Senest ændret den 4. december 2020 8:47
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Under Laas og Slaa sidder vi nu her i Hullet i den sønderjyske Fangelejr og studerer ivrigt Navnene paa Væggene. De er indridset i Kalken og ender allesammen paa „sen”. Skorstensfejeren bemærkede ganske rigtigt, at vi ikke er helt ude af Kurs denne Gang, endskønt vi endnu ikke har talt med nogen Landsmand.
Dog jo, der var nemlig en Stemme ved den aflaasede Dør, der spurgte: „Hvad kan I ha’ til Unnen?” Dette Spørgsmaal voldte os nogle Vanskeligheder, thi vi var i lang Tid ikke blevet stillet overfor Afgørelsen af et saadant. Stemmen udenfor foreslog nu Risengrød, og Skorstensfejeren mente hertil: „Kog bare ikke for lidt.”
Undervejs havde vi faaet et nyt Medlem. Paa den Station, hvor vi skulde skifte, havde vi Ophold fra K l . 10 Aften til næste Morgen, og vi fik derfor anvist en Lade med dejligt frisk Halm. Da jeg i Morges vaagnede, kravlede en Skikkelse ud af Halmen ved Siden af mig. Skikkelsen gned sig over Øjnene og sagde saa: „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”
Det blev nu levende i Halmen omkring, men Skorstensfejeren bandte over Forstyrrelsen og mente, at der ikke var noget at staa op efter. „Hvem er du?” spurgte han dog for at tilfredsstille sin Nysgerrighed. „Ja, mit Navn er da Chresten, og jeg stammer fra Sundeved,” lød Svaret.
Synlig tilfreds med denne Oplysning borede Skorstensfejeren sig atter ned i Halmen og brummede, at han frøs som en Hund. „Nu har vi bjerget Livet saa vidt,” sagde han, „og nu lader de Halunker os vel ligge her og fryse ihjel.
Jeg gad vide, om vi faar nogen Morgenkaffe? Satan skulde tage dem allesammen!” „Da vil jeg godt undvære Morgenkaffen, nu da jeg kan , tænke paa at komme hjem med Livet i Behold.” mente den nye Kammerat og fortsatte smaadrillende, „men der findes jo Folk, der aldrig er tilfreds. Jeg er kun glad for,” sagde Chresten, „at vi nu snart er i Aurillac, thi der faar vi det godt.”
„Da tror du vel ikke, at Franskmændene indretter det bedre for Sønderjyderne dér, end de har det i andre Fangelejre,” spurgte Skorstensfejeren. Det vilde da ogsaa være urigtigt,” mente han, „enhver tysk Soldat kan vel være lige god, hvad enten han stammer fra Sønderjylland eller Polen.”
„Ja, naar du er tysksindet, behøver du da heller ikke at melde dig derhen,” sagde Chresten, „og saa kan du jo kun takke din store Fædrelandskærlighed for, at du sidder i det, som du gør!” „Sagde du Fædrelandskærlighed?” kom det fra Halmbunken. „Nej, du kan stole paa, det er ikke Fædrelandskærligheden, der har bragt mig hertil, og hvis du vil det, maa du godt have hele mit Fædreland, hvis blot du kan skaffe mig en Kop Kaffe!”
„Jeg skal ikke have noget af, hvad du kalder for dit Fædreland,” sagde Chresten, medens han i Smaatrav op og ned ad Gulvet søgte at holde Fødderne varme, „men enhver holder jo af, hvad han kalder for sit. Det gør jeg da i hvert Fald, og mit Fædreland giver jeg nu ikke Afkald paa for en Kop Kaffe.” „ Du er godt tosset/’ svarede Skorstensfejeren, der nu havde sat sig over Ende i Halmen, „du synes ikke at have lært noget af Krigen. Har du da ikke for længe siden opdaget, at Parolen om Fædrelandskærlighed er en Ting, der gengives af en Grammofonplade, der anvendes hver Gang der skal tegnes Krigslaan eller der agiteres med, hver Gang det er nødvendigt at skabe en Stemning, naar nogen sløjer af. Hvad mener du?” spurgte Skorstensfejeren, idet han vendte sig mod mig. Ja, jeg synes nu, at Chresten ikke har helt Uret,” svarede jeg, „men der er jo det at sige, at fordi man holder af sine Nærmeste og sit Hjemland og tror, at det er noget af det bedste, man har, behøver man ikke at tro, at de, man ikke er i Familie med eller andre Mennesker Verden over ikke er lige saa gode.
Og man maa da aldrig i sin Egenkærlighed gaa saa vidt, at man hader andre eller lader haant om andres Meninger.” „ Du har Ret,” svarede Skorstensfejeren, „enhver So holder af sine Grise, og derfor bliver det hele til Griseri. Men nu skal jeg sige jer noget,” sagde han, medens han stod op og pillede Halmstraaene fra Haaret. „ Tror I, at Turkusserne, Zuaverne, Negrene eller Amerikanerne kæmper af Kærlighed til deres Fædreland?
Nej, I kan tro nej, de er kommanderet til det lige som alle vi andre, og har lige som vi faaet indpodet noget om krænket Nationalitetsfølelse og Ære , og i disse Ting er saa Skærmbrættet for Krigen og national Rovdrift!” „Du er da vist Professor eller Rigsdagsmand i Civil ? ” spurgte Chresten, „thi det er da forfærdeligt, som du kan snakke, men det kan saamænd ikke lønne sig at hidse sig op om den Ting . ” „ Nej , ” svarede Skorstensfejeren, „jeg er ingen af de Dele, du nævnede, men jeg skal sige dig een Ting, min Haandtering tillader mig at se det hele ovenfra. Jeg er nemlig Skorstensfejer.”
„Du er en løjerlig Fisk,” lo Chresten, „og jeg er lige ved at give dig Ret, men sig mig, du har vel ikke en Cigaret?” „Det skal du faa, Chresten, men naar du er ved at give mig Ret i den ene Ting, vil jeg gerne høre din Mening om et andet Punkt.” „Naa, hvad er saa det da,” spurgte Chresten, medens han med sine kolde Fingre gjorde flere forgæves Forsøg paa at rulle sig en Cigaret. „Det skal jeg sige dig,” svarede Skorstensfejeren, medens han pustede Røgen fra sin Cigaret lige i Ansigtet paa Chresten.
„Hvad mener du om, hvis I Bønder derinde paa Sundeved ligesom i gamle Dage, medens I blev bundet paa Hænder og Fødder, blev sat paa en Træhest og ude af Stand til at gøre Modstand blev pisket, blot fordi — skal vi sige — I ikke var i Stand til at betale Eders Skatter?” „Nu tror jeg da, du pjatter,” sagde Chresten foragteligt, „saadant noget kunde gaa for 2—300 Aar siden, men det er der dog ingen, der vilde finde paa nu, og for Resten har det jo ikke det allerbitterste med det at gøre, vi taler om nu.”
„Ser vi det, ser vi det, lille Chresten, det var netop det, jeg vilde have dig til at sige. Synes du ikke, at det vilde være godt, om vore Børn eller Børnebørn kunde sige det samme om 200 og helst om 50 Aar, hvad du nu sagde til den tossede Skorstensfejer, at en Krig , som den vi har oplevet, var utænkelig, og om de kunde sige: Sikken noget grusomt Pjat, hvad Chresten? Hvad, har jeg ikke Ret?” Chresten blev Svar skyldig, thi vi hørte nu en fjern Futten og Fløjten, der viste sig at hidrøre fra Toget, som vi skulde med. Vi fik ingen Kaffe, hverken dér eller under Vejs, men nu sidder vi og venter paa Risengrøden.
Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)
