13. april 1915. Reddet? Blokadebryderen S/S Kronborg ved vejs ende

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.

En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?

Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.

Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.

Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.

Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.

— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.

Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.

Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.

Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Raid_hyacinth-rubens_east_africa1915-04-14
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *