Aktive frivillige tilføjer fortsat nye personsider

Selvom Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot fortsat er lukket som følge af Corona-restriktionerne, så ligger arbejdet med hjemmesiden ”Den store krig 1914-1918” ikke på den lade side.

De frivillige opretholder arbejdet med at lægge nye personsider ud og ikke mindst tilføje supplerende oplysninger til allerede eksisterende personsider.
Dette ses bl.a. ved, at hjemmesiden i sidste uge rundede 9600 personsider. Det svarer til, at der siden efteråret 2019 er lagt over 600 nye personsider på hjemmesiden. Det synes måske ikke af mange, men da der pt. kun er 3 frivillige, der aktivt opretter, redigerer og lægger nye personsider ud, så bliver det til en hel del.

Da der blev indkaldt mellem 30. og 35.000 sønderjyder under 1. verdenskrig, er der fortsat en del arbejde forude for de frivillige.

Det er en opgave, der ikke ville kunne klares uden en gruppe aktive frivillige, der fortsætter med at afskrive og indsamle oplysninger fra mange forskellige kilder.
Se f.eks. på siden “Om“, hvem der er eller har været tilknyttet hjemmesiden som frivillige.

Har du oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?

Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.
Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Vær dog opmærksom på, at der på grund af lukningen af museet og deraf følgende hjemsendelse af personalet, desværre kan gå nogen tid inden mails kan besvares. Men alle mail gemmes og der svares på de indsendte mails, når situationen er normaliseret.

2 tanker om “Aktive frivillige tilføjer fortsat nye personsider”

  1. Jeg har ledt efter min morfar, Peter Rossen, men ikke fundet ham. Han blev født i Achtrup ved Leck den 26 maj 1896, indkaldt til Inf. Reg. 84 den 21. august 1915. Han var på østfronten til 1917, hvor han blev fragtet direkte til Verdun. Han blev hjemsendt 13. januar 1919. Han flyttede først over grænsen til Danmark efter genforeningen. Han levede det meste af sit liv i Nørre Sejerslev, Emmerlev Sogn, 6100 Højer. Jeg har ikke hans dødsdag og -år ved hånden. Han ligger begravet på Emmerlev Kirkegård.

    1. Til Jørn Nielsen.

      Tak for din kommentar med oplysninger om Peter Rossen.

      Der er fortsat mange krigsdeltagere, der endnu ikke har fået en personlig side. Det skyldes dels omfanget af mulige krigsdeltagere, dels den begrænsede gruppe af frivillige samt – ikke mindst – at der ikke findes én samlet liste over krigsdeltagere 1914-1918. Der kan derfor skulle gennemgås mange kilder før den ene oplysning, der dokumenterer krigsdeltagelsen, findes.

      Det bedste du kan gøre, er at udfylde et personskema med de oplysninger du har om din morfar og indsende det til Sønderborg Slot (se på siden “Indsend oplysninger“).
      Så bliver det sendt videre til én af de frivillige, der kan oprette en personside på baggrund af dine og evt. supplerende oplysninger.

      Det er der heldigvis mange, der gør.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *