Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

11. april 1917. Endelig afløsning ved Vimy: Kun 11 ud af 1.000 mand tilbage

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Onsdag den 11, blev vi endelig afløst af andre regimenter og kl. 9 om aftenen vaklede resterne af 1. bataljon ned af højene ved Vimy, siger og skriver elleve mand, det var resterne af ca. 1.000 der blev indsat de første dage i marts, der var en hel del, der var falden i fangenskab, en del var sårede, men mange, mange døde.

Påskeslaget var for det meste forbi. Churchill skriver i sin bog “Den store krig” at begge yderpunkterne holdt, dermed mente han Vimy og Ypern, men tyskerne fik aldrig angrebet ved Vimy, det var hele tiden englænderne og kanadierne der angreb, men et angreb er måske det bedste forsvar.

Da vi trak os tilbage løb vi ned mod vraget af en nedskudt flyvemaskine, nu var vi udenfor kanonernes rækkevidde, og kunne tage det mere med ro, henad kl. 10-11 nåede vi vores lejr fik hurtig noget at spise, der var nok at tage af efter de meget store tab og så til at sove, sove og kun sove, et helt døgn uafbrudt, så strakte vi lemmerne fik fyldt maven og følte os friske igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

10. april 1917. Ankomst til Arras. Englændernes fremrykning skal stoppes.

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken fire om Morgenen kom endelig Beskeden om, at vi skulde af Sted. Vi kom ned til Banegaarden, hvor vi skulde indlades i Kreaturvogne. Under Uvejret søgte vi naturligvis Skjul inde i Stationsbygningens Sale. Vi smed os ned paa Gulvene og Gangene i Ventesalen og i Korridorerne. Hver eneste lille Plet var optaget af trætte og forkomne Mennesker, som sov Udmattelsens tunge Søvn, hvor man end stod eller laa.

Pludselig vaagnede vi ved nogle heftige Eksplosioner og ved Artilleriild fra Flak-Batterierne. Fjendtlige Flyvere belagde Banegaardsterrænet med Bomber. Vi var dog vante til at tage Overraskelser af denne Art med Ro. Undløbe kunde man jo ikke, og man vendte sig da kun om paa den anden Side og sov videre. Lemmerne bliver dog ret snart møre, naar man ikke har andet end et Flisegulv til Sengeleje. Saa blæstes Alarm. Enhver søgte i Mørket sin Afdeling. Nu skulde det endelig gaa løs, men Vejen gik ikke til Perronen og til Toget. Vi marcherede ud af Byen ad Landevejen mod Arras.

Vi kunde ikke komme med Toget, fordi Flyverne havde sprængt Jernbanelinjen. Saa fortsattes den uendelige March paa Landevejen igen. Maalet var den lille By Vitry, tyve Kilometer fremefter i Retning af Arras. Klokken ni om Formiddagen naaede vi endelig frem til dette, vort foreløbige Maal.

Her var alting i fuld Opløsning, Vejene fulde af Flygtninge. Byen laa under Artilleriild. Infanteriet asede sig langsomt frem i Dyndet ved Siden af Landevejen, Inde paa Markerne kørte Artilleri og Ammunitionskolonner, store Lastvogne og Automobiler optog Kørebanen, frem og tilbage, et uendelig langt Tog, der strakte sig saa langt, man kunde skue fremad eller tilbage.

Snart mødte vi nogle let saarede Kammerater, andre kom bærende med en haardtsaaret Kammerat, saa kom nogle engelske Fanger, og ved at spørge frem og tilbage fik vi lidt Forsmag paa, hvad vi kunde vente derude. Fjenden havde stormet og taget alle Infanteristillinger ved en Overrumpling, var saa gaaet videre frem og havde paa samme Maade overrasket Artilleriet, som næsten helt og holdent var faldet i Fjendens Haand.

Alle Tropper, som var i Nærheden, blev samlet i Hast for at bringe Fjendens Fremrykning til at standse. Kl. 9 om Formiddagen kom vi til Byen. Et Loft i en stor Kornlade blev anvist som Kvarter. I Løbet af mindre end et Kvarter var vi installeret. Vi laa paa et Bræddegulv med Tornysteret som Hovedpude og tildækket med Kappe og Teltdug. Godt trætte sov vi snart en drømmeløs Søvn.

Vi fik kun nogle enkelte Timers Hvil, saa skulde vi igen af Sted. Feltkøkkenet bragte os efter tre Dages Forløb for første Gang varm Middagsmad, den saa sørgeligt berømte Kaalrabisuppe. Dörrgemüse var det officielle Navn, men I husker nok Kælenavnet (”Drahtverhau”). Omtrent samtidigt kaldtes til Parole.

Kl. 1 skulde Kompagniet staa parat til Afmarch med Stormbagage, Kogekar, Kappe og Teltdug, og desuden fik vi en ekstra Ration af 280 skarpe Patroner, 3 Haandgranater og en stor Spade. Der var ikke megen Tid til Forberedelserne. En Hilsen sendtes i Hast til Hjemmet, og for mange blev det den sidste. Paa Klokkeslaget stod Kompagniet parat, og saa gik det mod Arras.

Snevejret var forbi, og Solen sendte sine Straaler fra en klar Himmel. Sneen laa over Mark og Veje, og snart var det hele forvandlet til et Ælte af Dynd og Snavs, saa det var næsten ufremkommeligt. Kl. 4 om Eftermiddagen naaede vi det foreløbige Maal, en lille By, Fresnes, som ligger ved Hovedbanelinjen mellem Douai og Arras. Her skulde vi afløse et Kompagni ved Skansearbejdet.

Jorden i denne Egn bestaar af Kalksten, og man kan nok forstaa, hvilket Arbejde det maa være at bygge en Stilling med de Redskaber, vi var udrustet med. Planen var at bygge en Reservestilling, og Arbejdet var lige paabegyndt. Det skulde være en to Meter bred og to og en halv Meter dyb Grav, og vi tog fat med godt Mod. Betingelserne var: seks Timer Arbejde og seks Timer Hvil, indtil Stillingen var færdig.

Solen gik ned, og en skarp Blæst kom fra Nord med Frost og isnende Kulde, saa vi kun ved meget intensivt Arbejde kunde holde en Smule Varme i Kroppen. Men Kræfterne var udslidte, ingen Hvile og daarlig Forplejning, og for mange var dette uvante Arbejde næsten umuligt, saa Tempoet blev ikke synderlig stort.

Marken var endnu dækket med Sne. Fjenden kunde fra en Lænkeballon observere, hvad der skete, og snart sendte han os en Hilsen i Form af nogle Granater, som dog ikke gjorde nogen Fortræd. Klokken 10 om Aftenen havde vi god Dækning i den nye Grav, som nu var 1½ Meter dyb, men Afløsningen, som skulde komme, udeblev.

Vi ventede en lille Times Tid, saa tog vi selv Affære. Trætte og forkomne, som vi alle var, længtes vi kun efter Mad og Hvile. Den nærliggende By Vitry, som vi søgte hen til for at finde Kvarter, var belagt med Artilleri, og alt var optaget.

Vi kunde ikke finde noget Sted, hvor vi kunde finde Husly. I Udkanten af Byen stod Batterierne nedgravet alle Vegne. Kældre og sammenskudte Huse var spækket med Kanoner og fyrede løs imod Fjenden. I en lille Hytte, hvor der stod en Kanon i Kælderen, fandt vi en tom Hestestald. Her pakkede vi os sammen i de enkelte Baase, saa mange som muligt for at finde Varme og Hvile. Batterierne skød uafbrudt, og i denne Helvedes Larm skulde man nu sove.

Klokken et blev Kompagniet vækket af Vagten. Feltkøkkenet var kommet frem med varm Mad, Kaffe, Brød og Marmelade. Endskønt Søvn og Hvile var haardt tiltrængt, gjorde Maven efter en saa lang og haard Arbejdstørn sin Ret gældende. Klokken to havde vi spist, Forplejningen til næste Dag var fordelt, og nu vilde vi hvile ud og have en god Søvn, til vi igen skulde ud til vort Skansearbejde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

9. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Kaffen kogte vi selv herude, Middagsmaden og den øvrige Proviant fik vi først efter Mørkets Frembrud, da det aabne Terræn fra Gevgeli og ud til os ikke kunde befares om Dagen. Vi stillede os saa op, ca. 40 Mand ialt, bag en stejl Bjergvæg, hvor Vognen plejede at holde.

Men Franskmændene havde lugtet Lunten. Det skete flere Gange, naar vi stod midt i Suppeuddelingen, at Uvejret brød løs derovrefra; tre-fire Batterier skød paa een Gang. Faa Sekunder efter haglede Granaterne ned om Ørerne paa os, men da var vi i Sikkerhed. I et Nu var hele Flokken som blæst bort. Den tørre Vandingskanal har mange Gange frelst os fra Granatsplinter. En Fuldtræffer kunde vi ikke faa paa det Sted, dertil var Bjergvæggen for høj.

Første Gang, det skete, skelede jeg lidt til en Stabel Gasgranater, baade med gule og sorte Kors malet paa Bundstykket. De laa temmelig udsat og kun et lille Stykke fra os. De blev senere fjernet. Vore Gasmasker havde vi mod Reglementet ladet blive i Hytten, saa det havde været en køn Suppedas, hvis Granaterne var røget i Luften. Kusken blev hos sine Heste og trykkede sig ind til dem. Han var mere modig end vi andre.

Kun een Gang har jeg set Tyskerne bruge Gasgranater, men jeg har aldrig, heldigt for os, set Modstanderne bruge dem.

Senere blev der opstillet engelske Skibskanoner til venstre for os. De kunde tage os mere i Flanken, men Sprængvirkningen syntes ikke at staa i Forhold til det Spektakel, Granaterne lavede ved Eksplosionen. Det hele blev pulveriseret til smaa bitte Stykker, der faldt ned over os som Støvregn. Engang fik jeg et lille Stykke bag Øret, men udover, at det brændte lidt, mærkede jeg ikke til det.

De store franske 18 cm Kanoner havde vi mere Respekt for; de lange, savtakkede Splinter fløj vidt omkring, men de blev mest brugt til at beskyde fjernere Maal med, særligt vore Artilleristillinger langt tilbage mellem Bjergene. Dog blev de ogsaa brugt kraftigt begge Paaskedage 1916 [må være 1917, RR] til at bombardere vore to fremskudte Kanoner med. Uafbrudt fra Morgen til Aften blev de ved med at skyde, saa det ikke var til at komme udenfor en Dør. Ustandseligt svirrede Granatsplinter rundt som vrede Bier og slog mod Stammer og Grene i Morbærplantagen udenfor Hytten.

Det var for saa vidt spildt Ulejlighed, som der ikke blev anrettet nogen Skade hos os. Vore to „Steilfeuer“- Kanoner maa jo aabenbart have generet dem meget, naar de vilde ofre saa meget for at faa dem gjort tavse. Det var de ogsaa, men kun saa længe det stod paa.

Det kunde ske, at der af en eller anden Grund manglede Mandskab ved Kanonerne, naar der skulde skydes; saa blev der sendt Bud efter os. Det blev dog gerne ikke til ret meget, kun nogle faa Skud, saa havde Franskmændene lukket Munden paa os. Naar vi saa blev nødt til at holde inde med Skydningen, snuppede Underofficeren i en Fart det meget værdifulde Sigteapparat, som i alle Tilfælde skulde bjerges, og vi var rørende enige med ham i at forsvinde hurtigst muligt ind i Bjergsidens Understand. Man havde Indtrykket af, at der skulle spares paa Ammunitionen i Modsætning til dem paa den anden Side. For hvert Skud vi affyrede, fik vi 25 igen.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

9. april 1917. Englænderne bryder igennem

Skriv en kommentar

Niels P. Nielsen, Fole, gjorde krigstjeneste ved Regiment 163.

Om Natten mellem 8. og 9. April 1917 — Langfredag og Paaskelørdag — brød det for Alvor løs.

Sikken en forfærdelig Trommeild, Englænderne satte i med! Det blev senere fortalt, at Englænderne havde bragt deres svære Artilleri frem til de forreste Infanteristillinger for rigtigt at kunne tage det tyske Opmarch omraade under intensiv Beskydning. Deres Artilleriild naaede helt tilbage til vor By.

Præcist hvert tiende Minut fik vi en Hilsen fra en af Englændernes 30,5 cm Kanoner. Sikket Brøl!

Vor Skriver kom farende, og hvor saa han ud. — Hør, min Ven, det gaar pinedød ikke, du maa op og med os andre ned i Kælderen, før Huset ramler sam­men.

Saa var der for mig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af Huset og henad Gaden til den nærmeste Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning.
Een Ting blev borte for mig, og det var min Iskias!

Om Morgenen den 9. April gennembrød Englænderne vore Stillinger og nedkæmpede den sidste Modstand.

Kun faa slap bort og undgik Fangenskabet, Af vore tolv Kompagniførere var kun een tilbage. —

Med Stillingens Fald var ogsaa Beskydningen af Byen holdt op. Det var saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raabe: »Alle, der er her, skal stråles gøre sig færdige. — Fjenden staar om lidt foran Byens Porte. Vi maa alle frem for at møde ham der. — Alarm ! Alarm!« — Mændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldwebelen overtog Kommandoen. — Hør, Feldwebel, jeg har ingen Staalhjelm, den har jeg maattet laane en anden, bemærkede jeg henvendt til ham. Han svarede: — »Ja, Mester Niels, saa faar du nøjes med den Hue, du allerede har paa!«

Vi fik 250 Patroner og tre Haandgranater udleveret, hvorefter denne brogede Blanding af Soldater fra forskellige Afdelinger, ja, Regimenter, satte sig i Bevæ­gelse ad Vejen ud mod den Side, hvorfra man regnede med, at Englænderne vilde komme.

Et godt Stykke uden for Byen gjordes der Holdt, hvorefter der dannedes en tynd Skyttekæde ud over Marken, og snart efter gik vi i Gang med at grave os ned. Men Englænderne lod vente paa sig. De viste sig ikke.

Maaske havde de faaet nok for denne Gang. Saa laa vi da her til hen paa Eftermiddagen. Klokken fire dukkede nyankomne Reserver frem. Vi fik Befaling til at trække os tilbage og drog snart efter gennem den nu medtagne By Monchy-le-Preux og videre til en lille By lidt længere bagude. Hen paa Aftenen fik vi anvist Kvarter i nogle ret faldefærdige Træbarakker.

Det var hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med.

Efter dette for Regiment163 saa haarde Mennesketab blev Resterne af Regimentet ført tilbage fra Fronten for gennem en Reorganisation og ved Tilførsel af nyt Mandskab atter at genvinde sin gamle Anseelse.

Regimentets fine Standard naaedes dog aldrig mere.

DSK-årgbøger, 1956

Krigens forløb

9. april 1917. Vimy: “Englænderne stormede frem!”

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Så kom den 9. april 1917. Et mægtigt infanteriangreb på 3-4 divisioners frontbredde dækket af fortløbende forstærket artilleriild: Et kolossalt angreb af englænderne.

Vor udkigspost blev totalt ødelagt af ilden, og på et hængende hår var vi nær alle blevet taget til fange. Englænderne stormede frem. Artilleriilden blev forlagt; det hele gik i opløsning i de tyske rækker.

En vicevagtmester fra 3. kavalleri-regiment og jeg måtte efter ordre igennem artilleriilden til fods for at kunne finde ud af, hvor frontlinjen egentlig var i dette virvar. Englænderne var efterhånden ved at besætte Vimyhøjene.

Vi to enlige kavallerister kom godt igennem frontilden, både frem og tilbage, og fik oversigt over den tyske retræte.

Efter at vi var styrtet hen til vore heste, der mærkværdigvis endnu stod ubeskadigede i stalden, kunne vi til hest i vild karriere afgive vor melding til generalkommandoen, som også var ved at pakke deres sager for at kunne trække sig tilbage. Det hele var i vild retirade. Alt vort efter-retningsmateriale var skudt sønder og sammen.

I regiments-historien skriver man om »Die Grosskampftage vom 9.-12. April«, hvor man også nævner mig med mine patruljer, selvom jeg var en »Knakker«, som de kaldte os danskere, der var »force a la guerre«

(…)

En interessant oplevelse havde jeg for nogle år siden, da jeg som formand for Aabenraa slagteri traf en direktør for slagteriets forretningsforbindelse i England »Herbert« på færgen fra Korsør. Vi kom til at tale om 14-18 tiden, hvor direktøren havde været med som engelsk løjtnant, og vi blev da klar over, at vi to havde stået over for hinanden den 9. april ved Vimy samme dag og i samme stund. Når vi siden årligt mødtes i England eller København, sagde hr. Herbert altid: »You remember the 9th april!«

Da alle de tyske divisioner var i opløsning, kom der nye forstærkninger, det var bl. a. enten den 18. eller 18.de reservedivision.

Denne holdt stillingen, mens vi gik tilbage. Selve vor  eskadron var efter alt dette blevet fordelt til infanteri- og artilleri-regimenterne og gjorde tjeneste der som forbindelses- og melderyttere. Efterhånden samledes officererne og de øvrige husarer igen ved eskadronen, også vi, der var afkommanderet til spejderafdelingen, fandt tilbage, enten til fods eller til hest. Men vi havde mistet mange heste ved »Spähtruptjenesten«.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

9. april 1917. Th. Lorenzen på vej mod Arras

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

Den 18. Infanteri Division, som bestod af Regimenterne 85, 86 og 31, laa i Kvarter i Byerne omkring Valenciennes, Lorch og Brye. Paaskemorgen blev vi alarmeret.

Marchretningen i de to følgende Dage var imod Byen Douai, som vi naaede Mandag [den 9 april] Aften ved Ottetiden. Vi havde haft nogle dejlige Foraarsdage med Solskin, men Vejret slog om til streng Vinterkulde og bragte Frost og Sne.

I et forrygende Snevejr marcherede vi ind i Byen og søgte Hvil paa Fortovskanterne, i Trappeopgange, Gadedøre og deslige, og trods Storm og Vinterkulde faldt vi i Søvn med det samme.

Hensigten havde været, at vi skulde marchere til en By, som laa 12 km længere fremme, hvor man havde forberedt Kvarter til os. Undervejs var der fra Generalkommandoen kommet Kontraordre, og her i Douai skulde vi nu vente nærmere Ordre. I fire Timer laa vi paa Gaden og ventede, og lidt efter Midnat kom der endelig Ordre om, at vi skulde til Proviantdepotet for at modtage Forplejning.

Naturligvis var dette en kær Efterretning oven paa den lange, triste Ventetid; vi havde desuden siden Morgentimerne ikke faaet andet, end hvad vi havde med os i Lommerne. Vi fik en Taar varm Kaffeerstatning, noget Brød og lidt Kødkonserves, som hjalp paa Humøret en liden Stund.

Fra Fronten hørtes Torden fra Hundreder af Ildsvælg, og der fortaltes mange Ting om Englændernes store Offensiv og Gennembrud.

Det kunde ikke fremme Begejstringen for det Foretagende, vi var kommanderet ud til. Vi skulde nu fra Douai sendes med Jernbanen for at naa hurtigere frem. Første og anden Bataillon var allerede undervejs med Toget ud imod Frontlinjen, og nu skulde vi, tredje Bataillon, følge efter med det følgende Tog.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

 

Krigens forløb

9. april 1917. Johannes Jessen ved Vimy: “… modet var borte.”

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Natten mellem den 8. og 9. april havde det sneet, og jorden var hvid om morgenen kl. 5:30, da det rigtige slag begyndte, og så stærk var granatregnen, at jorden var sort et kvarter efter.

Englænderne havde opmarcheret syv rækker kanoner af alle kalibre på en strækning af 1,8 km, og nu vidste vi at når deres ild blev lagt længere frem som spærreild så vilde de storme vore skyttegrave og ved middagstid, var vi smidt ud af tre linier, men det er slet ikke så let at holde stillinger, der vender forkert, og vi prøvede de næste dage at tage noget tilbage igen, det skete også, at det lykkedes, men vi var degenererede, modet var borte, hunger og tørst sled i kroppen, de faldne havde sommetider brød i deres tasker, der var fuld af størknet blod, det blev renset lidt og spist tørt, varm mad fik vi ikke i tre dage, og vi måtte tage afsked med vore gode kammerater, der havde delt ondt og godt sammen med os i flere år.

Der var ingen franskmand med her, det var altså en aftale mellem de to, at franskmændene alene skulle klare Verdun, så ville England klare Flandern helt op til Ostende.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

8. april 1917. H.C. Brodersen på vulkaner i Laon: “Nur für Offiziere”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Laon opsøgte vi først en Badeanstalt. Bademesteren gloede dumt paa os og henviste til et Skilt, hvorpaa der med store Bogstaver stod: „Nur für Offiziere”. Efter vor indtrængende Anmodning fik vi dog et Brusebad og var tilfreds.

Vi aflagde derefter et Besøg i en Cigarforretning og købte os en Snes af de længste og tykkeste Cigarer, vi kunde opdrive. I et  Beklædningsdepot lykkedes det efter en længere Debat at faa udleveret et Sæt ny Uniform. I en Barberforretning besørgede en „Verschonerungsrat” Haaret lagt i glinsende Skilninger, og som de Gentlemen, vi nu mente os berettiget til at give os ud for, begav vi os ud i Byen for at se lidt nærmere paa den.

To Aftener var vi i Teatret, men hver Gang var vi saa uheldige at finde netop de Pladser, der var reserveret: „Nur für Offiziere,” dog hver Gang fandt vi os til Rette og morede os godt. Aldrig før havde vi set noget saa henrivende, syntes vi. De sprællende smaa Danseben, den udfordrende Sang fra Scenen og Latteren fra den feststemte Forsamling hensatte os Skyttegravsmonarker i stærk Stemning og mindede os om Følelser, vi ikke længere mente at være i Besiddelse af. Hvor vi morede os. Taarerne løb i stride Strømme ned ad  Kinderne, medens vi vred os i Latter.

 Alt for tidligt var det forbi, og da vi den sidste Aften drev rundt i Gaderne for at svale vore hede Pander, syntes vi ikke at kunne finde tilbage til Skyttegravene.

Vi drev rundt i Omegnen af Banegaarden og kom i en smal Gade forbi et Hus, hvorfra Sang og munter Latter naaede ud til os. Vi besluttede at undersøge, hvad der var Aarsagen til denne ubeherskede Morskab bagved de tæt tilhængte Vinduer og bankede paa Døren. Den blev aabnet, og et gammelt Dameansigt stak Næsen udenfor. Hun havde dog næppe set, hvem hun havde den Ære at have for sig, før hun atter smækkede Døren i .

Det syntes Skorstensfejeren dog var for frækt og ringede paa igen. Han maatte dog ringe længe, før der atter blev aabnet. Nu havde Damen faaet Munden paa Gled. Gud, hvor hun skældte, og vi forstod kun Halvdelen af, hvad hun vidste at fortælle. Sepl mente dog at have faaet fat i dette: „Pour le Office Allemagne.” Medens vi grublede over dette, smækkede hun atter Døren til, og et Forsøg paa at faa en Fod imellem lykkedes ikke. V i hørte, at Nøglen blev drejet 2 Gange rundt, men fortsatte vore Betragtninger over denne ublide Medfart, som vi ikke mente at have gjort os fortjent til.

„Det kan aldrig være Meningen,” mente Skorstensfejeren, „at denne By kun er for Officerer, lad os prøve paany.” Dørklokken kom atter i Svingning og med større Udholdenhed og Kraft. Nu blev Døren atter  aabnet. Denne Gang af en Løjtnant. En purung, sød lille Pige, der ikke var iklædt andet end en Halskæde, hang ved hans Arm.  Løjtnanten, der langt fra var ædru, tog først meget voldsomt paa Vej.
„Har I fordømte Svin ikke set Skiltet?” raabte han.
„Skiltet?” spurgte Sepl og gloede dumt paa Løjtnanten.
„ Nej!”
„Naa ikke,” svarede Løjtnanten, men fortsatte mere venligt:
„tag nu imod Fornuft, Folkens, her kommer I dog ikke ind. Her er nemlig alt optaget i Aften, kom en anden Gang igen! God Nat!”
„Bon Amysement, Mousiør Løjtnant!” svarede Skorstensfejeren, men da var Døren allerede lukket.

Med sin Lommelampe belyste Sepl nu et Skilt, som vi ikke før havde set. Der stod: „Nur fur Offiziere!” Vi kunde ikke forstaa Skæbnens manglende Hensyntagen, men luskede af Sted. I et Lokale, der var betegnet: „Unteroffizierskasino”, fandt vi endelig et Sted, hvor vi kunde sove den Nat.

Vi fandt intet interessant ved en gammel Kone, der gik og vaskede Gulv, og faldt derfor snart i Søvn. I Løbet af Dagen er vi atter naaet tilbage. Herligt var det med den Orlov. Dog nu skal vi atter af Sted ud i Skidtet.

 

Krigens forløb

8. april 1917. Englænderne mejes ned foran Vimy

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Den 8. april, lige ved dagens frembrud, satte englænderne ca. en brigade kavalleri ind mod tyskernes infanterilinje lige foran vor observationspost.

Denne attakke blevet frygteligt syn: Næsten hele de to regimenter blev fejet ned af den tyske maskingeværild.

Her og der så man hestene ligge enten døde, eller de blev ved at arbejde med benene for at slæbe sig bort.

Rytterne, såvidt de ikke var døde, slæbte sig i dækning i grøften bag ved bakken eller bag døde heste.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

7. april 1917. Ved Arras: “Et Flammehav og Jorden rystede og bævede …”

Skriv en kommentar

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Midt om Natten i denne forfærdelige Trommeild kom der Ordre om  at besætte Feltvagten. Da Ordren var givet, styrtede Feldwebelen  om. Han var besvimet, men efter nogen Tids Forløb kom han dog til  sig selv igen.

Det tog os lang Tid at blive færdig til at rykke frem, for vi følte, at vi skulde frem i et brølende Hav. — Det var blandet med Lervandet fra Løbegraven. Der var næsten bælgmørkt, og Terrænet var oplyst af eksploderende Granater.

Vi havde baade faldne og saarede. Hjælp kunne ikke ydes. Vi skulle afløse Mandskaberne ved en Kirkegaard, men da vi kom derud, var  der ingen at se, og det var haabløst at opholde sig her. Vi var uden at blive opdaget kommet saa langt over mod de engelske Stillinger, at vi nu laa foran den engelske Trommeild.

Tyskernes Artilleri var blevet tavs. Naar vi saa fremad og ned langs Fronten, havde Himmelen et rødligt Skær, men saa vi tilbage, øjnede  vi kun eksploderende Granater. Det var et Flammehav, saa langt vi  kunde se, og Jorden rystede og bævede.

Vi var kun faa Mand i vor Afdeling, og jeg var den eneste Dansker. Imellem os var der ogsaa en Saniteter, men hans Nerver stod fuldkommen paa Højkant. Han gik lige over til den engelske Stilling og kom i Fangenskab.

Vore Befalingsmænd raabte til ham, at han skulde vende om, ellers blev han skudt, men han reagerede ikke, og der skete intet.

Hen imod Daggry maatte vi forlade Stedet for ikke at blive opdaget,  og vi kom tilbage til Neuville. Vi fandt en Understand, hvor vi kunde  opholde os i nogenlunde Sikkerhed; men hvor var vi trætte og  udmattede. Jeg fik Ordre til sammen med en anden Kammerat at  bære en død Soldat ud, som laa nede i Understanden. Han fandt sit sidste Hvilested ved Indgangen til Understanden.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

6. april 1917. Ved Arras: Cementbunkeren fik en fuldtræffer … men holdt!

Skriv en kommentar

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Det var ved Paasketid i 1917, at vor Regiment blev sat ind i Slaget ved Arras. Vi havde hele Vinteren ligget i Stilling ved Ypern, men  blev saa pludselig afløst. Hvor vi nu skulde hen, vidste vi naturligvis ikke noget om; men vi var godt nok klare over, at der ikke ventede os noget godt.

Vor Kompagnifører, Løjtnant Langben, var taget paa Kompagniførerkursus, og det var altid et sikkert Tegn paa, at der var noget i Gære.

Efter at vi havde kørt med Jernbane et Stykke af Vejen og derefter marcheret videre ad Landevejen, befandt vi os ved Arrasfronten. Vi fik Kvarter i en By, der hed Monchy. Der blev af og til sendt Granater ind i Byen og mange af Husene blev slemt beskadigede.

Under vort Ophold i Monchy traf jeg tilfældigvis Martin Nissen fra Degneboligen i Arrild. Vi var Skolekammerater og havde ogsaa gaaet  til Præst sammen. Martin Nissen gjorde Tjeneste ved Artilleriet. Desværre fik jeg kort Tid efter Meddelelse om, at Martin Nissen var faldet.

Vi gik ret hurtigt i Stilling i Skyttegravene ved Arras. Det var ved en By, der hed Neuville. Vort Frontafsnit var meget udsat for  Artilleriild, ogsaa Terrænet bag ved os saa langt man kunne se, var udsat for et stadigt Bombardement, og det tog til i Styrke.

Jeg var  tildelt 12. Komp., Regiment 163, og vor Opgave var at  modstaa Englændernes Offensiv.

Bunker får fuldtræffer, Flandern 1917 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Trommeilden var forfærdelig. Efter Sigende havde Englænderne sat 288 Batterier ind i Angrebet. Byen Neuville blev skudt i Grus, og vor Skyttegrav blev væltet sønder og sammen. En mindre Cementbunker, som vi opholdt os i, og som var overfyldt, blev ogsaa udsat for en Fuldtræffer, men  Understanden holdt. Det var dog et ubehageligt Øjeblik, og vi var døve længe efter.

At der snart vilde ske noget meget alvorligt, var vi alle klar over.  Naar vi stod Vagt, stod vi i Indgangen til Bunkeren. Den var for os  som en Redningsbaad, en sidste Redningsplanke i et oprørt Hav …

(… fortættes)

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

5. april 1917. H.C. Brodersen & Co tager på påskeudflugt

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Skærtorsdag 1917
Vi havde drukket Kaffen, og Drøftelsen af, hvor vi skulde finde Kompagniet, var lige begyndt igen, som saa mange Gange før, da Skorstensfejeren kom med et Forslag, der straks vandt Tilslutning.

Han havde hørt, at der i Laon, der ikke laa langt herfra, skulde være et Teaterselskab fra Berlin og mente nu, at vi skulde slaa  Paaskedagene ihjel ved at tage en Tur derind. Vi har faaet børstet Tøjet og pakket sammen, hvad vi mente, vi kunde lade staa helt  aabenlyst, og er nu klar til at tage af Sted.

 

Ikke kategoriseret

4. april 1917. H.C. Brodersen i sikkerhed bag fronten

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Til om Morgenen forblev vi i Dalen, men da vi om Morgenen ikke havde fundet Kompagniet, som nogle mente var gaaet tilbage over „Chemin des Dames”, fulgte vi efter.

Ved Middagstid var vi naaet over, men om Kompagniets  Opholdssted kunde vi intet faa oplyst. V i har vandret rundt hele Dagen i Gaar og Natten med, men stadig har vi ikke kunnet finde  Kompagniet. Enkelte har til vor Forespørgsel ment, at det var  trukket tilbage. Det vilde vi helst tro paa, og derfor fortsatte vi efter  Byen Chagvion, hvortil vi nu er ankommet.

Her har vi foreløbig  indrettet os med de Bekvemmeligheder, vi har kunnet opdrive. I en Kælder i et af Byens Huse har v i indrettet vort Kvarter. Et Par udmærkede Madrasser tjener til Hvilested, og Levnedsmidler har vi nok af. Skinkerne er kommet til sin Ret, og Rommen er ikke til at foragte. Vi har faaet os gjort rene og er blevet barberet og afventer nu kun paa at træffe Kompagniet. Gør vi det ikke, kan det ogsaa være lige meget. Vi har det godt, som vi
har det.

 

Hjemmefronten

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

Krigens forløb

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Skriv en kommentar

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.

 

Ikke kategoriseret

3. april 1917. “Der lød igen et øredøvende brag”. H.C. Brodersen levende begravet.

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

En del af loftet i klippehulen er braset sammen og har knust en stor del af H.C. Brodersens kammerater. Vil resten af loftet holde eller ej?

Chavignon

Det holdt ikke. Medens vi havde maattet overlade vores stakkels Kammerater til deres ulykkelige Skæbne, anede vi kun lidt, at vi snart skulde ligge begravet under Ruinerne af det, der en Gang var en „bombesikker” Hule.

Der var vel ikke gaaet mere end 3 Timer, før der atter lød et  øredøvende Brag, af hvis Lufttryk „Hindenburglysene” sluktes, og Hulen henlaa i Mørke.

Eet Øjeblik herskede der dyb, ildevarslende Stilhed, men næsten i det samme brød Jamren løs. Skrig og Banden, Eder og Bønner fyldte Luften. Der blev tændt Lys. Rummet var fyldt med Sten og Støv. Den ene kunde ikke se den anden. Virvar over det hele. Brøl fra alle Sider, som fra vilde Dyr. Vi sloges om at naa frem i den Retning, hvor Udgangen laa. Vi kunde ingen finde.

Omsider kunde vi begynde at skelne Omridsene af det, der var sket. Loftet var delvist styrtet ned, og store Stenblokke havde forbarrikaderet Udgangen. Halvdelen af Kompagniet var begravet, og de frygteligste Skrig lød til alle Sider.

I Raseri blev de store Stenmasser angrebet for at skaffe Udgang, men de lod sig ikke rokke. I den ca. 200 Mand store Forsamling af tilsyneladende dødsdømte tiltog Angsten og Fortvivlelsen, der øgedes ved Granaternes stadige Indhug. Fra alle Sider udslyngedes de værste Forbandelser imod Krigen og imod dem, der var Skyld i dens Elendighed og denne umenneskelige Pinsel. De forbandede Gud og alle Hellige, de, som de dog ellers i deres største Nød havde anraabt om Hjælp, men som nu syntes at svigte.

Skomageren, der med en af de sidste Transporter atter var kommet til Kompagniet, fik et Anfald af religiøst Vanvid. Han rev og sled i Haaret og raabte op om, at han var den mest gudfrygtige Skomager i Mainz. Men hverken Jesus, Maria eller Joseph syntes at komme dem til Hjælp, der endda saa inderligt bad om det. Heller ikke syntes de at kunne huske  Skomageren fra Mainz, og ganske ude af sig selv begravede han sit Hoved i en Tornyster og skreg, bandede og bad og leverede tydelig Bevis for, at han som Menneske ikke mere var noget værd.

Forvirringen tog til, thi intet Steds var der Frelse at øjne. Med Revolveren for Brystet af de værste Spektakelmagere maatte jeg og Skorstensfejeren til at sørge for nogen Orden og for at holde den aldeles uhensigtsmæssige Raaben og Skrigen nede. Ogsaa Sepl, der ellers ikke var bange for at staa ovenfor flere Franskmænd, syntes at være bragt helt ud af Fatningen. „Heilige Mutter Gottes,” raabte han hele Tiden og kunde ikke falde til Ro.

En Ting syntes vi alle at have overset, nemlig Luftskakten. Den var endnu aaben. Men hvordan naa op til Overkanten af den og faa  bjerget 150 Mand?

Nogle behjertede Mænd gik imidlertid nu i Gang med at rive  Sovestederne fra hinanden. Ved at binde Stængerne sammen dannede de en Stige, der nu blev stillet op i Skakten. Det viste sig, at den dog kun kunde naa halvvejs op, men Skorstensfejeren ænsede det ikke. Han var den første paa Stigen, og rask klatrede han opad. De nederste Trin var allerede fuldt optaget af andre, der vilde  trænge sig frem, og denne Vægt blev for meget for Stigens svage  Konstruktion. Den knækkede, og baade den og Skorstensfejeren suste i Dybet. Stigen var smadret og ikke til at bruge paany.

Medens Fortvivlelsen og Uhyggen steg, fortsattes Beskydningen, der tilsidst skulde blive vor Frelse. En Granat suste ned paa Hulens Tag, og dette, der i Forvejen var revnet paa Kryds og Tværs, kunde ikke modstaa denne Rystelse. Paany væltede Stenene ned omkring Hovederne paa os, og paany begravedes nogle under dem.

Mange smadredes helt, men mange flere blev indeklemt og kunde ikke slippe fri. Men da endelig Røg og Støv var trukket til Side, kunde vi se den blaa Luft over os. Alle paa een Gang styrtede vi i Retningen, hvorfra ny Luftstrømning trængte ind. Alle vilde være de første til at komme ud, men saa rask skulde det nu alligevel ikke gaa. Udgangen, der var skabt, var ikke større, end at et Par Mand ad Gangen kunde slippe ud, og de skulde endda hjælpes af dem, der var sluppet ud. Efterladende alt Udstyr og alle raabende Kammerater søgte enhver nu kun at bjerge sig selv, og med Lynets Hastighed forsvandt vi ned ad Bjergskraaningen, medens franske Shrapnels endnu søgte at indhente nogle af os.

 

Krigens forløb

3. april 1917. Klippehulens loft styrtet sammen: “Som fladtraadte Frøer laa de stakkels Mennesker inde under Stenkolossen”

3 kommentarer

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vailly, den 3. April 1917

Slaget er i fuld Gang. Fjenden har taget den 1. Stilling. Artilleriet har raset i flere Dage, og i det uendelige er Granater kommet over til os.

Dog, nu er han foreløbig stoppet; thi i vor 2. Stilling er der anbragt 7,5 cm Kanoner, der er opstillet paa en saadan Maade, at de kan  beherske de Dalsænkninger, ad hvilken han skal igennem.

Vort Kompagni har været i Ilden og er nu trukket tilbage. Vi ligger i en stor Hule, der bliver kaldt for „Prinz Heinrich Hohle”.

Hulen gælder for at være „bombesikker” og Opholdet er derfor behageligt, i hvert Fald i den Retning. Den er tilgængelig i den fra Fjenden bortvendende Side, men ligger paa en Højderyg og er Genstand for fjendtlige Flyveres Bevaagenhed.

Den er inddelt i Kamre, der er saa store, at Artilleriet med deres Heste forspændt Kanonerne kan vende i dem. Overalt er der Militær, Stabe og indbyggede Feltkøkkener. Der siges, at Hulen kan rumme 2000 Mand.

 Gennem Loftet, der er 4-5 Meter tykt, er der boret Lufthuller til Ventilation, der er haardt tiltrængt. Nær Udgangen er der en Latrine, der kan optage ca. 50 Mand. Foruden et stort Lager af Ammunition er der et stort Lager af Levnedsmidler.

Dog, Døren til disse Herligheder er forsynet med et Skilt om, at Adgangen er forbudt. En Mand med opplantet Bajonet sørger for, at dette Forbud bliver overholdt. Levnedsmidlerne var imidlertid ikke beregnet for de Delinger, der var indkvarteret i Hulen, men var udset til „Jernportion” for paakommende Tilfælde.

I Dag fik vi den første Forstyrrelse i Idyllen. Store franske Granater har i længere Tid beskudt Hulen, dog uden at vi har ænset det.  Flyverne har dirigeret Artilleriets Granater saa nøjagtig, at næsten hvert Skud var en Træffer, og Rystelserne ved Indslagene har været saa store, at Granitblokkene har slaaet Revner.

Omkring ved Kl . 4 i Eftermiddags hørte vi i vor Afdeling et voldsomt  Brag, der efterfulgtes af de mest hjerteskærende Skrig. Det var øjeblikkelig blevet mørkt over det hele, og det forøgede Uhyggen. Der blev en voldsom Opstandelse; thi vi var klar over, at der var sket noget frygteligt.

De rædselsfuldeste Skrig lød i Retning fra Udgangen, og alle banede vi os Vej derhen. Hvilket forfærdeligt Syn. En flere Tons stor  Granitblok havde under de fortsatte Rystelser løsnet sig og var styrtet ned over de ulykkelige Mennesker, der da just sad paa Latrinen.

Virkningen var ubeskrivelig frygtelig. Som fladtraadte Frøer laa de stakkels Mennesker inde under Stenkolossen. Enkelte med Hovedet udenfor, men med Benene eller hele Underkroppen indenunder. Andre med eet Ben eller Arm udenfor, men med Hovedet indeklemt og ude af Stand til at kunne arbejde sig fri. Det var et frygteligt Syn.

Ingen kunde hjælpe. Med flere Hundrede Hænder blev der foretaget  et Angreb paa Stenkolossen, men den var urokkelig. En Officer foreslog at sprænge den, men det blev ham dog fraraadet. Faren var dog for stor, syntes vi.

Endnu lyder de ulykkeliges Skrig over til vor Afdeling, hvor Kortspillet er indstillet, og hvor vi lytter til Drønene, der med ca. 10 Minutters Mellemrum naar ind til os, og medens vi i ængstelig Spænding betragter Loftet over os. Bare det vil holde.

 

Krigens forløb

2. april 1917. Andreas Bøgen kan ikke komme på orlov

Skriv en kommentar

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på sin første orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til Østfronten.

Vi var nu naaet frem til April Maaned, og som Landmand regnede jeg med snart at kunne rejse paa Orlov for derhjemme at hjælpe til ved Foraarsarbejdet.

En Dag, medens Feldwebelen stod uden for Skrivestuedøren, benyttede jeg Lejligheden til at spørge ham, om jeg snart kunde rejse paa Orlov. „Nej, De kan ikke komme paa Orlov, kom De herover, saa skal De faa af Stokken.”

Jeg svarede, at det var jeg ikke videre glad for; han lo og sagde, at jeg kunde komme med indenfor, saa kunde vi se paa Papirerne.

Efter otte eller ti Dages Forløb kunde jeg vente at komme paa Tur; men det blev helt anderledes, for nogle Dage senere blev vi forflyttet til Gaditzi, og næsten samtidig blev der Orlovsspærre til Nordslesvig.

Afstanden fra Baranovitzi til Gaditzi var maaske kun 12-14 km, men det blev en anstrengende March, for vi maatte vade i Mudder til langt op over Anklerne. I Gaditzi, et stort Gods, traf jeg nu afdøde Hans Andersen fra Kærbølling.

DSK-årbøger 1952

Nyheder

Åbent hus på Zeppelinbasen søndag den 30. april fra 13:00 til 16:00

Skriv en kommentar

Skov- og Naturstyrelsen, Zeppelingruppen og Museum Sønderjylland fejrer fredningen af basen gennem forskellige arrangementer.

Mødested: Rastepladsen foran flyhangaren i Soldaterskoven v. Tønder.

Tilkørsel fra Ribe Landevej – den grusvej, der ligger lige nord for Zeppelin- og Garnisonsmuseet. Indtegnet med hvidt på nedenstående kort.

Mødested: Flyhangaren ved den røde pil. Tilkørsel af grusvejen lige nord for Zeppelinmuseet.

Der vil være gratis rundvisninger på baseterrænet, rabat på entréprisen på Zeppelin-museet og forskellige andre arrangementer.

Flyhangaren fra 1916 – den sidste af sin slags i verden

Om basen

Kort efter 1. Verdenskrigs udbrud i august 1914 iværksatte den tyske marine bygningen af tre nye luftskibsbaser. En af dem var basen nord for Tønder, hvis første luftskibshal stod færdig i februar 1915. I løbet af krigen udvidedes basen med endnu to haller, hvoraf den ene var en dobbelthal.

Hjørnestolpe fra Zeppelinhangaren “Toska”

Syd for hallerne byggedes en flyhangar og barakker til de omkring 600 mand på basen, og lidt sydligere anlagdes et brintværk.

Luftskibenes hovedopgave var at holde øje med den britiske flådes aktiviteter i Nordsøen, men de gennemførte også bombeangreb på mål over England.

Briterne forsøgte flere gange at angribe basen i Tønder, men først den 19. juli 1918 lykkedes det for britiske bombefly at bombe basen og at ødelægge de to zeppelinere stationeret på basen.

I dag står en af de sidste bevarede tyske flyhangar fra 1. verdenskrig stadig på basen, og rundt i skoven er fundamenterne af de enorme luftskibshaller bevaret.

Vel mødt! Det bliver en fantastisk dag!

Endnu et åbent hus arrangement 9. juli 2017

Har du ikke tid? Fortvivl ikke! Vi har endnu et åbent hus-arrangement i støbeskeen, nemlig til den 9. juli 2017. Program følger senere – men sæt kryds i kalenderen allerede nu!

Løbekatten, hvor de gigantiske luftskibe blev forankret, inden de blev skubbet ind i hallerne. De længste løbekatte strækker sig over knap 1 kilometer. Men luftskibene var også op til 230 meter lange!
Krigens forløb

1. april 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om hårde bulgarske repressalier mod serbiske oprørere, urolighederne i Rusland, der synes at stilne af – men Østrig-Ungarn og Tyskland lader Lenin køre i tog fra sit eksil i Schweiz til Rusland for at smide nyt brændstof på det ulmende oprør. Det handler også om det første slag om Gaza i Mellemøsten, hvor adgangen til vandforsyninger var afgørende.

Krigens forløb

1. april 1917. Claus Clausen beslutter sig for at desertere

Skriv en kommentar

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere.

April 1917

Den 9. Januar 1915, netop på min 20 Års Fødselsdag, stillede jeg til Session i Løgumkloster og blev taget til Infanterist.

Den 10. Maj samme År fik jeg Ordre til at stille i Flensborg og blev samme Dag med en hel Del andre Nordslesvigere transporteret til Rekrut-Depotet i Husum, hvor vi skulde uddannes. Allerede ca. 10 Uger senere var den første Transport rede til at drage i Felten.

Jeg kom dog ikke med denne Gang, da jeg på Grund af Sygdom var blevet indlagt på et Lazaret i Hamborg. Derfra blev jeg i Oktober Måned udskrevet som „garnisonsdienstfahig“ og tilbagesendt til Husum, hvor jeg så for det meste forrettede Vagttjeneste.

Til Julen 1915 var der blevet tildelt os Orlov, men så kom der Fordring på en Transport Garnisonssoldater til Frankrig. Vi blev da indklædt mellem Jul og Nytår og sendt til Slesvig, hvor hele Transporten skulde samles. Lige netop på min Fødselsdag igen, 9. januar 1916, om Eftermiddagen Kl. 2, marcherede vi til Banegården, hvor Toget holdt rede.

Efter et Par Dages Kørsel havnede vi i Flandern, blev udladede i Byen Staden og skulde så gå ud til Melane-Skoven. hvor Res. Inf. Regt. 214 lå.

Vi var 10 Mand, som blev tildelt 10. Komp., alle dansktalende Nordslesvigere. Da vi ikke måtte anvendes til Fronttjeneste, kom vi til at arbejde på en Soldaterkirkegård der i Skoven, hvor vi skulde begrave vore faldne Kammerater, der blev bragt tilbage fra Fronten. Et trist Arbejde fra Dag til Dag.

I Foråret 1917 lå vi nede ved St. Gobain, lige bag ved den nye Hindenburg-Stilling, hvortil Tilbagetrækningen efter Sommeslaget skulde ske. Jeg arbejdede i en Pionerpark, hvorfra Forsyningen med alt muligt Krigsmateriel til Fronten foregik.

Vi havde indrettet os i en Skovfogedbolig, som Civile lige havde rømmet. I nogle Dage havde vi det meget hyggeligt, lavede selv vor Mad, fandt den dejligste Vin nedgravet rundt omkring Huset.

Men så pludselig en Dag så vi, at de franske Observationsballoner, disse mægtige „Cigarer”, som hang i Luften langs Frontlinjen, var kommet os på nærmere Hold. Det franske Artilleri begyndte at indskyde sig på de nye tyske Artilleristillinger, der lå lige bag ved os.

Vi flyttede da fra Loftsetagen ned i Kælderen, fik den stivet af så godt det lod sig gøre, men den franske Luftobservation havde naturligvis set Røgen fra vor Skorsten, som kvalmede hele Dagen. En 20 Mand var vi i Kælderen; men så skete det: om Natten hørte vi en fransk Flyvers melodiske Summen og lidt efter kom den første Granat hvinende lige over Huset — lidt for langt. Så hørte vi Afskuddet fra den næste — den lå lidt for kort.

Nu var vi klare over, at det var os,det gjaldt, og i samme Nu havde vi også Fuldtræfferen lige over Indgangen. Murbrokkerne fik vi om Ørerne, men heldigvis kom ingen til Skade. Resultatet blev, at vi trak os et Par km længere tilbage i Skoven og lavede os en „Unterstand”.

Men samtidig tog jeg også den faste Beslutning, at så snart jeg kom på Orlov, da at gå over Grænsen til Danmark. Jeg havde i disse År set nok af Krigen og dens Rædsler.

DSK-årbøger 1947

Krigens forløb

1. april 1917. At omgå censuren: “Det går den vej, hønsene skraber …”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357

Nu var Tilbagetoget allerede vidt fremskredet. Vi var gaaet rigeligt 60 Kilometer tilbage.

Vi haabede, at det skulde være blevet ved, og vi gik og regnede ud paa, hvor lang Tid, det kunde tage, før vi naaede Berlin, for vi vidste da, at var vi først naaet dertil, maatte det være Slut med Krigen!

Det var meget strengt forbudt at skrive hjem om Tilbagetoget, men det længtes vi jo svært efter. Vi vilde meget gerne meddele dem derhjemme, at vi saadan gik tilbage, og at der var Udsigt til, at Krigen snart vilde være endt; men vi maatte naturligvis ikke. Saa prøvede vi ved List at faa lidt af Oplysningerne sendt hjem.

Jeg skrev hjem til min Hustru, at Kampene hver Dag var i fuld Gang med stadige Sejre og stort Bytte, og det gik hurtigt den Vej, som Hønsene skraber. Og jeg har en klog Kone, som nok véd, hvad Vej Hønsene skraber.

En af mine Kammerater nede fra Gram skrev hjem til sine Forældre, at hvis det blev ved med disse store Sejre, saa kunde det vare saa og saa længe, inden vi var i Gram i Nordslesvig.

En tredie, hvis Far var Kreaturhandler derhjemme, skrev hjem om de haarde Kampe og de store Sejre, og saa tilsidst som en let henkastet Bemærkning i sit Brev: „Og saa kan jeg melde dig, Far, at jeg har hummet mig et godt Stykke i Baasen til den rigtige Side.”

Saadanne og lignende Udtryk var Brevene fulde af, og dem kunde Tyskerne ikke greje, saa de slap igennem Censuren.

Selvfølgelig var der ogsaa Breve, som blev opsnappet og sendt tilbage til Afsenderen, og det førte altid noget ubehageligt med sig.

Men Tilbagetoget blev ikke ved til Berlin, som vi havde haabet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

31. marts 1917. Spionage ved Vimy

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten

Arraskammerater! Alene Navnet fremkalder Minder. Hvem af jer var med i Paaskeslaget 1917 ved Arras — eller rettere sagt 10 km Nord for Arras ved Vimy-Højene? Vimy laa jo ved den store  Landevej fra Douai til Arras, dukkende sig bag de ret store,  skovbevoksede Høje. Her prøvede Englænderne 2’den Paaskedag,  den 9. April 1917, at gennembryde Tyskernes Front.

For at kunne udføre dette Kup blev der lagt Trommeildsbølger over den ulykkelige Egn i en 5-6 Uger, og til syvende og sidst udsendtes  en Spion for at sætte Kronen paa Værket og udspionere de tyske Forsvarsstillinger.

En og anden, der læser disse Linier, laa maaske til højre eller venstre for Vimy i Dagene fra 1. Marts til 13. April 1917 og ved, hvordan de 280 engelske Batterier af alle Kalibre bearbejdede os stakkels  Soldater Dag og Nat, kun med smaa Afbrydelser, i de seks Uger. I kunde kun høre Bulderet eller mærke en sagte Skælven af Jorden, men vi kunde baade høre og føle, nej, hvad siger jeg der, vi kunde ingen af Delene, vi blev jo fuldstændig sløvede, uimodtagelige og moralsk nedbrudte af den evindelige Skydning. Da vi saa den 13. om  Aftenen kl. 9 sanseløse løb ned af Højen og tilbage i Ro, var vi kun 11 Mand, Resterne af 1. Batl. 262. — Det var Spionens Værk.

Jeg maa nu gaa lidt tilbage i Tiden, til Sommeren 1914. Jeg stod da paa Broen over Saale i Weissenfels-Thyringen. Det var Søndag den 2. August, den for Europa saa skæbnesvangre Dag. Hvem husker ikke denne smukke Sommerdag, med den lidt trykkende Luft, som stemte Sindene til Alvor. — Men som sagt, jeg stod med min Cykel paa Broen og saa ned i Saaleflodens gule, grumsede Vand og lod Tankerne drage paa Langfart med de glidende Vande. Der var jo Stof nok at tænke over denne Dag. Jeg havde været paa Farten fra om Morgenen, kørt over Naumburg, hvor et Batteri »Felt« stod klar til Afrejse til Fronten, til »Bad Kosen«, Rudelsburg og Saaleck for saa endelig ved Aftenstid over Giebichenstein at ende i Weissenfels.

Saa blev jeg paa een Gang revet ud af mine Tanker ved, at en Bil blev standset af Brovagten, der af Garnisonen der i Byen var sat til at bevogte denne Overgang. (Alt var jo i de første Krigsdage spærret  for om muligt at fange omstrejfende Spioner). De seks Personer i Bilen, alle Mænd, blev ført ind i Brohuset for at legitimere sig. Efter nogen Tids Forløb blev Vagten raabt til Gevær, og en af  Passagererne førtes ud og blev af seks Soldater med opplantet Bajonet ført af Sted til Garnisonen, som laa i Klipperne Syd for Byen.

Vi unge Mennesker løb med, for det sivede ud, at det var en fransk Spion, hos hvem der var fundet Tegninger af Rhinfæstningerne. Han skulle nu skydes, mente vi da. Da gik det op for os, at nu var det Alvor med al den . Krigssnak.

Jeg glemmer aldrig denne Mand. Han var stor og kraftig, men bleg som en Dødning. Kunde han nu ikke klare for sig i Tide, var han i  Morgen ikke mere blandt de levendes Tal. Hans høje, brede Pande vidnede om Kløgt og Energi, og var der et Halmstraa at klamre sig til, skulde han nok vide at gribe det. De brune Øjne i det markerede  Ansigt spejdede til alle Sider, men Flugt var umulig. Uden for Porten ventede vi en halv Times Tid efter at høre den Geværsalve, der  skulde udslette hans Liv.

Jeg havde ca. 10 km til min Arbejdsplads og kunne derfor ikke vente længere, og da der jo stadig intet skete, tog jeg omsider af Sted. Tiden gik, og Krigen skred frem over søndrede Byer, Landskaber og Mennesker med uformindsket Styrke.

2½ Aar senere, den 1. Marts 1917, gik vi i Stilling ved Vimy. Canadiske Tropper angreb os de første Martsdage. Deres Batterier skød straks et Batteri af de os tildelte »Felt 63« i Stumper og Stykker.  Englændernes Infanteri led svære Tab, og man foreslog os to Timers Vaabenhvile, for at de kunde begrave de døde, der laa i Ingenmandsland. Englænderne havde ikke troet, at Tyskerne efter ca. tre Aars Krig endnu havde saa gode Tropper, der kunde afslaa et  saa energisk Angreb. De skulle selvfølgelig nedkæmpes og  blødgøres, og derfor blev vi udsat for deres forfærdelige Artilleribeskydning i de efterfølgende seks Uger. De af os, der stod det igennem, gik Dag og Nat med en dundrende Hovedpine.

Saa var der en Nat med et ubehageligt Vejr, rigtig et fransk Vejr med Regn og Slud lige i Ansigtet. Vi saa nogle skarpe Lysglimt, som fra en  Lommelygte glimte frem fra vor Stilling over imod Englænderne.  Tiden sneglede sig hen, mens vi stod paa Lyttepost og paa Vagt i Skyttegraven, og vi syntes, som saa ofte før, at de to Timer aldrig fik ende i det Hundevejr. Ronden kom for at se efter, om alt var i Orden. Officeren havde en Majors Rang, og spurgte ud om alt. Næste Nat  gentog det samme sig med Glimtene og med Majoren, men kort efter kom endnu en Ronde, og det forekom os lidt besynderligt. Vi talte om dette mærkelige næste Dag, og da saa det samme gentog sig for tredie Gang, var vor Mistanke vakt. Vi vidste jo, at Ronden  beklædtes af alle Bataillonens Officerer.

Vor Korporal, der var en opvakt Fyr, fik hurtigt fat i den fremmede Major og bad ham legitimere sig. Fyren blev selvfølgelig grov og skældte og smældte over den raadne Disciplin, der nu var i Hæren, og at man kunne have Mistanke til en prøjsisk Major. Han bad om at blive ført til Bataillonsstaben, saa skulle alt nok klares. Vor første Bataillon førtes ogsaa af en Major, og han sad i sin hyggelige Bunker, da den fremmede Major førtes ind. Korporalen aflagde Bapport og tilføjede, at det var tredie Nat, den nye Major drev rundt i vort Afsnit.

Da vor Bataillonschef ikke kendte den fremmede, bad han om at se hans Papirer. Han fremdrog et Papir, hvorpaa der kun stod »Zollern« (vor Afsnitsbetegnelse), og at han hed Major v. d. Tann. Saa kom Vinflaskerne paa Bordet, og det gik løs med skaalen og tituleren, men vi gik tilbage til Natten og Regnen. Jeg havde set hans Ansigt og — studsede. Hvorfor og hvorfra var det mig bekendt?

Om det nu var for at faa Tiden til at gaa, at Flasken kom paa Bordet, saa der kunde foretages en Kontrolopringning, ved jeg ikke. Men da v. d. Tann viste sig i Skyttegraven igen kort Tid efter, kom selve Bataillonsadjudanten springende og forlangte ham anholdt. Der fandtes ingen Officer af det Navn i den store Generalskab, og de havde heller ingen udsendt. Nu for vi i Nattens Mulm og Mørke rundt i Graven for at finde ham, og nede ved tredie Deling blev han halet ned i Frakkeskøderne. — Han var nemlig ved at forsvinde over Dækningen.

I det flakkende Lys fra Lyskuglerne saa jeg atter dette blege Ansigt med de urolige brune Øjne, og da gik det op for mig, hvor jeg sidst havde set det. Det var ved Broen over Saalefloden i Weissenfels for  2½ Aar siden.

Dengang klarede han altsaa Skærene, og det er sikkert det, der har fristet ham til at prøve igen. Kan han mon klare sig i Land igen? Jeg ved det ikke og har aldrig faaet det at vide.

DSK-årbøger, 1957

 

Krigens forløb

30. marts 1917. Spejder på hesteryg ved Vimy

1 kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. Vinteren 1915 og det meste af 1916 tilbragte han på Øsfronten, men i efteråret 1916 gik det mod vest.

Dagene i julen 1916 og det derpå følgende nytår blev overstået i nogenlunde gode kvarterer ved hestene. Dette var jo fordelene ved kavalleriet, at hestene skulle plejes og passes, hvilket jo koster mange penge, men uden god pleje kunne hestene heller ikke yde noget i tjenesten. Men mandskabet fik på denne måde oftere tag over hovedet end infanteriets folk.

Efter helligdagene begyndte så en helt ny tjeneste. Vor eskadron blev anvendt i mindre afdelinger ved forskellige divisioners regimenter, og jeg kom til en »Spähtrup« – en spejdertrop – ved 1. Bayerske reserve-armecorps, hvortil vor division, der var en flyvende, hørte til i denne tid.

I overkommandoen havde man regnet ud, at det tog for lang tid, inden man ved generalkommandoen modtog meldinger fra fronten på den regulære måde, nemlig fra kompagniet til bataljonen og herfra til regimentsstab og så til divisionen eller generalkom-mandoen.

Vi kavallerister som spejdertrop, med udkigsposter placerede på højdedrag, meldte direkte til division eller generalkommando, for at give en foreløbig orientering over frontstillingen. – Vor lille trop fra 16. Husarregiment bestod af syv mand i alt med løjtnant Raszewski – og en lignende styrke af 3. Bayerske kavalleri-regiment med løjtnant Selekämmer, der havde kommandoen over hele »Späh-truppen« ved 1. Bayerske armecorps.

Vor første post for denne afdeling blev sat ved landsbyen Vimy, og vi havde vort standkvarter med hestene i byen Brailleul. Her var en del af husene endnu nogenlunde ubeskadiget, så vi fandt i alt fald tag over hovedet både til os selv og hestene, men civilister fandtes der ikke mere her.

Efter at vi en uges tid havde fået den nødvendige instruktion både til fods og til hest – som mandskab i en Spähtrup skulle man nemlig kende alle divisions- og armecorpsafsnit, herunder skyttegravsstilling, regimentsgefechtstand, bataljoners og kompagniers lytteposter i 1. linje – var vi i stand til ved et pludseligt angreb her ved Vimy fra vor udkigspost og igennem vore spejdere dag og nat at kunne melde kampstillingen til divisionen og generalkommandoen.

Døgnet rundt blev artilleriskuddene talt; i alt fald i meldingen bemærket, om der var livlig skydning eller almindelig artilleriduel eller måske trommeild – alt dette var for at beregne, hvornår infanteriangrebet ville sætte ind.

Som meldemidler havde vi til rådighed: Telefon, blinklys, hesteryttere, cykelryttere og endelig brevduer, alt efter hvad der fandes mest formålstjenligt, og hvad der var intakt.

På vor observationspost havde vi selvsagt de bedste kikkerter og »Scherenfernrohr« til vor rådighed. Vi var næppe sat ind med vore spejderpatruljer og havde fået besat 1. Bayerske armecorps’ udkigspost på kanten af Farbus-skoven på højderne ved Vimy, før man sporede livlig artilleriskydning, særlig om natten.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

28. marts 1917. Farligt naboskab: “Englænderne og vi i hver sin Ende af Skyttegraven”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret gik englænderne til angreb. Han og kammeraten Peter Hansen sad nu i skyttegraven.

Vi sad sammen i 1½ Døgn, Englænderne og vi, i hver sin Ende af Skyttegraven, saa kom der Ordre til de to Kompagnier, som var kastet ud, at de skulde storme.

Vi andre, som havde holdt Stillingen, skulde derimod rulle Skyttegraven op fra Flanken.

De to, der var dygtigst til at kaste med Haandgranater, blev stillet forrest, derefter kom de to bedste Skytter, og Resten af os blev saa brugt til henholdsvis at føre Haandgranater frem og lade Rifler.

Kampen var kort. Englænderne blev kastet ud igen; men vi maatte blive endnu et Døgn derude. Dog, ved Mørkets Frembrud kom der Afløsning, og vi gik glade ud af Stilling og haabede efter disse tre
strenge Dage at komme tilbage til et nogenlunde godt Kvarter i Le Catelet.

Dog, her blev vi ogsaa skuffet og kom tilbage i en Reservestilling, som endnu ikke var udbygget. Vi maatte sætte os paa Trappetrinene ned til de endnu ikke udgravede Jordhuler, og da det nu var blevet susende Regnvejr, var vi hurtigt gennemblødte. Saa sad vi dér, mens Vandet løb under os, og sov og frøs.

Det staar for mig som en af de Nætter, hvor Skuffelsen, Modløsheden og Forsagtheden greb mig som næsten ingensinde.

Ved Daggry blæste det op, og vi lagde vort Tøj i den skarpe Vind.

Efter nogle faa Dages Forløb kom vi alligevel ind i Byen i Kvarter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

27. marts 1917. På inspektionsrejse til Aleppo

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel. Her blev han ansat som oppasser for en tysk militærlæge.

Den 27. marts 1917 tog vi så afsted fra den lilleasiatiske side med tog over strækningen Koma – Adanna.

Det var vel nok en oplevelse at køre igennem Lilleasien. Her så alt ud, som man forestillede sig, at det havde set ud i Christi tid. Fra
toget kunne man se små byer med huse bygget af ler. Folk var klædt, som man ser på gamle bibelske billeder.

Slemt var det dog, da vi skulle igennem og over de høje bjerge, Taunusbjergene. Bygningen af jernbanestrækningen til Bagdad var begyndt før krigen 1914 – 18. Der var bygget tunneler mange steder, men de var ikke færdige. Når vi i små feltbaner på åbne vogne kørte igennem, var vi våde af dryp. Turen gik gennem mange tunneler, kløfter, over provisoriske broer af træ og ikke mindst hårnålesving over bjergene.

Det var ikke ufarligt. Man kunne også under broerne se, at der var faldet adskilligt ned. Også på bjergskråningerne så man lastbiler ligge.

Da vi var kommet igennem bjergene, kunne vi køre til Aleppo med rigtig jernbane. Det var dog ikke noget hurtigtog.

Man fyrede med træ, og da det blæste temmelig meget, måtte vi holde mange gange for at samle damp. Jeg måtte så blive i Aleppo i nogle dage. Jeg var så heldig, at jeg kunne bo på et tysk soldaterhjem og her betale med almindelige tyrkiske og tyske papirpenge. De fleste af de guld og sølvpenge jeg havde fået til rejsen, kunne jeg så veksle til papirpenge og dermed få 10 gange så meget for dem, så jeg blev efter de daværende forhold en velhavende mand.

I Aleppo oplevede jeg dog ikke meget. Efter nogle dages ventetid kom stabslægen tilbage, og vi tog igen til Konstantinopel den 9. april 1917- Såvidt jeg husker, gik hjemturen gennem bjergene noget nemmere.

Jeg husker ikke noget særligt fra denne tur. Vi kørte samme vej med tog til Afion Karahisat. Herfra tog vi så med tog til Smyrna (nu Izmir). Her opholdt vi os i et par dage.

Vi tog derfra med tog til Banderma og videre med skib over  Marmarahavet til Konstantinopel, Havde jeg dengang vidst, at jeg skulle slippe levende hjem, havde jeg nok haft mere ud af turen.

Dengang var udsigterne ikke så gode. Jeg vidste, at så snart jeg
kom tilbage, gik turen til fronten igen.

Kort tid efter kom lægen og fortalte mig, at han skulle til vestfronten, først til Berlin og derfra til fronten. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne tage mig med. “Desværre”, sagde han, “jeg ville gerne, jeg har været meget glad fpr Dem. Men De er feltdygtig og tilhører Regimentet i Slessien. Det går desværre ikke”.

Vi måtte så tage afsked. Det har været min bedste tid under hele
krigen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).