Senest ændret den 16. marts 2016 15:13
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på krydseren SMS Dresden
Min Vagt var samlet til Skafning, men der var stadigvæk hverken Borde eller Bænke at se paa Banjerne. Vi satte os paa Gulvet med vor Te og vore Klemmer, men jeg havde ingen Appetit og følte mig utilpas. Jeg drak en Smule Te og var ved at falde i Søvn.
Kammeraternes Stemmer lød fjernere og fjernere. Sydfeld var som sædvanlig den mest veltalende og fortalte, hvor vore Borde og Bænke var blevet af. — De blev hevet over Bord, da der blev slaaet Alarm, fortalte han. Man var vel bange for, at Granaterne skulde sætte dem i Brand. Matroserne var helt tossede. Borde og Bænke, Stole fra Officerskamrene røg udenbords og laa og flød i en lang Stribe efter os. Spejle og Billeder gik samme Vej, og al Tøjet i Munderingskamret røg ogsaa udenbords. Nu har vi ikke andet Tøj end det, vi staar og gaar i.
Men værst gik det til i Aspiranternes Messe, var der én, der sagde. Dér staar jo et Klaver nede, og det skulde ogsaa væk. Hive det udenbords havde de ikke Tid til. Saa blev det slaaet i Stykker med Forhamre – – sikken en Musik – – og bagefter blev Stumperne smidt under Fyrene. Det var Synd og Skam for det gode Klaver.
De fleste havde lagt sig ned paa det bare Dæk for at sove, og ogsaa jeg fandt efterhaanden en Stilling, som jeg mente, jeg kunde sove i. Mine Øjne var tunge som Bly, og trods det umagelige Leje og Larmen fra Maskinerne var jeg ved at glide hen.
Langt i det fjerne hørte jeg en Stemme, som spurgte: – Men de andre Skibe, Sydfeld?
— Jeg véd det ikke, svarede denne ellers saa alvidende Mand.
Saa faldt jeg i Søvn og vaagnede først til Bevidsthed igen, da en eller anden stod og ruskede i mig: — Støckler, du skal op — Afløsning!
Jeg rejste mig med Besvær. Hvor var jeg dog træt! Mit Hoved og min Ryg var ømme af Søvnen paa det haarde Dæk, og alle mine Lemmer var tunge og trætte. Jeg var ved at blive kørt ud af Mangel paa Mad og ordentligt Sengeleje og af Spænding. De andre saa ud, som om de havde det paa samme Maade. De kunde aabenbart slet ikke holde op med at gnide Øjnene og gabe — og bande.
Maskinerne gik stadigvæk for fuld Kraft, og snart stod jeg foran mit brølende Uhyre, der forlangte Olie, Pasning og ustandseligt Eftersyn. Jeg var saa træt, som jeg aldrig kunde erindre at have været før, men Arbejdet ved Maskinen holdt mig vaagen. Olien fra de hurtigt arbejdende Plejlstænger blev pisket i Ansigtet paa mig, og mit Tøj var efterhaanden stift af Olie og Snavs. At komme paa WC var der ikke Tid til, men Vandet fik Lov til at gaa i Bukserne uden særlige Ophævelser. Paa Fyrpladsen, hvor jeg ofte skulde ned for at smøre, gik det paa samme Maade, kunde jeg se.
Der blev arbejdet med en forfærdelig Energi paa Fyrpladsen som paa min første Vagt, skønt Folkene var dødtrætte og sikkert ikke havde faaet bedre Søvn og Sengeleje end jeg. Nu og da vaklede en Mand hen under Lufttrækket og stod og sugede Luft til sig, som en tørstende drikker Vand, og engang imellem vaklede en hen og støttede sig et Øjeblik mod Væggen, men længe fik han ikke Lov til at staa der. Underofficererne jog paa, og Fyrene kunde ikke undvære en eneste Mand under denne Fart.