Senest ændret den 14. marts 2016 21:28
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.
Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.
Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.
Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.
Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spændingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!
Jeg stampede med Foden i Dækket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.
En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.
Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrstedernes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kommandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.
Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passerede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.
Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?
Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røgsøjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvidskummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.
Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.