Der er nyt på siden om Otto Theodor Wagner:
Læs, hvad han skriver på soldatens egen side. Du finder dagens nyhed i bunden af siden.
Kategoriarkiv: Nyheder
10. november 1914. Jernkors og avisforbud
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis nord for Kongeåen.
Sønderjylland og Krigen
Advokat Ravn, der ligesom en anden kendt Sønderjyde, Dr. Thomsen i Skærbæk, nu har faaet Jernkorset i Krigen, er som saaret i Armen af en Kugle vendt tilbage fra Belgien for at komme sig. Jernkorset er ligeledes tildelt Gaardejer D. Andresen i Ravsted ved Aabenraa.
Som en medvirkende Grund for Militærmyndighederne i Slesvig-Holsten til at forbyde Bladet „Hejmdal” og Aflæggeres Udgivelse i 8 Dage anføres ogsaa, at Bladet ikke havde omtalt den tyske Kejserindes 56-aarige Fødselsdag den 22. Oktober.
9. november 1914. Vagtposterne langs grænsen
Ribe Stiftstidende fik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen
Vagtposterne langs grænsen har nu fået udleveret nye, varme Skindpelse til at imødegaa Vinterens Kulde, hvilket viser, at man venter Krigen udstrakt over Vinteren.
9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen
Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder
Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.
Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.
Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”
Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.
7. november 1914. Østfronten: ”Et overraskelsesangreb indledes om morgenstunden.”
Af Allan Otto Wagner
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Armé på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra morgenstunden den 7. november blev et overraskelsesangreb indledt mod den fremrykkende russiske hær, som blev overrasket, og da dagen var omme havde hele fronten rykket sig 5 km fremad. Selv om v. Below skulle afgive 1. Reserve division (1.R. på kortet) kampdygtig, skulle der også på denne del af fronten fortsættes med angreb den 8. november. Trods afgivelsen af divisionen opnåede man en sejr.
Russerne var syd for jernbanen kastet tilbage over grænsen. Man havde ikke erobret kanoner, men alene den 7. november havde man taget 4000 til fange og erobret 10 maskingeværer. Tyske tab hos I. Armekorps (1.), som var kommet mest i kamp, var 900 døde og sårede.
7. november 1914. SMS Dresden med kurs mod Valparaiso
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
En tre-fire Dage efter mødte vi en amerikansk Damper, der havde Kul til Flaaden, og med den i Følge løb vi for tredie Gang ind til Mas-a-Fuera, Bjerget i Havet. Her laa hele den øvrige Flaade og tog Kul ind.
Leipzig var ogsaa kommet og havde en Prise med, et smukt fransk Sejlskib, der laa ikke langt fra det norske Sejlskib, som „Gyngehesten” havde kapret. Vi begyndte ogsaa Kulningen, og saa snart vi var færdige, stak vi til Søs igen sammen med Leipzig. For en Gangs Skyld kendte vi Rejsens Endemaal. Vi skulde til Valparaiso. Admiral v. Spee vilde vise Verden, at alle hans Skibe var uskadt.
Det summede som i en Bikube paa Banjerne i de Dage. At skulle se en rigtig By igen, og maaske komme i Land, forekom os som et helt Eventyr. Det havde vi ikke haft Lejlighed til, siden vi forlod Puerto Mexiko for længe, længe siden, da der endnu var Fred i Verden.
Vi havde ogsaa faaet Lov til at skrive hjem paa nogle ganske smaa Kort, hvor der kun kunde staa nogle faa Ord og helst ikke andet end, at vi havde det godt. Det var underligt at komme til at sysle med Pen og Blæk igen. De derhjemme, ja. Vi havde ikke faaet Brev, siden Krigen brød ud, og det var første Gang, vi fik Lov til at skrive. Der var gaaet en Sommer og et helt Efteraar derhjemme. Jeg anede ikke, om de levede eller ikke, og vidste ikke, hvem af dem der fik dette Brev at læse. Stakkels tapre, syge Mor, hvordan gik du dog al denne Sindsbevægelse igennem? Og Far – naar jeg tænkte paa ham, kunde jeg ikke faa den sidste Aften i Hjemmet ud af mine Tanker — de tre Glas Vin, han skænkede op, mindede mig om Sakramentet til én, der skulde dø. Skulde vi aldrig mødes igen, vi tre, der stod sammen den Aften?
Jeg havde efterhaanden vænnet mig til Tanken om, at det var mig, der kom til at mangle derhjemme. Det havde jeg gjort med en mærkelig Sindsligevægt, og jeg kunde mærke paa de fleste af mine Kammerater, at de havde det paa samme Maade, men i disse Dage, da vi sejlede mod Valparaiso, vaagnede Følelsen af Samhørighed med andre Mennesker og Længslen efter at se dem derhjemme.
7. november 1914. Grev Schack stadig fanget. Hejmdal forbudt. Nyt fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Lensgrev Schack til Schaekenborg, der fængsledes den 7. August,,, sidder endnu bestandig fængslet i Flensborg, men medens han i en Maanedstid har været den eneste Sønderjyde, hvis Person Myndighederne har sikret sig, fik han for en Ugestid siden Lidelsesfæller i Journalist Andreas Grau og Hustru, der skal have vakt Myndighedernes Mishag, bl. a. ved at have samlet Soldater hos sig i deres Hjem i Flensborg.
I Gaar, Fredag, har Generalkommandoen forbudt Udgivelsen af det sønderjydske Blad „Hejmdal* (Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle) i Aabenraa og dets to Aflæggere „Haderslev Dagblad* og „Nordborg Avis” for et Tidsrum af 8 Dage. Om Grunden hertil er der ikke tilflydt Offentligheden nogen Meddelelse, men den kan formentlig — i alt Fald for en Del — søges i forskellige i „Hejmdal” optagne Feltpostbreve fra Nordslesvigere med Oplysninger, der har været Myndighederne ubehagelige, som f. Eks. i det her i Bladet i Dag gengivne Brev fra fransk Lothringen.
Den nye danske Forsamlingsbygning „Sønderborghus” i Sønderborg, der indviedes i Forsommeren, er nu taget i Brug som Lasaret for 60 saarede, der faar det godt i de lyse og venlige Omgivelser.
3. november 1914. “Ser du, hvor russerne løber?” Post fra Otto Wagner
Der er nyt på siden om Otto Theodor Wagner: Postkort fra Regiment 84’s kaserne i Slesvig. Læs, hvad han skriver på soldatens egen side.
2. november 1914. ”XXV. Reservekorps havde svigtet”
Af Allan Otto Wagner
Den 2. november blev Generaloberst v. Hindenburg udnævnt som Øverste befalingsmand Ost og dermed var 8. Arme underlagt 9. Armes kommando.
Armen havde hele oktober afværget den russiske overmagt med 10½ Infanteri divisioner og en Kavaleri division mod det dobbelte fra russiske side. Og da General v. Francois i starten af november skulle afgive 3 divisioner til Thorn havde han ikke andet valg end at flytte hæren tilbage til den forberedte forsvarsstilling ved Lötzen-Angerapp .
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 2. november tog General v. Francois til Marggrabowa for at mødes med Generalerne v. Scheffer, Rosch og Morgen og planlægge det videre forløb.
I krigsdagbogen for Generalkommandoen for 1. Armekorps hedder det, ”at angrebet måtte afbrydes, da XXV. Reservekorps havde ”svigtet”, at Korps Morgen ikke mere kunne komme fremad og at 1. Armekorps manglede ammunition og erstatning for infanterimandskab. Den venstre fløj ved Romintenschen Heide var truet af omringning, og 23. Bataljon Reserve og Landwehr (Landwehr-Division Jakobi) havde ikke lykkedes at forhindre dette”.
XXV. Reserve Korps havde på 14 dage mistet 11.500 mand – 1/3 – 4.500 mand var syge, af de resterende 7.000 var 2.500 savnede.
Den fremtidige stilling skulle være linjen Lyck – Marggrabowa – Stallupönen. Den 100 km lange Arme front fra Lyck til Wirballen var dog rimeligt lukket, men uden nye reserver kunne den dog ikke holdes.
Den 2. november om eftermiddagen kom der telegram fra det nu kaldte ”Oberbefehlshaber Ost” – ”Hvornår begynder transporten af de 3 divisioner?” Og om aftenen meddelte Francois til Oberbefehlshaber Ost, at transporten af 3 divisioner ville begynde 6. november, men uden dem var det ikke muligt at beskytte den Østpreussiske grænse, og man ville begynde tilbagetrækningen til bag Angerapp.
Kortet viser med de ikke-fede typer situationen for 8. Arme om aftenen den 2. november. De blå pile viser troppebevægelserne indtil den 7. november.
General v. Jacobi’s gruppe (Ja. på kortet) -3/4 36. Reserve Division fra 1. Reservekorps, 6., 70., og 34. landwehr Brigade (herunder LIR84) og 1. Armekorps Kavalerier – stod, efter de havde afværget et russisk gennembrud syd for Wischtyter søen, nord for Pscherosl med front mod Romintensche Heide.
Nedenfor: Kort over frontforløbet på Østfronten.
2. november 1914. Dagen efter slaget
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.
Klokken 12 blev jeg purret ud til mine Maskiner. De skulde gaa for langsom Fart, hvilket jo ikke gav meget Arbejde, men dog altid nok til at holde de triste Tanker borte. Til sidst kom jeg ind paa den Idé, at det nok slet ikke var sandt. Den korte Søvn havde bragt mig saadan paa Afstand af Begivenhederne, at det hele forekom mig udvisket som en Drøm.
Jeg var et Øjeblik paa Dæk for at trække frisk Luft og ryste Søvnigheden af mig. Det var stadig meget mørkt og stormende. Forude skar med smaa Mellemrum en Lysstraale gennem Mørket. Jeg spurgte en af Vagterne, hvor det Lys kom fra. Det viste sig at være en Officer, jeg havde spurgt. Han svarede mig meget venligt.
– Det er et Fyrtaarn paa Land, min Søn, paa Øen Santa Maria.
1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.
Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks besvaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?
En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Munden og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde aldrig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signalpiberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:
– Alle Mand paa Fægtningsplads!
Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:
– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig været der.
– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.
Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.
– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.
Alle stod stille og lyttede. En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret. Den gentog sig, og endnu en Gang.
Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styrbords Bredside.
– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rullen af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os. Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, rungende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:
– Første Salve mod Otranto – for kort!
Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snævert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæbende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.
Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!
– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.
Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!
Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sammen for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.
Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Ammunition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der begyndte at indfinde sig.
– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.
– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.
Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Salverne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!
– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Begejstring.
– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.
– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fortsatte Talerøret – det brænder paa Good Hope.
Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.
– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bunkerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvinede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næverne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styrtende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Stivere. Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.
– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Talerøret. Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.
– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.
Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.
Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Salverne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.
– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Talerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt. Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme Ansigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.
– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum rystede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mægtig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.
Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!
Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glasgow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.
Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var overhovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.
Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betjeningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.
28. oktober 1914. Kampe ved Lyck og Suwalki
Af Allan Otto Wagner
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Frem til den 28. okt. sætter kampene sig fast. I slutningen af oktober er situationen alvorlig.
- Reserve Division (36. R på kortet) var blevet rykket sydpå fra 1. Reservekorps ved Wirballen ned til I. Armeekorps (I.)syd for Romintenschen Heide. Den venstre fløj måtte forlænges og støde til 1. Kavaleri Division (1. på kortet).
For at hjælpe besluttede General v. Francois at tage Landwehr-Division Jakobi (Ja på kortet), som lå syd for Bakalarschewo, ud og lade dem marchere bag fronten af 1. Armeekorps mod nord over Pscherosl og angribe Szittkeymen.
23. oktober 1914. Feltpost fra Otto Theodor Wagner.
Af Allan Otto Wagner
Min oldefar Otto Theodor Wagner fra det slesvigske 84. Landwehrs Regiment – en enhed under Landwehr Division Jakobi og den 8. arme – var i starten af krigen udstationeret på den østlige krigsskueplads i Østpreussen. I løbet af krigen sender han breve, foto og feldpostkort hjem til bl.a. hans kone Mathilde og hans to børn Martha og Otto (min farfar) i Flensborg.
Breve og fotos publiceres løbende på Otto Theodor Wagners egen side her på hjemmesiden.
20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
I Skyttegravene ved Oise.
Fra en ung Nordslesviger ved Vestfronten som vi tidligere har offentliggjort en Række Feltbreve fra, er yderligere indløbet et Brevkort, hvoraf vi gengiver følgende:
“Vi staar nu i en ny Stilling. Vi er rykket ca. 15. Km. til Højre, hvor vi har Skyttegrave i en Park, som støder op til Oise. Vi holder her en Landsby besat.
Fra Skyttegravene fører dybe underjordiske Løbegrave ind til Landsbyen, hvor jeg i et Køkken har opslaaet Kommandoen over mine 80 Mand. Petersen, Korntved, og Nicolai Bonde, Asserballe, er Gruppeførere i min Afdeling.
Vi har det ellers udmærket her. Vi kan uset gaa fra Skyttegravene her ind i Landsbyen. Viser en af Soldaterne sig trods det, piber Granaterne os ganske vist straks om Ørerne.
I Stuen her ved Siden af mig bor der to Koner, en ung og en gammel. Der er endvidere endnu et Par Køer paa Gaarden, og vi faar Mælk baade Morgen og Aften. Af kartofler og Manøvrekiks laver vi pandekager. Kød har vi nok af, da her endnu er Faar i Massevis. Vi slagter et, naar vi har Brug for det. Vore Modstandere er Turko’er, men vi ser kun lidt til dem. Hilsen”
Gæstgiver Schmidt paa Genner Station har modtaget en Pakke, han havde sendt til sin i Frankrig liggende Broder, tilbage med den Bemærkning, at Broderen var falden. Pakken kom tilbage den 30. September. Nu i Lørdags modtog Schmidt et Kort fra Broderen, skrevet den 8. Oktober.
Saarede.
Bagermester Jes Rosenblad fra Branderup, som har været med ved Østfronten, har mistet højre Arm. Rosenblad vil med det første fra et Lasaret længere sydpaa blive transporteret til Flensborg.
En Del Saarede fra Broageregen er vendt hjem. I Lasarettet i Sønderborg, Kurhuset, ligger 6 Saarede fra Sognet, medens en halv Snes Skytter er saa vidt restituerede, at de er paa Rekreationsorlov hjemme, for derefter at afga til Fronten igen.
Gdr. Vhr. Gammelgaard, Aarlund, Lintrup Sogn, der har ligget paa Lasaret i Østpreussen, er kommen hjem paa Rekreationsorlov.
Døde.
Cigarhandler Carl Kock fra Flensborg, som i en Aarrække har været ansat i J.C. Jürgensens Forretning i Aabenraa, er den 25. September faldet i Frankrig.
Blandt de Faldne er ogsaa Cand.jur. Hans v. Massow, en Søn af den tidligere Amtsforstander von Massow i Rødding.
Der er indløbet Meddelelse om følgende tre Flensborgeres Død paa den franske Krigsskueplads: Sergent H. Wendt, Underofficer Carl L. Botzbach og Grenader Hans J. W. Petersen, Søn af Arbejdsmand Christian A. Petersen i Svalegade.
19. oktober 1914. “Fiskerbaad løb på Mine”
Dagens nyt fra Hejmdal.
Minerne i Vesterhavet. Grimsby, 19. Oktobr. (W.B.)
En Fiskerbaad er løben paa en Mine. Hele Besætningen, 9 Mand, druknede.
Rotterdam, 19. Oktbr. (W.B.)
“Nieuwe Rottd. Cour.” meddeler: Damperen “Nordam” er i vesterhavet løben paa en Mine. Skibet, der var paa Vej fra Falmouth til Rotterdam, blev undervejs anholdt ag et engelsk Krigsskib. Da Papirerne fandtes at være i Orden, fik Damperen Lov til at sejle videre. Paa Kaptajnens Spørgsmaal om, hvilke Rute Hoek van Holland der vilde vilde være den sikreste, pegede en engelsk Officer paa Søkortet paa den nordlige Grænse af Minefeltet og sagde, at hvis Skibet holdt sig uden for Grænse, vilde det sikkert ankomme til sit Bestemmelsessted.
Kaptajnen fulgte Retningen nøje, men 3 Mil nordfor Grænsen af Minefeltet stødte Skibet paa en Mine, hvorved det blev betydeligt beskadiget under Vandlinjen.
19. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Faldne.
I Torsdags fik Lunds Enke i Skodborg Meddelelse om, at hendes Søn Thomas, som under kampene i Frankrig blev ramt i Skulderen, er afgaaet ved Døden i et Sygehus i Berlin. I Gaar afholdtes en Sørgefest i Kirken for den Hensovede.
Smedemester Rudolfs Hustru i Graasten, der i lang Tid intet havde hørt fra sin Mand, som var med i Frankrig, har i disse Dage faaet Meddelelse om, at han er falden den 18. August. Hun har iflg. “Dbp.” modtaget han Ur og Ring og andre Ejendele, som havde tilhørt ham.
Der er i disse Dage indløbet Meddelelse om, at Mathias Schmidts ældste Søn, er falden den 5. Oktober ved Noyon (Nordfrankrig). Han er ifølge “Dbp.” den første Faldne fra Kajnæs Sogn.
Den haardt ramte Familie nærer samtidig Bekymring for den Faldnes Svoger, Johan Møller fra Damkobbel, idet der er kommet Postsendinger tilbage med Paaskriften “Lasaret”. Man ved foreløbig ikke, hvor han opholder sig.
I Fredags fik Glarmester Bohde, Østergade, Tønder, Telegram fra Berlin, at hans Søn laa dødeligt saaret. En Granat havde revet hans ene Underarm af, knust den anden Haand og kvæstet Ansigtet.
Ifølge “S. Ztg.” er Stabssergent Bernhard Sievers fra Sønderborg falden paa den vestlige Krigsskueplads.
Saarede og i Fangenskab.
Thomas Hollesen, en Søøn af Gaardejer Hollesen i Allerup, er ikke død som Følge af sine Saar, men er i fransk Fangenskab. Forældrene modtog til deres store Glæde et Brev fra ham.
Reservist Karl Maklstedt fra Haderslev, der stod opført i Tabslisten som saaret, har skrevet et Brev hjem, at ham ikke er saaret, men taget tilfange af Englænderne.
Gaardmandsenke Jepsens Søn i Brandsbøl, Jørgen Jepsen, der har været opført i Tabslisten som savnet, er let saaret kommen i fransk Fangenskab.
En Søn af Snedker N. Jessen i Brandsbøl, der blev skudt i Sænk den 13. September, er ifølge “S. Ztg.” bleven reddet og er nu om Bord paa Skoleskibet Hertha”.
18. oktober 1914. Jeppe Østergaard foran Warzawa.
Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.
Blonie, 18.10-1914.
Kære allesammen!
Endnu har jeg intet hørt siden 10. september, så jeg er meget spændt på alt det gode, posten vil bringe mig fra Sommersted.
Fra Radom gik det, imod forventning, mod nord, og fra 9.10. drøner kanonerne og knatrer geværerne i kamp foran Warschau.
W. er en meget stærk fæstning, som vil blive en hård nød for os. Russerne kæmper med stor sejghed og har næsten udelukkende friske tropper fra Manchuriet, Sibirien og andre fjerne dele af det vældige rige.
Vi holder vore stillinger, der indtræffer forstærkninger og belejringsmateriale, og efterhånden gennemføres omklamringen af fæstningen.
Den 11.10. havde vi en hård fægtning i en fyrreskov med tæt underskov, hvor vi blev modtaget med infanteri og maskingeværild fra 3 sider. Mit komp. mistede 13 døde og 16 sårede. Blandt de første var Nis Fuglsang, med hvem jeg har gået sammen i rækken. Vi har delt mangt og meget, og han var en trofast kammerat. Tallet på dem, som ikke mere vender tilbage, vokser, men i hengivenhed under den højestes vilje sendes jer alle de kærligste hilsner og tanker.
Eders Jeppe.
18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”
Af Allan Otto Wagner
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.
Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.
Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.
En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.
Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.
Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.
Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?
Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.
Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.
For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.
17. oktober 1914. Kristendom og salpeter
Dagens nyt fra Hejmdal.
Krig, Kristendom og Mission.
I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.
Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.
Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.
Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.
Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.
Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.
Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.
København som Hjælpecentrum.
København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.
Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.
Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:
Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.
Overtrædelser straffes.
Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.
16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Fra Vestfronten.
Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:
……….. d. 28. Septbr. 1914.
– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.
Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.
Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.
Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.
Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.
Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.
Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..
Faldne og Saarede.
Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.
Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.
Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.
Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.
Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.
Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.
Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.
For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.
Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.
I Fangenskab.
Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.
Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde Meddelelse om, at han Søn enten var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.
Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).
Gode Efterretninger.
Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.
Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.
Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.
15. oktober 1914. Hemming Skov: Under russisk bombardement.
Af Allan Otto Wagner
176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.
Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.
Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.
Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.
Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.
I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.
Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.
I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater
15. oktober 1914. Nyt fra felten: Faldne, sårede, savnede – og livstegn!
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
En Hilsen fra Felten.
Købmand Hans Thomsen fra Haderslev, der er med i Frankrig, har skrevet et Kort hjem fra Egnen ved Reims, dateret den 4. Oktober. Han var sammen med Iversen fra Als og Maskinhandler Nissen fra Aabenraa. De var sunde og raske. De Bekendte, som Thomsen under Mobiliseringen rejste sammen med til Berlin, var siden bleven spredt rundt omkring.
Fra Ravsted Sogn.
Krigen har nu ogsaa krævet sine Ofre her fra Ravsted Sogn, skrives der til “Fl.Av.” Den 17. September saaredes Chr. Lund fra Korup ved Royon i Frankrig.
Efter 10 Timers Kamp blev der Ro, og da Soldaterne traf en Marketendervogn, vilde de købe nogle Madvarer, men saa kom en fjendtlig Granat, der saarede Chr. Lund haardt og 4 andre lettere. Den 21. September skrev Lund hjem til sin Hustru, at han haabede snarest muligt at blive flyttet til et Lasaret i Tyskland. Dagen efter døde Lund imidlertid af sine Saar, 33 Aar gammel. Den sørgelige Underretning indløb til hans Hustru og hans Forældre den 4. Oktober. Pastor Tiedje holdt den 8. Oktober en Mindegudstjeneste over Chr. Lund i Ravsted Kirke.
Den 18. September, dagen efter at Lund var bleven saaret, faldt hans Nabo i Korup, den 28 aarige Hans Skov (født i Løgumkloster), som for 3 Aar siden købte Gaarden Korup og i Fjord giftede sig med Anna Petersen fra Kærgaard ved Solvig. Skov var Oppasser hos en Kaptajn, og som Følge deraf var han ikke direkte med i Slaget, men holdt med Hestene 1 Kilometer bag ved de Kæmpende. Da kom der en Shrapnell, som dræbte Skov og begge Hestene. Der afholdtes en Mindegudstjeneste for Skov i Dag, en 15. Oktober, om Eftermiddagen Klokken 2½.
Deltagelse i Sognet med de to haardt ramte Familier er meget stor. Begge de to Faldne var et Par af de dygtigste landmænd, som havde oparbejdet deres Ejendomme til et Par Mønstergaarde.
Ære være deres Minde!
Mistet bagagen.
Den haderslevske Bataillon har ifølge “S.Gr.” mistet hele sin Bagage ved Ildløs. Mandskaberne har kun reddet, hvad de har paa Kroppen. De foreskrevne Klæder faar Soldaterne naturligvis udleveret af Militærforvaltningen; men det skorter paa mange andre Ting. Man har udbetalt Hr. v. Brincken, der har været nede hos Bataillonen med Gaver, Resten af de i Haderslev indsamlede rede Penge, for at han straks nede i Køln kunde købe det nødvendigste til Soldaterne. Men der udkræves flere Penge, som med Tak modtages i de haderslevske Indsamlingssteder.
Faldne og Saarede.
Landmand Peter Tøndering fra Bøgelund ved Aabenraa er falden i Frankrig den 30. September. Han var 24. Aar gammel.
Ifølge Meddelelse er Just Theobald Schwarz i Broager falden ved Reims den 19. September. Han blev dræbt af en Granat. Schwarz var Søn af Arbejdsmand Jens Schwarz i Broager. Gamle Schwarz og Hustru har ifølge “Fl.Av.” endnu 3 Sønner med i Krigen.
Ledningsopsynsmand Wilh. Bock fra Skærbæk er ifølge “S.Gr.”, falden den 29. September.
Sidste Søndag vendte ifølge “Fl.Av.” følgende tre Mand fra Snogbæk saarede hjem fra den store Valplads i Frankrig: Murermester H. Jensen, Smedemester Chr. Petersen og Gaardejer Hans Jacobsen.
Jensen har mistet en Finger paa højre Haand og Petersen tre Fingre paa venstre Haand, medens Jacobsen har faaet et Skud i Haanden.
Endvidere har Møller Thomsen fra Ullerup Mølle faaet et Skud i Haanden.
En Søn af Banearbejder Knudsen i Skærbæk er bleven saaret i Frankrig. Han har faaet en Geværkugle gennem Hovedet. Den er gaaet ind ved Siden af Næsen og ud lidt under Nakken. Det menes dog, at Knudsen bliver rask igen.
En Mand fra Bredebro havde et Saar af lignende Art og er allerede fuldstændig helbredet.
I Fangenskab.
Raadmand Steins Søn, Rudolf Stein fra Sønderborg, der var Feltwebelløjtnant ved den sønderborgske Bataillon, er ifølge “S.Ztg.” kommen i fransk Fangenskab. Han er ikke saaret.
Enaarig-frivillig Referendar P. Blom fra Notmark paa Als, er i Fangenskab i Frankrig. Hans Forældre har faaet Brev fra ham. Hans meddeler, at han bliver behandlet. Han har været syg og ligger paa et Lasaret.
Hans Broder, Kulturtekniker Blom fra Sønderborg, menes ogsaa at være i Fangenskab. Hans gjorde Tjeneste som Motorcyklist og er forsvundet paa en af sine Ture.
Kusk Brochers i Sønderborg har modtaget Meddelelse om, at hans Søn, der var med paa “Mainz”, er i engelsk Fangenskab.
Postbud Wüger fra Vonsbæk, en Søn af Vejemester Wäger i Haderslev, er ifølge “S.G.” bleven haardt saaret og er kommen i fransk Fangenskab. Han har for længere Tid siden sendt sine Forældre et Kort fra det franske Lasaret i Montmirail. Dette Kort har nu naaet Bestemmelsesstedet.
14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Landdagsmand Nis Nissen.
I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.
Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.
Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.
Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.
Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.
I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.
Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”
I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.
Af et Feltbrev.
Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.
Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .
Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.
Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.
Faldne.
Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.
Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.
Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.
Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.
Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.
Saarede.
Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.
En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.
Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.
Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.
Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.
I Fangenskab.
En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.
Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.
En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.
Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.
Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.
Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.
Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.
Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:
Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.
I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).
Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.
Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.
12. Oktober 1914. Nyt fra Hejmdal: Krigen koster 200 Millioner Mark dagligt!
Dagens nyt fra Hejmdal.
Hvad Krigen koster.
200 Millioner Mark daglig. Berlin, 12. Oktobr. (W.B.)
Efter hvad “Økonomisk” regner ud, er de daglige Udgifter i Anledning af Krigen, Mobiliseringen i de neutale Lande indbefattet, 200 Mill. Mark. Heraf falde paa:
Tyskland 44 Millioner
Rusland 42 ”
Frankrig 32 ”
Østerrig-Ungarn 32 “
I Beregningen er Englands Udgifter ikke taget med heller ikke den vigtige Omstændighed, at Tyskerne fører Krigen paa russisk, fransk og belgisk Grund.
Post til Krigsfanger i Udlandet.
Til Udenrigsministeriet er der i den sidste Tid fra alle Sider indløbet Breve og Pengeforsendelser, der er bestemt til Krigsfangerne i Fjendeland, men Bøn om Viderebefordring. Som der er blevet Meddelt i Pressen kan Postforsendelser fra nu af almindeligvis modtages og befordres til Krigsfanger. En besørgelse gennem det udenrigske Kontor er derfor ikke nødvendig. Udenrigsministeriets Benyttelse har udelukkende en Forsinkelse af Postbefordringen til Følge.
De russiske Arbejdere. Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at Karenstiden for de mandlige russiske Arbejdere i Alderen fra 17-45 bortfalder i Aar. De skal blive Vinteren over paa Stedet, hvor de hidtil har arbejdet, og maa uden Politimyndighedernes Tilladelse ikke overskride de stedlige Politidistrikters Grænser. De maa kun skifte Arbejdssted under Iagttagelse af Forskrifterne for Arbejderlegitimationskortene, og hvis det nye Arbejdssted ligger i et andet Politidistrikt, kun med Landraadens Billigelse.
Overtrædelse straffes, hvis andre Bestemmelser om højere Straf ikke foreligger, men indtil et Aars Fængsel.
For de Arbejderes Underhold, der har været beskæftiget et Sted mindst siden 1. August, skal Arbejdsgiverens sørge om Vinteren mod en Godtgørelse af 50 Pg. om Dagen for hver.
Saa snart de militære Forholde og Trafikforholdene tillader det, maa de mandlige russiske Arbejdere under 17 Aar og over 45 Aar og de kvindelige russiske Arbejdere rejse direkte til deres Hjem, saafremt de ikke er bundne ved Arbejdsoverenskomster.
Indtil dette sker, maa de blive i deres Pladser.
De kan ogsaa rejse til det neutrale Udland, men maa saa have et Pas fra en Konsul eller Gesandt for det paagældende neutrale Land.
Flensborg, Mandag.
Hjem fra Amerika. (Fl.N.Ztg.) Hr. Jens Johannsen, en Søn af Vinhandler A.H. Johannsen, ankom i Forgaars over København hertil fra New York. Der var naturligvis knyttet mange Forhindringer til Rejsen. Efter at Englænderne og Franskmændene havde standset de neutrale hollandske Dampere og én Gang erklæret 480 militærpligtige Tyskere for Krigsfanger, advarede den tyske Konsul i New York Tyskerne imod at vælge denne Vej. Men alligevel lykkes det engang imellem enkelte at slippe hjem.
Om Bord paa “Frederik VIII”, som Hr. Johannsen benyttede til Overfarten, befandt sig 17 Tyskere. I Ydrehavnen ved New York (23. September) laa en engelsk Krydser, der standsede samtlige Skibe og lod alle Passagerer træde an paa Dækket, hvor de i Gaasegang matte passere den engelske Kontrol. Tyskerne kastede tyskvenlige Aviser ned i Baadene til de efter Krigsefterretninger sultne Matroser; det var Aviser, der indeholdt Efterretningen om de tre engelske Krydseres Ødelæggelse ved “U9”. Seks Tyskere havde fundet Sysselsættelse paa Skibet og havde skjult sig; men ved det næste Kontrolsted ved Shetlandsøerne kunde deres Nærværelse ikke længere skjultes, og de blev hentede af en engelsk Kutter. I Forvejen var der om Bord blevet holdt en Indsamling til bedste for de seks Tyskere, og Resultatet var 33 Kroner for hver.
11. oktober 1914. Hemming Skov: “Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup”.
176’eren Hemming Skov deltog i kampene på østfronten
Næste Morgen maatte vi frem til Kompagnierne med Patronvognene, og inden ,,Dagens Gerning” tog sin Begyndelse, fik jeg talt et Par Ord med min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson. Han søgte mig, saa ofte det lod sig gøre, for at faa en Bid Brød, hvad jeg som oftest havde i Vognen. Vi skiltes, som vi plejede, med Haab om Gensyn.
Det var desværre blevet lyst, og Kuglerne peb om os, mens vi kørte tilbage til Skoven. Derfor gik det i strakt Galop, og vi naaede uskadt vor Plads.
Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup. Han blev lagt i en Fællesgrav i en Skov sammen med 12 Kammerater, formodentlig i ovennævnte Skov, ved Piacezno, 15 km Syd for Warszawa.
10. oktober 1914. Telegrafen i krigens tjeneste.
Dagens nyt fra Hejmdal
Telegrafen i krigens Tjeneste.
Telegrafkontoret i det store Hovedkvarter har til Opgave at stas i stadig Forbindelse med alle Arméer og med Hjemlandet. Derfor er det ogsaa indrettet en direkte Forbindelse med Berlin, der er tænkt som Centralstedet, hvorfra Telegrammerne saa gaar videre ud.
For at faa den Linje saa strækt udnyttet som muligt, er den forsynet med den Siemens’ske Hurtigtelegraf. dette Apparat kan besørge 10,000 Tegn i Minuttet, og det ser ud omtrent som en Skrivemaskine. Saa snart Vægtstangen, der sættes i Bevægelse, naar der trykkes paa en af Tangenterne, rammer et Hul, udløses en negaviv Strøm, men rammes et Mellemrum mellem 2 Huller, udløses en positiv Strøm. Strømstødet overføres nu til Berlin-Ledningen, saa i samme Øjeblik som en Tangent slaas ned paa Hovedkvarterets Apparat, følger Modkontakten i Berlin efter omsætter bevægelsen i tal eller Bogstaver paa Optagelsesstrimlen.
Denne lynsnare Overførsel af Ordene gør det ogsaa muligt at benytte Berlin som Central for alle de Steder, der ikke har direkte Forbindelse med Hovedkvarteret.
Ret interessant er det at vide, at det Apparat, som funktionerer i Hovedkvarteret er det samme Apparat, som benyttes mellem Kejseren og Zsaren lige før Krigens Udbrud. Paa dette Apparat afsendte Kejseren det sidste Telegram til Zsaren og gav derefter Ordre til Mobiliseringen.
Foruden denne Hurtigtelegraf anvendes ogsaa Morseapparater i et store Hovedkvarters Telegrafkontor, hvoraf man har fundet en hel Del, som Franskmændene dog paa en ret behændig Maade havde gjort ubrugelige. I de franske Telegrafkontorer findes ogsaa mange af de ret praktiske amerikanske hughes-Apparater. Ved Hjælp af de fundne Reservedele og Værktøj er det lykkedes at faa de fleste af de franske Apparater til at funktionere.
Strømmen leveres af Elektricitetsværker i Byerne, af de store elektriske Centralanlæg og af medførte Dynamoer.
9000 Telegrammer afsendes dagligt, men ikke et højt ord tales i Telegrafkontoret. Tavse tager Funktionærerne Telegrammerne og afgiver dem igen. I fuldkommen Ro sidder Telegrafisterne foran Hurtoghedstelegrafen og de franske Apparater. Ingen Hast, ingen febrilsk Travlhed. Alt gaar sin rolige Gang.
Berg.
10. oktober 1914. “Alle havde mere eller mindre syge Maver”
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:
Den 10. Oktober 1914. Hver Mand fik en Pakke med Gaver fra vor Regimentschef, Kejserinde Augusta Viktoria.
De følgende Dage gik alting sin rolige Gang. Vi laa i Vinkælderen om Dagen og skrev Breve, fortalte om de forskellige Oplevelser og spillede paa Mundharpe og sang.
Jeg kogte Mad en Gang daglig; thi den Smule, vi fik fra Feltkøkkenet, forslog ikke meget. Vi var totalt udhungrede og saa magre, at der var kun Skind og Ben tilbage. Alle havde mere eller mindre syge Maver. Det var en Slags Tyfus med en smertefuld Blodgang. Det gav ofte Anledning til de pinligste Optrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og klagede sig i de voldsomste Smerter.
10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten
10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.
I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.
Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.
Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.
9. oktober 1914. Dræbte, sårede, tilfangetagne – og en hilsen fra felten
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Hilsner fra felten.
I et Brev, der er indløbet fra Niels Christian Hansen fra Felsted, som er i Felten medfulgte en Hilsen fra Hans Petersen, Bovrup; Nis Abrahamsen, Aarslev; Hans Clausen, Thyrsbøl, Snedkeren fra Stubbæk, Skrædder Andresen, Hovslund og Hans Alnor, Ullerup Mark. Sidstnævnte er saaret i den ene Arm, dog ikke farligt. Han var gaaet ud af Løbegravene i den Hensigt at malke en Ko, for at de kunde faa nogen Mælk, og var derved blevet saaret i Armen. Han faldt, men det lykkedes Kammeraterne at faa ham hen i Løbegravene igen.
De laa alle i Dækning i Løbegravene, der er to Meter dybe. Selv skulde de ikke skyde, men Artilleriilden, baade fra tysk og fransk Side, rasede over dem. De havde det eller godt, og Forplejningen var bleven bedre, end den havde været.
– Andreas Peter Andresen fra Hovslund, har skrevet et langt Brev hjem til sin Hustru. Han har været med i en Kamp med Belgierne, dernæst i Kampen med Englænderne Søndag den 23. August med Mons. Senere under Fremrykningen sydpaa har hans Afdeling deltaget i en Mængde, tildels blodige Kampe. Andresen selv blev helt ubetydelig saaret paa højre Øje af en Granatsplint. For Tiden ligger Afdelingen godt i Dækning i de dybe Løbegrave.
– Fra Sillerup By er der indkaldt mange til Fanerne. Den unge Wiuff skriver ifølge “S.G.” hjem fra dem vestlige Krigsskueplads; Vi rykker frem fra Stilling til Stilling, langsomt, men sikkert.
En Sørgegudstjeneste.
For et par Dage siden holdtes der i Nustrup Kirke Sørgegudstjeneste for Bojsens Søn og en ung Mand fra Bæk, er er faldne i krigen. Kirken var fyldt til sidste Plads og Præsten holdt en gribende Tale. Bojsen mistede for et Par Aar siden en Søn ved Sygdom, nu en ved Krigen, og nu staar foran Indkaldelse under Fanerne.
Faldne og Saarede.
Fru Askov i Ørderup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand den 24. September er død paa et Lasaret som Følge af haarde Saar, han havde faaet Dagen i Forvejen.
Frede Andersen, Søn af Enke Marie Andersen i Raahede, er falden i Krigen. Han var hendes eneste Søn.
Gaardejer Thomas Thomsen og Hustru modtog den sørgelige Meddelelse, at deres 23 Aar gamle Søn, Hans Thomsen, den 1. Oktober var afgaaret ved Døden paa Lasarettet i Chauny i Franskrig. Han var bleven saaret den 23. September.
Enkefru Marie Jessen i Hoptrup har ifølge “S.G.” modtaget en Efterretning om at hendes Søn [Mads Peter, RR] er falden i Slaget ved Mons den 23. August. Søndag Kl. 2 holdes der en Sørgegudstjeneste i Hoptrup Kirke.
Lørdag Eftermiddag modtog Murer P. Andresen i Visby den sørgelige Efterretning, at hans Søn, C. Andresen, var blevet saaret den 22. September i Frankrig og er nu død af sine Saar. P. Andresen og Hustru har, skriver “Dvp.”, haft en større Børneflok, og endskønt de har siddet i smaa Kaar, har de altid haft et tilfreds Sind. Gud trøste dem i deres store Sorg!
Arbejdsmand Jens Christiansen i Tønder er ifølge “T.Z.” falden i Frankrig. Han efterlader Hustru og 5 Børn. Christiansen var en sympatisk og flittig Arbejder.
Af Regimentet “Kønigin” (FR86’erne) er følgende Underofficerer faldne: Feldweblerne Evers, Reitzenstein og Dannemann, Vicefeldweblerne Hartnak og Møller, Sergeant Schurbert og Underofficer Jepsen. Endvidere er magistratsassessor Dr. Karl Prahl fra Flensborg, der var Reserveløjtnant i det 86. Regiment, falden i Frankrig.
Lærer Esbensen fra Visby er allerede den 18. August bleven saaret i Belgien ved et Skud igennem den ene Fod. Esbensen, der sidst var Lærer i Skovby ved Hovslund, bliver ifølge “Dvk.” maaske lam for Fremtiden, da han har haft 3 Ben knust i Foden.
I Fangenskab.
Gaardejer Peter Madsen i Nost, som har tre Sønner med i Krigen, fik for et par Dage siden Underretning om, at den ene af den er i Fangenskab i Frankrig. Ligeledes er Peter Ehlert af Musvang tagen til Fange af Franskmændene.
Peter Petersen fra Seggelund har ifølge “S.G.” fra England over Danmark skrevet hjem, at han er kommen i engelsk Fangenskab. Han beder sine Paarørende om at sende ham Uldtøj.
Lærer H. Hadenfeld fra Abkær, der har været indkaldt siden 3. Mobiliseringsdag, er ifølge “S.G.” bleven saaret og dernæst taget til Fange af Franskmændene.
For et Par Dage siden har Enkefru Køhler i Nordborg faaet Meddelelse om, at hendes Søn, fra hvem hun længe ikke havde hørt, befinder sig i russisk Fangenskab. Johannes Køhler har i flere Aar haft Ansættelse i en Smørforretning i Byen Omsk. Sammen med flere Tyskere blev han iflg. “dvp.” først arresteret der i Byen, og siden er de alle bleven ført til Tobolsk. I øvrigt meddeler Køhler sin Moder, at han er sund og har det godt.
Ikke falden.
Det meddeltes forledes Dag, at 2 Sønner af Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev var faldne. Nu oplyses det, at den ene af Sønnerne ikke er falden, men haardt saaret ved et Skud i Benene. Han ligger paa Lasaret i Siegburg, men haaber ifølge “S.G.” at kunne komme hjem med det første.
7. oktober 1914. Sådan forsynes millionhærene
Millionhærens Forplejning.
Med Etappevæsen forstaar man – populært defineret – alle de Anstalter, det maa etableres i Arméens Ryg for at besørge alle Tilførsler til og Tilbageførsler fra Arméen. Det har endvidere til Opgave at beskytte, vedligeholde og udbedre Kommunikationer, Telegraf, Telefon etc., komplettere Arméens Forsyninger af alle Slags m.m. Man maa specielt have studeret Etappevæsenet for til fulde at forstaa, hvilket stor Apparat det repræsenterer.
Etappevæsenet vil altsaa bl.a. hjælpe til med Hærens Forplejning. Med de Millionhære, som under den nuværende Krig sættes paa Benene, vil alene denne Opgave antage kolossale Dimensioner. Dette vil man faa et godt Indtryk af, hvis man f.Eks. undersøger, hvad der formentlig maa medgaa til Forplejningen af den tyske Vesthær.
Vi sætter – skriver norsk “Aftenposten” – skønvis denne til ca. 1½ Mill. Mand og ca. 100,000 Heste, hvilke ikke vil slaa meget fejl, naar ogsaa de bagerste Linjer regnes med, og gaar ud fra, at det tyske Regulativ for Feltportioner og Feltrationer er omtrent som det norske. Dette ser eksempelvis saaledes ud (der er nemlig flere Variationer af Dagsprotionerne):
Fersk, raat Oksekød 450 Gr.
Tørrede Grønsager 5 ”
Hele Byggryn 50 ”
Salt 10 ”
Margarine 80 ”
Brændt Kaffe 30 ”
Sukker 30 “
Tilsammen 655 Gram. Hertil kommer imidlertid 750 Gram Brød og en Tolvtedel Bor usukret kondenseret Mælk (ca. 45. Gr.). Tilsammen altsaa pr. Mand pr. Dag: 1450 Gr. eller afrundet 1½ Kg. (Emballage ikke medregnet). Feltrationen bestaar af 6,5 Kg. Havre og 4,5 Kg. Hø eller tilsammen 11 Kg. pr. Hest pr. Dag.
Der maa altsaa daglig tilføres den tyske Hær 2,25 Millioner Klg. Feltportioner og 1 Million Klg. Feltrationer eller tilsammen ca. 3,35 Millioner Klg. Proviant og Fourage. I Sanshed svimlende Tal!
For at tilvejebringe alt dette har Intendanturen naturligvis mange Midler til sin Raadighed. Først og fremmest forsøger man i fjendtligt Land at udnytte Distriktets Underholdningsevne og lade Hæren – som man siger – “leve paa Distriktet”. Der rekvireres i saa Fald – afpasset efter Egnens Evne – hos de kommunale Myndigheder, der saa har at besørge afleveret det rekvirede til given Tid og Sted til vedkommende militære Afdelinger. “Kvarterforplejning”, hvorved Soldaterne faar Forplejning af Kvarterværterne, benyttes ogsaa. Der betales enten kontant eller – hvad der er Reglen – med Anvisninger paa Statskassen. Det hænder imidlertid, at Distrikterne kun har ringe eller ingen Ydeevne, fordi de efter Ordre bliver “evakueret” dvs. tømt for deres Forraad eller disse kan være ødelagt, noget, som imidlertid stiller meget store Krav til Befolkningens Offervilje og Patriotisme.
Den tyske Hær er næppe nu særlig heldig stillet i Frankrig med Hensyn til Distrikernes Ydeevne; thi baade den franske og den tyske Hær har jo tidligere opereret gennem disse Egne, saa det altsaa nu er tredje Gang i Løbet af en Maaned, at en Millionhær gør sine voldsamme Indhug i deres Forraad.
Hvad Hæren ikke kan faa i Distriktet, maa tilføres den. Det bliver da Jernbanerne, som faar den Opgave at transportere frem den fornødne Proviant og Fourage, og i dette Øjemed lægges der jævnt og stærkt Beslag paa dem. Togene vil dog kun sjældent – særlig i fjentligt Land – kunne gaa saa langt frem i Hærens Ryg, at der kan udlastes direkte i Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. I Reglen vil det blive de store Forplejningskolonner, som medtager Lasten fra Jernbanevognene for derpaa at føre den videre frem til Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. For øvrigt er der visselig paa et saa sent Stadium i Krigen som nu etableret Magasiner paa de vigtigere Etappestationer, hvor Forplejningskolonnerne altsaa kan afhente Proviant og Fourage.
I Almindelighed vil hver Armé – bestaaende af 4-5 Armékorps dvs. ca. 200,000 Mand – faa sig tildelt en Jernbanelinje som Etappelinje. Da man regner, at 10,000 Dagsportioner Proviant med Brød kan indlastes i 4 almindelige Jernbanevogne, vil der altsaa være 80 saadanne nødvendige for at bringe en Dags Behov af Proviant frem til én Armé. Gaar man ud fra, at en Armé skønsvis har ca. 10,000 Heste, og at 1000 Rationer Fourage kan indlastes paa 2 Vogne, vil altsaa 20 Jernbanevogne være tilstrækkelige til at transportere en Dags Behov af Fourage til Arméen. I alt behøves der altsaa for Proviant og Fourage ca, 100 Vogne eller ca. 5 Tog. I Virkeligheden vil dog kun sjældent saa meget Vognmateriel være nødvendig i dette Øjemed, da Armékorpsene ved Hjælp af deres egne Feltbagerier vil kunne skaffe en stor Del af det Brød, som trænges, og ved Hjælp af deres Slagtekvægkolonner meget af det nødvendige Kød. Ligesaa vil man – i alt Fald i denne Aarstid – kun sjældent behøve at føre Hø frem til Hestene.
Soldaten bærer selv Dagens Proviant (hvoraf dog Kogeføden køres) og 2 Reserveportioner, i alt altsaa 3 Dages Proviant. Paa Afdelingens Bagagetræn køres Provianten for næste Dag, og i Forplejningskolonnerne medbringes almindelig 4 Dages Proviant (dette variere dog i de forskellige Lande.) Altsaa skulde en Afdeling i de højeste kunne klare sig i 8 Dage uden at faa noget fra Magasinerne.
Faar Soldaterne megen og kraftig Føde, kan der stilles utrolig store Krav til deres Udholdenhed og Energi, mens derimod Sult foruden at svække dem legemligt ogsaa virker i høj Grad slappende paa Disciplinen. I Erkendelsen heraf er der i den senere Tid i de fleste europæiske Lande indført “Køkkenvogne” saaledes at Afdelingen om nødvendigt kan faa sig et godt Maaltid Mad under Hvil paa Marchen. Der benyttes til Dels ogsaa som hos os Høkogekasser, disse kaldes i Frankrig la marmite norvégienne dvs. den norske Gryde.