Kategoriarkiv: Nyheder

7. marts 1916. Død på hjemrejsen og brasekartofler uden fedt

Senest ændret den 13. maj 2016 8:59

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saarede.
Landstormsmand de Cuveland, en Søn af tidligere Postsekretær de Cuveland i Aabenraa er bleven saaret under Kampene ved Verdun. Han befinder sig ifølge “A.T.” for Tiden i Reserve-Lasarettet Wadgassen ved Saarfloden.

Oskar Peters, en Søn af Landmand J. Peters i Mejlby ved Lindtrup, har skrevet hjem, at han under kampene i Champagne er bleven ramt i højre Overarm af en Geværkugle og er bleven indlagt paa et Lasaret.

Paa Lasaret.
Gaardejer Mads Due fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig siden i September Maaned i Fjor, er kommen paa et Lasaret paa Grund af Blodforgiftning i den ene Haand.

Savnede.
Om Gaardejer Hans Petersen fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig, meddeles, at han er savnet.

Hjemme paa Orlov.
Barber Mikkelsen fra Gramby, der ligger paa Lasaret i Flensborg, og Hans Schmidt fra Tiset, der ligger i Garnison i Bremen, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Om Stegning af Kartofler næsten uden Fedt skriver Wolffs Efterretningstjeneste for Ernæringsspørgsmaal, at man kan smelte en lille Smule Fedt i Panden og derefter straks hælde det af igen. Saa kommes Kartoffelmos i Panden, dækkes med et tæt Laag og steges et Kvarter. derefter vendes Kartoffelmassen og steges igen et Kvarter. Man kan ogsaa blande Klipfisk eller Marmelade eller frugtmos i Kartoffelmassen.

Et Flugtforsøg. (S.Z.) Fire russiske Fanger, der var satte i Arbejde i Himmark i Svenstrup Sogn, blev i Fredags Morges sendte ud paa Marken. Kort Tid efter var de forsvundne. Men noget senere blev de anholdte i Helved og derpaa om Eftermiddagen førte med Togen til Sønderborg. Ved deres Ankomst til Helved havde de spurgt, om de var i Danmark.

Død paa Hjemrejsen. (V.T.) Gefreiter Hans Johansen fra Sønder-Løgum har, efter hvad hans Søskende har faaet Vished om, fundet Døden ved et Ulykkestilfælde paa sin første Orlovsrejse hjem, efter at han havde staaet halvandet Aar paa tre forskellige Krigsskuepladser.

6. marts 1916. Saarede, Savnede og Dekorerede

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saarede.
Underofficer Callsen fra Sønderborg, der tjener ved 86. Regiment, er ifølge “S.Z.” den 28. Februar bleven saaret paa den vestlige krigsskueplads, idet han blev ramt i Hovedet af to Granatsplinter. Han befinder sig nu paa Lasarettet i Nürtingen i Württemberg.

Savnede.
Gaardejer Andreas Hansen i Tiset modtog i Fredags fra vedkommende Kompagnis Feldwebel Meddelelse om, at hans Søstersøn, Gaardejer Hans P.P Petersen fra Kastrup, der er Enkemand og deltog som Landstormsmand i Krigen paa Vestfronten, er savnet. Man frygter for, at han er falden.

Dekorerede.
Johan Petersen, en Søn af Enke Cathrine Petersen på Vingelhy i Hostrupskov ved Aabenraa, der kor kort Tid siden under Kampen i Frankrig blev saaret i venstre Skulder af et Granatskud og nu ligger paa et Lasaret i Nürnberg, har faaet tildelt Jernkorset.
Toldopsynsmand Stegmann fra Sønderborg, der tjener som Feldwebelløjtnant i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 266, har faaet tildelt det lybækske Hanseatkors. Stegmann er i Forvejen allerede Indehaver af Jernkorset og det meklenborgske Fortjenstkors.

Hjemme paa Orlov.
Niels Jacobsen, Søn af Gartner Chr. Jacobsen i Aabenraa, der ligger i Garnison i Neumünster, og Baber Nissen fra Toftlund, der for nogen Tid siden blev saaret i den ene Arm, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Uddeling af Svinekød. I Dag lader Toftlund Kommune 3 Svin slagte til Uddeling i Portioner paa 2 til 5 Pund efter Familiens Størrelse.
Da Slagterne i Toftlund er indkaldte til Hæren, er Kommunen nødsaget til at afhjælpe Kødnøden i Byen.

Fastsættelse af Brødpriserne. Magistraten i Flensborg har med Virkning straks fastsat følgende Priser for Brød: For et Rugbrød til 4 Pund 65 Penning, et Rug-Sigtebrød til 2 Pund 50, et Hvedebrød til 2 Pund 60, et Hvedebrød til 1 Pund 30 og et Hvedebrød til 50 Gram 4 Penning. Fremstilling af smaa Brød til 100 Gram er forbudt.

Flygtede. I det sidste Nummer af “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt: Jes Jessen Bork fra Hoptrup, sidst bosat i Halk, Friedrich Eduard Thiering fra Slesvig og Willy Gätjens fra Hamburg.
Desuden efterlyses Joachim Christian Adolf Stieper fra Kiel, der har overskredet den ham givne Orlov fra 13. til 26. Januar i Aar, og Albert Roscher fra Hamborg, der uden Tilladelse har fjernet sig fra sin Troppeafdeling.

4. Marts 1916. Frikendt for hjælp til faneflugt – og andre nyheder fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasaret.
Købmand M. Martensens Hustru i Nordborg har ifølge “Dvp.” faaet Efterretning fra sin Mand om, at han paa Grund af Sygdom er bleven indlagt paa et Feltlasaret. Martensen har siden Indkaldelsen været ved Vestfronten.

Savnet.
Landstormsmand Gaardejer Hans Juhls Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning fra sin Mands Kompagni, at hendes Mand har været savnet siden en Fægtning den 25. Februar i Aar. Man formoder, at han er falden i fransk Fangenskab, og Kompagniets Feldwebel beder fru Juhl om at give ham Efterretning, saafremt hun skulle faa Meddelelse om den Savnede.

I Fangenskab.
I Søndags modtog Høker Møllers Hustru i Slagergade i Haderslev ifølge “Dv.” gennem “Røde Kors” i København Efterretning fra sin Mand, der er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden August i Fjor og henvendte sig derfor til “Røde Kors” i København, der nu bragte hende den glædelige Efterretning.

Hjemme paa Orlov.
Handelsbetjent Fritz Clausen, en Søn af Lygtetænder Andreas Clausen i markgade Nr. 10 i Aabenraa, der tjener som Gardejæger ved Vestfronten, Bybud Peter Poulsen fra Toftlund, der har ligget i Garnison i Husum, og Landmand Niels Møller fra Allerup er for Tiden hjemme paa Orlov. Peter Poulsen har faaet Hjemlov paa ubestemt Tid, Niels Møller er kommen hjem for at faa sin Lade rejst, der faldt i Stormen.

Fra Provinsen.

Anklaget for Medhjælp til Faneflugt.

Ved Landsrettet i Flensborg forhandledes i Gaar en sag imod Møller Siegbert Anon Viborg i Terp ved Øster Lindet, som beskyldes for at have været sin Nabo, gaardejer Morten Jensen, behjælpelig ved at flygte over Grænsen for at unddrage sig Værnepligten.

Sagens Sammenhæng er i korthed følgende: Morten Jensen, som var anmeldt til Lægdsrullen, og den Anklagede foretog den 7. januar i Aar en Køretur og naaede tilsidst til Skudstrup Mark, hvorfra den førstnævnte forsvandt ag Grænsen til, medens Viborg bragte Køretøjet hjem.
Anklagen lade nu denne til Last, at han fra første Færd af havde været klar over Køreturens egentlige Formaal og saaledes havde begunstiget den anden ved Flugten.

Den Anklagede nægtede at have kendt Jensens Planer fra først af. Den Flygtede havde den nævnte Dag bedt den Anklagede om at tage med ud paa Kvæghandel, og først undervejs var Jensen fremkommen med Kørerturens sande Formaal. De var tilsidst naaede ud til Landmand Grosbøl paa Skudstrup Mark, hvorfra Jensen saa var forsvundet, medens den Anklagede var kommen i Samtale med Grosbøl. I Henhold til et undervejs givet Løfte havde Viborg saa taget den Forsvundnes Køretøj med hjem.

Ved Vidneafhøringen kom det til et lille Mellemværende, da den flygtede Morten Jensens Hustru skulde afhøres. Hun nægtede nemlig at aflægge Ed med den Begrundelse, at hun ikke kunde taale den Sindsbevægelse, Edsaflæggelsen for hendes Vedkommende vilde medføre. Da Formanden ikke formaaede at rokke ved Vidnets Nægtelse, trak Retten sig tilbage. Efter en kort Raadslagning idømtes Vidnet en Ordensstraf paa 200 Mark.
Efter Vidneafhøringen tog Statsadvokaten Ordet. Han androg paa 10 Maaneders Fængsel.

Dommen lød paa, at den Anklagede frikendtes. Retten stillede sig paa det Standpunkt, at, omendskønt der forelaa stærk Mistanke, var de foreliggende Beviser mod den Anklagede ikke fyldestgørende nok til en Domsfældelse.

3. Marts 1916: Brændevin, Gryn og Spisefedt

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Dekoreret.
Otto Toft, en Søn af Slagermester Toft i Søndergade i Aabenraa, har faaet tildelt Jernkorset.

Hjemme paa Orlov.
Murer Christian Klemmensen og Sadelmester Marius Hansen fra Skærbæk, der for over et halvt Aar siden blev saaret og siden den Tid har ligget paa Lasaret, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Brændevinen. Paa grund af den store Trang til Spiritus til tekniske Formaal har Rigskansleren indtil videre helt forbudt Udlevering af Drikke-Brændevin til andre en Hæren, Sygehuse, Medicinfabrikker osv.

Uddeling af Gryn til Smaakaarsfolk. Som Tideligere meddelt, har Bønderne i Avnbøl i Sundeved bevilget 400 Pund Smør til Soldaterne. Nu vil der i en nær Fremtid blive uddelt en Del gryn til Smaarkaarsfolk i Avnbøl Kommune. I den knappe og dyre Tid er der mange, der glæder sig til at modtage denne Gave, og de offervillige Givere kan være sikre paa Modtagernes Taknemmelighed.

Forraadsopgørelse af Spisefedt. (Fl.Av.) Magistraten i Flensborg offentliggør en Bekendtgørelse, hvorefter alle Handlende og Nærringsdrivende, der befatter sig med Salg af Smør og andet Spisefedt, til senest i Dag, Fredag, nøjagtigt skal anmelde, hvilke Mængde Smør eller andet Spisefedt de har købt og solgt i Februar Maaned.

En Forandring af Højestprisen for Kaal har Magistraten i Flensborg udstedt i Gaar. Derefter koster Hvidkaal 8 Penning og Kaalrabi 5 Penning Pundet i Detailhandlen

Ny rekord i page views

Hvorfor er Første Verdenskrig så nærværende i Sønderjylland? Det er den, fordi Sønderjylland under verdenskrigen var en del af Det tyske Kejserrige. Ca. 35.000 mænd måtte gøre krigstjeneste i den tyske hær. Ca. 6.000 faldt. Ud af en befolkning på ca. 170-180.000 (Nordslesvig).

Hvis Kongeriget Danmark (nord for Kongeåen) var blevet tilsvarende hårdt ramt, så ville det svare til, at Danmark (med en befolkning på ca. 3.500.000 i 1914) skulle have stillet med flere end 600.000 mand til krigen – med ca. 100.000 faldne!

Det ville i så fald med afstand have været den blodigste krig i Danmarkshistorien – og det forklarer, hvorfor ingen sønderjysk familie forblev uberørt af Første Verdenskrig.

Mens Danmark undgik krigen, så delte sønderjyderne skæbne med den øvrige befolkning i Tyskland.

Hjemmesiden her blev omtalt i går morges på Radio Syd og senere på dagen på DR Histories Facebookside. Det resulterede i usædvanligt meget trafik på siden i går.

Sædvanligvis har hjemmesiden 1.000-2.000 page views (sidevisninger) dagligt. Når store slag raser og der er mange, der følger med, kan der være 5.000-6.000 page views.

I går var der 7.205 page views, og det er ny rekord for én dag – endda på en dag, hvor der ikke skete noget særligt!

Til de mange nye brugere af siden vil vi gerne sige: Velkommen! Vi håber, I bliver hængende. I år (2016) har vi både slaget ved Verdun, slaget ved Somme og Brusilow-offensiven.

Siden her er i hovedsagen drevet af frivillige og for et minimalt budget. Sydbank Fonden har støttet med i alt 60.000,- kr. Dette beløb har holdt siden kørende i næsten to år nu.

Tovholder er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot med Historisk Arkiv for Haderslev Kommune, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa som som partnere.

Men det tunge læs trækkes af 15-20 frivillige, spredt over hele landet.

Hvem vi er, kan ses under fanen “Om“.

Hjemmesiden har flere formål:

Siden bringer dagligt ”nyheder” fra ude- og hjemmefront.

Nyhederne er først og fremmest ”plukket” fra samtidens aviser, feltpostbreve, dagbøger og erindringer, således at siden har et nogenlunde fast (men ganske stort!) persongalleri, hvis skæbner vi følger gennem krigen – eller indtil de falder.

Men siden bringer også mange andre ting. De mange lister over krigsdeltagere (faldne, tabslister, desertører, krigsfanger, DSK-medlemmer etc.) er meget populære og anvendelige, ikke mindst for slægtsforskere.

Men der er også et enormt forsknings- og undervisningspotentiale i de mange indlæg, lister og scannede kilder. Vi har indledt et samarbejde med HistorieLab og med Aarhus Universitet om udvikling af disse dele af siden, men det er stadig på et meget foreløbigt stade. Ressourcerne rækker desværre ikke til et udvidet samarbejde med de mange lokalhistoriske arkiver i Sønderjylland, men her ligger fremtidigt arbejdsfelt.

Man kan altså som bruger forvente en fortsat udvikling af siden her. Med tiden vil den give et mangefacetteret billede af en landsdel i verdenskrigen og kunne danne grundlag for forskning og fordybelse, hvad enten man beskæftiger sig med slægts,- lokal- eller verdenshistorie! Og det giver enhver mulighed for at beskæftige sig med et verdenshistorisk emne – på dansk!

René Rasmussen, Sønderborg Slot

 

 

Pageviews2-3-2016

2. Marts 1916: Brødmærker, Velgørenhed og beslaglæggelse

Dagens Nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saaret.
Gaardejer Jørgen Schultz fra Hoptrup, der blev indkaldt i Juni Maaned som Landstormsmand og er bleven uddannet i Bremen, er ifølge “Dv.” i disse Dage bleven saaret af Granatsplinter i den ene Arm og det ene Ben, men forhaabentlig ikke haardt. Han ligger nu i et Feltlasaret.

Dekoreret.
Landmand Johan Møller i Damkobbel paa Kajnæs, en Svigersøn til Købmand Smidt i Damkobbel, som har ligget paa Lasaret i Sønderborg, men nu ligger paa Lasaret i Hamborg for paany at undergaa en Operation, har ifølge “Dvp.” efter Ankomsten til Hamborg modtaget Jernkorset.

Forfremmet.
Gaardejer Hans Dahl i Skjoldager ved Gram, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt som Landeværnsmand og for Tiden opholder sig ved Mitau i Kurland, er nylig bleven forfremmet til Underofficer efter allerede i lang Tid at have gjort Underofficerstjeneste. Allerede i Slutningen af 1914 blev han dekoreret med jernkorset for udvist Mod og Tapperhed paa en Patrouillegang.

Hjempermitteret.
Hjulmager V. Sandholdt fra Hoptrup mark, der blev indkaldt i Oktober som Landstormsmand og er bleven uddannet i Slesvig, men har været syg siden November, er ifølge “Dv.” nu kommen hjem som varig uduelig.

Fra Provinsen.

Uddeling af de nye Brødkort i Aabenraa finder Sted næstkommende Mandag den 6. Marts om Formiddagen fra Kl. 9 til 11.

Velgørenhed. I Lørdags lod Kreaturkommissionær Jens Brink i Løjtkirkeby Kødet af et Kreatur uddele til trængende og Soldaterkoner. Den kærkomne Gave modtoges med Taknemmelighed.

“Heste”-Pris for en Ko. (A.T.) Gaardejer Mathias Mathiesen i Traasbøl i Felsted Sogn solgte forleden til en Slagter i Tumbøl en Ko for 1089 Mark.

Godgørenhed. (A.T.) I Tumbøl Kommune ved Felsted er nu det tredje Svin blevet slagtet og uddelt til Trængende. Henved en Snes Familier er blevne betænkte ved denne Lejlighed.

Det beslaglagte Husgeraad af Kobber, Messing og Nikkel i Als Nørreherred, som endnu ikke er afleveret, skal ifølge “Dvp.” nu afleveres Onsdag den 8. Marts, Onsdag den 15. Marts eller Lørdag den 18. Marts fra om Eftermiddagen Klokken 3 i Nielsens Skur paa Banegaarden i Nordborg.

Hvem der ikke aflevere de beslaglagte Ting i rette Tid, kan gøre sig belavet paa, at de vil blive afhentede, og at det vil blive indledet retslig Undersøgelse imod de paagældende Ejere.

1. Marts 1916: Vedrørende Metalafleveringen

Senest ændret den 5. marts 2016 14:17

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.
August Ebeling og hustru i Sebbelev paa Als har modtaget dem sørgelige Efterretning, at deres Søn Theodor er falden den 5. Februar. Han blev kun rigelig 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 5. marts om Formiddagen Kl. 9½ i Ketting Kirke.
Boy Frandsen fra Friskmark ved Gram, der tjente som Feldwebel ved Vestfronten, er falden den 24. februar, ramt i Baghovedet af en Granat. Hans Forældre modtog i Forgaards denne sørgelige Efterretning fra en Kammerat af ham.

Saarede.
Murer Maloth fra Toftlund er, efter hvad han selv har skrevet hjem til sin hustru, under Kampene ved Verdun bleven saaret i de ene Arm af en Granat og derefter kommen paa Lasaret.

Hjempermitteret.
Gaardejer Tiedemann fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig til Militærtjeneste og derfor kommen hjem.

Hjemme paa Orlov.
Følgende Mænd er for Tiden hjemme paa Orlov: Peter Petersen fra Kolstrup ved Aabenraa, der før Krigen var sysselansat paa Aktiebryggeriet, og som fra Krigens Udbrud har været med i Rusland, Gaardejer H.C. Aagaard fra Lilholt ved Skrydstrup, der bliver uddannet i Slesvig, Gaardejer Christian Jensen fra Skrydstrup, der har været med i Galicien, Gaardejer Jakob Petersen fra Jernhyt ved Hammelev, der gør tjeneste ved en Fangelejr, Gaardejer Jens Lund fra Ladegaard ved Hammelev, der har været med siden Krigens Begyndelse, Andreas Frandsen fra Kastrup ved Gram, der ligger i Husum, Jens Fuglsig fra Terp, der ligger i Slesvig, og Gaardejer H. Boelk fra Lindtrup, der ligger i Garnison i Mühlheim.

Fra Provinsen.

Vedrørende Metalafleveringen peges der ifølge “Fl.Av.” fra kompetent Sted hen paa, at den hos Publikum oftere udbredte Mening, at kun virkelige brugte Genstande af Kobber, Messing og rent Nikkel rammes af Beslaglæggelsen, er fejlagtig. Tværtimod er ikke alene brugte, men også ikke brugte genstande beslaglagte ved Forordningen af den 31. Juli 1915 og skal saaledes ogsaa afleveres. Det kommer heller ikke an paa, hvor Genstandene netop befinder sig, i Køkkenet eller i et andet Rum. Deres Formaal er alene bestemmende.

Sukkerfoder faas i Haderslev. Beviser for, at man kan faa noget, kan hentes i Raadstue Nr. 6.

Krigshjælpen udbetales i Bykassen i Haderslev Torsdagen den 2. Marts. Der anmodes indtrængende om at hæve alle Beløb den nævnte Dag.

Vær med: Tastefest på Rigsarkivet Aabenraa

Rigsarkivet i Aabenraa arrangerer lørdag den 12. marts 2016, en “tastefest”, hvor interesserede mødes på Rigsarkivet Aabenraa og hygger sig sammen med at indtaste kartotekskort over DSK-medlemmer fra Sønderborg Amt.
Kortene er som hovedregel skrevet på skrivemaskine og der er ofte et fotografi af medlemmet på kortet.

Læs mere på https://www.sa.dk/brug-arkivet/arrangementer/tastefest hvor man også kan tilmelde sig eller se denne pdf-fil: RAA – Tastefest 2016.

Husk at tilmelde dig via ovenstående link – der er plads til max. 30 deltagere.
NB: Læsesalen er ikke åben denne dag.

 

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag fejret med uheld

Jens Rudebeck, Ravsted, havde en god tjans med militæret som vognsmed

Vi har jo alle i Verdenskrigens Dage oplevet lidt af hvert. Da jeg i Marts 1915 blev udskrevet fra Lazarettet i Spandau, kom jeg til Doberitz og skulde gøre Tjeneste som Smed; men man satte mig til noget helt andet, nemlig at uddanne Rekrutter. Det var meget mod min Vilje, for jeg har åltid syntes, at der ikke kunde være noget tillokkende ved denne Bestilling. Af denne Grund protesterede jeg ogsaa kraftigt, og jeg opnaaede endelig at blive afkommanderet som Vognsmed.

Dette Arbejde var jeg beskæftiget med i en længere Periode; men i Efteraaret 1915 blev vi alle underkastet en nærmere Undersøgelse. Man vilde finde faglærte Metalarbejdere, som kunde afløse Folk i Fabrikkerne, der var nemlig stor Brug for Soldater ved Fronterne. Jeg fremskaffede en Udtalelse fra et Firma i Flensborg, som jeg i mange Aar havde staaet i Forretningsforbindelse med. Attesten gik ud paa, at jeg kunde arbejde som Drejer eller Maskinsmed. Saa havde jeg foreløbig mit paa det Tørre.

Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.

Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes udtil mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.

Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. Det blev det lille Selskab glad ved at høre, for de skulde jo betale Udgiften. „Ja,“ sagde jeg, „men saa vil jeg have nyt Materiale dertil, og bagefter en god Orlov.“ Det lovede de mig, og saa gik jeg i Gang. De høje, men uheldige Herrer stod hele Dagen og saa paa mit Arbejde, men det generede mig nu ikke.

Omsider blev jeg færdig med Arbejdet, men Dagen derpaa fik jeg Ordre til at møde med hele min Udrustning i Doberitz. Vi holdt et lystigt Afskedsgilde, for i Morgen gik det jo til Flensborg, hjem paa Orlov. Men — god Morgen! Til min store Forbavselse fik jeg at vide, at jeg skulde til Fronten. Det var vel nok en stor Skuffelse!

Jeg var aldeles rasende, og jeg gav vel nok ondt af mig. Vagtmesteren i Doberitz genkendte jeg straks, han havde nemlig været med paa „Spritrejsen“. Jeg sagde til ham: „Ja, her kan man vel nok se, at Utak er Verdens Løn!

Nu undskyldte Vagtmesteren sig med, at han desværre ikke kendte mit Navn, for selvfølgelig skulde jeg have min Orlov. Jeg skulde bare gaa ind til Ritmesteren i Værelset ved Siden af, saa skulde det nok gaa i Orden. Jeg lod mig formilde og gik derind.

Kort efter havde jeg mit Orlovsbevis. Ritmesteren gav mig endda Haanden og roste mig for mit fine Arbejde og den billige Pris.

Min Orlov gjaldt for fjorten Dage, men jeg opsøgte omgaaende Vagtmesteren og fik hans Tilsagn om at anbefale et Andragende om otte Dages ekstra Orlov. Saa gik det endelig hjemad. Det var alligevel noget andet end at komme til Fronten.

DSK-årbøger 1951

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag i en engelsk fangelejr

En unavngiven sønderjyde under mærket “P” beretter følgende om opholdet i en engelsk fangelejr.

Over den irske Sø og i Fangelejren
Efter et 3 Maaneders Ophold som Krigsfange paa et gammelt Herresæde i Grevskabet Tipperary i Irland blev vi i Slutningen af Januar 1915 atter sendt tilbage til England.

Overfarten over den irske Sø var meget stormfuldt. Damperen var kun lille og rullede voldsomt i den høje Sø. De fleste af os var søsyge, men den, der var værst medtaget, var en Landmand fra Vestkysten, der til daglig gik under Navnet „den sorte Haand”.

Han laa paa Trappen ned til Kahytten med Hovedet nedad og studerede den ca. 4 Timer i Forvejen indtagne Middagsmad. Mens han laa der og omtrent spærrede hele Trappen, skulde en af de andre Danske, der var med, hurtigt op i den friske Luft. Han sparkede derfor til „den sorte Haand”, idet han sagde: „Gaa da a e Vej, Boy, æ skal ue’“.

-„Aa lad mæ da savt lig’”, svarede „den sorte Haand”, „æ kan da lisaagodt lig’ hæe aa dø, som et andt Stej”.

Efter endt Overfart blev vi ført til en Lejr i Nærheden af Manchester. Her var der ved vor Ankomst allerede installeret ca. 1000 Fanger. Den engelske Lejrkommandant var en lille vindtør Oberst. Han havde afgivet det daglige Tilsyn med Fangernes Velbefindende til en tysk „Feldwebel” ved Navn Rabetsche.

Rabetsche var en ivrig Soldat, der mente at det var nødvendigt at holde Krigsfangerne i Træning. Hver Morgen Kl. 6 var der „Appel” med Uniformsgenstandene. Det var ikke sjældent, at hele Lejren stod opstillet i bar Skjorte og fremviste Underbukserne.

Lejren var inddelt i Batailloner og Kompagnier ligesom i Garnisonen, og i Mangel af Officerer var Underofficererne udnævnt til Kompagniførere.

Hver Formiddag Kl. 10½ blev hele Lejren pebet ud paa Pladsen, opstillet i Kompagnier og overgivet til Rabetsche. Derpaa lød det udover Pladsen „Ersatzreservisten und Kriegsfreiwillige links raus!“

Disse, der ikke havde lært Eksercits, maatte saa under behørig Opsyn begynde forfra med at rulle Haand, Fod, Øjne, Tæer o. s. v., medens de andre eksercerede af karsken Bælg.

Fangerne var aldeles rasende over denne Behandling, skældte ud gjorde de højlydt, og ofte troede jeg, at de vilde overfalde Rabetsche og gennemprygle ham. Han lod som intet, vel vidende, at den tyske Disciplin stak saa dybt i Soldaten, saa han end ikke under disse Forhold vovede at lægge Haand paa en Befalingsmand.

Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.

Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.

Bag ham, i ærbødig Afstand, stod den engelske Kommandant, tilfreds med, at Rabetsche sparede ham for megen Ulejlighed.

DSK-årbøger, 1943.

24. januar 1916. Slut med fraterniseringen: “Fændrikken blev hængende såret i pigtråden i to dage.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.

Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.

Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.

Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.

Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.

I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.

Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.

Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.

Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.

 

22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.

 

11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

En ublid Opvaagnen.

Frankrig, den 11. Januar 1916.

Kære Venner!

I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.

Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.

Læs videre 11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

6. januar 1916. „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“

Senest ændret den 31. januar 2016 14:17

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

Madame Badoux.

Frankrig, den 6. Januar 1916.

Kære Venner!

Efter hvad jeg erfarer, har I haft Vinter hjemme, en hvid Jul. Her i Nordfrankrig er Vejrliget helt anderledes. I Julen havde vi Regn og Slud, temmelig stærk Blæst, men ingen videre Kulde. Frost har vi ikke haft i Aar, lidt Nattefrost undtagen. Bønderne arbejder hver Dag paa Marken, kører Gødning, pløjer og saar. Jordbunden er her saaledes, at selv om det har øsregnet i en hel Uge, saa kan Bønderne dog arbejde paa Markerne, da der er Kalklag under, saa at Fugtigheden straks trækker bort.

I disse Dage har vi mildt, foraarsagtigt Vejr. Elmetræerne staar ordentligt med svulmende Knopper, og Tusindfryden titter overalt frem paa de grønne Græsmarker. Klimaet er dejligt her i Frankrig.

Men Kanonerne tordner. Krigen ligger som en Mare paa Landet her. Overalt, hvor Du vender Dig hen, mindes Du om Krigen.

Kanonernes Malmmunde brøler det ud, saa det runger milevidt: Krig! Krig! Flyvemaskinernes stadige Brummen taler det samme Sprog. Hvorhen Du vender Dit Blik, mindes Du om Krigen. Ruiner, Brandtomter, Kvinder med Sørgeslør, feltgraa Krigsmænd.

Den Egn, hvorover Krigens Fakkel har lyst i over et Aar, den er værd at beklage. Vi maa være glade og taknemlige for, at vor Hjemstavn er bleven for- skaanet for Verdenskrigens Rædsler.

Sidste Nat vaagnede jeg ved Lyden af springende Granater, det var Englænderne, der sendte Granater ind i L. Man undres ofte over, at Modstanderen bombarderer Byer, der ligger langt bag Fronten. Det gaar jo oftest ud over sagesløse Personer, over Kvinder og Børn. Men det er moderne Krigsførelse; Kulturen fejrer sine Triumfer.

Jeg var i Eftermiddags henne at besøge Madame Badoux. Det er stedse en Fornøjelse for mig at træde ind i hendes propre Bod; smilende rækker hun mig Haanden med et: „Bon jour, Monsieur!“ Hun er Elskværdigheden selv. Jeg besørger mine beskedne Indkøb, hvilket alt sker under livlig Passiar, og jeg maa endelig ikke gaa uden at drikke en Kop Kaffe og smage hendes vidunderlige Risomelette, som hendes Datter har lavet. Omeletten er virkelig mageløs, og da jeg udtaler min Beundring over den, skal jeg absolut have et Stykke med hjem til min „tykke Kammerat“ og „den lille Korporal“.

Ja, saadan er Befolkningen her i Frankrig, høflig, venlig og forekommende.

Da jeg takkende rækker Madammen Haanden til Afsked, spørger hun: „Hvor længe vil Krigen endnu vare?“ Jeg trækker paa Skuldren og svarer: „Kan ikke sige det, Madame, maaske kan den vare længe endnu.“ Da forsvinder for et Øjeblik Smilet fra hendes Ansigt, et Par Taarer perler i hendes mørke Øjne, mens hun med usikker Stemme siger: „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“ Jeg bliver hende Svaret skyldig. Der gives her i Livet saa mangt et „Hvorfor“, vi ikke kan besvare.

Men efter denne Verdensbrand vil vi vel komme til at se mange Ting i klar Belysning, som nu er skjult for os i Taage.

Eders hengivne Th. K.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

29. december 1915. Byttehandel med tobak og appelsiner over 20 meter ingenmandsland

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa blev efter ankomsten til fronten tildelt Regiment 90

3. Juledag kom vi til Semide, hvor vi blev tildelt Regiment 90, det meklenborgske, og alle vi syv Danske kom sammen i det 12. Komp.

4. Juledag om Eftermiddagen gik det i Marchkolonneforbi den store Kirkegaard „Kaisertreu” til Sommepy, som allerede dengang var fuldstændig sammenskudt og mennesketom, gennem Byen og ud til Fronten. Inden vi naaede derud, fik vi endnu paahængt Haandgranater og tre Remme med Patroner.

Allerede Dagen efter havde Franskmændene bemærket, at der var kommet Afløsning i Graven, og de vinkede til os. Vi syntes, det var dog besynderligt, vi var dog Fjender — men vi vinkede igen. Afstanden mellem Gravene var kun en Snes Meter. Men det blev meget bedre.

Den næste Dag kom der en Haand til Syne med en Pibe, og da Pegefingeren uafbrudt blev stoppet ned i Piben, forstod vi jo nok, at de manglede Tobak derovre. Vi kastede saa nogle Pakker „Heer und Flotte” over til dem, som Franskmændene belønnede med at kaste Chokolade og Appelsiner over til os.

Hele den Tid, vi laa i Champagne, løsnede vi ikke et Skud. Vi var gode Venner med Franskmanden.

Ja, det var Julen 1915, som jeg aldrig glemmer.

DSK-årbøger, 1944.

27. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten

Hilsner fra Felten

Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni her i Rusland,sender Venner og Bekendte derhjemme en venlig Hilsen med Ønsket om en glædeligJul og et godt og velsignet Nyaar. Gid det nye Aar maa bringe os Freden.
Jens Autzen, Skovbøl Mark ved Felsted; Hans Jessen, Alnor; Christian Lauritzen, Bøgeskov; Henrik Lyck, Sønderborg; Andreas Petersen, Skovby (Als); Frode Carstensen, Kliplev; Andreas Carstensen, Lunderup; Markus Ottsen, Løjtkirkeby; Thomas Thomsen, Horsbyg; Chr. Jensen Nissen, Hostrupskov; Hans Chr. Wolff, Eistrup.

Kurland, den 4. December.
Undertegnede Landstormsmænd, om for Tiden ligger i Reserve foran …, sender den ligger i Reserve foran Dyna [sic!]. Sender herved en hjertelig Tak for Tilsendelse af „Flensborg Avis”, som vi alle er glade ved at læse og som kommer regelmæssiat, naar Forbindelsen da er nogenlunde. Vi sender en kærlig Julehilsen til vor Hjemegn til Familie og Venner hjemme og i Felten.
Niels Rasmussen, Jels-Troldkær; Jens Boisen, Farris; Hans Christoffersen, Grønnebæk; C. Smidt, Ørsted; Søren Andersen, Ballum; Jens Mikkelsen. Arndrup Avgust Rasmussen, Aabenraa; Martin P. Nissen, Ris; Hendrik Klausen, Perbøl; Andreas Christensen, Hokkerup; Hans Petersen, Aabenraa; Christian Brødsgaard, Rangstrup; Martin Paulsen, Lille Jyndevad; Peter Mortensen, Arnitlund; Søren Hansen, Rens; Hans Christiansen, Haderslev; Asmus Jepsen, Hammelev; Søren Lauritsen, Brede; Georg Andersen, Kløjeng; Hans P. Hansen, Vejen; Chr. Mikkelsen, Sarup (Als); Peter Puggaard, Brøns; Hans Beier, Vester Aabølling; Nis Thomsen, Snogbæk: Peter Petersen, Sjellerup (Als); Niels Niels n, Kollund; Johs. Itzke. Aabenraa; Jakob Angel, Øster Aastrup; Chr. Kongsted, Sønder Vilstrup; Chr. Sand, Lunding; Jep Smidt, Arnum; Knud Bode, Sønderballe; Broder Holdt, Stenderup; Adolf Møller og Martin Hansen, Arrild: Anders Popp og Niels Matiensen, Rømø, Daniel Jensen, Nybøl Mark; Hans Johansen, Mels Mark; Thomas Leimand, Ertebjerg; Christian Nielsen, Røllum; Bahne P.  Figen, Egebæk ved Tinglev; Jørgen Petersen, Løjtkirkeby; Henrik Kjær, Himmark.

Da vi nu nærmer os Julen, som vi for anden Gang maa fejre her i Fjendeland langt fra det kære Hjem, vil vi sende alle Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig en kærlig Hilsen og ønske dem en glædelig Jul. Vi takker for de mange Breve og Pakker, der er blevne os tilsendte i det henrundne Aar. Philip Tychsen, Vester Sottrup; Peter Mikkelsen, Jægerup; Christian Bill, Barsmark.

Fra Nordfrankrig, den 15. December.
Kære „Flensborg Avis”! De bedste Hilsner til Slægt og Venner og et Ønske om. at alle vore kære derhjemme maa opleve en „Glædelig Jul”, sender undertegnede Nordslesvigere, som nu for Tiden ligger i Reserve. Vi staar alle ved eet Kompagni, og det gaar os saa vidt helt godt; vi haaber, at vi ret snart maa vende sunde og raske hjem, for atter at genoptage vor gamle Gerning derhjemme. Anders Christensen, Blans pr. Ullerup; Peder Christensen, Avnbøl; Hans Hansen, Østerby (Kajnæs).

Frankrig, den 12. December.
Undertegnede ønsker hermed alle vore kære Venner og Bekendte i vor Hjemstavn en rigtig glædelig Jul og et godt og velsignet Nyaar. Hans Jakobsen, Bjerndrup ved Kliplev; Peter Brodersen, Bylderup; Vilhelm Mors, Sølsted; Leopold Lorenzen, Brarup; Andreas Nissen, Høgslund; Johan Baumgarten, Møgeltønder; Peter Møller, Fol; Frederik Jensen, Rødding; Chresten Bonde, Christian Hansen og Herman Hünermund, Nordborg paa Als. Vi er alle ved eet Kompagni og er alle sunde og ved godt Humor.

Frankrig, den 19. December.
Undertegnede Nordslesvigere sender hermed fra Vestfronten en venlig Julehilsen til Venner oq Bekendte. Hans A. Hansen, Hørup (Als); Frits Lorensen, Broager; Nikolaj Carstensen. Hørup ved Skovlund; Karl Christensen, Nørre Løgum; Hans Schnittgaard, Lertskov; Marius Rasmussen, Aller; Theodor Ottesen, Døstrup.

Latyol, den 5. December.
En Julehilsen sender fra Østfronten til alle Venner og Bekendte derhjemme i Nordslesvig: Markus Nørgaard, Arnitlund; Christian Sørensen, Branderup; Peter Callesen, Bredevad; Jens Bjørnskov, Harres; Karl Marcussen, Østerby; Cornelius Reggelsen og Peter Hansen, Gallehus. Vi er alle sunde og raske og ved godt Humør.

26. december 1915. “Dig er i dag en frelser født …”

En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:

Dig er I Dag en Frelser født

Frankrig, den 26. Decbr. 1915.

Kære Venner!

Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.

Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.

Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.

Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.

Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.

Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.

Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.

Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.

Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.

Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.

Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.

I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

25. december 1915. Jul i Galizien

Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.

Br. i Galizien i Julen 1915.

Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.

Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.

For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).

Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.

Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.

Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.

Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.

Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.

Eders
J. N. O.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

24. december 1915. Snydt af korporalen – men hævnen er sød!

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.

Det var den 24. December 1915 om Aftenen ved Mørkets Frembrud, da vi gjorde Holdt ved nogle Barakker, som dog var rømmet. Vi frøs, thi det var bidende koldt med haard Blæst. Paa Grund af Kulden fik vi Lovning paa en god Snaps at varme os paa, et Bæger, altsaa 1/4 Liter, til to Mand.

Men vi blev snydt, for da det kom til Stykket, maatte fire Mand dele et halvt Bæger fuldt, og det blev vi jo forarget over. Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Korporalerne og Køkkenmandskabet havde hugget det fra os, baade drukket rigeligt og stukket Resten til Side.

Hen paa Aftenen kom vor Korporal anstigende, døddrukken, og smed sig paa Lejet ved Siden af mig med Hovedet paa Tornystret. Jeg opdagede nu, at der var bundet et kvart Brød til Tornystret. Vi havde ikke faaet noget af Gullaschkanonen, jeg var sulten, og saa var jeg ikke sen til at faa løsnet Brødet fra Tornystret. Og udenfor Barakken fyldte jeg min Mave med Korporalens Brød.

Det var Juleaften 1915. En Juleaften, som jeg aldrig glemmer.

Julemorgen tordnede og bandede Korporalen over sit forsvundne Brød, men der var selvfølgelig ingen, der kunde give ham Oplysninger i denne Sag.

DSK-årbøger, 1944

24. december 1915. Juleaften i en krigsfangelejr nord for Petrograd (Skt. Petersborg)

En anonym sønderjyde beretter under mærket -a om sine oplevelser som krigsfange i Rusland

Det var Lille Juleaften 1915. En Trop tyske Krigsfanger var paa Vej fra det Indre af Rusland, hvor de, indtil Vinteren satte ind, havde været beskæftiget ved Vejarbejde, til Egnen omkring Petrograd. Det var en forfærdelig Rejse.

Der var pakket ca. 40 Krigsfanger ind i en Godsvogn. Midt i Vognen stod en lille Kakkelovn. Men selv om det en Gang imellem lykkedes at stjæle saa meget Brænde, at Kakkelovnen var rødglødende, kunde den ikke nær varme Vognen op, saa Vognens Vægge var delvis hvide af Rim. Dertil kom, at Fangerne som Følge af “Mangel paa Smaapenge”  kun hver anden eller tredie Dag fik udbetalt de 12 Kopeker, som tilkom dem, saa de kunde købe sig noget at spise. Det var en sulten og forkommen Flok, som blev udladet paa en Station nord for Petrograd.

Efter en March paa godt og vel halvanden Time ankom Fangerne til den Landsby, hvorfra de skulde gaa paa Skovarbejde. Til Trods for at Rejsen havde varet længe nok, var de endnu ikke ventet. Der var ikke sørget for Forplejning og kunde ikke anvises noget andet Kvarter, end en uopvarmet Nybygning.

Fangerne søgte at faa Natten til at gaa paa bedste Maade. Næste Formiddag, Juleaftensdag, blev en Del af Fangerne beordret til at gaa hen til Bageren, som boede i den anden Ende af Byen, for at hente Brød.

De store runde Brød var varme, lige kommen ud af Ovnen, da de blev udleveret. Men inden man naaede “hjem”, var Brødene stivfrosne.

De blev uddelte, et Brød til hver fire Mand, men det viste sig umuligt at faa Brødet skaaret i Stykker, — der var jo ikke mange, som havde en Kniv. Saa fandt et lyst Hoved paa, at man jo kunde save Brødet i Stykker, hvilket ogsaa skete.

Et Stykke frosset Brød og en Haandfuld Sne var alt det, som den Flok Krigsfanger fik til Juleaftensnadver den Juleaften.

Alle, som var med til denne Juleaften, vil huske den. Alle, — nej, ikke alle. Thi da Fangerne havde været der i Landsbyen i 3 Uger og hver Dag været paa Skovarbejde, var der saa mange syge, at hele Flokken blev indlagt paa et Lazaret i Petrograd.

Dog ikke alle, som havde været med den Juleaften. Tre Grave, forsynet med et raat tilhugget Kors med Navnet paa den her begravede Krigsfange, skrevet med Blyant, blev tilbage.

DSK-Årbøger, 1941

22. december 1915. Vestfronten: Rotterne løb med juleposten

Sønderjyden H.J.B. skriver fra Frankrig:

Juleaften i Skyttegraven.

Ved A. i Frankrig 1915.

Ja, det var anden Jul, vi fejrede hernede. Første Gang 1914 gik det nogenlunde, da vi havde det Held at ligge i Borgerkvarter i Juledagene. Vort Opholdsrum var rigtignok en Ko- eller Svinestald, men alligevel havde vi det nogenlunde hyggeligt indrettet med Bord og Bænke, og vi kunde da fejre den kære Julefest i Ro. Et Juletræ havde vi ogsaa og sang ogsaa nogle Julesalmer, saa vi havde det efter Forholdene helt godt.

I Aar, 1915, kom det anderledes Juleaften. Vi laa i forreste Stilling ved A., som langtfra er saa god, som den Stilling, vi havde sidste Aar ved Juletid, da der i Sommerens Løb er bleven kæmpet meget haardt her. Tilmed havde det nu regnet et helt Døgn før Juleaften, saa det gjorde det ikke bedre for os. Vi arbejdede næsten hele Dagen for at holde Graven og vore Jordhytter fri for Vand og Pløre. Paa Vagt skulde vi ogsaa, da det i det hele var lidt uroligt, især da det kom til Aften. Det var næsten, som om Franskmændene slet ikke vidste, at det var Juleaften. Granater, Miner og Geværskud hørtes som sædvanligt. Hen paa Natten blev vi afløst og kom tilbage i Reserve.

Ja, Juleaften 1915 glemmes vist ikke saa let. Dog er vi alle ved godt Humør og har det helt gemytligt. En morsom Oplevelse havde vi et Par Dage før Jul. Vi laa tre Nordslesvigere i en og samme Dækning og havde alle skreven til vore Kære hjemme. Korporalen og jeg havde lagt vore Breve, vi havde skreven, i vor Brevkasse, men vor Ven havde lagt sine Breve paa en Hylde, hvor vi havde vore andre Sager liggende.

Det blev Aften og vi kom paa Vagt alle tre paa en Gang, alt gik godt, vi kom ind og lagde os til at sove. Men da Tiden var kommen, da vi skulde paa Vagt igen, skulde vi give vore Breve af til den, som var bestemt til at bringe dem bort. Korporalens og mine var i god Behold i vor Brevkasse, men vor Vens, som havde ligget paa Hylden, var borte. Vi ledte overalt, men de var borte og blev borte. Lidt efter lidt kom vi dog i Tanker om, at ingen andre end Rotterne kunde have slæbt dem bort, og ganske rigtig, da vi kom ud af Hytten, talte vi med den vagthavende Korporal, han havde ganske rigtig set Rotterne løbe med noget, om det var en Avis eller et Brev havde han ikke set saa nøje efter. Mon de franske Rotter er gode som Brevbærere? Ja, kære Venner, Husdyr har vi nok af her nede, nemlig Lopper og Lus, Rotter og Mus i en større Maalestok, men nok om det, der er jo Krig.

Til Slut en Tak til Dig, kære „Hejmdal“, fordi Du kommer saa regelmæssigt, og Ønsker om et rigtig godt Nytaar.

H. J. B.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

20. december 1915. Rotter: “Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:27

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 kom han tilbage til  Vestfronten i  Leib-Kompagni Nr. 118.

Rottejagt_mindre 00020X13324
Rottejagt ved Füsilierregiment 86

Ripont, den 20. December 1915. Hele Maaneden har været rig paa Angreb og Modangreb. Ro har Vi aldrig. Næppe har vi taget et Stykke Skyttegrav hos Fjenden for at forbedre Stillingen, før han atter henter det tilbage. Døde og mange saarede hører til Dagens Orden. Har vi endelig Ro for Fjenden, plages vi af Rotterne.

Ustandselig er de paa Færde og huserer om Natten i vores Tornystrer for at finde noget spiseligt. Grimt er det, naar de om Natten paa deres Røvertogt lister hen over Ansigtet paa Een. Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang. Jeg tror aldrig, vi bliver Venner med disse smaa Djævle, men vi skal jo vænne os til dem.

Da vi sidste Nat var ude at trække Pigtraad, opdagede v i enkelte Lig af Fjenden. V i syntes ikke, at vi vilde lade dem ligge dér foran Stillingen, da de ikke mere lugtede saa friskt, men vilde opfylde vor Kristenpligt ved at sørge for deres Begravelse. Et stort Granathul blev udset til deres sidste Hvilested, og vi forsøgte at bære dem derhen. De skiltes dog ad i flere Stumper, og ud fra Mund, Ærmer og Støvler fo’r der i Snesevis af Rotter, der her havde fundet sig et godt Madsted. Omsider fik vi dog Resterne af de stakkels Mennesker kastet i Granathullet, hvor de forsvandt med et „Plump”.

„Der Tod im Felde ist doch der schonste Tod,” filosoferede Skorstensfejeren, medens Vandsprøjt stod op om Stedet, hvor de forsvandt.

 

18. december 1915 – Flensborg Avis: Sårede og faldne

Tabslisten
meddeler, at Jens Hansen af Egernsund og Karl Schumann af Broager, hidtil begge Haardt saarede, er afgaaede ved Døden paa et Feltlazaret; de hørte til 91. Infanteriregiment.

Udmærkelse  (S.Z)
Overmaskinist E. Dekena af Sønderborg har faaet det storhertugelig oldenborgske Frederik-Avgust-Kors; Jernkorset har han allerede tidligere erhvervet sig.

Jernkorset af første Klasse
har Kaptajn Richard Schwerdtfeger, Søn af afdøde Gaardejer Schwerdtfeger paa Rønhave paa Als, ifølge  Sonderburger Zeitung faaet tildelt.

Falden paa Vestfronten
Maks Greve af Tumbøl har den 23. November fundet Døden i Vogeserne, kun 21 Aar gammel. Der  holdes Sørgegudstjeneste ham Onsdag den 22. December i Felsted Kirke.

Død af sine Saar (Dv.)
Som meddelt, fik i Onsdags Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej i Haderslev, Telegram om, at hans Søn, Elektriker Christian Kristensen, var bleven indleveret Haardt saaret paa et feltlazaret ved Vestfronten. I Fredags kom der Bud om, at han var afgaaet ved Døden, han blev 23 Aar gammel.

Saaret (Dv.)
Jens Dueholm i Haderslev, der blev indkaldt i Foraaret, er under de sidste Kampe i Vest bleven saaret i Haanden; for Tiden ligger han paa Lazarettet i Haderslev.

Forfremmelse (S. G.)
Vicestabssergent Peter Schütt fra Aastrup, Søn af Amtsskriver Schutt, er bleven forfremmet til Løjtnant i Reserven.

Falden.
Gefrejter Gerd Uphoff af Studsbøl ved Sommersted er falden den 15. November, 24 Aar gammel.

16. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten

Senest ændret den 26. juli 2016 13:30

Hilsner fra Felten

Kære „Flensborg Avis”!
Modtag hermed en Hilsen fra en Del Nordslesvigere. Vi ligger nu paa  en temmelig rolig Plet af Vestfronten og samles en Gang imellem, naar Lejlighed gives. Landsbyen, hvor vi ligger indkvarteret, naar vi ikke er forude, ligger en Mils Vej bag Fronten. Den er af vore  forgængere, for øvrigt Landsmand, gjort temmelig net i Orden, saa vi har ganske gode Kvarterer. Gaderne har faaet hjemligt klingende Navne. Hovedgaden hedder saaledes Kiel-Gade, og Landsbyens fineste Plads har faaet Navn af Schleswig-Plads. Ogsaa forude har de forskellige Dele af Skyttegraven hjemlige Navne.
Medens I hjemme har Vinter, har vi her næsten Regn hver Dag.  Mange af os har dog saadanne Stillinger, saa vi ikke behøver ud i det værste.

Af de mange Pakker. Posten bringer os, kan vi se. at det er i Slagtetiden hjemme: og hjertelig Tak alle sammen, thi „uden Mad og Drikke duer Helten ikke”.
Ogsaa hjertelig Tak til Bladenes Redaktion for den hjemlige Avis, som bringer os Bud og Hilsen fra saa mange Landsmænd i Øst og Vest.
De fleste af os fejrede ogsaa Julen i Fjor her i Frankrig, og vi takker Gud, at han har bevaret os saa vel Aaret igennem. Vore Venner fra i Fjor, som maatte lade deres unge Liv i Champagne og Galicien, mindes vi med Vemod. Og saa vil vi ønske jer alle derhjemme „glædelig Jul” og „velsignet Nyaar” med snarlig Fred paa Jord, saa vi igen til Foraaret kan komme hjem til den hjemlige Dont. Jepsen, Brede;  Schættiger, Flensborg;
Mathias Bram, Grarup; Hans Hansen, Tinglev; Hans P. S. Petersen, Borup; Jens Andersen, Elstrup; Chresten Grau, Mintebjerg; Lorens Nielsen, Skovbyballe; Jens Bladt, Kongshoved (Kajnæs).

Champagne, den 12. December.
Undertegnede Nordslesvigere, som staar ved eet og samme Regiment i Champagne, sender hermed en Julehilsen til alle Venner og Bekendte. Vi er endnu alle sunde og rafle og er ved frist Mod. Jens Thomsen,  Blansgaard; Jørgen Ebsen, Nybøl; Peter Hansen, Nejs; Jens Michelsen, Klinting (Als); Hans Andersen, Snogbæk; Mads Madsen. Frørup; Falk, Aastrup; Thomas Brok, Skelle; Frits Duus, og Vilhelm Bernhager, Egernsund; Peter Rasmussen, Iller.

Død af sine Saar
Avgust Hansen af Graasten, som hidtil har været saaret, er ifølge den 405. Tabsliste død paa et Lazaret.

Efter et Aar. (Fl. N. Z.)
Købmand Hans Nielsen Andresen, Bogegade 5 i Flensborg, er falden den 23. Oktober 1914 ved Warschau. St. Jørgen Sogns Menighedsblad meddeler derom: Enken og de paarørende havde i et helt Aar ikke hørt fra ham. De haabede, at han, om end maaske saaret, var falden i russisk Fangenskab og var i Live. Nu har en Fange, der er udvekslet og er kommen hjem, bragt Enken Efterretning og et Billede som sidste Hilsen. Begge var de blevne saarede ved Warschau, Andresen i Ryggen og den anden i Benet. De var begge blevne opsamlede af Russerne og godt behandlede paa Lazarettet. Andresen hadde paalagt Kammeraten at hilse, derefter var de begge sovede ind, Andresen for ikke at vaagne mere.

Anders Andersen, Søn af Høker Andersen i Fridagade, havde ligeledes været savnet siden den 12. September 1914 (Slaget ved Marne), og hans paarørende havde ikke hørt fra ham siden. Alle Efterforskninger var frugtesløse; nu har de gennem Røde Kors i Hamburg erfaret, at han i December i Fjor er død paa et fransk Lazaret. Det er uforklarligt, hvorfor han ikke skulde have skrevet i et helt Fjerdingaar.

Dødsfald. (Dbp)
Købmand og tidligere Raadmand B. Steins Hustru i Sønderborg afgik i Tirsdags Eftermiddags ret uventet
ved Døden efter kort Tids Svaghed. Den afdøde var en Datter as Fabrikant Otzen i Sønderborg. 5 af hendes Sonner har været med i Krigen, de to er faldne, og de tre er i Fangenskab.

Haardt saaret.
Elektriker Christian Kristensen, Søn af Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej 31 i Haderslev, er bleven Haardt saaret i en Kamp i Frankrig. Et Telegram, som Forældrene har modtaget i Gaar Morges fra Overlægen paa et Feltlazaret, meddeler, at hans Tilstand var meget alvorlig Tirsdag Aften. Den unge Mand havde den 10. December fyldt 23 Aar.

Faaet Jernkorset. (Dv.)
Peter Toft, Søn af Skræddermester Mads Toft i Skodborg skov, har faaet Jernkorset efter en Kamp ved Moulin den 14. Juli. Han har deltaget i Kampene i Frankrig siden Krigens Begyndelse.

Udmærkelser.
Karl Wempner, Søn af Skomagermester Wempner i Toosbüygade i Flensborg, har paa den vestlige Krigsflueplads erhvervet sig Jernkorset.
Herman Koll, Søn as Jernbanesnedker Koll paa Lavtrupsvej, har faaet tildelt den tyrkiske Halvmaane; Koll staar ifølge et flensborgsk
Blad som Stabssergent i tyrkisk Tjeneste.
Overmatros Karl Thomsen af Flensborg er bleven dekoreret med Jernkorset.