I. C. Rasmussen, Løgumkloster, havde held til at reklamere sig fri for krigstjeneste mange gange – men til sidst slap heldet op.
Da jeg i tyve års alderen var til session, blev jeg helt kasseret. Jeg fik et såkaldt »kassationsbevis«, et gult papir, hvorpå der stod, at jeg aldrig skulle møde til militærtjeneste, heller ikke i tilfælde af en krig. Jeg havde en brokskade.
Da krigen brød ud i 1914, var jeg altså godt garderet, og man kunne da heller ikke bruge mig, for jeg led af blæresten. Denne lidelse blev jeg opereret for i juli 1915, og kom mig godt efter den. I 1916 fik jeg ordre til at møde til session. Jeg tog mit gule papir med, men fik den besked, at det gjaldt ikke mere. Tyskerne regnede som bekendt ikke med papirslapper —- heller ikke deres egne.
Ved undersøgelsen så lægen nok de ar, jeg havde på bugen. Han spurgte mig, om jeg kunne gå. Det kunne jeg ikke nægte, da jeg jo kom gående, og jeg svarede derfor: »Ja, det kan jeg«. — Jeg blev »Kv.«
Et stykke tid derefter fik jeg den røde seddel med ordre til at møde på Junkerhulvej-kasernen i Flensborg.
Nu havde jeg jo hørt af andre, hvorledes de reklamerede og ikke blev indkaldt. Det gjorde jeg også. Jeg havde solgt en del motorer og andre maskiner til landbruget og forklarede, at jeg måtte blive hjemme for at holde disse i gang. Møde måtte jeg jo alligevel, men mit navn blev ikke råbt op. Jeg kunne gå op i skrivestuen og få den røde seddel påtegnet og kunne rejse hjem igen. På skrivestuen spurgte man, om jeg ikke havde smør at sælge, det havde jeg ikke, men jeg havde en god madpakke med; det skulle vi jo have. Den gav jeg dem, og så kunne jeg rejse hjem igen.
Dette gentog sig fem gange, og til sidst blev jeg så kendt på skrivestuen, at jeg gik derop straks om morgenen og spurgte, om jeg kom hjem igen. Jeg måtte dog stille nede i gården og kom senere op og afleverede min madpakke. Feldwebelen var endda så fornuftig, at han sagde, jeg skulle beholde den, da jeg var fra en by, og der havde man det knapt. På landet havde man nok af gode sager. De fik nu pakken alligevel.
Den femte gang, da jeg om morgenen var oppe og spurgte, hvordan det ville gå denne gang, sagde feldwebelen, at nu kunne jeg få den røde seddel med hjem, og så stille igen om fjorten dage. Hertil svarede jeg, at jeg ikke ville være postbud for ham. Han syntes også, at det var lidt hårdt, men han forklarede, at det nyttede ikke at reklamere igen. Man havde nemlig fået en ordre gående ud på, at nu skulle alle ind, »også når det går ud over virksomhederne«. Han kunne dog forstå, at det var noget andet med mig, hvor så mange virksomheder ville gå i stå, og han rådede mig til at gå ind til hans kaptajn og tale med ham, skønt han troede ikke, at jeg ville opnå noget, og det gjorde jeg heller ikke.
Da jeg kom ud igen, spurgte feldwebelen, hvordan det var gået. Jeg sagde, at det gik dårligt. » Ja«, sagde han, »jeg var bange for det«. Så sagde jeg til feldwebelen, at hvis jeg virkelig skulle indkaldes, så kunne han nok sørge for, at jeg kom til en ordentlig troppedel, ikke noget med heste, og heller ikke infanteri, og det lovede han mig.
De mange gange, jeg stillede nede i gården eller i et eksercerskur, forefaldt jo et og andet. Den ene gang blev et navn råbt op, og der blev svaret: »Han er død«. — »Hvad?« råbte sergenten, og det blev gentaget, at manden var død, så blev han slettet i listen, og så var han død.
En anden gang fik sergenten et telegram, medens han råbte op. Han så i det og gik så videre i listen. Lidt efter kom der en ung mand styrtende. Han var blå i hovedet af anstrengelse. Det var ham, der havde sendt telegrammet. Han var kommet for sent. »Ja«, sagde sergenten, »det er slemt, nu har vi udtaget dem, vi skal bruge, og De kommer ikke med, men må rejse hjem igen«.
Den sjette gang, jeg måtte møde, havde jeg igen reklameret meget kraftigt, skønt jeg vidste, det ikke ville hjælpe. Da jeg som sædvanlig forhørte mig på skrivestuen om morgenen, sagde man, at jeg i dag ville blive indkaldt. Jeg skulle være sømand.
Det var nu ikke det, jeg havde tænkt mig, og det var også kun delvis rigtigt. Jeg skulle til marine-infanteriet i Gestemünde. Vi var ca. 20 mand, og det var en overmath, som hentede os. Jeg ville ikke have min kone med til Flensborg, da jeg havde set, hvor tung afskeden var for så mange.
Vi marcherede til banegården. En del fik lejlighed til at tage afsked med slægt og venner, og omsider kørte vi. Jeg havde skrevet et brevkort hjem, hvorpå der stod: Så tog de djævle mig alligevel, men jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme fra dem igen.
Det fik jeg puttet i en brevkasse. Min kone fik det, men ordet »djævle« havde censuren strøget.
DSK-årbøger 1958
