8. december 1914. SMS Dresden: “De er lige i hælene på os”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.

Glasgow og Cornwall mod Leipzig og Dresden

Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Ma­skinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umu­ligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.

– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg.
– Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten.
– Hvordan staar det til deroppe?
– De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden.
– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!

Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.

Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kaste­des til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.

Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Ud­vikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dun­drende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røg­skyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der en­delig var kommet den paa Skudhold.

Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formid­dagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.

Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at øde­lægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?

Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi be­høvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:

– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:

– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glas­gow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.

Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.

– De skærer ud, de kommer ned mod os!

– To mod én, ja, det ligner dem.

– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….

– Lad den bare komme, den skal faa en varm Mod­tagelse.

Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.

– Det er Glasgow.

– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.

– Det er Bristol.

– Officererne siger, at det er Glasgow.

– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….

– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.

En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.

Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstan­der blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.

Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.

– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand plud­selig.

Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.

En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – over­alt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade An­sigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyl­delse af hver eneste Mands hedeste Ønske.

– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!

– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.

– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.

Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.

– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.

– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.

– Den løber, den fejge Hund!

Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,

– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbav­sende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.

Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den til­bage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.

– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matro­sen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.

Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.

Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maski­nernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.

– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgsky­erne langt agterude, men det var maaske kun Ind­bildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engel­ske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Ka­nonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.

Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet end­nu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres ende­lige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.

Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knej­sende Master og rygende Skorstene, myldrende af Lands­mænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gem­mes til?

Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.

Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.

Der letzte Mann
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *