Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.
Nis Kock fortæller:
Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.
Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?
Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?
Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.
Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.
Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.
Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.
Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.
Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.
Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.
Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
