8. december 1914. “Ran an den Feind!” Scharnhorst og Gneisenau går til angreb!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på den lette krydser SMS Dresden. Den 8. december 1914 mødte den en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne.

Matroser, Underofficerer og Officerer styrtede fra alle Sider af Skibet hen til den styrbords Ræling. Jeg løb og­saa derhen og fik mig en Plads yderst ved Rælingen med en hel Bunke bagved mig, som masede paa for at komme til at se.

Det forekom mig, at Dresden brat havde ændret Kursen mod Styrbord, men det var ikke det. Det var Gneisenau. Den store Krydser laa omtrent paa Højde med os, snarere en Smule agten. Fra alle dens Master vajede nu store Krigsflag, og Vimpler fo’r til Vejrs paa dens Signalmast. Det svære Skib drejede langsomt sin Stævn til Bagbord og krængede stærkt over i Drejningen. Mere og mere drejedes Stævnen, den pegede nu lige mod os. Der maatte ske et Sammenstød, nej, den løb agten om os.

– De gaar mod Fjenden, raabte en Mand, se Signalet: Ran an den Feind – se Scharnhorst!

Agterude saa jeg Scharnhorst med Krigsflagene højt til Tops svinge til Bagbord som Gneisenau. Jeg knugede Hænderne i Rælingen, mit Hjerte bankede, som det skulde sprænges, og mine Øjne løb fulde af Vand. Nu sejlede de to store Skibe, som havde beskyttet os og kastet Glans over vort fortumlede Liv, Fjenden i Møde for at beskytte os for sidste Gang.

Den gamle Admiral paa Scharnhorst, hans Søn paa Gneisenau, hele Staben af guldprydede Stabsofficerer, som vi havde set en ene­ste Gang ved Paraden i St. Quintin Bugten, hele Myldret af Officerer, Underofficerer og de Hundreder af Menige, som vi havde set færdes paa de store Skibes Dæk, naar vi laa i Havnen og kullede, kastede sig mod Fjenden for at skaffe os den stakkede Frist, der var nødvendig for, at vi kunde undslippe og leve videre.

Ombølget af sorte Røgskyer, hvorover de store Krigsflag lyste med deres klare Farver i det straalende Sol­skin, brasede Gneisenau lige ned mod os.

Jeg havde al­drig set den paa saa nært Hold og sugede hver Enkelthed til mig med mine fugtige Øjne, for jeg følte mig over­bevist om, at jeg saa den for sidste Gang. Fra dens Dæk lød Hornsignaler, det var nok Mandskabet, der blev kaldt til Kanonerne. Jeg kunde se et Mylder af Folk paa Dækket, Matrosernes Huebaand flagrede i Vinden, og Officerernes Kasketter lynede i Solen.

– Ret! blev der raabt bagved mig, og alle rettede sig. Musiken, som jeg slet ikke havde set, faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”, og i et Brus af larmende Maskiner og skummende Vand strøg Gneisenau tæt forbi Dresdens Agterstavn.

Vi vendte os efter den, og blev staaende, saa længe Musiken spillede. Saa styrtede vi hen til den bagbords Ræling for at følge de store Skibe paa deres Vej mod Fjenden og mod Døden.

Scharnhorst laa nu i Spidsen, og tæt efter den sejlede Gneisenau. Begge gik for fuld Fart og sendte mægtige Røgskyer til Vejrs fra deres fire svære Skorstene. De laa næsten agten for os, og Afstanden øgedes hurtigt, da vi fjernede os fra hinanden i fuld Fart. Hvor længe vi stod og saa efter dem, véd jeg ikke, men vi stod der i dybeste Tavshed.   Nogle havde taget Huen af og stod og kram­mede den i Haanden. Alle Ansigter var dybt alvorlige. – Nu!

Hvid Røg jog ud fra Scharnhorsts styrbords Side, og det svære Skib krængede over. Nu skød ogsaa Gneisenau og nejede sig til Bagbord for Kanonernes svære Tryk. To bragende Tordenskrald rullede over Vandet. Nu skød de igen, og igen. Luften dirrede af de mægtige Brag. Jeg saa Vandet fyge op i mægtige Fontæner langt bagved de to store Skibe. Englænderne skød for langt, og jeg kunde stadigvæk ikke se dem. Jo, dér – dér var Master og store Røgskyer. Det var nok de to svære Skibe, som Ma­trosen havde talt om. (…)

En mærkelig Ro kom over mig. Nu gik jeg ned til min Maskine og døde sammen med den. Jeg efterlod ingen tom Plads i Verden, for de derhjemme havde ikke set mig i næsten et Aar, og jeg kendte ingen andre. Naar jeg nu døde, vilde de faa Lov til at leve. Mor vilde faa Lov til at leve, og min Broder vilde ikke komme med i Krigen. Jeg døde som et Offer for dem allesammen. Det skulde saadan være, og jeg maatte ikke beklage mig der­over. Jeg havde kun set saa lidt af Livet, var lige fyldt 20 Aar og kunde sagtens undværes.

Mine Tanker arbejdede vildt, og jeg saa Syner rejse sig foran mig. Dér stod Far og Mor den sidste Aften der­hjemme, hver med sit Vinglas i Haanden, og sagde Farvel til mig med taareblændede Øjne. Jeg nikkede til dem og smilede til Farvel:

– Farvel, Mor! Farvel, Far! Nu gaar jeg paa den sid­ste Vagt, og hav det nu godt, til vi ses igen.

Saa rev jeg Døren op til Maskinrummet. Ventilations-maskinens Brølen slog mig i Møde. Jeg havde aldrig hørt den give en saa frygtelig Lyd fra sig før. En svedig, olie­stænket Mand brølede omkap med Maskinen lige ind i Øret paa mig:

– Alt er vel, højeste Fart, smør godt!

Han tumlede ud, og jeg var ene ved Maskinen og det vante Arbejde. Nu var der ikke Tid til andet end til at passe den, saa der intet Uheld skete.

Endnu var der ikke skudt fra Dækket, og vi kunde maaske løbe fra Eng­lænderne. Livsmodet begyndte at blusse op i mig paa ny, da jeg stod overfor denne hylende Maskine, der ikke kunde tænke, men bare arbejde paa vor Frelse. Den gjorde sin Pligt, og jeg vilde gøre min. Smøre, smøre, skrue, dreje og regulere, over føle Lejerne og engang imel­lem ned paa Fyrpladsen for at smøre et Leje dér.

Der var varmt som i Helvede, og Larmen var frygtelig. Fyrbø­derne arbejdede som vilde Dyr, hældte Kul paa og rev Slaggerne ud i en Temperatur, som jeg næsten ikke kunde aande i, men jeg saa intet og hørte intet udover min Ma­skine. Det var endnu tidligt paa Dagen, og jeg havde Kræfterne i Behold, alt blev naaet og passet som det skulde, og Tiden gik, uden at jeg lagde Mærke til det.

Scharnhorst
Scharnhorst synker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *