8. april 1915. “Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest. “

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Lige ud for vor Skyttegrav laa en Gaard, som var totalt nedskudt; kun nogle faa gennemhullede Murrester stod tilbage; men i Skjul af dem havde “Frands” flere Kanoner opstillet, med hvilke han ofte beskød os helt uventet. Afstanden var kun 150 Meter, og naar Skuddet gik af, var Granaten herovre næsten i samme Nu.

Lidt til højre for os nede i Dalen laa en By; men deraf var ikke et helt Hus tilbage. Et af Husene var bleven sprængt, derved var Sten og Træværk fløjet henved 100 Meter ud over Markerne. Til højre for Byen havde Fjenden for lang Tid siden foretaget et Angreb, som man tydelig kunde se var mislykkedes. Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest.

Stillingen der var meget stærk, den var udhugget i den hvide Kalksten. Jeg havde nogle Gange været henne at besøge min Skolekammerat, Hans Christensen fra Skodsbøl, og Andreas Jessen fra Smølmark. Naar vi kom sammen, talte vi altid vort sønderjyske Maal, og saa forekom det os, som var vi et Smut derhjemme. Vi saa hinandens Fotografier og fik det sidste Nyt at vide fra Hjemegnen. Det var ret nogle herlige Timer, vi tilbragte sammen; men Pligten, den haarde, bitre Pligt kaldte paa os. Med et kraftigt dansk Haandtryk og med Ønsket: Paa Gensyn! skiltes vi.

Nu havde vi atter smukt Vejr hernede. Solen straalede hver Dag, og Skyttegraven var helt tør. Svalen var kommen, og naar det i Middagstimen var roligt, kunde jeg undertiden i Ny og Næ faa Øje paa den i dens pilsnare Flugt. Den bragte da altid med sig et Pust af kære Barndomsminder fra dengang, da jeg legede hjemme paa Gaden, mens Svalen byggede Rede under Kromandens Paptag over Indkørselen.

Ja, Tiden var meget for smuk til at ligge dernede i Skyttegraven. Havde jeg blot været derhjemme, saa kunde jeg da gøre Gavn; men dette her, det var mig inderligt imod.

»Frands« skød hver eneste Dag vort Brystværn ned, og hver Nat skulde vi bygge det op igen. Sandsække og Staalplader var for det meste skudt i Stykker. En Dag skød han 6 Fuldtræffere ned paa vor Jordhule uden dog at anrette nogen videre Skade. Vor Jordhule var godt afstivet med tykke Bjælker, og der var meget Jord ovenpaa. Naar der kom en Fuldtræffer ned paa den, gav det dog et Stød i os, som naar et Tog standser brat. Imens sad vi musestille og ventede taalmodigt paa, at Skydningen skulde holde op. Hvis man opsøgte en anden Jordhule, vilde det kaldes Fejghed; men at blive tog slemt paa Nerverne.

12-01_Sappe_14_Moulin_mindre
Sappe 14 ved Moulin-sous-Touvent forår 1915

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *