Tag-arkiv: forplejning

4. januar 1917 – Milert Schulz: “Über Berg und Steine”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 4/1 17.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Deine Briefe vom 9/1[2] u. 23/12 vorgestern dankend erhalten lieber Vater[,] sowie Mutters vom 24 u. Karte vom 21/12 und ein Brief von Dres vom 24. Das war ja ein ganzer Haufen auf einmal[,] gefreut daruber habe ich mich doch.

Ich habe nicht gleich schreiben konnen, da wir grade den Abend abgelöst wurde und die ganze Nacht marschiert bis morgens um 4 Uhr. Ihr konnt Euch wohl denken, dass wir gestern den ganzen Tag müde waren und hatte ich keine Lust zum schreiben.

Das war auch eine Tour von der Front bis ins Quatier. Über Berg und Steine gings. Wie wir über ein Bach gingen[,] mussten wir auf Steine durchs Wasser gehen, da bin ich doch so unglucklich ins Wasser gefallen[,] dass ich auf der einen Seite ganz nass war und meine Knie so gestossen[,] dass es nachher ganz dick wurde. Heute ist es wieder besser.

Heute Nachmittag habe ich grosse Wäsche. Ein Hemd[,] Unterhose und Strümpfe muss ich waschen. Ein Satz trage ich schon ein Monat und konnt Ihr wohl denken dass da Lause drin sind. Jeden Tag werden da welche geknakst. Bin noch immer gesund und wohl. Bleibe 6 Tage in Ruhe. Sonst ist da nicht viel neues.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

14. december 1916 – Milert Schulz: “Läusse hab ich jetzt auch schon.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 14. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Noch immer ohne Nachricht von zu Hause, kann aber wohl noch nicht hier sein. Meine ersten Briefe habt Ihr wohl schon erhalten, sind noch immer in diesen Dorfe in Reserve. Hier können wir es ja noch lanqe aushalten, wenn wir hier bleiben könnten.

Gestern waren 4 feindliche Flieger über und der Eine hat bomben geworfen, jedoch ohne erfolg. Neues ist da ja sonst nicht viel, da hier immer jeden Tag dasselbe ist.

Schreibmaterial habt Ihr hoffentlich abgesandt, da ich nicht mehr viel habe. Sende mir auch bei Gelegenheit ein paar Zeitungen mit, da man hier garnichts zu wissen bekommt. Die Verpflegung ist nach den Umstanden ziemlich gut. Wir bekommen jeden Tag ein halbes Brot. Mittag, 2 Cigarren und Cigaretten, und was es denn sonst noch giebt. entweder Marmelade oder Wurst oder Schinken, oder Fett oder irgend so etwas Fettigkeiten. Reicht aber nur für eine Mahlzeit. Hunger hab ich bis jetzt noch nicht gelitten.

Das schlimmste ist nur diese Marsche, die wir mitunter machen sollen und denn hier in diesen Gebirge. (Läusse hab ich jetzt auch schon. )

Nun zum Schluss, wünsche ich Euch ein von Gott gesegnetes Weihnachtsfest. Hoffentlich haben wir bald Frieden. Wie Ihr wohl auch wist hat der Kaiser den Feinden den Frieden angeboten.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

8. december 1916 – Thomas Thomsen: “… Livfuld stegte Kartofler”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

Den 8/12 1916.

Kære lille Moder!
Rigtig mange Tak for 2 Breve som jeg modtog i Gaard Aften[.] Der var Skrivepapir i dem begge. Det var meget heldig for ellers skulde jeg have skrevet et Kort til dig igen. Nu kan jeg da skrive et Brev[.]

Jeg har lige nu faaet mig et ordentlig Livfuld stegte Kartofler. Det manglede lidt Løg. Kan du ikke sende mig en lille Pakke Løg, dersom du kan undvære nogle. Jeg vilde være meget glad ved dem[.] Du sendte mig for nogen Tid siden to Par Dingser til at trække over Stromperne. Det ene Par var med et Vandtædt Stof om. Det er noget saa storartet, saa varmt de holder Fødderne. Dersom du kan faa fat i to Par mere med Vandtædt Stoff, koste hvad de koste vil saa send mig dem.

Lædervesten skriver du om igen[.] Jo jeg har faaet den og er meget glad for den. Den passer stortartet jeg har den paa hver Dag.

Det er da kedeligt at du ikke er rask lille Mor, jeg har nok haft det paa fornemmelsen at det ikke var godt med dig. Det er heller ikke lædt for dig med Indkvarteringer og alt det Vrövl[.] Ja bare at vi snart kunde faa Fred og komme hjem til dig. Det skulde nok hjælpe paa dig. De spiser dig vel snart ud af Huset alle de Soldater. Det er da godt det er en flink Officer du har[,] men du mangler jo din lille Stue Du skal have Tak for Hilsenen fra ham. Jeg giver ellers ikke meget for en Hilsen af en tysk Officer, for de mener dog ikke noget med det. Nok om det. I Haab om at i alle har det godt sender eder alle de kærligste Hilsner fra din Søn

Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

 

6. december 1916 – Milert Schulz: “… 4 Bomben auf uns geworfen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschreiben d. 6. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Endlich mal wieder Gelegenheit zum schreiben. Wir sind nämlich von der alten Reservestellung auf dem Marsche zu einer andren. Wohin das geht weis ich nicht. 2 Tage marschieren wir schon hier im Gebirge herum.

Es ist sehr interessant hier im Gebirge zu wandern, aber furchtbar schwer. Die Bagage kann kaum den Wegen längskommen. Ein Wagen von uns konnte nicht mitkommen. Die armen Pferde hatten keine Kraft mehr den Wagen zu ziehen. Da  musste ich und ein paar Mann mehr zurück bleiben bei den Wagen, Da haben wir da unter freiem Himmel geschlafen. Nachts hat es denn auf uns geregnet.

Gestern wo wir Mittag machten, kamen 2 feindliche Flieger an. Der eine hat 4 Bomben auf uns geworfen, aber keine hat getroffen.

Gestern Abend reichten wir ein Dorf und haben wir hier ein Zelt gebaut, wo wir vielleicht heute etwas Ruhe haben werden. Die Sonne scheint so warm und die Kanonen donnern feste. Meinen ersten Brief habt Ihr wohl erhalten Die Verpflegung ist hier besser wie in der Garnison nur es gibt keine Kartoffel. Sonst noch alles wohl.

Viele herzl. Grüsse und Küsse Euer Sohn u. Brd.
Milert.

Nun feiere ich ja bald mein Geburtstag

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. november 1916 – Thomas Thomsen: “Mælk i Stædet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1916 befandt sig i Galizien.

Wikskova den 16/11 1916
Kære lille Moder!
Mange Tak for dine Pakker og Breve som jeg har modtaget. Du skrev at du havde sendt 6 afsted dem har jeg kun faaet 5 af. I Gaard Aften fik jeg en med Knepkager. Du kan tro de var velkomne. Det er sløjt med Kosten[.] Nu vil jeg være glad hvis du vil sende mig en Pakke med Brød en Gang imellem[,] 2 Pakke i hver Uge, mer skal du ikke sende. Vi er nok indkvarteret paa en Bondegaard. Men Folkene har heller ikke selv noget at spise. De lever kun af Kartofler lidt Brød og Mælk. Forfærdelig fattig har de det. Gaar endnu i bar Ben baade gamle og unge, Mænd og Kvinder. Og sikke Tøj de har, det skrækkeligt. Men de er ved godt Humør og synes at befinde sig vel, med alle deres Lus og Skidt.

Hvorledes har du det ellers lille Mor. Jeg ved nok det er strenkt [sic!] for dig med Hans. Jeg vilde saa gerne gøre noget for at glæde dig. Men jeg kan jo ikke andet end at skrive til dig og sende dig en lille Blomst engang imellem. Jeg sendte en lille Buket den anden Dag, men det var saa mørkt at jeg ikke kunde se at skrive saa sendte jeg den saadan afsted. Jeg ved ikke, lille Mor, men jeg synes det staar for mig, som om du ikke har det godt. Du har vist ogsaa for meget at bestille med indkvartering, hvor mange Mand har i egentlig? Har i Roerne hjemme og har i begyndt at tærske, eller vil i ikke tærske endnu. Jeg ved snart ikke mere at skrive om nu.

Hvorledes gaar det Kristian, har han ikke faaet Orlov endnu. Jeg havde Brev fra ham igaar.

Nu har jeg lige haft en lille afbrydelse i min Skrivning. Hvor Madmoder kom nemlig med en Skaal Kartofler til os, saa var jeg nødt til at holde på med Skrivningen for ellers spiser de nok dem alle. I Forgaards fik vi en ny Regimentskommandør[.] I den Anledning faar vi i Aften hver en liter Øl. Jeg har nu købt mig en liter Mælk i Stædet for det holder jeg mer af.

Ja nu vil jeg slutte med mine kærligste Hilsner til Eder alle din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

28. oktober – Ellen Jensen: “Reden din er lun og varm”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 28-10-1916

Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.

-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –

– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.

– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.

– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.

Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.

Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. oktober 1916. Bestikkelse: Orloven forlænget for skinke, flæsk og Rød Aalborg

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved bestikkelse blev orloven forlænget gentagne gange.

Da jeg havde været hjemme en otte Dages Tid, sendte jeg i min Kones Navn en Pakke til Vagtmesteren. Den blev meget nådigt modtaget. Samtidig afgik der en Ansøgning om Efterorlov. Der blev omgående bevilget tre Uger til, men hver fjortende Dag afgik da også en Pakke til Vagtmesteren. Høsten trak ud, og på den Konto fik jeg yderligere fjorten Dage, dog samtidig skrev han, om jeg kunde besørge Chefen nogle Høns. Endnu en Gang søgte jeg om fjorten Dage, dog denne Gang kom der intet Svar, og jeg måtte af Sted, I Pasewalk, hvorfra der gik en Sidebane til Svinemünde, blev jeg råbt ud af Toget.

Der var Telegram til mig, eftersendt af min Kone. Jeg skulde afvente nærmere Ordre, stod der i det. Jeg havde alle mine Sager liggende i Svinemünde-Toget, der var rede til Afgang, men I kan tro, jeg kom ud i en Fart, efterladende mine medbragte Levnedsmidler til mine Rejsekammerater.

Denne Gang havde Vagtmesteren taget det hele på sig, men nu skulde jeg absolut se at få mindst tre Høns og en Hane med. Fjorten Dage var jeg hjemme endnu, så kom der Telegram om, at jeg straks skulde vende tilbage. Så rejste jeg af Sted med mine Høns og en Flaske „Ålborg” til Vagtmesteren. Den havde han udtrykkelig anmodet mig om at tage med.

Henad Aften nåede jeg om Bord, og det første, Vagtmesteren spurgte om, var, om jeg havde Akvavitten med. Han kendte den fra Kejsermanøvrerne hernede. – Og så de uforglemmelige danske Kaffepunche. Man kunde for 20 Penning få den dejligste „Krambambuli”.

De var nemlig ikke vant til, at Flasken kom på Bordet, så den gik med for de to Groschen. Det var således de bedste Minder, han fra sin aktive Tjenestetid havde taget med heroppefra, derfor lå Flasken også øverst i Kufferten, og samme Aften måtte jeg stille i hans Kahyt med Flasken.

Der var kun en Stol og et Bord, så Vagtmesteren tog Plads på Sengekanten. Jeg fik ikke Lov at gå, før Flasken var tom. Glas havde vi ikke, jeg måtte tage min Tørn med, dog kneb jeg Læberne sammen, så Vagtmesteren fik den store Broderpart. Inden jeg gik, måtte jeg vælte ham over i Sengen, med Tøj øg Støvler på, han var nemlig blevet så fuld som en Allike.

DSK-årbøger 1945

4. oktober 1916. Ved Somme: Endelig forsyninger – og rigeligt! Af 200 mand er kun 60 tilbage!

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven, den 4. Oktober 1916.

Der kom ingen Kommando med Levnedmidler i Gaar Aftes, og Sepl samlede derfor 10 Mand, der under heftig Beskydning i rasende Løb satte over frit liggende Terræn i Retning af Manancourt. I Morges naaede de tilbage.

De var haardt læsset med Levnedsmidler, Drikke- og Rygevarer. Sepl har virkelig udført en Heltedaad, men vi saa nu ogsaa anderledes paa den Kommando, der skulde sørge for Forplejningen, og som vi havde forbandet ned i den sorte Jord, idet vi har været af den Mening, at de var for fejge til at gaa frem.

Det viste sig nemlig efter Sepls Beretning, at der ved Køkkenet i Manancourt havde været den største Ængstelse for Kompagniet, men ingen vidste, hvor det var blevet af. Kommandoen havde nemlig hver Aften været ude ved Stillingen og havde ogsaa været ad Hulvejen, ad hvilken de, da de var ukendt med Terrænet, næsten var naaet over til Franskmanden.

For at undgaa Fangenskab havde de maattet kaste alt, hvad de havde at bære paa, og var løbet tilbage. Det havde ikke været dem muligt at finde Kompagniet de andre Aftener, og de var kommet i saa stærk Ild, at der af Kommandoens 20 Mand nu kun var 7 tilbage.

Deres Bestilling var ikke misundelsesværdig, men i Skyttegraven er der kun 60 Mand tilbage af Kompagniet, og det har den Fordel, at der nu er rigelig med Levnedsmidler, der ellers var beregnet til 200.

 

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

 

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

Senest ændret den 4. december 2020 8:57

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

 

23. september 1916 – Thygesen: En flyver var nær faldet ned i kompagniet

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping er soldat ved Reserveinfanteri regiment 36. Regimentet er lige blevet overført fra Verdun til Somme. Han skriver i et brev.

Bus d. 23. Sept. 1916

Kære Allesammen!         

Mange Tak for Eders kære Brev og Pakkerne No. 9, 10 og 11 – alt godt holdent. Lille Mor, Du må ikke sende for meget Smør, I får jo ikke selv nok. I Forgårs fik jeg No. 8 som jo også var Smør og nu igen No. 11, det er at rutte.

Her er det som ved Verdun. Forplejningen er meget rigeligere, en lille Klat Smør får vi heller ikke så sjælden. Vi har atter et herligt vejr, men dermed følger jo også større Funktion ved Fronten. I går skød Franskmanden to af vore Lænkeballoner ned her ved Byen og i Middags da vi kom tilbage fra “skansen” skød vore en fransk Flyver ned, så den nær var faldet ned i Kompagniet.

I Går Aftes halede de også een ned her. De er kolossal virksomme. O, hvornår mon vi da skal få Fred, at vi kan komme hjem igen? Bare Danmark ikke bliver indviklet i Krigen, så vort kære Hjem skulde blive Krigsskueplads. Tanken derom er næsten ikke at holde ud. Kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

 Jeg skulde egentlig til at vaske en Skjorte og nogle Strømper, men jeg gider næsten ikke og Lejligheden er heller ikke god, alt Vandet her er så smudsigt.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

20. september 1916 – Christian Campradt: “Jammer overalt”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat ved Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

d. 20. september 1916

Kære forældre!
Ligger i dag i kvarter i en broderifabrik, spinderi og væveri. Det er den første hviledag efter de hårde dage ved Verdun og rejsen herhen. Man begynder snart at blive syg af anstrengelserne: De seks dages liggen i granathullet, intet at spise andet end nogle kiks og blodpølse, kun lidt at drikke og kun muligt at skaffe noget frem om natten. ”Brokkerne” flyver omkring en og sønderriver kammeraterne. Hvert øje blik kan det være en selv. Jammer overalt. De sårede ligger hele dagen og skriger af smerte og tørst, de kan ikke hjælpes i løbet af dagen. Heller ikke om natten kan alle blive bragt tilbage eller blive liggende halvvejs da bårebærerne også er blevet sårede.

For eksempel lå der foran os en såret franskmand (lårskud), og kunne ikke hjælpe sig selv. Han skreg hele dagen på vand. På tredje dagen fandt en af os (alsacer) ham i et granathul og kunne tale med ham. På det tidspunkt havde han ligget der i 7 dage i den forfærdeligste beskydning og uden mad og drikke. Han blev bragt til vores linje og døde straks efter han havde fået lidt vand. Er det stadig krig? Og hvordan vil det være her? Det kan ikke blive værre! Man hører allerede trommeilden fra Somme. Hvornår vi bliver indsat her, har jeg ingen anelse om. Efter 4-5 dage kom vi hertil med jernbane og ved march.

Jeg har ikke hørt fra jer i en uge. Er Max stadig hjemme? Hvordan går det jer ellers? Hvad laver onkel Julius, er han der også stadig? Jakob kan være glad for at være kommet ud af denne elendighed. Hvem bærer ansvaret for Verdun, hvor den ene armé efter den anden bliver flået op? Hvem bærer skylden for offensiven ved Somme, hvor en armé efter den anden bliver nedslagtet? Krigen har nået sit højdepunkt og vil snart være forbi, men først må vi endnu engang ind i elendigheden. Kommer vi til at opleve freden? Det er der ikke udsigt til, men man kan altid håbe.

Jeg hilser jer og håber snart at høre fra jer jeres Chr.
Hils alle bekendte.

Send mig ved første lejlighed noget at tage på fødderne!!! Det bliver allerede temmelig koldt her.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

10. september 1916. Farlig og besværlig vandhentning i Karpaterne

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Noget af det værste ved at være i skyttegraven, var, at vi havde meget lidt vand, så vi blev aldrig vasket, og vores kogegrejer blev næsten altid kun tørret af med græs eller blade.

Vi kunne dog bag ved skyttegraven ad en temmelig stejl bjergside komme til en lille kilde, hvor der dog ikke var ret meget vand, men det, der var der, var dejligt drikkevand.

Kilden lå temmelig langt væk fra skyttegraven, og skulle så én hente vand, måtte han altid tage så mange af vores kogegrejer med som muligt, hvilket var ca. 6 stykker.

Det værste var, at russerne må have kendt kildens beliggenhed godt, da de sikkert også har benyttet den.

Når vi så havde været heldige at få vores grejer fyldt op med vand, og skulle op ad den stejle skrænt, mistede vi ofte fodfæstet og tabte vandet, så måtte vi gøre det om igen.

Værre var det, når russerne ofte og uregelmæssigt sendte en salve af granater ned over skråningen.

Nå, men vi brugte så lidt vand som muligt, og det endte da også med, at mange af os fik bylder. Jeg fik dem både i nakken og under armene. Arrene har jeg endnu den dag i dag.

Hvor vi lå, ved jeg ikke. I mit militærpas står der “Septemberslaget i Karpaterne”. Vi havde det dog forholdsvist roligt nu, og skyttegraven var temmelig godt udbygget.

Så en dag fik vi besked om, at vi skulle et andet sted hen, og vi blev igen afløst af østrigerne. Hvor vi så kom hen, ved jeg ikke.. Der står i militærpasset “Stillingskrig i Skovkarpaterne og ved Tatarenpas”.

Stedet, hvor vi gik i stilling, lå i hvert fald højere oppe i bjergene. Vi skulle marchere temmelig langt, og min gamle sygdom kom igen. Jeg kunne ikke holde til strabadserne op og ned i bjergene, og blev så syg i nogle dage. Jeg husker idag ikke mere, hvor jeg blev indlagt, men det var kun en lille forplejningsstation.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

2. september 1916. Østafrika: Provianten slipper op. Hvad nu?

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.

At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.

Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.

Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.

Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.

Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.

I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.

Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.

Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.

Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

25. august 1916 – Lorens Jepsen: ” … Stanken fra de mange Lig”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

Min kære Anne!

Hjærtelig Tak for et Brev som jeg har modtaget i Dag. Ligeledes min bedste Tak for en Pakke med Smør, men naar Smørret er saa knapt derhjemme, saa behøver Du ikke at sende mig mere, jeg klarer mig nok alligevel og I behøver det jo haardt nok selv. Ja, det er slemt, meget slemt for Eder Hjemme og det vil blive meget værre endnu, naar Krigen ikke snart endes, og det er der desværre slet ingen Udsigter til.

Jeg gruer for Vinteren, har faaet nok deraf sidste Vinter og da havde vi endda en god Stilling. Bliver vi til Vinter hvor vi nu er, saa bliver det forfærdeligt, da det er lavt, leret og fugtigt. Vi kan ikke komme i Jorden for Grundvandet og derfor heller ikke forskaffe os Artilleridækning. De Par Dage vi har været i Graven, har vi alle været syge, har ikke kunnet spise og haft Diarré, det kommer af den fugtige Luft og af Stanken fra de mange Lig

de hjertl. Hilsner Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Barleux_aug_1916
Infanterie-Regiment Nr. 75´s stilling ved Barleux under Somme Slaget (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934)

23. august 1916. “Gasangreb” som følge af overdreven ostespisning

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Vort kompagni havde været indsat ved Somme i tiden fra 22. juli til 23. august 1916. Det havde været en meget hård tid, og vore tab havde været store. Det var derfor kun et lille kompagni, der den 23. august marcherede bort fra Somme.

Vi marcherede hele dagen og nåede endelig hen imod aften til den jernbanestation, hvor vi skulle læsses og sendes til et andet frontafsnit. Vi var udasede og rigtig godt sultne, fordi tilførslen af forplejning havde svigtet.

På banegården viste det sig, at vort tog endnu ikke var kommet og heller ikke ventedes mere den dag. Vi blev derfor i hast indkvarteret i nogle store bygninger og gik dødtrætte til ro.

Henimod midnat blev vi imidlertid allerede purret ud. Toget kunne ventes i løbet af natten.

Da vi kom til banegården, var der dog endnu ikke noget tog, hvorfor geværerne blev stillet sammen i pyramider på banegårdspladsen og vor oppakning anbragt ved siden af. Vi snusede rundt på banegården, og under nogle presenninger fandt vi store stabler af rugbrød.

Det kom os lige tilpas, og vi fik travlt med at fylde vore slunkne maver. Da sulten var bleven stillet, pakkede vi hver et helt brød ind i vort tornyster. Det var godt at have lidt at stå imod med, hvis tilførslen af forplejning igen skulle svigte.

Imidlertid havde en eller anden fået opsnuset, at et tog med levnedsmidler dagen før var kommet i brand der på stationen, og alle levnedsmidler var blevet udlæsset på banegården.

Så kunne vi jo nok regne ud, at der et eller andet sted i banegårdens bygninger måtte findes mere spiseligt. Vi fik travlt med at kigge efter, og nogle havde da også kigget så stærkt på en dør, at den nederste dørfylding var gået ud.

Et par af kammeraterne kravlede ind i rummet bag ved døren, og det varede ikke længe, så kom den ene store, runde ost efter den anden trillende ud. Der var mange gode oste og meget andet godt. Jeg tror nok, at de fleste af kammeraterne sikrede sig i hvert fald en halv ost.

Nu var der sandelig ikke mere plads for brødet i tornysteret – ud med det og en halv ost ind i stedet.

Det varede dog ikke længe, så blev det hele jo opdaget, og der skulle finde en grundig visitation sted hos hver mand. Heldigvis fik vi det at vide så betids, at vi i huj og hast kunne få vore gode oste ud af tornysteret og gemt et eller andet sted i nærheden, så de var nemme at få fat på, når toget kom, for vi ville da sandelig have vore gode sager med.

Vi blev så allesammen visiterede, og vor bagage blev grundig gennemset, men der blev ikke fundet det mindste hos os. Det måtte altså have været nogle andre, der havde været så formastelige at stjæle levnedsmidler. For en sikkerheds skyld blev der dog udstillet vagtposter ved de resterende levnedsmidler, så vi kunne ikke hente mere.

I mellemtiden var det blevet dag, og endelig kom også vort tog, der skulle køre os videre mod ukendt mål. Vi blev læssede, og vagtposterne blev inddraget. Et par stykker af os benyttede dog rask lejligheden til at hente nogle dåser med kødkonserves. Dem nød hele vognen godt af under transporten, der varede helt til om aftenen.

Det var mørkt, da vi blev læsset ud et eller andet sted i Flandern.

Atter blev vi sat i march. Tornysteret med osten, som vi selvfølgelig havde fået med, tyngede slemt, men der var noget, der var værre.

»Jedes Bonehen gibt ein Tonehen «, plejede soldaterne at sige, når de havde fået bønner til middag, men osten gav sandelig også toner. Jeg var glad for, at jeg var så stor og gik i forreste gruppe …

Om natten blev vi indkvarteret i to små skolestuer, og koncerten gik videre.

Ja, når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

DSK-årbøger, 1968

22. august 1916 – Lorens Jepsen: “… jeg ligger her ude i Skg.”

Senest ændret den 23. august 2016 16:52

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux sydvest for Peronne.

d. 22.8.1916

Min kære Anne!

Min aller hjerteligste Tak for Fotografiet. Det er jo lykkedes udmærket, men mager er Du bleven, det kan jeg se. Dog blot Du kun er sund, saa har det jo mindre at sige.

Rugen har I slaaet, skriver Du i Dit sidste Brev, saa er I vel helt færdige med Rughøsten nu. Havren ved Huset er vel ogsaa snart moden? Har I ogsaa høstet Maries Rug?

Det er nu den fjerde Dag, at jeg ligger her ude i Skg. [dvs. skyttegraven], men det er stadig roligt. Vi har travlt med ved Nattetid at udbygge vore Stillinger. Det værste her ude er denne Gang Forplejningen, da Køkkenet ikke kan komme nær nok her til vore Stillinger. Vi maa altsa løbe langt efter vor Mad og alt er kold, naar vi kommer tilbage. Noget varmt faar vi altsaa aldrig, thi ogsaa Kaffen er kold. Forresten faar vi ikke mere end et Bægerfuld i Døgnet. Dog er vi saa heldige stillet, at vi kan hente Vand fra en sammenskudt By lige ved Siden af os. Men Vandet er ikke godt, og jeg drikker ikke gerne deraf.

Barleux_aug_1916

Hvor længe vi bliver her ude denne Gang ved jeg ikke. Blot jeg nu kunde rejse hjem, naar vi kommer ud af Skg. Jeg har rigtignok selv ikke den bedste Tro, dog umuligt er det jo ikke. Du skriver at Chr.P. Tychsen har haft 6 Uger Orlov, saa er han vel endnu stadig Stade. Ja, det er rigtignok noget andet end at ligger her ude. Lykkelig den, der kan blive hjemme.

Du spørger i et Brev, om det er vor Mergel, der ligger midtvejs ude paa Søndermarken. Ja, det er, men den Indtægt, hvor Rugen nu er, skal ikke mergles, den mergledes nemlig for kun faa Aar siden, med Mergel oppe fra Krattet. Af Mergelen nede ved Chausseen tilhører søndre Ende os, og af Mergelen i Syvspring faar Carsten den Ende næst Sporet alt maa for Resten ogsaa være affællet. Er der i Aar nogen, som kører Mergel fra Søndermarken? Høsten bliver, efter som Du skriver jo meget god i Aar.

Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Gerne havde Du ogsaa haft et Brev fra Sofie Asmussen. Ja, Andreas var jo saa heldig at faa Høstorlov, men han ligger vel ogsaa her ude igjen. Jeg vilde skrive til ham, saavel som ogsaa til Jørgen, som forhaabentlig stadig er i Flensborg, men jeg har i den sidste Tid hverken haft Tid eller Lyst til Skriveriet.

Jeg læser i Avisen, at Thomsen, Medelby tilbyder en Gaard efter en Enke Nissen, stor omkring 70 ha. er det Majholm?

Saa vil jeg slutte for denne Gang idet jeg sender de hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet


Din Lorens


Endnu en Gang Tak for det smukke Fotografi og paa et snarligt Gensyn.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. august 1916. Hønsene nægtede at parere ordre!

Hans Andersen, Ny Kronborg, fortæller:

Det var i Sommeren 1916. Vi laa i Ro i en lille fransk By, La Perte. Kompagniet stod opstillet til Parade, og Feldwebelen gik frem og tilbage foran Fronten. Han snoede og drejede sit wilhelmske Overskæg, han rullede med Øjnene, hans uhyre Korpus stønnede og pustede som et Lokomotiv. Barometret stod paa Storm og Uvejr! Der blev kommanderet „Ret!“ Kompagniføreren, en Overløjtnant, gik ned langs Rækkerne.

I det civile Liv var Kompagniføreren Læge, og han havde sin Gerning i Kolonierne. Han var en Mand, som Soldaterne saa op til, og hvis en eller anden havde noget paa Hjerte, kunde man trygt henvende sig til ham. Under Kamphandlinger var han altid blandt sine Soldater, og han krævede, at enhver gjorde sin Pligt. Han havde dog sin egen Mening om Krigsførelsen, og jeg husker, at han i hvert Fald to Gange nægtede at udføre en Ordre, han havde faaet fra oven. Hans overordnede kunde af denne Grund ikke lide ham.

Kompagniføreren blev staaende foran Fronten. Saa udbrød han i en snerrende Tone: „Der er her i Nabolaget blevet stjaalet seks Høns og en Hane! Jeg anmoder om, at den, der har taget Dyrene, træder frem!“ — Ingen traadte frem. — „Bonden siger, at han kan genkende Tyven. Jeg har beordret ham herhen, for Sagen skal opklares.”

Bonden traadte frem. Kompagniføreren sagde til ham, at han skulde udpege Misdæderen. Bonden gik ned langs Fronten, og da han naaede ud til venstre Fløj, pegede han paa en Underkorporal og sagde: „Der staar Tyven.“

„Naa,“ sagde Kompagniføreren, „har De stjaalet Hønsene?”

— „Nej, Herr Kompagnifører.”

— „Hvad fik De til Middag i Gaar? — „Hønsesteg!“

— „Maa jeg nu faa en Forklaring? “

–  „Jeg fik i Gaar Ordre fra Herr Kompagniføreren til at rekvirere en Vogn, og da jeg vilde trække Vognen frem fra Vognskuret, sad der fem Høns og en Hane paa Vognen. Jeg gav dem paa militærisk Vis Ordre til at forlade Vognen. De strakte kun Hals og nægtede pure at efterkomme Ordren.

Jeg gentog min Ordre. Trafikanterne gloede dog kun dumt paa mig. De blev siddende. Saa gav jeg ifølge Reglementet Ordre for tredie Gang, og da de absolut ikke vilde adlyde min Befaling, trak jeg min Sabel og slog Hovedet af dem.”

Kompagniføreren smilede lumsk, men forstaaende, saa sagde han: „Ja, jeg vidste det, i mit Kompagni bliver der ikke stjaalet!

DSK-årbøger 1953

2. juli 1916. Kræsne soldater siger nej tak til rådne roer

Senest ændret den 22. juli 2016 8:52

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

I juli 1916 var vi atter på march, denne gang endda i flere dage, men vi havde feltkøkkenet med.

Den første formiddag, da vi traskede af sted, mærkede vi en lugt som af rådne roer fra en roekule, hvor roerne havde haft det for varmt.

Sultne var vi som sædvanlig, og vi kiggede derfor omkring for om muligt at finde roekulen, thi der var da måske chance for, at der også fandtes nogle friske roer, og det ville være dejligt at spise dem til afveksling med det bras af roeprodukter, som vi til daglig fik serveret.

Vi fandt dog ingen roekule, men den væmmelige lugt fra rådne roer blev ved med at følge os på marchen.

Da vi om middagen skulle hente vore portioner middagsmad ved feltkøkkenet, blev vi klar over, hvor den rådne roelugt stammede fra – det var fra vores middagsmad, der under den nye form blev kaldt »Rübensauerkraut«.

Den dag var der ikke en, der kunne spise den nye ret.

DSK-årbøger, 1968