Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.
A . , Torsdag, den 10. Januar 1918.
Nu er, som det var at vente, Borgerkrigen ogsaa sluppet løs her i Astrakan. I Forgaars havde Chlebnikoff om Formiddagen ikke som sædvanlig været paa Kontoret, og hverken han eller Sønnen Lavrentje var til Stede ved Middagsbordet. Derimod var Jelisaveta Aleksejevna ret nedstemt. I Gaar Morges hørte vi saa ude i Elnik Kanon-, Shrapnel- og Maskingeværskydning, og saa vidste vi Besked. Hen paa Formiddagen sendte hun sin østrigske Skræder Joseph ud til mig med Bøn om med mine Pakkenelliker at overflytte til hende i Dom Smirnov, da hun var ganske alene med Hanel, der jo ofte er borte, og Kokkepigen. Det kun de jeg selvfølgeligt ikke sige Nej til. Af Forsigtighedshensyn tog jeg min Militærhue med, som jeg ikke har baaret et helt Aar, for under Omstændigheder at kunne legitimere mig som “Ikke-Russer”, altsaa som neutral eller dog som nonkombattant. Der skulde ikke gaa lang Tid, før jeg fik Brug for den.
Jelisaveta Aleksejevna fandt jeg behersket, men alvorlig. Hun bad mig forblive hos hende i denne tunge Tid, da ogsaa hendes Liv maatte anses for at være i Fare, siden Natten til i Forgaars hendes Mand og Søn stod i de kæmpendes Rækker Side om Side med de kontrarevolutionære udenfor Byen. Fronterne er nu klart afstukne: Kosakker kontra Bolshevikker, de “hvide” mod de “røde”.
Hänel og jeg har indrettet os i Sønnernes Værelse til venstre for Gangen, medens Fru Chlebnikoff sover paa den modsatte Side i Spise værelset for at være i Nærheden. Eftersom Bolshevikkerne har spærret for den elektriske Strøm, var vi gaaet tidlig i Seng. Kort efter hørtes et forfærdeligt Rabalder udefra Jerntrappen i Gaardspladsen, der fører op til Køkkenet og Glasverandaen paa første Sal. Vor gamle Husdvornik [portner/red.] var skrækslagen retireret, og saa buldrede det løs paa Bagdøren. Vi kom hurtigt i Klæderne og fik aabnet.
En halv Snes Rødgardister med vilde Fagter og opplantet Bajonet var ikke sene om at komme indenfor. Hvem vi var? Hänel fremviste sin Pasport som her i Huset boende Civilfange, og Militarhuen identificerede mig tilfredstillende. Det var aabenbart andre Ting, de var ude efter. Imidlertid kom Jelisaveta Aleksejevna til. Hvor hends Mand var? Om hun gemte paa Vaaben? Det første vidste hun ikke, det andet benægtede hun. Derpaa massive Trusler om Skydning og Standret for falske eller misvisende Opgivelser. Husundersøgelsen – en Soldat blev tilbage i hvert gennemrodet Rum – gav Gud ske Lov intet Resultat, men et Par Flasker Vodka gik dog med i Skyndingen, og vi fik Løfte om, at de kom snart igen, saa det kan jo blive rart.
Det er med en Lettelse, jeg nedskriver disse Linier efter nogle bevægede Nattetimer. Sove kan jeg alligevel ikke. Da Fru Chlebnikoff havde beroliget sig lidt, indrømmede hun, at der laa Vaaben velforvaret under Taget. Vi fik hende omsider overbevist om, at de dog aldrig vilde komme til at gøre Nytte, Afgørelsen afhang ikke af dem, og Aleksej Lavrentjevitj kunde aldrig ønske, at hun skulde udsætte sig for Fare. Endelig indvilgede hun i, at de skulde tilintetgøres.
Da det var usandsynligt, at der i Nat kunde ventes yderlige Visiter, gik vi straks til Værks. Vi hentede ialt en tyve Geværer og Pistoler ned, savede Kolben af og brændte dem med det samme i de to store indmure de Jernovne i Spisestuen, og Resterne nedsænkede vi i Kanalen. Jeg tror alligevel, at det ogsaa har lettet Jelisaveta Aleksejevna, da vi saaledes fik gjort rent Bord. Men denne Nat har dog taget haardt paa hende. Hun tør ikke tilbringe Natten i Lejligheden, og jeg har lige ledsaget hende hen til en Familie i Nabolaget.
(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)