Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.
Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.
Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.
Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.
Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.
Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.
Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.
Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.
Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.
Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!
Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.
Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.
Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.
Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.
Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.
At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.
Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.
Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.
En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?
Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.
Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.
Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!
2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.
Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.
Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.
Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.
Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.
Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:
Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.
An Herrn Christian Høeg
Süder Seierleff (!)
Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.
(sign.) von Rahlenstein Hauptmann u. Batls. Kdeur.
Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane! Chr. Høeg
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Jens Nielsen, Kolstrupvang, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Regiment 86. Han blev taget til fange i forbindelse med Marneslaget i september 1914. Den 1. maj 1915 var han blandt de første fanger i den særlige fangelejr for sønderjyder, Aurillac.
Det var under Marneslaget i 1914. Den 12. September fik vi Ordre til at dække Artilleriet og kom derved i Kamp med Franskmændene Ved Vic-sur-Aisne. Floden var imellem os, og Franskmændene bestrøg en Chaussé med Maskingeværer, saa vi ikke kunde komme tilbage. Vi var saa en Del fra 86. Reg., hvor jeg stod i 3. Komp., og fra 84. Reg., der løb ned til Aisne. I det samme sprængte Tyskerne Broen i Luften, og vi prøvede saa at komme over ved en Sluse. Det lykkedes ogsaa, men midt paa Planken fik jeg et Geværskud i Laaret, kom dog alligevel over, men faldt saa, blev hjulpet op af Peter Goos fra Flensborg. Jeg faldt igen og kunde ikke rejse mig mere. Jeg var falden lige paa en stor Betonplade, og her hlev jeg liggende, godt synlig fra alle Sider, ligesom paa en Præsenterbakke.
Og her laa jeg i seks Døgn uden saa meget som at kunne kravle bare et Par Meter, hele Kroppen var ligesom lammet, og det eneste, jeg kunde bevæge lidt, var Hovedet. Kuglen var gaaet ind paa Indersiden af Laaret og ud igen paa Ydersiden. Der var ikke meget Hul og der kom kun et Par Draaber Blod, men Laarbenet var slaaet i Stykker.
Og her laa jeg som sagt i seks Døgn uden at faa Mad eller Drikke, midt imellem Franskmændene og Tyskerne. En Gang imellem skød Franskmændene efter mig langt borte fra, men dog uden at ramme. De første Dage var de værste, og Sulten gnavede slemt i mig. Heldigvis regmede det næsten uafbrudt i de seks Dage, for ellers var jeg maaske død af Tørst. Der laa en Roemark kun en 5-6 Meter fra mig, og de første Dage prøvede jeg engang imellem paa at kravle derover, for saa havde min værste Sult jo været stillet. Men nej. det gik ikke, jeg maatte blive paa min Cementplade.
De sidste tre Dage var der ikke meget Liv i mig, jeg døsede Tiden hen, vaagnede engang imellem op, men havde ikke Kraft til nogen Verdens Ting. Seks Dage var gaaet, havde Tyskerne trukket sig tilbage, og der kom nu to franske Officerer roende i en Baad over Aisne og kiggede paa mig. Men de lod mig ligge, tog min Pikkelhue med og roede tilbage igen. Jeg var atter alene paa min Cementplade. Saa kom der to franske Sergenter hen til mig, dog de gik ogsaa igen. Men endelig kom fire franske Menige med en Baare, fik mig læsset op paa Baaren og bar mig til Kroen i Dantréche, hvor der allerede var 50 saarede Tyskere.
Her laa vi i to Dage. Den anden Dag gik der en Granat ned og tog det ene Hjørne af Huset med sig uden dog at nogen blev saaret. Vi blev saa transporteret til Banegaarden, men jeg kom ikke med den første Transport, hvad der var Held ved, for Toget fik en Fuldtræffer. Omsider blev vi, der var tilovers, læsset op i nogle aabne Vogne og kørte i samfulde 72 Timer, indtil vi naaede Sct. Brieux ved Atlanterhavet.
Indtil nu var vi ikke blevet tilset hverken af Læger eller Sygeplejersker, og jeg er forresten aldrig blevet behandlet af en Læge. Efter 6 Ugers Forløb var mit Laarben groet sammen igen, altsaa uden Lægebehandling, men rigtignok var det blevet nogle Tommer kortere, end det var før.
Da vii laa paa Banegaarden i Sct. Brieux, kom der en Dame hen og kiggede paa os. Gennem sin Stanglorgnet saa hun længe og vedholdende paa mig, for tilsidst at spytte mig lige ned i Ansigtet. Det var et Udslag af fransk Had til Tyskerne.
I Sct. Brieux laa vi paa en Kaserne, der var indrettet til Lazaret, og her blev vi plejet af spanske Nonner. Her fik vi ogsaa omsider vore tomme Maver og Tarme fyldt igen. Jeg manglede haardt en Skjorte og bad en af Nonnerne skaffe mig en „Chemise“. Da hun ikke kunde faa fat i nogen Mandsskjorte, gav hun mig en af sine egne Særke, og inden vi kom herfra, var denne Nonnesærk gaaet paa Omgang ved alle de 60 saarede Fanger, der laa her, idet enhver, som skulde have sine egen Skjorte vasket, laante Nonnesærken saa længe.
Fra Kasernen blev de, der var bleven saa raske, at de kunde gaa ud, flyttet over i et Tugthus, der laa i Nærheden. Og ved denne Flytning havde jeg forresten en ejendommelig Oplevelse.
For flere Aar tilbage, altsaa længe før Krigen, havde jeg en Nat en Drøm, hvori jeg saa mig selv komme gaaende til en stor skummel Bygning med en lille Trækasse under hver Arm. Jeg huskede tydeligt Bygningens Omrids og kunde ogsaa huske, hvorledes det Værelse i Bygningen saa ud, som jeg kom ind i. Og nu gik Drømmen i Opfyldelse. Jeg havde virkelig en lille Trækasse under hver Arm, hvori jeg havde mine faa og smaa Ejendele, og Bygningen var den samme som jeg saa i Drømme, men særlig kunde jeg genkende det Værelse som jeg blev ført ind i. Det hele gjorde et stærkt Indtryk paa mig.
En Dag i Februar 1915 fik jeg Ordre til at møde i Kontoret. Det var jo ikke gerne noget godt Tegn, naar man fik den Besked, og jeg ransagede min Samvittighed for at hitte ud af, hvad jeg havde forbrudt mig med. Da jeg kommer over i Kontoret, rejser en Herre sig og kommer mig i Møde. Det var en lille mørk Mand, typisk Franskmand, og idet han rækker mig Haanden, siger han paa fejlfrit Dansk:
— Naa, Jens Nielsen, hvorledes har De det?
Dette at han talte dansk, tog saa stærkt paa mig, at jeg blev ligesom forstenet og kunde ikke faa et Ord frem.
Naa, han forestillede sig saa som Professor Verrier, og nu kom Munden paa Gled, og det blev en lang og hyggelig Samtale, vi to havde med hinanden.
Den 1. Maj 1915 drog det første Hold paa en 6-7 Stykker ind i Lejren ved Aurillac, og blandt disse var jeg ogsaa.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Efter at have været i kamp i en uge og ligget uden fødevarer i et granathul i fem dage er Lauritz Jørgensen nået tilbage til de tyske linjer, hvor han og hans kammerater endelig kan sove – og spise.
(… fortsat)
Vi fik også mad. Vi vaskede os, men appetit til maden havde vi ikke. Nu dukkede vor bataillonskommandør op. Han var en usympatisk herre. Han sagde, at han havde ventet at se os hver med nogle hoveder af de „sorte” under armene osv. -— Vi blev atter kommanderet ud, hvor vi hørte hjemme, dvs. i første linie. Idet samme lød der nogle skud. — To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv. De slap for at følge med.
Vi andre gik tavse frem igen. Vi spekulerede på, hvorledes vi kunne slippe bort. Min sidekammerat, en sadelmager fra Mecklenborg, sagde højt: „Jeg går ikke over kanalen igen!” Han fik tilslutning fra os alle. Officeren spurgte, hvad vi talte om. Sadelmageren trådte frem og gentog, hvad han havde sagt. Officeren svarede: „Det forstår jeg, men vi skal i to dage bevogte en tidligere broovergang i byen.”
Yserkanalen delte byen, og franskmændene havde den ene halvdel. Franske lyskugler hang her som overalt i små faldskærme og belyste ruinerne. Maskingeværkugler føg ind imellem de sønderskudte huse, hvorfra beboerne lige var flygtet.
Nogle af os havde søgt ly i et hus. Det urolige, blafrende lys fra lyskuglen belyste de voksagtige ansigter af mor og børn, der opholdt sig i stuen. — De forholdt sig rolige. Vi følte os som mordere og forbrydere. Sadelmageren tog min hånd, og med bevæget stemme sagde han: „Skal vi være enige om aldrig mere at gå med i krig?” — „Ja,” var mit svar, „aldrig mere.” — En anden soldat stod tavs og græd. Han gav os begge hånden, og tavse gik vi alle tre ud i uvejret. Natten efter blev vi afløst og gik helt tilbage til vort gamle kvarter.
Mange tropper af forskellige våbenarter deltog i dette lumske gasangreb, men ikke mange slap tilbage medlivet i behold. „Den storesejr”, som var proklameret i Tyskland gennem aviserne ved angrebets begyndelse, endte som et ynkeligt nederlag.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
I april måned besluttede den øverste tyske hærledelse sig for et massivt angreb i Galizien sammen med den Østrig-Ungarske hær mod russerne. På resten af krigens fronter skulle man blot holde stand. Befalingen til Oberbefehlshaber Ost lød derfor på, at de skulle foretage stikvise skinangrebsfremstød for at aflede russernes opmærksomhed og fastholde deres tropper langs fronten.
Alle tyske tropper og armeer stod nu på russisk jord og 8. arme under General der Infanteri Otto v. Below stod østlig for Szkwa med 6½ infanteri division på en 100 km bred front til østlig for Osowiec. Overfor stod den russiske 12. arme med 14 divisioner. Den 8. arme bestod af fra højre 75. K.D., 3. R. Br., 10. Ldw. D., korps Scholtz (Gen. Kdo. XX. A.R. med 41. . J.D. og 1. Landwehr- Division), 3. R. D. med 6. Ldw. Br. og 11. Ldw. D.
8. arme ville løse sin opgave med et angreb den 29. april på den højre fløj med 75. Reserve og 10. Landwehrs Division. Det blev ikke til det store fremstød. Maj og juni forløb stille, og landvindingen var ringe, hvilket også skyldtes at armeen var blevet svækket som følge af afgivelse af enheder til den nordlige og den Østrig-Ungarske front.
Kort: 1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13. Mai bis 12. Juli 1915 – Karte 5
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Faldne og sårede. Efter nordslesvigske blade
– H.M. Nissen og Hustru i Højrup ved Stepping har fået meddelelse om, at deres 22 år gammel søn Johannes er falden den 18. April i Frankrig. – Ifølge den nyeste tabsliste er underofficer Iver Jepsen fra Hejsager, der hidtil har stået opført som såret, død den 10. marts på feltlazaret. – Karl Dibbern fra Aabenraa søn af læge Dibbern, der faldt for nylig, var født den 29. marts 1898, altså kun rigelig 17 år gammel. Han var 16 år, da han ved krigens udbrud meldte sig som frivillig. – Postsekretær Oskar Singshofen fra Sønderborg er bleven dræbt den 20. april ved en mineeksplosion. Han var 32 år gammel og efterlader sig enke og 2 børn. – Andr. Jørgensen fra Vodsbøl [sic!] er bleven let såret og krigsfrivillig Sivert Lorensen fra Sæd bleven hårdt såret i kampene fra 2. til 31. marts. – Gårdejer Jens Holm fra Skærrev på Løjtland har modtaget den sørgelige efterretning, at hans søn er død på et Lazaret. Der meddeles ikke, om det er af sygdom eller af sår.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Hvorledes man skal forholde sig over for krigsfangerne
Der er udstedt følgende bestemmelser om, hvorledes man bør, forholde sig overfor krigsfanger, som arbejder i kommunen:
Enhver middelbar eller umiddelbar forbindelse med krigsfangerne samt enhver tilnærmelse til disse er forbudt alle personer, der ikke er særligt beføjede hertil.
Ligeledes er det forbudt at opholde sig i nærheden af eller at betræde pladser, lejre eller lokaler, som benyttes til anbringelse af krigsfangerne.
Endvidere er det forbudt at skænke dem nogen art gaver, at yde dem nogen som helst hjælp til at flygte, at yde dem husly, skænke dem levnedsmidler, tøj eller andre ting eller at yde undvegne krigsfanger nogen som helst anden støtte eller hjælp.
Ting, som benyttes eller skulde have været benyttes til gaver til krigsfangerne, beslaglægges.
Ledsagelses eller vagtpersonalet må man ubetinget adlyde. Ledsagelses- og vagtmandskabet har fået anvisning på, hvis der gøres nødvendigt, især for at hindre flugtforsøg, at gøre brug af deres skydevåben, uden i forvejen at råbe.
Hvem der har kundskab om, at en krigsfange vil undvige, eller om en undvegen krigsfange opholdsted, har, foruden at han har den pligt, efter evne at søge at hindre undvigelsen, ufortøvet at melde dette til de nærmest militær eller civile myndigheder.
Overtrædelser af denne anordning vil, såfremt andre bestemmelser ikke hjemler højere staf, blive straffet med pengebøder, på indtil 150 mark eller tilsvarende arrest.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Lauritz Jørgensen og ca. 30 andre overlevende tyske soldater har i fem dage ligget i et granathul i ingenmandsland.
(… fortsat)
Den 28.april, lige før lysets frembrud, meddelte officeren os, at han havde besluttet sig til at forlade dette sted uden ordre. „Find om muligt et gevær, og vi forsøger at nå tilbage,” sagde han.
De af os, der kunne, fulgte ham. Den tur tilbage vil jeg heller ikke forsøge at beskrive. Da hele kampfeltet var under maskingeværild, og det lette artilleri fra begge sider var i uafbrudt virksomhed, kravlede vi i timer og nåede omsider så langt tilbage, at vi med mellemrum kunne gå oprejst.
Endelig nåede vi Yserkanalen. Soldater før os havde lagt løbebroer over vandet, og vi passerede kanalen. På den modsatte side traf vi de første levende tyske soldater. Det var den forreste linie. Det var nu lyst, så vi undgik at blive skudt her, da vi nærmede os dem. Med et yderligere tab af to mand var tilbagetoget lykkedes os.
Vi fortsatte længere tilbage til den næste linie. Her blev vi standset af officerer og feltgendarmer. Med deres våben ville de tvinge os tilbage. Vor løjtnant diskuterede højlydt med dem, men vi gik videre; lidt længere tilbage smed vi os i græsset foran to feltbatterier, som uafbrudt fyrede løs. Regnen, rigtig forårsregn, silede ned i strømme, men vi sov til næste dags aften.
Paa Rejse til Ungarn Ungarn, ved Karpaternes Fod, den 27. April 1915.
Fra Dresden gik det over Pirna— Kønigstein— Schandau over den bøhmiske Grænse til Bodenbach, det kunde have været en Sommernatsdrøm, havde det været en Lystrejse. Vi kørte langs med Elbefloden, som har sit Udspring endnu længere sydpaa. Det er et storslaaet Klippelandskab, saa vildt romantisk og dog saa fredeligt. Græsset saa grønt og saa friskt, rundt omkring tilplantet med Frugttræer. Villaer og Turisthoteller langs med Floden ved Klippernes Fod, og oppe paa de vilde Klipper Træer, og hist og her en Borg. Her kunde jeg have Lyst til at leve et skært og blidt Foraar. Det er Sachsenwald og Bøhmerwald.
I Nat kører vi i Retning af Prag. Her i Bodenbach ved den bøhmiske Grænse naaede os et andet Tog, som kom fra B. med 500 Mand.
Klokken 8 Aften holdt vi 5 Minutter paa en bøhmisk Banegaard Ausig a. E., der var en stor Menneskemængde, som modtog os med „Kærlighedsgaver“.
Nu, da det er mørkt, gaar Tiden med at læse et lille Skrift af N. P. Madsen. „Ole“ er Titlen, og det drejer sig om en gammel Fisker og Redningsmand, som aldrig kendte til Angst i vildt Vejr og Havsnød, som dog blev ræd, da han kom i Sjælenød, men ved Guds Strømme af Naade kom op i Redningsstolen (til Jesus) og blev ført frelst over de brusende Vande. — Ja, kære Herre, giv os Troens Glæde, tag os i dine frelsende Arme, at vi ikke maa omkomme paa Vejen. Og gaar vor Gang til Landet bag Hav, saa tag vor Sjæl i din Haand.
„Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud“.
I Nat, den 24. April, passerede vi Prag og mange mindre Byer. I Dag tidlig Kl. 6 et kort Ophold ved en middelstor Station Chotzen. Kl. 8 Morgen gav det paa et Holdested: B . Trüban , Te i Feltflasken og et Stykke Jødepølse. Saa tropper alle de 1000 Mand op, med Pølsen i den ene Haand og Flasken i den anden, og gaar tilbage hver til sin Plads i Toget, hver fodrer sin Mave, Piben tændes og man damper videre.
Det næste Bedested er den bekendte Stad Brünn. Alle Stedsbetegnelser staar først i det tjekkiske, saa i det tyske Sprog. Ligeberettigede er Sprogene her.
Vi fik til Middag, ved 12,30 Tiden, frisk kogt Oksekød, Suppe med Nudler, af Gaver Cigaretter, Tændstikker, Postkort o. s. v. Et militært Orkester paa 50 Mand spillede paa Banegaarden. Jeg fik et Postkort skrevet og afsendt.
I denne Egn er der mange Kirker med 2 Taarne. Kirkerne ligger ofte højt, og rager op over Byen. Landsbyerne ligger altid i en Dalsænkning, hvor der risler en Bæk eller snor sig et Aaløb.
Helt ind til Wien naaede vi ikke, Banen svinger af ved en Forstad: Strahlen, og gaar mod Øst til Pressburg.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen.
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Efter nordslesvigske blade
– Lærer Karl Elley, Der deltog i Krigen som Gefr., har den 14 april fundet døden på Valpladsen. Elley, har var lærer i Skodborgskov, er en søn af enke Dora Elley i Kværs ved Gråsten. Han blev kun 22 år gammel. – Madsens Enke i Skast har uventet modtaget meddelelse om, at hendes søn underofficer Jens Madsen, som hun troede i sikkerhed ved Feltkøkkenet, var bleven hårdt såret på vejen til Skyttegraven og er død af såret. – Til familien A. Therkildsen Øster Gasse er der indløbet meddelelse om, at deres søn, kommis Therkildsen, er falden. – Forstærkningsmand Fritz Wulf, Sønderborg, er bleven let såret i kampene fra 7. til 9 april. – I sidste tabslister meddeles, at musketer Otto Gøttsche, Haderslev, er bleven let såret ved kampene fra 3. til 10. april. – Fra Toftlund meddelelse, at H. Chr. Andersen og hustru eneste søn Bertel har fundet døden på Valpladsen. Han var 22 år gammel. – Ifølge indløben meddelelse til familien er Fritz Bergmann, søn af Bergmanns enke i Vimtrup falden. – Underofficer i Reserven Dahn, der var antal ved den kommunale kasse i Haderslev, er bleven såret for tredje gang, denne gang i venstre hånd. Han var desuden været syg. – Christian Petersen af Tinglev der den 10. oktober i fjor bukker under for sine sår på reservelazarettet i Hamm. – Thomas Holm af Uge Mark, der var Matros på ”Gneisenau”, er falden i fangenskab. – Joh. Schrøder af Sønderby er efter den sidste Tabsliste død på et feltlazaret den 11. februar.
Skotøjspriserne – en stor forhøjelse
Skomagerlavet i Flensborg har i disse dage afholdt en stærkt besøgt generalforsamling, på hvilken man på grund af de stadig stigende læderpriser – der forlanges allerede nu indtil 10 mark for pundet – vedtog af forhøje priserne for reparationer til omtrent det dobbelte af, hvad der hidtil er blevet betalt. Herresåler med hæle koster ifølge ”Flensborg Avis” nu 7-8 Mark, damesåler 2 mark mindre. Beslutningen skal have tilbagevirkende kraft fra 1. april. På mødet nævntes , at prisen for militærstøvler i løbet af krigen var stregen fra 9 mark 50 penning til 30 mark.
Dr. Thomsen i Skærbæk
begav sig i lørdags atter til fronten i Frankrig.
Husk passet
”Dannevirke” henviser på ny til de strenge pasbestemmelser og skriver: I den sidste tid er igen et antal personer af landsretten i Flensborg blevne idømte mindst 1 dags fængsel, fordi de er rejse ud af deres hjemlige kommune uden at have pas med. Foruden at man bliver standset i sin rejse, kan det medfører andre ulemper ikke at have sit forskrevne pas i orden og i lommen. Hvem der træffes uden pas i strækningen mellem grænsen og linjen Lyksborg – Flensborg – Tønder – Højer Sluse, disse byer indbefattede, kan idømmes mindst 1 – en – dags fængsel samt omkostningerne.
Husk derfor passet. Man bør altid have det hos sig, når man forlader sit hjem!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen
De militære Foranstaltninger i Nordslesvig
Et urigtigt Sensations-Telegram
„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sensationelle Privattelegram fra Vamdrup:
“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagttjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skærpet, og tværs over den nordlige Del af Landet anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.
Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tønder.
Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.
Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Erklæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør forskellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid indtrængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’
Da dette Telegram, der for det vigtigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har meddelt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.
Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.
Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Meddelelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Opdigt.
Ud over Bladene og Telegrafkontorerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Befolkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Nervøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegravninger, der nu foretages.
Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Efter de hårde kampe ved Moulin er regimentet nu i hvilestilling.
Den 26. April 1915. Vi laa paa »La Carriére« og levede meget godt; vi fik en Mængde Kakao, Sukker, Fedt og Pølse. Jeg gik hver Morgen ned til Slottet og nød Udsigten over den skønne Natur. Den brogede Jagthund, som jeg en Dag gav et Stykke Brød, kom hver Morgen springende og fulgte med. Vi var svært gode Venner og blev fotograferet sammen.
Artilleristerne havde slagtet en Hest, og de solgte mange Hestebøf á 50 Pfennig. Bøffen blev hakket med Sidevaabnet, stegt i Fedt med Løg og spist med stor Appetit.
Officererne havde det godt. De laa i en smuk Stue med Spejl og Billeder paa Væggen, med behagelige Stole og Seng. Vor Overløjtnant Hansen holdt vi alle meget af; han var et prægtigt Menneske, og vi undte ham det godt.
I Skoven huggede vi en Mængde Træ, som blev brugt til at istandsætte den ødelagte Skyttegrav. Om Søndagen havde vi Feltgudstjeneste nede i Skoven. Den kraftige Salmesang lød meget smukt mellem de skovklædte Bakker. Det var meget stemningsfuldt.
Skovbunden stod prydet med Anemoner, og over os begyndte det friske, sarte Løv at springe frem. Præsten holdt en smuk Tale og forsikrede os paa det bestemteste til Slut, at det meste af Krigen havde vi bagved os, og at Sejren var vor.
Oppassere med heste. Uden sted- og tidsangivelse (Museum Sønderjylland)
Vores frivillige, Peter Weber fra Aabenraa, har gennemgået samtlige numre af Kreisblatt for de fire nordslesvigske kredse, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg for efterlysninger af desertører. De er nu anført i alfabetisk orden efter kreds på siden om desertører.
Der er desuden bevaret forskellige lister over desertører på Aabenraa Landrådsarkiv. Peter Weber er i færd med at gennemgå listerne og har foreløbig afskrevet og systematiseret listerne A og C.
Der er navne på mange hundrede desertører – men der er navnesammenfald på en del af listerne. Når alle lister over desertører er gennemgået og afskrevet, vil vi forsøge at opstille en samlet, alfabetisk ordnet liste over sønderjyske desertører. Men det er en stor opgave!
Man kan læse mere om desertører i Svend Falkner Sørensens bog: “Faneflugt? Dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-1918” (1989) – lån den på biblioteket. Eller i samme forfatters bidrag i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen (red.): “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” (2006), der stadig kan fås i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
– har du en slægtning, der gik over grænsen? Skriv en kommentar på siden – eller kontakt museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Dette opslag omhandler tidsrummet 23.-27. april 1915.
(… fortsat)
Time efter time blev vi færre og færre. Efterhånden var hele femte kompagni samlet i et hul. Vi var ca. 30 mand. Ingen af os havde brød; de døde franske soldater heller ikke. Vi fik en cigar af overløjtnanten. Den spiste vi.
Det er umuligt at beskrive den tilstand, der herskede her i dødens hule. De dage og nætter, vi var her, var uendelig lange. De hårdtsårede lå ubevægelige. Ingen kunne hjælpe dem, og ingen bad om hjælp. En soldat kom kravlende ned til os. Hans ene ben var skudt af, men det hang endnu i nogle trævler. Han havde bundet en snor om fodleddet og trak på den måde benet med sig. Nu lå han her uden at sige noget, indtil døden befriede ham.
Nogle råbte pludselig op og kaldte på deres mor, men og i samme nu, de rejste sig op, blev de ramt.
Jeg vil ikke fortælle mere om enkelthederne. Alt var håbløst. Vi tænkte ikke mere, vi var alle tilsølet af snavs og blod, og mange af os var såret af strejfskud eller på anden måde.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det danske sprog atter tilladt i korrespondance med udlandet
Efter en anordning af 8. marts var fra den 20. marts af kun tysk, italiensk, spansk, fransk, og engelsk tilladt i brevveksling med Udlandet.
Det føltes som en overordentlig alvorlig ulempe i Nordslesvig, hvor kun få af den ældre generation kan skrive et tysk brev, hvor der opholder sig flere tusinder dansk statsborgere, og hvorfra der ikke mindst nu under krigen føres meget livlige handelsforbindelser med Danmark.
Af de nordslevigske repræsentanter af handelskammeret i Flensborg, af fælleslandboforeningen for Nordslesvig m. fl. rettedes der derfor indtrængende henvendelser til statsmyndighederne med bøn om også at tillade brugen af det danske sprog i handelssamkvem med udlandet. Disse henvendelser, som støttedes af de højeste postmyndigheder, har haft til følge, at der er blevet udstedt em ny anordning den 14. April, hvorefter endvidere dansk, norsk, svensk, hollandsk og portugisisk er bleven tilladt i brevveksling med de neutrale stater.
Herefter er det altså atter tilladt at skrive danske brev til Danmark. Efterretningen derom vil, Skriver ”Heimdal” Blive modtaget med glæde over hele Nordslesvig, hvor mangfoldige i de sidste uger ikke har været i stand til at opretholde skriftlige forbindelser med nærer pårørende.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
(… fortsat)
Pludselig var en franskflyvemaskine over os. Lige så hurtigt var den igen borte. Vi var observeret. Nu blev vi hele dag en overdænget med granater, fra de mindste til de største, og vore maskingeværer blev tavse.
Ved mørkets frembrud stormede vi frem til byen „Lixerne“. Flere angreb blev forsøgt i løbet af natten , dog uden resultat. Byen var beboet, og et frygteligt syn mødte os. De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.
Det kan ikke beskrives. Mange af os græd ved synet af denne barbariske fremgangsmåde.
Jeg tror, at både det tyske og franske artilleri havde byen under ild, og vi blev nødt til, så snart mørket faldt på, igen at forsøge på at nå videre frem. Da vi kom ud på den våde mark, satte utallige maskingeværer ind på os. Vi måtte i liggende stilling grave os ned, medens kuglerne haglede igennem vore sammenrullede kapper og blikspandene, som lå øverst.
Vor forbindelse bagud var også gået tabt. Så var det slut.
Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.
Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.
Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.
Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!
L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.
Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Kortspil ved fronten (Fritz Schwartz)
Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:
Lille, den 22. April.
Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.
Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den fremmede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.
De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Børnene er vante til at faa Penge af Soldaterne.
En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.
Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.
Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Hovedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pasteurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smukke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kunstens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukkeste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.
I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter. Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor Byens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.
Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæstede i Krigen!
Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvinder, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. Enhver ærlig Soldat maa foragte dem.
Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Gader, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det dufter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hovedet og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkundskaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at udtale vor Beklagelse af Krigen.
Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen Under krigen
Dr. Thomsen i Skærbæk
er kommet hjem på en 5 dages orlov. Han blev, som bekendt, for nogen tid siden let såret. I den lille by, hvori han den gang lå i reserve, ville han under et bombardement, som franskmændene foretog på byen, gå over en gade for at yde hjælp til en såret, da han blev slynget til Jorden. Da han kom til sig selv igen,viste det sig, at det var en granat, som var eksploderet i nærheden, hvis lufttryk havde kastet ham til jorden, idet han samtidig fik et let sår i den ene hånd.
Tønder som Garnisonsby
I Tønder, hvor der i den sidste tid har ligget tæt ved 1000 mand indkvarteret, venter man, at byen vil blive fast garnisonby, da den nu skal være station for en række luftskibe. Som bekendt er der i vinter opført tolLuftskibshaller og man er i færd med og forcerer arbejdet, der skal kunne rumme to luftskibe.
Faldne, sårede og fangne
– Lorents Quists familie i Stollig modtog for et par dage siden den sørgelige meddelelse, at deres søn Jes er bleven såret i Frankrig og senere var død på et lazaret. Det var sted i begyndelsen af april måned.
– I lørdag indløb der brev til sporskifter Johansen i Skærbæk om, at hans søn i Frankrig er bleven såret ved et strejfskud i den ene skulder.
– I den nyeste tablister meddelelse, at reservist Jørgen From fra Asserballe har været savnet siden den 7. September.
Ubegrundede Rygter
Under denne overskrift meddeler de tyske nordslesvigske blade: ”Provinsens Beliggenhed som grænseprovins har i løbet af krigen ført til mange hånde militære sikrings- og forberedelses-forholdsregler. Når der også af den grund engang imellem hist og her er opdukket bekymrede formodninger i befolkningen, så må der der dog indtrængende advares med at gengive tomme og fuldstændig ubegrundede rygter. For ethvert menneske med eftertanke er det indlysende, at et grænsekorps under en krig, der er af en så lang varighed, ikke vil lade en eneste mulighed i sikringens og forsvarets øjemed ude af betragtning, selv om en eller anden bestemt fare ingenlunde ligger inden for sandsynlighedens Grænser.
Straffet for at have givet en hest et stykke brød
En værtshusholders hustru i Flensborg blev i onsdag af nævningeretten idømt en bøde på 5 mark for at have givet en hest et stykke brød. Hesten var spændt for en vogn, som holdt udenfor hendes hus. Hus forklarede i retten, at hun havde ondt af det stakkels dyr. (“Flensborg Avis”).
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.
Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.
En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.
Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyngerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.
Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.
Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.
Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.
Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.
„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajonetter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.
Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Der graves Skyttegrave
Man har i den sidste tid begyndt at grave skyttegrave ikke langt fra grænsen, bl.a. ved Vojens. Det er meningen at forsætte hermed på større stækninger. Disse foranstaltninger har anledning til armerende rygter om forberedelsen med engelsk indfald nordfra, hvad der, som bekendt slet ikke er tale om i øjeblikket og heller næppe vil ske. Tyskerne er imidlertid folk, der vil være på den sikre side og i den henseende hellere ville foretage overflødige end forsømme nødvendige foranstaltninger.
Adskillige tyske blade søger at berolige den ved disse foranstaltninger opståede nervøsitet.
Karleløn i Krigstid i Aabenraa-egnen er lønnen for tjenestekarle meget høj, og som eksempel kan anføres at en karl i disse dage er fæstet for sommeren for 90 mark om måneden!
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Karl Dibbern, søn af Dr. Dibbern i Aabenraa er falden. Han var elev ved den lærde skole i Sønderborg og meldte sig som frivillig. Han var, da han faldt, næppe 17 år gammel.
– Arbejdsmand Karl Schnoor og hustru i Sønder Sejerslev, modtog i går meddelelse om, at deres søn Otto, var falden den 14. april.
– Mælkehandler Peter Lorentzen fra Gl. Haderslev i Haderslev, der stod i forstærkningsreserven, er falden den 5. april.
– Gårdejer Hans R. Lund i Sønder Sejerslev, der stod ved en Transportkolonne og først var med på Vestfronten, senere i Østprøjsen, og derpå kom til Galicien og ind i Russisk Polen og sidst har været med i Karpatherne, hvor han blev syg – forgiftning, opstået fra drikkevandet – er kommen på et lazaret i Frankfurt.
– Arbejdsmand Smidt Andersen fra Kærgård, der fra krigens begyndelse har været med på Vestfronten, er kommet på Lazaret i Frankfurt.
– Landmand Asmus Petersen fra stollig er bleven let såret den 27. marts.
– Musketer Karl Lippke fra Kastrup, der har været savnet, er såret.
– Laurids Knudsen Tamdrup, og Alfons Sauerberg fra Haderslev, er ifølge en af de sidste tabslister i begyndelsen af april måned blevne hårdt sårede ved et ulykkestilfælde.
– Musketer Peter Lohmann fra Løgumkloster står opført i den sidste tablister som savnet.
– Arbejdsmand H.P.Philipsen fra Varnæs har skrevet hjem, at han er i fangenskab i Sibirien og er sund og rask. Han er ikke såret.
– Gefreiter Herm. Edlefsen af Flensborg er død af sine sår den 4. november i fjor
– Underkampene i slutningen af marts er Jes Andersen af Uge bleven hårdt såret.
– Landmand Hans Jensen af Aarø, der var bleven såret, er død den 13 marts.
– Walter Butenschøn af Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
Mod slutningen af april blev der foretaget en nyinddeling af stillingen. Fronten blev opdelt i syv kompagniafsnit. Det højre afsnit, ”Grænsestillingen”, fik I bataljon med underafsnittene ”Haderslev” og ”Aabenraa”.
Til hurtig indgriben anbragtes et kompagni i stenbruddet og i dækningsgrave ved Moulin-dalens skrænter, kaldet ”Ny Tønder”, og hvilekompagniet i Le Fresnes. Midten, ”Landeværnsstillingen”, med underafsnittene ”Sønderborg”, ”Flensborg” og ”Slesvig” fik III bataljon sammen med 13. og 14. kompagni.
Reserverne lå i ”Hvilehjemmet”, ”Fort Dauber”, i Nampcel og på Carrière-Ferme. På venstre fløj af ”Königin”-stillingen blev II bataljon indsat med afsnittene ”Rendsborg” og ”Kiel”. Reserverne i Fort Dauber, Neudorf og Camelin. Forbindelsesgravene, som efterhånden blev trukket til de enkelte afsnit hed ”Haderslev-”, ”Mannstein-”, ”Aabenraa-”, ”Sønderborg-”, ”Flensborg-”, ”Slesvig-”, ”Glücksburg-”, ”Kiel-” og ”Dybbølvej”.
I de sidste dage af april blev der mere roligt i stillingen. Det syntes et øjeblik, som om kampene også her ville stilne af. Det var stilheden før stormen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.
Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.
Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.
Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.
Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved Indgangen til Stenhulen.
Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.
Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, Sårede og fangne. Efter nordslesvigske Blade
Landmand Hans Jensen, Aarø, der var såret, er død den 13. marts.
Hans Petersen og familie i Ellehoved har modtaget efterretning om, at sønnen Nikolaj den 7. marts har fundet døden i krigen. Han blev 25 år gammel.
Walter Butenschøn fra Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Karl Petersen, Ørsted Mark, er let såret
Jes Andersen, Uge, er bleven hårdt såret i kampene ved slutningen af marts måned.
Ved en eksplosionsulykke den 22.Marts er Adolf Schweer fra Arum [må være Arnum, RR] bleven let såret.
Mejeribestyrer Hans Johansen fra Raved er død den 12 April på Lazarettet i Offenburg af lungebetændelse.
I en af de seneste tablister meddelelse at Gefr. Kurk Lorensen fra Nordborg i slutningen af marts måned kommen i fangenskab. Endvidere meddeles, at H. Kammann, Ketting, er i fangenskab.
Forårsmarkederne i Tønder
Vil ikke rigtig komme i gang i år, dels på grund af det kolde vejr og del på grund af krigen, der gør forhold usikre. Man havde troet, at åbningen af den danske Grænse for den jyske græsko skulde fylde vore markeder; men den lange grænseafspærring har naturligvis helt ændret forholdene, og tilførslen er endnu forsvindende. Der var ifølge ”Flensborg Avis” i Fredags en snes stykker Kvæg i det hele tilført og priserne var høje, omkring ved 400 mark for jyske Græskøer. Handelen var meget trykket. Kælvekvæget var meget dyrt.
En Russisk krigsfange, der var afgået ved døden på Lazarettet i Haderslev, Jordfæstedes i Torsdags eftermiddags på Assistenskirkegården. En snes af den afdødes kammerater var med til jordefærden og bar deres Kammerat fra lazarettet til graven. En afdeling soldater fra garnisonen i Haderslev var udkommanderet for at ledsage den afdøde til hans sidste hvilested. Det er ifølge ”Dannevirke” den femte Russisk krigsfange, som nu sover den lange søvn på Haderslev kirkegård, langt borte fra sit hjem.
Kvinderne og Landbruget. Om vejret og landbruget skrives ifølge ”Flensborg Avis” fra Gramegnen: Det tørre vejr, vi har haft i indeværende uge, har bragt liv i markarbejdet. Rundt omkring er folk travlt sysselsatte med at pløje, harve og køre gødning ud.
Det gælder særlig i år om at benytte tiden godt, da mange hænder mangler. Flere steder ser man kvinder både pløje, harve og køre gødning.
Hvad der desværre af den del forfinede mennesker før er blevet anset for en skam, er i år blevet en bydende nødvendighed. Intet ærligt arbejde, selv det groveste, bør noget tænkende menneske skamme sig ved.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.
Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.
Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. og 12. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra. Tyskerne planlagde derfor et modangreb på de franske stillinger for at ødelægge eventuelle yderligere minegange. Det skulle finde sted den 18. april.
Operationen var fastsat til 18. april. Efter to timers artilleriforberedelse af en afdeling 45’er, adskillige lette, et tungt felthaubitsbatteri og nogle minekastere, skulle tre enheder kl. 7 om aftenen storme frem ind til de næstforreste franske skyttegrave og sikre arbejdet for de efterfølgende grupper, der sammen med de tildelte pionerer skulle sprænge eventuelle underjordiske gange.
To mindre sideoperationer på regimentets yderste fløje skulle understøtte og sløre hovedangrebet. Ledelsen anså artilleriforberedelsen, som jo da også overgik alt hidtil, for tilstrækkeligt.
Men allerede under beskydningen havde de angribende enheder indtryk af, at det ikke var tilfældet. Gårdens mure faldt sammen, men skyttegravene, særligt dem nord for gården, blev ikke ramt i tilstrækkelig grad. Og fjenden var vågen, kepierne[1] forsvandt ikke fra skyttegravsranden. Da den første bølge stormede ud, knitrede det straks helt sindssygt.
Gevær-og maskingeværild, det blev straks klart, at der ikke var noget at gøre, yderligere fremtrængen ville være vanvid. Enhederne sprang tilbage i skyttegravene. Ved sideoperationerne gik det ikke bedre. En pionerofficer var faldet. 1. kompagni havde tre døde og to hårdtsårede.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
[1] Fransk militærkasket. Stålhjelme fik krigens parter først i løbet af 1916, franskmændene dog allerede i 1915.
