Kategoriarkiv: Nyheder

2. december 1914. Sønderjylland og krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Hjulmager Christensen af Toftlund, der er født i Danmark, meldte sig ved Krigens Begyndelse som frivillig og kom med til Rusland, hvor han mentes at være falden. Nu er der indløbet et Kort fra ham fra Beuthen, hvor han ligger paa Sygehuset, saaret ved et Skud i Foden.

Landboelsmand H. Chr. Hansen Lintrup Mark, har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Hans Hansen den 6. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Hansen, der ifølge „Flensborg Avis” var Købmand, var ugift. Han fik før sin Død tildelt Jernkorset.

28. november 1914. Session for landstormen og privat indkvartering

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sessioner for den ikke uddannede Landstorm

Hamborgske blade melder, at den stedfortrædende Generalkommando har anordnet Sessioner for den ikke uddannede Landstorm. Sessionerne skal omfatte alle dem, som er født fra Aarene 1876 til 1894, begge disse Aar inklusive. Det drejer sig om de militærpligtige, der straks paa Sessionerne er overskrevne til Landstormen og om dem, der med det fuldendte 32. Aar fra Forstærkningsreserven (Ersatzreserve) er traadt over i Landstormens 1. Opbud. Sessionerne skal finde Sted i Løbet af December Maaned. Det drejer sig om en forberedende Forholdsregel. Indkaldelser er der endnu ikke tænkt paa.

Omtrent 6.000 Mand Indkvartering

Indkvarteringskommissionen i Flensborg meddeler bl.a.: I Løbet af Dagene mellem den 24. og 27. November maa der anbringes omtrent 2.500 Mand i Flensborg. Det vil ikke altid være muligt i Forvejen at bebude hver enkelt Indkvartering; men Borgerskabet bedes indrette sig paa, til enhver tid at tage imod Indkvartering. Man beder ogsaa i denne Uge at se bort fra ethvert Andragende om Omkvartering. Da Flensborg By under hele Krigen maa regne med omtrent 6.000 Mand i Borgerkvarter, er det enhver Borgers Pligt at gøre sig fortrolig med en varig belægning af hans Kvarter.

Som Følge af højere Anordninger fra Generalkommandoen vil det ikke være muligt at nedsætte Antallet for Flensborg betydeligt. Derfor kan ogsaa den hidtil udøvede Forholdsregel med Omkvartering efter 4 Ugers Forløb kun opretholdes i begrænset Omfang. Endvidere vil det i Løngden heller ikke være muligt at fritage alle 3-Værelses Lejligheder for en Indkvartering; da Boligerne med 4 eller flere Værelser trods stærkere Belægning ikke vil være i Stand til varigt at tage imod hele Indkvarteringen. Der kan kun i de mest paatrængende Tilfælde, hvor der foreligger tungtvejende Grunde, tages Hensyn til Andragender om Fritagelse for Indkvartering.

1914-08 Landsstormmænd i Lysabild
Landsstormmænd på march i Lysabild

28. november 1914. Sønderjysk-amerikaner arrestet!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

En amerikansk Borger arresteret og holdt fængslet i 17 Dage. Der opgives ingen Grund

Medens man maa sige, at det tyske Grænseopsyn og de tyske Myndigheder i Almindelighed optræder ret imødekommende og hensynsfuldt, kan der forekomme Tilfælde, hvor nidkære Embedsmænd udviser en Brutalitet og Hensynsløshed, der virker højst utiltalende. Et Eksempel herpaa er følgende:

Landmand Peter Hansen-Spandet, der er amerikansk Borger og Forpagter af Jorder i Iowa i Forenede Stater, har været  hjemme paa Besøg  et Aarstid hos Forældrene  i   Gramby i Sønderjylland   og  vilde i Maanedens Begyndelse rejse tilbage til Forenede Stater.

I den Hensigt begav han sig fra Gram til Gjelsbro Grænsetoldsted   for at erfare,   hvorledes   det   forholdt sig med at komme   over Grænsen næste Dag. Imidlertid    fandt   de    tyske   Grænsesoldater ham — uden paaviselig Grund — mistænkelig og anholdt ham til Trods for, at han fremlagde sine Papirer som amerikansk Borger.    Papirerne blæste man et Stykke, hans Protester ligesaa, men derimod   blev han ført til Flensborg, paa hvis Politistation han maatte aflevere   sine Papirer   for   derefter at føres  til Navigationsskolen,   hvor han erklæredes for fængslet.    Her sad han i 17 Dage.     Fængselskosten var slet, saa han maatte købe særlig Mad i den Tid, han var der, og han ventede forgæves paa at komme i Forhør.

Saa den 20de Novbr. ved 11-Tiden om Formiddagen meddelte en Politibetjent ham, at han var fri og gav ham hans Papirer tilbage, men der blev hverken gjort nogen Undskyldning eller ydet nogen Erstatning — den uberettigt fængslede havde nu blot hurtigst muligt at forlade Fængslet. P. Hansen-Spandet tog derpaa her til Ribe, hvor han nu opholder sig for at tage tilbage til Amerika med en af de første Amerikabaade.

Hansen-Spandet  agter  at klage til den amerikanske Gesandt i København; over den i lige Grad grundløse og hensynsløse Behandling,  han  har  været Genstand for fra tysk Side.

I Navigationsskolen i Flensborg sad foruden Greve Schack-Schackenborg og Andreas Grau og Hustru, der ikke havde Anelse om, hvorfor de var fængslet, endvidere 14—15 Russere og et Par Belgiere.

