Sønderjyden Hans sendte den 16. december 1914 dette feltpostbrev hjem til sine forældre. Det beretter om et fransk angreb dagen før.
K. (i Flandern), 16. Decbr. 1914.
Kære Far og Mor! (…) Franskmændene rettede et meget haardt Angreb imod os. Ved Daggry Kl. 8½, begyndte de en meget heftig Kanonade paa os. Det mindede stærkt om 11. November. Kanonaden vedblev en Time. Saa stormede Infanteriet frem imod os paa et enkelt Sted, netop i Midten af 8. Komp. De kunde ikke gaa frem over hele Linjen, da der laa en Sump foran os.
De gik paa med Dødsforagt. Fire Maskingeværer fyrede ogsaa løs paa os, alle imod 8. Komp. Og da vi er meget svage og har en stor udstrakt Front, kom de straks over i vor Skyttegrav og delte 8. Komp. til to Sider. Vi skød, og mange blev saarede. Saaledes blev mine seks Sidemænd saarede, to paa min venstre og fire paa min højre Side. Jeg slap fri, — ja, en mærkelig Tildragelse.
Vi skulde saa drages sammen imod Fjenden i vor Grav igen. Men de skød, saa godt de kunde. Jeg var én af de forreste imod dem, to faldt og døde foran mig. Vi gik lidt tilbage igen, og de stormede ikke mere frem, men blev, hvor de var.
Saa begyndte vort Artilleri at skyde og ramte midt ned, hvor de sad – i vor Grav altsaa, et Mesterstykke. Senere fik de mere. Jeg maatte saa et Par Gange hen til Artilleriets Iagttagere, til Bataillonsstaben osv.
Om Aftenen, da jeg kom tilbage, kom de frem paa ny. Jeg vilde prøve paa at redde min Tornyster med mit Tøj og mine Sager, men da jeg kom derhen, kom de om Hjørnet og fyrede løs, en af os blev saaret, men jeg slap atter for Kuglen. Saa kom 1. Komp. og løste os af. Da vi samledes, var vi 19 Mand tilbage af 67. Senere kom der dog 20 til. Det var en haard Dag, kan I tro. En Hovedpine fik man af at være med i den stærke Ild! Og Ørene var næsten døve. Jeg tænkte ikke mere paa mig selv i den Tid, det stod paa. Vor Kompagnifører var saaret, én Underofflcer død og to saarede. Vi havde ingen Officerer eller Feldwebler, men kun en Sergeant og tre Underofficerer tilbage.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Men Tilværelsen i Skyttegraven kunde skifte hurtigt; Idyl kunde omgaaende afløses af det mest djævelske. — Allerede den næste Morgen (14. Dec.) Kl. 4 blev vi alarmeret, og uden hverken vaadt eller tørt gik det frem til Kamplinien. Et Batteri Feltartilleri fulgte os til en lille By, hvor det kørte i Stilling bag nogle Træer. Russerne laa i Skyttegrave ca. 500 m borte, og de skulde angribes. Vi løb enkeltvis ud af Byen og samledes atter bag en lille Forhøjning, hvorfra vi saa skulde løbe videre hen imod den fjendtlige Skyttegrav. Mens vi laa her, kørte endnu mere Artilleri op. Med Undren fulgte man, med hvilken Hastighed der blev protset af, Hestene væk, og Kanonen bragt i Stilling, og før vi anede det, suste den første Salve over os.
Pludselig fik vi tæt Taage, og det var naturligvis under de givne Forhold ret velkommen, da vi nu kunde naa frem uden at blive set. For øvrigt havde vi tit diset og taaget Vejr. Sidst paa Efteraaret lægger i Polen tunge Taager sig som et Klædebon over Landskabet, som paa disse Dage ikke brydes fra Solopgang til Solnedgang, og man kan ikke se 100 m frem over den fugtige Mark. Men selv om Fortuna her var os venlig, havde vi alligevel omtrent 20 saarede og nogle faa døde, før vi naaede frem til ca. 200 m fra Russernes Stilling, og inden vi fik os gravet ned, havde vort Kompagni yderligere 2 døde. Under Arbejdet var vi af og til udsat for Maskingeværild.
Efterhaanden som Kammeraternes Antal blev mindre og mindre, blev Kammeratskabet mere fortroligt mellem de faa, der var tilbage. Vi var nu kun 5 af min Aargang tilbage i Kompagniet. Den 14. Decbr. om Morgenen aftalte Glicinski — den sidste af mine Stuekammerater fra Kasernen — og jeg, at vi vilde holde sammen i Fremtiden. Men til at lægge Planer for broderligt Kammeratskab langt ind i Fremtiden var her ikke Stedet; før Dagen var omme var ogsaa han segnet, truffet af en Kugle, der var bestemt for ham, som han to Dage i Forvejen havde sagt til os. — Jo, mange anede det nok i Forvejen.
Vi to gravede os den Morgen ned ved Siden af hinanden. Det var et farefuldt Arbejde, medens Projektilerne sang over os eller gav Smæld, naar de gik i Jorden tæt ved. Efter fortsat Arbejde Dagen igennem blev vore Huller til en sammenhængende Skyttegrav. Vor Kompagnifører, der sammen med sin Hornist Dagen igennem laa bagved os i Læ af et stort Træ, kom nu frem i Skyttegraven og dumpede ned til mig og min Kammerat. Da han lidt efter med Ridepisken gav sig til at vinke efter en Del Soldater, der laa lidt bagved os, hvor de havde gravet sig ned, tog han sig ikke i Agt for Situationens Alvor. En Kugle ramte ham, og han segnede ned i Bunden af Graven. Selv om jeg ikke ligefrem elskede ham, eftersom han var den, der gav mig min eneste vanærende Straf i Form af to Timers Arrest, og det endda uforskyldt, saa blev dog ved denne Begivenhed det Nag, jeg bar til ham, slettet. Vi dækkede ham til med hans Feltdækken. Vort Kompagni var nu uden Officer, og en Feltwebel-Leutnant blev herefter Kompagnifører.
Vi længtes efter Aften og haabede med Mørkets Indtræden at blive fri for Skyderiet; men Russerne, som havde skudt tappert hele Dagen igennem, blev fremdeles ved dermed. Vi tog os en Brødklemme, det sidste, min Kammerat havde. Jeg havde tomt Spisekammer, men til Gengæld var vi saa fælles om min Tobak.
Pludselig mødte jeg min største Skyttegravs-Tragedie. I et Spring farer Kammerat Glicinski imod mig, raaber mit Navn, og alt mens han favner mig, strømmer Blodet ud af Munden paa ham. Min første Reaktion var, at jeg haabede — haabede, at han kun var saaret, men ret hurtigt klaredes det, at jeg favnede en døende Kammerat. – Mens jeg lagde min døde Kammerat pænt i Bunden af Graven med Tornysteret under Hovedet, huskede jeg, hvad han sagde to Dage i Forvejen, og jeg overvejede for Alvor, om man skulde tro paa Varslet, og om saa Kuglen gennem mit Tornyster samme Dag skulde forudsige det for mig. Selv om denne Anelse aldrig var mig nær inde paa Livet, saa var Synet af de to Faldne foran mine Fødder en dødsens alvorlig Paamindelse om Tilværelsens Alvor, og jeg sendte en hastig Tanke hjem til de kære og en Bøn opad om dog at blive skaanet. Med Vemod tog jeg Afsked med den ene Kammerat efter den anden, og smerteligt var det med Tabet af den sidste af mine Venner fra de to Aar i Kasernen. Han var fra Kiel, saa vi var jo til dels ogsaa Landsmænd. Jeg maatte nu indfri mit Løfte og give Meddelelse til hans Forældre i Kiel. En saadan Aftale var ordnet indbyrdes mellem mange Kammerater.
86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er nu nået til fronten i Frankrig.
Kære alle sammen!
Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige i det hjørne, hvor linjen bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et par bænke opsat. Sengeplads var der i forvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen, hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted. Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv, blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.
Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke er slemt. Dog, skal der i går være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser sig, er alting omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde kan det gå med nytår.
Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.
Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par dage skal ud at skyde på mennesker.
— Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra Bov. Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, have sin grund i, at der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.
Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.
Eders Peter.
Sønderjyske soldater med danske aviser: Dannevirke (Haderslev), Flensborg Avis og Dagens Nyheder (København). Hvor det var muligt, søgte dansktalende soldater sammen og delte aviser og andet med hinanden.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.
Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.
Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gennem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.
Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Passager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.
Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi endelig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejlblanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.
Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de engelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.
Feltpostbrev fra Paul, dateret “B. den 13. December 1914”
Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag Formiddag, da vi var ude paa Marsch, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. Jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En Aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?
Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed her i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofler. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil? Gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.
I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist igen Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredie Gang. Ellers er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Imod Sædvane faar vi en rolig Søndag, og vi kan tilbringe Dagen i Ro i vore Huler, et Hold Kammerater i hver Understand. — Skal man se nærmere paa saadan en Flok Kammerater, naar der er „Fred og ingen Fare”, saa viser det sig, at Beskæftigelsen er mangeartet. En Del slaar Tiden ihjel med at spille Kort, alt mens man damper paa den lille Snadde. En publicerer, hvorledes han bedrev Pigesjov i Civil. En og anden skriver hjem til Far og Mor, et Brædt tjener som Underlag. Skrives der til Pigen derhjemme — nogle har en, andre ingen — saa kan det foregaa til Akkompagnement fra vagthavende Kammerater, der udenfor Aabningen tår Valsetrin med sin „Knarre”, alt mens han nynner til Valsens Takt.
Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.
Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.
Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.
Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.
Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.
Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.
De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.
Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.
Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.
Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.
Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.
Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.
Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.
Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.
Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?
Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.
Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden
Paa Fyrpladsen gik det djævelsk til og i Bunkerne endnu værre, kunde jeg forstaa, for det kneb for Bunkermandskabet at faa fyldt Kulskytten saa hurtigt som den blev tømt.
Kullene var nok vanskelige at faa fat paa nu, og Fyrbøderne dunkede med deres tunge Jerngrejer paa Kulskytten, raabte, bandede og skældte, saa det kunde høres tværs gennem Maskinlarmen. Fra Bunkerne svarede andre Stemmer, men Ordene kunde ikke høres, og Fyrbøderne blev ved at skælde ud.
— Se dog, for Satan, at faa den Skytte fyldt! Vi kan ikke holde Dampen uden Kul.
En Sky af Kul jog ud gennem den tomme Kulskytte, og en Underofficer skældte ud et Sted oppe i Sidegangen. Skytten blev fyldt igen, og saa var der Ro igen for en kort Stund.
Hvor længe kunde dog dette blive ved! Man kunde høre, hvorledes Folkene tumlede omkring i Bunkerne for at skaffe de nødvendige Kul, men stadigvæk var de bagefter Fyrbøderne. Mange Timer kunde dette ikke blive ved.
Fyrbøderne kunde næsten ikke staa paa Benene af Træthed, og en af dem tumlede om og var ved at falde paa Ryggen ned i en Bunke glødende Slagger. En Kammerat greb ham i sidste Øjeblik og fik ham lagt ned paa Dørken. En Spand Vand blev hældt over Hovedet paa den besvimede, og kort efter var han paa Fødderne igen.
Tiden slæbte sig af Sted, og de seks Timer føltes lige saa lange som et helt Døgn. Nu maatte Afløsningen da snart komme.
Jeg stod og var i Færd med at smøre Maskinen, da den med ét begyndte at gaa langsommere.
Mit Hjerte var ved at staa stille. Var det en ny Ulykke, der brasede ned over mit syndige Hoved. Var der gaaet Brud paa Maskinen paa Grund af min Forsømmelighed. Jeg følte paa alle Lejer, men ingen af dem var overvarmede. Saa fo’r jeg ned paa Fyrpladsen, satte med et desperat Spring op paa Ristværket for at smøre Akslen til det store Hjul, men heller ikke dér var der noget i Vejen.
Jeg stod paa Ristværket, da jeg hørte Maskinist Ahrens give Ordrer til den tjenstgørende Underofficer. Fyrdørene skulde aabnes. Jeg kendte Kommandoen, men kunde først ikke tro, at det var sandt. Den blev anvendt, naar Damptrykket skulde bringes til at falde.
Saa sejlede vi virkelig for nedsat Fart — og det vilde vel sige det samme som, at vi ikke blev forfulgt længere.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på krydseren SMS Dresden
Min Vagt var samlet til Skafning, men der var stadigvæk hverken Borde eller Bænke at se paa Banjerne. Vi satte os paa Gulvet med vor Te og vore Klemmer, men jeg havde ingen Appetit og følte mig utilpas. Jeg drak en Smule Te og var ved at falde i Søvn.
Kammeraternes Stemmer lød fjernere og fjernere. Sydfeld var som sædvanlig den mest veltalende og fortalte, hvor vore Borde og Bænke var blevet af. — De blev hevet over Bord, da der blev slaaet Alarm, fortalte han. Man var vel bange for, at Granaterne skulde sætte dem i Brand. Matroserne var helt tossede. Borde og Bænke, Stole fra Officerskamrene røg udenbords og laa og flød i en lang Stribe efter os. Spejle og Billeder gik samme Vej, og al Tøjet i Munderingskamret røg ogsaa udenbords. Nu har vi ikke andet Tøj end det, vi staar og gaar i.
Men værst gik det til i Aspiranternes Messe, var der én, der sagde. Dér staar jo et Klaver nede, og det skulde ogsaa væk. Hive det udenbords havde de ikke Tid til. Saa blev det slaaet i Stykker med Forhamre – – sikken en Musik – – og bagefter blev Stumperne smidt under Fyrene. Det var Synd og Skam for det gode Klaver.
De fleste havde lagt sig ned paa det bare Dæk for at sove, og ogsaa jeg fandt efterhaanden en Stilling, som jeg mente, jeg kunde sove i. Mine Øjne var tunge som Bly, og trods det umagelige Leje og Larmen fra Maskinerne var jeg ved at glide hen.
Langt i det fjerne hørte jeg en Stemme, som spurgte: – Men de andre Skibe, Sydfeld?
— Jeg véd det ikke, svarede denne ellers saa alvidende Mand.
Saa faldt jeg i Søvn og vaagnede først til Bevidsthed igen, da en eller anden stod og ruskede i mig: — Støckler, du skal op — Afløsning!
Jeg rejste mig med Besvær. Hvor var jeg dog træt! Mit Hoved og min Ryg var ømme af Søvnen paa det haarde Dæk, og alle mine Lemmer var tunge og trætte. Jeg var ved at blive kørt ud af Mangel paa Mad og ordentligt Sengeleje og af Spænding. De andre saa ud, som om de havde det paa samme Maade. De kunde aabenbart slet ikke holde op med at gnide Øjnene og gabe — og bande.
Maskinerne gik stadigvæk for fuld Kraft, og snart stod jeg foran mit brølende Uhyre, der forlangte Olie, Pasning og ustandseligt Eftersyn. Jeg var saa træt, som jeg aldrig kunde erindre at have været før, men Arbejdet ved Maskinen holdt mig vaagen. Olien fra de hurtigt arbejdende Plejlstænger blev pisket i Ansigtet paa mig, og mit Tøj var efterhaanden stift af Olie og Snavs. At komme paa WC var der ikke Tid til, men Vandet fik Lov til at gaa i Bukserne uden særlige Ophævelser. Paa Fyrpladsen, hvor jeg ofte skulde ned for at smøre, gik det paa samme Maade, kunde jeg se.
Der blev arbejdet med en forfærdelig Energi paa Fyrpladsen som paa min første Vagt, skønt Folkene var dødtrætte og sikkert ikke havde faaet bedre Søvn og Sengeleje end jeg. Nu og da vaklede en Mand hen under Lufttrækket og stod og sugede Luft til sig, som en tørstende drikker Vand, og engang imellem vaklede en hen og støttede sig et Øjeblik mod Væggen, men længe fik han ikke Lov til at staa der. Underofficererne jog paa, og Fyrene kunde ikke undvære en eneste Mand under denne Fart.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.
Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Maskinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umuligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.
– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg. – Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten. – Hvordan staar det til deroppe? – De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden. – Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.
Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kastedes til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.
Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Udvikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dundrende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røgskyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der endelig var kommet den paa Skudhold.
Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formiddagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.
Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at ødelægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?
Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi behøvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:
– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:
– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glasgow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.
Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.
– De skærer ud, de kommer ned mod os!
– To mod én, ja, det ligner dem.
– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….
– Lad den bare komme, den skal faa en varm Modtagelse.
Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.
– Det er Glasgow.
– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.
– Det er Bristol.
– Officererne siger, at det er Glasgow.
– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….
– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.
En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.
Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstander blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.
Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.
– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand pludselig.
Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.
En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – overalt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade Ansigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyldelse af hver eneste Mands hedeste Ønske.
– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!
– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.
– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.
Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.
– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.
– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.
– Den løber, den fejge Hund!
Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,
– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbavsende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.
Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den tilbage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.
– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matrosen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.
Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.
Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maskinernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.
– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgskyerne langt agterude, men det var maaske kun Indbildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engelske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Kanonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.
Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet endnu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres endelige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.
Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knejsende Master og rygende Skorstene, myldrende af Landsmænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gemmes til?
Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.
Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på den lette krydser SMS Dresden. Den 8. december 1914 mødte den en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne.
Matroser, Underofficerer og Officerer styrtede fra alle Sider af Skibet hen til den styrbords Ræling. Jeg løb ogsaa derhen og fik mig en Plads yderst ved Rælingen med en hel Bunke bagved mig, som masede paa for at komme til at se.
Det forekom mig, at Dresden brat havde ændret Kursen mod Styrbord, men det var ikke det. Det var Gneisenau. Den store Krydser laa omtrent paa Højde med os, snarere en Smule agten. Fra alle dens Master vajede nu store Krigsflag, og Vimpler fo’r til Vejrs paa dens Signalmast. Det svære Skib drejede langsomt sin Stævn til Bagbord og krængede stærkt over i Drejningen. Mere og mere drejedes Stævnen, den pegede nu lige mod os. Der maatte ske et Sammenstød, nej, den løb agten om os.
– De gaar mod Fjenden, raabte en Mand, se Signalet: Ran an den Feind – se Scharnhorst!
Agterude saa jeg Scharnhorst med Krigsflagene højt til Tops svinge til Bagbord som Gneisenau. Jeg knugede Hænderne i Rælingen, mit Hjerte bankede, som det skulde sprænges, og mine Øjne løb fulde af Vand. Nu sejlede de to store Skibe, som havde beskyttet os og kastet Glans over vort fortumlede Liv, Fjenden i Møde for at beskytte os for sidste Gang.
Den gamle Admiral paa Scharnhorst, hans Søn paa Gneisenau, hele Staben af guldprydede Stabsofficerer, som vi havde set en eneste Gang ved Paraden i St. Quintin Bugten, hele Myldret af Officerer, Underofficerer og de Hundreder af Menige, som vi havde set færdes paa de store Skibes Dæk, naar vi laa i Havnen og kullede, kastede sig mod Fjenden for at skaffe os den stakkede Frist, der var nødvendig for, at vi kunde undslippe og leve videre.
Ombølget af sorte Røgskyer, hvorover de store Krigsflag lyste med deres klare Farver i det straalende Solskin, brasede Gneisenau lige ned mod os.
Jeg havde aldrig set den paa saa nært Hold og sugede hver Enkelthed til mig med mine fugtige Øjne, for jeg følte mig overbevist om, at jeg saa den for sidste Gang. Fra dens Dæk lød Hornsignaler, det var nok Mandskabet, der blev kaldt til Kanonerne. Jeg kunde se et Mylder af Folk paa Dækket, Matrosernes Huebaand flagrede i Vinden, og Officerernes Kasketter lynede i Solen.
– Ret! blev der raabt bagved mig, og alle rettede sig. Musiken, som jeg slet ikke havde set, faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”, og i et Brus af larmende Maskiner og skummende Vand strøg Gneisenau tæt forbi Dresdens Agterstavn.
Vi vendte os efter den, og blev staaende, saa længe Musiken spillede. Saa styrtede vi hen til den bagbords Ræling for at følge de store Skibe paa deres Vej mod Fjenden og mod Døden.
Scharnhorst laa nu i Spidsen, og tæt efter den sejlede Gneisenau. Begge gik for fuld Fart og sendte mægtige Røgskyer til Vejrs fra deres fire svære Skorstene. De laa næsten agten for os, og Afstanden øgedes hurtigt, da vi fjernede os fra hinanden i fuld Fart. Hvor længe vi stod og saa efter dem, véd jeg ikke, men vi stod der i dybeste Tavshed. Nogle havde taget Huen af og stod og krammede den i Haanden. Alle Ansigter var dybt alvorlige. – Nu!
Hvid Røg jog ud fra Scharnhorsts styrbords Side, og det svære Skib krængede over. Nu skød ogsaa Gneisenau og nejede sig til Bagbord for Kanonernes svære Tryk. To bragende Tordenskrald rullede over Vandet. Nu skød de igen, og igen. Luften dirrede af de mægtige Brag. Jeg saa Vandet fyge op i mægtige Fontæner langt bagved de to store Skibe. Englænderne skød for langt, og jeg kunde stadigvæk ikke se dem. Jo, dér – dér var Master og store Røgskyer. Det var nok de to svære Skibe, som Matrosen havde talt om. (…)
En mærkelig Ro kom over mig. Nu gik jeg ned til min Maskine og døde sammen med den. Jeg efterlod ingen tom Plads i Verden, for de derhjemme havde ikke set mig i næsten et Aar, og jeg kendte ingen andre. Naar jeg nu døde, vilde de faa Lov til at leve. Mor vilde faa Lov til at leve, og min Broder vilde ikke komme med i Krigen. Jeg døde som et Offer for dem allesammen. Det skulde saadan være, og jeg maatte ikke beklage mig derover. Jeg havde kun set saa lidt af Livet, var lige fyldt 20 Aar og kunde sagtens undværes.
Mine Tanker arbejdede vildt, og jeg saa Syner rejse sig foran mig. Dér stod Far og Mor den sidste Aften derhjemme, hver med sit Vinglas i Haanden, og sagde Farvel til mig med taareblændede Øjne. Jeg nikkede til dem og smilede til Farvel:
– Farvel, Mor! Farvel, Far! Nu gaar jeg paa den sidste Vagt, og hav det nu godt, til vi ses igen.
Saa rev jeg Døren op til Maskinrummet. Ventilations-maskinens Brølen slog mig i Møde. Jeg havde aldrig hørt den give en saa frygtelig Lyd fra sig før. En svedig, oliestænket Mand brølede omkap med Maskinen lige ind i Øret paa mig:
– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Han tumlede ud, og jeg var ene ved Maskinen og det vante Arbejde. Nu var der ikke Tid til andet end til at passe den, saa der intet Uheld skete.
Endnu var der ikke skudt fra Dækket, og vi kunde maaske løbe fra Englænderne. Livsmodet begyndte at blusse op i mig paa ny, da jeg stod overfor denne hylende Maskine, der ikke kunde tænke, men bare arbejde paa vor Frelse. Den gjorde sin Pligt, og jeg vilde gøre min. Smøre, smøre, skrue, dreje og regulere, over føle Lejerne og engang imellem ned paa Fyrpladsen for at smøre et Leje dér.
Der var varmt som i Helvede, og Larmen var frygtelig. Fyrbøderne arbejdede som vilde Dyr, hældte Kul paa og rev Slaggerne ud i en Temperatur, som jeg næsten ikke kunde aande i, men jeg saa intet og hørte intet udover min Maskine. Det var endnu tidligt paa Dagen, og jeg havde Kræfterne i Behold, alt blev naaet og passet som det skulde, og Tiden gik, uden at jeg lagde Mærke til det.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på SMS Dresden. Den 8. december 1914 løb hun for livet, på flugt fra en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne. De første skud blev affyret fra de engelske skibe fra lang afstand. Nu var det et spørgsmål om, hvem der kunne sejle hurtigst.
Ventilationsmaskinen brølede mig i Møde. Den gik med den højeste Fart, jeg endnu havde været ude for. og én Mand havde rigeligt at gøre med at smøre den. Maskinen slugte Olie i Pottevis, men den gik godt. Jeg kendte den, og en mærkelig Ro kom over mig, da jeg stod med Oliekanden i Haanden, overfølte Lejerne og sørgede for, at de alle blev smurt. Det var godt at have noget at bestille, og navnlig ved en Maskine af denne Slags. Dens Hylen fortalte mig, at alting gik, som det skulde, og at Dresden anspændte alle sine Kræfter for at redde sit Liv.
Olien drev fra Maskinen og stænkede mig i Ansigtet, saa det sved, men det frydede mig blot. Bare Maskinen gik uden at svigte, saa var alting godt. Den rasende Fart gik i Blodet paa mig. Jeg smurte, regulerede og drejede, som jeg aldrig havde gjort det før. Gik alt andet paa dette Skib i Stykker, saa skulde denne Maskine gaa, til Vandet lukkede sig over den.
En dump Rystelse, et Stød eller en Lyd, jeg vidste ikke hvad, gik igennem Skibet. Jeg saa paa min Maskine, lyttede efter, om der kom mere, men der var intet at høre. Maskinernes Larm lød, som den havde gjort det i de sidste Par Timer, saa det var formodentlig ikke dem, der var noget i Vejen med. Maaske var vi sejlet mod noget, som drev i Vandet. Det var overmaade farligt med den Fart, vi havde paa, men foreløbig saa det da ud, som om der ikke var sket noget. Rystelsen gentog sig et Øjeblik efter, og denne Gang var det, som om den blev fulgt af en hul, rungende Lyd. Det kunde sikkert ikke stamme fra Skibet, men maaske var det Skydning fra et af de andre Skibe. Maaske var Englænderne lige i Hælene paa os og Kampen allerede begyndt. Jeg anede jo intet, vidste ikke, om vi havde ændret Kurs og maaske løb Side om Side med de engelske Skibe som ved Santa Maria. Jeg vidste kun, at Farten blev holdt uforandret, og at der var givet Ordre til at holde Maskinen paa det højeste Omdrejningstal.
(…)
Paa Vejen kom jeg ved en Fejltagelse ned paa Fyrplads Nr. 1. Jeg var der kun et Øjeblik, men det var nok til at give mig et Indtryk af, hvilket forfærdeligt Arbejde det var for Fyrbøderne at holde denne Fart — maaske en 23-24 Knob. Varmen i rummet var uudholdelig, og skønt Folkene havde smidt det meste af Tøjet, løb Sveden ned over deres nøgne Kroppe som Vand. Underofficererne raabte og sprang omkring for ikke at staa i Vejen for Fyrbøderne, der ikke tog nogen Notits af, hvem der kom i Vejen for deres tunge Redskaber. Lige foran mig stod den store Fyrbøder Kotschak fra Danzig eller fra Schlesien, en Kæmpekarl med brede Skuldre og mægtige Armkræfter. Som en Automat bukkede han sig, huggede Skovlen ind i Kuldyngerne og hev den tunge Ladning ind i Fyret. Han knugede Næverne saa haardt om Skovlskaftet, at Knoerne lyste hvide. Han saa intet omkring sig og snakkede lavmælt med sig selv, afbrudt af Stønnen og hivende Aandedrag: – Jeg giver ikke op – jeg giver ikke op – før Vandet slukker under mine Kedler.
Han var grebet af rent Arbejdsvanvid. De, der kom i Vejen for hans Arbejde, vilde blive slaaet til Jorden.
(…)
Jeg fortsatte op paa Dækket. Jeg gik til Rælingen. Du gode Gud, hvor vi sejlede! Det var stille Vejr, og Havet laa spejlblankt foran os, men Dresdens Fart var saa voldsom, at Blusen og Huebaandene flagrede som i Stormvejr. Skibet rystede og dirrede under den vældige Fart, og Stævnen væltede Vandet til Side i store, gennemsigtige Flager, der splintredes mod Vandoverfladen og fortsattes som svære Dønninger ud til Siderne. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, drevet op af det umaadelige Lufttryk fra Ventilationsmaskinerne, og Sod og Kulstykker haglede ned over Agterdækket.
Om Styrbord laa et af de store Skibe, saa vidt jeg kunde se Gneisenau, og bag den, lidt agten for os laa Scharnhorst. Nürnberg kunde jeg ikke se — den laa sandsynligvis paa Gneisenaus styrbords Side, skjult af de vældige Røgmasser, der væltede ud af den store Krydsers Skorstene, og langt agterude saa jeg Leipzig sejle helt alene. Det hele var overset paa et Øjeblik. Flaaden løb for sin højeste Fart. Men hvor var Englænderne?
Jeg var paa Vej til Agterskibet, da jeg med ét standsede op. Ikke langt fra Scharnhorst jog en svær, mastehøj Vandsøjle op, pyntet med hæslige Brandfarver og kronet af en sort Røgsky, der sendte skarpe Tunger ud til Siderne. Et dumpt Rrag hørtes. Søjlen splittedes foroven og styrtede skummende sammen. Jeg behøvede ikke at spørge nogen, hvad det var. Det var tydeligt nok en svær Granat, der var slaaet ned i Vandet.
Jeg fortsatte min Vej mod Agterskibet, der drev med Sod og Kulstykker. Det forekom mig, at Dresden havde sat sin Fart op, og det saa ogsaa ud, som om vi hurtigt var ved at rykke forbi Gneisenau.
– Hvor er Englænderne? spurgte jeg en Matros, der stod ved Rælingen.
– Langt agterude, lød Svaret. De er ikke til at se for Røg.
Jeg stirrede i den angivne Retning, men kunde ingenting se. Røgen fra Dresden og de andre Skibe drev ganske vist til Styrbord, men et Taageslør blev liggende over Vandet og spærrede Udsigten paa lange Afstande. Jeg kunde kun se Leipzig stampe af Sted i sin Ensomhed, langt agten for alle os andre.
– Hvor mange Englændere er der? spurgte jeg videre.
– De siger, der er 8, lød Svaret. Udkiggen saa dem komme ud af Havnen som Rotter af et Hul. Der ligger to svære Tampe i Spidsen, og det er nok dem, der skyder. Det var Fanden til Rede, vi fik stukket Næsen i dér. Vi kom da tidsnok til Falkland.
En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dresden. Der var ingen Eksplosionsfarver i Vandet denne Gang, det rejste sig klart og gennemsigtigt, næsten lodret, i en utrolig Højde og sank saa langsomt skummende sammen.
– Den havde Retningen, sagde Matrosen, det er Fanden til Kaliber, de har taget med — det er nok disse her 30,5 cm. Hvis de kunde se os for Røgen, havde de ramt for længe siden.
Foto taget fra SMS Dresdens dæk i slutningen af november 1914. Slaglinjen er: Forrest “Scharnhorst”, “Gneisenau”, “Nürnberg”, “Leipzig” og bagest “Dresden”.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.
Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.
Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.
Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.
Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spændingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!
Jeg stampede med Foden i Dækket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.
En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.
Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrstedernes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kommandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.
Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passerede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.
Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?
Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røgsøjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvidskummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.
Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.
Den gamle krydser SMS Leipzig kunne ikke følge med
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i Infanteriregiment 176
Den 7. ds. om Morgenen gik vi igennem Lodz med fuld Regimentsmusik i Spidsen, og 4. Kompagni var saa heldig at følge umiddelbart bagefter, saa vi nød Tonerne i fuldt Maal. Var det ikke Hjemlandstoner, saa var det dog kendte Melodier, og den klangfulde og kraftige Musik var velgørende og opmuntrende.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Efter at have sænket en britisk eskadre i slaget ved Coronel var skibene løbet ind i en orkan ved Sydamerikas sydspids.
Stormen rasede utrætteligt paa den fjerde Dag. Matroser med Redningsbælter paa og Tove om Livet hev vor Dækslast af Kul udenbords, da Sækkene gik i Stykker og gjorde Dækket ufarbart.
Ogsaa paa femte Dag holdt Stormen ud. Den holdt nok aldrig op. Alle var syge og sløje, og selv Bartsch og Nievergall maatte give op overfor al den Proviant, der stod til deres Raadighed ved Skafningerne. Nievergall hev en stor Stabel Pølseender, som han havde samlet sig, over Bord og sagde med et grimt Grin:
– Vore Venner derude skal ogsaa have noget.
Det var Hajerne, han mente.
Stormen rasede uforstyrret videre den sjette Dag. Nu var vi ved at give op, men Pligterne holdt os oppe. En af mine bestod den Dag og den følgende Uge i at staa for Skafningen ved vort Timandsbord. Det var i Almindelighed ingen morsom Opgave og nu særligt forstemmende, fordi ingen kunde spise noget, og Suppen alligevel skulde hentes.
Spisegrejerne dansede paa Bordet, og ingen vidste, om det var hans egne eller andres Grejer, han fik fat paa. Jeg hørte Signalet til Middag, greb Suppebaljen, som vi kaldte den, og pilede af Sted. Jeg kom godt nok op, men rutschede ned med Suppebaljen i Hænderne. Min ene Fod røg ned i Suppen, der var gloende varm. Det gjorde ondt, og Suppen havde heller ikke godt af Uheldet. Der var ganske afgjort flere Fedtperler paa den nu, end da jeg hentede den. Ellers er det jo saadan med Soldatersuppe, at flere Øjne ser ned i den end op fra den.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Hjulmager Christensen af Toftlund, der er født i Danmark, meldte sig ved Krigens Begyndelse som frivillig og kom med til Rusland, hvor han mentes at være falden. Nu er der indløbet et Kort fra ham fra Beuthen, hvor han ligger paa Sygehuset, saaret ved et Skud i Foden.
Landboelsmand H. Chr. Hansen Lintrup Mark, har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Hans Hansen den 6. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Hansen, der ifølge „Flensborg Avis” var Købmand, var ugift. Han fik før sin Død tildelt Jernkorset.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sessioner for den ikke uddannede Landstorm
Hamborgske blade melder, at den stedfortrædende Generalkommando har anordnet Sessioner for den ikke uddannede Landstorm. Sessionerne skal omfatte alle dem, som er født fra Aarene 1876 til 1894, begge disse Aar inklusive. Det drejer sig om de militærpligtige, der straks paa Sessionerne er overskrevne til Landstormen og om dem, der med det fuldendte 32. Aar fra Forstærkningsreserven (Ersatzreserve) er traadt over i Landstormens 1. Opbud. Sessionerne skal finde Sted i Løbet af December Maaned. Det drejer sig om en forberedende Forholdsregel. Indkaldelser er der endnu ikke tænkt paa.
Omtrent 6.000 Mand Indkvartering
Indkvarteringskommissionen i Flensborg meddeler bl.a.: I Løbet af Dagene mellem den 24. og 27. November maa der anbringes omtrent 2.500 Mand i Flensborg. Det vil ikke altid være muligt i Forvejen at bebude hver enkelt Indkvartering; men Borgerskabet bedes indrette sig paa, til enhver tid at tage imod Indkvartering. Man beder ogsaa i denne Uge at se bort fra ethvert Andragende om Omkvartering. Da Flensborg By under hele Krigen maa regne med omtrent 6.000 Mand i Borgerkvarter, er det enhver Borgers Pligt at gøre sig fortrolig med en varig belægning af hans Kvarter.
Som Følge af højere Anordninger fra Generalkommandoen vil det ikke være muligt at nedsætte Antallet for Flensborg betydeligt. Derfor kan ogsaa den hidtil udøvede Forholdsregel med Omkvartering efter 4 Ugers Forløb kun opretholdes i begrænset Omfang. Endvidere vil det i Løngden heller ikke være muligt at fritage alle 3-Værelses Lejligheder for en Indkvartering; da Boligerne med 4 eller flere Værelser trods stærkere Belægning ikke vil være i Stand til varigt at tage imod hele Indkvarteringen. Der kan kun i de mest paatrængende Tilfælde, hvor der foreligger tungtvejende Grunde, tages Hensyn til Andragender om Fritagelse for Indkvartering.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
En amerikansk Borger arresteret og holdt fængslet i 17 Dage. Der opgives ingen Grund
Medens man maa sige, at det tyske Grænseopsyn og de tyske Myndigheder i Almindelighed optræder ret imødekommende og hensynsfuldt, kan der forekomme Tilfælde, hvor nidkære Embedsmænd udviser en Brutalitet og Hensynsløshed, der virker højst utiltalende. Et Eksempel herpaa er følgende:
Landmand Peter Hansen-Spandet, der er amerikansk Borger og Forpagter af Jorder i Iowa i Forenede Stater, har været hjemme paa Besøg et Aarstid hos Forældrene i Gramby i Sønderjylland og vilde i Maanedens Begyndelse rejse tilbage til Forenede Stater.
I den Hensigt begav han sig fra Gram til Gjelsbro Grænsetoldsted for at erfare, hvorledes det forholdt sig med at komme over Grænsen næste Dag. Imidlertid fandt de tyske Grænsesoldater ham — uden paaviselig Grund — mistænkelig og anholdt ham til Trods for, at han fremlagde sine Papirer som amerikansk Borger. Papirerne blæste man et Stykke, hans Protester ligesaa, men derimod blev han ført til Flensborg, paa hvis Politistation han maatte aflevere sine Papirer for derefter at føres til Navigationsskolen, hvor han erklæredes for fængslet. Her sad han i 17 Dage. Fængselskosten var slet, saa han maatte købe særlig Mad i den Tid, han var der, og han ventede forgæves paa at komme i Forhør.
Saa den 20de Novbr. ved 11-Tiden om Formiddagen meddelte en Politibetjent ham, at han var fri og gav ham hans Papirer tilbage, men der blev hverken gjort nogen Undskyldning eller ydet nogen Erstatning — den uberettigt fængslede havde nu blot hurtigst muligt at forlade Fængslet. P. Hansen-Spandet tog derpaa her til Ribe, hvor han nu opholder sig for at tage tilbage til Amerika med en af de første Amerikabaade.
Hansen-Spandet agter at klage til den amerikanske Gesandt i København; over den i lige Grad grundløse og hensynsløse Behandling, han har været Genstand for fra tysk Side.
I Navigationsskolen i Flensborg sad foruden Greve Schack-Schackenborg og Andreas Grau og Hustru, der ikke havde Anelse om, hvorfor de var fængslet, endvidere 14—15 Russere og et Par Belgiere.
I de sidste Dage har Flagene langs den tyske Side af Grænsen mange Steder været hejst efter Ordre for at fejre den tyske Sejr i Polen, hvor General Mackensen tog ca. 40,000 Fanger og meget Skyts og Ammunition.
Nye Udvisninger Paa flere Steder bliver Tjenestefolkene nu farlige for det tyske Rige. Vi har allerede meldt om et Par Udvisninger. Efter hvad vi erfarer, er nu ogsaa en Tjenestepige hos Gaardejer Sigfr. Godthardtsen i Emdrup bleven udvist, og den samme Skæbne er overgaaet en Pige i Rejsby.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Lensgreve Schack-Schackenborg
Rigsretsadvokaten har for 14 Dage siden standset den Sag mod Greve Schack-Schackenborg, hvortil der var truffet Forberedelser gennem Undersøgelser af hans egne og Sogneværnenes i sin Tid beslaglagte Papirer.
Det forlyder, at det indsamlede Materiale skal tilstilles Underretterne, for at sagen kan gaa gennem alle Instanser. Der er derfor Udsigt til, at den trækkes yderligere i Langdrag og at Grev Schack under de nuværende Forhold vil blive holdt fængslet en rum tid endnu.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden, der var med i den tyske Stillehavseskadre.
Den 26. om Morgenen fik vi dog andet at tale om. Vi fik Ordre til at gøre os klar til at træde an paa Dækket til Parade for Admiralen. Det virkede som en Lynnedslag imellem os. De fleste vilde hellere være traadt an paa Fægtningspladserne end stille til Parade for en Admiral, og den Nervøsitet, der beherskede Banjerne den Formiddag, var meget større end før Slaget ved Santa Maria.
Underofficererne og det ældre Mandskab hjalp os efter Evne, for at vi ikke skulde faldt helt igennem. De rettede paa vort Tøj, paa Huerne og Kokarden. Den skulde sidde lige mellem D og R paa Huebaandet, og det blev antydet overfor os, at kun det rene Udskud af Menneskeheden kunde faa den fortvivlede Tanke at anbringe Kokarden andetsteds.
Baadsmandspiben lød: – Alle Mand op til Parade! Vi stormede op. Matroserne traadte an paa styrbords og Fyrbøderne paa bagbords Overdæk. Underofficererne rettede Fronten af og fremhviskede de sidste indædte Anmodninger til os om at opføre os ordentligt og ikke gøre os selv, dem og Skibet, ja, hele Landet Skam. Det var en virkelig stor Dag for dem efter mange Maaneders Dvale.
Paa Kommandoerne til Faldrebsvagten kunde jeg høre, da Admiralchaluppen lagde til, men jeg kunde ikke se det, da Luftskakten var i Vejen.
— Ret — giv agt — se til — venstre!
Kommandoraabene smældede, og Musiken faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”. En Gruppe Officerer, som jeg ikke kendte, begyndte langsomt at skridte vor Front af. Det blinkede af Guld fra Huer og Epauletter, fra Knapper og fra funklende Ordner. Aldrig havde vi Folk paa Dresden i vor formløse Eneboertilværelse mødt noget saa glimrende og ophøjet. Det var altsaa disse Folk, der havde samlet de spredte Skibe paa Havene og ført dem til Sejren ved Santa Maria, og det var deres Viljer, der inden længe igen skulde drive os ud paa Havet til nye Eventyr.
Forrest i Gruppen gik en lille Mand med energiske og hurtige Bevægelser. Han havde et solbrunet Ansigt med graasprængt Sømandsskæg og milde, venlige Træk, men lysende af Energi og Myndighed. Jeg havde aldrig set ham før, men var klar over, at det var Admiral v. Spee. Som Reglementet bød, saa jeg ham lige ind i Øjnene, da han passerede forbi, og fangede et Blik fra to rolige, graa Øjne, der hurtigt gled videre til næste Mand.
Det var saa Admiralen, Kejserens Repræsentant paa Verdenshavene. Disse rolige, graa Øjne i det venlige Ansigt havde for faa Dage siden maalt tolv Hundrede Menneskers Livsmaal ud i Søslaget ved Santa Maria. Jeg saa ikke mere af Paraden, men stirrede lige ud efter Reglementet. Ikke langt fra mig hørte jeg en Stemme, som maatte være Admiralens:
– Jeg ser, at det er mest smaa Folk her om Bord, men det betyder jo ikke noget. De har gjort deres Sager fortræffeligt.
Et Øjeblik efter traadte vi af og forsvandt under Dæk, hvor vi med Undtagelse af en ny Parade, der varede ganske kort, opholdt os Resten af Dagen uden at bestille noget. Dresden laa for Anker, Bunkerne var fyldt, og der var endog stuvet Kul i Sække paa Dækket. Vi var klar til at sejle, og det stod os klart, at vi havde en lang Rejse foran os.
Men det blev en Dag fuld af de sælsomste Oplevelser. Endnu en Gang blev vi pebet paa Dæk og fik den Meddelelse, at Kejseren i Anledning af vor Sejr over Englænderne havde dekoreret samtlige Skibschefer med Jernkorset af 1. og 2. Grad, og at der var uddelt 250 Jernkors til hele Eskadrens Mandskab. Hvem der var dekoreret, fik vi dog ikke at vide endnu. Samtidig var en Mængde Fyrbødere blevet udnævnt til Overfyrbødere, og til dem hørte jeg, uden at jeg var i Stand til at gætte mig til, hvorfor jeg var avanceret.
For at sætte Kronen paa Værket blev der senere uddelt Vin til os. Det var noget rødt, stærkt Stads, som man let fik for meget af, navnlig naar man var saa afvænnet i ned Spiritus som vi, og jeg fik da ogsaa lidt for rigeligt.
Sent paa Eftermiddagen lettede vi. Jeg var et Øjeblik paa Dæk og saa hele Eskadren svinge ud al Bugten. Vi havde tre Førselsskibe med, nemlig Båden, Santa Isabel og et nyt Skib, der hed Seydlitz. Hjælpekrydseren Prinz Eitel Friedrich var lettet nogle Dage i Forvejen, og „Gyngehesten” var ikke mere blandt Skibenes Tal. Den var blevet sænket Side om Side med sin sidste Prise, da den ikke kunde følge med de andre Skibe.
Nu gik det altsaa mod Kap Horn og derfra til Falkland. Ahrens mente, at vi kunde naa dem med de Kul, vi havde, men foreløbig gav det aabne Hav os en meget uvenlig Modtagelse, der ikke tydede paa nogen glat Rejse.
Det blæste godt, og Søen var i heftigt Oprør. Jeg havde en meget ubehagelig Vagt ved Ventilationsmaskinerne den Nat. Tung i Hovedet af Vinen var jeg, da jeg vaagnede, og bedre tilpas blev jeg ikke nede ved Maskinerne, der stank af varm Olie. Jeg blev syg og kastede op og var meget mat og elendig, da Afløsningen kom.
Først om Morgenen kom jeg til Hægterne igen, og kunde glæde mig over, at de fleste af de andre gik og klagede sig over Tømmermænd, mens mit Ildebefindende ganske var forsvundet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen
Dansk Undersaat, Karlen Jens Chr. Oscar Mikkelsen, født den 15. juni 1879 i Olderup paa Sjælland, er blevet udvist af Landraaden i Sønderborg.
Foruden ved Hvidding er det blevet ansat kvindelige Kriminalbetjente ved Sommersted og Høkkelbjerg til undersøgelse af kvindelige Rejsende, der passerer Grænsen.
Johann Friedrichsen af Frifeldt er falden i Frankrig, og til Roager er der indløbet Efterretninger om, at Maler Chr. Brink er død som følge af et Saar i Benet. Afdøde efterlader Enke og tre uforsørgede Børn. Endvidere er der indløbet Efterretning om, at Landmand E. Andersens Søn, Peter Andersen, er død af Tyfus.
Kommuneforstander Jensen, Hvidding, har modtaget Meddelelse om, at en af hans Sønner er falden på den vestlige Krigsskueplads. Jensen har endnu fem Sønner, der er indkaldt, og en syvende, som kan vente det. En af Sønnerne, der i Begyndelsen af Krigen fik en Kugle gennem Armen, har for Tiden Orlov og er paa Besøg i Hjemmet.
Chefen for den tyske Grænsebevogtningsstyrke i det vestlige Distrikt, Oberleutnant Braun i Skærbæk, er den 19. ds. udnævnt til Kaptajn, men vedbliver i sin nuværende Funktion.
Når mændene var i krig, rykkede kvinderne ind på mange arbejdspladser, der hidtil var forbeholdt mænd. Her er det kvindelige arbejdere på en flyvemaskinefabrik.
Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.
Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.
Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.
Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.
Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.
Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.
Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …
Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Guldet inddrages
Der er allerede for længere Tid siden fra Myndighederne udgaaet Opfordring til Befolkningen om at aflevere, hvad de har af Guldpenge, til Bankerne og faa dem ombyttet med Seddelpenge. Man vi forstå, at dette i saa rigt et Land som Tyskland kan faa Guldbeholdningen til at gaa mægtigt til Vejrs, naar Ordren efterkommes over alt i Riget.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Efterretninger fra Nordslesvigere
Fra Vestfronten
En yngre Gaardejer fra Haderslevegnen skriver ifølge “Hejmdal” fra Vestfronten til sin Søster bl.a.:
“Jeg siger Gud ske Tak for, at jeg er bleven forskaanet indtil nu. Denne Tid faar mange, ja jeg tror alle, til at tænke dybere over det Liv, der følger efter. Nu, da vi er uden for Skudlinjen, stiger Modet jo igen, men jeg tror, at ingen lægger sig til Ro uden at bede sig Fadervor eller bekende sin Tro; i alt Fald gør mange det. I Eftermiddag hørte jeg, at en laa og nynnede ‘Vor Gud han er saa fast en Borg’, og det var én, jeg mindst havde tænkt det om. Jeg siger Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro; for naar det kniber haardest, tyer jeg altid derhen.
En Gang skulle vi igennem en stærk Kanonild, og den visse Død var os næsten for Øje. En Angst var over mig, som næsten aldrig før. Men efter at jeg havde bekendt min Tro og bedt om Hjælp, var Angsten helt borte, og det kom mig slet ikke for, at jeg gik dér, og jeg slap ogsaa vel igennem.
Derfor tror jeg, at selvom Krigen er grufuld, er der nogen Mening med den og kommer der ogsaa noget godt bagefter for mange.
Og saa til Slut mange Tak for Pakke og Brev og mange hilsener til gamle og unge fra
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Feltpost fra Sønderjylland
Fra Livet i Skyttegravene
Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.
Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.
Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.
Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.
Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.
Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.
Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.
Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.
Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.
Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Den Indskrænkning af Trafikken over Grænsen, der i Lørdags effektueredes ved Taps paa Landsdelens østlige Side, er i dag ligeledes traadt i Kraft for det vestlige Distrikts Vedkommende. Ikke blot er Automobilkørslen standset, men fra i Eftermiddag kl. 4 er det end ikke tilladt Børn at passere Grænsen i Smaaærinder, således som det hidtil er sket.
På de af Konsulaterne og de tyske Myndigheder visende Pas forlanges nu Fotografi.
Ogsaa paa Vestbanen er Trafikken blevet lidt indskrænket. Saaledes gik hidtil daglig et Særtog fra Hvidding sydpaa kl. 10.00 Formiddag, medførende Kvæg og Heste. Dette tog løb sidste gang i Gaar, og Kvæg og Heste, der nu indgaard i Vedsted Station kl 6.19 Morgen og kl. 9.18 Formiddag, ver herefter først afgaa fra Hvidding kl. 11.33 Formiddag. Hvis der imidlertid er en Transport paa 10 Vogne og derover vil der blive sat Særtog i Gang fra Hvidding kl. 10.10.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Natten til den 13. november marcherede I. Armekorps (I. på kortet) og 70. Landwehr Brigade (70. L. på kortet) fremad øst på til angreb mod XX. Russiske korps (XX. på kortet) og 3. Reserve Division (3.R. på kortet), under deres nye Kommandør General leutnant Rolewe, marcherede i løbet af dagen ad vejen Darkehmen-Goldap mod II. Kaukasische korps (II.k. på kortet). I. Armekorps tog bl.a. 1000 fanger på dagen.
Den 14. og 15. november fortsatte General v. Below angrebene, men uden de store fremskridt. Men efter pres på nord fløjen valgte han at indstille angrebene. Man måtte nøjes med at have givet russerne et kraftigt slag, og have taget omkring 5000 soldater til fange og erobret 17 maskingeværer. Derfor var det skuffende, at de igen måtte trække sig tilbage.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Valparaiso blev en Skuffelse. Jeg erindrer en hvid By med en Mængde Skibe langs Kajerne, deriblandt mange tyske, og en Række smukke chilenske Krigsskibe paa Rheden. De hilste os med Salut, da vi lagde ind tidligt om Morgenen den 13. November, og vi svarede. I Land kom kun Kommandanten og nogle faa Officerer, men om Eftermiddagen fik Tyskerne i Byen Lov til at besøge Skibene.
De kom i Hundredvis, Mænd og Kvinder i alle Aldre, lige begejstrede og lige rørende gavmilde. Næsten alle havde de Kærlighedsgaver med til os, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at ryge en hel Cigaret. Ellers maatte jeg som saa mange andre nøjes med de Stumper, som Officererne kastede fra sig.
De sidste, der forlod Dresden, var en Del unge Tyskere fra Byen, der i Timevis tiggede Officererne om Tilladelse til at sejle med som frivilligt Mandskab. Her som alle Vegne, hvor vi traf Tyskere i Udlandet, lagde disse en Offervillie og en Fædrelandskærlighed for Dagen, som forekom os andre selvmorderisk, men som vi bagefter maatte beundre.
Sent om Aftenen samme Dag sejlede vi efter at have faaet noget Proviant om Bord. Jeg lagde Mærke til, at nogle af Kasserne var mærket med Good Hope og altsaa oprindelig havde været bestemt til det engelske Admiralskib, der sprang i Luften ved Santa Maria.
Vi gik med temmelig stærk Fart sydover, og jeg følte en mærkelig Lettelse, da vi var kommet ud i rum Sø og Lysene fra Valparaiso var forsvundet bag os. Havet virkede saa hjemligt, som om jeg havde tilbragt hele mit Liv paa det, og det regelmæssige Arbejde jog de triste Tanker paa Flugt.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen om forholdene syd for grænsen.
Sønderjylland og Krigen. Langs Grænsen. Som allerede meddelt i Slutningen af Oktober er Grænsebevogtningen bleven skærpet paa den sydlige Side og den tyske Bevogtningsstyrke er nu yderligere bleven forholdsvis stærkt forøget — ikke af Hensyn til Befolkningen, men for at hindre Uvedkommende i at færdes frem og tilbage over Grænsen udenfor de sædvanlige Færdselsveje, der for Tiden gaar over Egebæk, Gjelsbro, Foldingbro, Skodborghus, Jels, Taps og Kær Mølle.
I det hele maa det fremhæves, at Forholdet mellem den tyske Bevogtningsstyrke og Grænsebefolkningen er særdeles velvilligt, og at man fra Opsynets Side søger at stille sig saa imødekommende, som Krigstilstanden med dens Forholdsregler paa nogen Maade tillader.
Ledende artikel: Sønderjylland og Krigen
Grænsebevogtningens Skærpelse gav sig i Aftes, Søndag, stærkere udslag ved Toldgrænsen ved Taps syd for Kolding. Mellem Kolding og Haderslev har hidtil – trods Krigen regelmæssigt kørt to Rute-Automobiler – Bil-Omnibusser – tilhørende henholdsvis Fragtkørerne Rudolph i Kolding og Hyllelund i Christiansfeldt. De har hidtil besørget baade Person-og Kommissionstrafik paa Ruten, men i Aftes blev Rudolphs Bil paa Tilbagevejen fra Haderslev til Kolding standset ved det tyske Toldsted og der blev nægtet den Tilladelse til at komme over paa dansk Grund. Og da Hyllelunds Bil kom fra dansk Side og ville sydpaa, blev den ligeledes standset – den maatte ikke kommer over for den tyske Grænseopsyn.
Efter hvad vi erfarer maa Aarsagen til denne pludselige Standsning af de to Biler – der vakte betydelig Opsigt i Egnen og særligt da i Kolding – søges i en fra Generalkommandoen i Altona Søndag Eftermiddag indløben Ordre om at standse Automobiltransporten over Grænsen.
I Dagene omkring den 6.-8. Oktober var der i den vestlige Del af Nordslesvig Tale om at forbyde Mænd i alderen 18-55 Aar med Bopæl søndenaa at passere Grænsen, og man satte dette i Forbindelse med de da paatænkte Indkaldelser, hvorunder man ville søge at hindre Personer i eventuelt at unddrage sig saadan Indkaldelse. Nu meddeles det atter – denne Gang fra den østlige Del af Nordslesvig – at der er kommen eller der forventes Forbud imod, at tyske Undersaatter i Alderen 18-45 Aar passerer Grænsen. For Værnepligtiges Vedkommende har saadant Forbud, som sagt, virket i den vestlige Del allerede i længere Tid.
Passagen over Grænsen er, som tidligere meddelt, i det hele bleven noget vanskeligere, og Kravene for Passage skærpet. En Arbejder fra Taps f.Eks., der i lang Tid daglig har passeret Grænsen for at arbejde i Nordslesvig, havde paa et hængende Haar i Lørdags Aftes ikke faaet Lov til at passere Grænsen tilbage til Taps, og først efter at Overkontrollørens Tilladelse var indhentet, fik han Lov til at passere, men samtidig fik han Ordre til at skaffe et forskriftsmæssigt udstedt Pas.
Der cirkulerer igen taabelige Rygter om Troppekoncentrationer i Nordslesvig. Hvad der sker og til Dels er sket i denne Tid indskrænker sig til Forskydning af mindre Styrker og, som nyligt meddelt, til Forøgelse af Bevogtningsstyrken ved Grænsen. Denne sidste har hidtil været besørget af 3-4 Kompagnier og er nu bleven forøget med et Par Kompagnier, det er det hele, og det er saare naturlig og lige til, naar man sydfra regner med Muligheden af, at f.Eks. engelske eller andre mindre velsete Personer kunne tænkes at gøre sig et Ærinde paa tysk Grund ad denne Vej. Derfor afpatrouilleres Grænsen fra Vesterhavet til Lillebælt ogsaa nu meget omhyggeligt, og dertil kræves selvfølgelig et større Mandskab end tidligere, da man nøjedes med Bevogtning af Overgangene.
Allehaande Rygter om større Troppesamlinger, om Afbrydelse af Danmarks diplomatiske Forbindelse med England etc. er det rene Opspind – Kaffesladder eller Spiritusfantasi, som man nu burde være forskaanet for.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
