Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende modtog efter nytår et brev fra en anonym slægtning til den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Det rummer mange interessante detaljer om Sønderjylland i begyndelsen af året 1917. Brevet her er fra bind 3 af notesbøgerne.
Kære M…!
Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.
Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.
Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.
Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.
Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.
Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.
Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.
Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.
Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.
I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.
Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.
Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.
Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.
For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.
Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.
Og sandheden lyder ikke godt eller lys…
Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.
Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.
I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.
Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.
Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.
Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.
G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.
Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.
En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.
En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….
Redaktør N.C, Willemoë’s notesbøger