I de sidste Dage har Flagene langs den tyske Side af Grænsen mange Steder været hejst efter Ordre for at fejre den tyske Sejr i Polen, hvor General Mackensen tog ca. 40,000 Fanger og meget Skyts og Ammunition.

Nye Udvisninger
Paa flere Steder bliver Tjenestefolkene nu farlige for det tyske Rige. Vi har allerede meldt om et Par Udvisninger. Efter hvad vi erfarer, er nu ogsaa en Tjenestepige hos Gaardejer Sigfr. Godthardtsen i Emdrup bleven udvist, og den samme Skæbne er overgaaet en Pige i Rejsby.

 

27. november 1914. Sagen mod Grev Schack er standset

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Lensgreve Schack-Schackenborg

Rigsretsadvokaten har for 14 Dage siden standset den Sag mod Greve Schack-Schackenborg, hvortil der var truffet Forberedelser gennem Undersøgelser af hans egne og Sogneværnenes i sin Tid beslaglagte Papirer.

Det forlyder, at det indsamlede Materiale skal tilstilles Underretterne, for at sagen kan gaa gennem alle Instanser. Der er derfor Udsigt til, at den trækkes yderligere i Langdrag og at Grev Schack under de nuværende Forhold vil blive holdt fængslet en rum tid endnu.

Grev Schack cropped 66-187
Grev O.D. Schack-Schackenborg

26. november 1914. SMS Dresden: Parade for admiral Graf von Spee

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden, der var med i den tyske Stillehavseskadre.

Den 26. om Morgenen fik vi dog andet at tale om. Vi fik Ordre til at gøre os klar til at træde an paa Dækket til Parade for Admiralen. Det virkede som en Lynnedslag imellem os. De fleste vilde hellere være traadt an paa Fægtningspladserne end stille til Parade for en Admiral, og den Nervøsitet, der beherskede Banjerne den For­middag, var meget større end før Slaget ved Santa Maria.

Underofficererne og det ældre Mandskab hjalp os efter Evne, for at vi ikke skulde faldt helt igennem. De rettede paa vort Tøj, paa Huerne og Kokarden. Den skulde sidde lige mellem D og R paa Huebaandet, og det blev antydet overfor os, at kun det rene Udskud af Menneskeheden kunde faa den fortvivlede Tanke at anbringe Kokarden andetsteds.

Baadsmandspiben lød: – Alle Mand op til Parade! Vi stormede op. Matroserne traadte an paa styrbords og Fyrbøderne paa bagbords Overdæk. Underofficererne rettede Fronten af og fremhviskede de sidste indædte Anmodninger til os om at opføre os ordentligt og ikke gøre os selv, dem og Skibet, ja, hele Landet Skam. Det var en virkelig stor Dag for dem efter mange Maaneders Dvale.

Paa Kommandoerne til Faldrebsvagten kunde jeg høre, da Admiralchaluppen lagde til, men jeg kunde ikke se det, da Luftskakten var i Vejen.

— Ret — giv agt — se til — venstre!

Kommandoraabene smældede, og Musiken faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”. En Gruppe Officerer, som jeg ikke kendte, begyndte langsomt at skridte vor Front af.   Det blinkede af Guld fra Huer og Epauletter, fra Knapper og fra funklende Ordner. Aldrig havde vi Folk paa Dresden i vor formløse Eneboertilværelse mødt no­get saa glimrende og ophøjet. Det var altsaa disse Folk, der havde samlet de spredte Skibe paa Havene og ført dem til Sejren ved Santa Maria, og det var deres Viljer, der inden længe igen skulde drive os ud paa Havet til nye Eventyr.

Forrest i Gruppen gik en lille Mand med energiske og hurtige Bevægelser. Han havde et solbrunet Ansigt med graasprængt Sømandsskæg og milde, venlige Træk, men lysende af Energi og Myndighed.   Jeg havde aldrig set ham før, men var klar over, at det var Admiral v. Spee. Som Reglementet bød, saa jeg ham lige ind i Øjnene, da han passerede forbi, og fangede et Blik fra to rolige, graa Øjne, der hurtigt gled videre til næste Mand.

Det var saa Admiralen, Kejserens Repræsentant paa Verdenshavene. Disse rolige, graa Øjne i det venlige Ansigt havde for faa Dage siden maalt tolv Hundrede Menneskers Livsmaal ud i Søslaget ved Santa Maria. Jeg saa ikke mere af Paraden, men stirrede lige ud efter Reglementet. Ikke langt fra mig hørte jeg en Stemme, som maatte være Admiralens:

– Jeg ser, at det er mest smaa Folk her om Bord, men det betyder jo ikke noget. De har gjort deres Sager fortræffeligt.

Et Øjeblik efter traadte vi af og forsvandt under Dæk, hvor vi med Undtagelse af en ny Parade, der varede gan­ske kort, opholdt os Resten af Dagen uden at bestille noget. Dresden laa for Anker, Bunkerne var fyldt, og der var endog stuvet Kul i Sække paa Dækket. Vi var klar til at sejle, og det stod os klart, at vi havde en lang Rejse foran os.

Men det blev en Dag fuld af de sælsomste Oplevelser. Endnu en Gang blev vi pebet paa Dæk og fik den Med­delelse, at Kejseren i Anledning af vor Sejr over Eng­lænderne havde dekoreret samtlige Skibschefer med Jern­korset af 1. og 2. Grad, og at der var uddelt 250 Jernkors til hele Eskadrens Mandskab. Hvem der var dekoreret, fik vi dog ikke at vide endnu. Samtidig var en Mængde Fyrbødere blevet udnævnt til Overfyrbødere, og til dem hørte jeg, uden at jeg var i Stand til at gætte mig til, hvor­for jeg var avanceret.

For at sætte Kronen paa Værket blev der senere ud­delt Vin til os. Det var noget rødt, stærkt Stads, som man let fik for meget af, navnlig naar man var saa afvænnet i ned Spiritus som vi, og jeg fik da ogsaa lidt for rigeligt.

Sent paa Eftermiddagen lettede vi.   Jeg var et Øjeblik paa Dæk og saa hele Eskadren svinge ud al Bugten. Vi havde tre Førselsskibe med, nemlig Båden, Santa Isabel og et nyt Skib, der hed Seydlitz. Hjælpekrydseren Prinz Eitel Friedrich var lettet nogle Dage i Forvejen, og „Gyngehesten” var ikke mere blandt Skibenes Tal. Den var blevet sænket Side om Side med sin sidste Prise, da den ikke kunde følge med de andre Skibe.

Nu gik det altsaa mod Kap Horn og derfra til Falk­land.   Ahrens mente, at vi kunde naa dem med de Kul, vi havde, men foreløbig gav det aabne Hav os en meget uvenlig Modtagelse, der ikke tydede paa nogen glat Rejse.

Det blæste godt, og Søen var i heftigt Oprør. Jeg havde en meget ubehagelig Vagt ved Ventilationsmaskinerne den Nat. Tung i Hovedet af Vinen var jeg, da jeg vaagnede, og bedre tilpas blev jeg ikke nede ved Maskinerne, der stank af varm Olie.   Jeg blev syg og kastede op og var meget mat og elendig, da Afløsningen kom.  

Først om Morgenen kom jeg til Hægterne igen, og kunde glæde mig over, at de fleste af de andre gik og klagede sig over Tømmermænd, mens mit Ildebefindende ganske var for­svundet.

24. november 1914. Nyt fra Sønderjylland: Kvindelige kriminalbetjente!

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Dansk Undersaat, Karlen Jens Chr. Oscar Mikkelsen, født den 15. juni 1879 i Olderup paa Sjælland, er blevet udvist af Landraaden i Sønderborg.

Foruden ved Hvidding er det blevet ansat kvindelige Kriminalbetjente ved Sommersted og Høkkelbjerg til undersøgelse af kvindelige Rejsende, der passerer Grænsen.

Johann Friedrichsen af Frifeldt er falden i Frankrig, og til Roager er der indløbet Efterretninger om, at Maler Chr. Brink er død som følge af et Saar i Benet. Afdøde efterlader Enke og tre uforsørgede Børn. Endvidere er der indløbet Efterretning om, at Landmand E. Andersens Søn, Peter Andersen, er død af Tyfus.

Kommuneforstander Jensen, Hvidding, har modtaget Meddelelse om, at en af hans Sønner er falden på den vestlige Krigsskueplads. Jensen har endnu fem Sønner, der er indkaldt, og en syvende, som kan vente det. En af Sønnerne, der i Begyndelsen af Krigen fik en Kugle gennem Armen, har for Tiden Orlov og er paa Besøg i Hjemmet.

Chefen for den tyske Grænsebevogtningsstyrke i det vestlige Distrikt, Oberleutnant Braun i Skærbæk, er den 19. ds. udnævnt til Kaptajn, men vedbliver i sin nuværende Funktion.

Kvindelige flyarbejdere 07006F00193
Når mændene var i krig, rykkede kvinderne ind på mange arbejdspladser, der hidtil var forbeholdt mænd. Her er det kvindelige arbejdere på en flyvemaskinefabrik.

 

22. november 1914. “Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke”

Feltpost fra Østfronten

Østprøjsen den 22. November

Kære Forældre

Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.

Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.

Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.

Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.

Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.

Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.

Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …

Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet

20. november 1914. Guldet inddrages i Tyskland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Guldet inddrages

Der er allerede for længere Tid siden fra Myndighederne udgaaet Opfordring til Befolkningen om at aflevere, hvad de har af Guldpenge, til Bankerne og faa dem ombyttet med Seddelpenge. Man vi forstå, at dette i saa rigt et Land som Tyskland kan faa Guldbeholdningen til at gaa mægtigt til Vejrs, naar Ordren efterkommes over alt i Riget.

 

18. november 1914. “Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Efterretninger fra Nordslesvigere

Fra Vestfronten

En yngre Gaardejer fra Haderslevegnen skriver ifølge “Hejmdal” fra Vestfronten til sin Søster bl.a.:

“Jeg siger Gud ske Tak for, at jeg er bleven forskaanet indtil nu. Denne Tid faar mange, ja jeg tror alle, til at tænke dybere over det Liv, der følger efter. Nu, da vi er uden for Skudlinjen, stiger Modet jo igen, men jeg tror, at ingen lægger sig til Ro uden at bede sig Fadervor eller bekende sin Tro; i alt Fald gør mange det. I Eftermiddag hørte jeg, at en laa og nynnede ‘Vor Gud han er saa fast en Borg’, og det var én, jeg mindst havde tænkt det om. Jeg siger Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro; for naar det kniber haardest, tyer jeg altid derhen.

En Gang skulle vi igennem en stærk Kanonild, og den visse Død var os næsten for Øje. En Angst var over mig, som næsten aldrig før. Men efter at jeg havde bekendt min Tro og bedt om Hjælp, var Angsten helt borte, og det kom mig slet ikke for, at jeg gik dér, og jeg slap ogsaa vel igennem.

Derfor tror jeg, at selvom Krigen er grufuld, er der nogen Mening med den og kommer der ogsaa noget godt bagefter for mange.

Og saa til Slut mange Tak for Pakke og Brev og mange hilsener til gamle og unge fra

Din Broder J.P.

18. november 1914. “Livet i Skyttegravene”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Feltpost fra Sønderjylland

Fra Livet i Skyttegravene

Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.

Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.

Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.

Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.

Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.

Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.

Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.

Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.

Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.

Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.

6a44-106
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)

 

 

17. november 1914. Også indskrænkninger i grænsepassagen mod vest

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Den Indskrænkning af Trafikken over Grænsen, der i Lørdags effektueredes ved Taps paa Landsdelens østlige Side, er i dag ligeledes traadt i Kraft for det vestlige Distrikts Vedkommende. Ikke blot er Automobilkørslen standset, men fra i Eftermiddag kl. 4 er det end ikke tilladt Børn at passere Grænsen i Smaaærinder, således som det hidtil er sket.

På de af Konsulaterne og de tyske Myndigheder visende Pas forlanges nu Fotografi.

Ogsaa paa Vestbanen er Trafikken blevet lidt indskrænket. Saaledes gik hidtil daglig et Særtog fra Hvidding sydpaa kl. 10.00 Formiddag, medførende Kvæg og Heste. Dette tog løb sidste gang i Gaar, og Kvæg og Heste, der nu indgaard i Vedsted Station kl 6.19 Morgen og kl. 9.18 Formiddag, ver herefter først afgaa fra Hvidding kl. 11.33 Formiddag. Hvis der imidlertid er en Transport paa 10 Vogne og derover vil der blive sat Særtog i Gang fra Hvidding kl. 10.10.

Grænsen ved Vester Vedsted - spærret!
Grænsen ved Vester Vedsted – spærret!

 

16. november 1914. Østfront. LIR nr. 84: ”Tilbagetrækning selvom man havde givet russerne et kraftigt slag.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Natten til den 13. november marcherede I. Armekorps (I. på kortet) og 70. Landwehr Brigade (70. L. på kortet) fremad øst på til angreb mod XX. Russiske korps (XX. på kortet) og 3. Reserve Division (3.R. på kortet), under deres nye Kommandør General leutnant Rolewe, marcherede i løbet af dagen ad vejen Darkehmen-Goldap mod II. Kaukasische korps (II.k. på kortet). I. Armekorps tog bl.a. 1000 fanger på dagen.

Den 14. og 15. november fortsatte General v. Below angrebene, men uden de store fremskridt. Men efter pres på nord fløjen valgte han at indstille angrebene. Man måtte nøjes med at have givet russerne et kraftigt slag, og have taget omkring 5000 soldater til fange og erobret 17 maskingeværer. Derfor var det skuffende, at de igen måtte trække sig tilbage.

1914-11-16 LIR84 Gesamtfront gegen Russland am 16. nov.1914
Gesamtfront gegen Russland am 16. nov.1914

 

13. november 1914. Chr. Stöckler: “Valparaiso blev en skuffelse.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Valparaiso blev en Skuffelse. Jeg erindrer en hvid By med en Mængde Skibe langs Kajerne, deriblandt mange tyske, og en Række smukke chilenske Krigsskibe paa Rheden. De hilste os med Salut, da vi lagde ind tidligt om Morgenen den 13. November, og vi svarede. I Land kom kun Kommandanten og nogle faa Officerer, men om Eftermiddagen fik Tyskerne i Byen Lov til at besøge Skibene.

De kom i Hundredvis, Mænd og Kvinder i alle Aldre, lige begejstrede og lige rørende gavmilde. Næsten alle havde de Kærlighedsgaver med til os, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at ryge en hel Cigaret. El­lers maatte jeg som saa mange andre nøjes med de Stum­per, som Officererne kastede fra sig.

De sidste, der for­lod Dresden, var en Del unge Tyskere fra Byen, der i Timevis tiggede Officererne om Tilladelse til at sejle med som frivilligt Mandskab. Her som alle Vegne, hvor vi traf Tyskere i Udlandet, lagde disse en Offervillie og en Fædrelandskærlighed for Dagen, som forekom os andre selvmorderisk, men som vi bagefter maatte beundre.

Sent om Aftenen samme Dag sejlede vi efter at have faaet noget Proviant om Bord. Jeg lagde Mærke til, at nogle af Kasserne var mærket med Good Hope og altsaa oprindelig havde været bestemt til det engelske Admiral­skib, der sprang i Luften ved Santa Maria.

Vi gik med temmelig stærk Fart sydover, og jeg følte en mærkelig Lettelse, da vi var kommet ud i rum Sø og Lysene fra Valparaiso var forsvundet bag os. Havet virkede saa hjemligt, som om jeg havde tilbragt hele mit Liv paa det, og det regelmæssige Arbejde jog de triste Tanker paa Flugt.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

13. november 1914. “Kaffesladder eller Spiritusfantasi”. Grænsebevogtningen skærpes

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen om forholdene syd for grænsen.

Sønderjylland og Krigen.
Langs Grænsen.
Som allerede meddelt i Slutningen af Oktober er Grænsebevogtningen bleven skærpet paa den sydlige Side og den tyske Bevogtningsstyrke er nu yderligere bleven forholdsvis stærkt forøget — ikke af Hensyn til Befolkningen, men for at hindre Uvedkommende i at færdes frem og tilbage over Grænsen udenfor de sædvanlige Færdselsveje, der for Tiden gaar over Egebæk, Gjelsbro, Foldingbro, Skodborghus, Jels, Taps og Kær Mølle.

I det hele maa det fremhæves, at Forholdet mellem den tyske Bevogtningsstyrke og Grænsebefolkningen er særdeles velvilligt, og at man fra Opsynets Side søger at stille sig saa imødekommende, som Krigstilstanden med dens Forholdsregler paa nogen Maade tillader.

Ledende artikel: Sønderjylland og Krigen

Grænsebevogtningens Skærpelse gav sig i Aftes, Søndag, stærkere udslag ved Toldgrænsen ved Taps syd for Kolding. Mellem Kolding og Haderslev har hidtil – trods Krigen regelmæssigt kørt to Rute-Automobiler – Bil-Omnibusser – tilhørende henholdsvis Fragtkørerne Rudolph i Kolding og Hyllelund i Christiansfeldt. De har hidtil besørget baade Person-og Kommissionstrafik paa Ruten, men i Aftes blev Rudolphs Bil paa Tilbagevejen fra Haderslev til Kolding standset ved det tyske Toldsted og der blev nægtet den Tilladelse til at komme over paa dansk Grund. Og da Hyllelunds Bil kom fra dansk Side og ville sydpaa, blev den ligeledes standset – den maatte ikke kommer over for den tyske Grænseopsyn.

Efter hvad vi erfarer maa Aarsagen til denne pludselige Standsning af de to Biler – der vakte betydelig Opsigt i Egnen og særligt da i Kolding – søges i en fra Generalkommandoen i Altona Søndag Eftermiddag indløben Ordre om at standse Automobiltransporten over Grænsen.

I Dagene omkring den 6.-8. Oktober var der i den vestlige Del af Nordslesvig Tale om at forbyde Mænd i alderen 18-55 Aar med Bopæl søndenaa at passere Grænsen, og man satte dette i Forbindelse med de da paatænkte Indkaldelser, hvorunder man ville søge at hindre Personer i eventuelt at unddrage sig saadan Indkaldelse. Nu meddeles det atter – denne Gang fra den østlige Del af Nordslesvig – at der er kommen eller der forventes Forbud imod, at tyske Undersaatter i Alderen 18-45 Aar passerer Grænsen. For Værnepligtiges Vedkommende har saadant Forbud, som sagt, virket i den vestlige Del allerede i længere Tid.

Passagen over Grænsen er, som tidligere meddelt, i det hele bleven noget vanskeligere, og Kravene for Passage skærpet. En Arbejder fra Taps f.Eks., der i lang Tid daglig har passeret Grænsen for at arbejde i Nordslesvig, havde paa et hængende Haar i Lørdags Aftes ikke faaet Lov til at passere Grænsen tilbage til Taps, og først efter at Overkontrollørens Tilladelse var indhentet, fik han Lov til at passere, men samtidig fik han Ordre til at skaffe et forskriftsmæssigt udstedt Pas.

Der cirkulerer igen taabelige Rygter om Troppekoncentrationer i Nordslesvig. Hvad der sker og til Dels er sket i denne Tid indskrænker sig til Forskydning af mindre Styrker og, som nyligt meddelt, til Forøgelse af Bevogtningsstyrken ved Grænsen. Denne sidste har hidtil været besørget af 3-4 Kompagnier og er nu bleven forøget med et Par Kompagnier, det er det hele, og det er saare naturlig og lige til, naar man sydfra regner med Muligheden af, at f.Eks. engelske eller andre mindre velsete Personer kunne tænkes at gøre sig et Ærinde paa tysk Grund ad denne Vej. Derfor afpatrouilleres Grænsen fra Vesterhavet til Lillebælt ogsaa nu meget omhyggeligt, og dertil kræves selvfølgelig et større Mandskab end tidligere, da man nøjedes med Bevogtning af Overgangene.

Allehaande Rygter om større Troppesamlinger, om Afbrydelse af Danmarks diplomatiske Forbindelse med England etc. er det rene Opspind – Kaffesladder eller Spiritusfantasi, som man nu burde være forskaanet for.

Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side

10. november 1914. Jernkors og avisforbud

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis nord for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Advokat Ravn, der ligesom en anden kendt Sønderjyde, Dr. Thomsen i Skærbæk, nu har faaet Jernkorset  i Krigen, er som saaret i Armen af en Kugle vendt tilbage fra Belgien for at komme sig. Jernkorset er ligeledes tildelt Gaardejer D. Andresen i Ravsted ved Aabenraa.

Som en medvirkende Grund for Militærmyndighederne i Slesvig-Holsten til at forbyde Bladet „Hejmdal” og Aflæggeres Udgivelse i 8 Dage anføres ogsaa, at Bladet ikke havde omtalt den tyske Kejserindes 56-aarige Fødselsdag den 22. Oktober.

Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg
Kejserinde Auguste Viktoria

 

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.

 

 

 

7. november 1914. Østfronten: ”Et overraskelsesangreb indledes om morgenstunden.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Armé på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Fra morgenstunden den 7. november blev et overraskelsesangreb indledt mod den fremrykkende russiske hær, som blev overrasket, og da dagen var omme havde hele fronten rykket sig 5 km fremad. Selv om v. Below skulle afgive 1. Reserve division (1.R. på kortet) kampdygtig, skulle der også på denne del af fronten fortsættes med angreb den 8. november. Trods afgivelsen af divisionen opnåede man en sejr.

Russerne var syd for jernbanen kastet tilbage over grænsen. Man havde ikke erobret kanoner, men alene den 7. november havde man taget 4000 til fange og erobret 10 maskingeværer. Tyske tab hos I. Armekorps (1.), som var kommet mest i kamp, var 900 døde og sårede.

1914-11-05 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen 7. und 8. nov. 1914

 

7. november 1914. SMS Dresden med kurs mod Valparaiso

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

En tre-fire Dage efter mødte vi en amerikansk Dam­per, der havde Kul til Flaaden, og med den i Følge løb vi for tredie Gang ind til Mas-a-Fuera, Bjerget i Havet. Her laa hele den øvrige Flaade og tog Kul ind.

Leipzig var ogsaa kommet og havde en Prise med, et smukt fransk Sejlskib, der laa ikke langt fra det norske Sejl­skib, som „Gyngehesten” havde kapret. Vi begyndte og­saa Kulningen, og saa snart vi var færdige, stak vi til Søs igen sammen med Leipzig. For en Gangs Skyld kendte vi Rejsens Endemaal. Vi skulde til Valparaiso. Admiral v. Spee vilde vise Verden, at alle hans Skibe var uskadt.

Det summede som i en Bikube paa Banjerne i de Dage. At skulle se en rigtig By igen, og maaske komme i Land, forekom os som et helt Eventyr. Det havde vi ikke haft Lejlighed til, siden vi forlod Puerto Mexiko for længe, længe siden, da der endnu var Fred i Verden.

Vi havde ogsaa faaet Lov til at skrive hjem paa nogle gan­ske smaa Kort, hvor der kun kunde staa nogle faa Ord og helst ikke andet end, at vi havde det godt. Det var underligt at komme til at sysle med Pen og Blæk igen. De derhjemme, ja. Vi havde ikke faaet Brev, siden Kri­gen brød ud, og det var første Gang, vi fik Lov til at skrive. Der var gaaet en Sommer og et helt Efteraar der­hjemme. Jeg anede ikke, om de levede eller ikke, og vidste ikke, hvem af dem der fik dette Brev at læse. Stak­kels tapre, syge Mor, hvordan gik du dog al denne Sinds­bevægelse igennem? Og Far – naar jeg tænkte paa ham, kunde jeg ikke faa den sidste Aften i Hjemmet ud af mine Tanker — de tre Glas Vin, han skænkede op, mindede mig om Sakramentet til én, der skulde dø. Skulde vi al­drig mødes igen, vi tre, der stod sammen den Aften?

Jeg havde efterhaanden vænnet mig til Tanken om, at det var mig, der kom til at mangle derhjemme. Det havde jeg gjort med en mærkelig Sindsligevægt, og jeg kunde mærke paa de fleste af mine Kammerater, at de havde det paa samme Maade, men i disse Dage, da vi sejlede mod Valparaiso, vaagnede Følelsen af Samhørighed med andre Mennesker og Længslen efter at se dem der­hjemme.

7. november 1914. Grev Schack stadig fanget. Hejmdal forbudt. Nyt fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen
Lensgrev Schack til Schaekenborg, der fængsledes den 7. August,,, sidder endnu bestandig fængslet i Flensborg, men medens han i en Maanedstid har været den eneste Sønderjyde, hvis Person Myndighederne har sikret sig, fik han for en Ugestid siden Lidelsesfæller i Journalist Andreas Grau og Hustru, der skal have vakt Myndighedernes Mishag, bl. a. ved at have samlet Soldater hos sig i deres Hjem i Flensborg.

I Gaar, Fredag, har Generalkommandoen forbudt Udgivelsen af det sønderjydske Blad „Hejmdal* (Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle) i Aabenraa og dets to Aflæggere „Haderslev Dagblad* og „Nordborg Avis” for et Tidsrum af 8 Dage. Om Grunden hertil er der ikke tilflydt Offentligheden nogen Meddelelse, men den kan formentlig — i alt Fald for en Del — søges i forskellige i „Hejmdal” optagne Feltpostbreve fra Nordslesvigere med Oplysninger, der har været Myndighederne ubehagelige, som f. Eks. i det her i Bladet i Dag gengivne Brev fra fransk Lothringen.

Den nye danske Forsamlingsbygning „Sønderborghus” i Sønderborg, der indviedes i Forsommeren, er nu taget i Brug som Lasaret for 60 saarede, der faar det godt i de lyse og venlige Omgivelser.

Ungdomsmøde Sønderborghus 21-06-1914
Sønderborghus – indviet maj 1914 som dansk forsamlingshus. Her ses et dansk ungdomsmøde kort før krigens udbrud.

2. november 1914. ”XXV. Reservekorps havde svigtet”

Af Allan Otto Wagner

Den 2. november blev Generaloberst v. Hindenburg udnævnt som Øverste befalingsmand Ost og dermed var 8. Arme underlagt 9. Armes kommando.

Armen havde hele oktober afværget den russiske overmagt med 10½ Infanteri divisioner og en Kavaleri division mod det dobbelte fra russiske side. Og da General v. Francois i starten af november skulle afgive 3 divisioner til Thorn havde han ikke andet valg end at flytte hæren tilbage til den forberedte forsvarsstilling ved Lötzen-Angerapp .

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 2. november tog General v. Francois til Marggrabowa for at mødes med Generalerne v. Scheffer, Rosch og Morgen og planlægge det videre forløb.

I krigsdagbogen for Generalkommandoen for 1. Armekorps hedder det, ”at angrebet måtte afbrydes, da XXV. Reservekorps havde ”svigtet”, at Korps Morgen ikke mere kunne komme fremad og at 1. Armekorps manglede ammunition og erstatning for infanterimandskab. Den venstre fløj ved Romintenschen Heide var truet af omringning, og 23. Bataljon Reserve og Landwehr (Landwehr-Division Jakobi) havde ikke lykkedes at forhindre dette”.

XXV. Reserve Korps havde på 14 dage mistet 11.500 mand – 1/3 – 4.500 mand var syge, af de resterende 7.000 var 2.500 savnede.

Den fremtidige stilling skulle være linjen Lyck – Marggrabowa – Stallupönen. Den 100 km lange Arme front fra Lyck til Wirballen var dog rimeligt lukket, men uden nye reserver kunne den dog ikke holdes.

Den 2. november om eftermiddagen kom der telegram fra det nu kaldte ”Oberbefehlshaber Ost” – ”Hvornår begynder transporten af de 3 divisioner?” Og om aftenen meddelte Francois til Oberbefehlshaber Ost, at transporten af 3 divisioner ville begynde 6. november, men uden dem var det ikke muligt at beskytte den Østpreussiske grænse, og man ville begynde tilbagetrækningen til bag Angerapp.

1914-11-02 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen primo nov. 1914

Kortet viser med de ikke-fede typer situationen for 8. Arme om aftenen den 2. november. De blå pile viser troppebevægelserne indtil den 7. november.

General v. Jacobi’s gruppe (Ja. på kortet) -3/4 36. Reserve Division fra 1. Reservekorps, 6., 70., og 34. landwehr Brigade (herunder LIR84) og 1. Armekorps Kavalerier – stod, efter de havde afværget et russisk gennembrud syd for Wischtyter søen, nord for Pscherosl med front mod Romintensche Heide.

Nedenfor: Kort over frontforløbet på Østfronten.

1914-11-02 LIR84 Gesamtfront gegen Russland am 3. nov.1914

 

 

2. november 1914. Dagen efter slaget

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Klokken 12 blev jeg purret ud til mine Maskiner. De skulde gaa for langsom Fart, hvilket jo ikke gav meget Arbejde, men dog altid nok til at holde de triste Tanker borte. Til sidst kom jeg ind paa den Idé, at det nok slet ikke var sandt. Den korte Søvn havde bragt mig saadan paa Afstand af Begivenhederne, at det hele forekom mig udvisket som en Drøm.

Jeg var et Øjeblik paa Dæk for at trække frisk Luft og ryste Søvnigheden af mig. Det var stadig meget mørkt og stormende. Forude skar med smaa Mellemrum en Lysstraale gennem Mørket. Jeg spurgte en af Vagterne, hvor det Lys kom fra. Det viste sig at være en Officer, jeg havde spurgt. Han svarede mig meget venligt.

– Det er et Fyrtaarn paa Land, min Søn, paa Øen Santa Maria.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks be­svaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?

En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Mun­den og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde al­drig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signal­piberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:

– Alle Mand paa Fægtningsplads!

Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:

– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig væ­ret der.

– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.

Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.

– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.

Alle stod stille og lyttede.   En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret.   Den gentog sig, og endnu en Gang.

Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styr­bords Bredside.

– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rul­len af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os.   Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, run­gende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:

– Første Salve mod Otranto – for kort!

Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snæ­vert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæ­bende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.

Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!

– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.

Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sam­men for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.

Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Am­munition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der be­gyndte at indfinde sig.

– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.

– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.

Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Sal­verne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!

– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Be­gejstring.

– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.

– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fort­satte Talerøret – det brænder paa Good Hope.

Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.

– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bun­kerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvi­nede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næ­verne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styr­tende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Sti­vere.   Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.

– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Tale­røret.   Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.

– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.

Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.

Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Sal­verne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.

– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Ta­lerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt.   Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme An­sigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.

– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum ry­stede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mæg­tig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas   mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.

Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!

Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glas­gow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.

Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var over­hovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.

Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betje­ningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.

28. oktober 1914. Kampe ved Lyck og Suwalki

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Frem til den 28. okt. sætter kampene sig fast. I slutningen af oktober er situationen alvorlig.

  1. Reserve Division (36. R på kortet) var blevet rykket sydpå fra 1. Reservekorps ved Wirballen ned til I. Armeekorps (I.)syd for Romintenschen Heide. Den venstre fløj måtte forlænges og støde til 1. Kavaleri Division (1. på kortet).

For at hjælpe besluttede General v. Francois at tage Landwehr-Division Jakobi (Ja på kortet), som lå syd for Bakalarschewo, ud og lade dem marchere bag fronten af 1. Armeekorps mod nord over Pscherosl og angribe Szittkeymen.

1914-10-18 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn V - Kämpfe bei Lyck - Sulwalki 5. bis 29.10.1914 - Skizze 13

23. oktober 1914. Feltpost fra Otto Theodor Wagner.

Af Allan Otto Wagner

Min oldefar Otto Theodor Wagner fra det slesvigske 84. Landwehrs Regiment – en enhed under Landwehr Division Jakobi og den 8. arme – var i starten af krigen udstationeret på den østlige krigsskueplads i Østpreussen. I løbet af krigen sender han breve, foto og feldpostkort hjem til bl.a. hans kone Mathilde og hans to børn Martha og Otto (min farfar) i Flensborg.

Breve og fotos publiceres løbende på Otto Theodor Wagners egen side her på hjemmesiden.

20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I Skyttegravene ved Oise.

Fra en ung Nordslesviger ved Vestfronten som vi tidligere har offentliggjort en Række Feltbreve fra, er yderligere indløbet et Brevkort, hvoraf vi gengiver følgende:

“Vi staar nu i en ny Stilling. Vi er rykket ca. 15. Km. til Højre, hvor vi har Skyttegrave i en Park, som støder op til Oise. Vi holder her en Landsby besat.

Fra Skyttegravene fører dybe underjordiske Løbegrave ind til Landsbyen, hvor jeg i et Køkken har opslaaet Kommandoen over mine 80 Mand. Petersen, Korntved, og Nicolai Bonde, Asserballe, er Gruppeførere i min Afdeling.

Vi har det ellers udmærket her. Vi kan uset gaa fra Skyttegravene her ind i Landsbyen. Viser en af Soldaterne sig trods det, piber Granaterne os ganske vist straks om Ørerne.

I Stuen her ved Siden af mig bor der to Koner, en ung og en gammel. Der er endvidere endnu et Par Køer paa Gaarden, og vi faar Mælk baade Morgen og Aften. Af kartofler og Manøvrekiks laver vi pandekager. Kød har vi nok af, da her endnu er Faar i Massevis. Vi slagter et, naar vi har Brug for det. Vore Modstandere er Turko’er, men vi ser kun lidt til dem. Hilsen”

Gæstgiver Schmidt paa Genner Station har modtaget en Pakke, han havde sendt til sin i Frankrig liggende Broder, tilbage med den Bemærkning, at Broderen var falden. Pakken kom tilbage den 30. September. Nu i Lørdags modtog Schmidt et Kort fra Broderen, skrevet den 8. Oktober.

Saarede.

Bagermester Jes Rosenblad fra Branderup, som har været med ved Østfronten, har mistet højre Arm. Rosenblad vil med det første fra et Lasaret længere sydpaa blive transporteret til Flensborg.

En Del Saarede fra Broageregen er vendt hjem. I Lasarettet i Sønderborg, Kurhuset, ligger 6 Saarede fra Sognet, medens en halv Snes Skytter er saa vidt restituerede, at de er paa Rekreationsorlov hjemme, for derefter at afga til Fronten igen.

Gdr. Vhr. Gammelgaard, Aarlund, Lintrup Sogn, der har ligget paa Lasaret i Østpreussen, er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Døde.

Cigarhandler Carl Kock fra Flensborg, som i en Aarrække har været ansat i J.C. Jürgensens Forretning i Aabenraa, er den 25. September faldet i Frankrig.

Blandt de Faldne er ogsaa Cand.jur. Hans v. Massow, en Søn af den tidligere Amtsforstander von Massow i Rødding.

Der er indløbet Meddelelse om følgende tre Flensborgeres Død paa den franske Krigsskueplads: Sergent H. Wendt, Underofficer Carl L. Botzbach og Grenader Hans J. W. Petersen, Søn af Arbejdsmand Christian A. Petersen i Svalegade.

 

19. oktober 1914. “Fiskerbaad løb på Mine”

Dagens nyt fra Hejmdal.

Minerne i Vesterhavet. Grimsby, 19. Oktobr. (W.B.)

En Fiskerbaad er løben paa en Mine. Hele Besætningen, 9 Mand, druknede.

Rotterdam, 19. Oktbr. (W.B.)

“Nieuwe Rottd. Cour.” meddeler: Damperen “Nordam” er i vesterhavet løben paa en Mine. Skibet, der var paa Vej fra Falmouth til Rotterdam, blev undervejs anholdt ag et engelsk Krigsskib. Da Papirerne fandtes at være i Orden, fik Damperen Lov til at sejle videre. Paa Kaptajnens Spørgsmaal om, hvilke Rute Hoek van Holland der vilde vilde være den sikreste, pegede en engelsk Officer paa Søkortet paa den nordlige Grænse af Minefeltet og sagde, at hvis Skibet holdt sig uden for Grænse, vilde det sikkert ankomme til sit Bestemmelsessted.

Kaptajnen fulgte Retningen nøje, men 3 Mil nordfor Grænsen af Minefeltet stødte Skibet paa en Mine, hvorved det blev betydeligt beskadiget under Vandlinjen.

19. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Faldne.

I Torsdags fik Lunds Enke i Skodborg Meddelelse om, at hendes Søn Thomas, som under kampene i Frankrig blev ramt i Skulderen, er afgaaet ved Døden i et Sygehus i Berlin. I Gaar afholdtes en Sørgefest i Kirken for den Hensovede.

Smedemester Rudolfs Hustru i Graasten, der i lang Tid intet havde hørt fra sin Mand, som var med i Frankrig, har i disse Dage faaet Meddelelse om, at han er falden den 18. August. Hun har iflg. “Dbp.” modtaget han Ur og Ring og andre Ejendele, som havde tilhørt ham.

Der er i disse Dage indløbet Meddelelse om, at Mathias Schmidts ældste Søn, er falden den 5. Oktober ved Noyon (Nordfrankrig). Han er ifølge “Dbp.” den første Faldne fra Kajnæs Sogn.

Den haardt ramte Familie nærer samtidig Bekymring for den Faldnes Svoger, Johan Møller fra Damkobbel, idet der er kommet Postsendinger tilbage med Paaskriften “Lasaret”. Man ved foreløbig ikke, hvor han opholder sig.

I Fredags fik Glarmester Bohde, Østergade, Tønder, Telegram fra Berlin, at hans Søn laa dødeligt saaret. En Granat havde revet hans ene Underarm af, knust den anden Haand og kvæstet Ansigtet.

Ifølge “S. Ztg.” er Stabssergent Bernhard Sievers fra Sønderborg falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Saarede og i Fangenskab.

Thomas Hollesen, en Søøn af Gaardejer Hollesen i Allerup, er ikke død som Følge af sine Saar, men er i fransk Fangenskab. Forældrene modtog til deres store Glæde et Brev fra ham.

Reservist Karl Maklstedt fra Haderslev, der stod opført i Tabslisten som saaret, har skrevet et Brev hjem, at ham ikke er saaret, men taget tilfange af Englænderne.

Gaardmandsenke Jepsens Søn i Brandsbøl, Jørgen Jepsen, der har været opført i Tabslisten som savnet, er let saaret kommen i fransk Fangenskab.

En Søn af Snedker N. Jessen i Brandsbøl, der blev skudt i Sænk den 13. September, er ifølge “S. Ztg.” bleven reddet og er nu om Bord paa Skoleskibet Hertha”.