11. april 1915. Minekrig ved Moulin: “Da skete kl. 18.30 det forfærdelige …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 11. april 1915 om formiddagen opdagede regimentet, at franskmændene havde undermineret dele af stillingen, men det lykkedes at afbryde sprængladningen. Men var der flere?

Havde franskmanden mon ikke også undermineret andre dele af stillingen, og hvor? Længe kunne mændene i 4. kompagni ikke tænke over tingene, for tung artilleri- og mineild holdt hele dagen afsnittet i ånde.

Vort artilleri skulle hjælpe dem, men ledningen var sønderskudt og de kunne ikke underrettes.

Da skete kl. 6.30 det forfærdelige. En kort sitren, uro og revner i jorden, et underjordisk buldren, så brister jorden, en brun vulkan stiger mod himlen, i vid omkreds rasler en regn af jord og sten ned.

Hvor engang sape 3 og den tilstødende skyttegrav var forløbet, gabte nu et kæmpe krater på 10 meters dybde og 30 meters diameter. Et øjeblik lammet af frygt, mens chokket overvindes, så kun én tanke: Hjælpe, redde! Hvor var gruppen fra sape 3, hvor var den og den?

Nu viste det sig, hvor djævelsk planen var udtænkt. Den franske artilleri- og mineild havde skræmt alle, der ikke lige var på post, ned i dækningsrummene, og dér var de nu begravet. Alle ilede til hjælp med spader, hvert sekund er kostbart.

Men nu åbenbarede sig hele den moderne krigs golde råhed. Fjenden ville ikke tillade, at levende, sårede og døde blev bjærget, uopholdelig skød han med granater og miner ned i krateret for at jage de tapre væk fra deres redningsarbejde, eller i hvert fald forstyrre redningsarbejdet.

Men det ville ikke falde en 86’er ind at lade sine kammerater i stikken. Under indsats af de sidste kræfter blev der gravet under stadig ”fald ned” og ”søg dækning” til langt ud på natten. Døde, sårede, bevidstløse, uskadte. Hen mod kl. 11 om aftenen indstillede fjenden sin skydning. Ved midnatstide dukkede der endnu fire füsilierer op, der selv havde gravet sig ud.

Wilhelm Jürgensen: “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918″

Vestfront Fransk mine slår ned 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *