Senest ændret den 8. november 2017 12:44
Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine..
Medens Lejren endnu blev betragtet som nogenlunde sund, blev den meget benyttet som Karavaneserail [karavaneherberg/red.] for de Transporter af Krigsfanger, der blev ført forbi. Undertiden kom Flokke paa en Snes Stykker og slog sig ned i Lejren. De laa i Midtergangene mellem Briksene og bandede og skældte over Rotterne. Næste Dag var de væk, saadan som vi skulde have været det, hvis det var gaaet rigtigt til, men for os syntes det stadig at have lange Udsigter.
Vi talte ofte om at flygte, men det blev ikke til noget. Vagterne var meget paapasselige, og ethvert Flugtforsøg straffedes haardt. De faa Tilfælde, der var i Lejren, blev altid efterfulgt af Ivans frygtelige Repressalier overfor de tilbageblevne.
De fremmede fortalte meget nyt om, hvad der skete i Rusland. Nogen sammenhængende Mening kunde vi ikke faa ud af det, da vi ikke havde store Forudsætninger. De Lejre, vi havde været i, havde været meget isolerede. Nu kom disse fremmede og fortalte os, at der vistnok var udbrudt en ny Revolution, og at Kerenski var styrtet. De sagde, at der var stor Uro i Landet, og at der blev kæmpet flere Steder mellem det gamle og det nye Regimentes Tilhængere, og endelig en Dag kom en lille Flok Fanger, der nærmest maa betegnes som Flygtninge. De kom fra en By ikke langt fra Bachmut, hvor der havde staaet Kampe mellem Kosakkerne, som holdt med den gamle Regering, ja, endog med Czaren, og de yder- liggaaende Revolutionære. Dér havde Kosakkerne vundet, og Fangerne sagde: — De stormede den Fabrik, hvor vi arbejdede, og huggede Folk ned for Fode, hvor de mødte dem. Begge Dørene var besat, og vi maatte springe ud gennem Vinduet for at redde Livet.
Saa tilfældigt og spredt kom Beretningen om den russiske Oktoberrevolution til Bachmut. Vi havde kun den vageste Forestilling om, hvad der egentlig skete, og naar vi spurgte efter det, som interesserede os mest — Freden, saa rystede vore Gæster blot paa Hovedet og vidste lige saa lidt som vi. Det var da aabenbart, sagde de, at Krigen, blev ved paa Fronterne. Nogle af dem havde mødt /tyske Soldater, der var taget til Fange for kort Tid siden. De havde fortalt, at Tyskerne stod langt inde i Rusland og snart vilde vinde, men at der alligevel en del Modstand fra russisk Side.
(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s. 204-5)