Hans Andersen, Ny Kronborg, fortæller:
Det var i Sommeren 1916. Vi laa i Ro i en lille fransk By, La Perte. Kompagniet stod opstillet til Parade, og Feldwebelen gik frem og tilbage foran Fronten. Han snoede og drejede sit wilhelmske Overskæg, han rullede med Øjnene, hans uhyre Korpus stønnede og pustede som et Lokomotiv. Barometret stod paa Storm og Uvejr! Der blev kommanderet „Ret!“ Kompagniføreren, en Overløjtnant, gik ned langs Rækkerne.
I det civile Liv var Kompagniføreren Læge, og han havde sin Gerning i Kolonierne. Han var en Mand, som Soldaterne saa op til, og hvis en eller anden havde noget paa Hjerte, kunde man trygt henvende sig til ham. Under Kamphandlinger var han altid blandt sine Soldater, og han krævede, at enhver gjorde sin Pligt. Han havde dog sin egen Mening om Krigsførelsen, og jeg husker, at han i hvert Fald to Gange nægtede at udføre en Ordre, han havde faaet fra oven. Hans overordnede kunde af denne Grund ikke lide ham.
Kompagniføreren blev staaende foran Fronten. Saa udbrød han i en snerrende Tone: „Der er her i Nabolaget blevet stjaalet seks Høns og en Hane! Jeg anmoder om, at den, der har taget Dyrene, træder frem!“ — Ingen traadte frem. — „Bonden siger, at han kan genkende Tyven. Jeg har beordret ham herhen, for Sagen skal opklares.”
Bonden traadte frem. Kompagniføreren sagde til ham, at han skulde udpege Misdæderen. Bonden gik ned langs Fronten, og da han naaede ud til venstre Fløj, pegede han paa en Underkorporal og sagde: „Der staar Tyven.“
„Naa,“ sagde Kompagniføreren, „har De stjaalet Hønsene?”
— „Nej, Herr Kompagnifører.”
— „Hvad fik De til Middag i Gaar? — „Hønsesteg!“
— „Maa jeg nu faa en Forklaring? “
– „Jeg fik i Gaar Ordre fra Herr Kompagniføreren til at rekvirere en Vogn, og da jeg vilde trække Vognen frem fra Vognskuret, sad der fem Høns og en Hane paa Vognen. Jeg gav dem paa militærisk Vis Ordre til at forlade Vognen. De strakte kun Hals og nægtede pure at efterkomme Ordren.
Jeg gentog min Ordre. Trafikanterne gloede dog kun dumt paa mig. De blev siddende. Saa gav jeg ifølge Reglementet Ordre for tredie Gang, og da de absolut ikke vilde adlyde min Befaling, trak jeg min Sabel og slog Hovedet af dem.”
Kompagniføreren smilede lumsk, men forstaaende, saa sagde han: „Ja, jeg vidste det, i mit Kompagni bliver der ikke stjaalet!