Vores frivillige, Peter Weber fra Aabenraa, har gennemgået samtlige numre af Kreisblatt for de fire nordslesvigske kredse, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg for efterlysninger af desertører. De er nu anført i alfabetisk orden efter kreds på siden om desertører.
Der er desuden bevaret forskellige lister over desertører på Aabenraa Landrådsarkiv. Peter Weber er i færd med at gennemgå listerne og har foreløbig afskrevet og systematiseret listerne A og C.
Der er navne på mange hundrede desertører – men der er navnesammenfald på en del af listerne. Når alle lister over desertører er gennemgået og afskrevet, vil vi forsøge at opstille en samlet, alfabetisk ordnet liste over sønderjyske desertører. Men det er en stor opgave!
Man kan læse mere om desertører i Svend Falkner Sørensens bog: “Faneflugt? Dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-1918” (1989) – lån den på biblioteket. Eller i samme forfatters bidrag i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen (red.): “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” (2006), der stadig kan fås i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
– har du en slægtning, der gik over grænsen? Skriv en kommentar på siden – eller kontakt museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Dette opslag omhandler tidsrummet 23.-27. april 1915.
(… fortsat)
Time efter time blev vi færre og færre. Efterhånden var hele femte kompagni samlet i et hul. Vi var ca. 30 mand. Ingen af os havde brød; de døde franske soldater heller ikke. Vi fik en cigar af overløjtnanten. Den spiste vi.
Det er umuligt at beskrive den tilstand, der herskede her i dødens hule. De dage og nætter, vi var her, var uendelig lange. De hårdtsårede lå ubevægelige. Ingen kunne hjælpe dem, og ingen bad om hjælp. En soldat kom kravlende ned til os. Hans ene ben var skudt af, men det hang endnu i nogle trævler. Han havde bundet en snor om fodleddet og trak på den måde benet med sig. Nu lå han her uden at sige noget, indtil døden befriede ham.
Nogle råbte pludselig op og kaldte på deres mor, men og i samme nu, de rejste sig op, blev de ramt.
Jeg vil ikke fortælle mere om enkelthederne. Alt var håbløst. Vi tænkte ikke mere, vi var alle tilsølet af snavs og blod, og mange af os var såret af strejfskud eller på anden måde.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det danske sprog atter tilladt i korrespondance med udlandet
Efter en anordning af 8. marts var fra den 20. marts af kun tysk, italiensk, spansk, fransk, og engelsk tilladt i brevveksling med Udlandet.
Det føltes som en overordentlig alvorlig ulempe i Nordslesvig, hvor kun få af den ældre generation kan skrive et tysk brev, hvor der opholder sig flere tusinder dansk statsborgere, og hvorfra der ikke mindst nu under krigen føres meget livlige handelsforbindelser med Danmark.
Af de nordslevigske repræsentanter af handelskammeret i Flensborg, af fælleslandboforeningen for Nordslesvig m. fl. rettedes der derfor indtrængende henvendelser til statsmyndighederne med bøn om også at tillade brugen af det danske sprog i handelssamkvem med udlandet. Disse henvendelser, som støttedes af de højeste postmyndigheder, har haft til følge, at der er blevet udstedt em ny anordning den 14. April, hvorefter endvidere dansk, norsk, svensk, hollandsk og portugisisk er bleven tilladt i brevveksling med de neutrale stater.
Herefter er det altså atter tilladt at skrive danske brev til Danmark. Efterretningen derom vil, Skriver ”Heimdal” Blive modtaget med glæde over hele Nordslesvig, hvor mangfoldige i de sidste uger ikke har været i stand til at opretholde skriftlige forbindelser med nærer pårørende.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
(… fortsat)
Pludselig var en franskflyvemaskine over os. Lige så hurtigt var den igen borte. Vi var observeret. Nu blev vi hele dag en overdænget med granater, fra de mindste til de største, og vore maskingeværer blev tavse.
Ved mørkets frembrud stormede vi frem til byen „Lixerne“. Flere angreb blev forsøgt i løbet af natten , dog uden resultat. Byen var beboet, og et frygteligt syn mødte os. De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.
Det kan ikke beskrives. Mange af os græd ved synet af denne barbariske fremgangsmåde.
Jeg tror, at både det tyske og franske artilleri havde byen under ild, og vi blev nødt til, så snart mørket faldt på, igen at forsøge på at nå videre frem. Da vi kom ud på den våde mark, satte utallige maskingeværer ind på os. Vi måtte i liggende stilling grave os ned, medens kuglerne haglede igennem vore sammenrullede kapper og blikspandene, som lå øverst.
Vor forbindelse bagud var også gået tabt. Så var det slut.
Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.
Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.
Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.
Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!
L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.
Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Kortspil ved fronten (Fritz Schwartz)
Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:
Lille, den 22. April.
Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.
Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den fremmede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.
De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Børnene er vante til at faa Penge af Soldaterne.
En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.
Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.
Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Hovedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pasteurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smukke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kunstens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukkeste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.
I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter. Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor Byens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.
Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæstede i Krigen!
Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvinder, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. Enhver ærlig Soldat maa foragte dem.
Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Gader, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det dufter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hovedet og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkundskaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at udtale vor Beklagelse af Krigen.
Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen Under krigen
Dr. Thomsen i Skærbæk
er kommet hjem på en 5 dages orlov. Han blev, som bekendt, for nogen tid siden let såret. I den lille by, hvori han den gang lå i reserve, ville han under et bombardement, som franskmændene foretog på byen, gå over en gade for at yde hjælp til en såret, da han blev slynget til Jorden. Da han kom til sig selv igen,viste det sig, at det var en granat, som var eksploderet i nærheden, hvis lufttryk havde kastet ham til jorden, idet han samtidig fik et let sår i den ene hånd.
Tønder som Garnisonsby
I Tønder, hvor der i den sidste tid har ligget tæt ved 1000 mand indkvarteret, venter man, at byen vil blive fast garnisonby, da den nu skal være station for en række luftskibe. Som bekendt er der i vinter opført tolLuftskibshaller og man er i færd med og forcerer arbejdet, der skal kunne rumme to luftskibe.
Faldne, sårede og fangne
– Lorents Quists familie i Stollig modtog for et par dage siden den sørgelige meddelelse, at deres søn Jes er bleven såret i Frankrig og senere var død på et lazaret. Det var sted i begyndelsen af april måned.
– I lørdag indløb der brev til sporskifter Johansen i Skærbæk om, at hans søn i Frankrig er bleven såret ved et strejfskud i den ene skulder.
– I den nyeste tablister meddelelse, at reservist Jørgen From fra Asserballe har været savnet siden den 7. September.
Ubegrundede Rygter
Under denne overskrift meddeler de tyske nordslesvigske blade: ”Provinsens Beliggenhed som grænseprovins har i løbet af krigen ført til mange hånde militære sikrings- og forberedelses-forholdsregler. Når der også af den grund engang imellem hist og her er opdukket bekymrede formodninger i befolkningen, så må der der dog indtrængende advares med at gengive tomme og fuldstændig ubegrundede rygter. For ethvert menneske med eftertanke er det indlysende, at et grænsekorps under en krig, der er af en så lang varighed, ikke vil lade en eneste mulighed i sikringens og forsvarets øjemed ude af betragtning, selv om en eller anden bestemt fare ingenlunde ligger inden for sandsynlighedens Grænser.
Straffet for at have givet en hest et stykke brød
En værtshusholders hustru i Flensborg blev i onsdag af nævningeretten idømt en bøde på 5 mark for at have givet en hest et stykke brød. Hesten var spændt for en vogn, som holdt udenfor hendes hus. Hus forklarede i retten, at hun havde ondt af det stakkels dyr. (“Flensborg Avis”).
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.
Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.
En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.
Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyngerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.
Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.
Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.
Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.
Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.
„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajonetter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.
Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Der graves Skyttegrave
Man har i den sidste tid begyndt at grave skyttegrave ikke langt fra grænsen, bl.a. ved Vojens. Det er meningen at forsætte hermed på større stækninger. Disse foranstaltninger har anledning til armerende rygter om forberedelsen med engelsk indfald nordfra, hvad der, som bekendt slet ikke er tale om i øjeblikket og heller næppe vil ske. Tyskerne er imidlertid folk, der vil være på den sikre side og i den henseende hellere ville foretage overflødige end forsømme nødvendige foranstaltninger.
Adskillige tyske blade søger at berolige den ved disse foranstaltninger opståede nervøsitet.
Karleløn i Krigstid i Aabenraa-egnen er lønnen for tjenestekarle meget høj, og som eksempel kan anføres at en karl i disse dage er fæstet for sommeren for 90 mark om måneden!
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Karl Dibbern, søn af Dr. Dibbern i Aabenraa er falden. Han var elev ved den lærde skole i Sønderborg og meldte sig som frivillig. Han var, da han faldt, næppe 17 år gammel.
– Arbejdsmand Karl Schnoor og hustru i Sønder Sejerslev, modtog i går meddelelse om, at deres søn Otto, var falden den 14. april.
– Mælkehandler Peter Lorentzen fra Gl. Haderslev i Haderslev, der stod i forstærkningsreserven, er falden den 5. april.
– Gårdejer Hans R. Lund i Sønder Sejerslev, der stod ved en Transportkolonne og først var med på Vestfronten, senere i Østprøjsen, og derpå kom til Galicien og ind i Russisk Polen og sidst har været med i Karpatherne, hvor han blev syg – forgiftning, opstået fra drikkevandet – er kommen på et lazaret i Frankfurt.
– Arbejdsmand Smidt Andersen fra Kærgård, der fra krigens begyndelse har været med på Vestfronten, er kommet på Lazaret i Frankfurt.
– Landmand Asmus Petersen fra stollig er bleven let såret den 27. marts.
– Musketer Karl Lippke fra Kastrup, der har været savnet, er såret.
– Laurids Knudsen Tamdrup, og Alfons Sauerberg fra Haderslev, er ifølge en af de sidste tabslister i begyndelsen af april måned blevne hårdt sårede ved et ulykkestilfælde.
– Musketer Peter Lohmann fra Løgumkloster står opført i den sidste tablister som savnet.
– Arbejdsmand H.P.Philipsen fra Varnæs har skrevet hjem, at han er i fangenskab i Sibirien og er sund og rask. Han er ikke såret.
– Gefreiter Herm. Edlefsen af Flensborg er død af sine sår den 4. november i fjor
– Underkampene i slutningen af marts er Jes Andersen af Uge bleven hårdt såret.
– Landmand Hans Jensen af Aarø, der var bleven såret, er død den 13 marts.
– Walter Butenschøn af Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
Mod slutningen af april blev der foretaget en nyinddeling af stillingen. Fronten blev opdelt i syv kompagniafsnit. Det højre afsnit, ”Grænsestillingen”, fik I bataljon med underafsnittene ”Haderslev” og ”Aabenraa”.
Til hurtig indgriben anbragtes et kompagni i stenbruddet og i dækningsgrave ved Moulin-dalens skrænter, kaldet ”Ny Tønder”, og hvilekompagniet i Le Fresnes. Midten, ”Landeværnsstillingen”, med underafsnittene ”Sønderborg”, ”Flensborg” og ”Slesvig” fik III bataljon sammen med 13. og 14. kompagni.
Reserverne lå i ”Hvilehjemmet”, ”Fort Dauber”, i Nampcel og på Carrière-Ferme. På venstre fløj af ”Königin”-stillingen blev II bataljon indsat med afsnittene ”Rendsborg” og ”Kiel”. Reserverne i Fort Dauber, Neudorf og Camelin. Forbindelsesgravene, som efterhånden blev trukket til de enkelte afsnit hed ”Haderslev-”, ”Mannstein-”, ”Aabenraa-”, ”Sønderborg-”, ”Flensborg-”, ”Slesvig-”, ”Glücksburg-”, ”Kiel-” og ”Dybbølvej”.
I de sidste dage af april blev der mere roligt i stillingen. Det syntes et øjeblik, som om kampene også her ville stilne af. Det var stilheden før stormen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.
Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.
Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.
Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.
Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved Indgangen til Stenhulen.
Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.
Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, Sårede og fangne. Efter nordslesvigske Blade
Landmand Hans Jensen, Aarø, der var såret, er død den 13. marts.
Hans Petersen og familie i Ellehoved har modtaget efterretning om, at sønnen Nikolaj den 7. marts har fundet døden i krigen. Han blev 25 år gammel.
Walter Butenschøn fra Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Karl Petersen, Ørsted Mark, er let såret
Jes Andersen, Uge, er bleven hårdt såret i kampene ved slutningen af marts måned.
Ved en eksplosionsulykke den 22.Marts er Adolf Schweer fra Arum [må være Arnum, RR] bleven let såret.
Mejeribestyrer Hans Johansen fra Raved er død den 12 April på Lazarettet i Offenburg af lungebetændelse.
I en af de seneste tablister meddelelse at Gefr. Kurk Lorensen fra Nordborg i slutningen af marts måned kommen i fangenskab. Endvidere meddeles, at H. Kammann, Ketting, er i fangenskab.
Forårsmarkederne i Tønder
Vil ikke rigtig komme i gang i år, dels på grund af det kolde vejr og del på grund af krigen, der gør forhold usikre. Man havde troet, at åbningen af den danske Grænse for den jyske græsko skulde fylde vore markeder; men den lange grænseafspærring har naturligvis helt ændret forholdene, og tilførslen er endnu forsvindende. Der var ifølge ”Flensborg Avis” i Fredags en snes stykker Kvæg i det hele tilført og priserne var høje, omkring ved 400 mark for jyske Græskøer. Handelen var meget trykket. Kælvekvæget var meget dyrt.
En Russisk krigsfange, der var afgået ved døden på Lazarettet i Haderslev, Jordfæstedes i Torsdags eftermiddags på Assistenskirkegården. En snes af den afdødes kammerater var med til jordefærden og bar deres Kammerat fra lazarettet til graven. En afdeling soldater fra garnisonen i Haderslev var udkommanderet for at ledsage den afdøde til hans sidste hvilested. Det er ifølge ”Dannevirke” den femte Russisk krigsfange, som nu sover den lange søvn på Haderslev kirkegård, langt borte fra sit hjem.
Kvinderne og Landbruget. Om vejret og landbruget skrives ifølge ”Flensborg Avis” fra Gramegnen: Det tørre vejr, vi har haft i indeværende uge, har bragt liv i markarbejdet. Rundt omkring er folk travlt sysselsatte med at pløje, harve og køre gødning ud.
Det gælder særlig i år om at benytte tiden godt, da mange hænder mangler. Flere steder ser man kvinder både pløje, harve og køre gødning.
Hvad der desværre af den del forfinede mennesker før er blevet anset for en skam, er i år blevet en bydende nødvendighed. Intet ærligt arbejde, selv det groveste, bør noget tænkende menneske skamme sig ved.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.
Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.
Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. og 12. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra. Tyskerne planlagde derfor et modangreb på de franske stillinger for at ødelægge eventuelle yderligere minegange. Det skulle finde sted den 18. april.
Operationen var fastsat til 18. april. Efter to timers artilleriforberedelse af en afdeling 45’er, adskillige lette, et tungt felthaubitsbatteri og nogle minekastere, skulle tre enheder kl. 7 om aftenen storme frem ind til de næstforreste franske skyttegrave og sikre arbejdet for de efterfølgende grupper, der sammen med de tildelte pionerer skulle sprænge eventuelle underjordiske gange.
To mindre sideoperationer på regimentets yderste fløje skulle understøtte og sløre hovedangrebet. Ledelsen anså artilleriforberedelsen, som jo da også overgik alt hidtil, for tilstrækkeligt.
Men allerede under beskydningen havde de angribende enheder indtryk af, at det ikke var tilfældet. Gårdens mure faldt sammen, men skyttegravene, særligt dem nord for gården, blev ikke ramt i tilstrækkelig grad. Og fjenden var vågen, kepierne[1] forsvandt ikke fra skyttegravsranden. Da den første bølge stormede ud, knitrede det straks helt sindssygt.
Gevær-og maskingeværild, det blev straks klart, at der ikke var noget at gøre, yderligere fremtrængen ville være vanvid. Enhederne sprang tilbage i skyttegravene. Ved sideoperationerne gik det ikke bedre. En pionerofficer var faldet. 1. kompagni havde tre døde og to hårdtsårede.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
[1] Fransk militærkasket. Stålhjelme fik krigens parter først i løbet af 1916, franskmændene dog allerede i 1915.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.
Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.
Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.
En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«
Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«
Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.
Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«
Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.
Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.
86’ere i en skyttegrav ved Moulin (Krestens Philipsens krigsfotos, privateje)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Kl. 5 hørte vi en underlig orkanagtig Brusen gennem Luften, den kom nærmere og nærmere, man spændte Nerverne og lyttede, det var, ligesom man omklamrede med et fast Greb den Genstand, man netop havde i Haanden, og Hovedet gik uvilkaarligt ned mellem Skuldrene, mens man holdt Aandedrættet tilbage. Med et frygteligt Tordenbrag forvandledes den blide Stilhed til et Rædselsøjeblik, idet de store Projektiler fra vore Kanoner susede ned ovre hos Fjenden og udslukkede alt Liv paa den Plet, hvor de sprængtes.
De store Projektiler kom nu hurtigt efter hinanden, hylende og brusende gennem Luften, og slog ned ovre hos den stakkels »Frands«. Det var frygteligt. For hver Gang, en Granat sprængtes, folder en Sitren gennem Jorden, som naar man har heftige Kuldegysninger. Tiden blev forfærdelig lang. Minutter blev til Timer, og Timerne var uhyre lange. Det var med nogle sære, uhyggelige Fornemmelser, jeg sad og afventede Begivenhedernes Gang. Nerverne var overspændte. Hænderne begyndte at ryste, jeg havde en Fornemmelse i Brystet, som om jeg kæmpede mod en dyb Sorg, der truede med at bryde ud i en voldsom Taarestrøm.
Jeg sad i en Jordhule sammen med 2 Mand mere, jeg holdt en lille Spade i Haanden for det Tilfældes Skyld, at der skulde ske noget, og vi talte netop om, hvor skrækkeligt det kunde være at sidde derovre.
Aa! Et Lynglimt — et Brag, meget højere end alle de andre — og vi sad alle tre som lamslaaede. En fransk Granat havde ramt vor Jordhule. Bjælker, fyldte Sandsække og Jord styrtede ned paa os. Vi var begravede. I et Par Minutter indtraadte en Stilhed, som kun findes i Graven. Enhver af os troede, for saa vidt han kunde tænke, at de andre to var døde og laa smadrede ved Siden af. Min Haand famlede ganske mekanisk efter min elektriske Lommelampe paa Brystet og fik den tændt. Dens Lys formaaede ikke at gennemtrænge den Krudtrøg og Svovldamp, som vor Hule var fyldt med; den lyste kun som en tændt Cigar i Taage. Jeg kom først til Orde og spurgte de andre, om de var levende endnu. Tøvende og ligesom bange for at høre deres egen Stemme svarede de ja. »Er I saaret?« »Nej!« — Saa greb jeg den lille Spade, jeg før sad med i Haanden, og som jeg uden at vide af det havde givet Slip paa, og begyndte med feberagtig Hast at frigøre Benene for den nedstyrtede Jord.
Luften, som var fuld af Krudtrøg og Svovldamp, truede med at kvæle os. Det blev uudholdeligt derinde, og Øjnene fyldtes med Taarer. Endelig fik vi et lille Hul ud i det frie, og Krudtrøgen trak ud. Snart havde vi Hullet saa stort, at vi en efter en kunde knibe os ud. Da vi alle tre var kommen ud, styrtede vi af Sted for at finde en anden Jordhule. De store Granater brølede og hvinede forbi os, da vi løb langs hen i Graven, og Sprængstykkerne svirrede fløjtende omkring i Luften. Fjenden var bleven tirret og skød paa vor Grav som rasende. Vi tumlede aandeløse ind i en anden Jordhule, som i Forvejen var fuldt besat; men den overhængende Fare gav baade Hjerterum og Husrum.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Den 18. april 1915 var der planlagt et angreb på de franske stillinger hen under aften.
Næste Morgen blev vi purret tidlig ud og fik en kraftig Portion Ærter og Flæsk til Davre. Nogle spiste to store Portioner; thi som de sagde: »Det er maaske sidste Gang, vi faar Ærter og Flæsk, og saa vil vi have alt det, vi kan spise.« Vi fik saa en ekstra Portion Flæsk med til Brødet, og Kl. 3 marcherede vi af til Skyttegraven.
Undervejs i et Stenbrud fik vi Morgenkaffe, og saa gik vi før Daggry ind i Skyttegraven. Fjenden maatte jo ikke ane, at der var kommen Forstærkning. Vi blev fordelt paa alle Jordhuler og laa og drøftede Eventualiteterne ved Angrebet om Aftenen. Mange røg, saa Tungen smertede, og spiste alt det, de havde med; de vilde ikke gemme noget til næste Dag. I Morgen? Vi vil ikke sørge for i Morgen.
Vi lever kun i Nuet.
Dagen oprandt med straalende Solskin. Det meste af Dagen var det stille over hele Fronten foran os; kun en enkelt Vagt, som maaske i Adspredthed har staaet og pillet ved Aftrækkeren, forskrækkede sig selv ved, at hans Gevær gav et Knald.
“Mange røg så tungen smertede …” 86’ere i en skyttegrav.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne samt hviledagene i Saulces-Mouelin
Den 11. april, kl. 4 om morgenen, bliver II bataljon afløst af III bataljon; 5. og 6. kompagni bliver indkvarteret i Somme-Py, 7. og 8. kompagni i baraklejren “Kaisertreu” nord for den tidligere landsby.
Fra den 14. til den 16. april ligger vor bataljon som regimentsreserve i “Hessenlager” ved Arbre-højen. Vi skal nu besætte den frontdel, hvor I bataljon ligger, og som ligger til venstre for det afsnit, vi besatte tidligere. Vi bliver trukket frem til “mellemlejren”, hvor bataljonsstaben ligger.
En fransk fremskudt post, af os kaldet “Franzosenburg”, fra hvilken der udløber adskillige franske minegange, der fører ind under vor stilling, skal sprænges af vore pionerer og så besættes af I bataljon. Jeg danner med min 1. deling en relælinje fremad for at sikre en forbindelse, såfremt telefonkablet skulle blive ødelagt.
Foretagendet lykkes; 100 til 200 franskmænd skal være begravet ved sprængningen.
Den 18. april sprænger franskmændene; en deling fra 1.kompagni bliver begravet; vi bliver alarmeret, men rykker om aftenen tilbage igen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Tog af Sporet ved Tønder Det tog, der ankommer til Hvidding om Middagen kl. 12.48 løb i går middags af sporet umiddelbart nord for Tønder station. Der var en vogn omtrent midt i toget, der løb af. Den forreste del af toget, kunde senere forsætte til Hvidding medens den Bagerste halvdel , der var løbet af sporet, spærrede banen for trafik resten af dagen.
Passagerer fra Tønder nordpå måtte køre et lille stykke med Højerbanen og derefter spadsere ca. 1 kilometer til nord for uheldsstedet, hvor man så steg i toget nordpå.
Den ret livlige godstransport på vestbanen måtte i går af den grund dirigeres over Vamdrup. Sporet der blev revet op i en strækning af ca. 500. meter, var atter fuldstændig i Orden i aftes kl. 11.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 17. April blev vi kaldt sammen af vor Kompagnifører, som fortalte os, at der var planlagt et lille Foretagende mod »Frands«, som vi ogsaa skulde være med til. Det var tænkt saaledes:
Vort svære Artilleri skulde bombardere de franske Skyttegrave, som i Forvejen kun var tyndt besatte, i flere Timer. Saa skulde der være et Kvarters Ro, som man troede Fjenden vilde benytte til at kaste sine Reserver ind i forreste Linie. Han var vel nok bleven klar over, at der snart vilde følge et Angreb.
Derefter skulde der atter bombarderes paa de første Skyttegrave, saa man var temmelig sikker paa, at der ikke vilde blive mange levende tilbage. Paa et aftalt Klokkeslet skulde saa en Skyttelinie gaa frem til den 3. franske Skyttegrav og besætte den. En anden Skyttelinie, bevæbnet med Spader, Hakker og Skovle, skulde følge efter til den første Skyttegrav og jævne den med Jorden, saa Fjenden ikke mere kunde komme til at undergrave os.
En Trop blev bestemt til at befordre de erobrede Maskingeværer og Kanoner tilbage, og andre blev udpeget til at transportere Fangerne, som vi muligvis vilde tage. Vi var alle enige om, at Planen var god.
Nis Kock var med blokadebryderen S/S Kronborg kommet til Østafrika. Skibet var skudt i sænk af briterne, men det var lykkedes at redde dets last af våben, ammunition og sprængstof. Men hvad skulle der nu sket?
Vi gled saaledes … hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.
I disse to Slag havde Tyskerne sejret og skaffet sig Ro baade paa Fronterne og til Dels ved Kysten, og i Tiden, der fulgte efter, levedes Livet endnu nogenlunde normalt i den tyske Koloni. Ganske vist var alt vaabenført tysk Mandskab udskrevet til Soldat, men en Mængde Plantere fik Lov til at blive paa deres Farme og Plantager endnu i 1915, selv om deres Arbejde dér var ret haabløst, da Landet var blokeret. Stillingen ved Fronterne var den, at den Øverstkommanderende over alle tyske Tropper i Afrika, Oberst Lettow-Vorbeck, laa med Hovedstyrken af Hæren ved Taveta mod Nord paa Grænsen til Kenya, Generalmajor i den sachsiske Hær Wahle, der tilfældigt opholdt sig i Østafrika, da Krigen brød ud, laa med en mindre Styrke paa Grænsen til belgisk Kongo og ved de store Søer, og ogsaa mod Syd, mod Nord-Rhodesia, laa der mindre tyske Styrker.
Oberst Lettow-Vorbeck støttede sine Styrker til Landets nordligste Jernbane, Usambarabanen, og General Wahle støttede sig til Dels til den sydlige Jernbane, som kaldtes Midtbanen eller Centralbanen, fordi den delte Landet over i to lige store Halvdele. Dette blev vi snart helt paa det rene med. De talrige Europæere, der Tid til anden besøgte vor Lejr under Bjergningsarbejdet, fortalte beredvilligt om alt, hvad de havde oplevet og vidste, mod at faa Lov til at spørge ud om Forholdene i Hjemlandet, som de omfattede med en rørende Interesse.
Vi fik at vide af disse Folk, at Krigen havde truffet Østafrika fuldstændig uforberedt. Koloniens samlede Hær bestod af 4000 Mand sorte „Beskyttelsestropper“ , hvis Opgave egentlig kun var at holde Ro inde i Landet, og som derfor var udrustet med gammeldags Rifler af Model 71. Disse Tropper havde maattet kæmpe mod moderne udrustede engelske Tropper ved Tanga og Jassini, men havde sejret, og det havde givet baade deres Befalingsmænd og dem selv Mod paa Fremtiden.
I Øjeblikket var der omkring ved 10,000 Mand af de gode Negerstammer fra Egnene omkring Søerne under Uddannelse i talrige Rekrutlejre, men trods det store Bytte ved Tanga og til Dels Jassini og trods vore 2000 Mauserkarabiner havde man ikke Vaaben nok til dem allesammen, men maatte uddanne dem uden Vaaben eller forsyne dem med Restoplaget af de gamle 71-ere, som man skrabede sammen omkring i Provinsernes Magasiner, hvor de havde ligget i en Menneskealder.
Værst følte man dog Savnet af moderne Artilleri. Man maattet klare sig med Revolverkanoner fra Boerkrigens Tid og med Feltkanoner Model 1873. I Timevis kunde Kolonisterne fortælle om alt det, Kolonien manglede for at kunne forsvare sig, men naar vi paa Slutningen af saadan en Samtale uvægerligt spurgte dem, hvorledes det havde været muligt for Kolonien at forsvare sig saa heldigt, medens alle de andre tyske Kolonier forholdsvis hurtigt var bukket under, saa svarede de fuldstændig enstemmigt: — Det er Lettow-Vorbecks Skyld. Uden hans Villiekraft havde Kolonien været fortabt allerede i November. Han vandt Slaget ved Tanga med 1400 Mand mod 8-10.000 Englændere og Indere.
I disse Maaneder, medens der var Ro paa Fronterne efter de to Sejre, naaede Forgudelsen af Lettow-Vorbeck sit Højdepunkt i Østafrika. Senere, da Fronterne ikke længere kunde holdes, fik man Øjnene op for de ubehagelige Sider, denne Mands Energi og Handlekraft havde, men jeg tvivler om, at nogen Hær i noget Land har set op til sin øverste Chef med en saadan Tillid og Beundring som de tyske Tropper i Østafrika under hele den lange og for denne Koloni næsten totalt ødelæggende Krig.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
–Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.
Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.
Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.
Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.
Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.
Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.
En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.
Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.
Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.
Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.
Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.
Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.
Et fransk Brev Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:
”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.
Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os. I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme. Marie Dorey”
De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne
Søren Møller fra Felsted er død af sine sår på et Feltlazaret. Han blev næppe 21 år gammel.
Hans Flintholm, søn af Agent Flintholm i Bolderslev, er falden i begyndelsen af marts måned. Han var med som frivillig. En Sørgegudstjeneste holdtes onsdag i Bjolderup kirke.
Postassistent August Reimers, der indtil krigens udbrud var ansat på postkontoret i Aabenraa, er falden den 6 April. Han har været med i krigen lige fra begyndelsen af og havde fået jernkorset. Kort tid efter at havde fået denne udmærkelse, blev han ramt i ryggen af en kugle, der også sårede lungerne. Da han var bleven rask igen, kom han med i Garde-forstærkningstropperne og for en månedstid siden blev han løjtnant i Reserven. Han var med ved de forbitrede kampe, som har stået i den senere tid, og faldt under disse. Reimers var fra Nørreditmarsken.
– Ferdinand Jansen fra Augustenborg, Chr. Johansen fra Fjelby og Eskild Christensen fra Fjelby er sårede.
– Hans Lammers fra Buskmose er ifølge en af de sidste tabslister død den 16 marts på et feltlazaret. Han var hårdt såret.
– Jakob Schmidt og Hustru i Flensborg modtog forleden meddelelse om deres 21 årige søn Henrik var falden anden påskedag.
– Underofficer Callsen fra Undevad Mølle er bleven let såret under kampene i slutningen af marts måned.
– Johan Simonsen fra Vollerup er ifølge en af de sidste tabslister bleven hårdt såret under kampene fra 11. til 30. marts
– Mejerist H. Johansen fra Raved er død af Lungebetændelse. Han har siden krigens begyndelse ligget i skyttegravene ved Toul.
Hjemme på Orlov
Gårdejer Andreas C. Lunn i Fol, der er med i krigen som Reservist, kom anden påskedag hjem på en 3 ugers orlov for at lede forårsarbejdet på sin gård, der er en af de største i Fol sogn.
– Gårdejer Mathias Mygin i Østerlindet, Der siden efteråret har deltaget i krigen på den østlig front som landeværnsmand og var med i det store slag i Masuren i februar måned, kom lørdag aften hjem på orlov for at være med ved forårsarbejde på sin gård.
– Jep. Nissen fra Hovslund Station er kommen hjem på en 14. dages orlov.
– Gårdejer Johan Nissen, Horsbyg der har ligget i Elsass, er kommen hjem på orlov til 1 maj for at led Forårsarbejdet på sin gård.
– Postbud Frellesen fra Broager, der i efteråret var med i Rusland, har fået 3 måneders Orlov som følge af Rheumatisme og er vendt hjem.
Graven i det Fjerne.
Enke Mette Marie Nielsen på Løjtertoft i Nordborg modtog forleden et brev fra sin søn, skræddemester Christian Nielsen i Egen, der kom Gefreiter deltager i krigen. Han fortæller ifølge “Flensborg Avis” sin moder, at han forleden gik rundt på en kirkegård i nærheden og blandt gravene traf han en, på hvilken der var rejst et kors med indskriften:
“Hans Sandvej fra Holm ved Nordborg. Dette minde satte din ven Peter Nielsen Nordborg”. På graven lå tillige en smuk krans sendt af den afdødes moder og søster.
Havrens aflevering
Landråden i Haderslev Bekendtgør: “Herved anmoder jeg alle havrejere samt kommuneforstandere om at aflevere de til rådighed stående havremængder til “Proviantamt Altona, Güterabfertigungsstelle Altona”, så vidt muligt i hele vognladninger. Ved afsendelsen af hver levering skal der gives mig en kort meddelelse om den afsendte mængde. De nødvendige formularer (militærfragtbreve, sækkebestillingskort, regningsformularer) fås på landrådskontoret.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.
Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.
Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.
Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.
Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Nye indkaldelser i går
I går er der fra egnene i Nordslesvig afgået en mængde indkaldte landstormsmænd indtil 34 års alderen til Flensborg, hvor de skal møde i dag. Også en del, der var hjemme på Orlov og ankom for få dage siden, har fået ordre til at møde.
Krigsfangerne og Levnedsmidlerne
Fra Fangelejrene, hvor der jo i det hele ikke leves særlig rigeligt og hvor der adskillige steder endog leves på yderst sløj krigskost, udgår der efterhånden flere fanger til arbejde hos landbefolkningen. Hjælpen er billig- der er kun kosten og nogle så Penning pr. mand – men arbejdet er også ofte til dels sløvede af lang tids uvirksomhed, dels sløje og udmatted af manglende på Ernæring. De er gennemgående villige nok til at arbejde og glade ved at få nogen afveksling i livet i fangelejerne.
Men allermest glade ved at komme ud er de dog, fordi de derved får Lejlighed til at spise sig mæt. Befolkningen vil gerne lade fangerne spise sig mætte, med efter den lange tidsmagre kost tager de i glæden over kunne så solid og god mad ofte så stærkt til sig af retterne, at de forspiser sig, bliver syge og må på lazarettet. Befolkningen søger derfor nu at holde lidt igen, for at gøre overgangen til solidere kost uskadelig.
J. Hansen gjorde krigstjeneste på vestfronten i Batl. 33.
Det var i Foraaret 1915 Tildragelsen foregaar. Batl. 33 laa i Hvilestilling i længere Tid i Gravelotte og paa Fæstningen „Kaiserin“.
Mange af Læserne har vel nok passeret Vejen Metz-Gravelotte-Conflans og vil huske at nord for St. Hubart, ca. 300 Meter, laa en Herregaard, kaldet „Moskov“. Her var Ejeren eller rettere Forpagteren flygtet til Frankrig og Driften lededes af en tysk Landbrugskommando, og deriblandt var ogsaa 2 Danskere, Gdr. Chr. Knudsen, Vonsbæk, og Avlsbruger Peter Gram, Ribe. Det var disse 2 Mænd, Batl. 33 havde en vittig Fortælling om.
Chr. Knudsen og Peter Gram havde alt pløjet og tilsaaet mange Hektar, et haardt og vanskeligt Arbejde paa denne Jordbund. Saa en Dag, op paa Formiddagen, kommer hele Bataillonsstaben ridende paa Vejen efter „Moskov” til. Knudsen havde hørt nogen Dundren paa Afstand. „Nej, do Peter, die Gejster kommen” (Officerer i Militærsproget). „Aa, skidt med dem, men jav lidt aa den skimle Hest, ejsen la mæ faa æ Pisk”.
—„Halten Sie” — brølede Major Mûller — „Also, das sind die Landwirte in Arbeit”.
— „Jawohl”, svarede P. Gram
— „Nah! aber gute feine Arbeit, muss man sagen”. Henvendt til Hauptman Kohler — „Ja wohl! das muss man einräumen”. Kohler var Godsejersøn og meget interesseret i Landbruget.
– „Jah! sagen Sie mir”, spurgte Major Müller, „was seid Ihr für Landsleute?”
— en lille Pause — „wir sind Musspreussen, Hr. Major”, svarede P. Gram [“musspreussen” – eller “pligtpreussere” var en betegnelse, som bl.a. sønderjyder og andre, der var blevet indlemmet i Preussen i 1867, benyttede].
„Musspreussere — muss — Musspreusere — Nu var den gamle Major vel nok en klog Mand, og i Stedet for at gøre Vrøvl sagde han rolig — „vel oppe fra Haderslevegnen” — spurgte om deres Navne — bød Godmorgen — og henvendt til Officererne „Wir wollen das ganze Feld beschauen”.
Endnu før d ’Hrr. Officerer kom hjem til Kasernen, var „Musspreusser-Historien” almindelig bekendt. Kasino-Ordonnanserne, som havde serveret ved Middagsbordet, fortalte senere, at hele Underholdningen havde været præget af deres Oplevelser paa Inspektionsturen til „Moskov“. Gram og Knudsen vil vi mindes for deres danske Sindelag i Ærbødighed.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.
Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.
Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.
De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.
Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:
