Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 30. juli 1916

Det er søndag henimod aften og jeg synes, jeg vil skrive så ofte jeg har lejlighed dertil. Byen, hvori vi ligger i kvarter, hedder Le Nou- vion. Den er omtrent på størrelse som Haderslev, og når du så tænker husene i Nørregade fra kasernen og op til Frue Kirke afbrændt, så har du en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Det er sørgeligt at gå igennem gaden, overalt ruiner, og der er også ruiner i adskillige andre gader, men det er kun enkelte huse. Det stakkels folk, som har lidt så meget. Mange er måske dræbt under kampen, eller i det mindste er de da jaget fra hus og hjem. Når man ser sådant, og det er vel kun småting ved siden af al den anden elendighed, så skulle man synes, at det kunne være nok, og at Vorherre måtte sætte en stopper for alt det skrækkelige, som krigen fører med. Men som du skrev fornylig: Vorherres tanker er ikke vore tanker. Vi skal blot bede til ham, og så vil han også nok hjælpe, når hans tid kommer.

Vi var til feltgudstjeneste i formiddag ude på en græsmark, men det fik jeg ikke meget ud af. Det kan du nok forstå, min kære Inger. Præsten udtalte tilsidst, at kompagniet havde udstået store kampe, men alligevel mente han, at de værste kampe kom vi måske til at bestå her i den tid, da vi var i ro. Han mente med hensyn til de franske kvinder. Nå, hvis det var det værste, så skal jeg nok komme uskadt hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.