Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)