86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, fejrer jul på vestfronten
— Julen blev fejret, dagen før, vi kom herud, altså den 23. d. m. Vi var til kirke i byens kirke om eftermiddagen, og aftenen skulde vi så tilbringe i kvarter, for der var ingen sal i byen, hvor vi kunde samles.
Vi fik udleveret et lille stykke kød, og deraf lavede vi så steg, så godt som det lod sig gøre uden noget som helst andet end fedt. Der blev også udleveret øl og rom, men der var ingen rigtig afsætning på vor stue. Jeg nævnte vist nok sidst, at vi havde bedt en del af vore kammerater til os om aftenen for at få en god aften.
Henimod kl. 7 samlede der sig ialt 16. Navnene på dem vil I kunne se i „Hejmdal”. Vi sendte nemlig en hilsen til dette blad den aften, og forhåbentlig bliver det så også optaget i de andre aviser. Skal hilse jer fra Peter Jensen, Stenderup, og Jørg. Brag, Undelev, som jo var med. Vi begyndte med at synge „Ind under Jul“, „Julen har bragt” og et par flere. Så læstes juleevangeliet, og vi sang så atter et par salmer. Fik så en tår kaffe til vore julekager, talte lidt sammen, læste et stykke af „Den nordslesvigske kirkesag”, som særlig passede til os, sendte hilsenen til „Hejmdal” og sluttede henimod kl. 9 med „Dejlig er jorden”. Det kunde maaske synes mærkeligt her midt inde i al den elendighed, en sådan krig forårsager, at synge denne sang, men jeg tror nok, at de fleste af os havde det på fornemmelsen, at endnu prægtigere er Guds himmel, og så kan vi trods alt synge, at dejlig er jorden.
Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.
22. december 1914.
Dagen efter var jeg ude at se Byen. Det smukkeste, jeg saa, var den skønne, rige Domkirke. Ved Siden af stod et nedskudt Taarn. Man sagde, at det blev ødelagt i 1870-71. Indeni gjorde den af tyske Soldater med Grøntslyngninger pyntede Kirke et ærværdigt og tiltalende Indtryk. Særlig var Væggene rigt behængt med kostbare Malerier, og næsten alle Vinduer var fyldt af Glasmalerier i stærke, rene Farver paa Gulvet laa mange vældige beskrevne Stenplader.
Ved det rige Alter stod to Juletræer med Lys, næsten som om det havde været hjemme; jeg glædede mig allerede til at skulle fejre Jul i denne Kirke.
Om Eftermiddagen, tænk, da traf jeg sammen med Sygeplejersken fra Broager, Frk. Aagaard. Hun boede sammen med en Veninde i en lille hyggelig Stue. Da vi skiltes, tog jeg med Glæde imod Tilbudet om at tilbringe næste Aften hos dem sammen med nogle Kammerater; saa vilde de tænde Juletræet for os. Det kunde jo blive kønt; dog, det skulde komme anderledes.
Tøndringe fra Regiment 86 har pyntet op til jul. På skiltet står: “Gott strafe England.”
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Mangelen på Petroleum Den preussiske Overkommando i Altona bekendtgør følgende: Som følge af manglende Tilførsel under Krigen er Petroleumsforraadene i det tyske Rige allerede blevne betydeligt forringede. En gros handelen er ikke længere i Stand til at dække Befolkningens Forbrug i det ønskede Omfang. Det er derfor uundgaaeligt nødvendigt, at Petroleumsforbruget almindelig begrænses til det allernødvendigste, for at man saa vidt muligt kan undgaa en fyldestgørende [sic!] Mangel paa enkelte Steder. Saa vidt det paa nogen Maade er muligt, maa der i Almenhedens Interesse bruges Brændspiritus i Steden for petroleum.
Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom Fra Sønderjylland meddeler “Herning Folkeblad” følgende Virkelighedsbillede fra Forholdene under Krigen:
En tysk Lærerinde havde faaet Ansættelse ved Skolevæsenet i Sønderborg. En dansk Borger havde averteret et Par Værelser til Udleje. Lærerinden ville leje dem. Hun kunne godt faa dem til Leje, men paa den Betingelse, at hun maatte ikke stikke det tyske Flag ud fra sine Vinduer. Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom. Lærerinden betænkte sig paa det, men gik dog ind paa det stillede Vilkaar og lejede Værelserne.
Kort efter blev den danske Mand stævnet til et Møde for Politimesteren, der spurgte, om han ikke til Lærerinden havde udtalt, at han ikke ville have tysk Flag paa sit Hus. Mande bekræftede det, og da Politimesteren spurgte, om det ikke var en Fejltagelse, gentog manden fast og bestemt: Nej, jeg vil ikke have det tyske Flag paa mit Hus, for jeg er dansk.
Efter denne Udtalelse blev han arresteret og har siddet i Fængsel siden. Lignende Optræden og Chikanerier fra de tyske Embedsmænd Side over for de Danske er saa almindeligt nu som før Krigens Udbrud. Man da de danske Blade er under Censur, maa de ikke fortælle noget derom.
Julehilsen fra den vestlige Krigsskueplads “Flensborg Avis” har modtaget følgende: Undertegnede Nordslesvigere ligger sammen i en Skyttegrav i Nærheden af Roye. Vi befinder os alle vel og sender hermed en Julehilsen til vor kære Hjemstavn. Vi lever stadig i Haab om at gense vort kære Nordslesvig. Anders Petersen af Øster Gammelby pr. Visby, Peter Petersen af Aaspe pr. Bredebro, Christian Hansen af Randerup pr. Ballum, Jens Thomsen af Blans pr. Ullerup, Jørgen Skrøder af Bækskov pr. Store Nustrup, Knud Iversen af Genner Strand pr. Genner, Otto Nielsen af Vesterende-Ballum, Marius Knudsen af Brøns og Jørgen Jakobsen af Sønderborg.
Død paa Lazaret i Belgien Gaardejer Ehlers fra “Gejlbjerg” ved Toftlund, som forleden stod opført som haardt saaret og som formodedes at være i Fangenskab, er død den 27. November af sine Saar uden at være kommen til Bevidsthed, meddeler Hejmdal.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten
Den følgende Dag blev vi liggende i Kvarter. De første smaa Julepakker hjemmefra begynder at indfinde sig. En lille Bog, „Julehilsen til Soldaterne” kom saa ene, for jeg var ene om at være Dansker (Knacker) i Kompagniet.
Denne „Julehilsen”, der dengang sendtes til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem, gemmer jeg endnu, selv om den er lidt medtaget af Opholdet i Skyttegravene, hvor den havde sin Plads i Baglommen i min Vaabenfrakke, og hvorfra den ofte i ensomme Timer blev draget frem til Opbyggelse. — Jeg benyttede mig af Floden Rawkas Nærhed til at tage et Julebad. Da man ikke saa nær havde Lejlighed til at faa sig vasket hver Dag, ja end ikke hver Uge, var det ikke af Vejen med rigeligt rindende Flodvand.
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86.
Den 21. december 1914. Den sidste Aften, vi havde været i Dreslincourt, foretog Franskmændene et Skinangreb til Afsked. — Pludselig fik vi den 21. Ordre til at pakke vor Ransel. Det var et møjsommeligt og kedeligt Arbejde; thi det var os næsten ikke muligt at finde Plads til alle de Ting, vi i Tidens Løb og nu lige til Jul havde faaet tilsendt. Vi troede endda sikkert, at vi skulde fejre Jul i »Villa Hesteben«, og i den Anledning havde vi tænkt at beære vor kære, lille Kakkelovn med, at der skulde koges en hel Del Retter paa den, som vi havde faaet sendt i Pakker derhjemmefra. Nu ramlede alle disse Luftkasteller sammen. Om Aftenen Kl. 8 gik det af Sted, først igennem Ghiry; lidt uden for denne By gjorde vi Holdt, indtil Regimentet var samlet.
Det varede ikke længe, førend en lille Trop gav sine Tanker frit Løb ved at synge en smuk Julesalme, og lidt efter sang de alle med. Den ene Salme afløste den anden, og jeg tror nok, at de fleste var grebne af en og samme Tanke. Den dæmpede og friske Sang lød meget smukt ud i den stille Nat; vi var jo nødte til at synge dæmpet; thi vi var ikke langt fra Fjenden. Mod Syd saa vi Lyskuglerne spille og hørte tydelig Kanonernes Dundren.
Da Regimentet var samlet, gik det videre mod Noyon; der blev vi indkvarteret i en stor Lade. Da vi havde lagt vor tunge Bagage, gemte vi os i Halmen og forsøgte at sove. Men for de flestes Vedkommende vilde det ikke lykkes; thi der var et forfærdeligt Træk igennem Laden; vi frøs alle, saa vi rystede. Det var en slem Begyndelse for de nye Reserver, som vi fik. Det var fjerde Gang, vi havde faaet friske Reserver.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Regiment 84 lå ved juletid 1914 ved Moulin-sous-Touvent på Vestfronten
Wilhelm Hartmann, Weimar, løjtnant af reserven ved 8. kompagni regiment 84, fortæller.
Det blev efterhånden jul, som blev fejret i skyttegraven, i hvilken vi sad i 5 eller 6 uger, tror jeg, uden at blive afløst; men også uden i denne lange tid at blive vasket eller barberet. Hele kompagniet fulgte i den henseende sin kaptajns ophøjede forbillede, der med tiden mere lignede en røverhøvding.
En populær vane i de dage var at vække den sovende afløsning med det søde og også blidt og kærligt udtalte ord “Fred”, for så at le rigtig brutalt, når den vækkede person i den første opvågnens tummel troede, det var sandt.
Regiment 84 “von Manstein” i Verdenskrigen (udkommer 2015)
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176.
Parlokko blev vort Kvarter Julen over, naar vi da ikke var i Skyttegraven. Byen huskes netop ganske særligt, fordi vi der fejrede Jul i Felten. Det var en større Landsby, men Størrelsen gav sig ene Udslag i Længden; der var nemlig kun een Række Huse paa hver Side af en snavset Vej, der var et Par Kilometer lang.
Russerne laa i Stilling bag en Banedæmning (Lowic— Warszawa), og vort Job som Reserve vilde sikkert ikke vare ret længe.
Den 20. December blev vi jaget frem for at grave en Dækningsgrav bag vor forreste Linie. Arbejdet skulde gaa for sig om Natten for ikke at faa alt for store Tab. Lidt efter lidt blev vi skubbet ind i forreste Linie, og her var der opstillet Minekastere, der sammen med Artilleriet kappedes om at sprede mest mulig Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Vi laa Side om Side med dette nye Fænomen, og naar Minekasteren fyrede, skulde vi lægge os ned samt holde Hænderne for vore Øren. Vor Kompagnifører blev saaret, og da den nye, der var blevet forfremmet til denne Post, præsenterede sig, opdagede jeg, at det var min „Opdrager” fra Rekruttiden, Vice-Feldwebel Lapuh. Med denne, som fra min allerførste Rekruttid havde vist sig som en haardhændet Slyngel, var jeg nu ellers ved at komme paa Talefod, vel sagtens, fordi jeg nu var ene tilbage af det Rekrut-Korporalskab, der havde været hans. Vort Kompagni var stadig uden Officerer. Første Aften i denne Skyttegrav blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage til Feltkøkkenet ved førnævnte Vandmølle efter Mad; men der gaves heller ikke frit Lejde til dette; en af Kammeraterne blev saaret, da vi var paa Vej frem med Maden.
Artilleri-Duellen fortsattes hver Dag. I Ingenmandslandet foran os laa en lille By (Chencitza), hvoraf en Del efterhaanden blev jævnet med Jorden. Efter en haard Anstrengelse fra Artilleriets Side plantedes der enkelte hvide Flag ovre hos Russerne paa Banedæmningen, men da vi efterkom Ordren til at løbe fremover, faldt Russerne for Fristelsen og begyndte at skyde igen. Resultatet blev, at vi styrtede tilbage i Graven. Jeg fik foreløbig „Druckposten” ved at skulle hjælpe til ved en Minekaster og slap saaledes i første Omgang for at være med i Stormløbet mod Banelinien.
Banedæmningen blev vor, men paa Bekostning af faldne Kammerater. En Mængde Reserve blev nu trukket frem til Banelinien under stærk Geværild, idet Russerne sad fast lidt længere ude. En impulsiv Batl.-Kommandør, Hauptmann Naendrup, var her med fremme i forreste Angrebskæde. Han holdt nu vort Kompagni tilbage i Reserve, medens hans andre tre Kompagnier blev beordret videre fremad mod en By, der laa foran os. Fra denne By, hvis Navn var Ludwikow, begyndte for øvrigt lidt senere min Retræte, da jeg en Maaneds Tid efter blev syg. — Vi laa altsaa nu i den af Russerne opgivne Stilling langs Banelinien, og uvilkaarligt tænkte man paa de Kammerater, der med deres Liv maatte betale Prisen for det erobrede Terræn.
Hen paa Aftenen var vi saa heldige at blive afløst og komme tilbage i Kvarter. Dette var for mit Korporalskabs Vedkommende et lille bitte Rum i et lille Hus ved Siden af den før omtalte Vandmølle. Paa Grund af vort snævre Kvarter havde vi det paa en vis Maade ret hyggeligt, idet vi saa lettere kunne holde paa Varmen.
Vort Velvære steg med Temperaturen, men med Temperaturen steg desværre ogsaa Luseplagen, og dermed var det saa som saa med det hyggelige. De smaa feltgraa havde forlængst foretaget Invasion, og alle har sikkert endnu den ækle Fornemmelse af noget ubehageligt, især naar man af Velvære vilde skutte sig i et varmt Kvarter. Og saa sad man der i Række og pillede Lus, for det var interessant at se, hvad der fandtes inden for Skjorten. Men det var ubehageligt, naar man levede i god Forstaaelse med sit Natteleje. Lusene var ikke saa lette at fange i Varmen, mere udbytterig var Jagten paa Pinden med Afgrunden bagved som en Slags Latrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og pillede Skjorten ren.
Det hændte, at Invasionen var saa fuldstændig, at Skjorten maatte kastes bort, og der maatte findes noget rent Undertøj i Tornystret. Lykkelig den, der havde faaet noget sendt af Mor. Men ikke alle havde Undertøj i Garderoben. En lille, vellidt Hamborger havde intet i Garderoben og var meget taknemmelig for min kasserede Skjorte.
Otte soldater, der tilsyneladende er plaget af lus og lopper. Poststemplet i Wrohm 11.07.1915.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib overlevede slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården i Ildlandet ved Sydamerikas sydspids.
Der blev slukket under de fleste Kedler, og der blev sendt Arbejdshold i Land for at fælde Træ til Afløsning af vor sparsomme Kul- og Briketbeholdning, og nu kom nogle stille og rolige Dage uden særlige Begivenheder, der i Erindringen gør den ene mærkbar frem for den anden.
Vejret var som Regel klart Solskin, og Luften var frisk og sund, men ikke varm, undtagen naar Solen skinnede. De høje, skovklædte Bjerge paa alle Sider gav os en Følelse af Tryghed og Bo, som vi aldrig havde kendt paa det aabne Hav, og jeg lagde Mærke til, at mine Kammerater kom til at se sundere og friskere ud, ligesom jeg selv følte mig bedre tilpas, end jeg nogen Sinde havde gjort det om Bord paa Dresden. Det var navnlig det, at jeg fik Søvn nok, der kvikkede mig op, for med alle andre Styrkemidler begyndte det at knibe.
Provianten var knap, og den krydrede, friske Luft gav en god Appetit, hvortil kom den Omstændighed, at vi ikke havde ret meget at bestille og derfor havde bedre Tid til at tænke paa saadanne Overflødigheder som Mad og Drikke. De samme Folk, der ved Falkland havde slidt som Bæster i 48 Timer uden at faa en Krumme Mad, var nu, da de ingenting havde at bestille, skrupsultne en halv Time efter Skafningen og snakkede Resten af Dagen kun om Mad. Det var ogsaa smaat, det vi fik: Om Morgenen Te med Beskøjter, der var saa haarde, at vi maatte lægge dem i Blød om Aftenen for at kunne tygge dem, om Middagen tynd Suppe lavet paa Kødterninger, og om Aftenen tynd Havresuppe. Meget sjældent fik vi et Stykke Brød og endnu sjældnere Kød. Intet Under, at der blev tigget hos Stewarterne og stjaalet i Kabyssen, naar Lejlighed gaves, navnlig efter at der var gaaet Orm i vore Beskøjter, saa de næsten ikke var til at faa ned, uden at man fik Kvalme.
Værre skulde det imidlertid blive senere, men allerede i Hewett Bugten blev der snakket mere om Mad end paa hele den forløbne Del af vort Togt, og ogsaa andre Mangler stødte til. Værst var det med Tobakken.
Vi havde som alle tyske Skibe et Udsalg om Bord for forskellige smaa Luksusvarer og Nødvendighedsartikler, Ekstraproviant og Tobak, men efterhaanden løb det læns, og den ene Vare forsvandt efter den anden. Tobakken blev rationeret, og til sidst forsvandt den helt for os Menige, der ikke havde forsynet os i Tide, hvorimod Officerer og Underofficerer stadig kunde tillade sig at ryge, formodentlig fordi de havde sikret sig i Tide — de fleste af dem var jo vant til Langfarter og vidste, hvor nødvendigt det var at være om sig. Vi andre, der ikke havde været rigtig klar over denne Side af Søens haarde Vilkaar, maatte opbyde megen Opfindsomhed for at faa en Mundfuld Røg. Nogle gjorde Tjeneste for Officerer og Underofficerer blot for et Par Cigaretter, og andre samlede Cigaretstumper op ligesom Sjoverne i Storbyerne. Det er det utroligste, man kan faa en Mand til, naar han mangler Tobak.
Hemming Skov fra Københoved gjorde tjeneste i Regiment 176 på Østfronten.
Ved Juletid 1914 laa mit Troppekontingent under behagelige Vejrforhold — efter Aarstiden at dømme — Syd for Weichsel mellem Lowic og Warszawa. Da vi opererede i Egnen omkring Rawkas Udløb i Bzura, var vi dog i meget stærk Grad hæmmet af Pløre og Morads. Dette medførte, at mange blev syge. Ogsaa jeg fik dette „Held”, men først et Stykke hen i det nye Aar. Indtil „Heldet” naaede mig, maatte jeg igennem et og andet, Oplevelser, jeg her vil berette om.
— De to Floder, Rawka og Bzura — den sidste munder ud i Weichsel floden ved Byen Visgorod, 30 km Nord for os — vandt historisk Navnkyndighed under de Kampe, der denne Vinter udkæmpedes ved deres Bredder.
Broerne over Vandløbene var sprængt af Russerne, ogsaa der, hvor vi, ved Byen Partokko, skulde forcere Rawka den 18. Dec. En Nødbro var blevet tømret af Pionererne. Der, hvor vi naaede Floden, laa en Vandmølle i fredelig Idyl. At der her ogsaa blev drevet Landbrug, blev vi klar over, da der var en Del Dyr; men Dyrene var uden Røgt og Pleje, Beboerne var nemlig evakueret. Vi tog os lidt af Dyrene, og særlig fik vi Forkærlighed for et Svin, som løb udenfor. Det blev omgaaende fanget, og da vi var saa heldige at have en gammel Reserve-Underofficer, der i det civile Liv var Slagter, var vi kommet over det døde Punkt med Hensyn til Slagtningen. Da denne Slagter i Modsætning til de fleste Tyskere havde Lune og var til stor Opmuntring for mit Korporalskab, i det hele taget var en god Kammerat, som man kan blive ved med at mindes med Tak, skal han nævnes ved Navn. Han hed Boewe.
Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.
Den 18. December 1914. Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelige. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. »Frands« svarede forleden med at skyde en Granat ned paa Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i »Villa Hesteben«, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til »Frands«, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.
Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning, og Maven var ogsaa bleven for stor.
— Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv Snes Meter. Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for »de gamle«, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.
»De gamle« var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorensen, ligeledes Marius Scherrebek og Jørgen Refshauge.
Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i »Villaen«; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: »Saa, nu kan vi sagtens holde ud i to Timer.«
Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det havde antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider. Jeg maatte døje meget af Underofficererne, fordi jeg saa saa vild ud som en Eneboer. Jeg havde faaet nogle unaturlig tykke Kinder, og det sorte, vildtvoksende Fuldskæg var groet meget uregelmæssigt. Lige under Underlæben havde jeg ingenting; men under Hagen havde jeg en lang, spids, sort Dusk, akkurat som paa en Ged. Underofficererne drillede mig hver Dag med, at jeg lignede en polsk Præst. Men jeg holdt saa meget af dette mit første Fuldskæg, at jeg ikke kunde nænne at tage det af, og desuden syntes jeg, det kunde være uhyre morsomt at komme hjem fra Krigen nu lige efter Jul med saadan et Skæg; thi jeg var sikker paa, at der ikke var en eneste, som kunde kende mig.
— Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul . Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Den 17. december lå han ved Lassigny. Her skrev han dagen efter til sine forældre om et fransk angreb natten forinden.
Lassigny den 18. december 1914
Kære forældre!
Jeg bør skrive til jer lidt oftere, end jeg gør, for I er vel lidt urolige en gang imellem. Det skal I imidlertid ikke være, for jeg passer godt på, og så er det ved et rent tilfælde, at der kan passere noget. I kan nok tænke jer, at nar der kun såres en eneste mand ved et tre timers bombardement, så er det hele ikke så farligt, og nu har vi endda siden den tid fået bombefri dækninger, hvor vi er fuldstændig sikre.
I de sidste nætter har vi haft større fægtninger lige til højre for os ved Roie. Det er helt mærkeligt at overvære en sådan fægtning, og det lader sig hverken fortælle eller beskrive. Jeg var på lyttepatrulje om natten; og da mærkede jeg, som var der noget i luften. Hundene gøede voldsomt i landsbyen bag den franske skyttegrav, og det plejer de da ikke kl. 2 om natten, og desuden blev der givet de forunderligste lyssignaler. Kl. 6 blev jeg revet ud af søvnen ved en forfærdelig alarm.
Vagtposten råbte os til geværerne. Da jeg kom op, lå hele himlen om os, men navnlig ad Roie til, i et lyshav af de uafladelige kanonlys. Der var små kanoner og store, geværknitter og maskingeværer, og der rullede et tyvefoldigt ekko fra de store skove rundt om, det var et mægtigt skuespil; med minutters mellemrum steg lyskugler til vejrs, som kastede et blændende blåt lys i miles omkreds; da gjaldt det at se ud, om der var noget at øjne – alt i ro – endnu; vi står i andeløs forventning; der er ikke skydeskår nok; jeg søger til højre og til venstre; famler frem i den mørke grav, overalt er der optaget, og jeg vender tilbage. Er de der ikke endnu? Det begynder til venstre for os; lyskugler stiger op; det er som en underlig eventyrverden; en uendelig spænding lader minutterne slide frem. Bum-ratsch! der har vi den første granat – lige hen over vort brystværn; vi synker i knæ bag ved det; en til; dækning – bliver der kommanderet, og vi er ikke sene til at lystre. Nu må de komme – nu må de komme, og der er ikke længere imellem os end over til H.C. Clausens. Et par granater endnu; det synes at kulminere til højre for os; til venstre er ilden forstummet. Dagen kommer listende. Lyskugler går sjældnere op – hvad? hører jeg ret? Kanontordenen bliver svagere – virkelig! Vi retter os op.
Angrebet er afslået, siger vor Feltwebel, som står i døren til den bombefri dækning. Nu kommer der af og til et skrald – en enlig geværkugle suser ophidset forbi, ganske vild på det.
Så er det dag, og man kan se, å, hvor er lyset os dog en god ven! Faren er ovre – hvad var der nyt? spørger vi hinanden; alle må de ryste pa hovedet, og vi får det vel aldrig opklaret.
Ja, sådan omtrent er nattefægtning. Franskmændene stormer gang på gang Roie. Lykkes det dem at bryde igennem der, så skulde det undre mig, om ikke vi blev afskåret fra et tilbagetog. Men det lykkes dem vel ikke.
Mange tak for brevet, som jeg har fået. Jeg har også fået 5 pakker med alt muligt godt i, og jeg siger tak for det hele.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Kl. 12 Nat blev vi afløst og kom i Kvarter, hvor vi trods Dagens Rædsler dog fik lidt Søvn. Den følgende Dag foretoges Stormangreb, og vi blev purret ud af vort Kvarter for at dirigere en Fangekolonne tilbage. Derefter blev vi beordret frem. Der frygtedes Modangreb fra russisk Side. Dette blev ikke Tilfældet; men vi fik „Fornøjelsen” for Alvor at komme i russisk Artillerild.
Den 16. Dec. fik vi den sørgelige Opgave at rydde op paa Slagmarken, Vi gik frem som i Skyttekæde-Formation og afsøgte det blodige Terræn. Alt blev samlet sammen, saavel vore som Russernes efterladte Sager. Store Dynger russiske Geværer blev lagt paa Vejene. Efterladenskaber fra døde og saarede blev samlet. Hvert Hus, hvad enten det var sluppet igennem Skærsilden eller det var i Ruiner, blev afsøgt.
Jeg mindes, vi kom ind et Sted, hvor vi traf en ung Pige, — under vore Forhold en Usædvanlighed. Med Hensyn til at møde et Eksemplar af det andet Køn var vi grundigt afvænnet. Pigen kunde Tysk, og vi forstod, at hun lige var vendt tilbage til sit Hjem. Huset var delvis ødelagt af Artilleribeskydningen, og Møbler var knust eller gennemhullet af Geværprojektiler. Og her midt i al Krigens Elendighed gik denne unge Pige ganske alene og græd. Vi ynkedes over hende samtidig med, at vi fandt Tilfredsstillelse i Visheden om, at vore kære derhjemme var forskaanet for denne ensomme, fremmede Piges Kvaler her midt i Krigens Elendighed.
Vi drog videre. I de russiske Skyttegrave var der meget at samle sammen, ogsaa faldne, der skulde begraves.
Efterhaanden havde Russerne sat sig til Modværge igen, og en ny Skyttegrav maatte kastes. Under daglige, store Ofre af Menneskeliv og Menneskevelfærd fortsattes de tilsyneladende endeløse Angreb paa de russiske Linier. Men vi blev denne Gang trukket tilbage, I. Batl. stod til Oberstens Raadighed og skulde foreløbig staa i Reserve.
Vi laa en Tid lang ude i lidt Halm. I Nærheden observeredes nogle Bistader, som omgaaende blev overfaldet af en Flok sultne Soldater. Men i Haandgemænget med Bierne var vi ved at blive de smaa. Plyndringen foraarsagede mangen opsvulmet Haand, og flere maatte bagefter løbe rundt med tykke Læber og kunde i et Par Dage hverken tale eller spise, ogsaa jeg. „Angrebet” kulminerede, da vi maatte bære en afmægtig Kammerat til Lægen. Han havde vist faaet Bistik i Maven, og han endte paa Feltlazarettet, men kom dog tilbage igen efter otte Dages Forløb.
Bagefter kom Revisionen, og Kogekarret maatte tømmes for det farlige Lækkeri. Vi havde nemlig ogsaa sikret os lidt til Dagen i Morgen.
For Natten fik vi Kvarter anvist i en Lade, hvor tre Kompagnier laa sammenstuvet i højeste Alarmberedskab. Til Kampens Larm forude slumrede vi omsider ind.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen
Danske Trækstude Efter Forlydende i „Schleswigsche Grenzpost” vil Myndighederne nu efter Andragende ogsaa tillade Indførsel af danske Trækstude over Hvidding og Vojens. Tilladelsen maa indhentes hos Regeringspræsidenten, idet der tilføjes, hvor mange Dyr der ønskes indførte, Indførselsstedet, det første Bestemmelsessted og Modtageren. Den skriftlige Tilladelse skal forevises Toldembedsmændene og Kredsdyrlægerne. Studene skal i indlandet først underkastes 14 Dages Iagttagelse; men der skal gives Afkald paa en Afspærring i den Tid.
Tjenestetyende fra Udlandet Som det ses af en Kundgørelse fra den stedfortrædende Generalkommando, maa Tjenestetyende fra Udlandet ikke uden Tilladelse forlade deres Pladser eller overskride Kommunens Grænse. Heller ikke maa man tage udenlandsk Tyende i Tjeneste uden Tilladelse eller uden at melde det til Myndighederne. Overtrædelse kan medføre Fængselsstraf paa op til et Aar.
Udvisninger Tjenestekarl Niels Hansen, som tjener hos Gaardejer Jens Nissen i Nordborg, er ifølge “Hejmdal” bleven udvist med 8 Dages Varsel. Tjenestekarl Morten Tholstrup Mikkelsen, i Tjeneste hos Grd. Mathias Fisker i Stenderup ved Rødding er ifølge “Hejmdal” bleven udvist. Han fik Ordre til at forlade Nordslesvig inden den 10. Decbr. Det blev ham imidlertid tilladt at tage Plads syd for Flensborg.
Vi forlod 86’erenH.C. Brodersen , da han i slutningen af oktober kom på lazaret med gigt i benene. Han har siden ligget på lazaret i Tyskland.
Langensalza, den 15. December 1914. Her har jeg nu ligget i 6 Uger paa Lazarettet, og jeg sporer god Bedring med Benene. Hver Dag faar jeg Svedbade, saa Vandet løber af mig. Det er en haard Omgang og tager paa Fedtet, men saa længe vi faar saa mange “Liebesgaben” holder jeg det vel ud. Krigsbegejstringen kender ingen Grænser her i Lazarettet, hvor ingen mere regner med at skulle ud.
Von Hindenburgs store Sejr ved Tannenberg menes at være absolut afgørende for hele Krigen, og der haabes paa, at den dog alligevel er forbi til Jul.
På lazarettet – her er det Johannes Andersen (Museum Sønderjylland)
Sønderjyden Hans sendte den 16. december 1914 dette feltpostbrev hjem til sine forældre. Det beretter om et fransk angreb dagen før.
K. (i Flandern), 16. Decbr. 1914.
Kære Far og Mor! (…) Franskmændene rettede et meget haardt Angreb imod os. Ved Daggry Kl. 8½, begyndte de en meget heftig Kanonade paa os. Det mindede stærkt om 11. November. Kanonaden vedblev en Time. Saa stormede Infanteriet frem imod os paa et enkelt Sted, netop i Midten af 8. Komp. De kunde ikke gaa frem over hele Linjen, da der laa en Sump foran os.
De gik paa med Dødsforagt. Fire Maskingeværer fyrede ogsaa løs paa os, alle imod 8. Komp. Og da vi er meget svage og har en stor udstrakt Front, kom de straks over i vor Skyttegrav og delte 8. Komp. til to Sider. Vi skød, og mange blev saarede. Saaledes blev mine seks Sidemænd saarede, to paa min venstre og fire paa min højre Side. Jeg slap fri, — ja, en mærkelig Tildragelse.
Vi skulde saa drages sammen imod Fjenden i vor Grav igen. Men de skød, saa godt de kunde. Jeg var én af de forreste imod dem, to faldt og døde foran mig. Vi gik lidt tilbage igen, og de stormede ikke mere frem, men blev, hvor de var.
Saa begyndte vort Artilleri at skyde og ramte midt ned, hvor de sad – i vor Grav altsaa, et Mesterstykke. Senere fik de mere. Jeg maatte saa et Par Gange hen til Artilleriets Iagttagere, til Bataillonsstaben osv.
Om Aftenen, da jeg kom tilbage, kom de frem paa ny. Jeg vilde prøve paa at redde min Tornyster med mit Tøj og mine Sager, men da jeg kom derhen, kom de om Hjørnet og fyrede løs, en af os blev saaret, men jeg slap atter for Kuglen. Saa kom 1. Komp. og løste os af. Da vi samledes, var vi 19 Mand tilbage af 67. Senere kom der dog 20 til. Det var en haard Dag, kan I tro. En Hovedpine fik man af at være med i den stærke Ild! Og Ørene var næsten døve. Jeg tænkte ikke mere paa mig selv i den Tid, det stod paa. Vor Kompagnifører var saaret, én Underofflcer død og to saarede. Vi havde ingen Officerer eller Feldwebler, men kun en Sergeant og tre Underofficerer tilbage.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Men Tilværelsen i Skyttegraven kunde skifte hurtigt; Idyl kunde omgaaende afløses af det mest djævelske. — Allerede den næste Morgen (14. Dec.) Kl. 4 blev vi alarmeret, og uden hverken vaadt eller tørt gik det frem til Kamplinien. Et Batteri Feltartilleri fulgte os til en lille By, hvor det kørte i Stilling bag nogle Træer. Russerne laa i Skyttegrave ca. 500 m borte, og de skulde angribes. Vi løb enkeltvis ud af Byen og samledes atter bag en lille Forhøjning, hvorfra vi saa skulde løbe videre hen imod den fjendtlige Skyttegrav. Mens vi laa her, kørte endnu mere Artilleri op. Med Undren fulgte man, med hvilken Hastighed der blev protset af, Hestene væk, og Kanonen bragt i Stilling, og før vi anede det, suste den første Salve over os.
Pludselig fik vi tæt Taage, og det var naturligvis under de givne Forhold ret velkommen, da vi nu kunde naa frem uden at blive set. For øvrigt havde vi tit diset og taaget Vejr. Sidst paa Efteraaret lægger i Polen tunge Taager sig som et Klædebon over Landskabet, som paa disse Dage ikke brydes fra Solopgang til Solnedgang, og man kan ikke se 100 m frem over den fugtige Mark. Men selv om Fortuna her var os venlig, havde vi alligevel omtrent 20 saarede og nogle faa døde, før vi naaede frem til ca. 200 m fra Russernes Stilling, og inden vi fik os gravet ned, havde vort Kompagni yderligere 2 døde. Under Arbejdet var vi af og til udsat for Maskingeværild.
Efterhaanden som Kammeraternes Antal blev mindre og mindre, blev Kammeratskabet mere fortroligt mellem de faa, der var tilbage. Vi var nu kun 5 af min Aargang tilbage i Kompagniet. Den 14. Decbr. om Morgenen aftalte Glicinski — den sidste af mine Stuekammerater fra Kasernen — og jeg, at vi vilde holde sammen i Fremtiden. Men til at lægge Planer for broderligt Kammeratskab langt ind i Fremtiden var her ikke Stedet; før Dagen var omme var ogsaa han segnet, truffet af en Kugle, der var bestemt for ham, som han to Dage i Forvejen havde sagt til os. — Jo, mange anede det nok i Forvejen.
Vi to gravede os den Morgen ned ved Siden af hinanden. Det var et farefuldt Arbejde, medens Projektilerne sang over os eller gav Smæld, naar de gik i Jorden tæt ved. Efter fortsat Arbejde Dagen igennem blev vore Huller til en sammenhængende Skyttegrav. Vor Kompagnifører, der sammen med sin Hornist Dagen igennem laa bagved os i Læ af et stort Træ, kom nu frem i Skyttegraven og dumpede ned til mig og min Kammerat. Da han lidt efter med Ridepisken gav sig til at vinke efter en Del Soldater, der laa lidt bagved os, hvor de havde gravet sig ned, tog han sig ikke i Agt for Situationens Alvor. En Kugle ramte ham, og han segnede ned i Bunden af Graven. Selv om jeg ikke ligefrem elskede ham, eftersom han var den, der gav mig min eneste vanærende Straf i Form af to Timers Arrest, og det endda uforskyldt, saa blev dog ved denne Begivenhed det Nag, jeg bar til ham, slettet. Vi dækkede ham til med hans Feltdækken. Vort Kompagni var nu uden Officer, og en Feltwebel-Leutnant blev herefter Kompagnifører.
Vi længtes efter Aften og haabede med Mørkets Indtræden at blive fri for Skyderiet; men Russerne, som havde skudt tappert hele Dagen igennem, blev fremdeles ved dermed. Vi tog os en Brødklemme, det sidste, min Kammerat havde. Jeg havde tomt Spisekammer, men til Gengæld var vi saa fælles om min Tobak.
Pludselig mødte jeg min største Skyttegravs-Tragedie. I et Spring farer Kammerat Glicinski imod mig, raaber mit Navn, og alt mens han favner mig, strømmer Blodet ud af Munden paa ham. Min første Reaktion var, at jeg haabede — haabede, at han kun var saaret, men ret hurtigt klaredes det, at jeg favnede en døende Kammerat. – Mens jeg lagde min døde Kammerat pænt i Bunden af Graven med Tornysteret under Hovedet, huskede jeg, hvad han sagde to Dage i Forvejen, og jeg overvejede for Alvor, om man skulde tro paa Varslet, og om saa Kuglen gennem mit Tornyster samme Dag skulde forudsige det for mig. Selv om denne Anelse aldrig var mig nær inde paa Livet, saa var Synet af de to Faldne foran mine Fødder en dødsens alvorlig Paamindelse om Tilværelsens Alvor, og jeg sendte en hastig Tanke hjem til de kære og en Bøn opad om dog at blive skaanet. Med Vemod tog jeg Afsked med den ene Kammerat efter den anden, og smerteligt var det med Tabet af den sidste af mine Venner fra de to Aar i Kasernen. Han var fra Kiel, saa vi var jo til dels ogsaa Landsmænd. Jeg maatte nu indfri mit Løfte og give Meddelelse til hans Forældre i Kiel. En saadan Aftale var ordnet indbyrdes mellem mange Kammerater.
86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er nu nået til fronten i Frankrig.
Kære alle sammen!
Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige i det hjørne, hvor linjen bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et par bænke opsat. Sengeplads var der i forvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen, hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted. Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv, blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.
Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke er slemt. Dog, skal der i går være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser sig, er alting omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde kan det gå med nytår.
Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.
Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par dage skal ud at skyde på mennesker.
— Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra Bov. Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, have sin grund i, at der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.
Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.
Eders Peter.
Sønderjyske soldater med danske aviser: Dannevirke (Haderslev), Flensborg Avis og Dagens Nyheder (København). Hvor det var muligt, søgte dansktalende soldater sammen og delte aviser og andet med hinanden.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.
Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.
Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gennem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.
Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Passager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.
Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi endelig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejlblanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.
Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de engelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.
Feltpostbrev fra Paul, dateret “B. den 13. December 1914”
Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag Formiddag, da vi var ude paa Marsch, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. Jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En Aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?
Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed her i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofler. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil? Gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.
I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist igen Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredie Gang. Ellers er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Imod Sædvane faar vi en rolig Søndag, og vi kan tilbringe Dagen i Ro i vore Huler, et Hold Kammerater i hver Understand. — Skal man se nærmere paa saadan en Flok Kammerater, naar der er „Fred og ingen Fare”, saa viser det sig, at Beskæftigelsen er mangeartet. En Del slaar Tiden ihjel med at spille Kort, alt mens man damper paa den lille Snadde. En publicerer, hvorledes han bedrev Pigesjov i Civil. En og anden skriver hjem til Far og Mor, et Brædt tjener som Underlag. Skrives der til Pigen derhjemme — nogle har en, andre ingen — saa kan det foregaa til Akkompagnement fra vagthavende Kammerater, der udenfor Aabningen tår Valsetrin med sin „Knarre”, alt mens han nynner til Valsens Takt.
Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.
Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.
Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.
Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.
Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.
Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.
De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.
Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.
Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.
Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.
Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.
Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.
Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.
Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.
Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?
Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.
Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden
Paa Fyrpladsen gik det djævelsk til og i Bunkerne endnu værre, kunde jeg forstaa, for det kneb for Bunkermandskabet at faa fyldt Kulskytten saa hurtigt som den blev tømt.
Kullene var nok vanskelige at faa fat paa nu, og Fyrbøderne dunkede med deres tunge Jerngrejer paa Kulskytten, raabte, bandede og skældte, saa det kunde høres tværs gennem Maskinlarmen. Fra Bunkerne svarede andre Stemmer, men Ordene kunde ikke høres, og Fyrbøderne blev ved at skælde ud.
— Se dog, for Satan, at faa den Skytte fyldt! Vi kan ikke holde Dampen uden Kul.
En Sky af Kul jog ud gennem den tomme Kulskytte, og en Underofficer skældte ud et Sted oppe i Sidegangen. Skytten blev fyldt igen, og saa var der Ro igen for en kort Stund.
Hvor længe kunde dog dette blive ved! Man kunde høre, hvorledes Folkene tumlede omkring i Bunkerne for at skaffe de nødvendige Kul, men stadigvæk var de bagefter Fyrbøderne. Mange Timer kunde dette ikke blive ved.
Fyrbøderne kunde næsten ikke staa paa Benene af Træthed, og en af dem tumlede om og var ved at falde paa Ryggen ned i en Bunke glødende Slagger. En Kammerat greb ham i sidste Øjeblik og fik ham lagt ned paa Dørken. En Spand Vand blev hældt over Hovedet paa den besvimede, og kort efter var han paa Fødderne igen.
Tiden slæbte sig af Sted, og de seks Timer føltes lige saa lange som et helt Døgn. Nu maatte Afløsningen da snart komme.
Jeg stod og var i Færd med at smøre Maskinen, da den med ét begyndte at gaa langsommere.
Mit Hjerte var ved at staa stille. Var det en ny Ulykke, der brasede ned over mit syndige Hoved. Var der gaaet Brud paa Maskinen paa Grund af min Forsømmelighed. Jeg følte paa alle Lejer, men ingen af dem var overvarmede. Saa fo’r jeg ned paa Fyrpladsen, satte med et desperat Spring op paa Ristværket for at smøre Akslen til det store Hjul, men heller ikke dér var der noget i Vejen.
Jeg stod paa Ristværket, da jeg hørte Maskinist Ahrens give Ordrer til den tjenstgørende Underofficer. Fyrdørene skulde aabnes. Jeg kendte Kommandoen, men kunde først ikke tro, at det var sandt. Den blev anvendt, naar Damptrykket skulde bringes til at falde.
Saa sejlede vi virkelig for nedsat Fart — og det vilde vel sige det samme som, at vi ikke blev forfulgt længere.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på krydseren SMS Dresden
Min Vagt var samlet til Skafning, men der var stadigvæk hverken Borde eller Bænke at se paa Banjerne. Vi satte os paa Gulvet med vor Te og vore Klemmer, men jeg havde ingen Appetit og følte mig utilpas. Jeg drak en Smule Te og var ved at falde i Søvn.
Kammeraternes Stemmer lød fjernere og fjernere. Sydfeld var som sædvanlig den mest veltalende og fortalte, hvor vore Borde og Bænke var blevet af. — De blev hevet over Bord, da der blev slaaet Alarm, fortalte han. Man var vel bange for, at Granaterne skulde sætte dem i Brand. Matroserne var helt tossede. Borde og Bænke, Stole fra Officerskamrene røg udenbords og laa og flød i en lang Stribe efter os. Spejle og Billeder gik samme Vej, og al Tøjet i Munderingskamret røg ogsaa udenbords. Nu har vi ikke andet Tøj end det, vi staar og gaar i.
Men værst gik det til i Aspiranternes Messe, var der én, der sagde. Dér staar jo et Klaver nede, og det skulde ogsaa væk. Hive det udenbords havde de ikke Tid til. Saa blev det slaaet i Stykker med Forhamre – – sikken en Musik – – og bagefter blev Stumperne smidt under Fyrene. Det var Synd og Skam for det gode Klaver.
De fleste havde lagt sig ned paa det bare Dæk for at sove, og ogsaa jeg fandt efterhaanden en Stilling, som jeg mente, jeg kunde sove i. Mine Øjne var tunge som Bly, og trods det umagelige Leje og Larmen fra Maskinerne var jeg ved at glide hen.
Langt i det fjerne hørte jeg en Stemme, som spurgte: – Men de andre Skibe, Sydfeld?
— Jeg véd det ikke, svarede denne ellers saa alvidende Mand.
Saa faldt jeg i Søvn og vaagnede først til Bevidsthed igen, da en eller anden stod og ruskede i mig: — Støckler, du skal op — Afløsning!
Jeg rejste mig med Besvær. Hvor var jeg dog træt! Mit Hoved og min Ryg var ømme af Søvnen paa det haarde Dæk, og alle mine Lemmer var tunge og trætte. Jeg var ved at blive kørt ud af Mangel paa Mad og ordentligt Sengeleje og af Spænding. De andre saa ud, som om de havde det paa samme Maade. De kunde aabenbart slet ikke holde op med at gnide Øjnene og gabe — og bande.
Maskinerne gik stadigvæk for fuld Kraft, og snart stod jeg foran mit brølende Uhyre, der forlangte Olie, Pasning og ustandseligt Eftersyn. Jeg var saa træt, som jeg aldrig kunde erindre at have været før, men Arbejdet ved Maskinen holdt mig vaagen. Olien fra de hurtigt arbejdende Plejlstænger blev pisket i Ansigtet paa mig, og mit Tøj var efterhaanden stift af Olie og Snavs. At komme paa WC var der ikke Tid til, men Vandet fik Lov til at gaa i Bukserne uden særlige Ophævelser. Paa Fyrpladsen, hvor jeg ofte skulde ned for at smøre, gik det paa samme Maade, kunde jeg se.
Der blev arbejdet med en forfærdelig Energi paa Fyrpladsen som paa min første Vagt, skønt Folkene var dødtrætte og sikkert ikke havde faaet bedre Søvn og Sengeleje end jeg. Nu og da vaklede en Mand hen under Lufttrækket og stod og sugede Luft til sig, som en tørstende drikker Vand, og engang imellem vaklede en hen og støttede sig et Øjeblik mod Væggen, men længe fik han ikke Lov til at staa der. Underofficererne jog paa, og Fyrene kunde ikke undvære en eneste Mand under denne Fart.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.
Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Maskinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umuligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.
– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg. – Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten. – Hvordan staar det til deroppe? – De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden. – Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.
Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kastedes til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.
Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Udvikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dundrende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røgskyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der endelig var kommet den paa Skudhold.
Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formiddagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.
Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at ødelægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?
Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi behøvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:
– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:
– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glasgow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.
Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.
– De skærer ud, de kommer ned mod os!
– To mod én, ja, det ligner dem.
– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….
– Lad den bare komme, den skal faa en varm Modtagelse.
Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.
– Det er Glasgow.
– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.
– Det er Bristol.
– Officererne siger, at det er Glasgow.
– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….
– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.
En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.
Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstander blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.
Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.
– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand pludselig.
Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.
En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – overalt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade Ansigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyldelse af hver eneste Mands hedeste Ønske.
– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!
– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.
– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.
Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.
– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.
– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.
– Den løber, den fejge Hund!
Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,
– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbavsende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.
Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den tilbage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.
– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matrosen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.
Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.
Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maskinernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.
– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgskyerne langt agterude, men det var maaske kun Indbildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engelske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Kanonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.
Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet endnu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres endelige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.
Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knejsende Master og rygende Skorstene, myldrende af Landsmænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gemmes til?
Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.
Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på den lette krydser SMS Dresden. Den 8. december 1914 mødte den en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne.
Matroser, Underofficerer og Officerer styrtede fra alle Sider af Skibet hen til den styrbords Ræling. Jeg løb ogsaa derhen og fik mig en Plads yderst ved Rælingen med en hel Bunke bagved mig, som masede paa for at komme til at se.
Det forekom mig, at Dresden brat havde ændret Kursen mod Styrbord, men det var ikke det. Det var Gneisenau. Den store Krydser laa omtrent paa Højde med os, snarere en Smule agten. Fra alle dens Master vajede nu store Krigsflag, og Vimpler fo’r til Vejrs paa dens Signalmast. Det svære Skib drejede langsomt sin Stævn til Bagbord og krængede stærkt over i Drejningen. Mere og mere drejedes Stævnen, den pegede nu lige mod os. Der maatte ske et Sammenstød, nej, den løb agten om os.
– De gaar mod Fjenden, raabte en Mand, se Signalet: Ran an den Feind – se Scharnhorst!
Agterude saa jeg Scharnhorst med Krigsflagene højt til Tops svinge til Bagbord som Gneisenau. Jeg knugede Hænderne i Rælingen, mit Hjerte bankede, som det skulde sprænges, og mine Øjne løb fulde af Vand. Nu sejlede de to store Skibe, som havde beskyttet os og kastet Glans over vort fortumlede Liv, Fjenden i Møde for at beskytte os for sidste Gang.
Den gamle Admiral paa Scharnhorst, hans Søn paa Gneisenau, hele Staben af guldprydede Stabsofficerer, som vi havde set en eneste Gang ved Paraden i St. Quintin Bugten, hele Myldret af Officerer, Underofficerer og de Hundreder af Menige, som vi havde set færdes paa de store Skibes Dæk, naar vi laa i Havnen og kullede, kastede sig mod Fjenden for at skaffe os den stakkede Frist, der var nødvendig for, at vi kunde undslippe og leve videre.
Ombølget af sorte Røgskyer, hvorover de store Krigsflag lyste med deres klare Farver i det straalende Solskin, brasede Gneisenau lige ned mod os.
Jeg havde aldrig set den paa saa nært Hold og sugede hver Enkelthed til mig med mine fugtige Øjne, for jeg følte mig overbevist om, at jeg saa den for sidste Gang. Fra dens Dæk lød Hornsignaler, det var nok Mandskabet, der blev kaldt til Kanonerne. Jeg kunde se et Mylder af Folk paa Dækket, Matrosernes Huebaand flagrede i Vinden, og Officerernes Kasketter lynede i Solen.
– Ret! blev der raabt bagved mig, og alle rettede sig. Musiken, som jeg slet ikke havde set, faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”, og i et Brus af larmende Maskiner og skummende Vand strøg Gneisenau tæt forbi Dresdens Agterstavn.
Vi vendte os efter den, og blev staaende, saa længe Musiken spillede. Saa styrtede vi hen til den bagbords Ræling for at følge de store Skibe paa deres Vej mod Fjenden og mod Døden.
Scharnhorst laa nu i Spidsen, og tæt efter den sejlede Gneisenau. Begge gik for fuld Fart og sendte mægtige Røgskyer til Vejrs fra deres fire svære Skorstene. De laa næsten agten for os, og Afstanden øgedes hurtigt, da vi fjernede os fra hinanden i fuld Fart. Hvor længe vi stod og saa efter dem, véd jeg ikke, men vi stod der i dybeste Tavshed. Nogle havde taget Huen af og stod og krammede den i Haanden. Alle Ansigter var dybt alvorlige. – Nu!
Hvid Røg jog ud fra Scharnhorsts styrbords Side, og det svære Skib krængede over. Nu skød ogsaa Gneisenau og nejede sig til Bagbord for Kanonernes svære Tryk. To bragende Tordenskrald rullede over Vandet. Nu skød de igen, og igen. Luften dirrede af de mægtige Brag. Jeg saa Vandet fyge op i mægtige Fontæner langt bagved de to store Skibe. Englænderne skød for langt, og jeg kunde stadigvæk ikke se dem. Jo, dér – dér var Master og store Røgskyer. Det var nok de to svære Skibe, som Matrosen havde talt om. (…)
En mærkelig Ro kom over mig. Nu gik jeg ned til min Maskine og døde sammen med den. Jeg efterlod ingen tom Plads i Verden, for de derhjemme havde ikke set mig i næsten et Aar, og jeg kendte ingen andre. Naar jeg nu døde, vilde de faa Lov til at leve. Mor vilde faa Lov til at leve, og min Broder vilde ikke komme med i Krigen. Jeg døde som et Offer for dem allesammen. Det skulde saadan være, og jeg maatte ikke beklage mig derover. Jeg havde kun set saa lidt af Livet, var lige fyldt 20 Aar og kunde sagtens undværes.
Mine Tanker arbejdede vildt, og jeg saa Syner rejse sig foran mig. Dér stod Far og Mor den sidste Aften derhjemme, hver med sit Vinglas i Haanden, og sagde Farvel til mig med taareblændede Øjne. Jeg nikkede til dem og smilede til Farvel:
– Farvel, Mor! Farvel, Far! Nu gaar jeg paa den sidste Vagt, og hav det nu godt, til vi ses igen.
Saa rev jeg Døren op til Maskinrummet. Ventilations-maskinens Brølen slog mig i Møde. Jeg havde aldrig hørt den give en saa frygtelig Lyd fra sig før. En svedig, oliestænket Mand brølede omkap med Maskinen lige ind i Øret paa mig:
– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Han tumlede ud, og jeg var ene ved Maskinen og det vante Arbejde. Nu var der ikke Tid til andet end til at passe den, saa der intet Uheld skete.
Endnu var der ikke skudt fra Dækket, og vi kunde maaske løbe fra Englænderne. Livsmodet begyndte at blusse op i mig paa ny, da jeg stod overfor denne hylende Maskine, der ikke kunde tænke, men bare arbejde paa vor Frelse. Den gjorde sin Pligt, og jeg vilde gøre min. Smøre, smøre, skrue, dreje og regulere, over føle Lejerne og engang imellem ned paa Fyrpladsen for at smøre et Leje dér.
Der var varmt som i Helvede, og Larmen var frygtelig. Fyrbøderne arbejdede som vilde Dyr, hældte Kul paa og rev Slaggerne ud i en Temperatur, som jeg næsten ikke kunde aande i, men jeg saa intet og hørte intet udover min Maskine. Det var endnu tidligt paa Dagen, og jeg havde Kræfterne i Behold, alt blev naaet og passet som det skulde, og Tiden gik, uden at jeg lagde Mærke til det.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på SMS Dresden. Den 8. december 1914 løb hun for livet, på flugt fra en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne. De første skud blev affyret fra de engelske skibe fra lang afstand. Nu var det et spørgsmål om, hvem der kunne sejle hurtigst.
Ventilationsmaskinen brølede mig i Møde. Den gik med den højeste Fart, jeg endnu havde været ude for. og én Mand havde rigeligt at gøre med at smøre den. Maskinen slugte Olie i Pottevis, men den gik godt. Jeg kendte den, og en mærkelig Ro kom over mig, da jeg stod med Oliekanden i Haanden, overfølte Lejerne og sørgede for, at de alle blev smurt. Det var godt at have noget at bestille, og navnlig ved en Maskine af denne Slags. Dens Hylen fortalte mig, at alting gik, som det skulde, og at Dresden anspændte alle sine Kræfter for at redde sit Liv.
Olien drev fra Maskinen og stænkede mig i Ansigtet, saa det sved, men det frydede mig blot. Bare Maskinen gik uden at svigte, saa var alting godt. Den rasende Fart gik i Blodet paa mig. Jeg smurte, regulerede og drejede, som jeg aldrig havde gjort det før. Gik alt andet paa dette Skib i Stykker, saa skulde denne Maskine gaa, til Vandet lukkede sig over den.
En dump Rystelse, et Stød eller en Lyd, jeg vidste ikke hvad, gik igennem Skibet. Jeg saa paa min Maskine, lyttede efter, om der kom mere, men der var intet at høre. Maskinernes Larm lød, som den havde gjort det i de sidste Par Timer, saa det var formodentlig ikke dem, der var noget i Vejen med. Maaske var vi sejlet mod noget, som drev i Vandet. Det var overmaade farligt med den Fart, vi havde paa, men foreløbig saa det da ud, som om der ikke var sket noget. Rystelsen gentog sig et Øjeblik efter, og denne Gang var det, som om den blev fulgt af en hul, rungende Lyd. Det kunde sikkert ikke stamme fra Skibet, men maaske var det Skydning fra et af de andre Skibe. Maaske var Englænderne lige i Hælene paa os og Kampen allerede begyndt. Jeg anede jo intet, vidste ikke, om vi havde ændret Kurs og maaske løb Side om Side med de engelske Skibe som ved Santa Maria. Jeg vidste kun, at Farten blev holdt uforandret, og at der var givet Ordre til at holde Maskinen paa det højeste Omdrejningstal.
(…)
Paa Vejen kom jeg ved en Fejltagelse ned paa Fyrplads Nr. 1. Jeg var der kun et Øjeblik, men det var nok til at give mig et Indtryk af, hvilket forfærdeligt Arbejde det var for Fyrbøderne at holde denne Fart — maaske en 23-24 Knob. Varmen i rummet var uudholdelig, og skønt Folkene havde smidt det meste af Tøjet, løb Sveden ned over deres nøgne Kroppe som Vand. Underofficererne raabte og sprang omkring for ikke at staa i Vejen for Fyrbøderne, der ikke tog nogen Notits af, hvem der kom i Vejen for deres tunge Redskaber. Lige foran mig stod den store Fyrbøder Kotschak fra Danzig eller fra Schlesien, en Kæmpekarl med brede Skuldre og mægtige Armkræfter. Som en Automat bukkede han sig, huggede Skovlen ind i Kuldyngerne og hev den tunge Ladning ind i Fyret. Han knugede Næverne saa haardt om Skovlskaftet, at Knoerne lyste hvide. Han saa intet omkring sig og snakkede lavmælt med sig selv, afbrudt af Stønnen og hivende Aandedrag: – Jeg giver ikke op – jeg giver ikke op – før Vandet slukker under mine Kedler.
Han var grebet af rent Arbejdsvanvid. De, der kom i Vejen for hans Arbejde, vilde blive slaaet til Jorden.
(…)
Jeg fortsatte op paa Dækket. Jeg gik til Rælingen. Du gode Gud, hvor vi sejlede! Det var stille Vejr, og Havet laa spejlblankt foran os, men Dresdens Fart var saa voldsom, at Blusen og Huebaandene flagrede som i Stormvejr. Skibet rystede og dirrede under den vældige Fart, og Stævnen væltede Vandet til Side i store, gennemsigtige Flager, der splintredes mod Vandoverfladen og fortsattes som svære Dønninger ud til Siderne. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, drevet op af det umaadelige Lufttryk fra Ventilationsmaskinerne, og Sod og Kulstykker haglede ned over Agterdækket.
Om Styrbord laa et af de store Skibe, saa vidt jeg kunde se Gneisenau, og bag den, lidt agten for os laa Scharnhorst. Nürnberg kunde jeg ikke se — den laa sandsynligvis paa Gneisenaus styrbords Side, skjult af de vældige Røgmasser, der væltede ud af den store Krydsers Skorstene, og langt agterude saa jeg Leipzig sejle helt alene. Det hele var overset paa et Øjeblik. Flaaden løb for sin højeste Fart. Men hvor var Englænderne?
Jeg var paa Vej til Agterskibet, da jeg med ét standsede op. Ikke langt fra Scharnhorst jog en svær, mastehøj Vandsøjle op, pyntet med hæslige Brandfarver og kronet af en sort Røgsky, der sendte skarpe Tunger ud til Siderne. Et dumpt Rrag hørtes. Søjlen splittedes foroven og styrtede skummende sammen. Jeg behøvede ikke at spørge nogen, hvad det var. Det var tydeligt nok en svær Granat, der var slaaet ned i Vandet.
Jeg fortsatte min Vej mod Agterskibet, der drev med Sod og Kulstykker. Det forekom mig, at Dresden havde sat sin Fart op, og det saa ogsaa ud, som om vi hurtigt var ved at rykke forbi Gneisenau.
– Hvor er Englænderne? spurgte jeg en Matros, der stod ved Rælingen.
– Langt agterude, lød Svaret. De er ikke til at se for Røg.
Jeg stirrede i den angivne Retning, men kunde ingenting se. Røgen fra Dresden og de andre Skibe drev ganske vist til Styrbord, men et Taageslør blev liggende over Vandet og spærrede Udsigten paa lange Afstande. Jeg kunde kun se Leipzig stampe af Sted i sin Ensomhed, langt agten for alle os andre.
– Hvor mange Englændere er der? spurgte jeg videre.
– De siger, der er 8, lød Svaret. Udkiggen saa dem komme ud af Havnen som Rotter af et Hul. Der ligger to svære Tampe i Spidsen, og det er nok dem, der skyder. Det var Fanden til Rede, vi fik stukket Næsen i dér. Vi kom da tidsnok til Falkland.
En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dresden. Der var ingen Eksplosionsfarver i Vandet denne Gang, det rejste sig klart og gennemsigtigt, næsten lodret, i en utrolig Højde og sank saa langsomt skummende sammen.
– Den havde Retningen, sagde Matrosen, det er Fanden til Kaliber, de har taget med — det er nok disse her 30,5 cm. Hvis de kunde se os for Røgen, havde de ramt for længe siden.
Foto taget fra SMS Dresdens dæk i slutningen af november 1914. Slaglinjen er: Forrest “Scharnhorst”, “Gneisenau”, “Nürnberg”, “Leipzig” og bagest “Dresden”.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.
Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.
Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.
Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.
Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spændingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!
Jeg stampede med Foden i Dækket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.
En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.
Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrstedernes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kommandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.
Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passerede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.
Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?
Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røgsøjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvidskummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.
Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.
Den gamle krydser SMS Leipzig kunne ikke følge med
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i Infanteriregiment 176
Den 7. ds. om Morgenen gik vi igennem Lodz med fuld Regimentsmusik i Spidsen, og 4. Kompagni var saa heldig at følge umiddelbart bagefter, saa vi nød Tonerne i fuldt Maal. Var det ikke Hjemlandstoner, saa var det dog kendte Melodier, og den klangfulde og kraftige Musik var velgørende og opmuntrende.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Efter at have sænket en britisk eskadre i slaget ved Coronel var skibene løbet ind i en orkan ved Sydamerikas sydspids.
Stormen rasede utrætteligt paa den fjerde Dag. Matroser med Redningsbælter paa og Tove om Livet hev vor Dækslast af Kul udenbords, da Sækkene gik i Stykker og gjorde Dækket ufarbart.
Ogsaa paa femte Dag holdt Stormen ud. Den holdt nok aldrig op. Alle var syge og sløje, og selv Bartsch og Nievergall maatte give op overfor al den Proviant, der stod til deres Raadighed ved Skafningerne. Nievergall hev en stor Stabel Pølseender, som han havde samlet sig, over Bord og sagde med et grimt Grin:
– Vore Venner derude skal ogsaa have noget.
Det var Hajerne, han mente.
Stormen rasede uforstyrret videre den sjette Dag. Nu var vi ved at give op, men Pligterne holdt os oppe. En af mine bestod den Dag og den følgende Uge i at staa for Skafningen ved vort Timandsbord. Det var i Almindelighed ingen morsom Opgave og nu særligt forstemmende, fordi ingen kunde spise noget, og Suppen alligevel skulde hentes.
Spisegrejerne dansede paa Bordet, og ingen vidste, om det var hans egne eller andres Grejer, han fik fat paa. Jeg hørte Signalet til Middag, greb Suppebaljen, som vi kaldte den, og pilede af Sted. Jeg kom godt nok op, men rutschede ned med Suppebaljen i Hænderne. Min ene Fod røg ned i Suppen, der var gloende varm. Det gjorde ondt, og Suppen havde heller ikke godt af Uheldet. Der var ganske afgjort flere Fedtperler paa den nu, end da jeg hentede den. Ellers er det jo saadan med Soldatersuppe, at flere Øjne ser ned i den end op fra den.