Senest ændret den 23. juli 2018 19:45

Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.

En anden, jeg særlig mindes, var en af de yngre, Walter Thyssen fra Mosbøl ved Skærbæk. Han var en sjælden flink og munter Kammerat. I den Tid, han laa i Slesvig, kom han tit og vilde have mig med en Tur i Byen. Jeg havde ikke altid de nødvendige Kontanter, men, skidt med det, jeg betaler, sagde Walter. – Og det fik han da ogsaa gerne Lov til. — Hans Forældre havde det jo godt! Okke-ja!

Jeg husker særlig en Sommer-Søndag Eftermiddag. Walter og jeg havde været paa Fodtur ud til den lille By Hedeby ved Slien. Punche havde vi faaet, og da vi hen mod Aften var undervejs hjemad, var der kanske lidt rigelig „Slinger i Valsen”. Nok er det, vi var i godt Humør og rettede vore lidt urolige Fjed mod Byens Gader.

Allerbedst som vi saadan gik, kom der en ung „Spradebasse” af en Underofficer og gav sig til at skælde ud paa os.

Naa, vi lod os dog ikke anfægte af saa lidt og fortsatte roligt vor Vandring ind mod Byen. Men Underofficeren fulgte stadig i Hælene paa os og truede os med alskens Ulykker.

Endelig lod det til, at Walter havde bemærket Plageaandens Tilstedeværelse. Han vendte sig hurtigt omkring, greb Fyren i Kraven og bagi og slyngede ham i en elegant Bue op over en Tjørnehæk og lod ham dumpe ned i den bagved liggende Have, hvor han blev liggende og gav ondt af sig. Vi naaede hjem, uden at der skete noget videre. — Jo, Walter var en prægtig Fyr. — Han blev derude.

DSK-årbøger 1945