Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.
I løbet af vinteren blev vor division efterhånden forstærket med nyt og meget ungt mandskab, så den kunne være klar til den store forårsoffensiv – kejserslaget – som tyskerne havde ventet sig meget af.
De havde koncentreret store styrker bag fronten og håbede på at kunne knuse fjenden ved en sidste kraftprøve. Inden storangrebet satte ind, var vi kommanderet til gudstjeneste med altergang, og omkvædet af præstens tale lød: » Wir werden über sie herfallen wie ein Sturmwind und sie zerschmettern«, men det går jo ikke altid efter, som præsten prædiker – og denne gang heller ikke.
Vi gik altså frem på fronten foran St. Quentin den 21. marts 1918 i den tidlige morgenstund. Efter en kraftig trommeild, der havde varet alle nattetimerne igennem, myldrede de tyske styrker frem i et massivt fremstød, løb englændernes første linjer over ende, hvorefter det gik i stormskridt over det åbne terræn i baglandet, indtil vi ved den store jernbanedæmning mødte kraftig modstand og blev standset der for en tid.
Jeg var kun med i to timer, inden jeg blev såret af en lille granatsplint i låret, og jeg var straks klar over, at jeg havde fået et regulært »Heimatsschuss«, så jeg kastede geværet og al anden overflødig udrustning bort, hvorefter jeg skyndte mig hen til en saniteter for at blive forbundet.
Derefter gjaldt det tilbagemarch til St. Quentin for at blive transporteret til en »Krankensammelstelle«, der i mit tilfælde blev Wattinge-kasernen i Maubeuge, hvor det vrimlede med letsårede, der ventede på transport til Tyskland, men det varede ni dage, inden der skete noget, og i den tid måtte vi selv klare os så godt eller dårligt, som vi kunne.
Endelig den 30. marts arriverede et godstog, som medførte kreaturvogne forsynet med lidt halm i bunden, men ellers ingen yderligere bekvemmeligheder for os.
Vi kørte igennem Ardennerne og langs med den skønne Moseldal, men der blev kun lidt lejlighed til at nyde udsigten under kørselen. Kun glimtvis kunne vi titte gennem en kun lejlighedsvis åbnet dør, og der var altid trængsel ved samme, da mange ville se og nyde det skønne syn, men til sidst nåede vi da frem til Koblenz.
Vi var en flok på ca. 20, der fortsatte kørselen langs bifloden Lahn til Oberlahnstein, hvor vi anbragtes i et såkaldt »Teillazaret« og blev der »betreut« af to blide katolske søstre og en sygepasser. Aldrig har jeg under hele min krigsdeltagelse haft så dejlig en sommer, og det både med henblik på pleje, men også hvad forplejning angik.