13. april 1915. “Do you speak english?” – “Hold din snut!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

Nis Kock fortæller:

Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.

— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.

Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.

Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af  Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.

I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.

Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.

Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.

Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.

Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.

Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Anker Nissen fortæller:

Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.

Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!

Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.

Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
S/S Kronborg – udbrændt

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *