Kategoriarkiv: Nyheder

2. januar 1915. Hemming Skov: “Julen var til ende, som man havde lovet skulle fejres hjemme.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den 1. Januar gik vi tilbage til Partokko for at nyde vor eneste rigtige Hvile. Vi forblev i Reserve 1. og 2. Nytaarsdag. Hvor utroligt det end lyder, maatte vi 2. Nytaarsdags Formiddag stille til et Par Timers Eksercits for om Eftermiddagen som Kontrast hertil at samles i en stor Lade til Feltgudstjeneste. — Julen var til Ende, den Jul, man i propagandamæssig Henseende havde lovet os skulde fejres hjemme hos vore kære, naturligvis efter vel overstaaet Krig. Første Termin, selve Kejserens Til­sagn om, at vi skulde naa hjem, før Træerne tabte Løvet, var forlængst overskredet.

Og for at vende os til Kammeraterne paa Vestfronten, var den af General Grev Haeseler berammede Frokost i Paris midt i September nu ogsaa ved at være en muggen Historie — i mere end een Forstand. Endnu var Uvejret over os, for vort Vedkommende paa Østfronten et ulide­ligt Skyttegravs-Virvar.

Tysk parade Kowno Polen IMG_2011_11_29_5802
Tysk parade i Kowno

 

 

2. januar 1915. “Frands holdt hele natten en jævn geværild ved lige.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86

Nu arbejdede vi hver Nat paa at kaste Pløret ud af Graven. Vi forsøgte at arbejde videre om Dagen; men hvor »Frands« saa nogle Skovlfulde Jord blive kastet op over Kanten, der vidste han nok, at der var Mennesker, og saa skød han straks derhen med Granater; saa maatte vi opgive det. Mens der blev renset i Løbegraven, var vi nødt til at løbe over Markerne for at hente Mad. Det var slet ikke uden Fare; thi »Frands« holdt hele Natten en jævn Geværild vedlige.

Af og til hvinede en Kugle imod en Busk, hvorved den slog Kolbøtte; saa frembringer den en underlig skurrende Lyd, indtil den med et Klask farer ned i den opblødte Lerbund.

Naar vi i Tusmørket ilede tilbage, gav vi et Lyssignal med vor elektriske Lommelampe, der straks besvaredes af den udstillede Vagt, som derved viste os, i hvilken Retning vi skulde gaa. Naar vi gik over aaben Mark, skulde vi springe over mange gamle og nye Løbegrave. Det hændte ikke saa sjældent, at en Mand ikke kom rigtig over, men styrtede ned i Graven og derved tabte Kogekedlerne, saa baade Kaffen og Maden flød ud af dem.

Det sværeste Arbejde var vel nok at bære de fyldte Post- og Brødsække ud i Skyttegraven.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere ved Regiment 86. (“Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen.”)

1. januar 1915. “Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

Mad var og blev det store Samtaleemne blandt os Me­nige. Stewarterne blev bestormet med Bønner om Mad og havde aldrig haft saa mange gode Venner som i disse Dage, men det var jo kun Smaating, hvad de kunde bringe ud af Officers- og Aspirantmesserne og fodre os af med. Min gode Ven, Saarlænderen Heinrich Reichers, skaanede mig dog mangen Gang for at gaa til Køjs med en tom Mave, men ogsaa han kunde jo svigte, og saa var jeg henvist til egen Foretagsomhed og eget Snille.

Jeg havde forlængst opdaget et Luftspjæld, der stod i forbindelse med Officerskabyssen, og en Dag, da Reichers var udgaaet for alt spiseligt, besluttede jeg at drage Nytte af denne Særegenhed ved Skibets Konstruktion, Igennem Luftspjældet kunde jeg lige naa Stegepanden, hvor en Portion dejlige Bøffer slod og brasede. Kokken var ude paa Dækket, hvor han underholdt nogle Matro­ser med Jonglørkunster med et Par Knive. Han var saa optaget af sine Tossestreger, at jeg roligt kunde gaa over til Angreb.

Jeg brændte mig skammeligt og maatte lade Bøffen falde, men opgav ingenlunde mit Foretagende for saa lille en Modgangs Skyld. Nu vidste jeg, hvad jeg havde i Vente i Retning af Varme, og næste Gang fik jeg Bøffen. Lige efter at jeg havde sikret mig den, kom Kokken ind og puslede lidt med Panden, men gik saa ud paa Dækket igen. Her var Matroserne gaaet over til al underholde hinanden med Historien om Kokkens Pa­pegøje. Det var ganske vist en gammel Historie, men den blev draget frem, hver gang en og anden vilde have Løjer med Kokken.

Nu havde han faaet en ny Papegøje i Stedet for den, som Matroserne i sin Tid havde deko­reret med graa Patentfarve, saa den ikke var til at kende igen og maatte slaas ihjel; men Kokken var altid rede til al drøfte denne Begivenhed og var det ogsaa denne Gang.

Mens denne Samtale, der udviklede sig i ret liv­lige Former, stod paa, rustede jeg mig til et nyt Angreb paa Bøfferne. Et eller andet Sted fra begyndte min Samvittighed ganske vist at røre paa sig, men jeg satte den paa Plads uden større Besværlighed. Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to. Derfor tog jeg tre, da jeg nu var kommet i Gang. Kokken blev, efter hvad jeg senere hørte, splittertosset, da han opdagede de bare Pletter paa sin Stegepande, men da sad jeg forlængst i Sikkerhed og delte Rovet med Bartsch.

31. december 1914. Vestfronten: Nytårshilsener på tværs af ingenmandsland

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86. Nytårsaften fejrede han i skyttegravene ved Moulin.

Nytaarsaften fejrede vi paa følgende Maade: Klokken 12 efter den franske Tid blev der afskudt en Lyskugle ud for vor Front. I det samme sendte vi »Frands« en Nytaarshilsen ved, at vi alle afgav et Geværskud.

Det optog »Frands« paa en fejl Maade og begyndte at fyre løs paa os af alle Kræfter. Han troede sikkert, at nu kom v i ; men da han mærkede, at vi ikke kom, tav han lidt efter.

Da der atter var bleven Ro, raabte nogle af os: »Glædeligt Nytaar!« over til ham, hvad han ogsaa straks besvarede baade paa Tysk og paa Fransk.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

30. december 1914. “Verdenskrigen forbudt!” Nyt fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Efterretninger

Hidtilværende Vicefeldwebel i Reserven, Magaard af Fohl, der tidligere for udvist Tapperhed er dekoreret med Jernkorset, er bleven forfremmet til Løjtnant.

Gaardejer A. Boesen i Haved er død ved Fronten i Nordfrankrig og blev begravet af to af sine Kammerater, L. Jensen fra Hvidding og Nis Muusmann fra Birkelev.

En dansk Karl hos Gaardejer Nis Petersen i Rørkær er bleven udvist fra de nordlige Kredse af Slesvig med 14 Dages Varsel.

Fragtmand Carl Grelle af Rødding er ifølge indløben Efterretning falden paa den østlige Krigsskueplads. Grell, der havde deltaget i Felttoget i Kina som frivillig, efterlader Enke og Børn.

“Verdenskrigen” forbudt

Amtsforstanderen i Skærbæk har tilkendegivet Boghandler Møller, at de i Hefter udkommende Værker om Verdenskrigen nu er forbudt, hvilket ogsaa er Tilfældet med danske illustrerede Blade.

Fra Landdagsmand Nis Nissen

modtog Hejmdal i Gaar en Julehilsen. Han er fremdeles ved Fronten, men har det efter Omstændighederne godt. I sin fritid fanger han vilde Kaniner. For et Par Dage siden havde han tilbragt en behagelig Aften sammen med Dyrlæge Schmidt af Aabenraa, der staar som Overveterinær ved en Kolonne i Nabobyen og i øvrigt ogsaa befinder sig i bedste velgaaende.

Faldne og fangne

Da Gaardejer Jørgen Moos fra Egen i Onsdags var paa Vej til sin Søn, der laa haardt saaret paa Lazarettet i Rosenberg i Schlesien, modtog han Telegram fra Lazarettet, at Sønnen var død som følge af sit Saar. Denne var ugift og blev kun 24 Aar gammel. Hans Lig bliver hentet hjem med J. Staugaards Automobil. En ældre Broder ledsager Bilen paa Turen, som vil tage 7 Dage.

Den 4. December er Ingvard Søberg fra Kelstrup falden paa den østlige Krigsskueplads. Han blev 29 Aar gammel.

Købmand Poul Jensen fra Flensborg, der i de senere Aar har drevet en Fabrik i Kiel, blev for længere Tid siden haardt saaret paa den vestlige Krigsskueplads; den første Juledag afgik han derefter ved Døden under Vejs til Køln. Jensen havde forinden faaet tildelt Jernkorset.

Snedker Christian Petersen og Hustru i Ellum fik ifølge Flensborg Avis Juleaften fra det Røde Kors i Genf Meddelelse om, at deres Søn Nis, som har været savnet siden 6. september, er i engelsk Fangenskab. Han tjente oprindelig ved Bataillonen i Haderslev.

 

30. december 1914. Hemming Skov: “Bøssepiben fik en betænkelig varmegrad.”

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten

Den 30. December maatte vi ud i anden Linje for den følgende Nat at blive skubbet frem i forreste Linje, og her lød Parolen Nytaarsaften paa Nytaarsløjer — af alvorlig Karakter. Skyts var der jo nok af. Og med særlig Forsyning blev 1. Deling sendt frem tæt foran Ludwikow. hvor vi havde et kort Stykke Skyttegrav, som kunde rumme en stærk Patrulje. Ordren lød paa at afgive Hur­tigild paa nært Hold. Vel ankommen til den noget ube­hagelige fremskudte Plads begyndte vi altsaa vor Opgave, nærmere betegnet et Skinangreb, hvorunder Bøssepiben fik en betænkelig Varmegrad. Vi holdt os klogeligt i Dækning, rakte bare Haanden op for at trykke af. Det fa­møse Udbrud: „Jeder Schuss ein Russ” havde i hvert Fald ingen Gyldighed.

Vi fik en varm Modtagelse, endog meget varm, for flere Geværer blev ramt af Russernes Kugler. Men takket være vor tillempede Evne til at passe paa, kunde vi efter udført Ordre alle vende tilbage i god Behold; ikke en eneste blev saaret. Derefter blev vi af­løst og kom atter som Beredskabsafdeling til Chencitza. Her kom vi ned i et langt, underjordisk Rum, som var overdækket med Planker og Jord. Ved Midnatstid lavedes “Nytaarsløjer” af endnu større Format. Denne Gang var det Artilleriet, der „legede”, og baade de svære Kanoner og de mindre Felt-Haubitzere rasede et Øjeblik ganske for­færdeligt. Jeg ved ikke, om denne „Leg” skulde bibringe Fjenden den Opfattelse, at Aaret begyndte med friskt Mod.

1914-12-tysk artilleri
Tysk artilleri på Østfronten ved juletid 1914

 

 

30. december 1914. Madhentning i mudder til knæene

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i Verdenskrigen i Füsilierregiment 86

Den Skyttegrav, vi laa i, var meget dyb. Mange Steder var den med den opkastede Jord tre Meter; for at vi kunde have frit Skudfelt, var der lavet en høj Bænk af Jord og Brædder. Vi laa meget nær ved »Frands«, flere Steder kun 70-80 Meter fra ham. Hans Hovedstilling var opkastet omtrent 1800 Meter tilbage. Naar man kastede et stjaalent Blik ud af Graven, saa man store Arealer af Roe- og Stubmarker; men hvad der fængslede en mest, var de mange Løbe- og Skyttegrave, som gennemskar Markerne paa Kryds og tværs, saa langt Øjet kunde naa. Bagved os laa der et stort Gods. De af Granater gennemhullede Murrester og de nøgne Gavlender talte et tydeligt Sprog om Krigens Ødelæggelse. Ikke langt derfra laa en Sukkerfabrik, ligeledes i Ruiner; den hørte muligvis til Godset ligesom disse store, udstrakte Marker.

Hvilke Øjeblikke vi maatte udholde her, derom vidnede de store Granathuller i en ubehagelig Nærhed af Graven. I det Par Dage, vi havde været der, havde vi mistet 17 Mand.

At faa varm Mad her i Skyttegraven var Luksus. Det var ogsaa en ubehagelig Tur at hente Mad nede i Byen, især Tilbagevejen med to Kogekedler fulde i hver Haand og saa den to Kilometer lange Løbegrav med Mudder op til Knæene ja , somme Steder maatte man endog sætte Kedlerne for at trække Benene til sig igen. En Aften, jeg var efter Mad, regnede det hele Tiden. Da jeg kom tilbage, var jeg tilsmurt med Ler til op over Skuldrene, saa mine Kammerater maatte skrabe det af med Kniven. En saadan Tur tog for det meste et Par Timer, og saa holdt Maden jo ikke Varmen.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere fra Regiment 86

29. december 1914. Session over ikke uddannet mandskab

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen
Som meddelt holdes der i denne Tid Sessioner for det ikke uddannede Mandskab af Landstormen, og Folk, der tidligere er bleven bedømt kasserede paa Grund af Legemsfejl, kendes nu rask væk for gode, saaledes at det ikke er ualmindeligt, at der tages over 90 Procent af de fremstillede.

Folk her ved Grænsen meddeler os eksempelvis, at en Slægtning af dem, der ikke blot er blind paa det ene Øje, men tillige lidende af Asthma, er blevet kendt for god.

Fra anden Side fortælles os det ret humoristiske Træk, at en Mand mødte paa en af disse Sessioner og meddelte, at han var blind paa det ene Øje, idet han triumferende tog Glasøjet ud og lagde det paa Bordet foran Sessionsherrerne.

-“Gør ikke noget, min gode Mand”, svarede de, De ser godt med det andet Øje, og vi har udmærket brug for alle!”

Er det sidstnævnte maaske lidt overdrevet – hvad vi dog ikke tør paastaa saa er det ialtfald en Antydning af den tyske Energi ogsaa paa dette Omraade. En Masse af de Mennesker, man tidligere kasserede, kan nu benyttes til Garnisonskontorerne, til Vaaben- og Amunitionsfabrikkerne, til det store Personel under Intendanturens mangeartede Grene, til Assistance for Trænet selv osv., medens alt dér beskæftiget normalt Mandskab kan flyttes ud til Fronterne.

Imidlertid, fordi Sessionsmyndighederne nu erklærer de tidligere kasserede for gode, er dermed ikke givet, at de absolut bliver indkaldt. Der vil forinden udgaa Indkaldelsesordre og en kortere Uddannelsestid skal gennemgaas.

29. december 1914. I mudderet ved Moulin-sous-Touvent

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Her i Skyttegraven boede jeg i en Jordhule sammen med to til. Hulen var saa stor, saa vi kunde staa oprejst derinde; men den var meget fugtig. Der var kun et Par løse Brædder oven over med 8 Tommer Jord paa. Det dryppede uophørligt ned fra Loftet; men vi havde hængt et Teltlærred op og ledet Vandet ned i en Kogekedel; det brugte vi baade til Vaskning, Barbering og Kaffekogning. Det værste var, at vi ikke havde tørt Halm at ligge i; det var næsten ikke til at faa.

Det regnede hver eneste Dag. Vaade lagde vi os til Hvile, og vaade stod vi op. Det holder den stærkeste Mand ikke ud i Længden. Jeg havde været meget stærkt forkølet i flere Dage; men Ungdommen sejrede alligevel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
Skyttegrav ved Moulin – dækningsrum bag presseningen.

28. december 1914. Ad mudderveje til skyttegravene ved Moulin

Hans Petersen fra Sodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86, der ved nytårstid blev flyttet til Moulin-sous-Touvent

28. december 1914

Om Aftenen Kl . 8 den 28. December rykkede vi ud af Byen St. Paul. Næppe var vi kommen til Udkanten af Byen, førend vi blev overrasket af en skybrudlignende Regn, og desuden blæste der en forrygende Storm. De opblødte Veje blev ligefrem til Sumpe; at og til var der en, som haltede ned i et dybt Hjulspor. For dem, som ingen tætte Støvler havde paa, var det ikke behageligt. Der var ogsaa et Par frivillige, som højt og dyrt forsikrede, at de havde aldrig været ude i et lignende Vejr.

Vi gik med krumme Knæer og krum Ryg og havde skudt Hjælmen ned i Nakken, for at Regnen ikke skulde løbe ned ad Ryggen. Der blev ikke sagt mange Ord, enhver havde nok i sine Tanker.

Paa en Gang blev jeg reven ud af mine Tankerved et Klask i Pløret, efterfulgt af et »Donnerwetter«. Det var Dr. Hayer, som var falden ned i et dybt Granathul, der var fyldt med Vand og Pløre. Det var et komisk Syn; men da Vejret var saa uhyggeligt, blev der ikke lagt meget Mærke dertil.

Vi marcherede hele Natten, først gennem Blérancourdelle og saa til Nampcel, hvor vi havde et kort Hvil. Vejret var imidlertid bleven klart, Blæsten havde lagt sig lidt, og Maanen skinnede nu og da ned gennem de jagende Skyer. Det sidste Hus i Byen var indrettet til Vagtstue; her sad Vagtmandskabet og røg Cigarer og spillede Kort.

Endelig kom vi til Moulin og troede, at Maalet var naaet. Det var det ogsaa for saa vidt; men vi skulde jo ud til Skyttegraven. Fra Byen ud til Skyttegraven gik der en to Kilometer lang Løbegrav; vor Vandring gennem den spotter næsten enhver Beskrivelse. Det havde nu regnet i mange Dage, og den Skylregn, vi lige havde faaet, havde ogsaa bidraget sit til, at Bunden i Løbegraven dannede et eneste Ælte. Somme Steder gik vi i til Knæene, saa Pløret løb os ned i Støvlerne. Den fede Lerbund voldte, at vi havde Møje med at trække Benene til os. Tit stod en eller anden og dyppede Støvlespidserne i Pløret; han var bange for at sætte Benet til; thi han vidste kun alt for godt, at han vilde synke i til Knæene.

I otte Timer havde vi marcheret og det med fuldtpakket Tornyster. Det var i Sandhed ingen køn Spadseretur. To Mand opgav ogsaa Ævred midtvejs, lod Støvler og Strømper i Stikken og ankom paa bare Ben. En stod i en lille Sidegang og spiste paa en stor Julekage. Jeg siger til ham: »Du er nok bleven sulten.« »Nej,« sagde han, »jeg spiser bare denne Kage, saa har jeg da den mindre at bære paa.«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

28. december 1914. SMS Dresden finder et nyt skjulested

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids. Men den 26. december blev skibets skjulested opdaget.

SMS Dresden

Allerede den næste Dag lettede vi Anker og forlod denne Bugt, hvor vi havde fejret vor ensomme Jul. Vi sejlede uhyre langsomt gennem smalle Kanaler, kantet af for­revne Bjerge, forbi et Mylder af Smaaøer og Skær. Vi sejlede i Bugter og Sving under ustandselig Kimen af Maskintelegrafen tæt op ad stejle Klippevægge, der un­dertiden var saa nær hinanden, at man ikke skulde tro, det var muligt at komme igennem, og til andre Tider veg til Side for vældige Bassiner fyldt med Smaaøer og Klippespidser og sandsynligvis ogsaa med undersøiske Skær. Det var en nervepirrende Sejlads, skønt vi kun krøb fremad, og den sluttede, da Mørket faldt paa og al Navigation var umulig i disse uhyre vanskelige Far­vande. Den næste Dag gik vi videre med Dampbarkas­sen foran, og op paa Dagen gik vort Anker til Bunds i et nyt Skjulested i Ildlandets Skærgaard.

Vi var gennem en meget lang og snæver, bugtet Kanal naaet til et Sted, hvor Klipperne var veget til Side for at give Plads for et rummeligt Bassin, hvor en hel Flaade kunde have ligget for Anker. Kanalen fortsattes i vor Sejlretning, men baade Indløb og Udløb var næsten usyn­lige. Det saa ud, som Dresden var blevet tryllet ind i en smuk Bjergsø, lukket paa alle Sider af skovklædte Klip­per. Vi ledte efter den paa Kortet, men skønt Underoffi­cererne hjalp os, kunde vi ikke finde den nogetsteds.

Vi maatte ligge i en Kanal paa St. Inez Øen, men der fandtes hverken nogen Kanal eller „Sø” afsat selv paa de gode Søkort. Vi spekulerede meget over, hvordan Navigations-officeren havde fundet dette Skjulested til os — for efter Kortet skulde vi altsaa ligge paa tørt Land — men For­klaringen fik vi først senere, da vi kom i Land. Dér fandt vi en Pæl hugget ned i Vandkanten og mærket med Nav­net Bremen. Vi vidste, at den lille tyske Krydser, som vi havde afløst paa den mexikanske Kyst, havde været i Ildlandet paa Opmaalingstogt, før den blev sendt til Mexiko. Formodentlig havde den fundet og til Dels opmaalt Kanalen paa St. Inez Øen, og den var blevet op­tegnet paa de nye tyske Søkort og kun paa dem.

I det mindste laa vi paa en enkelt Undtagelse nær, som maaske har været en Tilfældighed, ganske uforstyrret af Eng­lænderne og deres Agenter, i denne hemmelige Sø over seks Uger og fik Besøg af to tyske Skibe, der ogsaa maa have kendt Stedet. Det var en god og fredelig Tid, fri for Slæbet ved Ma­skinerne og de lange Vagter.

28. december 1914. Hemming Skov i beredskab i Chencitza

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 28. December om Aftenen brød vi atter op og maatte frem for at ligge i Beredskab i Chencitza. Hinsides Banedæmningen var nu etableret en god Skyttegrav. Fjenden laa hinsides Ludwikow i en Afstand af ca. 1000 m, men i Ludwikow havde han en fremskudt stærk Pa­trulje. Der var en Del Geværild, men Artilleriet arbejdede intensivt, og lidt efter lidt forsvandt det halve Ludwi­kow.

Polsk landsby i ruiner IMG_2011_11_29_5615
Ødelagt polsk landsby (Museum Sønderjylland)

 

 

28. december 1914. Dansker arresteret for uforsigtigt brev

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

En Dansker arresteret for et uforsigtigt Brev

Lærer Andersen i Aalsø har ifølge “Djursland” modtaget den foruroligende Meddelelse, at hans søn, Gartner Axel Andersen, der boede hos en Slægtning i Skodborg, er bleven arresteret af Prøjserne. Grunden til Arrestationen skal være den, at han i et Brev hjem til forældrene har udtalt sig noget uforsigtigt. Han indleverede Brevet paa Postkontoret i Skodborg og besøgte derefter sin Søster, der bor i Danmark lige nord for Grænsen. som bekendt er der for Tiden Brevcensur i Tyskland, og den prøjsiske Censur maa altsaa have fundet Brevet skadeligt for Tysklands Sikkerhed. Da Andersen kom tilbage, blev han øjeblikkelig arresteret og har nu i 3 Uger siddet i Arresten i Skodborg.

Sagen skal paadømmes i Flensborg, men hvilket Udfald den vil faa, er ikke til at sige. I slige Sager farer Prøjserne haardt frem, som man vil vide.

27. december 1914. Digt: “Min dreng.”

Digt af en sønderjysk moder

Afsked_mor
Hartvig Sellau (1893-1958) fotograferet med sin moder, Anna Katharina Maria Sellau, inden Hartvigs afrejse til Frankrig i 1914.

MIN DRENG

Han sover nu i fremmed Jord,
min muntre, blonde Dreng.
Hans Billed, som jeg fik i Fjor,
det har jeg stillet paa mit Bord
ved Siden af min Seng.

Hver Morgen er de kære Træk
det første, Øjet ser,
Kan jeg det tro, at han er væk,
min store Dreng, saa klog og kæk,
at ej han kommer mer?

Hvor blev min Stue kvalm og trang
og livløs Skov og Eng,
da mer’ ej lød hans glade Sang.
Og Tiden blev saa trist og lang,
min egen, egen Dreng!

Anna Jakobsen

Fra: Sønderjyske soldaterbreve. Udgivne af Harald Nielsen (1915).

27. december 1914. “To timers våbenstilstand for at bjærge døde.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

I hele december forsøgte russerne gentagende angreb midt på fronten enten ved Darkehmen eller mod Lötzen fæstningen. Den 12. dec. blev 300 taget til fange. Og ved morgengry første juledag angreb de igen i håb om at tyskerne var uopmærksomme, men mistede 3000 mand heraf 1100 tilfangetagne.

Den 27. dec. blev de bevilliget en to timers våbenstilsand, så de kunne bjærge deres døde. Ved den lejlighed kunne man se, hvor rystende de russiske soldater var, da mange forsøgte at overgive sig, men pga. våbenstilstandsaftalen måtte tyskerne ikke tage dem til fange og måtte sende dem tilbage.

Trods disse enkelte kamphandlinger herskede der ro og vinterlig stillingskrig fra midten af november til årets udgang.

1914-12-tysk artilleri
Tyske artillerister fejrer jul på Østfronten 1914 (Fra: Der Völkerkrieg)

 

26. december 1914. SMS Dresdens skjulested opdaget!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

En fremmed Motorsejlbaad dukkede om anden juledags Aften og forsvandt hurtigt ud af Bugten igen, uden at vi havde nogen Chance for at indhente den med Baadene.

Vi stod tavse ved Rælingen og saa efter den. Ikke én var i Tvivl om, hvad det betød, at denne fremmede Baad havde haft Næsen indenfor i vor Bugt og set Dresden, det mest omtalte Skib paa disse Kyster, ligge dér fredeligt for Anker.

— Nu er vi opdaget, sagde Sydfeld, der stod ved Siden af mig, dér sejler en Mand paa Vej til 400 Pund Sterling.

26. december 1914: “Julepostens omdeling var vor største og eneste glæde.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

 Anden Juledag forløb i Fred og Ro, heller ikke Artilleriet forstyrrede. Det var, som om der ogsaa raadede Jule­stemning ovre hos Russerne, endskønt de ikke fejrede Jul paa dette Tidspunkt.

Da vi til Aften atter blev afløst, opnaaede vi at blive Reserve og komme helt tilbage til Partokko, hvortil vi nu fra vor nye Stilling havde halv­anden Times March. Nogle Huse var her indrettet til Forbindingsplads eller Lazaret, og Byen var mærkværdig­vis ganske ubeskadiget. Vi boede ellers i de faa Huse, der var tilbage af Chencitza.

Jobbet som Reserve nød vi i samfulde to Dage. Julepakkerne blev delt Kammeraterne imellem. Gennem Divisionen modtog jeg en større Pakke, som var sendt af Røde Kors i Flensborg. løvrigt var Jule­postens Omdeling vor største og eneste Glæde.

1914-10-19 russisk artilleri

25. december 1914. Peter Østergaard får franske granater til jul

Peter Østergaard, Reserveregiment 86, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, tilbragte den 24. december under fransk beskydning

Kl. 3 om morgenen måtte vi op, for vi skal jo være herude, længe før det bliver lyst, for ellers kan franskmanden let mærke noget, og så skal han snart være der med sine granater. De sidder, hvor de skal. De skyder forfærdelig godt og det i begge ords fulde betydning. Lige i dette øjeblik suser granaterne over hovedet på os, den ene efter den anden, men de fleste går ind i byen, som ligger 100 meter bag os. Dog nu kom der et par, som ikke var langt herfra. Måske vil de gøre et angreb her i nat, eller også de har mærket, at mange af os ofte er inde i byen efter vand, brænde og lignende.

Dagen forløb rolig og aftenen og natten ligeså. Rasmus Nissen, Lendemark, og jeg, som bor sammen, havde vagt fra 6—8. Da vi var færdig med den, skulde vi have vort aftensmåltid, som jo tillige er vor middag. Den bestod i det, vi kalder „tyskersuppe“!. Da vi havde fået lidt af den, skulde jeg jo have efterset, hvad den pakke indeholdt, som jeg havde gået og slæbt på i 14 dage. Indholdet var udmærket, langt over forventning, så jeg har ikke fortrudt, at jeg har travet rundt med den. Nu da de små pakker kom, har jeg fuldt op af julesager. Dog kunde man nok have ønsket sig et stykke hvedebrød, men det er ikke til at opdrive. Smør kan vi købe, det koster 2,10 Mark pundet. Til tider får vi også lidt smør eller fedt udleveret, men det er forsvindende. Fedtet er dansk svinefedt.

Vi fik lavet bouillon til sagerne, og medens vi talte om julen der hjemme, smagte vi på det hele. Dog samtalen gled ikke rigtig, det blev mest til tanker, der af sig selv søgte de steder, hvor vi helst vilde have tilbragt denne aften. Endnu efter at vi havde lagt os, og lyset var slukket, gik vore tanker hjem til de kære og opad til ham, der denne aften havde åbenbaret sin store kærlighed til os, ved at sende sin søn til vor frelse. En lille stund lå vi endnu og så, hvordan ildskæret fra vort lidt utætte ildsted malede fantasibilleder paa hulens lervægge, der nu, når de er tørre, ser ud som granitklipper. Så sov vi ind, til vagten kl. 12 meldte, at det atter var vor tur.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"

 

24. december 1914. Østfronten: “Den ene Julesalme fulgte efter den anden.”

Feltpostbrev dateret den 29. december 1914.

Jul i Polen
Jul i en skyttegrav i Polen

 

Kære …

Den 23. var vi i Kvarter hos tysktalende Folk og havde et storartet Kvarter. Lille Juleaften sad vi i en varm Stue og talte om, hvorledes vi skulde tilbringe Julen.

Pludselig aabnes Døren og en Stemme raaber: „Sofort fertig machen und ausrucken!”

Det var os en slem Skuffelse. Det gik derefter en 6-7 Kilometer frem til Byen R., hvor der gaves Skytterne Ordre til at gaa frem i Skyttegravene. Jeg fik Ordre til at blive hos Ritmesteren som Melderytter og forblev derfor i Byen. Men Natten tilbragtes under aaben Himmel. Ved Daggry søgte vi at faa vore Heste under Tag, hvad der ogsaa lykkedes og vi begyndte saa smaat at tænke paa Juleaften.

Klok­ken 2½ fik jeg imidlertid Ordre til at bringe en Be­faling til Byen K. Jeg naaede derhen, men maatte vente i længere Tid paa vor Major, og imens blev det mørk Nat. Jeg ventede her ganske alene, og Tan­kerne fløj uvilkaarligt mod Hjemmet til alle mine Kære.

Pludselig vækkedes jeg af mine Drømme ved Ly­den af julesangen: „Glade Jul”. Den kom fra et Regi­ment Dragoner, som laa i en Vejgrøft, ca. 30 Meter fra mig. Den ene Julesalme fulgte efter den anden. Det var ikke, som naar man ellers hører Soldater­sang. Jeg har aldrig hørt kønnere, festligere Jule­sang som denne, der her kom til mig i den ensomme Nat ud over de øde Sletter. Det blev med et den dej­ligste Julefest for mig, selv om al den jordiske Her­lighed savnedes. Mine Tanker samlede sig til Bøn. Snart efter traadte Majoren frem. Jeg overbragte mit Bud og kunde ride tilbage igen.

Glad og fornøjet naaede jeg mit Kvarter. Nogle af Kammeraterne havde faaet et Juletræ pyntet, det hang oppe under Loftet af Mangel paa Plads. Jeg bandt min tro Hest, som altid staar sadlet, fordi den altid skal være parat.

Der var næsten ingen Plads til at sove. Jeg lagde mig derfor til Hvile foran For­benene af min Hest, og hermed sluttede min Juleaften

Din Andreas

24. december 1914. Juletræet fældes med sabel

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. Julen blev fejret bag fronten i Frankrig.

24. december 1914.

Juleaftensdag oprandt med Snevejr; det saa rigtig ud til, at det nu skulde blive Jul; dog lidt op paa Dagen kom Solen igennem, og Sneen maatte forsvinde. 

Om Middagen gik to Underofficerer og jeg ud at søge om et Juletræ; men vi maatte søge over en halv Time; thi rigtig smukke og jævnt groede Grantræer kendte Franskmændene aabenbart ikke til. Da vi kom hen til Godshaven, sprang jeg over Hegnet og savede Toppen af en Gran med min Sabel. Træet var ikke saa smukt, som jeg kunde ønske det; men Hovedsagen var jo, at vi havde et.

Om Eftermiddagen gik vi til Gudstjeneste. Kirken var overfyldt, den kraftige Sang var ordentlig velgørende, og den smukke Tale, der blev holdt af vor Feltpræst, gik os alle til Hjertet. Efter Tilbagekomsten samledes vi i en Kornlade, hvor nogle Kammerater havde pyntet Juletræet.Vor Kompagnifører holdt en Tale til os og oplæste Juleevangeliet; saa blev der sunget en hel Del Julesalmer, og ind imellem læste et Par Kammerater nogle Juledigte. Naar der engang imellem var et lille Ophold, hørte vi tydelig Kanonernes Torden.

Bagefter samledes vi i Klynger og talte sammen om Julen og Hjemmet. Der var en Del af os, som havde købt Kognak og Bom af Marketenderen. Vi havde ogsaa faaet udleveret noget, som skulde være Brændevin; men det var nærmest Brændsprit; deri havde nogle drukket sig fra baade Sans og Samling.

Til Julebord havde jeg et Par Brædder med et Knippe Halm under. Ved det flakkende Skin af et lille Julelys spiste jeg med god Appetit et Stykke Brød med Fedt paa og krøb saa ind i Halmen oppe paa Loftet og sov trygt til om Morgenen. Det var Julen 1914.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England".
86’ere fra Tønder ved juledekoration. Læg mærke til det fromme juleønske på skiltet: “Gott strafe England!”

24. december 1914. Hemming Skov: “Vi fik næsten julegaver i overflod.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Juledag havde vi Juletræ, og vi fik næsten Julegaver i Overflod, Liebesgaben (Kærlighedsgaver) fra forskellige Steder. Fra Thorn, vor Garnisonsby, var saaledes sendt Vin i saadan Mængde, at hvert Korporalskab fik 4 Fla­sker. Baggrunden for Rigeligheden beroede naturligvis paa, at det var den første Krigsjul.

Vi manglede kun den længe ventede „store Julepakke” fra vore kære derhjemme. En Pakke, hvis særlige Størrelse var tilladt med Henblik paa Julen. — Juledagsaften maatte vi desværre i Skyttegraven igen, og selv om vi havde været heldige og kunde fejre en Del af Juleaften og Juledag i Fred og Ro, forlod vi ikke særlig glade vort Kvarter med vort Juletræ.

Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)
Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)

24. december 1914. Jul om bord på SMS Dresden

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

Juleaftensdag forløb om Formiddagen akkurat som alle de andre Dage, udover at der var Folk i Land for at hente grønne Grene til at pynte op i Mandskabsrummene og i Messerne med. Julen er jo den sydlige Halvkugles Sommer, og det var svært at finde noget, der forbandt denne Jul med vor sædvan­lige Forestilling om en Juleaften. Vejret var mildt, næ­sten varmt, og de grønne Løvtræer i Land ledte snarere Tanken hen paa en Midsommerfest. Julestemningen vilde ikke indfinde sig hverken hos mig eller de fleste af mine Kammerater. Hist og her hørte man én nynne en Strofe af en Julesalme, men det lød saa bagvendt, næsten paro­disk. Vi var kommet ind i en anden Verden end den, vi var vant til. Al Forbindelse med den rigtige Jul var af­brudt, syntes jeg.

Om Eftermiddagen blev vi kommanderet paa Dæk og traadte an foran en lille Talerstol, der var rejst paa Skan­sen og var smykket med Krigsflaget. Jeg var ikke rigtig klar over, hvad der skulde foregaa, før jeg saa Kaptajn­løjtnant Wieblitz gaa op paa Talerstolen med en Bog i Haanden. Han tog sin Kasket af; og Officererne, der stod omkring Talerstolen, gjorde det samme. Den lange Ræk­ke af menige Mænd tog Huerne i Haanden uden Kom­mando. Kaptajnløjtnanten aabnede Bogen og begyndte at læse. Han havde en smuk, rolig og klangfuld Stemme, uden Spor af den haarde Kommandotone, som mange af Officererne ikke kunde frigøre sig for. Ordene naaede ud ud til hver Mand i den store Forsamling, og der blev saa usigeligt stille overalt.

“Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at Alverden skulde skrives i Mandtal …”

Jeg bøjede mit Hoved under Juleevangeliets jævne Majestæt, ens i Sønderjyllands Kirker og paa Dækket af en fredløs Krydser skjult i Udlandets Bugter. Store Taarer løb ned ad mine Kinder, og Tankerne stræbte, forvirrede af Afstand og Haabløshed, mod dem derhjem­me. Jeg saa ingen af de andre, hørte kun de kendte Ord, der i Dag havde faaet en Højhed og en Skønhed, som jeg aldrig før havde forstaaet.

Kaptajnløjtnanten sluttede Oplæsningen af Evangeliet, og Musikkorpset begyndte at spille en af Julesalmerne. Officererne sang med, og snart sang hele Skibets Besæt­ning, saa godt den kunde, med paa de gammelkendte Ord, der tryllede en uafbrudt Række af fjerne Minder frem i mit Sind.

Efter Salmen holdt Kaptajnløjtnanten en kort Jule­prædiken. Han var en ypperlig Taler, og jeg mindes al­drig at have hørt saa smuk en Juleprædiken. Han slut­tede med at bede en Bøn, hvis sidste Ord endnu slaar tydeligt for min Erindring:

Skulde det ikke være os forundt at se vort Hjem og Fædreland mere, saa lad os gaa for Anker i Havnen, hvor der er evig Ro og Fred. Amen!

24. december 1914. “… vi kunne ikke mere, vi græd alle.”

Jul-A10358_05_resize

Frankrig, den 25. December 1914.

Min kære Kristine!

Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.

Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.

Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Ju­len. Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Ju­len, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os pa­rat. Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.

Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt. Under Tilberedel­sen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa AIs. Han sagde: „God Aften” og „Jeg kommer snart igen” (paa Dansk). Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann). Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre”. Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat” forlod han Hulen.

Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. Jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jord­bænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet. Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — pa­rat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften – det var vor Julestue.

Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud”. Jeg var Forsanger. I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd. Vi andre mande­de os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle. Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skam­mede os derved.

Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp. Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Jule­evangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hæn­der, saavidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne afmed. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner. Ja, al­drig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften. Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden”.

Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul” og „Den yndigste Rose er funden”. Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes. Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Jule­aften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve – og blive gamle Mennesker.

Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte. De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare ef­ter den anden sig ned over Kinderne.

Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul”. Vi samledes igen og sang et Par Sal­mer. Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor. Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.

Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa men, – det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.

Din P

24. december 1914. “Hjem til moder og æbleskiver!”

H.C. Brodersen , Füsilierregiment 86, deltog i den tyske offensiv gennem Belgien og Frankrig i august-september 1914. I slutningen af oktober 1914 gav det kolde skyttegravsliv ham gigt i benene og han kom på lazaret. Nu er han på vej hjem på juleorlov.

Flensborg, Juleaften 1914.

Jeg ankom idag her til Byen, og mente at kunne faa Lov til at rejse videre hjemefter, men den gik ikke. I morgen skal jeg stille til Undersøgelse, og først da kan der blive Tale om en lille Orlov. Jeg har været med til Julefesten, der blev afholdt i et stort Lokale i Storegade, men Gud bedre! Sikken en Jul! Naah, i morgen rejser jeg hjem, hjem til Moder og Æbleskiver.

 

Jul lille dreng

 

23. december 1914. Grænsespærring og udskrivning af soldater

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Spærringen ved Vedsted forstærkes
Som bekendt er der i Grænseskellet over Hovedlandevejen ved Vedsted Toldsted af Tyskerne anbragt en forsvarlig Bom. Den maa imidlertid ikke forekomme det tyske Grænseopsyn tilstrækkelig, thi i Gaar blev en halv Snes Meter syd for Bommen anbragt et Pigtraadshegn tværs over Vejen bestaaende af 4 Rader Pigtraad over hinanden

Stor Udskrivningsprocent
I Arnumumiddelbart ved Grænsen har der været holdt Session i Dag for distrikterne Toftlund, Bevtoft, Agerskov, Branderup, Skærbæk, Hvidding og Raaager [Roager]. Der fremstilledes ca. 600, hvoraf ikke mindre end 95 procent blev erklæret tjenstdygtige til Militærtjeneste.

23. december 1914. Bundløse veje i Rusland

Heste synker ned i mudderet
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort. (Museum Sønderjylland)

Sønderjyden Paul skrev dette feltpostbrev, dateret “Rusland, d. 23. Decbr.”

Vi var over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter, En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, ellers vilde de være helt bundløse. Det er ikke let at ride paa saadanne Veje, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over Markerne, naar vi rykker ud.

Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel. De ungarske Heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. Hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her.

Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, kom Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland.

Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der ialt stod 800 Heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen. Naar, bare jeg var blandt Nordslesvigere.

l kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en Krig fører med sig.

Kærlig Hilsen Paul

23. december 1914. Hemming Skov: “Julen skulle fejres i et fremmed land for en fremmed sag.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 23. December om Aftenen løste vi af i Skytte­graven, og nu var der mest Sandsynlighed for en Juleaften her i denne plørede Skyttegrav mellem Banelinien og Byen Ludwikow. Sammen med et Par Kammerater fik jeg „installeret” et lille Fyrhul i Skyttegraven, hvorved vi af og til fik os en Portion hyggelig Varme. Efter en rolig Dag naaede vi til den hellige Juleaften, en Juleaften langt borte fra de kære.

Under trøstesløse ydre Omgivelser skulde Julen fejres, i et fremmed Land; for en fremmed Sag var man her, ført hertil ifølge den os paalagte tunge Pligt.

Lidt ud paa Aftenen — jeg tror, det var paa den Tid, vi herhjemme plejer at gaa ind til det tændte Jule­træ — blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage efter Mad ved Feltkøkkenet. Her fik vi imidlertid den glædelige Meddelelse, at vi snart skulde afløses. Med denne kærkomne Meddelelse begav vi os paa Tilbage­turen, hvorunder vi desværre mistede en Kammerat. Bukkende og dukkende løb vi mod de hvislende Kugler; men sammen med den glædelige Meddelelse om Afløs­ningen føjede sig nu ogsaa Beretningen om Tabet af en Kammerat.

Afløsningen kom, og vi satte atter Kursen mod Feltkøkkenet og den Lade, som Julenat skulde huse os. Vel ankommen til Feltkøkkenet uddeltes ekstra varm Romtoddy foruden Ærter og Flæsk. Lidt Post var der og­saa kommet.

Juleaften postkort 2
Postkort med julemotiv

 

23. december 1914. Hans Petersen: “Der var et forfærdeligt pløre.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86

23. december 1914

Næste Dag, altsaa den 23., fik vi pludselig Ordre til at gøre os færdige. Kl. 12 Middag gik det fremad igen; vi gik over to sprængte Broer, som af Pionererne atter var gjort farbare. I Byen Cuts fik vi Middagsmad af Feltkøkkenet, saa gik det videre ad de opkørte Veje; det var et forfærdeligt Pløre. Af al den Regn, vi havde faaet, var Vejene bleven forvandlet til et flere Tommer tykt Lerælte, der som en uhyre lang Slange bugtede sig hen over Landskabet. Hen imod Kl. 5 kom vi til Byen St. Paul. Jeg var meget træt og gik straks op paa Halmloftet og lagde mig til at sove.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

23. december 1914. Sønderjysk jul på forskud

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, fejrer jul på vestfronten

— Julen blev fejret, dagen før, vi kom herud, altså den 23. d. m. Vi var til kirke i byens kirke om eftermiddagen, og aftenen skulde vi så tilbringe i kvarter, for der var ingen sal i byen, hvor vi kunde samles.

Vi fik udleveret et lille stykke kød, og deraf lavede vi så steg, så godt som det lod sig gøre uden noget som helst andet end fedt. Der blev også udleveret øl og rom, men der var ingen rigtig afsætning på vor stue. Jeg nævnte vist nok sidst, at vi havde bedt en del af vore kammerater til os om aftenen for at få en god aften.

Henimod kl. 7 samlede der sig ialt 16. Navnene på dem vil I kunne se i „Hejmdal”. Vi sendte nemlig en hilsen til dette blad den aften, og forhåbentlig bliver det så også optaget i de andre aviser. Skal hilse jer fra Peter Jensen, Stenderup, og Jørg. Brag, Undelev, som jo var med. Vi begyndte med at synge „Ind under Jul“, „Julen har bragt” og et par flere. Så læstes juleevangeliet, og vi sang så atter et par salmer. Fik så en tår kaffe til vore julekager, talte lidt sammen, læste et stykke af „Den nordslesvigske kirkesag”, som særlig passede til os, sendte hilsenen til „Hejmdal” og sluttede henimod kl. 9 med „Dejlig er jorden”. Det kunde maaske synes mærkeligt her midt inde i al den elendighed, en sådan krig forårsager, at synge denne sang, men jeg tror nok, at de fleste af os havde det på fornemmelsen, at endnu prægtigere er Guds himmel, og så kan vi trods alt synge, at dejlig er jorden.

Kirken i Moulin
Kirken i Moulin-sous-Touvent