18. april 1915. Angrebet ved Moulin er i gang. Hans Petersen levende begravet!

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Kl. 5 hørte vi en underlig orkanagtig Brusen gennem Luften, den kom nærmere og nærmere, man spændte Nerverne og lyttede, det var, ligesom man omklamrede med et fast Greb den Genstand, man netop havde i Haanden, og Hovedet gik uvilkaarligt ned mellem Skuldrene, mens man holdt Aandedrættet tilbage. Med et frygteligt Tordenbrag forvandledes den blide Stilhed til et Rædselsøjeblik, idet de store Projektiler fra vore Kanoner susede ned ovre hos Fjenden og udslukkede alt Liv paa den Plet, hvor de sprængtes.

De store Projektiler kom nu hurtigt efter hinanden, hylende og brusende gennem Luften, og slog ned ovre hos den stakkels »Frands«. Det var frygteligt. For hver Gang, en Granat sprængtes, folder en Sitren gennem Jorden, som naar man har heftige Kuldegysninger. Tiden blev forfærdelig lang. Minutter blev til Timer, og Timerne var uhyre lange. Det var med nogle sære, uhyggelige Fornemmelser, jeg sad og afventede Begivenhedernes Gang. Nerverne var overspændte. Hænderne begyndte at ryste, jeg havde en Fornemmelse i Brystet, som om jeg kæmpede mod en dyb Sorg, der truede med at bryde ud i en voldsom Taarestrøm.

Jeg sad i en Jordhule sammen med 2 Mand mere, jeg holdt en lille Spade i Haanden for det Tilfældes Skyld, at der skulde ske noget, og vi talte netop om, hvor skrækkeligt det kunde være at sidde derovre.

Aa! Et Lynglimt — et Brag, meget højere end alle de andre — og vi sad alle tre som lamslaaede. En fransk Granat havde ramt vor Jordhule. Bjælker, fyldte Sandsække og Jord styrtede ned paa os. Vi var begravede. I et Par Minutter indtraadte en Stilhed, som kun findes i Graven. Enhver af os troede, for saa vidt han kunde tænke, at de andre to var døde og laa smadrede ved Siden af. Min Haand famlede ganske mekanisk efter min elektriske Lommelampe paa Brystet og fik den tændt. Dens Lys formaaede ikke at gennemtrænge den Krudtrøg og Svovldamp, som vor Hule var fyldt med; den lyste kun som en tændt Cigar i Taage. Jeg kom først til Orde og spurgte de andre, om de var levende endnu. Tøvende og ligesom bange for at høre deres egen Stemme svarede de ja. »Er I saaret?« »Nej!« — Saa greb jeg den lille Spade, jeg før sad med i Haanden, og som jeg uden at vide af det havde givet Slip paa, og begyndte med feberagtig Hast at frigøre Benene for den nedstyrtede Jord.

Luften, som var fuld af Krudtrøg og Svovldamp, truede med at kvæle os. Det blev uudholdeligt derinde, og Øjnene fyldtes med Taarer. Endelig fik vi et lille Hul ud i det frie, og Krudtrøgen trak ud. Snart havde vi Hullet saa stort, at vi en efter en kunde knibe os ud. Da vi alle tre var kommen ud, styrtede vi af Sted for at finde en anden Jordhule. De store Granater brølede og hvinede forbi os, da vi løb langs hen i Graven, og Sprængstykkerne svirrede fløjtende omkring i Luften. Fjenden var bleven tirret og skød paa vor Grav som rasende. Vi tumlede aandeløse ind i en anden Jordhule, som i Forvejen var fuldt besat; men den overhængende Fare gav baade Hjerterum og Husrum.

Granatnedslag vestfront
Vestfronten: Granater slår ned

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *