20. december 1914. “Så sad man der på række og pillede lus.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176.

Parlokko blev vort Kvarter Julen over, naar vi da ikke var i Skyttegraven. Byen huskes netop ganske særligt, fordi vi der fejrede Jul i Felten. Det var en større Lands­by, men Størrelsen gav sig ene Udslag i Længden; der var nemlig kun een Række Huse paa hver Side af en snavset Vej, der var et Par Kilometer lang.

Russerne laa i Stilling bag en Banedæmning (Lowic— Warszawa), og vort Job som Reserve vilde sikkert ikke vare ret længe.

Den 20. December blev vi jaget frem for at grave en Dækningsgrav bag vor forreste Linie. Ar­bejdet skulde gaa for sig om Natten for ikke at faa alt for store Tab. Lidt efter lidt blev vi skubbet ind i forreste Linie, og her var der opstillet Minekastere, der sammen med Artilleriet kappedes om at sprede mest mulig Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Vi laa Side om Side med dette nye Fænomen, og naar Minekasteren fyrede, skulde vi lægge os ned samt holde Hænderne for vore Øren. Vor Kompagnifører blev saaret, og da den nye, der var blevet forfremmet til denne Post, præsenterede sig, opdagede jeg, at det var min „Opdrager” fra Rekrut­tiden, Vice-Feldwebel Lapuh. Med denne, som fra min allerførste Rekruttid havde vist sig som en haardhændet Slyngel, var jeg nu ellers ved at komme paa Talefod, vel sagtens, fordi jeg nu var ene tilbage af det Rekrut-Korporalskab, der havde været hans. Vort Kompagni var stadig uden Officerer. Første Aften i denne Skyttegrav blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage til Feltkøkkenet ved førnævnte Vandmølle efter Mad; men der gaves heller ikke frit Lejde til dette; en af Kamme­raterne blev saaret, da vi var paa Vej frem med Maden.

Artilleri-Duellen fortsattes hver Dag. I Ingenmands­landet foran os laa en lille By (Chencitza), hvoraf en Del efterhaanden blev jævnet med Jorden. Efter en haard Anstrengelse fra Artilleriets Side plantedes der enkelte hvide Flag ovre hos Russerne paa Banedæmningen, men da vi efterkom Ordren til at løbe fremover, faldt Rus­serne for Fristelsen og begyndte at skyde igen. Resultatet blev, at vi styrtede tilbage i Graven. Jeg fik foreløbig „Druckposten” ved at skulle hjælpe til ved en Minekaster og slap saaledes i første Omgang for at være med i Storm­løbet mod Banelinien.

Banedæmningen blev vor, men paa Bekostning af faldne Kammerater. En Mængde Reserve blev nu trukket frem til Banelinien under stærk Gevær­ild, idet Russerne sad fast lidt længere ude. En impulsiv Batl.-Kommandør, Hauptmann Naendrup, var her med fremme i forreste Angrebskæde. Han holdt nu vort Kom­pagni tilbage i Reserve, medens hans andre tre Kompag­nier blev beordret videre fremad mod en By, der laa foran os. Fra denne By, hvis Navn var Ludwikow, be­gyndte for øvrigt lidt senere min Retræte, da jeg en Maaneds Tid efter blev syg. — Vi laa altsaa nu i den af Rus­serne opgivne Stilling langs Banelinien, og uvilkaarligt tænkte man paa de Kammerater, der med deres Liv maatte betale Prisen for det erobrede Terræn.

Hen paa Aftenen var vi saa heldige at blive afløst og komme tilbage i Kvarter. Dette var for mit Korporalskabs Vedkommende et lille bitte Rum i et lille Hus ved Siden af den før omtalte Vandmølle. Paa Grund af vort snævre Kvarter havde vi det paa en vis Maade ret hyggeligt, idet vi saa lettere kunne holde paa Varmen.

Vort Velvære steg med Temperaturen, men med Temperaturen steg desværre ogsaa Luseplagen, og dermed var det saa som saa med det hyggelige. De smaa feltgraa havde forlængst foretaget Invasion, og alle har sikkert endnu den ækle Fornemmelse af noget ubehageligt, især naar man af Velvære vilde skutte sig i et varmt Kvarter. Og saa sad man der i Række og pillede Lus, for det var interessant at se, hvad der fandtes inden for Skjorten. Men det var ubehageligt, naar man levede i god Forstaaelse med sit Natteleje. Lusene var ikke saa lette at fange i Varmen, mere udbytterig var Jagten paa Pinden med Afgrunden bagved som en Slags Latrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og pillede Skjorten ren.

Det hændte, at Invasionen var saa fuldstændig, at Skjorten maatte ka­stes bort, og der maatte findes noget rent Undertøj i Tornystret. Lykkelig den, der havde faaet noget sendt af Mor. Men ikke alle havde Undertøj i Garderoben. En lille, vellidt Hamborger havde intet i Garderoben og var meget taknemmelig for min kasserede Skjorte.

Lus 6a44-192
Otte soldater, der tilsyneladende er plaget af lus og lopper. Poststemplet i Wrohm 11.07.1915.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *