Senest ændret den 21. august 2016 21:08

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.

Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.

Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.

Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.

Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)