Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 14. Maj 1915. Vi var kommen i samme Stilling som sidst. Den ene Dag gik som den anden med at forbedre Skyttegraven og staa Vagt. Jeg gik stadig 3 Gange daglig til Stenbruddet for at hente Mad og Postsager. Ved Hjørnet af Løbegraven, som førte ind til Skyttegraven, blev der hver Dag ophængt en Kundgørelse, og deri kunde man læse en Sejr for hver Dag.
Vore Underofficerer og særlig Feltpræsten havde anbefalet os en meget god Bog, som hver Soldat burde læse, sagde de. Bogen hed: Et Folk i Vaaben og var skrevet af Sven Hedin.
Nu var vi forfærdelig kede af Livet dernede. Alle vore Tanker, Samtaler og Haab drejede sig om Freden, og deri blev vi skuffet hver eneste Dag. Derudover drejede Tanken sig kun om at spise og sove. Desværre var der rundt om i Jordhulerne en Mængde Utøj, som vi ikke kunde sove for om Natten.
De fleste klagede over, at de laa og blev kolossalt dumme. De laa kun dernede og saa de to nøgne Skyttegravsvægge og spiste og sov. Tankerne fik ingen ny Næring, og de blev saa underligt afstumpede. Man kunde ofte gribe sig selv i , at man havde siddet længe aandsfraværende og stirret ud i den tomme, nøgne Jordhule.
På jagt efter lus. Fra tøndringen Valentin Hemmsens album (i privateje). Gengivet efter “Füsilierregiment 86 “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen.”
N. H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste ved bataljon 36 på Vestfronten. I maj 1915 mødte han ved fronten en belæst Hauptmann.
Historien, som jeg dengang oplevede den, daterer sig fra den fjortende maj 1915. Vi havde den foregående nat foretaget et mindre angreb på en belgisk skyttegravsstilling til højre for den lille købtad Dixmuiden i Flandern.
Belgierne havde måttet opgive deres stilling, og de, der kunne, trak sig tilbage i sikkerhed på den anden side af Yserkanalen, hvor de havde deres udbyggede og gode stillinger i den ret høje kanaldæmning, og herfra tog de os under ild. Vi, der befandt os i en lavere stilling, kunne næsten ikke finde et sted, hvor vi ville være i sikkerhed.
Før krigen havde her ligget en bondegård, men nu var der kun nogle lave ruiner tilbage. Man havde anbragt nogle af de sårede omme bag en stump mur, andre hørtes jamre ude på marken, og på grund af nattetågen var det ret vanskeligt at bringe dem hjælp.
Vi opholdt os her kun en times tid eller så; men så gik det fra mand til mand som en gentagen mumlen: »Vi går nu tilbage«. Da vi var stormet frem, var dette sket forholdsvis hurtigt, men nu gik det kun langsomt, for de sårede kammerater skulle ikke lades tilbage. De, der kunne, skulle gå, andre måtte slæbes bort på teltlærreder, båret af fire mand. Del værste var næsten denne tåge, som hindrede vor vandring tilbage, men som til gengæld også forhindrede fjenden derovre i at se, at vi nu igen havde forladt den vundne stilling.
Vi havde lagt vor byrde fra os. — Kammeraten var blevet tavs. Vi havde gjort vor pligt og stod nu der og trak vejret et øjeblik. Gennem tågen skønnede man, at en ny dag var ved at bryde frem. — I øst begyndte himlen at farves rød. — Frøernes »kvak-kvak« hørtes fra de mange små vandløb, der gennemkrydsede de side enge.
Der stod man, udkørt og træt, og nød den herlige natur og den stilhed, ja, skønhed omkring én . . . —
Pludselig blev vi kaldt tilbage til virkeligheden. En sagte kommando hørtes: »Alle, der er her tilbage, må følge med frem . . .«
Lidt efter befandt jeg mig sammen med andre i et lille gravstykke — vor første stilling. Megen dækning fandt man ikke her. Vandstanden var nemlig alt for høj. Når man lå ned, var man i skjul, ellers ikke. Mig var det lige meget, for træt, som jeg var, faldt jeg straks i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg nød denne tilværelse, men jeg må have sovet meget længe, for da jeg vågnede, var det solen, der stak så nederdrægtigt.
Jeg åbnede øjnene. Jo, det var for længst dag. Jeg fik mig anbragt i siddende stilling og var endnu ret desorienteret. — Der var også andre mænd, ligesom jeg, her. — Mænd, jeg ikke kendte. Det var ikke mine sædvanlige kammerater fra kompagniet. De lå og drev den af i ret umagelige stillinger. En lod en lille latter høre, et par lå og fortalte hinanden et eller andet, lidt længere fremme sad en anden og så nærmest sindssyg ud. En gang imellem gjorde han en mærkelig bevægelse og stak hovedet op over brystværnet og så sig rundt. — Sikken en fornøjelse, tænkte jeg, men manden her var alt andet end sindssyg. — Han var vagtpost . . .
Jeg henvendte mig til en af de nærmeste og spurgte ham, om han hørte til »36’erne«? — Men manden, en skægget fyr, så ret nysgerrigt på mig, før han tillod sig at besvare mit spørgsmål. — Nej, kammerat, det gør jeg ikke. Vi er andet kompagni fra bataljon 14, der ligger her; det kan du da ikke have glemt — eller måske . . .
— Å, jeg torsk, afbrød jeg ham. Nå, du, I hører altså til en anden afdeling. Så kan jeg bedre forstå, jeg ingen kendte ansigter ser her.
— Ha, sagde manden, her er én, der er gået fejl i byen, og så lo han af fuld hals. — Men ellers, kammerat, hører du til bataljon 36? spurgte han videre. — Jo, indrømmede jeg, det har sin rigtighed, og her har jeg absolut ikke noget at gøre, men hvad, nu er jeg engang her — så . . .
Jeg følte mig sulten og tørstig og greb efter min feltflaske; men den var borte, forsvundet i nattens løb. — Fra brødposens dyb halede jeg en gnalling brød frem, tørt og hårdt. Mistrøstig! betragtede jeg det. — Det er altså alt, jeg har af spiseligt.
Kammeraten, der så ret nysgerrigt til, sagde: — Hør, kammerat. Du har nok ikke noget at fylde i vommen . . . kom, her skal du se, det har jeg; hvorefter han af sin udrustning halede både brød og en stump pølse frem.
— Her, kammerat, tag bare og spis! Du skal ikke sulte. Jeg får nok senere noget igen, og et bæger kan jeg også byde på, men du må regne med, at det er lunkent. Og det var det; men når man er sulten og tørstig, er alt godt. Jeg var ikke mere sulten, men følte mig ret vel tilpas.
Snakken gik, og røgen bølgede fra vore piber og så ud til at ville stå stille i den stille sommerluft. En luftning og borte var den alligevel. Vi blev dog en enkelt gang forstyrret af en sælsom lyd. Det var, når fjendtlige projektiler under hvislen eller imed smæld for hen over gravens rand og fik os til at dukke os lidt. Også et par granatsalver fra fjendens batterier slog med brag ned, dog uden, at gøre synderlig skade, bortset fra den jord, der ved granaternes eksplosion slyngedes op i luften og lidt senere dalede ned til os i graven. Jo, man blev rigtignok doven i sådan en varme. — Pyh!
Hvor tit har man ikke senere erfaret, hvor kort en sommereftermiddag kan være; men når man som her lå og gjorde sit bestik, blev eftermiddagen særlig lang.
Solen ville absolut ikke gå ned! Nå, endelig, endelig er den nede ved horisonten, og om kort tid vil den være helt forsvundet. Se, der kommer allerede tågen; sagte og som et fint slør breder den sig efterhånden over egnen og indhyller omgivelserne, så alt skjules under den.
— Så, kammerater, siger jeg, nu er tiden inde til at komme af Sted. Nu må I have farvel og mange tak for denne gang. — Jeg griber min bøsse og andre ting og stiger op af graven for at gå hen og melde mig hos kompagniet, som pligten byder. Jeg ser, at kaptajnens bolig er anbragt i graven. Lidt brædder dækket med græstørv, ellers er der ingen forskel mellem hans og mandskabets dækning.
Kaptajnen er hjemme, ser jeg. Jeg hilser og nævner mit navn og min afdeling og siger det, som det er; at jeg ikke hører til her, og at det nu er min agt så hurtigt som muligt at vende tilbage til min af deling.
— Ha, ha, ha — nå, De er faret vild? — og kaptajnen ler.
— Javel, hr. kaptajn, svarer jeg, jeg . . .
Han afbryder mig. — Åh, gå til hede h ………… med det pjat. Det har intet på sig her . . . Kort og godt, jeg er . . . og Besenschneider er mit navn. Lad os bare snakke sammen uden videre dikkedarer. Han tilføjer: — Hør, vent lige et øjeblik, så kan De slå følge med Küschmann, han har nemlig fået et strejfskud og skal tilbage, og han kender vejen, hvad De nok ikke gør.
Hvad var det nu, De hed? — Lustrup, hr. kaptajn.
— Ja, ja, sådan var det. — Er De måske fra Hamborg, spurgte han.
— Nej, jeg er hjemmehørende oppe ved grænsen til Danmark.
— Nej, se! Det var da ganske interessant. Kender De noget til Danmark, dette herlige land, fortsatte kaptajnen.
— Jo, det kan jeg da ikke nægte, for der har jeg da så godt som hjemme, og jeg har endda familie i Danmark.
— Hjemme? sagde kaptajnen og afbrød mig. — Det kan De da ikke have, for man må vel gå ud fra, at De må være tysk statsborger, siden De er med her på den tyske side. — Jo, indrømmede jeg, tysk statsborger er jeg, men dansksindet og dansktalende, som vi allesammen er det deroppe ved grænsen.
Kaptajnen ser nysgerrigt på mig og bemærker så: — hm, det lyder mærkeligt, ja, forunderligt — danskere som er tyskere . . . — Ja, sådan er det nu blevet mit hjemlands lod deroppe ved grænsen, forklarer jeg.
— Hvor lyder det dog forunderligt, mæler kaptajnen, og efter et øjebliks tavshed fortsætter han: — Hør, min ven, kender De måske også til dansk litteratur? —Jeg har beskæftiget mig en hel del med åndslivet i Danmark og har læst en hel del af danske forfattere i oversættelse, bl. a. ham — hvad er det nu, han hedder? Jakob Knudsen! og hvad er det nu, den anden — Grundtmann — er det ikke sådan han hedder eller noget lignende.
— Grundtvig, — er det ikke ham, De mener, hr. Besenschneider ? — Jo, sandelig, sådan er det. — De har ret. — Store mænd, de to herrer.
— Ja, hr., men de er jo forlængst døde begge to.
— Ja, nok, men deres tanker og ideer lever jo videre, og bøgerne, de har skrevet, tror jeg, vil blive læst og studeret over hele verden . . . og hvis den forbandede krig ikke var kommet, så . . . — Jo, jeg kender det — og efter en kort pause — jeg kender også lidt til dit land. Jeg har før dette her været på studierejse i de nordiske lande, har været i København, Aarhus og i . . . Hør, har De nogen sinde været i Ribe, en lille by lidt nord for grænsen? — I Ribe! Hvor forunderligt! I Ribe! — Jo, hr. Besenschneider. Ribe kender jeg da godt, for mit hjem ligger ikke langt fra denne gamle danske kongeby med domkirken, hvis tårn ses langt — — Åh ja, en dejlig gammel og hyggelig by — og domkirken og dens arkitektur og udsmykning! Ting, som jeg netop har studeret, og ikke mindst disse mange gamle bindingsværkshuse . . . Kaptajnen gør atter en pause. Han er dybt inde i minderne, men fatter sig igen, hvorefter han fortæller mig, at han er fra Leipzig, hvor han før krigen havde en stilling som docent ved byens universitet, og hvor han også har sin familie boende. Vi afbrydes her af manden, som jeg skal slå følgeskab med. — Nå, er det dig Küschmann, siger kaptajnen. Det er godt, du kommer, for det er bedst, at I to nu kommer af sted. — Men, hør Küschmann, du kommer jo nok en tur hjem til Tyskland med dit hoved der. Skulle du så nå at komme til Leipzig, må du endelig huske at gå op til min hustru og bringe hende en hilsen fra mig, og så — kom ikke for hurtigt igen, min ven! Küschmann kan blot nikke. Hovedet er helt indpakket i bandager. Man ser kun et par huller, som han kan kigge ud af, og et, hvori den korte pibe hænger og dingler. — Og du, Lustrup, siger Besenschneider ved vor bortgang, besøg mig endelig i Leeke, hvor vi ligger i hvil, og når du kommer hjem, så husk endelig at hilse fra mig i Ribe!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Købmand Jakobsen, Nordborg, har modtaget budskab om, at hans ældste søn Jørgen er falden i de sidste hårde kampe.
– To mænd fra Broager sogn er faldne, nemlig stud.phil. Hans Clausen, søn af gårdejer Jens Peter Clausen i Skelde, og Chr. Paulsen fra Røj, der var løjtnant i reserven.
– Fru Stind i Toftlund har fået meddelelse om, at hendes mand er falden den 19. november forrige år i Rusland. Han efterlader hustru og flere børn.
– Rasmus Rasmussen fra Hagenbjerg [nutidig stavemåde: Havnbjerg, RR], som blev hårdt såret den 5. marts ved en frygtelig nærkamp på Vestfronten, ligger fremdeles på lazaret i Düsseldorf, men er nu i bedring. Han ramtes af en kugle i munden, der rev undertænderne og kæbebenet bort. Når mundsåret er lægt, vil kæbebenet blive erstattet med at stykke af hans eget skinneben.
– Gårdejer Jørgen Jørgensen, Lavensby, har fået meddelelse om, at hans søn Christen er blevet hårdt såret på Vestfronten.
– Familien Hansen i Masrkgade i Aabenraa har hørt fra deres søn, som den 4. maj blev såret i Frankrig. Det oplyses, at han ligger på et lazaret i Noyon.
– I de sidste kampe ved Ypern er Johannes Toft fra Øster Løgum Mark bleven såret af en granatsplint i begge arme. Han ligger nu på et lazaret i Vesttyskland. Jens Damgaard, Genner, er ligeledes bleven såret af en granatsplint i ryggen.
– I den sidste tabsliste meddeles, at Adser Skau, Vesterbæk, Heinr. Bahnsen, Skovbøl, Laurids Jensen, Vojens, Johan Schmidt, Sønderby, og Karsten Bruhn, Sæd, er bleven let såret i kampene fra 14. til 25. april.
– August Ingvertsen, søn af gårdejer Ingvertsen i Langetved, er på Østfronten bleven såret i siden af et strejfskud.
Kampen om et Sprænghul. Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.
Min elskede Hustru og Børn!
I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.
Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.
Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.
Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.
Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.
Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.
Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.
Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.
Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.
I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Sælg hestene, ellers …!
Landråden i Haderslev bekendtgør:
”Tirsdagen den 11. maj om formiddagen kl. 9, afholder militærforvaltningen i Haderslev på markedspladsen på Gravene et hestemarked til køb af heste i alderen fra 4 til 12 år.
Jeg opfordrer landbefolkningen til at tilføre markedet rigeligt med heste, da i modsat tilfælde en ny hesteudskrivning bliver nødvendig, og der da naturligvis betales ringere priser, ligesom der ikke vil kunne tages tilstrækkelig hensyn til det økonomiske tarv.
Også kommuneforstanderne opfordrer jeg til på deres side at sørge for, at markedet bliver godt tilført med heste.
Underskrevet: v. Løw”
Mens Haderslev byråd sælger varer!
Haderslev byråd bekendtgør, at det fra onsdag den 12. maj begynder med at udsælge de af det nedsatte udvalg for kødforsyning opkøbte varer. Udsalget sker to gange ugentlig i seminariets øvelsesskole i Ringgade, nemlig onsdag og lørdag fra kl. 9 til 1 og fra 3 til 8.
Der sælges ris til 40 pg, grubbegryn 35 pg, islandsk lammekød 65 pg, tørret klipfisk 35 pg, røget skinke 1,30, 1,40 og 1,50 mk, røget karbonade og nakkestykke 1,30 mk, røget flæsk 1,20 mk samt køkkenurter.
Købernes navne optegnes; hver familie kan kun hente én gang om dagen ved et voksent medlem. Enhver familie kan få udleveret indtil 5 pd kød, 3 pd klipfisk, 2 pd ris eller grubbegryn, 1 dåse køkkenurter (kål eller roer).
Der sælges kun til borgere i Haderslev og mod kontakt betaling.
Prisnedsættelse på hvede og rugmel
Krigs-Kornselskabet nedsætter fra 15. maj melpriserne med gennemsnitlig 37,50 mark pr. tons, for rugmel med 25 mark pr. tons og for hvedemel med 50 mark pr. tons.
Prisnedsættelsen for hvedemelet er ifølge ”Hejmdal” større for også at gøre hvedemelet, hvoraf der er forholdsvis rigeligt for hånden, tilgængeligt for den mindre bemidlede befolkning.
Som følge heraf er prisen på rugmel efter nævnte angivelser nu 32,50-35,50 mark pr. dobbeltcentner, for hvedemel 35,75—38,75 mark pr. dobbeltcentner.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
2det opbud af den ikke uddannede landstorm
Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.
Fra landdagsmand Nis Nissen
har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.
Johannes Tiedje
som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.
– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.
– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.
Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.
– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.
– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.
– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.
– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.
– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.
– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.
Johs. Clausen, Gram, gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 på Vestfronten. Han kan berette flere historier om sin stammende kammerat, Gustaf. Her er én af dem.
Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 laa den 10. Maj 1915 med 1. Batl. i forreste Linie ved Lizerne i Flandern . Min Gruppe laa paa venstre Fløj med Tilslutning til Naboregimentet, og da Pionererne arbejdede i Pigtraadsspærringen, fik vi Ordre til at stille en Lyttepost ca. 60 Meter foran Pigtraaden.
Da Pionererne tidligt om Morgenen holdt op med Arbejdet, blev Lytteposten trukket ind, og da vi kom ind i Skyttegraven, blev vi af Delingsføreren, Ltnt. Cordes, opfordret til at hente Ammunition nede ved en lille Tøndebro, der gik over Yserkanalen.
Da vi kom ned til Kanalen i Nærheden af Broen, var Franskmændene travlt beskæftiget med at skyde den lille Bro i Stykker ved Hjælp af Artilleri, og da vi ikke skulde nyde noget, medens Skydningen stod paa, blev vi liggende i passende Afstand.
Da Skydningen efter vor Mening var ophørt, gik vi nærmere, fandt Patronerne, og skulde netop til at tiltræde Tilbagevejen, da vi fik Øje paa en Soldat, der kom fra den anden Side og vilde passere Broen. Den kommende havde Tornyster paa, og i højre Haand holdt han Geværet, medens han havde en Sandsæk med noget i i venstre Haand. Tornystret var bugnende fuldt af Uldtæpper, og da jeg syntes, at jeg skulde kende Fyren, gik jeg nærmere og saa nu, at det var min gode Ven Gustaf — Løjtnant Cordes’ Oppasser.
Gustaf havde været oppe ved Kaffevognen for at hente Løjtnantens Bagage, og foruden Udtæpperne var der sikkert ogsaa andre gode Sager i Tornyster og Sandsæk.
Da vi gensidig blev os var, var Gustaf ved at undersøge Broens Stabilitet ved med den ene Fod at træde paa Broplanken. »N-n-na, Ind r-r-r-etningen g-g-gynger jo slemt, men det gaar vel«, — mente Gustaf og balancerede ud paa Broen. Ved Broens højre Side var der spændt et svært Tov, og med højre Arm forsøgte Gustaf at støtte sig til Tovet, og han var kommet godt halvvejs over Broen, da Franskmændene igen fandt paa at sende en lille Granatbyge hen over Broen.
Det var naturligvis uhyggeligt for Gustaf, og han forsøgte da ogsaa at faa lidt mere Fart paa, for at faa fast Grund under Støvlerne, da en Granat slog ned umiddelbartunder Broen. Ved Eksplosionen røg Broen op i Luften, og Gustaf forsvandt i Yserkanalens Bølger med Gevær, Tornyster og Sandsæk.
Vi sprang straks til for at hjælpe, og da Gustaf endelig kom til Syne, svømmede han kun med højre Arm, saa vi mente, han var saaret i venstre Arm, hvilket dog senere viste sig at være en Misforstaaelse. Kammeraterne sprang til, og snart fik vi Gustaf trukket paa Land.
Gustaf var ikke saaret; han havde i venstre Haand vedblivende Sandsækken, og paa vor Forespørgsel svarede Gustaf stammende, — Gustaf stammede nemlig som et Maskingevær: — »I-i-i er vel t-t-tossede, i højre H-h-haand havde jeg j-j-jo Ge-geværet,——-d-d-det b-blev derude, men F-f-flaskerne har jeg da faaet med i Land —.«
Gustaf havde altsaa F-f-flasker i Sandsækken!!!
»En Bø-bø-bøsse skal Kompagniet nok sk-skaffe mig igen, m -m -m en «…
Meget rigtigt tænkt, Gustaf, et Gevær skal Kompagniet nok skaffe dig igen, men to Flasker Rødvin — — aldrig; altsaa maatte Bøssen blive derude, — men nu straks at betænke saadan noget, naar man er ved at drukne i Yserkanalen!
Gustaf saa slemt medtaget ud, — tilsmurt af Kanalens Mudder som han var, fra Top til Taa. — Vi hjalp ham med at faa Tornystret af, og skyllede ham med Vand fra Kanalen, og snart saa Gustaf ret præsentabel ud igen.
»N-n-na, det var det«, — mente Gustaf — »d-d-det er n-n-nu ikkke lutter Grin a t faa M-m-mudderbad, saadan s-s-straks om Mor’nen, — jeg f-f-fryser nederdrægtigt, — o-o-om F ø -fø -fø d d e rn e .
Denne Gustafs Udtalelse skaffede mig den ædle Tanke at indgive Gustaf noget, der kunde varme ham, — og da Gustaf jo selv havde fortalt, at han havde Flasker med i Sandsækken, saa laa Tanken ret nær, at det var den Medicin, Gustaf trængte til, og paa en høflig Forespørgsel fra min Side svarede Gustaf: »D-d-du m aa jo-jo-jo være tosset, altsaa , — det er Løjtnant Cordes’ Fla-fla-flasker, — din Idi-o-ot.«
»Nanu, Gustaf«, svarede jeg, »Flaskerne blev dog derude, hvor du lod Bøssen blive, — jeg er dog Vidne, — vi alle har dog set, at du røg i Kanalen, og det kan Løjtnanten da baade se og lugte paa dig …«.
Gustaf gloede paa mig, inden det brød ud af ham : »S-sørenme e-e-en gggod! Idé«!!!
Som sagt, saa gjort, — frem med Fla-fla-flaskerne, — Kammeraterne fik en Slurk med, og Gustaf truede endnu med Munden fuld: »I-i-i skal sø-sø-rnme hold’ Kæft med den her Historie …, ellers faa-faa-faar jeg et sy-syndigt Leben med ha-ha-ham, Lø-Lø-Løjtnanten.
Som gode Kammerater lovede vi Gustaf ubrødelig Tavshed, altsaa hvad Løjtnanten angik, thi ellers kunde jeg jo ikke skrive denne Historie, — vel?
Det var ved at blive rigtig lyst, vi fik hurtigt fat i Patronkasserne, og med Gustaf i Teten gik vi tilbage til Skytttegraven. Ankommet dertil stod Løjtnanten og tog imod os, og Gustaf knaldede Hælene sammen og meddelte Løjtnanten om Tilfældet ved Broen og Vandgangen mm.
»Je-je-jeg ser u-u-ud som et Sv-sv-svin, Hr. Lø-Lø-Løjtnant «, forklarede Gustaf.
»Javel, Gustaf, du ser ud som et Svin, — du lugter ogsaa som et Svin, Gustaf, men jeg synes ogsaa, du har en anden Lugt, din Laban, — du lugter efter min gode Bourgunder!«.
Mere hørte jeg ikke af Samtalen, thi vi havde jo alle lovet Gustaf ubrødelig Tavshed, og iøvrigt fik vi meget travlt med at bringe Patronerne hen i den anden Ende af Skyttegraven.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvor forsigtig man bør være baade i sin Optræden og i sin Tale, fremgaar af en Række Arrestationer i de sidste Dage.
Saaledes er en ung Pige, der af Uvidenhed har rejst paa et Pas, der ikke er tilstrækkelig for en Optant, bleven arresteret i Toftlund og sendt til Flensborg.
En pensioneret Lærer Jensen, tidligere i Skærbæk nu i Aabenraa, er paa Besøg førstnævnte Sted bleven anholdt og ført til Flensborg. Jensen anses i Almindelighed for at være en meget forsigtig Mand.
Endnu kan nævnes, at Kommuneforstander Knudsen i Vinum er arresteret og ført til Flensborg — efter Sigende fordi han har kritiseret Behandlingen af Fanger – , og endelig er ogsaa en Møller Sørensen paa Rømø bleven arresteret.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Gravning af skyttegrave
ved Vojens i sidste måned gav, som man kunne vente, anledning til alarmerende rygter om forestående gravninger af en skyttegravslinie hen over Nordslesvig fra Østersøen til Vesterhavet. Det meddeltes tillige, at også Soldater i Spandet her vest på gravede skyttegrave. Dette sidste opfattede vi, som om der gravedes ved Spandet. Det viser sig imidlertid at være en misforståelse; ganske vist gravede de, kun ikke ved Spandet, men ved Vojens, hvor man for øvrigt har sløjfet en del af disse arbejder som således foreløbig synes at have haft karakteren af øvelser.
Der har, som bekendt, cirkuleret rygter om store troppesamlinger mellem Flensborg og Tønder. Rygterne har vist sig at være urigtige. Det samme gælder verserende rygter om større troppestyrker i Nordslesvigs østlige del.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Nis Clausen fra Tumbøl, bestyrer hos enke Hansen dersteds, er falden under de sidste kampe.
– Præparandskoleelev Max Nissen, søn af maler Hans Nissen i Skibbrogade i Tønder, er falden. Han var kun 18 år gammel og var med som frivillig.
– i den 213. prøjsiske tabsliste meddelelse, at forstærkningsreservisterne Enevoldt Schmidt, Abild, og Nikolaj Jessen, Stenderup i Haderslev kreds, er faldne i kampene fra 9. marts til 1. april. Christian Thuesen fra Sundsmark og Laust Lausen fra Daler i Østerby er døde af deres sår.
– Underofficer Feddersen fra Skodborg er bleven såret den 23. april i kampene ved Yserkanalen. Han ligger nu på lazaret i Bingen.
– Samme dag er hans sidekammerat, Joh. Fr. Johansen fra Tumbøl, bleven såret.
– Gårdejer Jens Hansen, Gaasbjerg i Dynt kommune, ældste søn af amtsforstander Hansen i Midtskov, er bleven hårdt såret.
– I 213. prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen, Højer, Andreas Petersen, Gallehus, Peter Autzen, Maugstrup, Max Skjøde, Haderslev, Niels Thorsen, Flovt, Hans Wollesen, Roager, Iver Ravn, Ørsted, Jens Damgaard, Over Jerstal, Peter Lund, Rævsø, Karl Autzen, Lert, og Theodor Juhl, Ellum, er bleven let sårede i kampene i første halvdel af april måned.
– Mathias Petersen, Bylderup, står opført som hårdt såret.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Så blev det maj. Så varm, skyfri og smuk, som nogen maj havde været. Når de afløste 86’ere forlod deres trøstesløse stilling på højsletten, blomstrede hvidtjørnen dem i møde fra Moulin-dalens skrænter, blødgjorde deres hjerter og vakte længslen efter fred.
Med den så det ellers stadig skidt ud. Den 2. maj var tyskerne og østrigerne brudt igennem ved Gorlice-Tarnow og havde taget over 150.000 fanger, og nu gik de i gang med at rulle den russiske front op. Med jubel blev disse sejrsefterretninger modtaget i regimentet, men også franskmanden rørte nu på sig. Han kunne sige sig selv, at tyskerne kun kunne tilkæmpe sig så store resultater, efter at de havde trukket betragtelige styrker væk fra vestfronten. Nu måtte det være muligt at trykke den svækkede tyske vestfront, som efter deres mening kun fremstod som en tynd facade, sørge for aflastning for deres russiske forbundsfæller, ja, måske endda trænge helt frem til den tyske grænse. Således gennemførtes i maj et rasende men forgæves tilløb mod vor front nord for Arras. Også 86erne skulle på den hårdeste måde komme til at føle hans genvakte angrebsvilje.
Frontsoldaten fornemmer straks, hvis der hos fjenden sker nogle forberedelser, lige som gamle folk føler vejret i knoglerne. Her var tegnene så ovenikøbet ikke svære at se. I begyndelsen af maj satte igen kraftig artilleriild og den modbydelige mineild ind. Som store, sorte fugle fløj de tunge vingeminer op i luften, syntes et øjeblik at udse sig et bytte, og jagede så med stadig tiltagende ødelæggelsestrang nedad. 86’erne fulgte dem åndeløst spændt med øjnene. Så sprang de fra det ene skulderværn til det næste, dukkede sig i et hjørne som høns for falken, mens bæstet bragede ned mellem naboskulderværnene og spredte en ladning ler og sten om sig.
Pigtrådspæle hvirvlede som tændstikker gennem luften, pigtrådsspærringer gik i stykker som spindelvæv, intet dækningsrum kunne holde, skyttegraven fyldtes til randen. Ved højlys dag og i en åben skyttegrav var det ikke vanskeligt at undvige dem; Beregning og rutine indøvedes hurtigt. Men grufuldt var det, når udyrene ligesom kæmpeflagermus svirrede om ørerne om natten. Tidsintervallet mellem det dumpe afskud og nedslagets helvedesbrag var nerveopslidende. Hvem kan påstå, at han i sådanne øjeblikke ikke følte angst, elendig, rystende angst!? Dem er der ikke mange af. Senere vandt ganske vist den almindelige ligegyldighed over disse følelser.
En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.
Lidt Krigs-Psykologi.
Flandern, i Maj 1915
Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.
Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.
Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.
Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.
Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.
Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.
Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.
Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.
I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.
Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.
Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.
Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.
De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.
Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.
Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.
Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.
Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.
Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.
At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.
De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.
Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.
Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Fantastiske tal om sejren i Galizien
Hvad rygtet kan præstere
I hvor høj fra rygtet kan få en tysk sejr til at vokse i tyske byer, inden generalstabens officielle kundgørelse bliver bekendtgjort, fremgår af, at der i aftes i Tønder blev slået meddelelser op, hvorefter tyskerne i Galizien skulle have taget 161.000 fanger, over 400 kanoner og 600 automobiler, 4 lazaret-tog og 28.000 geværer.
Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.
Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhyggelige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vipper her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.
Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kukmand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“
Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.
Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.
„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.
Din hengivne Th. K.
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. Maj 1915. Jeg laa paa Maven i en Hængekøje, bestaaende af noget Hønsetraad spændt imellem 4 Pæle, og skrev. Vi var lige kommen tilbage fra vor daglige Eksercits, som havde kostet os adskillige Sveddraaber, da det var meget varmt. Nu laa mine 7 Kammerater ude i Toften i det grønne Græs og røg Cigarer.
Vi laa 8 Mand der i et lille, umøbleret Værelse i Byen Le Fresne. Byen var ikke videre beskadiget af Krigen, og en stor Del af Civilbefolkningen boede der endnu. I Huset ved Siden af os var der et Barn paa 2 Aar, som jeg holdt meget af.
Jeg spadserede ofte med Barnet paa Armen eller ved Haanden. Moderen kunde godt lide det, hun begyndte at faa Tiltro til os; men hun tabte dog aldrig den lille af Syne.
Jeg syntes, det var saa rart at tage et Barn ved Haanden; saa var det mig, ligesom der var Fred i Landet, og det var nogle af mine skønneste Timer. Jeg sad ofte under Hyldetræet med den lille paa Knæet og sang danske Fædrelandssange.
Det var underligt at tænke paa, at jeg maaske i Skyttegraven stod over for Barnets Fader.
Journalist J.N. Jensen fra Flensborg Avis som tysk soldat med en lille, fransk pige på knæet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvad der kundgøres at skulle være modbydeligt!
Den 29. marts førtes nogle krigsfangetransporter gennem Haderslev, og ved denne lejlighed var der en del mennesker, både fra dansk og tysk side, som af medlidenhed med fangerne gav eller tilkastede dem forskellige ting. De tyske blade kom i harnisk herover og straffemyndighederne blev sat i bevægelse overfor de pågældende, hvis medfølelse havde givet sig udslag overfor fangerne, og nu kundgøres i de dertil indrettede blade følgende, der vidner så kønt om det høje stade, den tyske kultur indtager:
”Den 29. marts kom det lejlighedsvis ved krigsfange-transporter gennem Haderslev til modbydelige optrin, idet der af publikum blev vist fangerne allehånde opmærksomheder, der ikke svarede til vort folks værdighed overfor vore fjender. De pågældende er blevet straffede. Deres navne bliver efter anordning af den stedfortrædende generalkommando offentliggjorte som følger:
Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.
En Dag blev Depotet lavet om til Kompagnier, og samtidig hermed blev en Del af os sendt til Slesvig. Jeg var blandt de heldige — ligesom ogsaa Andreas Beck m. fl. var med her. Her i Slesvig blev vi indkvarterede paa Gottorp Slot, og der blev nu daglig ekserceret med os, og dette var just ikke saa rart. Turen kunde jo snart komme til os — vi maatte til Fronten.
Der herskede stor Mangel paa Haandværkere i Slesvig. De, der var her, længtes alle — hvor besynderligt det end lyder — efter at komme med ud i Kampen, at høste Forfremmelse og Ære eller — dø! — De gik ind i Geleddet og drog af Sted.
Ved den daglige Appel blev der derfor spurgt efter Haandværkere — hvilket vil sige: Skomagere og Skræddere. Andreas Beck var fræk nok til at melde sig som Skrædder — skønt han aldrig havde lært Haandteringen.
Nu sad han deroppe og havde sit paa det tørre, tænkte jeg, og ærgrede mig halvt over, at det ikke var mig. Jeg skulde ikke have noget af at dumme mig, skønt Andreas pressede paa, at jeg skulde melde mig.
En Dag kom Kammersergenten sammen med vor Feldwebel hen til mig, mens jeg stod i Geleddet. — Hør, sagde Feldwebelen: De er jo Skomager, Lauritsen!
Jeg? — Hr. Feldwebel. — Nej, det er jeg ikke. — Jo, De er, Lauritsen. Træd kun ud af Geleddet og følg med Kammersergenten op paa Kammeret!
Ja, saadan blev jeg — Haandværker, og dette kunde jeg takke min gode Ven, Andreas, for. Han havde nemlig over for Kammersergenten angivet mig som — Skomager af Profession.
Ankommet paa Kammeret fik jeg under en vis Beklemmelse anvist en Buk og en ledig Plads, og Sergenten tilkastede mig et Par Støvler, som skulde beslaas med Søm.
Sømmene blev slaaet i, og jeg var antaget som — Skomager …
Her sad vi nu og havde det godt. Arbejde skulde vi jo, men — det blev dog ikke til ret meget. Dette her var dog noget helt andet end at trave rundt dernede i Ka- sernegaarden, og en Dag var Kammeraterne borte — afgaaet til Fronten.
Jo, jovist. — Vi havde vel nok skudt Papegøjen … Saa sad vi da her og havde det rart, medens Vinteren gik, og Vaaren kom. Nede i Kasernegaarden var man i Gang med at indøve et nyt Hold Rekrutter. — Det var Folk fra Landstormen — ældre Mænd, de fleste af dem var Familiefædre. Man kunde godt sidde og faa ondt af dem, medens de løb som besatte dernede paa Pladsen.
Men hvad — det rager en jo ikke, og, som det hedder — enhver hytter sig, som han kan bedst.
Mit Arbejde bestod i at lappe gamle Støvler, der i Vognladninger kom tilbage fra Fronten.
Det hele tog vi dog ikke saa højtideligt. Wagner, som Kammersergenten hed, var en flink Mand. At lappe eller forsaale eet Par Støvler om Dagen var nok, saa vi havde god Tid til at lave andet, og det gjorde vi da ogsaa.
Forlængst havde vi indkvarteret os privat i Byen og kunde nu nyde et halvt civilt Liv. Vi blev efterhaanden godt kendte med en Del af Byens Borgere, ligesom vi ogsaa havde den Fornøjelse at have Familien paa Besøg og ogsaa kunde komme hjem paa Søndagsorlov.
Byens Borgere var over for os flinke og gæstmilde. — Men noget for noget! — De gæve Fruer eller Damer kom med deres mere eller mindre pæne Sko, der trængte til en ny Saal eller at blive syet. — Man maa jo huske, at der jo var Krig, og Læder og nye Sko var det smaat med. — Saa, lille Soldat — du kommer til at hjælpe mig denne Gang! — Og det kunde vi. — Vi tog — stjal — Læderet oppe i Magasinet, hvor der laa i Bunker af det. Ja, hvor lærte man mange Mennesker at kende, gode og daarlige mellem hverandre.
Hvordan det kom, forstaar jeg ikke; men efter et Par Maaneders Forløb kom Wagner en Dag og sagde henvendt til mig: Hør, Lauritsen, De har været en flink og tro Mand, og Dem har jeg Tillid til. Fra i Dag af staar De for Udleveringen fra Magasinet.
Javel, sagde jeg og takkede ham for hans store Tillid til mig. Jeg skulde nok passe godt paa Magasinet og dens Indhold.
Jeg opdagede senere, at Wagner var Medlem af det stedlige Baptist-Samfund. — Ellers var han god nok.
Andreas og jeg holdt sammen til Paaske 1915, da var Andreas saa heldig at komme hjem paa Orlov i et Par Dage. Han vendte ikke tilbage, men gik den rette Vej. Han kunde dog godt have sparet sig dette, da det kort Tid efter oplystes, at han var dansk Statsborger.
Kammerater havde jeg altid nok af. Mange er de, som jeg bagefter med en vis Vemod mindes. De fleste af dem, der drog til Fronten, kom aldrig mere tilbage. En af de faa heldige er Karl Hein, Spandet. Det var en kort Tid efter, at Andreas Beck var borte, at Karl Hein søgte ind til mig som Skomager. Han havde været saaret og havde fra Rekonvalescentkompagniet søgt herind. En kort Tid sad han nu her, men en skønne Dag var han igen borte. Karl Hein faldt i engelsk Fangenskab og sad der, til Krigen var forbi.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.
Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.
Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.
Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.
Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.
Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.
Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.
Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.
Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.
Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!
Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.
Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.
Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.
Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.
Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.
At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.
Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.
Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.
En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?
Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.
Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.
Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!
2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.
Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.
Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.
Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.
Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.
Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:
Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.
An Herrn Christian Høeg
Süder Seierleff (!)
Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.
(sign.) von Rahlenstein Hauptmann u. Batls. Kdeur.
Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane! Chr. Høeg
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Jens Nielsen, Kolstrupvang, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Regiment 86. Han blev taget til fange i forbindelse med Marneslaget i september 1914. Den 1. maj 1915 var han blandt de første fanger i den særlige fangelejr for sønderjyder, Aurillac.
Det var under Marneslaget i 1914. Den 12. September fik vi Ordre til at dække Artilleriet og kom derved i Kamp med Franskmændene Ved Vic-sur-Aisne. Floden var imellem os, og Franskmændene bestrøg en Chaussé med Maskingeværer, saa vi ikke kunde komme tilbage. Vi var saa en Del fra 86. Reg., hvor jeg stod i 3. Komp., og fra 84. Reg., der løb ned til Aisne. I det samme sprængte Tyskerne Broen i Luften, og vi prøvede saa at komme over ved en Sluse. Det lykkedes ogsaa, men midt paa Planken fik jeg et Geværskud i Laaret, kom dog alligevel over, men faldt saa, blev hjulpet op af Peter Goos fra Flensborg. Jeg faldt igen og kunde ikke rejse mig mere. Jeg var falden lige paa en stor Betonplade, og her hlev jeg liggende, godt synlig fra alle Sider, ligesom paa en Præsenterbakke.
Og her laa jeg i seks Døgn uden saa meget som at kunne kravle bare et Par Meter, hele Kroppen var ligesom lammet, og det eneste, jeg kunde bevæge lidt, var Hovedet. Kuglen var gaaet ind paa Indersiden af Laaret og ud igen paa Ydersiden. Der var ikke meget Hul og der kom kun et Par Draaber Blod, men Laarbenet var slaaet i Stykker.
Og her laa jeg som sagt i seks Døgn uden at faa Mad eller Drikke, midt imellem Franskmændene og Tyskerne. En Gang imellem skød Franskmændene efter mig langt borte fra, men dog uden at ramme. De første Dage var de værste, og Sulten gnavede slemt i mig. Heldigvis regmede det næsten uafbrudt i de seks Dage, for ellers var jeg maaske død af Tørst. Der laa en Roemark kun en 5-6 Meter fra mig, og de første Dage prøvede jeg engang imellem paa at kravle derover, for saa havde min værste Sult jo været stillet. Men nej. det gik ikke, jeg maatte blive paa min Cementplade.
De sidste tre Dage var der ikke meget Liv i mig, jeg døsede Tiden hen, vaagnede engang imellem op, men havde ikke Kraft til nogen Verdens Ting. Seks Dage var gaaet, havde Tyskerne trukket sig tilbage, og der kom nu to franske Officerer roende i en Baad over Aisne og kiggede paa mig. Men de lod mig ligge, tog min Pikkelhue med og roede tilbage igen. Jeg var atter alene paa min Cementplade. Saa kom der to franske Sergenter hen til mig, dog de gik ogsaa igen. Men endelig kom fire franske Menige med en Baare, fik mig læsset op paa Baaren og bar mig til Kroen i Dantréche, hvor der allerede var 50 saarede Tyskere.
Her laa vi i to Dage. Den anden Dag gik der en Granat ned og tog det ene Hjørne af Huset med sig uden dog at nogen blev saaret. Vi blev saa transporteret til Banegaarden, men jeg kom ikke med den første Transport, hvad der var Held ved, for Toget fik en Fuldtræffer. Omsider blev vi, der var tilovers, læsset op i nogle aabne Vogne og kørte i samfulde 72 Timer, indtil vi naaede Sct. Brieux ved Atlanterhavet.
Indtil nu var vi ikke blevet tilset hverken af Læger eller Sygeplejersker, og jeg er forresten aldrig blevet behandlet af en Læge. Efter 6 Ugers Forløb var mit Laarben groet sammen igen, altsaa uden Lægebehandling, men rigtignok var det blevet nogle Tommer kortere, end det var før.
Da vii laa paa Banegaarden i Sct. Brieux, kom der en Dame hen og kiggede paa os. Gennem sin Stanglorgnet saa hun længe og vedholdende paa mig, for tilsidst at spytte mig lige ned i Ansigtet. Det var et Udslag af fransk Had til Tyskerne.
I Sct. Brieux laa vi paa en Kaserne, der var indrettet til Lazaret, og her blev vi plejet af spanske Nonner. Her fik vi ogsaa omsider vore tomme Maver og Tarme fyldt igen. Jeg manglede haardt en Skjorte og bad en af Nonnerne skaffe mig en „Chemise“. Da hun ikke kunde faa fat i nogen Mandsskjorte, gav hun mig en af sine egne Særke, og inden vi kom herfra, var denne Nonnesærk gaaet paa Omgang ved alle de 60 saarede Fanger, der laa her, idet enhver, som skulde have sine egen Skjorte vasket, laante Nonnesærken saa længe.
Fra Kasernen blev de, der var bleven saa raske, at de kunde gaa ud, flyttet over i et Tugthus, der laa i Nærheden. Og ved denne Flytning havde jeg forresten en ejendommelig Oplevelse.
For flere Aar tilbage, altsaa længe før Krigen, havde jeg en Nat en Drøm, hvori jeg saa mig selv komme gaaende til en stor skummel Bygning med en lille Trækasse under hver Arm. Jeg huskede tydeligt Bygningens Omrids og kunde ogsaa huske, hvorledes det Værelse i Bygningen saa ud, som jeg kom ind i. Og nu gik Drømmen i Opfyldelse. Jeg havde virkelig en lille Trækasse under hver Arm, hvori jeg havde mine faa og smaa Ejendele, og Bygningen var den samme som jeg saa i Drømme, men særlig kunde jeg genkende det Værelse som jeg blev ført ind i. Det hele gjorde et stærkt Indtryk paa mig.
En Dag i Februar 1915 fik jeg Ordre til at møde i Kontoret. Det var jo ikke gerne noget godt Tegn, naar man fik den Besked, og jeg ransagede min Samvittighed for at hitte ud af, hvad jeg havde forbrudt mig med. Da jeg kommer over i Kontoret, rejser en Herre sig og kommer mig i Møde. Det var en lille mørk Mand, typisk Franskmand, og idet han rækker mig Haanden, siger han paa fejlfrit Dansk:
— Naa, Jens Nielsen, hvorledes har De det?
Dette at han talte dansk, tog saa stærkt paa mig, at jeg blev ligesom forstenet og kunde ikke faa et Ord frem.
Naa, han forestillede sig saa som Professor Verrier, og nu kom Munden paa Gled, og det blev en lang og hyggelig Samtale, vi to havde med hinanden.
Den 1. Maj 1915 drog det første Hold paa en 6-7 Stykker ind i Lejren ved Aurillac, og blandt disse var jeg ogsaa.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Efter at have været i kamp i en uge og ligget uden fødevarer i et granathul i fem dage er Lauritz Jørgensen nået tilbage til de tyske linjer, hvor han og hans kammerater endelig kan sove – og spise.
(… fortsat)
Vi fik også mad. Vi vaskede os, men appetit til maden havde vi ikke. Nu dukkede vor bataillonskommandør op. Han var en usympatisk herre. Han sagde, at han havde ventet at se os hver med nogle hoveder af de „sorte” under armene osv. -— Vi blev atter kommanderet ud, hvor vi hørte hjemme, dvs. i første linie. Idet samme lød der nogle skud. — To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv. De slap for at følge med.
Vi andre gik tavse frem igen. Vi spekulerede på, hvorledes vi kunne slippe bort. Min sidekammerat, en sadelmager fra Mecklenborg, sagde højt: „Jeg går ikke over kanalen igen!” Han fik tilslutning fra os alle. Officeren spurgte, hvad vi talte om. Sadelmageren trådte frem og gentog, hvad han havde sagt. Officeren svarede: „Det forstår jeg, men vi skal i to dage bevogte en tidligere broovergang i byen.”
Yserkanalen delte byen, og franskmændene havde den ene halvdel. Franske lyskugler hang her som overalt i små faldskærme og belyste ruinerne. Maskingeværkugler føg ind imellem de sønderskudte huse, hvorfra beboerne lige var flygtet.
Nogle af os havde søgt ly i et hus. Det urolige, blafrende lys fra lyskuglen belyste de voksagtige ansigter af mor og børn, der opholdt sig i stuen. — De forholdt sig rolige. Vi følte os som mordere og forbrydere. Sadelmageren tog min hånd, og med bevæget stemme sagde han: „Skal vi være enige om aldrig mere at gå med i krig?” — „Ja,” var mit svar, „aldrig mere.” — En anden soldat stod tavs og græd. Han gav os begge hånden, og tavse gik vi alle tre ud i uvejret. Natten efter blev vi afløst og gik helt tilbage til vort gamle kvarter.
Mange tropper af forskellige våbenarter deltog i dette lumske gasangreb, men ikke mange slap tilbage medlivet i behold. „Den storesejr”, som var proklameret i Tyskland gennem aviserne ved angrebets begyndelse, endte som et ynkeligt nederlag.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
I april måned besluttede den øverste tyske hærledelse sig for et massivt angreb i Galizien sammen med den Østrig-Ungarske hær mod russerne. På resten af krigens fronter skulle man blot holde stand. Befalingen til Oberbefehlshaber Ost lød derfor på, at de skulle foretage stikvise skinangrebsfremstød for at aflede russernes opmærksomhed og fastholde deres tropper langs fronten.
Alle tyske tropper og armeer stod nu på russisk jord og 8. arme under General der Infanteri Otto v. Below stod østlig for Szkwa med 6½ infanteri division på en 100 km bred front til østlig for Osowiec. Overfor stod den russiske 12. arme med 14 divisioner. Den 8. arme bestod af fra højre 75. K.D., 3. R. Br., 10. Ldw. D., korps Scholtz (Gen. Kdo. XX. A.R. med 41. . J.D. og 1. Landwehr- Division), 3. R. D. med 6. Ldw. Br. og 11. Ldw. D.
8. arme ville løse sin opgave med et angreb den 29. april på den højre fløj med 75. Reserve og 10. Landwehrs Division. Det blev ikke til det store fremstød. Maj og juni forløb stille, og landvindingen var ringe, hvilket også skyldtes at armeen var blevet svækket som følge af afgivelse af enheder til den nordlige og den Østrig-Ungarske front.
Kort: 1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13. Mai bis 12. Juli 1915 – Karte 5
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Faldne og sårede. Efter nordslesvigske blade
– H.M. Nissen og Hustru i Højrup ved Stepping har fået meddelelse om, at deres 22 år gammel søn Johannes er falden den 18. April i Frankrig. – Ifølge den nyeste tabsliste er underofficer Iver Jepsen fra Hejsager, der hidtil har stået opført som såret, død den 10. marts på feltlazaret. – Karl Dibbern fra Aabenraa søn af læge Dibbern, der faldt for nylig, var født den 29. marts 1898, altså kun rigelig 17 år gammel. Han var 16 år, da han ved krigens udbrud meldte sig som frivillig. – Postsekretær Oskar Singshofen fra Sønderborg er bleven dræbt den 20. april ved en mineeksplosion. Han var 32 år gammel og efterlader sig enke og 2 børn. – Andr. Jørgensen fra Vodsbøl [sic!] er bleven let såret og krigsfrivillig Sivert Lorensen fra Sæd bleven hårdt såret i kampene fra 2. til 31. marts. – Gårdejer Jens Holm fra Skærrev på Løjtland har modtaget den sørgelige efterretning, at hans søn er død på et Lazaret. Der meddeles ikke, om det er af sygdom eller af sår.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Hvorledes man skal forholde sig over for krigsfangerne
Der er udstedt følgende bestemmelser om, hvorledes man bør, forholde sig overfor krigsfanger, som arbejder i kommunen:
Enhver middelbar eller umiddelbar forbindelse med krigsfangerne samt enhver tilnærmelse til disse er forbudt alle personer, der ikke er særligt beføjede hertil.
Ligeledes er det forbudt at opholde sig i nærheden af eller at betræde pladser, lejre eller lokaler, som benyttes til anbringelse af krigsfangerne.
Endvidere er det forbudt at skænke dem nogen art gaver, at yde dem nogen som helst hjælp til at flygte, at yde dem husly, skænke dem levnedsmidler, tøj eller andre ting eller at yde undvegne krigsfanger nogen som helst anden støtte eller hjælp.
Ting, som benyttes eller skulde have været benyttes til gaver til krigsfangerne, beslaglægges.
Ledsagelses eller vagtpersonalet må man ubetinget adlyde. Ledsagelses- og vagtmandskabet har fået anvisning på, hvis der gøres nødvendigt, især for at hindre flugtforsøg, at gøre brug af deres skydevåben, uden i forvejen at råbe.
Hvem der har kundskab om, at en krigsfange vil undvige, eller om en undvegen krigsfange opholdsted, har, foruden at han har den pligt, efter evne at søge at hindre undvigelsen, ufortøvet at melde dette til de nærmest militær eller civile myndigheder.
Overtrædelser af denne anordning vil, såfremt andre bestemmelser ikke hjemler højere staf, blive straffet med pengebøder, på indtil 150 mark eller tilsvarende arrest.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Lauritz Jørgensen og ca. 30 andre overlevende tyske soldater har i fem dage ligget i et granathul i ingenmandsland.
(… fortsat)
Den 28.april, lige før lysets frembrud, meddelte officeren os, at han havde besluttet sig til at forlade dette sted uden ordre. „Find om muligt et gevær, og vi forsøger at nå tilbage,” sagde han.
De af os, der kunne, fulgte ham. Den tur tilbage vil jeg heller ikke forsøge at beskrive. Da hele kampfeltet var under maskingeværild, og det lette artilleri fra begge sider var i uafbrudt virksomhed, kravlede vi i timer og nåede omsider så langt tilbage, at vi med mellemrum kunne gå oprejst.
Endelig nåede vi Yserkanalen. Soldater før os havde lagt løbebroer over vandet, og vi passerede kanalen. På den modsatte side traf vi de første levende tyske soldater. Det var den forreste linie. Det var nu lyst, så vi undgik at blive skudt her, da vi nærmede os dem. Med et yderligere tab af to mand var tilbagetoget lykkedes os.
Vi fortsatte længere tilbage til den næste linie. Her blev vi standset af officerer og feltgendarmer. Med deres våben ville de tvinge os tilbage. Vor løjtnant diskuterede højlydt med dem, men vi gik videre; lidt længere tilbage smed vi os i græsset foran to feltbatterier, som uafbrudt fyrede løs. Regnen, rigtig forårsregn, silede ned i strømme, men vi sov til næste dags aften.
Paa Rejse til Ungarn Ungarn, ved Karpaternes Fod, den 27. April 1915.
Fra Dresden gik det over Pirna— Kønigstein— Schandau over den bøhmiske Grænse til Bodenbach, det kunde have været en Sommernatsdrøm, havde det været en Lystrejse. Vi kørte langs med Elbefloden, som har sit Udspring endnu længere sydpaa. Det er et storslaaet Klippelandskab, saa vildt romantisk og dog saa fredeligt. Græsset saa grønt og saa friskt, rundt omkring tilplantet med Frugttræer. Villaer og Turisthoteller langs med Floden ved Klippernes Fod, og oppe paa de vilde Klipper Træer, og hist og her en Borg. Her kunde jeg have Lyst til at leve et skært og blidt Foraar. Det er Sachsenwald og Bøhmerwald.
I Nat kører vi i Retning af Prag. Her i Bodenbach ved den bøhmiske Grænse naaede os et andet Tog, som kom fra B. med 500 Mand.
Klokken 8 Aften holdt vi 5 Minutter paa en bøhmisk Banegaard Ausig a. E., der var en stor Menneskemængde, som modtog os med „Kærlighedsgaver“.
Nu, da det er mørkt, gaar Tiden med at læse et lille Skrift af N. P. Madsen. „Ole“ er Titlen, og det drejer sig om en gammel Fisker og Redningsmand, som aldrig kendte til Angst i vildt Vejr og Havsnød, som dog blev ræd, da han kom i Sjælenød, men ved Guds Strømme af Naade kom op i Redningsstolen (til Jesus) og blev ført frelst over de brusende Vande. — Ja, kære Herre, giv os Troens Glæde, tag os i dine frelsende Arme, at vi ikke maa omkomme paa Vejen. Og gaar vor Gang til Landet bag Hav, saa tag vor Sjæl i din Haand.
„Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud“.
I Nat, den 24. April, passerede vi Prag og mange mindre Byer. I Dag tidlig Kl. 6 et kort Ophold ved en middelstor Station Chotzen. Kl. 8 Morgen gav det paa et Holdested: B . Trüban , Te i Feltflasken og et Stykke Jødepølse. Saa tropper alle de 1000 Mand op, med Pølsen i den ene Haand og Flasken i den anden, og gaar tilbage hver til sin Plads i Toget, hver fodrer sin Mave, Piben tændes og man damper videre.
Det næste Bedested er den bekendte Stad Brünn. Alle Stedsbetegnelser staar først i det tjekkiske, saa i det tyske Sprog. Ligeberettigede er Sprogene her.
Vi fik til Middag, ved 12,30 Tiden, frisk kogt Oksekød, Suppe med Nudler, af Gaver Cigaretter, Tændstikker, Postkort o. s. v. Et militært Orkester paa 50 Mand spillede paa Banegaarden. Jeg fik et Postkort skrevet og afsendt.
I denne Egn er der mange Kirker med 2 Taarne. Kirkerne ligger ofte højt, og rager op over Byen. Landsbyerne ligger altid i en Dalsænkning, hvor der risler en Bæk eller snor sig et Aaløb.
Helt ind til Wien naaede vi ikke, Banen svinger af ved en Forstad: Strahlen, og gaar mod Øst til Pressburg.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen.
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Efter nordslesvigske blade
– Lærer Karl Elley, Der deltog i Krigen som Gefr., har den 14 april fundet døden på Valpladsen. Elley, har var lærer i Skodborgskov, er en søn af enke Dora Elley i Kværs ved Gråsten. Han blev kun 22 år gammel. – Madsens Enke i Skast har uventet modtaget meddelelse om, at hendes søn underofficer Jens Madsen, som hun troede i sikkerhed ved Feltkøkkenet, var bleven hårdt såret på vejen til Skyttegraven og er død af såret. – Til familien A. Therkildsen Øster Gasse er der indløbet meddelelse om, at deres søn, kommis Therkildsen, er falden. – Forstærkningsmand Fritz Wulf, Sønderborg, er bleven let såret i kampene fra 7. til 9 april. – I sidste tabslister meddeles, at musketer Otto Gøttsche, Haderslev, er bleven let såret ved kampene fra 3. til 10. april. – Fra Toftlund meddelelse, at H. Chr. Andersen og hustru eneste søn Bertel har fundet døden på Valpladsen. Han var 22 år gammel. – Ifølge indløben meddelelse til familien er Fritz Bergmann, søn af Bergmanns enke i Vimtrup falden. – Underofficer i Reserven Dahn, der var antal ved den kommunale kasse i Haderslev, er bleven såret for tredje gang, denne gang i venstre hånd. Han var desuden været syg. – Christian Petersen af Tinglev der den 10. oktober i fjor bukker under for sine sår på reservelazarettet i Hamm. – Thomas Holm af Uge Mark, der var Matros på ”Gneisenau”, er falden i fangenskab. – Joh. Schrøder af Sønderby er efter den sidste Tabsliste død på et feltlazaret den 11. februar.
Skotøjspriserne – en stor forhøjelse
Skomagerlavet i Flensborg har i disse dage afholdt en stærkt besøgt generalforsamling, på hvilken man på grund af de stadig stigende læderpriser – der forlanges allerede nu indtil 10 mark for pundet – vedtog af forhøje priserne for reparationer til omtrent det dobbelte af, hvad der hidtil er blevet betalt. Herresåler med hæle koster ifølge ”Flensborg Avis” nu 7-8 Mark, damesåler 2 mark mindre. Beslutningen skal have tilbagevirkende kraft fra 1. april. På mødet nævntes , at prisen for militærstøvler i løbet af krigen var stregen fra 9 mark 50 penning til 30 mark.
Dr. Thomsen i Skærbæk
begav sig i lørdags atter til fronten i Frankrig.
Husk passet
”Dannevirke” henviser på ny til de strenge pasbestemmelser og skriver: I den sidste tid er igen et antal personer af landsretten i Flensborg blevne idømte mindst 1 dags fængsel, fordi de er rejse ud af deres hjemlige kommune uden at have pas med. Foruden at man bliver standset i sin rejse, kan det medfører andre ulemper ikke at have sit forskrevne pas i orden og i lommen. Hvem der træffes uden pas i strækningen mellem grænsen og linjen Lyksborg – Flensborg – Tønder – Højer Sluse, disse byer indbefattede, kan idømmes mindst 1 – en – dags fængsel samt omkostningerne.
Husk derfor passet. Man bør altid have det hos sig, når man forlader sit hjem!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen
De militære Foranstaltninger i Nordslesvig
Et urigtigt Sensations-Telegram
„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sensationelle Privattelegram fra Vamdrup:
“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagttjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skærpet, og tværs over den nordlige Del af Landet anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.
Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tønder.
Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.
Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Erklæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør forskellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid indtrængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’
Da dette Telegram, der for det vigtigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har meddelt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.
Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.
Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Meddelelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Opdigt.
Ud over Bladene og Telegrafkontorerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Befolkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Nervøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegravninger, der nu foretages.
Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.
