Tag-arkiv: krigsfange

Ikke kategoriseret

27. august 1918. I fangelejr: “Lejrofficeren ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Livet i Lejren er trivielt og ensformigt. Vi vækkes Kl. 6. Teltene rulles op forneden, og Tæpperne lægges sammen i Størrelse efter et nøjagtigt Maal, og efter en Snor anbringes de i lige Rækker udenfor Teltene. Vore faa Ejendele anbringes oven paa Tæpperne.

Derefter følger Morgenmaaltidet. Klokken 7,30 er der Appel, hver eneste i Lejren, ogsaa Officererne, maa træde an, hvorefter Lejrofficeren tæller Rækkerne.

Officererne har derpaa Dagen til deres egen Raadighed, men vi andre skal paany stille os op bag vore med mikroskopisk Nøjagtighed oprangerede Ejendele.

Den engelske Lejrofficer nærer absolut ikke venlige Følelser overfor
især de tyske Krigsfanger og som saadan betragter han naturligvis ogsaa os Sønderjyder. Han ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende.

Ledsaget af en Sergent og to Menige begynder han Inspektionen. Af og til gør han Holdt foran en Fanges Ejendele og disse ryger med et Spark i en Bue ud i Sandet.

Sergenten har saa at overtyde sig om, hvorvidt der har været mistænkelige Ting skjulte, eller om der er flere end de to tilladte Tæpper i Bunken. Det er med et umiskendeligt Had, at disse daglige Mønstringer foretages, men der findes aldrig noget fordægtigt og det er muligt, at dette ærgrer Officeren.

Vi lader os ikke overrumple, hver Morgen nedgraver jeg for mit Vedkommende mit tredie Tæppe, min lille Hovedpude og de faa
andre Ting, jeg reddede mig, dengang vi kom i Lejren.

De øvrige Fanger gør naturligvis det samme.

Omsider forlader Officeren Lejren, og vi aander lettere op.Derefter inddeler Sergenten til de forskellige Lejrarbejde r, der bestaar i at holde Lejren ren, fjerne Affald, hente Proviant og fremfor alt det store Arbejde, som Naturkræfterne bebyrder Fangerne med.

Paa disse Breddegrader oplever man ikke Frostvejr eller Snefald ved Vintertid, alligevel kan det dog være bidende koldt og stærke langvarige Storme blæser store Sanddriver ind over Lejren.

Det er saa Fangernes Opgave at fjerne Driverne. Under Stormene er der intet der undgaar Flyvesandet, alt spiseligt knaser mellem Tænderne. Sandet trænger sig paa ubehageligste Maade ind mellem Kroppen og Skjorten, i Strømperne, Haarbunden, allevegne.

Nogle Fordele har vi dog efterhaanden opnaaet. Efter Luftlinjen at regne er vi naaet halvvejs hjem. Vi faar daglig engelske Aviser ind i Lejren og kan gennem disse følge Krigens Forløb hjemme i Evropa.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

Ikke kategoriseret

25. august 1918. Insekterne i maden er det eneste kød, vi får. I britisk fangelejr i Ægypten

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

I en Afstand af omtrent 10 Meter fra Pigtraadshegnet ligger der i en Vinkel Barak ved Barak. I en Del af disse er de tyske Officerer allerede installerede, i et Par bor der ogsaa flere tyrkiske og bulgarske Officerer.

Vi faar at vide, at Lejren hedder: „Officers Camp Sidi Bishr“.

I den ene Halvdel af Lejren er der rejst et stort Antal smaa runde Telte, og i disse indkvarteres vi med 10 Mand i hvert. Der er ikke mange Kvadratcentimeter Plads til overs, naar vi allesammen skal sove indenfor i Teltet og det er en bydende Nødvendighed, idet Nætterne her er anderledes kolde end nede syd for Ækvator.

Om Natten, naar vi sover, danner vi en Stjerneform, idet vi alle sammen ligger med Benene ind imod Teltstangen. Først graver vi os en Fordybning i Sandet, passende til Kroppen, et Tæppe har vi at ligge paa og et andet at dække os til med.

Alligevel kniber det med at holde os varme. Officererne er betydelig bedre stillede, deres Barakker er inddelte i Værelser, i hvilke de bor to og to sammen. Desuden er de saa heldige at kunne sove i en god Seng, og de sørger selv for deres Forplejning.

En Jøde i Alexandria leverer dem Provianten og to tjekkiske Kokke, Fanger fra Palæstinafronten, tilbereder Maden for Officererne i det saakaldte Officerskøkken.

Provianteringen til vor Forplejning sorterer under den engelske Kvartermester. I en lang Barak i Udkanten af det store Lejrkompleks ruger han over den ham betroede Proviant. Provianten, der udleveres til de tyske og tyrkiske Fanger, er forskellig, men omsat i Penge er den nok omtrent det samme værd, hvilket vil sige meget lidt.

I de Aar, Krigen har staaet paa, ha r vi stadig mere og mere maattet nedsætte vore Fordringer til Provianten. Kurven her viser yderligere Nedgang, en ret betydelig endda. Vor Føde bestaar som Regel kun af Hestebønner og Ris samt lidt Finbrød, Te og Sukker. Brødet er godt,
men meget knapt tilmaalt. Med lidt Vemod tænker vi paa al den Kaffe, som vi svælgede i i Dar es Salam. Jeg mindes ogsaa et Tilfælde nede i Livale i 1916, da vi en Dag ganske uventet fik udleveret nogle Løg og et Brev Krydderi, hvilken Forandring det dog bragte i Smagen paa de ensformige Retter.

Hvad vor Føde her i Lejren angaar, kan til Overflødighed oplyses, at Bønnerne indvendig var beboede af smaa sorte Dyr, som under Kogningen kommer frem og i Hundredvis flyder oven paa Suppen.

Disse uappetitlige Smaadyr var omtrent det eneste Kød, vi fik. De fleste gør sig dog den Umage at fiske dem op og placerer dem paa Randen af deres Bliktallerken.

En Dag søgte en Deputation med en saadan uappetitlig Tallerken Hestebønnesuppe Foretræde hos den engelske Lejrofficer, men denne jager Deputationen bort med den Bemærkning, at bedre Forplejning faar de engelske Krigsfanger i Tyskland ikke.

Et Par af Fangerne, der har siddet indespærret i Lejren siden Slutningen af 1915, fortæller, at Forplejningen til at begynde med var betydelig bedre. Krigen har varet for længe og der maales sikkert efter Gensidighedsprincippet.

Ris kogt i Vand har nu snart i fire Aar været Erstatning for Kartofler, og jeg kan fuldt ud bifalde, naar det ofte lyder: Alt andet i Verden, blot ikke Ris.

En lille Trøst er det, at Officererne heller ikke har Raad til at købe Kartofler, men maa nøjes med Ris og Makaroni.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

30. juni 1918. Nu må du igen tigge. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30. juni 1918

Min egen kære Inger!
…Vil du nu ikke gå ned til Eickemejer og tale med ham om, at han da skal anbefale ansøgningen godt, læg ham det endelig på sinde, at det er på højeste tid, at han gør noget for sagen. Og så hvis du ville tage over og tale med Schmidt på Tyrstrupgård om sagen også. Du kan godt sige, at han har lovet mig det i efteråret. Det er for galt, at man sådan skal gå og tigge både hos den ene og den anden, men når der intet bliver gjort, er jeg bange for, at det igen kan mislykkes.
Det er just ikke en behagelig gang for dig, kære Inger, men noget er du nødt til at prøve… Nu må du så igen selv til at malke, det er ikke rart. Det er også for galt at de tog Dimitri fra os, det kan du også fortælle kommuneforstanderen samt Schmidt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Ikke kategoriseret

21. juni 1918. K. Tastesen: “Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Der laa vi saa under stadig Granatild til den 1. Maj, da vi blev afløst og kom til Lille. Det meste af Vejen blev vi kørt i store Lastbiler. Der laa vi i 7 Dage, hvorefter vi blev forflyttet til Ypern, hvor vi kom i Skyttegravene. Vi kunde se Ypern, der iaa 2-3 km foran os. Den var i Englændernes Besiddelse, men skulde nu tages af Tyskerne. Der blev gjort store Forberedelser med at køre Ammunition og andet Materiel til, lige som der tilgik meget store Troppestyrker.

Den 25. Maj blev vi afløst af Marinesoldater og kom ikke til at deltage i Kampen. Vi kom saa til Boly; der var stadig ingen Offensiv, og vi blev roligt liggende til den 3. Juni.

Da begyndte Kampen med Gas, Granater, Tanks og Flammeild og alt, hvad der kunde tænkes at bruges. Her laa vi nu under stadig Ild og Bombardement indtil den 11. Juni, da Skydningen sagtnede.

Gassen havde gjort sin Virkning og ødelagt ikke blot Infanteriet, men ogsaa Artilleriet. Tyskerne har rimeligvis troet, at det var dem alle, men der stod store Mængder, baade Artilleri og Infanteri, bag ved, hvor Gassen ikke var naaet til. — Den 11. Kl. 8 om Morgenen begyndte vi Stormen, men vi var knap kommen 20 Meter fra Skyttegraven, før vi blev overdænget med Granater af svær Kaliber. De ramte ganske vist bag ved os, men det kolossale Lufttryk tog Vejret fra os, og mange besvimede, og langt værre var det, hvor de ramte — 100-200 Meter bag ved os.

Der laa Kompagnierne tæt pakkede, de fleste var lige kommen derud for at angribe.

Det engelske og franske Infanteri laa døde i Tusindvis af Gas, og vi mødte ingen Modstand, før vi naaede et Par Kilometer frem, til Boly. Der var en Del Soldater, der var søgt op i Husene, hvortil Gassen ikke naaede, men de fleste lod sig tage til Fange. Jeg var sammen med nogle Kammerater kommen ned i Kælderen i en Spritfabrik, hvor der var fuldt op med Vin og Spiritus. De fleste af dem, der var til Stede, var allerede døddrukne. Vi huggede Hul paa Fadene, saa Vinen flød ud, og det var den mindste Part, der blev drukken.

Efterhaanden glemte vi Tid og Sted, nogle var saa døddrukne, at de laa og trillede rundt i Vinen, som flød paa Gulvet. Jeg stod og lænede mig op til et Vindue, da jeg saa Franskmændene storme ind i Byen. Jeg var klar over, at det kunde ikke hjælpe at gøre Modstand i den Tilstand vi var i, men jeg blev pludselig omtrent ædru og gjorde Alarm til de af mine Kammerater, der endnu kunde sanse. Vi løb en anden Vej ud af Fabrikken og ned gennem en lang Gaard.

Jeg havde taget den Beslutning at lade mig tage til Fange, saa snart jeg kunde faa Lejlighed til det. Men da vi kom ud af Gaarden, mødte vi tyske Reserver. Vi fik Ordre til at trække os tilbage til Udkanten af Byen, da det var ved at blive mørkt, og hvis vi blev i Byen, vilde det blive et frygteligt Snigmyrderi.

Om Morgenen begyndte Fjenden at bombardere Byen. Flyverne kredsede stadig i Luften og signaliserede, hvis de ikke var i Kamp. Af og til sendte Fjenden Gasbølger ind over Byen, men vore Masker var gode, saa det gjorde kun lidt Virkning.

Vi blev liggende der foran Byen i 2 Dage, mens Tyskerne angreb paa begge Sider og omringede Byen. Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen, kun enkelte Mure stod, ellers var der kun store Grusdynger tilbage. Alt Træværk og alt, hvad der kunde brænde, var brændt. Nu var Stedet, hvor Byen havde ligget, helt omringet.

Der gik Kampen frem og tilbage til den 21. Juni. Jeg var jo bleven bag ved Byen og kom ikke saa meget i Ilden. Imidlertid havde Tyskerne faaet nye Reserver og Artilleri frem, og nu begyndte et Bombardement, som jeg aldrig har hørt Mage til Man skulde tro, at Jorden skulde synke sammen. Luften var gennemtrængt af Krudtrøg og af og til kom Gasbølger, saa vi maatte tage Gasmaskerne paa hurtigst muligt. Der hvor vi laa, faldt der kun ganske enkelte Granater, da det jo var noget bag ved Linjen.

Den 22. blev vi afløst og kom til at ligge i Armentieres.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

19. juni 1918 – Jens Iversen: “Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Neumünster, Onsdag, den 19. Juni 1918.
Efter et Døgns uafbrudt Kørsel i et med hjempermitterede Soldater til Trængsel fyldt Hurtigtog fra Varshava over Berlin og Hamborg, venter jeg her i Neumünster paa Tilslutning nordpaa. For nøjagtig tre Aar og tre Dage siden stod jeg ligeledes her paa Banegaarden, man da paa Vej sydpaa, til den russiske front, og Broder Andreas var mødt op for at sige Farvel. Det vil vare et Skaar i Gensynsgladen, ikke ogsaa at skulle mødes med ham og min kære Fader i Morgen i Tønder efter de lange Aar.

Man siger, at Toget ankommer om en Times Tid, og jeg sidder med en Kande tynd Surrogatkaffe foran mig. Omgivelserne her har ogsaa forandret sig i de tre har. Ventesalen gør et forsømt og næsten forkomment Indtryk, og folk sidder omkring med apatiske, trætte Ansigter. Det er tydeligt, at Krigen ogsaa har efterladt Spor i Tyskland.

Hovedgaden Grossflecken i Neumünster (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ogsaa jeg er træt, men det korte Ophold vil jeg benytte til her at afslutte min russiske Dagbog, før min Hustru i Aften modtager mig paa Banegaarden i Flensborg, Jeg vil gøre det med at vedkende mig, hvad jeg har faaet ud af disse tre onde Aar.

Naar jeg nu tænker tilbage: Ikke for alt i Verden kunde jeg ønske dem gentaget, men heller ikke vilde jeg miste dem. De har trods alt dog været en Berigelse. Jeg har i Sandhed erfaret dette, at der under alle forhold og i alle Folkeslag ogsaa i en Tid som den, hele Verden nu skal igennem, findes gode mennesker. Der vilde vare mindre Had og mindre Krig i denne ulyksalige Verden, hvis Menneskene og Folkene gjorde sig Umage for bedre at forstaa og omgaaes end at ødelagge hinanden. Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

14. juni 1918 – Jens Iversen: “… Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet “

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Varahava, karantæne Zegrae-Syd,
fredag, den 14. Juni 1918.

for netop en Uge siden kom jeg hertil, og i Dag har jeg efter lange, lange Tider hørt hjemmefra. Min Hustru har straks skrevet efter at hun har faaet min nuværende Adresse. Hvor forventningsfuld aabnede jeg dette Brev, og saa det Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet siden den store Martsoffensiv i Flandern. Men, trøster hun, der er Haab om, at han er i engelsk Fangenskab. Og saa, min Broder Lorens har Bryllup den 20, Juni. Jeg har straks i Eftermiddags været hos Kaptajnen for at bede ham om i den Anledning at afkorte Karantænetiden, saa jeg har faaet Lov til at rejse den 18. Juni.

Vi har nu ogsaa modtaget Uniformer. Her i Karantænen kommer hver Bag hundreder af Krigsfanger til fra alle Kanter i Rusland, I Forgaars traf jeg en Kammerat, jeg for halvandet Aar siden har varet sammen med i Astrakan. Han kom nu fra Sibirien paa den anden Side Baikalsøen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Aviser

11. juni 1918 – Hejmdal: Undvegen fra russisk fangenskab

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Sæbekogning i Hjemmet

Ministeren gør opmærksom paa, at det er forbudt at koge Sæbe i Hjemmet, hvilket endnu sker, især paa Landet. Alt Fedtaffald skal tilføres den Raafedtafdeling, som er bleven oprettet af “Krigsudvalget for Olie og Fedt af Dyre- og Planteriget”.

Det mindes tillige om, at det under Straf er forbudt alle Privatfolk at have fedtholdige Vaskemidler.

Undvegen fra russisk Fangenskab

Landmand Hansen fra Stollig ved Aabenraa, der har været i russisk Fangenskab i 2½ Aar, er i Januar Maaned i Aar undvegen fra Fangenskabet og nu ankommen til de tyske Tropper i Waschau.

Han var efter tidligere forgæves Forsøg flygtet sammen med 7 Kammerater, men undervejs var de komne fra hverandre. Hansen blev sammen med én af Kammeraterne paagreben og bragt til Moskva, hvorfra det saa omsider lykkedes ham at flygte igen.

Forpurret Flugt

Forleden Dag saa Skovfoged Wehding fra Møllekjær ved Aabenraa to russiske Fanger snige sig langs med Aarslev Skov. Da de forekom ham mistænkelige, gik han dem i Møde og standsede dem. De to Russere fulgte villige med. De fortalte, at de var undvegne fra Omegnen af Slesvig og allerede havde været undervejs i en halv Snes Dage. De havde villet til Danmark og troede, at de nu var ved den danske Grænse. De havde endnu et lille Stykke Brød hos sig.

Krigens Tilskikkelser

Gaardejer og Kommuneforstander Johan Friedrichsen i Kværs modtog fornylig gennem “Røde Kors” den Meddelse, at hans yngste Søn, Otto, der havde tjent som Skytte ved en Maskingevær-Afdeling, den 27. April var falden i engelsk Fangenskab. Han var bleven saaret i det højre Haandled og i det venstre Ben. Fra hans Troppeafdeling har Forældrene nu faaet tilsendt Jernkorset.

En anden af Friedrichsens Sønner, Lorenz, der stod ved et Infanteri-Regiment, var for kort Tid siden hjemme paa Orlov. Ifølge en Meddelelse fra en Ven af ham har han nu været savnet siden den 28. Maj.

En tredje Søn, Nis, der ligeledes var Infanterist, faldt allerede den 26. September 1915 paa Valpladsen ved Vestfronten.

En fjerde Søn, Johan, rejste i Sommeren 1914 som Købmand til Sibirien. Da han ankom til sit Bestemmelsested, var Fjendtlighederne allerede udbrudte, og han har siden siden da været interneret i Sibirien som Civilfange.

En femte Søn endeligt Heinrich staar som Skytte ved et Maskingevær-Kompagni paa Vestfronten.      

Paa Grund af Brødrationens Nedsættelse

bliver Sukkerrationen foreløbig fordoblet i Flensborg, idet der efter en Bekendtgørelse fra Magistraten i Tiden fra 10. Juni til 7. Juli faas 360 Gram paa hvert Kort.


Fra Felten


I Felten d. 23. 6. 18.

I Haab om at vi maa vende sunde og raske tilbage til vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Skytte Hans Møller fra Skovby paa Als.

 

Vilde gerne ad denne Vej sende Venner og Bekendte, hjemme og i Felten, en venlig Hilsen.

Skytte Jens Frederiksen fra Sønderborg.

 

den 4. 7. 1918.

Kære “Hejmdal”!

Bedes om at sende Venner og Bekendte de kærligste Hilsener fra

Peter Buchard fra Stubbæk.

 

I Felten d. 3. 7. 18.

Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten sendes en kærlig Hilsen. Paa et lykkeligt Gensyn!

Johannes Hedelund fra Hjartbro.

 

d 4. Juli 1918.

Hermed sendes Venner og Bekendte i Hjemme og i Felten de hjerteligste Hilsener fra to Nordslesvigere, som har truffet hinanden i et Lasaret.

Martin Nielsen fra Haderslev og Christian Wollesen fra Aabenraa.

 

Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Krogh fra Bækken ved Graasten er falden. Ligeledes meddeles det, at Karl Andersen fra Genner, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 5. August 1917 og at Peter Hansen fra Skovbølling er død den 9. November 1917.

 Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Quorp fra Aabenraa, Underofficer Alfred Andresen fra Aabenraa og Martin Markmann fra Løjtkirkeby let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

Tilbage fra Fangenskabet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Friedrich v. Essen fra Jægerup vendt tilbage fra Fangenskabet.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Claus Clausen fra Aarø og Gefr. Niels Nielsen fra Hundegade ved Skærbæk vendt tilbage fra Fangenskab.

Bud fra Fangenskabet

Bager Peter Jensen i Haderslev har ifølge “Dv.” i Tirsdags modtaget et Brev fra en Bekendt paa Sjælland, dateret den 2. Juli, der meddeler, at han har modtaget et Brev fra en Dansker, der er vendt hjem fra Rusland, og den hjemvendte Dansker har truffet Bager Jensens Søn, Peter, som har været i russisk Fangenskab siden 20. Oktober 1915, og 2 andre Slesvigere, nemlig Julius Reinick fra Haslev (Haderslev eller Harreslev?) og Hansen fra Ringenæs. Han traf de 3 Slesvigere i Moskva, hvor de var blevne ansatte i en Stentøjsfabrik. De havde det efter Forholdene godt, kun kneb det med Maden, men det gør det for alle i Rusland.

Forfremmede

Den ældste Søn af Redaktør Jessen ved “Apenrader Tageblatt” i Aabenraa, der tjener ved et Artilleri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Vice-Vagtmester i Reserven.

Nis Mathiesen, Søn af Nicolai Mathiesen i Nørre-Hostrup ved Rødekro, der tjener ved et Infanteri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret

Walter Tækker, Søn af Snedkermester Tækker i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han fik det ifølge “Schl. Grp.” overrakt paa samme Dag, som hans ældre Broder i Aaret 1915 blev dødelig saaret.

 

(Læs hele Hejmdal fra 11. juni 1918)

Ikke kategoriseret

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

25. maj 1918 – Jens Iversen: “den forhenværende Tsars grønne Salonvogne”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Moskva, Lørdag, den 25. Maj 1918.
Vi forlod Saratov i Sommer og Sol. Næste Dag passerede vi Tambov i Snevejr. De tre Dages Ophold i Moskva blev for mig en Skuffelse, Jeg havde glædet mig til at se lidt af Russernes hellige By, Siedel og Ladehoff kendte den i forvejen. Men vi har ikke turdet forlade Toget, fordi det snart ved Dag og snart ved Nattetide blev rangeret fra den ene Banegaard til den anden i Byens Udkanter, og der var der Ikke andet bemærkelsesværdigt end de lange Rækker af beskadigede og rustne Lokomotiver, der i hundredvis stod opstaldede paa døde Banespor. Et Sted saa vi ogsaa den forhenværende Tsars grønne Salonvogne, dog var der ikke meget tilbage af Herligheden, hvad et Blik gennem Vinduerne forvissede om.

Men ellers ligger den vældige By i de smukkest tænkelige Omgivelser, og ind imellem Skrænter og Bøgeskove titter fornemme Villa’er frem, Datsher, som de kaldes, men ogsaa deres Tid er vel forbi nu, eller dog de forrige Ejerers. For øjeblikket sidder vi i Toget Borodino-Smolensk, Napoleons blodige Vej. Vi venter paa Signalet til Afgang. Efter Sigende skal vi i Overmorgen naa den tysk-russiske Demarkationslinie ved byen Orscha.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

21. maj 1918 – Jens Iversen: “det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende.”

1 kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Saratov, Tirsdag, den 21. Maj 1918.
Tidlig i Gaar ankom vi hertil. Ladehoff og Siedel – hans Hustru med Børnene er forud rejst til Riga – tog imod mig paa Landgangsbroen, og jeg har tilbragt Natten paa deres Hotel. I Gaar og i Dag har jeg set paa Byen, der efter en kort Kamp er i de rødes Hænder. Dog er den langtfra saa ødelagt som Astrakan og barer endnu tydelige Spor af fordums Velstand. Den er Hovedstaden i det store volgatyske Omraade. I det vesteuropæiske City findes moderne forretningslokaler paa de velholdte Boulevarder, smukke Pladser og grønne Anlæg. I Gaderne høres meget Tysk. Mit gamle Lasaret ved Banegaarden var uskadt.

Nu hen paa Eftermiddagen sidder vi i vort Tog, der skal føre os til Grænsen. Siedel, Ladehoff og jeg har indrettet os paa en øverste Briks i en af de henved fyrretyve Teplushker, dvs. Godsvogne, den russiske Jernbanedirektion har stillet til vor Raadighed. De andre tre Brikse befolkes af familier, vi ikke kender. Disse alt andet end, bekvemme Vogne skal huse os den maaske ugelange Rejse gennem Rusland, men det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende. Deutshmann med sin Hustru har fundet Plads i Dr. Baloghs Vogn. Vi er rede, vi venter kun paa at Lokomotivet tager fat.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

19. maj 1918 – Jens Iversen: “… en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Aviser

29. april 1918 – Hejmdal: Overkørt og tildækket af jordmasser

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Brødrationer


I et Møde, som Rigsdagens Ernæringsbiraad i Fredags holdt under Ledelse af Statsekretær v. Waldow, drøftedes Spørgsmaalet om en Nedsættelse af Brødrationen. Man blev enig om, at Stillingen i Øjeblikket ikke er klar nok til at tage en saa indgribende Beslutning, som muligvis senere kunde vise sig at være unødvendig. Det skal derfor afventes, hvorledes Afviklingen af Korntilførslerne fra Ukraine vil blive udført i den nærmeste Fremtid. Der er truffet Forberedelse til at faa de traktatmæssige Leveringer fra Ukraine saa snart som muligt for at sikre Brødforsyningen til Høsten. Nogle Transporter er allerede ankommen. De nærmeste Uger vil bringe fuld Klarhed.  


Dagens Nyheder


Mod Udspredelse af falske Rygter

bliver der nu ifølge flere Blade skredet bestemt ind. I de sidste Dage er i forskellige Byer af vor Landsdel et større Antal Personer blevet idømt forskellige Pengebøder for at have gjort sig skyldige i denne Overtrædelse.

Stikbrev

Retsherren i Harburg har sendt Stikbrev efter Pioner Hans Gammelgaard, født den 7. Februar 1899 i Halk, der er deserteret.

Om Hans Nissen fra Gøtterup

ved Toftlund, der faldt den 9. April, skriver Redaktør Ernst Christiansen til “Flensborg Avis”:

Efter en Række drøje Dage paa Vejarbejde lige ved Vestfronten, et Led i de store Forberedelser til den sidste Offensiv, var vort Kompagni den 9. lige efter Stormen ude ved den gamle Frontlinje for at lave en Vej gennem Stillingerne. Nogle engelske Granater slog ned i Kæden. En Snes Meter fra mig faldt et Par af mine Kammerater, deriblandt min bedste Ven ved Kompagniet, Hans Nissen fra Gøtterup, 48 Aar gammel. Han var et hjertensgodt, hyggeligt og opvakt Menneske, med dyb Følelse for sin Hjemstavn og sin gamle Mor. Alle, der kendte ham, holdt af ham.


Fra Felten


Falden

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Arlt fra Ringenæs ikke er død i Fangenskab, men falden.

Desuden meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bern Petersen fra Rødding er faldne og at Underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 18. Juli 1917.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Røpke fra Bøjskovskov haardt saaret og Anders Schnidtgaard fra Øster Løgum og Peter Petersen fra Felsted let saarede, sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Udvekslet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Christiansen fra Lysabild bleven udvekslet fra Fangenskab.


Sidste Nyt fra Felten


Faldne

Assessor Dr. Knutzen, der før sin Indkaldelse var Lærer ved Realskolen i Aabenraa, er falden under Kampene i Flandern.

Hans Hinrichsen, Søn af Murer Hinrichsen i Vestergade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” falden paa Slagmarken.

Enke Helene Nielsen i Ris ved Aabenraa har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes eneste Søn, Niels, der tjente som Underofficer og havde været Soldat uafbrugt i 5½ Aar, er falden i Slaget ved Estaires den 10. April, ramt af en Heltræffer. Han blev 27 Aar gammel. Den Faldne, der var dekoreret med Jernkorset, blev i det andet Krigsaar saaret under Kampene i Rusland. Enke Helene Nielsen mistede for at Aar siden sin Mand. Hun har 5 Døtre, hvoraf de 4 er gifte; 3 af Svigersønnerne er med i Felten, én af dem har været saaret.

Saarede

Andreas Andersen, Søn af Garver Andersen i Badstuegade i Haderslev, der tjener som Artillerist, er ifølge “Schl. Grp.” bleven haardt saaret. Han befinder sig for Tiden i St. Josephshospitalet i Walnin ved Nedre-Rhinen.

Lærer Gilleberg fra Hjerndrup er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et Skud gennem venstre Overarm.

Overkørt og tildækket af Jordmasser

Viggo Knudsen fra Vestergade i Haderslev er ifølge “Schl. Grp.” bleven overkørt og begravet under Jordmasser, hvorved han har lidt en Del Kvæstelser.

Hjemvendt fra Fangenskab

Hans Eriksen, Søn af Gaardejer Christian Eriksen paa Broballe Mark ved Nordborg, er nu vendt tilbage til sit hjem fra russiske Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Niels Bekker, Søn af Jens P. Bekker i Fjersted ved Roager, der har deltaget i Krigen siden dens Begyndelse og for Tiden er med ved Vestfronten, er den 16. April bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent. Samtidig er han bleven dekoreret med Jernkorset.

Forfremmede

Heinrich Petersen, Søn af Hestehandler Louis Petersen i Aabenraa, der deltager i de haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Officersstedfortræder.

Underofficer Mathiesen, Søn af Gaardejer Mathias Mathiesen i Tarup paa Als, der har deltaget i de sidste haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet til Sergent.

Dekoreret

Knud Knudsen fra Hoptrup har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset.

Hjempermitterede

Cornelius Nielsen fra Skrydstrup, der har været med siden Krigens Begyndelse, er nu bleven hjempermitteret; han er født i 1869.

Desuden er Gaardejer Jens Lund fra Badegaard II ved Hammelev bleven hjempermitteret.

En Forveksling

I “Hejmdal” for Torsdag den 18. April meddeltes der, at Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, var komne tilbage med Paategningen “Saaret”. Nu meddeler Mejeribestyrer Hans Lønholm i Blans os, at der foreligger en Forveksling med hans Broder Anton Lønholm. Han selv har været hjemme siden Juli i Fjor for at bestyre Mejeriet.

(Læs hele Hejmdal fra 29. april 1918)

Ikke kategoriseret

26. april 1918 – Jens Iversen: “… saa jeg nu er rejsefærdig”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 26, April 1918.
Da Civilfangerne i Modsætning til os Krigsfanger kan rejse hjem paa egen Haand, naar et vist Antal har meldt sig, var det ikke svært I for mig at blive indskrevet, da jeg kender alle dem i det svenske Vicekonsulat, der bearbejder Listerne. Værre var det hos de stedelige Myndigheder at blive anerkendt som civilinterneret, men det gik ogsaa. Jeg fik paa Byens Kontor af et Sovjetmenneske uden storre Besvar baade Brev og Segl for 30 gode Tsarrubler “til det russiske Røde Kors”, saa jeg nu er rejsefærdig til den Civilfangetransport, der afgaar den 17. Maj.

Tsar- og Kerenskirubler staar endnu forholdsvis højt i Kurs, da de er officielle Betalingsmidler, hvorfor de hamstres i stor Stil. Astrakan har derfor ligesom andre Byer maattet trykke egne lokale Sedler, Der har en meget ringe Værdi. Jeg har til Hjemrejsen solgt, hvad jeg kan undvære, min Overfrakke, det ene Sæt Tøj, et Par Sko, et Sovedækken, alt samman for Tiden Mangelvare og derfor betales godt, saa jeg har henved 500 Tsar rubler til min Raadighed. Vi maa nemlig selv udrede Kosterne, da vi rejser paa egen Haand, Dr. Balogh gaar med som læge.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

24. januar 1918 – Jens Iversen: Besøg på det danske sygehus

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 24. Januar 1918.
Da der herskede forholdsvis Ro i Eftermiddags, gik jeg hen paa det danske Sygehus. Jeg traf paa Sygeplejerskenes Værelse foruden disse Dr. Rendtorff, Frendahl, Ægteparret Krebs og Ladehoff. De har haft en bevæget Tid, da Aleksandnovski Boulevard ligger ligeover for Krepost og flére Gange har ligget i Skudlinien. Paa Sygehuset og hos Krebs’es ovenpaa var Vinduerne til Gaden næsten alle itu. Krebs’es sover om Natten med Klæderne paa paa Gulvet i deres Glasveranda ud mod Gaardspladsen.

