og var nu overrasket over netop i vor front at finde en meget lidt beskadiget russisk stilling. Russerne havde kamufleret den forreste grav så fortræffeligt, at heller ikke artilleriet havde fundet den og hovedsageligt havde skudt på grav nummer to.
8. kompagni havde ordre til at gå frem ind til den russiske stilling, mens de andre tre kompagnier optog forfølgelsen. Snart fulgte vi efter.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Infanteriregiment 84’s 8. kompagni.
På en søndag aften i de første augustdage 1915 fik jeg i det umiddelbart ved den danske grænse beliggende pastorat Aller, hvor jeg boede og tilhørte grænsebevogtningen, telefonisk ordre til at begive mig til Altona og rykke i felten næste dag.
Mandag middag samledes i Altona en transport på 29 officerer, der straks fik marchordre til 54. infanteri-division. Efter en meget interessant rejse på kryds og tværs pr. bane, bil, hestevogn og til fods nåede vi den 17. august i Wolka den 54. infanteri-division, som forsatte mig til infanteri-regiment 84.
Ved regimentet hilste regimentsadjudanten, kaptajn Böhm, mig med ordene:” De vil sikkert til II bataljon!” Således kom jeg igen til vor Haderslev-bataljon, hvor jeg 20 år tidligere havde gjort tjeneste som aspirant. “Fabriksnye løjtnanter” kaldte Claus Ochsen os ….
Nå, måske ikke lige netop det, så havde kun få af os hørt fjendtlige kugler fløjte, sådan som det blev konstateret ved tilmeldingen ved brigaden.
8. kompagni, som jeg blev knyttet til, lå den 17. august ved Wyszki i reserve. Sommernatten forløb roligt, for første gang var den blå himmel mit dækken. Russerne havde i nattens løb rømmet deres stilling, og i den tidlige morgenstund trådte kompagniet an til fremmarch. Snart kom jeg for første gang i ilden, kampene ved Banki begyndte.
8. kompagni deployerede, til højre stødende op til 5. kompagni, mod højderne nordvest for den i lys lue brændende landsby Banki, som lå i en dyb sænkning. På højderne blev vi modtaget af en kraftig ild, som vi ikke kunne udrette meget imod, da de russiske stillinger på den anden side af landsbyen var svære at få øje på, og da den stærke røg fra den brændende landsby med mellemrum tog vort udsyn. Efter nogen tid gik kompagniet gruppevis frem og nåede i en lille bue, hvorved røgen nu gav os dækning mod indseende, frem til den nordlige udkant af Banki.
Russerne holdt os hele tiden under beskydning. I løbet af eftermiddagen gik vi gennem landsbyen, bøjede af til venstre, gik over en lille bæk og gravede os ned langs denne for natten. Foran os lå et stærkt stigende terræn, og deroppe, tæt foran os, måtte de russiske stillinger være. Vi lå beskyttet i en død vinkel, men endnu længe skød russerne hen over os.
Til højre for os lå dele af 7. kompagni, som ligeledes havde overskredet bækken, til venstre bagud 5. og 6. kompagni. En stærk regn satte ind. Kompagnifører, løjtnant Ebeling, sendte om natten en ordonnans til 5. kompagni med anmodning om at komme nærmere og slutte sig til til højre, hvor en bred åbning gabte, men selv i mørket var det ikke muligt for 5.kompagni at komme fremad. Ved 8. kompagni forløb natten temmelig roligt.
Af Regiments 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.
Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.
Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.
Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.
Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpemare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.
Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.
Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lytter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.
Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugleregnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“
Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barnetro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Vi hviler nu ud til næste dags morgen, saa gaar det videre. Men det er ikke behageligt at marchere langs vejene i denne tid, for automobiler og trainkollorner kører frem og tilbage, Saadan en trafik har jeg endnu aldrig set.
Chausseen er storartet, den er belagt med klinker, men der er ogsaa knapt med jernbaner her. Sommesteder er der over 200 km, fra den ene til den anden, saa det er ikke nemt at gøre lange rejser her.
Jorden er en rigtig god lerjord, saa der kunne avles meget, hvis den blev rigtig behandlet, men agerbruget har man ikke meget forstand paa her Selve agrene er ikke mere end to meter brede, og agerrenderne er mere end en halv meter dybe, saa det er ikke behageligt, naar man skal rende tværs over markerne. Der staar en mængde korn endnu, paa markerne, men russiske fanger er i færd med at høste.
Søndag aften … er vi i Krasnostov. Her har vi saa en dags hvil, hvor nogle af os meder fisk i en bæk, som løber forbi i nærheden. Min kammerat fanger en stor gedde, som vi steger, og vi koger nogle kartofler dertil, dem er der nok at faa af paa markerne. Det er godt med lidt forandring i kosten. Om aftenen skal vi saa igen afsted. Vi marcherer et par timer og undervejs koger vi kaffe. Resten af natten marcherer vi videre.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.
Stormen på den fjendtlige feltbefæstning var ansat til den 14. august. Hen mod kl. 7 formiddag begyndte man med artilleribeskydning af den fjendtlige stilling. (…)
Jeg sagde allerede, at 6. kompagni blev holdt i beredskab bag bataljonen ved kirken i Dombrowka. Her lå vi mange timer og afventede de kommende begivenheder. Sommetider forstyrrede en russisk granat os, men i det store og hele var beredskabsrummet ret uforstyrret, til trods for beliggenheden ved kirken. Jeg fandt endda tid til at skrive et brev hjem.
Iøvrigt fandt vi stor interesse i en kolonne bønder. Hvis jeg husker ret, stod vi på vejen, der fører fra Gieralty-Nowe til Dombrowka, mens kolonnen stod på vejen fra Pawlowienta til Dombrowka. Det var en af de kolonner med bønder, som vi så ofte havde mødt på vor vej gennem Rusland, en kolonne af russiske bondefamilier, som befandt sig på flugt med deres fattige ejendele, måske fordi deres landsby var ødelagt, måske fordi de ville redde deres fattige ejendele og sig selv fra kampområdet. En lang kolonne af lave vogne, dels fjællevogne, dels kassevogne forspændt to eller blot én af de små russiske heste. Oven på, ved siden af og under vognen blev familien og dens ejendele slæbt med. Hvem der endnu havde reddet det, førte bag vognen det mest værdifulde med sig, nemlig en ko. Det var de ængstelige bønder meget om at gøre, at vore folk ikke kom for nær deres ejendele, for de frygtede alligevel, at noget kunne forsvinde. De kunne ikke engang bevæges til mod betaling at sælge noget af deres stadig rigelige beholdning af smør. Og det gjorde de nok ret i, for hvornår på deres måske lange afveje ville de igen kunne proviantere? Hvis en af vore folk kom dem for nær, eller endda forsøgte at gribe efter smørkarret, der hang under vognen, udstødte kvinderne et sandt krigshyl.
Endelig kom der ordre til os om at rykke frem. Vi bevægede os langs med kirken og spredte os gruppevis ind i bataljonens første linje for at udfylde tomrum i rækkerne og bære angrebet længere frem. Russeren havde snart unddraget sig en nærmere berøring med os, rømmet stillingen og søgte nu lykken ved flugt. Som allerede ved tidligere angreb på russiske feltbefæstninger, var det også denne dag påfaldende, med hvilken hastighed stillingerne blev anlagt og udbygget. Utvivlsomt har de vel i ryggen af hæren ladet befolkningen grave skyttegrave og skabe nye optagestillinger til de vigende tropper.
Infanteriilden var som følge af modstanderens vigen ikke særlig heftig, ind til vi pludselig fik stærkere infanteri- og maskingeværild fra venstre flanke. Da den fejlfri naboforbindelse i løbet af angrebet var gået tabt, blev en gruppe eller en halvdeling fra vor venstre fløj vendt bort med front mod den lille skov ved Stawiereje-Podlesne og rettede deres ild mod russerne dér. Vor fremrykning blev derved noget forsinket, hvilket især var ubehageligt, fordi russerne med deres artilleri, som her syntes særlig stærkt, havde skudt sig godt ind på os. Det lykkedes at kaste modstanderen ud af den lille skov og nu fortsætte forfølgelsen af den flygtende fjende i det vante tempo. Vi havde nået et lille højdedrag, foran os bredte sig langt ud den overskuelige slagmark, i hvis midte der fandtes en lang sænkning. Efter kortet side 71 i oberstløjtnant Hülsemanns beretninger må det have drejet sig om sænkningen ved Kostry-Litwa og Krasowo-Wolka. Her så man russere i store skarer, og vi skød efter dem både liggende og stående, skønt afstanden var så stor, at et godt resultat næppe kunne forventes.
Dog var vor forbavselse stor, da vi opdagede, at disse masser ikke var på tilbagetog, men derimod i ordnede bølger bevægede sig imod os! Desværre indhentedes jeg for anden gang af et fjendtligt skud og blev tvunget til at forlade mit kompagni. En granat åbnede sin dødbringende mund lige over mig, og et haglvejr af shrapnelkugler klaskede mod jorden rundt omkring mig. Men en shrapnelkugle havde søgt sig vej gennem mit bryst, idet den trængte ind venstre øre og satte sig fast i omegnen af det højre underste skulderbladshjørne. En anden havde samtidigt gennemboret min venstre overarm uden at anrette skade af betydning.
På dette sted må jeg vie sanitetsunderofficer Behmers eftermæle nogle ord. Behmer var vel lidt letfærdig anlagt og har nok også været besjælet af en falsk ærgerrighed, i hvert fald gik det rygte, at han skulle have tildelt sig selv jernkorset. Man kunne ganske vist ikke endeligt bevise det, men han kunne heller ikke opvise gyldigt bevis for den retmæssige tildeling. Herved har han nok skadet sig selv mest, hvad der var så meget mere beklageligt, som at han ved sin enestående tapperhed ti gange kunne have fået jernkorset. På grund af denne dumme historie kunne man heller ikke indstille ham til Jernkorset af 1. klasse, som han allerede i tidligere kampe i Rusland virkeligt havde fortjent. Man fandt ham som sanitetsunderofficer altid i den forreste skyttelinje, mest ved min deling, hvor jeg ofte måtte bremse hans trang til fremrykning. (Behmer er senere faldet). Til en vis grad kan jeg takke ham for mit liv, for mine sår var store og det var blodtabet derfor også. Jeg selv kunne kun med besvær lukke det store sår ved øret, såret på armen havde jeg slet ikke bemærket. På grund af Behmers hurtige indgriben fik jeg hurtigt en nødforbinding, så slæbte han mig til et lille stykke skyttegrav i nærheden, hvor han under ringe ilddækning kunne anlægge omhyggeligere forbindinger.
Så blev jeg sendt afsted i retning af Dombrowka. Undervejs traf jeg den af et lægskud sårede løjtnant Voigt, dengang fører af 8. kompagni. Vi afmeldte os sammen hos vor bataljonskommandør, kaptajn Hülsemann, som vi traf sammen med staben tæt bag den forreste linje i et lille stykke skyttegrav. Løjtnant Voigt og jeg asede os med besvær mod landsbyen for at nå til samlingspladsen for sårede. Ilden fra fjendtligt infanteri og artilleri var uformindsket heftig, og vi var lykkelige, da vi var ude af den værste zone. Tæt ved landsbyen traf vi et bårehold, der med bårer var på vej til slagmarken for at bjerge hårdtsårede. Man ville lægge mig på båren, men det gik ikke. På grund af ugunstige sår kunne jeg ikke ligge ned. Derfor fortsatte vi til fods, ind til vi fandt forbindingspladsen i kirken i Dombrowka.
Kirkeskibet lå fuld af sårede, der ventede på transport, mens læger og sanitetspersonale var beskæftiget med at anlægge fagmæssigt rigtige forbindinger i koret. Når det var gjort, fik hver mand et lille skilt fæstnet til uniformskraven, og så ventede man på transportmulighed. Her havde jeg held i uheld, idet en flyverofficer, premierløjtnant v.d. Goltz, tog mig med i sin bil og i korteste tid skaffede mig til feltlazarettet, hvor jeg snart kunne blive opereret. Mit ønske om at kunne blive på feltlazarettet og via erstatningsbataljonen igen at komme tilbage til 6. kompagni kunne ikke imødekommes i betragtning af læsionens sværhedsgrad, der ville betinge et længere lazaretophold. Så måtte jeg da forlade de kammerater, med hvilke jeg i den korte tid, jeg havde været ved 6. kompagni, havde gennemlevet så mange tunge, men også dejlige dage. Det havde ikke engang været muligt for mig at tage afsked med min kompagnifører, løjtnant af reserven Baasch, med hvem jeg hele tiden var meget forbundet.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i efteråret 2015.
Sønderjyden N.L. opholdt sig i august 1915 ved fronten i Belgien ved Dixmuiden
Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen). Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Fur nes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling. Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker.
Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selv om der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: —- Vi skal i Bad! — Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad! – „I Bad!“ -prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”.
– „Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dansede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det. Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Soldater fra RIR 242 tager en dukkert i Belgien
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile. Saa en Aften hed det ved Parolen: „I Morgen Kl. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for dér at bade!”. Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante.
Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst. Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange — „Es war in Schoneberg —“ eller „Hej — es war die böse Schwiegermama-ma-ma!“ og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende. Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed. Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og — her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse. Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden; undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: „Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne „Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch. Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen.
– Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’ : „Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”. Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og sprællede og gav ondt fra sig.
— „Aa-nej, aa-høj, aa-ha!“ — Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventningsfuld og dyster Stemning over Bataillonen. Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud.
Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
— Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket, forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.
Solen brændte hedt på det russiske sand, og vi svedte rigtig meget, da angreb og forfølgelse dagligt vekslede. Angrebene var af vekslende sværhedsgrad, alt efter hvilken art enheder, vi stod overfor, forfølgelserne derimod var ensartede. Efter at de havde indset det udsigtsløse i at holde stand, var russerne med en beundringsværdig hurtighed ude af deres stilling og for det meste også uden for vort synsfelt.
Så begyndte den ivrige forfølgelse for at blive i hælene på fjenden. Og alligevel er det forblevet ufatteligt for mig, hvordan russerne så hurtigt kunne forsvinde for vort blik. Kun de flammende og rygende landsbyer viste os fjendens spor og lod os måle det forspring, han havde skaffet sig derved, at han med hovedparten af sine tropper var draget afsted allerede tidligere og kun havde efterladt små enheder i grave og feltbefæstninger til dygtigt forsvar og vildledning af tyskerne. Så ofte vi kom gennem en ny landsby, var russerne altid lige rykket ud, men kun sjældent lykkedes det os at få rigtig kontakt. Godt nok kunne det forekomme, at dele af de fjendtlige enheder gjorde modstand ved et dertil egnet sted for at opholde os; den fjendtlige hovedenhed fik derved et større forspring.
Sådan omtrent gik det os også den 13. august. I en stadig forfølgelse af fjenden nåede vi sent om eftermiddagen på denne dag – det kan efter min erindring have været hen mod kl. 6 – til landsbyen Dombrowka. Man kunne tydeligt se, at russerne var draget gennem byen i hast. Så vidt jeg ved havde de ikke engang taget sig tid til brandstiftelse. Således var bygningerne forblevet bevaret, om end de gjorde et mistrøstigt indtryk, ja, i en købmandsbutik var der endda en købmand, der beskyttede de ynkelige rester af sine varer og solgte, hvad der var af brugbart. Indbyggerne havde foretrukket at trække sig tilbage bag den russiske front.
Kun få gamle folk og enkelte fuldtallige familier var blevet tilbage. De havde ikke villet skilles fra deres ejendele og havde holdt sig skjult med deres beskedne gods i et mærkeligt gemmested for at unddrage sig deres egne landsmænds plyndringer. Deres huse var forladt, og de boede med deres for det meste talrige familie i en jordhule, som de på en fiks måde havde anlagt i haven tæt ved huset, adskilt fra dette eller med en underjordisk gang forbundet med dette. Her havde de også anbragt deres levnedsmidler. Kun levende dyr (med undtagelse af visse smådyr) har jeg ikke fundet i disse beboelser, skønt ellers svin, ænder og gæs hørte til de naturligste gæster i husene.
Ved den yderste udkant af landsbyen – det må vel have været den nordøstlige rand – blev jeg selv gjort opmærksom på denne slags logi af en sådan hulebeboer. Mit kompagni var rykket helt frem til denne udkant for herfra at kunne observere de foran landsbyen liggende russiske feltbefæstninger, som fjenden havde indrettet til nyt forsvar. Da vi snart blev opdaget af de gode fjendtlige observatører og taget under beskydning, trak vi os om bag husene.
Derved undersøgte vi naturligvis husene, også for madvarer, som der hos os ikke var særlig rigeligt af som følge af hastig fremrykning og forsyningsvanskeligheder. Der var ikke meget at hente, for russerne sugede selv deres land ud til det yderste. Ved den lejlighed kom der en bonde ud af sit underjordiske hjem og ind til os i huset og bønfaldt os om at skåne ham. Han talte lidt tysk og fortalte mig om sine landsmænds plyndringer. Han havde derfor bygget dette tilflugtsrum for sin familie for at undgå russernes rovlyst.
Hans gemmested var så dygtigt anlagt, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Det så ud som en kartoffelkule, som vi ofte laver dem for at kunne vinteropbevare kartoflerne. Indgangen var så kunstfærdigt lavet og dækket med græstørv og jord, at den ville imødekomme alle krigsmæssige krav. Senere er den tanke kommet til mig, om dette bygværk mon var lavet af russerne, og om indehaveren er blevet der med henblik på spionage, for det var da påfaldende, at næsten alle byens beboere var draget bort eller, så vidt de var våbenføre eller arbejdsføre var taget med af russerne, og at bygværket var etableret netop her i kanten af byen med observation mod den russiske feltbefæstning, og at man havde efterladt en mand, der – ganske vist dårligt – men nok til forståeliggørelse talte tysk og altså var i stand til at aflure tyskernes samtaler.
Nå, jeg fortaber mig her i betragtninger. Tilbage til begivenhederne ved kompagniet. Da vi på denne aften ikke skulle angribe mere, efterlod vi kun nogle vagtposter ved randen af landsbyen, som blev forstærket med et maskingevær. Selve kompagniet trak sig tilbage til landsbyen, hvor det fandt kvarter.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i 2015.
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.
Af Allan Otto Wagner
Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.
Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.
I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.
Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.
Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.
Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.
Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelingen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.
Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.
K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Søndag morgen skal vi igen afsted. Det var først meningen, at vi skulle have været afsted til fods, men vi kom dog til at køre med jernbanen, Mandag morgen er vi i Eavarucka. hvor vi faar te, Middagsmad har vi ikke faaet den sidste dag, men vi har faaet udleveret kødkonserves og cigarer. Egnen er mager, det er næsten sletteland altsammen, og man kan køre lange strækninger uden at se en bondegaard, men der er mange heste og kreaturer paa græs, De tilhører maaske militærforvaltningén.
Jeg lægger især mærke til den mærkelige dragt, bønderne gaar i. Lange støvler, hvide benklæder, et hvidt skørt, som naar dem til knæerne, en hvid jakke og en stor hat. Saadan en bonde kunne lade sig vise frem for penge.
I Ravaruska skilles transporten ad, Den ene del gaar mod øst, og vi gaar videre mod nordøst.
Forhaabentlig kommer vi snart ud af dette koleradistrikt, for vi maa hverken drikke af vandet eller vaske os i det.
Naa, hen paa formiddagen naar vi den russiske grænse ved byen Belzek, herfra skal vi gaa til fods, for jernbanen, gaar ikke videre, her gaar kun feltbanen, som bringer ammunition og forplejning til fronten. Sække af korn ligger her opstablet i tusindvis. Store lastautomobiler suser frem og tilbage.
Vi bliver liggende her til tirsdag aften, da vi marcherer videre; thi vi maa ikke marchere om dagen. Vi gaar kun ca. tre timer, saa kommer vi igennem en skov, hvor vi slaar teltene op og bivuakerer. Det er allerede helt mørkt, saa det er ikke nemt at finde sig til rette. Det bliver her en time før mørkt end hjemme hos os, men det bliver ogsaa desto tidligere lyst om morgenen.
Vi har nu hvil til klokken halvfem næste eftermiddag, men forinden vi gaar til ro, faar vi kaffe og grog, og vi sover trygt indtil næste morgen, Fra om eftermiddagen klokken halvfem marcherer vi hele natten igennem til næste dag, torsdag om morgenen klokken fire, da vi befinder os i Samostje„ Men nu er vi ogsaa dødtrætte. Vi holder en times hvil udenfor byen, og vi har næppe lagt os ned, før vi sover.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Under Jorden 11. August 1915 Nu bor jeg ikke mere i Morlilles Hus. Jeg har allerede i flere Maaneder maattet bo under Jorden, akkurat som Bjergfolkene i vort Folks gamle Tro; som kan hænde en Gang vore Forfædre i en fjern Stenalder.
Netop i Frankrige er Minderne jo fundne om vore allerældste Forfædre, og de var Huleboere. Min Hule ligger ind under en gammel Abild paa en Høj. Træet har haft ondt ved at overkomme den Skade, dets Rødder fik, da Hulen byggedes, det staar ikke saa frisk som dets Sidemænd, men har dog baade Blad og Frugt.
Stuen er 2 Meter dyb, 4 Meter lang og 2½ Meter bred. Fire svære, utilhuggede Bjælker med over ½ Meters Tværsnit hviler paa mægtige Opstandere og bærer Bræddeloftet. I somme Boliger er der Blik i Stedet for; men jeg har nu Bræddeloft. Bjælkerne er noget friske, de har skudt lange, hvidgule Skud i den klamme Luft og Stuens Tusmørke; det bliver ikke til stort, der savnes Sollys hernede og det kniber med Bladgrønt, men Bjælkerne bærer dog baade Kvist og Blad og gør alligevel trofast deres Arbejde.
Foroven paa dem ligger der tre Lag tykke Træstammer med smaa Jordlag imellem, og ovenpaa er der atter kastet Jord, og i den gror der Havre, som saa smaat begynder at modnes. Paa den Side, der vender ud imod Fjenden, er Jordhøjen klædt med svære Brosten. Dem er der ikke mange tilbage af i Flækkens Gader. De ligger over vore Boliger som Værn mod Fjendens Granater.
Paa den anden Side af Højen under en stor Busk af Sværdliljer og indrammet af Engelsk-Græs gaar der tolv Trappetrin nedad, og bag dem ligger Døren, egentlig en gammel Havedør, men der er intet Glas i den, der er Traadnet i Stedet. Ved Siden af Døren giver et lille blyindfattet Vindue Udsigt til en græsklædt Skakt.
Rigtig lyst bliver der aldrig i Stuen, den er temmelig trist at opholde sig i, uden lige i de allerførste Morgentimer, naar Solen falder lige ind ad Dør og Vindue; men de fleste af den Slags Jordhuler, især ude i selve Skyttegraven, er baade mindre, mørkere og ubehageligere, og de byder kun Udsigt til en graagul Lervæg. Ellers er de underjordiske Boliger alle skaaret efter samme Læst. Kender man een, kender man de fleste. Naar Bladets Læsere ved, hvordan jeg bor, vil de kunne danne sig et Billede af, hvorledes deres Venner og Frænder ved Vestfronten maa bo.
Vi gruede vel nok alle, da vi ifjor Efteraar hørte om, at vi vilde komme til at leve i Huleboliger, da de første Kakkelovne kom; men nu er der gaaet tre Fjerdingaar siden, og vi har fundet os tilrette ogsaa i vor Muldvarpetilværelse, selv om Dagen tit blev baade lang og graa. Vi har lært, at ogsaa Taalmod er Mod, og Krigen i dens nuværende Form kunde ikke føres, om vi ikke havde Hulerne at ty til.
Saa snart Vejret og Fjendernes Kanoner tillader det, opholder vi os naturligvis uden Døre. Ved Siden af min Dør staar Bord og Bænk, ligefrem ligger en Kroketplads, hvor der spilles flittigt — mindre end 1 Kilometer fra Fjendens Linjer. Kommer der saa en Shrapnell, svipper vi ned i vore Huler, selv om Shrapneller er de Projektiler vi har mindst Respekt for, indtil Skydningen er forbi, og vi atter kan søge op til Lyset og Dagen, atter kan glæde os over det prægtige Udsyn over Bakker og Dale, over høje Skove og svære Agre.
Saa glemmer man atter for nogle Øjeblikke Faren og tænker ikke paa, at 30 Meter tilvenstre fører Løbegraven ud til vor forreste Stilling, og at der 50 Meter tilhøjre ligger to af vore Kammerater jordede paa det Sted, hvor de faldt. Man kan ikke holde ud altid at tænke paa Faren, selv om den altid er der. Man maa søge en eller anden Adspredelse, maa døve Tankerne. Det er en haard Skole i Taalmod, vi gaar i; men vi skal nok lære Lektierne, det kommer helt af sig selv. Lige saa sikkert som, at Krigen lærer os alle, hvad Freden er værd.
F.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Af Fr. Baumann, dengang reservist ved Infanteriregiment 84’s 5. kompagni (IR84/5)
Til transport bagud af de mange krigsfanger var der brug for et ret stort antal ledsagere, som jeg til min store glæde blev udtaget til. Til hver 700-1000 krigsfanger gik der én ledsager. Mens selve tropperne nu marcherede fremad for at holde trit med den vigende fjende, stak vi hurtigst muligt afsted tilbage. – Man følte sig fri, desværre kun for en kort tid, men endelig var vi ude af kanonernes rækkevidde. Brændende landsbyer kendetegnede sammen med ruiner og ødelagte kornmarker de sidste dages sejrsrute.
En hel række fanger kunne tale tysk, man kom endda delvist i snak. Nogle havde i fredstid været i Tyskland, og pudsigt nok havde tre af dem endda arbejdet hos Blohm und Voss-værftet i Hamburg. Vi underholdt os så livligt, at 16-km-marchen til divisionsstabskvarteret forekom os kort.
Vi nåede dertil om aftenen netop som det begyndte at mørkne. Det var en elendig by. Huse lå på kryds og tværs og som overalt med mange træer. Veje eller gader kender russeren jo ikke. Husene, eller rettere sagt lusebarakkerne, blev beboet af hele staben og dennes bagage.
Altså i denne landsby, navnet husker jeg ikke mere, skulle vi overnatte med den store fangetransport. Vi lod fyrene træde an reglementeret, altid 8 eller 12 ved siden af hinanden, og hele troppen i en stor firkant omkring en åben plads. Snart flammede på 10 steder store og små vagtbål op – et magisk syn. Ud af mørket tegnede sig husenes og træernes silhuetter. Menneskemasserne blev snart lyst, snart sparsomt belyst – sådan en rigtig natlejr i Granada. Vi vagtfolk holdt altid vagt flere sammen og kiggede på fangernes gøren og laden samt det sælsomt smukke syn af vagtbålet. – Jeg glemmer aldrig det syn! – Snart lå alt hen i dyb fred, ven ved siden af fjende – under åben himmel. Stjernerne lyste strålende på vore sindelag. Tankerne dvælede langt borte herfra, i hjemstavnen, i hjemmet, hos kone og børn eller hos andre pårørende! –
Solen stod allerede på himlen, da der kom liv i lejren. Bålene var for længst gået ud, kun små askerester røg endnu en smule. Jeg havde boblet helt vidunderligt og var derfor i godt lune. Al hjemve og lignende unyttigt skrammel var glemt. Vi sang og fløjtede, så det var en lyst; også fangerne sang for os deres uforståelige syngeri. Kl. 6 satte hele transporten sig i bevægelse. Vi havde hos bagagefolkene tilkæmpet os rigtig god morgenmad, også kaffe med rigtig mælk. Fangerne måtte nøjes med vand og nogle “tørre tørv”. Således marcherede vi afsted, lidt på lykke og fromme, hele tiden på den hærvej, som køretøjer havde banet før os.
En sommerdag, intet hørte man til kampen, ikke engang kanontorden. I kolonnen på ca. 350 mand gik det langs med floden Narew. Først hen mod middag opdagede vi på den anden bred fæstningen Roshan, som var faldet for et par dage siden. På en nødbro gik det over flloden Narew. Mange fanger sprang i kådhed i vandet og badede – altsammen i forbifarten. Bredden efter fæstningen steg meget stejlt, rigtig nok lidt besværlig at klatre op ad. Til sidst havde vi samling på alle vandhundene og marcherede ind i den totalt ødelagte by og fæstning Roshan. Knap sten på sten var at se, et tegn på , at her var blevet kæmpet bittert. Granathullerne lå tæt.
Ved den stedlige bykommandant afleverede vi vore krigsfanger, hvorpå vi fik en forplejningsseddel til en hel dag. Vi havde altså tid nok til at komme os, vaske os og for en gangs skyld spise os rigtig mæt. I fort nr. 1 fik vi anvist fint kvarter; det var så nogenlunde sluppet for beskydning. “Mand, endda senge! Hallo for det”. I trekvart år ingen seng set. Ganske vist med halm, men ellers fine kassematte-senge. Ingen konge kunne glæde sig mere, end vi gjorde. Og så fik man fint russisk hvidt brød – ja, kom bare an – ikke som ved fattigfolk – og smør – jo, det er sandt, rigtig smør. Vi var selvfølgelig helt flade – flad som en pandekage, og den der ikke har syntes om det, forstår sig ikke på kærlighed og ost fra Harzen. Til middag fik vi fra et af feltkøkkenerne nudler, kraftige nudler og en stump kød – fy for pokker, siger havnearbejdernei Hamburg, snart ikke til at få ned. Men sådan som vi er skruet sammen, med vore udtørrede maver og vor sult, satte vi det hele til livs. Vi kunne næsten ikke gå. Nu fulgte der en lille middagssøvn. Sådan noget som små fire timer har vi boblet – lige som hjemme hos Mor! Oh, nej, det er ikke rigtigt, Mor ville ved fire timer… – tak, skal du have! –
Om aftenen trak der torden op. Vi gik derfor rettidigt i fælden og lod lyn og torden være lyn og torden, og lod skybrud være skybrud. Hytten var jo vandtæt, ja, andog granatsikker – Taget var vel halvanden meter tykt, lutter beton og oven på det to meter jord. “Im tiefen Keller sitz’ ich hier”, kunne man synge, men vi ville hellere boble igennem til næste morgen.
Fra Regiment 84’s regimentshistorie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Soldater fra RIR 242 hopper i baljen. Flandern, ukendt år.
Hans Jørgensen, Skærbæk, fortæller:
Saaledes kan det gaa
Det var i 1915, i Frankrig, en dejlig, varm Augustdag, Vi havde lige gravet en Brønd, for vi stod og manglede Vand; men saa kom der Forbud mod at benytte Brønden, for man var bange for, at Vandet vilde blive forgiftet af de mange ubegravede Lig, der laa rundt omkring.
Jeg blev sat paa Vagt ved Brønden for at holde enhver borte. Min Instruks lød paa, at jeg skulde skyde enhver, der vovede at tage Vand fra Brønden, om det saa var selve Kejseren.
Den første, der mødte op for at forsyne sig af det fristende Vand, var selve Feldwebelen. Jeg standsede ham, men han bad saa pænt om bare at faa en lille Smule, saa han kunde vaske sig. Vi havde nemlig ikke faaet os vasket i en hel Maaned, og Fristelsen var derfor stor. Jeg meddelte ham min Instruks; men den hjalp nu ikke stort, for han vilde nu absolut have noget Vand.
Saa gik jeg endelig ind paa hans Anmodning, men jeg sagde til ham, at han maatte love mig ikke at sige det til nogen, og han maatte ikke spilde noget af Vandet, for saa vilde Lægen, der skulde komme og undersøge det, straks se, at nogen havde brugt af det. Nu forsynede han sig, men naturligvis spildte han lidt paa Jorden. Saadan gaar det jo altid. Han beklagede det og forsvandt saa.
Da jeg igen stod alene tilbage, fik jeg den Tanke, at hvis han kunde vaske sig, kunde jeg vel ogsaa, for jeg trængte lige saa meget til det. Som tænkt, saa gjort. Jeg hev en Spandfuld op, smed i en Ruf alt Tøjet, saa jeg var nøgen, og begyndte saa at skrubbe mig grundigt. Det var en herlig Følelse.
Men hvem dukker saa pludselig op? Vor Kompagnifører, Feldwebelen og Lægen. De styrede deres Gang lige hen til mig, for nu skulde Vandet grundigt undersøges. Jeg kunde slet ikke naa at faa Tøjet paa. Derfor besluttede jeg ganske roligt at fortsætte med Rensningen.
Til at begynde med gik alt godt. De sagde ikke et Ord til mig; men saa kom Kompagniføreren i Tanker om, at der jo skulde være en Vagtpost ved Brønden. Han spurgte mig, om jeg havde set noget til Vagtposten.
„Javel, Hr. Hauptmann,” sagde jeg, „det er mig, der staar Vagt her!”
Jeg havde sagt nok. Kompagniføreren begyndte straks at raabe op: „Saadan et Svin! Før ham straks bort!” raabte han til Feldwebelen.
Naa, Svinet var ellers nu blevet pænt vasket. Jeg fik ikke engang Tid til at tage mit Tøj paa, men splitternøgen, som jeg var, og med Tøjet under Armen gik det af Sted.
Feldwebelen beklagede, at det var gaaet saadan, for det var jo ham, der ved at hente Vand havde bragt mig i Fristelse.
Kompagniføreren havde idømt mig fjorten Dages Arrest, „men,” sagde Feldwebelen, „nu skal jeg nok gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at faa Straffen nedsat.”
Det gjorde han ogsaa, for han var en flink Mand, ellers havde han heller ikke faaet Lov til at tage Vand af Brønden, og jeg slap med tre Dages streng Arrest. Ja, saaledes kan det gaa.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt.
En Luftskipper fortæller
Den 5. August 1915 faldt Warszawa i Tyskernes Hænder.
Jeg lå dengang ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt a. M, og Dagen efter fik vi Marchordre. Vi vidste ikke, hvor vi skulde hen, men efter tre Dages Forløb rykkede vi ind i Polens Hovedstad.
Det var ellers en dejlig Tur til at begynde med. Toget, vi rejste med, kørte igennem Thüringen og Sachsen, langs med Saaleflodens skønne Strande og forbi mange smukke Byer, Bjerge og Dale, bl. a. så vi Wartburg knejse højt oppe.
I Schlesien og Posen blev Landskabet mere fladt og trist, og ved Grænsestationen Kalisch, hvor vi gjorde Holdt, fik vi hver udleveret 30 skarpe Skud. Vi blev helt kry, for – tænkte vi – nu måtte da disse Pokkers Underofficerer og Feldwebeler anslå en anden Tone! Nu, da vi havde de skarpe Skud, turde de nok ikke sådan tyrannisere os, og hvis de gjorde det, så kunde de vente sig noget.
Men ak, de forandrede ikke Tonen, og vi var slet ikke så modige, som vi troede. Vi led oven i Købet den Tort, at man en Uge senere tog de skarpe Skud fra os, og kun de, der stod på Vagt, fik udleveret 5 Skud.
I Warszawa rykkede vi ind i det store, russiske Kasernekompleks i Bydelen Mokotow. Vi bivuakerede ude på Kasernepladsen en Uges Tid, medens vi med stor Grundighed blev sat til at rense ud og rydde op i de mange Kaserner. De havde været brugt det sidste halve Års Tid som Tyfus-Lazaret af Russerne, og det blev senere fortalt, at mellem 20 og 30.000 Russere var døde her og var blevet begravet på en nærliggende Kirkegård.
Alle Lokaler, Sengesteder og Tapper blev grundigt desinficerede, inden vi rykkede ind i en af Kasernerne. Et Par Dage efter ankom en Luftschiff Trupp fra Berlin og en fra Schneidemühl, og vi var nu 600 Mand samlede.
Så viste det sig, hvad vi var samlede for. Vi skulde sammen med en Montor- og Ingeniørstab fra Elsass-Lothringen bygge en transportabel Luftskibshal midt på den vældig store Eksercerplads. Vi gik i Gang med at grave Huller til Hallens Fundamenter, anlagde et Jernbanespor til Godsbanegården, og lidt efter strømmede Jernbjælker og Vinkeljern ind, alt lavet til Rette på Fabrikker og lige til at samle på Stedet med Skruer og Lasker og rejse efterhånden.
På 6 Uger byggede vi – ca. 630 Mand – en Hal, der var 145 m lang, 52 m bred og 45 m høj. Men det var også et Slid og Slæb fra om Morgenen Kl. 4 til 8-9 om Aftenen.
Vi har hen over sommeren oplevet en række problemer med hjemmesiden, bl.a. har funktionen med udsendelse af nyhedsmails været ude af funktion i flere uger. Rigtig mange har henvendt sig og givet udtryk for, at de savnede dem! Det er vi naturligvis glade for!
Vi har arbejdet på at finde en løsning, og fra denne uge burde det fungere igen. Men jeg ville være taknemmelig for en kommentar til opslaget her, hvis der stadig skulle være nogen, der oplever problemer.
Mange venlige hilsener
René Rasmussen, administrator af hjemmesiden og museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Torsdag morgen er vi i nærheden af Krakau, Her begynder bjerglandet – lutter kalkbjerge, Sommesteder er der opkastet skyttegrave, Ved middagstid er vi i Krakau, hvor vi har tre timers ophold, Her faar vi brød og te. Nu gaar det videre ind gennem Galizien. Det er næsten ikke andet end arbejderboliger, man ser her. Russerne har været her, et par huse er blevet skudt i grus, og jernbanebroen er sprængt i luften. Fredag morgen er vi i Jareslow, som ligger nord for Schlemyhl. Her stiger vi hurtigt ud med alt, hvad vi har og bliver indkvarteret i et stort ridehus. Hvor længe vi skal blive her, ved vi ikke. Her har krigen raset frygteligt. Kolera huserer ogsaa her, det er forbudt at drikke vand, og tage vand til at vaske os i maa vi heller ikke.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Den næste morgen er vi i Brokauv i provinsen Schlesien syd for Breslau, Her faar vi kaffe og brød. Det er et øsende regnvejr, markerne staar sommesteder helt under vand, og det er sletteland overalt her. Det gaar nu kun langsomt fremad. Onsdag aften passerer vi den østrigske grænse ved Oderberg, hvor vi faar middagsmad og te.
Det ser frygteligt ud her. Regnen pisker ned i stride strømme, saa man næsten ikke kan være udenfor. Oderen er gaaet over sine bredder saa vandet staar langt op paa de omkringliggende marker. Bønderne er i færd med at køre kornet op paa de højtliggende steder. Det er nok et rart stykke arbejde med det vaade korn. Vi har igen en times ophold, saa gaar det videre, Vi lægger os nu igen tilrette for den tredie nat. Det gaar allerede bedre, man vænner sig til at sove paa et haardt leje.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 13. juli havde tyskerne indledt slaget ved floderne Narew-Bohr med Armee Gallwitz som primær angrebsenhed, mens 8. arme skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7
Den 30. juli skulle angrebet forsætte på den venstre fløj af arme Gallwitz (G. på kortet) understøttet af 8. armes højrefløj, men angrebet blev besværliggjort af manglen på ammunition, hvilket kommandøren for 58. Infanteri Division Generalløjtnant von Gersdoff, som var bedre vant fra sin tid fra vestfronten, også meddelte ”at en fortsættelse af angrebet var udelukket pga. de fuldkomne utilstrækkelige midler”. Problemet var ikke mangel på ammunition til østfronten, men at få transporteret ammunitionen fra aflæsningstogene frem til fronten på de dårlige vejforhold. Og så var der også udbrudt kolera i armeen med 97 tilfælde.
Den 31. juli blev broen, som 75. Reserve Division (75.R.) havde bygget over Szkwa flodmundingen (på kortet ses floden mellem de to armeer) igen ødelagt af russisk artilleri. Den 1-2. august lød der flyvermeldinger om, at russerne var ved at rømme Warschau og man forventede at de snarlig ville trække sig tilbage fra narew-linjen. Den 3. august fandt tyskerne narew-stillingen ved Ostrolenka forladt.
I stedet for som befalet af den øverste hærledelse, at dreje syd på mod Bug floden, befalede Overkomando Ost, at Gallwitz gruppen skulle fortsætte øst på mod Sniadowo syd for Lomza. Den 4. august kom korps Eben 15 km øst på, hvortil korps Sendewitz (58. Infanterie og 75. Reserve Division(75.R.) fra 8. arme) tilsluttede deres fremmarch i østlig retning. Ved Nowogrod gik 10. Landwehrs Division (10 L.)over floden.
Efter en uges stilstand og 3 hårde kampdage, så det ud ti,l at der igen var fremdrift i angrebene over hele fronten. Ved den 8. arme havde man i disse dage forsøgt at indtage Osowiec med et gas angreb dog uden succes.
Under hele sommerangrebet havde der været uoverensstemmelser mellem den øverste hærledelse Falkenhayn og Oberbefehlshaber Ost ved v. Hindenburg om, hvor på fronten der skulle sættes afgørende strategiske angreb ind. Det resulterede i, at den øverste hærledelse oprettede en ny arme enhed Prinz Leopold af den 9. arme, som v. Hindenburg måtte afgive, og til hans store fortrydelse blev den understillet den øverste hærledelse. Dermed var hans muligheder for at flytte mellem enhederne begrænset, og han så sin post som øverst befalende for østfronten indskrænket. Uoverensstemmelserne fortsatte i august 1915 med skarpe brevudvekslinger og meningsudvekslinger om, hvad meningen var med offensiven og den manglende udslettelse af den russiske hær.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Operationen der Verbündeten gegen Russland Mitte Mai bis November 1915 – Karte 6
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Tirsdag den 3. august 1915
Vi kører nu gennem provinsen Brandenburg, hvor man allerede har det meste korn i hæs. Tidligt på morgenen holder der allerede otte spand paa en mark og er i fuld gang at køre havre hjem. Klokken elleve er vi i Bitterfeld i provinsen Sachsen. Herfra gaar det saa igen mod nord, 1 Grafenkein får vi middagsmad, så går turen over Wittenberg, hvor vi bøjer af mod øst over Finsterwalde. Flere steder er man igang med at damptærske. Her ikke ud til, at man har faaet meget regn, alting er så tørt, men det er jo ogsaa en mager egn. Der er store arealer beplantet med skov, mest fyr og birk, og skoven er temmelig velholdt. eg lægger mærke til, fleste arbejdsfolk er polakkvinder. Man ser ogsaa konerne efter ploven.
Vi kommer nu igennem Cottbus, vi faar kaffe, og saa lægger vi os igen tilrette for natten.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Jacob Petersen fra Stevning gjorde krigstjeneste ved artilleriet på Østfronten
Efter Slaget
Russisk Polen, den 3. August 1915.
Vi staar med vort Batteri svære Felthaubitser i Stilling paa en fri Plet i en Skov. Vi er her som eneste svære Artilleri og beskyder sammen med Feltartilleriet de russiske Stillinger i en foranliggende Landsby. Vi afgiver en morderisk Ild i to Timer, saa lyder Signalerne fra Infanteriet, et Tegn til at Artilleriet skal holde inde med Skydningen, Infanteriet gaar frem til Storm. Henimod Middag er de fjendtlige Stillinger tagne, og vi kører videre frem mod Nord. Vi gør Holdt foran de af vort Infanteri tagne russiske Stillinger.
Her har desværre mange af vore Infanterister fundet Døden for deres Fædreland. Paa et Sted ligger to Officerer Side om Side, den ene død, den anden er saaret. I den samme Linje ligger der ogsaa fire Menige, faldne ved hinandens Side. Af deres Uniform ser man, at de ikke ret længe har været med i Fronten. De er øjensynligt alle fire bleven truffet af en og samme Shrapnell.
Paa en højere liggende Mark med Lupiner, har Fjenden haft sine Maskingeværer staaende, og under god Dækning har han herfra kunnet nedmeje vore fremstormende Tropper.
Jeg gaar ind i en Abildgaard, hvor der findes tre tildækkede russiske Skyttegrave. En Del af dem er fuldstændigt jævnede af Granaterne fra vort Batteri; vi har nemlig haft dette Afsnit under vor Ild. Alle Æbletræer er næsten uden Undtagelse blevne mere eller mindre beskadigede af Granatsplinterne; enkelte er endog rykkede op med Rode. Den dejlige, endnu umodne Frugt ligger spredt rundt om i Haven, vel nærmest rystede ned ved Detonationen af Projektilerne.
At den demoraliserende Virkning paa dette Sted vel nok har været størst, kan man slutte af de mange Geværer, som med Bajonetten i Jorden staar bag ved de rømmede Grave. Paa et Sted, hvor et Æbletræ har staaet, rager et sønderflænget Ben af en Russer op af Jorden. Lidt længere til Venstre ligger der to Russere ved Siden af hinanden.
Den ene ligger med Ansigtet nedad og har allerede udaandet. Han er bleven ramt og har været død paa Stedet; havde han ikke været det, havde han vendt sig om paa Ryggen, det gør den Saarede i Reglen, naar han er i Stand dertil.
Den anden er haardt saaret i Underlivet og er ikke ved Bevidsthed. Der er ikke megen Udsigt til, at han kan leve. Desværre er jeg ikke i Stand til at yde ham nogen Hjælp, men Sanitets-Soldaterne er her i Nærheden og søger efter Saarede, og de finder ogsaa ham.
Nu faar vi Ordre til at køre videre frem, Rytterne bestiger deres Heste og Batteriet sætter sig i Bevægelse i nordvestlig Retning. Medens Batterie-Chefen rider forud for at finde en passende Stilling til Batteriet, gør vi Holdt i en afbrændt Landsby. Solens røde Skær er ved at forsvinde i Vest. En ensom Infanterist vandrer hen ad Vejen ud over Markerne med et simpelt Trækors under Armen, det eneste som kommer til at pryde den lille Høj derude, hvor de jordiske Rester af en falden Kammerat hviler.
Vi kører videre frem og bringer vore Haubitser i Stilling i en Havremark. Det gør rigtig ondt i en ved at se alle disse Køretøjer køre igennem og ødelægge det dejlige modne Korn, men det er jo Krig.
De til Betjening af Haubitserne nødvendige Mandskaber bygger deres Telte op i Nærheden af disse, Resten føres tilbage ned i en Eng bag Batteriet og indretter sig det saa hyggeligt som muligt paa den dem anviste Plads. Rundt omkring paa andre Bivuakpladser hører man i den stille Aftenstund Jernpælene, ved hvilke Hestene bindes, blive nedrammet i Jorden.
Frontlinjen kendetegnes ved Skæret af mange Ildebrande, som af og til blandes med Skinnet af hvide Lyskugler. Fjenden sender nogle Granater af temmeligt svært Kaliber herover. Saa bliver alt roligt. Kun af og til høres enkelte Geværskud fra en Patrouille, som mener at have iagttaget noget mistænkeligt, som kunde bringe vor Sikkerhed i Fare.
Karl Sørensen gjorde krigstjeneste i et Ulan-regiment på Østfronten.
Paa Feltvagt i Mosen. Rusland, den 2. August 1915. Vort Regiment ligger for Tiden som Forpost. Mellem de tyske og de russiske Stillinger er der en stor Mose. Vore Feltvagter bliver skudt frem lige til de russiske Stillinger. Vejen derud, 3 til 4 Kilometer, er meget besværlig. Mange Steder maa man gaa i Vandet til midt paa Benene. At man kommer derud med vaade Fødder er derfor ikke saa underligt.
Klokken er 5 Eftermiddag. Feltvagten er lige ankommen og ligger nu godt skjult i det lange Mosegræs. Ingen kan gaa frit omkring. Hvis nogen er saa uforsigtig, lader Russerne straks høre fra sig. Henimod Klokken 9, da det begynder at mørknes, trækker Feltvagten sig paa en Afstand paa 2-300 Meter ud fra hinanden, og med den største Opmærksomhedhed stirrer man ud i den mørke Nat, over mod de russiske Stillinger.
Lidt tilbage, omtrent 100 Meter fra Forposterne, ser man en lille Plet, som med nogle smaa Grantræer i en Halvkreds er værnet mod den kolde Vestenvind. Inde i Kredsen er der et af Grankviste lavet Leje. Paa det ligger en Soldat. Til venstre paa en Jordklump staar et Telefonapparat. Det er Manden, som i Tilfælde af Overfald giver Efterretning til de længere tilbage liggende Reservetropper.
Det er Midnat. Undtagen nogle blinde Skud, som bliver afgivne, er alt roligt. Manden, som ligger paa Granlejet, bliver paa en Gang urolig. Han staar op og begynder at trave frem og tilbage i den sorte Mosejord. Kulden sidder ham i Kroppen, og han prøver med at løbe sig varm. Efter nogle Minutters Forløb vender han tilbage og lægger sig ned igen.
Klokken er nu blevet to. En tyk Taage har bredt sig over Mosen; det er endnu koldere end ved Midnatstid. Manden fra Granlejet rejser sig igen og begynder paany at traske omkring. Nu tager han Retning ned mod sine Kammerater, som staar Vagt. Ogsaa de fornemmer Nattekulden. Med Hænderne i Lommen staar de og tramper paa den kolde Mosejord. Ingen har Lyst til at begynde en Samtale; enhver tænker sikkert paa den varme, dejlige Seng hjemme hos Mor. For en af Vagterne, en med et næsten barnligt Ansigt, har Natten været for stram. Han ligger i det lange vaade Græs og sover.
Den natlige Spadseregænger vender nu tilbage til sin Bolig. En lille Time, og det begynder allerede at dages igen. Vagterne trækker sig tilbage og skjuler sig bag deres Buske igen. Klokken bliver 5. Bagved høres en sagte Raslen. Det er Afløsningen, som kommer. Sagte bliver der vekslet nogle Ord. Et Haandslag, et: Paa Gensyn! og lige saa stille, som Afløsningen er kommen, er de afløste igen forsvundne.
Karl Sørensen.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