Nedenunder laa foruden syge østrigske Civilfanger, saarede russiske Rødgardister og civile, der havde søgt Tilflugt i Sygehuset og nu bir behandlet af Dr. Rendtorff. Han har personlig overfor den røde Kommandant i Krepost protesteret mod Beskydningen af det med Røde Kors-Flag og Dannebrog kendetegnede neutrale Sygehus og formaaet ham til under Kamphandlingerne at forsyne dette med Proviant, saa materiel Nød lider de ikke, og forknytte var de heller ikke.

Paa Hjemvejen saa jeg et Smut ind til Pastor Loppes. Her havde der fundet rigtige Gadekampe Sted, og Rødgardister havde forlangt Kirkenøglen for at montere et Maskingevær paa Taarnet, hvad Pastor Loppe dog havde kunnet forhindre. Han fortalte, at et Angreb, som Kosakkerne havde foretaget her i Nærheden, var slaaet tilbage. Ogsaa her var der Skudhuller i Vinduerne til Gaden, og ogsaa her sov Familien paa Gulvet. Udsigterne for Kosakkerne anses almindeligt for ikke at være gode. Stakkels Familie Chlebnikoff.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

23. januar 1918 – Jens Iversen: “… givet os i Forvaring sine Smykker”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Onsdag, den 23 Januar 1918.
I Elnik ser det galt ud. Næsten alle Heste og Køretøjer har Bolshevikkerne konfiskeret. Jelisaveta Aleksejevna er jo “Burshui” [bedre borgerskab/red.] og har af Frygt for, at noget lignende ogsaa kan overgaa hende her i Huset, pro forma “solgt” sit mest værdifulde Indbo til Hänel og faaet Skøde derfor, idet hun mener, at en tysk Civilfanges Ejendom i paakommende Tilfælde værnes af den svenske Skytsmagt, der her i Byen er repræsenteret ved et Vicekonsulat.

Ligeledes har hun i sin Fortvivlelse givet os i Forvaring sine Smykker, deriblandt Brillantringe, til en samlet Værdi af ca. 60000,00 Fredsrubler, siger hun, hvad jeg slet ikke er glad for. Men Frygten for en ny Husundersøgelse og Angsten for, at hendes Hjem kan lide samme Skæbne som General Birjukovs gør hende helt modløs. Selv hendes Broder, der hver Dag ser ind til hende, kan ikke formaa hende til at tilbringe Nætterne her i Huset.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

18. januar 1918 – Jens Iversen: “… ligger under de rødes Ild”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 18. Januar 1918.
Ildebrandene tager til i den indre By. I Nat saa vi det brænde flere Steder, hovedsageligt i Centrum omkring Moskovskaja, hvor de store Handelshuse har deres Kontorer og Varelagre. Den ene Part under dem ikke den anden, derfor ødelægges de af begges Artilleri. Kosakkerne skal nu være trængt ind i Byen fra Sydvest. Deres Forstærkninger og Forsyninger faa de ude fra Kirgissteppen, men de skal sættes over Volga, og det er et baade besværligt og farligt Foretagende, der stadig ligger under de rødes Ild, hvorimod disse kan benytte sig af den mere sikre Jernbane.

Fiedler har været her et Par Gange med Leonid Nikolajevitj for at aflægge Regnskab overfor Fru Chlebnikoff. Det er ikke gode Nyheder, de bringer. Der var bl.a. Rekvisitionssedler, som selvfølgeligt ikke er en Pibe Tobak værd. De gjaldt hovedsageligt nogle og tredive af de bedste Heste, som de røde har hentet. Men der er intet at gøre end at lægge Hænderne i Skødet og vente paa nye Jobsposter. Jeg var derude i Gaar Formiddags. Alt ligger stille, ingen Kørsel, Foderet er ved at slippe op, Penge til Aflønning kan ikke fremskaffes, da Banerne er lukket, mange af Krigsfangerne søger ind til Lejren for Forplejningens Skyld, og lignende Tidender strømmer ind fra de andre Virksomheder.

Jelisaveta Aleksejevna er ved at tabe Modet. Ogsaa her i Huset begynder det at knibe med Levnedsmidler, da Tilførslen udebliver. Alt slaar sammen om hende. Godt, at hendes Bror Aleksej Aleksejevitj nu af og til ser ind til hende og forsøger at opmuntre hende, men han selv er en nedbrudt Mand. Han er fuldstændig paa det rene med, hvor mørkt Situationen tegner sig med Hensyn til Fremtiden.

Under Vagten forleden Nat traf jeg paa Kanalbroen to Bekendte fra Nytaarsnatten hos Wieners, de østrigske Officerer Ehrlich, en Jøde, og Gembka, en Polak. Vi patrouillerer undertiden sammen om Natten. Saa gaar Tiden. De er blevet inviteret til at tage Ophold i Huset hos en rig tysk-russisk Grosserer Schmidt paa den anden Side af Kanalen, i hvis Forretninger Hänel er impliceret.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

13. januar 1918 – Jens Iversen: “… en voldsom Maskingeværild”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 13. Januar 1918
Da der i Forgaars havde hersket Ro det meste af Dagen, var jeg i Mørkningen en lille Tur hos Siedels for at høre Nyt, eftersom de bor nærmere Krepost, den gamle, højtliggende Skanse fra Tatartiden, hvor Bolshevikkerne holder til. Siedel fortalte, at de som ogsaa andre Steder i Kvarteret havde indrettet en Slags Salvegarde, en privat Sikkerhedstjeneste om Natten, idet Naboer skiftevis patrouillerer i Gaden, deriblandt Fiedler, der nu om Natten har taget Ophold hos Familien Wiener, desuden Kindermann og nogle Jøder, hvis Synagoge ligger i Petro-Pavlovskaja.

Den røde Kommandant skal have givet Tilladelse til disse Værn. Hänel og jeg har i hvert Fald ogsaa begyndt samme Nat uden for Dom Smirnov. Vi afløser hinanden hver anden Time. I Nat kom Jelisaveta Aleksejevna af og til ned for at spasere med frem og tilbage i det stille Frostvejr, mens vi inde fra Byen af og til hørte Shrapnelerne eksplodere. Hun søger af aflede Tankerne. Da hun endelig mente at være træt nok til at kunne falde i Søvn, gik hun ind til Naboen, der har overladt hende Nøglen.

I Formiddags tog Skydningen pludselig til, men ebbede igen ud ved Middagstid. Da der er Udgangsforbud efter KL. 7, gik jeg hen paa Eftermiddagen til Siedels og kom i Skumringen paa Tilbagevejen ved den midterste Kanalbro ud for en voldsom Maskingeværild, saa jeg maatte søge Læ i en Port. Hjemme igen, kom Fru Chlebnikoff mig for første Gang i disse Dage opstemt i Møde. Hendes Broder, hvis Skæbne ved Fronten i lang Tid havde været ukendt, var pludselig dukket op hos hende og var lige gaaet. Han er Oberst og var Kommandør for et Regiment, men det eksisterer ikke mere. Men hun var glad for, at han var i Live og at han netop nu var kommet tilbage.

Hos os har vi ingen Skydning været udsat for. For saavidt er vor Beliggenhed tilsyneladende gunstig, da Kampens Centrum er den indre By.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

10. januar 1918 – Jens Iversen: “… massive Trusler om Skydning og Standret”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Torsdag, den 10. Januar 1918.
Nu er, som det var at vente, Borgerkrigen ogsaa sluppet løs her i Astrakan. I Forgaars havde Chlebnikoff om Formiddagen ikke som sædvanlig været paa Kontoret, og hverken han eller Sønnen Lavrentje var til Stede ved Middagsbordet. Derimod var Jelisaveta Aleksejevna ret nedstemt. I Gaar Morges hørte vi saa ude i Elnik Kanon-, Shrapnel- og Maskingeværskydning, og saa vidste vi Besked. Hen paa Formiddagen sendte hun sin østrigske Skræder Joseph ud til mig med Bøn om med mine Pakkenelliker at overflytte til hende i Dom Smirnov, da hun var ganske alene med Hanel, der jo ofte er borte, og Kokkepigen. Det kun de jeg selvfølgeligt ikke sige Nej til. Af Forsigtighedshensyn tog jeg min Militærhue med, som jeg ikke har baaret et helt Aar, for under Omstændigheder at kunne legitimere mig som “Ikke-Russer”, altsaa som neutral eller dog som nonkombattant. Der skulde ikke gaa lang Tid, før jeg fik Brug for den.

Jelisaveta Aleksejevna fandt jeg behersket, men alvorlig. Hun bad mig forblive hos hende i denne tunge Tid, da ogsaa hendes Liv maatte anses for at være i Fare, siden Natten til i Forgaars hendes Mand og Søn stod i de kæmpendes Rækker Side om Side med de kontrarevolutionære udenfor Byen. Fronterne er nu klart afstukne: Kosakker kontra Bolshevikker, de “hvide” mod de “røde”.

Hänel og jeg har indrettet os i Sønnernes Værelse til venstre for Gangen, medens Fru Chlebnikoff sover paa den modsatte Side i Spise værelset for at være i Nærheden. Eftersom Bolshevikkerne har spærret for den elektriske Strøm, var vi gaaet tidlig i Seng. Kort efter hørtes et forfærdeligt Rabalder udefra Jerntrappen i Gaardspladsen, der fører op til Køkkenet og Glasverandaen paa første Sal. Vor gamle Husdvornik [portner/red.] var skrækslagen retireret, og saa buldrede det løs paa Bagdøren. Vi kom hurtigt i Klæderne og fik aabnet.

En halv Snes Rødgardister med vilde Fagter og opplantet Bajonet var ikke sene om at komme indenfor. Hvem vi var? Hänel fremviste sin Pasport som her i Huset boende Civilfange, og Militarhuen identificerede mig tilfredstillende. Det var aabenbart andre Ting, de var ude efter. Imidlertid kom Jelisaveta Aleksejevna til. Hvor hends Mand var? Om hun gemte paa Vaaben? Det første vidste hun ikke, det andet benægtede hun. Derpaa massive Trusler om Skydning og Standret for falske eller misvisende Opgivelser. Husundersøgelsen – en Soldat blev tilbage i hvert gennemrodet Rum – gav Gud ske Lov intet Resultat, men et Par Flasker Vodka gik dog med i Skyndingen, og vi fik Løfte om, at de kom snart igen, saa det kan jo blive rart.

Det er med en Lettelse, jeg nedskriver disse Linier efter nogle bevægede Nattetimer. Sove kan jeg alligevel ikke. Da Fru Chlebnikoff havde beroliget sig lidt, indrømmede hun, at der laa Vaaben velforvaret under Taget. Vi fik hende omsider overbevist om, at de dog aldrig vilde komme til at gøre Nytte, Afgørelsen afhang ikke af dem, og Aleksej Lavrentjevitj kunde aldrig ønske, at hun skulde udsætte sig for Fare. Endelig indvilgede hun i, at de skulde tilintetgøres.

Da det var usandsynligt, at der i Nat kunde ventes yderlige Visiter, gik vi straks til Værks. Vi hentede ialt en tyve Geværer og Pistoler ned, savede Kolben af og brændte dem med det samme i de to store indmure de Jernovne i Spisestuen, og Resterne nedsænkede vi i Kanalen. Jeg tror alligevel, at det ogsaa har lettet Jelisaveta Aleksejevna, da vi saaledes fik gjort rent Bord. Men denne Nat har dog taget haardt paa hende. Hun tør ikke tilbringe Natten i Lejligheden, og jeg har lige ledsaget hende hen til en Familie i Nabolaget.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

7. januar 1918 – Mathias Damm: “godt at Onkel er Fangenskab”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7 Januar 1918.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 31. Det er da godt at Onkel er i Fangenskab, om ogsaa saaret. De engelske Læger ere lige dygtige, som de tyske, saa de skal nok faa ham kludret i Lavn. At det Spænd paa Løgtepold ikke altid vil gaa, vil jeg gærne tro. Han kunde ogsaa godt have ventet med sligt til efter Krigen, kanske han saa havde faaet fornuftigere Tanker. Foreløbig er der da intet i Veien at han dør af Alderdom. Nu mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

5. januar 1918 – Mathias Damm: “… naar man kravlede 14-16 m i Jorden”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5. Januar 18.
Kære Moder!
Mange Tak for Pakkerne fra d 27 og Kort fra den 28-29, som jeg modtog i Aftes. Jeg har det stadig godt hernede i Frankrig. Hjemme hos eder vilde man nok drukne, naar man kravlede 14-16 m i Jorden ved Juletid, og her er det snart for tørt. Thi Læberne revner, naar man sover 6 Timer ved en opvarmet Kakkelovn. Luften er for tør, og det hjælper kun lidt om man stiller Vand paa Kakkelovnen, for at det skal dampe. Men godt at det aldrig er saa slemt som naar Læberne revner af Kulde. Naar man her staar to Timer paa Post, er de atter hele. Det er her rigtig Vinter. Det fryser, saa det knager, men i Rusland er det vist værre. Men der behøver der jo ikke at staa saamange Poster nu.

At Guste ikke hører fra Mathias undrer mig slet ikke, thi der er der ikke Orden for en rød Øre mere. Derfor er det intet Under, at Postsageme gaar tabt. Hovedsagen er at Fangerne i det hele har det bedre nu, og de bliver nok allerede saa langsomt samlede til Udveksling, baade her og i Rusland. Er Stephan endnu hos Onkels? Her er de alle borte nu, som her har arbeidet i Etappen. Gid de andre Magter ogsaa vilde besinde sig, men de ere ligesaa Stædige som før. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

Her er nu et Billede til C. F. og H. saa kunne de jo brænde dem med Manden fra sidste Krigslaan som Rasmus udtrykte sig.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

1. januar 1918 – Jens Iversen: “… der blev danset til den lyse Morgen”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Tirsdag, den 1. Januar 1918, Nytaarsdag.
Julen og Nytaarsaften ligger nu bag os, dvs. vor Jul og vor Nytaarsaften, thi Russernes følger fjorten Dage senere, da de regner efter den gamle Stil, den Julianske Kalender. I Modsætning til saa mange andre af Borgerkrig hærgede Egne i dette ulykkelige Land fik vi Lov til at feste i Fred, endskønt vist alle har haft en Følelse af at sidde paa en Krudttønde.

Jul her i Landet er ikke det samme, som hos os. I den russisk-ortodokse Kirke indtager Paasken den Plads i den offentlige Bevidsthed og i Familielivet som Julen hos os. Derfor er der heller ikke noget i Gadebilledet, der minder os om denne Højtid. Den gaar nærmest upaaagtet hen, undtagen naturligvis i lutherske og romersk-katolske Krese, hvor den har sit hjemlige Præg. En saadan hjemlig, hyggelig Juleaften oplevede jeg i Aar for første Gang i Krigsfangenskabet, og det var hos Familien Siedel. Efter Svinestegen tændtes Juletræet, en Skik, Russerne heller ikke bruger. Efter at Børnene havde faaet deres Gaver, sad vi sammen i den lune Dagligstue omkring Samovaren til henimod Midnat.

Hvilken Kontrast til min første Jul i Fangenskabet for to Aar siden i det skumle Tramvajdepot i Zarizyn. højt oppe paa den øverste af tre ovenpaa hinanden anbragte nøgne Træbrikse. I fire Maaneder havde jeg ikke været af Klæderne Dag og Nat, ejede ikke en Skilling, intet uden Tøjet paa Kroppen, og det var laset, lurvet og luset, Vandet frossent, ingen Mulighed for at vaske sig og til Overflod Dysenteri.

– Hos Chlebnikoff s var der stort Selskab.

Nytaarsaften, altsaa i Gaar, var jeg igen inviteret hos Siedeis. Da jeg efter Midnat gik bort, vilde jeg efter Aftale afhente Kiedler i Nabolaget hos en Civilfangefamilie Wiener, hvor han tilbragte Aftenen, men jeg blev hængende i det lystige Selskab, mest østrigske Officerer, og der blev danset til den lyse Morgen. Datteren er forlovet med en østrigsk Feltpræst, der ligeledes deltog, og Fiedler med hendes Veninde.

Katja Lavrentjevna og Aleksej Aleksejevitj , der ligeledes studerer
Medicin, er rejst tilbage til Moskva igen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Nyheder

20. november 1917. I kamp med engelske tanks

Skriv en kommentar

Christian Hansen, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90, der sammen med Infanterie-Regiment Nr. 84 tilhørte 54. Infanterie-Division og i november 1917 befandt sig ved Cambrai.

Jeg blev uddannet i Rendsborg ved 84’erne, men kom ude i Frankrig straks til Res. Reg. 90, 9. Komp. Den 18. November 1917 var vi lige kommet i Rostilling, og allerede den første Nat blev vi purret ud, igen „Alarm mit Sturmgepack”, det var galt fat derude, og Tommy var ved at bryde igennem.

Vi kom til at ligge i 3. Linje, og her saa jeg for første Gang Tankene sat ind imod os. De store Kolosser kom anstigende og kørte lige saa nydeligt langs med Skyttegraven og skød med Revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med 7 Mand ned i en dyb „Unterstand”. Inden det kom saa vidt, vilde vor Kompagnifører opildne os til at angribe Tankene med Haandgranater, men en Hamborger raabte til ham, at saa skulde han selv gaa foran med et godt Eksempel.

Det gjorde han ogsaa, idet han sprang op af Graven og skød paa Tankene med sin Revolver — og faldt straks. Det hele var haabløst, og vi flygtede som sagt ned under Jorden.

Ovenpaa var der et forfærdeligt Spektakel, og Tommy raabte til os om at komme frem. Vi flygtede først længere ned, men da vi frygtede for at faa Haandgranater kastet ned til os, kom vi frem med Hænderne i Vejret og overgav os.

Det var Skotter med Skørter og bare Ben, som vi var faldet i Hænderne paa. De første fire Dage var ikke skønne, idet det regnede næsten uafbrudt og vor Fangelejr var den aabne Mark indhegnet af Pigtraad med nogle tørre Kiks og Vand til Føde. Men Livet var da frelst.

Men saa kom vi til en Lejr med Telte, og her fik vi ogsaa varm Mad, foruden at vi blev badet og vort Tøj renset for Lus. Alene den legemlige Rensning og Befrielsen for Lusene kvikkede svært op.

Her blev vi inddelt i Kompagnier og fik Nummer. Jeg tildeltes det 147. Arbejdskompagni og blev Fange Nr. 447. Der flyttedes nu en Del rundt med os, og snart  arbejdede vi paa en Flyveplads og snart paa en Cementstensfabrik. Sidstnævnte Sted brugtes dansk Cement fra Aalborg, der kom i Trætønder, og Træet af disse Tønder smuglede vi ud af Fabrikken og tog det med til Lejren for at bruge det til Brændsel i Kakkelovnen.

Her i denne Lejr forsvandt en lille Hamborger sporløst. Ved Hjælp af nogle Kammerater blev han smuglet ud siddende i en Skraldespand, og det lykkedes for ham at komme gennem de fjendtlige Linjer og over til de tyske Linjer igen. Et Brev i forblommet Sprog til en af de Kammerater, der havde hjulpet ham til Flugten, fortalte om hans Genvordigheder, inden han naaede de tyske Linjer.

Eftersøgningen efter ham blev drevet saa energisk, at endda Gulvet i den Barak, hvor han hørte til, blev brækket op.

DSK-årbøger, 1943

Krigens forløb

19. november 1917. Er der engelske tanks i området? C.J. Beuck ved Cambrai

1 kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Fænomenet tilfangetagelse danner et stærkt, uforglemmeligt udsnit i den store krigs militæriske hændelser; det er den smerteligste afslutning, man kan tænke sig, for enhver, der glad og gerne udførte sin tjeneste ved fronten. Fra gammel tid har det været betragtet som ikke ærefuldt at komme i fangenskab, men formerne for moderne kampteknik har i den overståede krig udviklet sig så stærkt, at fangenskabets sørgelige lod ofte netop bliver dem beskåret, der på den sejeste måde har forsvaret deres liv og deres ære; Også for tusinder af tjenstgørende  fra vort regiment er det gået sådan. Derfor må en beretning om hændelserne ved slaget ved Cambrai være af interesse, idet I og II bataljon under forløbet blev tilnærmelsesvis revet op.

Om  aftenen den 17. november 1917 afløste II bataljon efter en ti-dages hvileperiode i Noyelles i R 1 syd. Som “forpost” lå til venstre 7. kompagni under føring af løjtnant af reserven Mory (den egentlige fører, løjtnant af reserven Schmidt, befandt sig på orlov) og til højre herfor 8. kompagni under føring af kaptajn af reserven Christiansen, der ganske vist først i disse dage havde overtaget efter løjtnant af reserven Simon. Bag disse to kompagnier lå i “beredskab” i K 2 linjen til højre  5. kompagni under min føring og til venstre for os 6. kompagni under løjtnant af reserven Saucke. – I natten fra den 18. til den 19. november foretog løjtnant af reserven Hegermann fra 8. kompagni sammen med frivillige fra alle kompagnier i vor bataljon en overrumplings-patrulje mod fjenden, der lykkedes ganske godt; 6 fanger blev indbragt. Fähnrich Störzel, der lige var blevet forfremmet til løjtnant, blev ganske vist hårdt såret og døde. Fangerne udtalte under forhøret ved divisionen, at der var planlagt en større operation mod Havrincourt i retning af Cambrai, og at den skulle gennemføres i de nærmeste dage. Alle kommandostationer hos os kom i sindsbevægelse. Kaptajn Soltau kaldte os kompagniførere til indgående drøftelser og gav os detaljerede forholdsordrer i tilfælde af angreb; han var fast overbevist om et stort anlagt angreb, ja, han talte endda om tanks, som kunne blive indsat. Der var nemlig for nogen tid siden fundet  et “tanklig” i forterrænet ikke langt fra os, d.v.s. liget af en engelsk officer, der bar en uniform magen til den, som tankbesætninger plejede at bære. Personligt var jeg meget skeptisk over for disse formodninger og troede ikke rigtigt på et stort angreb; ja, Saucke og jeg  gjorde os endda lidt lystige over det “tanklig”, som Soltau hele tiden snakkede om. Men begivenhederne gav blot Soltaus bekymringer alt for meget ret!

Om natten fra den 19. til den 20. november blev jeg den ene gang efter den anden vækket, fordi en ordonnans skulle overbringe mig personlige og hastende meldinger fra kaptajn Soltau. Mit dækningsrum lå i “Koch-vejen”. Jeg havde det i disse dage ikke så godt, var overkørt og træt og læste liggende på min briks med remtøj og lange støvler de meldinger, der stadig mere indtrængende gav udtryk for sandsynligheden for et nært forestående angreb. Men hvad kunne man gøre? I første omgang ikke andet end holde kompagniet i højeste alarmberedskab og så afvente, hvad der måtte komme. I min umiddelbare nærhed lå kun en deling, der, hvis jeg husker ret, stod under kommando af Vizefeldwebel Jacobsen; en yderligere deling lå et godt stykke til højre for os ved randen af Havrincourt-parken under Fähnrich Laue; den tredje deling under Feldwebel Herffel lå bag os. – Kl. 6,15 om morgenen sætter det ind med stærk beskydning, men  vi konstaterer, at det er til højre for os; foran os er alt som det plejer. I et sideværelse i mit dækningsrum ligger min oppasser, korporal Finnern, min ordonnans Christiansen og endnu en ordonnans, hvis navn jeg desværre ikke husker.

Af Regiment 84’s historie

Ikke kategoriseret

7. november 1917 – Victor Birkedal: “De sagde, at der var stor Uro i Landet”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 8. november 2017 12:44

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine..

Medens Lejren endnu blev betragtet som nogenlunde sund, blev den meget benyttet som Karavaneserail [karavaneherberg/red.] for de Transporter af Krigsfanger, der blev ført forbi. Un­dertiden kom Flokke paa en Snes Stykker og slog sig ned i Lejren. De laa i Midtergangene mellem Briksene og bandede og skældte over Rotterne. Næste Dag var de væk, saadan som vi skulde have været det, hvis det var gaaet rigtigt til, men for os syntes det stadig at have lange Udsigter.

Vi talte ofte om at flygte, men det blev ikke til noget. Vagterne var meget paapasselige, og ethvert Flugtforsøg straffedes haardt. De faa Tilfælde, der var i Lejren, blev altid efterfulgt af Ivans frygtelige Repressalier overfor de tilbageblevne.

De fremmede fortalte meget nyt om, hvad der skete i Rusland. Nogen sammenhængende Mening kunde vi ikke faa ud af det, da vi ikke havde store Forudsætninger. De Lejre, vi havde været i, havde været meget isolerede. Nu kom disse fremmede og fortalte os, at der vistnok var udbrudt en ny Revolution, og at Kerenski var styrtet. De sagde, at der var stor Uro i Landet, og at der blev kæmpet flere Steder mellem det gamle og det nye Regimentes Tilhængere, og endelig en Dag kom en lille Flok Fanger, der nærmest maa betegnes som Flygtninge. De kom fra en By ikke langt fra Bachmut, hvor der havde staaet Kampe mellem Kosakkerne, som holdt med den gamle Regering, ja, endog med Czaren, og de yder- liggaaende Revolutionære. Dér havde Kosakkerne vun­det, og Fangerne sagde: — De stormede den Fabrik, hvor vi arbejdede, og huggede Folk ned for Fode, hvor de mødte dem. Begge Dørene var besat, og vi maatte springe ud gennem Vinduet for at redde Livet.

Saa tilfældigt og spredt kom Beretningen om den russiske Oktoberrevolution til Bachmut. Vi havde kun den vageste Forestilling om, hvad der egentlig skete, og naar vi spurgte efter det, som interesserede os mest — Freden, saa rystede vore Gæster blot paa Hovedet og vidste lige saa lidt som vi. Det var da aabenbart, sagde de, at Krigen, blev ved paa Fronterne. Nogle af dem havde mødt /tyske Soldater, der var taget til Fange for kort Tid siden. De havde fortalt, at Tyskerne stod langt inde i Rusland og snart vilde vinde, men at der alligevel en del Modstand fra russisk Side.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  204-5)

Krigens forløb

30. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “… at kunne tale frit”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d.31.10.17.

Kære Anne!
Saa er da nu ogsaa denne Maaned borte. I Aften har vi fejret Lutherfest. Det er, som Du vel ved, fire hundred Aar siden Reformatoren opslog sine Sætninger paa Slotskirken i Wittenberg. Ja, vi lever her, Gud ske Lov, ikke mere som Hedninger, men som kristne Mennesker, lever et Liv, friere og bedre end vi før kunde leve det Hjemme.

Ja, kære Anne, Du kan tro vi har det godt her, til Militarismen mærker vi ikke noget, her er alle lige gode. Og hvor er det ikke behageligt at kunne være sammen med gode Venner ved Arbejdet, at gaa sammen med gode Venner om Aftenen og at kunne tale frit om alt hvad der ligger en paa Hjertet. Hvad siger Du, naar Du hører, at vi her har Koncert og Lysbilleder, Dilletantforestilling, at vi har Gymnastikforening og Sangforening. Gudstjeneste i vor egen Kirke har vi hver Søndag.

Er tilfreds med min Lod. Har kun en eneste stor Sorg. Tanker paa Hjemmet – paa Eder. Gid Herren hjælpe Eder over den tunge Tid.

Hj.H.Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

28. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “…Krigen vil rase længe”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 28.10.17.

Kære Anne!
Ja, det hører jo nu til min Søndags beskæftigelse, at skrive til Dig. Bare Du nu faar mine Breve; jeg skriver gerne to ugentlige, men nogle naar vel nok hjem, thi jeg vilde ikke haabe, at Du faar saa lidt Post, som jeg har gjort i Sommer.

Det begynder nu at blive koldt, Vinteren staar for Døren. Jeg har forleden købt mig et Ederdunsdække, som varmer godt. Har nu frossen nok i to Vintre. Men glædelig Vis er Krig og Skyttegrav for mig et Livsafsnit, som jeg er helt færdig med.

Vi maa desværre vel nok gøre os fortrolig med den Tanke, at Krigen vil rase længe endnu. Det er jo mere end Sørgeligt, men tab blot ikke Modet. Vær frimodig trods alt, der vil atter komme en lykkelig Tid, det stoler jeg sikkert paa. Hjertelig Hilsen til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

24. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “Hvornaar, hvornaar kommer Dagen?”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 24. Oktober 17

Kære Anne!
Ja, kære Anne havde jeg været noget nærmere Hjemmet eller Forbindelsen lidt bedre, saa havde jeg lige kunnet naa at sende en Lykønskning hjem til Din Fødselsdag, som er paa Lørdag. Dog maa jeg nu nøjes med i Stilhed at ønske Dig alt godt.

Mine Tanker vandrer ofte hjemad, dog vil jeg paa denne Dag særlig tænke paa Dig, ja, og samtidig paa Børnene, thi jeg kan ikke tænke paa Dig, uden ogsaa at tænke paa Børnene. Ja, jeg vilde dog saa inderlig gerne en Gang se, hvorledes I har det og tale med Eder, se, om Asmus har gjort Fremskridt i Skolen, hvorledes det gaar Christian med Kaninavlen, høre, hvor kønt Christine nu læser vort Maal, høre Margrete nynne fra Morgen til Aften, snakke lidt med lille Dagmar og se vor yngste Svend spadsere i Bukser. Og saa vilde jeg saa gerne se over til Mor og tale med Dig. Hvornaar, hvornaar kommer Dagen?

Hjertelig Hilsen, Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

14. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “en Hilsen over Havet”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 14.10.17.

Kære Anne!
Da det i Dag er Søndag, saa har jeg atter Lejlighed til at sende en Hilsen over Havet. Søndagen er jo nu glædelig Vis, det for mig som den skal være, en fuldstændig Fri og Festdag.

Naar Adskillelsen fra Eder ikke var, og saa selvfølgelig ogsaa det, at jeg ikke fortjener saa meget som i civil, saa kunde jeg være meget godt tilfreds med Opholdet her, thi her mærkes der ikke meget til at man er Fange. Blot I der hjemme havde lige saa godt som jeg, eller, naar man dog ønsker sig noget, blot Krigen snart var til Ende.

Jeg læste forleden Aften Tabslister, det er jo skrækkeligt med al den Sorg, med al den Elendighed, som Krigen bringer over vort kære Hjemland. Et Sted, saa jeg, var baade Fader og Søn falden. Jeg længes svært efter at høre fra Eder og haaber, at det saa maa blive noget godt.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

30. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Atter en Søndag”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham. d. 30.9.17

Kære Anne!
Atter en Søndag, og fri den hele Dag, ja endogsaa paa Lørdag arbejdes der kortere Tid her. Det er jo dejligt for Arbejdsfolkene thi har de noget privat Arbejde, kan de besørge det Lørdageftermiddag og behøver ikke at tage Søndagen dertil, som det gerne er Tilfældet der hjemme. Arbejdsfolk fortjener for Resten mere end hos os og lever bedre. Paa min Arbejdsplads hører Arbejdet op Kl. 12. Lørdag Middag.

I Gaar Eftermiddag har jeg saa badet, vasket stoppet og syet lidt. Søndag behøver jeg derfor slet ikke at bestille noget, den er for mig nu atter Fest og Fridag. Ja, jeg har det dog meget bedre og friere nu, og Du kan tro jeg er glad derfor. Jeg bor paa tredje Sal. deler Værelse med Toni Hansen. Gud være takket at jeg ikke behøver at ligge i Skyttegraven i Vinter.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

Ikke kategoriseret

23. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Nu er man blandt Venner”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 23.9.17.

Kære Anne!
Lever nu et mere ordnet og ordentlig Liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I Dag Søndag, har jeg været til Gudstjeneste og Altergang. I Eftermiddag skal vi have Møde med Kaffebord. Nu er man blandt Venner og kan tale sit eget Sprog, det er dog noget andet end før.

Arbejdet betales her bedre end paa Fastlandet, saa jeg tjener nu nogle flere Penge, og, for Penge kan man her købe alt, Naar Vejret er daarligt arbejder vi ikke. Til Arbejdsstedet kører vi altid i Bil. Saa, for mit eget Vedkommende kan jeg jo være tilfreds med Tilværelsen.

Hvad der gør mig Bekymring er jo Tanker paa Eder der hjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælpe Eder. Men selv om det falder svært for Dig, saa tab blot ikke Modet, thi Enden maa dog nærme sig, og den vil blive god. Haabende, at I alle ere sunde og raske slutter med de hjerteligste Hilsner Din Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)