Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om det forværrede tysk-amerikanske forhold. Der var også skærmydsler på både vest- og østfront – og russiske luftangreb! Og så nærmer briterne sig igen byen Kut i Mesopotamien.
Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.
Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.
En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .
Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.
Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.
Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.
Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.
„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.
Den 22. februar 2017 kl. 19:30 arrangerer Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland:
“Frontliv, faneflugt og fangelejr.
Sønderjyder i Den store krig 1914-1918.”
Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste.
I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede og ca. 4.000 blev taget til fange.
I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse og de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.
Foredraget er ledsaget af masser af fotos og krydret med lydklip fra interviews med sønderjyske krigsveteraner.
Foredraget er åbent for alle, men holdes i forbindelse med foreningens generalforsamling, der afvikles først.
Adgang er gratis for medlemmer. For ikke-medlemmer koster det 20,- kr.
Adressen er:
Borgerhuset Østergade 40C, Rødekro.
Husk også:
Foredraget i Felsted i morgen aften den 16.2. kl. 19:30
En anekdote af en unavngiven sønderjysk krigsdeltager
To Krigsleverandører.
Tre Artillerister, der laa i Omegnen af Warschau, fik under Krigen Besked om, at de kunde rejse paa Orlov. Forinden de kunde faa Lov til at rejse, skulde de dog henvende sig paa Aflusningsanstalten for at blive renset for ”Husdyr”. Tiden var knap, skulde de naa Toget den Dag, var der absolut ikke Tid at spilde med Aflusning, og da den ene af Soldaterne, — lad os kalde ham Hansen, — var bekendt med Skriveren paa Antalten, regnede han med at faa Attesterne uden alt for mange Dikkedarer. Sammen gik de tre Kanonerer, belæsset med deres Bagage, hen for at faa de eftertragtede Attester, uden at spilde Tid med at blive renset.
Ankommen paa Anstalten blev der optaget Forhandlinger med Skriveren, som dog ikke førte til det ønskede Resultat.—Saafremt de ikke vilde igennem Desinfektionen, fik de ingen Attester, og uden Attester var der ingen Adgang til Toget osv .
Der var kun 20 Minutter til Toget skulde gaa, og i sin store Nød trak Hansen i sidste Øjeblik et stort Stykke Pølse frem af Brødposen, holdt det under Næsen paa Skriverknægten, med Løfte om at Pølsen skulde blive hans, dersom han i Løbet af 0,5 kunde faa, de her tre Attester udfærdiget, med Stempler og hele Pibetøjet.
Tre Minutter senere havde Pølsen — samt Attesterne — skiftet Ejer og i strakt Galop gik det til Banegaarden.
Her viste det sig, at alle III. Klasses Vogne var overfyldt af Orlovsrejsende, men, havde man klaret Attesterne, skulde det da være som Pokker, kunde man ikke komme med Toget.
Ved at gaa frem paa Perronen og glo Lidt ind gennem Tog vinduerne, opdagede vore Venner en Kupé, — det var rigtignok i en I. Klasses Vogn —, hvor der kun sad en enkelt Person. Naturligvis var I. Klasses Vogne reserveret Officerer og lignende fine Herrer, men hvad, det var jo en Nødstilstand, og uden mange Formaliteter entrede de tre menige Artillerister Kupéen.
Deres Medrejsende viste sig at være en svær, fed Herre, hyllet i en fin Pels, mageligt henslængt i det bedste Hjørne. Soldaterne fik anbragt deres Bagage i Nettet og under Bænkene, og paa Slaget 8,20 rullede Ekspressen af sted mod Berlin. I et dæmpet Sprog drøftede de tre Svende Situationen i sær det fine Rejseselskab, de havde faaet, og mulige Chancer for at blive smidt ud af den gode Vogn. Man havde takseret den civile Herre til at være ”Krigsleverandør”, — ”hvad skulde han ellers være” — mente Hansen. ”Han har været herude for at lave en ordentlig Forretning og tjene nogle Millioner, — det skal nok være en flink Mand, lad os bare være flink mod ham.
”Efter nogle Timers Forløb meldte Sulten sig og Brødposerne kom frem, men— Ak og Ve, — der var kun nogle Humpler tørt Brød, Pølsen havde Hansen bortsjakret til Skriveren for Attesterne. — Det blev jo en mager Forestilling, men tørt Brød smager ogsaa, — naar man ikke har andet. En Slurk kold, sur Kaffeerstatning afsluttede Maaltidet.
Ved at se Soldaterne spise, blev den svære Herre ogsaa sulten, han fik rejst sig og, ——- ja, saa sprang Hansen til, og hentede hans fine Læderkuffert ned, med et venligt ”Bitteschön”. Af Kuffertens Dyb hentede Herren fint Smørrebrød frem, samt en Flaske. Den fine Mad samt Snapsen udsendte en liflig Duft i Kupeen, en Duft der kildrede Soldaternæserne slemt. Uden at værdige de tapre Fædrelands forsvarere et Ord, langt mindre et Blik, fortsatte ”Krigsleverandøren” Spisningen og alle Soldaternes Haab om, at han dog skulde give dem et enkelt Stykke Mad, eller dog Resten af Flasken til Deling, glippede. Efter nogle kraftige Opstød pakkede ”Krigsleverandøren” Maden sammen igen og lod den, saavel som Flasken, forsvinde i Kufferten. Hansen var ikke saa flink denne Gang, og Tyksakken maatte selv faa Kufferten paa Plads i Nettet.
Efter at have røget en fed Cigar med Mavebælte, svøbte Herren sig godt ind i Pelsen, satte sig mageligt til rette i Hjørnet og slumrede blidt ind. Inden ret længe begyndte han dog at snorke meget eftertrykkeligt, og de tre Soldater skelede til hinanden som for at finde Raad mod Fredsforstyrreren. Ingen kunde lukke et Øje, ”Krigsleverandøren” holdt dem vaagen med sin Snorken og — naaja, Lusene begyndte ogsaa at blive vaagne.
Om det nu var af Snorkningen, eller fordi Varmen i Kupeen gjorde sig gældende, skal være usagt, men da Hansen saa et velvoksent Eksemplar af Slagsen komme ud af det ene Ærme, fik han en djævelsk Idé. Han tog Lusen og lod den lydløst forsvinde i ”Krigsleverandøren”s Pelskrave. Da Hansen først havde faaet Idéen, var det ham en ren Sport at finde saa mange Lus frem, som bare muligt, og da Toget ved Midnatstid løb ind paa Banegaarden i Berlin var det en ret anselig Styrke, Hansen havde sendt paa Rekreationsophold hos ”Krigsleverandøren”.
Paa denne smukke Maade blev Hansen jo ogsaa ”Krigsleverandør”, mente hans to Kammerater, — og der var vel noget om det.
DSK-årbøger, 1941
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.
Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.
Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.
Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.
Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.
Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.
Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.
Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.
Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.
I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.
Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
l handel i landsbyerne var på jødiske hænder, og så vidt jeg kunne forstå, brugte man kun byttehandel.
Sagt med et mildt udtryk blev befolkningen udsuget. For et æg f ik bønderne f. eks. en halv heller, hvilket svarer t i l en halv øre – og sådan var alle priser. Forholdet mellem befolkningen og jøderne var ikke ligefrem hjerteligt.
Det meste arbejde, og i hvert fald det tungeste, blev udført af kvinderne. De læssede blandt andet gødningen; manden kørte den så ud på marken, hvor kvinderne strøede den.
Selve jorden var de fleste steder god. Jeg har, når v i gravede skyttegrave, konstateret, at der var den fineste muldjord i indtil en meters dybde, men dyrkningsmetoderne var meget primitive, og høstudbyttet derefter. Kunstgødning var et ukendt begreb.
E n anden ting, der faldt i øjnene, var forholdet til kirken og dens mænd, et forhold, der efter vore begreber nærmest må betegnes som usmageligt. Jeg lagde således en dag mærke t i l en ganske ung præst, der stod lænet op ad et træ og betragtede de tyske soldater, der havde slået lejr lige ved vejen.
En gammel, krumbøjet mand, næsten en olding, kom gående. Da han fik øje på præsten, rev han huen af og ligefrem krøb hen til ham, tog hans hånd og kyssede den. Præsten værdigede ikke manden hverken ord eller blik , men blev stående i samme nonchalante stilling som før.
Det så ærlig talt ikke godt ud. Måske var det et særtilfælde, men senere så jeg lignende ting – om end ikke så grelle.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om USA’s reaktion på den uindskrænkede ubådskrig og de første sænkninger, kampe i Libyen, og situationen i Makedonien, hvor bulgarerne bygger en imponerende forsvarslinje. Der er også nyt om kampene ved Ancre, (hvor bl.a. FR86 må forsvare sig mod britiske angreb), og på den italienske front i alperne.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.
Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.
I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.
Den 16. februar 2017 kl. 19:30 arrangerer Felsted foredragsforening foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland:
“Frontliv, faneflugt og fangelejr.
Sønderjyder i Den store krig 1914-1918.”
Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste.
I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede og ca. 4.000 blev taget til fange.
I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse og de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.
Foredraget er ledsaget af masser af fotos og krydret med lydklip fra interviews med sønderjyske krigsveteraner.
Adressen er:
Damms gård, Gråstenvej 12, 6200 Felsted. Man medbringer selv kaffe/te o.l. til egen fortæring.
HUSK også
Næste foredrag er den 22. februar i Rødekro. Følg med på hjemmesiden for yderligere oplysninger.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.
En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.
Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
I månederne februar-april 1917 var vi ofte så langt tilbage fra fronten, at v i kom i forbindelse med den civile befolkning.
De var fattige, meget fattige, og husene – vi kaldte dem for »Panjehytter«.
Panje er polsk og betyder »herre« – var inficerede med lopper og lus, så det var helt uhyggeligt. Dagligt kunne man iagttage, at hele familien var beskæftiget med at pille lus, og en soldat med en poetisk åre lavede følgende vers, som jeg skal forsøge at gengive på tysk så godt, jeg formår:
Es laust sich der Vater,
es laust sich das Kind ,
es laust sich die Mutter,
es laust sich’s Gesind.
Ich schaue zu und wundere mich,
es dauert nicht lange, dann lause auch ich.
(Faderen piller lus – barnet, moderen, tjenestefolkene
piller lus. Jeg ser t i l og undrer mig; det varer
ikke længe, før også jeg piller lus).
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om den uindskrænkede ubådskrig. Men vi får naturligvis også en opdatering på kampene på Vestfront, Østfront, Balkan og Mellemøsten.
Se også leksikonopslaget om Sikringsstilling Nord
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.
Hen mod slutningen af måneden [januar 1917, RR] blev den fjendtlige artilleriild stærkere, fordi der i det klare frostvejr kunne observeres bedre.
Den 31. januar havde fjenden med succes angrebet til højre for divisionen og klemt stillingen dér noget sammen. Derved var Grandcourts situation endnu mere truet. Der var derfor allerede siden midten af januar forudset en rømning af denne fremspringende vinkel. Den skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. februar.
Natten før angreb englænderne ved infanteriregiment 31.
Omkring midnat begyndte der heftig beskydning af dette afsnit med overvejende svære kalibre. Den greb over på regiment 85 og en del af 86. Ved 9. kompagni bliver samtlige dækningsrum skudt sammen, ved 11. kompagni bliver en sergent og 14 mand begravet. Det lykkedes ikke at redde dem.
Efter en times kanonade var fjenden trængt ind ved regiment 31 og havde besat den førte grav. 6. kompagni 86ere blev kaldt til hjælp.
De overskred om natten Ancre på træstammer og isflager, men kom ikke til indsats og blev sendt tilbage af 31erne.
Ved tilbagetoget næste formiddag [4. februar] led de betydelige tab p.g.a. artilleri.
I den følgende nat frigjorde divisionen sig fra fjenden, rømmede Grandcourt og trak sig tilbage til den nordlige bred af Ancre.
Alle dækningsrum blev først sprængt. Stærke patruljer med maskingeværer sikrede tilbagetrækningen. Først to dage senere, den 7. februar, rykkede englænderen forsigtigt frem til Grandcourt.
Fredag den 10. februar 2017 kl. 19:30 på Lysabild skole på Sydals
holder museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland, foredraget:
“Frontliv, faneflugt og fangelejr.
Sønderjyder i Den store krig 1914-1918.”
Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste.
I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede og ca. 4.000 blev taget til fange.
I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse og de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.
Foredraget er ledsaget af masser af fotos og krydret med lydklip fra interviews med sønderjyske krigsveteraner.
Foredraget afholdes i forbindelse med den årlige afstemningsfest.
Det er inkl. kaffe og kage og koster i alt 50,- kr.
Adressen er:
Lysabildgade 2, Lysabild, 6470 Sydals
Hans Struck, Mølmark, gjorde krigstjeneste ved 7. kompagni af
regiment 85, som i sommeren 1916 lå i nærheden af Soissons. Der var ved 7. kompagni dengang ni, der hed Petersen, foruden feldwebelen, som var den 10. Petersen. Sent på året meldte han sig frivilligt til at blive uddannet til maskingevær.
Efter uddannelsen kom jeg tilbage til stillingen ved Vaux. Englænderne stormede den 31. januar [1917], men blev slået tilbage.
Næste nat kom de igen. De kastede håndgranater ned i en understand, hvorved Karl Juhl fra Hønsnap og tre andre kammerater faldt. Halvtreds mand af os kom i fangenskab.
Tyskerne råbte og skød efter os, men vi kom hurtigt ned i en engelsk skyttegrav.
Englænderne gik frem, og en vagtmand førte os tilbage. Ved 6-tiden nåede vi en lejr og fandt her hele resten af vor bataljon, bl. a. feldwebel Langbehn. Han havde aldrig været særlig afholdt, og Meyer III gik derfor hen og stak ham en lussing.
Halvtreds kavalerister førte os længere tilbage. Den franske civilbefolkning var meget forbitret og kastede sten efter os. I tre dage fik vi ingen mad, så vi var meget sultne og trætte.
Hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk oplever stor og stigende interesse. I går passerede vi 1.400.000 sidevisninger siden vi begyndte at tælle i slutningen af august 2014.
Vi glæder os over den stigende interesse. Vi får et stigende antal spørgsmål og henvendelser, og det kniber nogen gange med at nå at få besvaret og behandlet dem alle. Vi er kun en lille flok på omkring 15 frivillige, så vi beder om forståelse for eventuel ventetid.
/RR
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
Fra tid t i l anden afløste v i østrigske regimenter snart her, snart der; men marcherne generede mig ikke mere.
Tre gange 16 dage var jeg afløser for kuske, der var på orlov. Da jeg altid har holdt af at have med heste at gøre, passede det mig fortrinligt.
Jeg ynkedes tit over disse dyr, for de fik langt fra nok at æde.Hver hest fik højst 1-2 pund havre om dagen. Hvis de så endda havde fået tilstrækkeligt med hø eller halm, kunne det have gået an. Alt træværk, som de kom i nærheden af, åd de uden videre.
En dag, da det det var min tur til at hente den ugentlige foderration til hestene, lykkedes det mig at få en balle hø for meget læsset på vognen.
Det var pressede baller, og de vejede ca. 100 kilo. Da jeg kom hjem, forlangte underofficeren, under hvem hestene og dermed også foderet sorterede, at den »reddede« balle skulle indgå i den almindelige fordeling.
Dette modsatte jeg mig meget kraftigt, idet jeg for det første henviste til , at jeg ærligt og redeligt havde hugget den, og for det andet, at de to heste, som jeg havde, var de to største og også de to magreste ved afdelingen.
Han bøjede sig for mine argumenter, og jeg fik lov til at beholde høet t i l mine to »rallikker«, for det var nemlig det, de var.
Virkningen af denne ene balle hø var så iøjnefaldende, at Feldweblen ved den ugentlige appel spurgte mig, hvad jeg havde gjort ved de to heste.
I øvrigt f ik jeg bevis på, at utak er verdens løn, da den ene hest en dag langede ud efter mig, så jeg satte mig på halen. Heldigvis ramte sparket min tegnebog, der sad i brystlommen og var fyldt med breve, så jeg tog ingen skade.
Da v i kort tid efter kom til Frankrig, gik det galt med disse udsultede dyr. Her var rugen allerede en halv meter høj, og græs var der også nok af.
Hestene foråd sig simpelt hen, og slet ikke så få af dem døde af kolik.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.
30 Januar
i Morges modtog vi det haarde Budskab at vor kj[ære] lille Anton er gaaet over Grænsen til det Land hvorfra ingen vender tilbage,
Herre Jesus Krestus vi vil tro at du har selv taget ham ved Haanden, og ledet Ham Hjem til Dig.
ja, Herre du har lov at gjøre med Dit var [hvad] du vil, Du gav os Ham og Han har været os til stor Glæde, og vi har saa gode Minder om Ham, Du har atter taget Ham, thi Han var Din dyrekjøbte Eindom,
Du vil ogsaa i Naade hjelpe os, at vi maa sige, Dit store Navn være Lovet og Priset, du seet nok hvor store Sorg og vor hvore arme Hjerter bløder, men du bliver dog tilbage, lad os dog altid seer at du trods Alt elsker os, lad mig tro kjere frelser at du har hørt min Bøn og selv vaaget over mit Barn
der falder ikke en Spurv fra Taget eller et Haar af hvort Hoved uden din Vilie, saa sker der atter intet med os uden du vil det Herre, og du tager aldrig feil.
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
NB; Tilmelding nødvendig! Se kontaktinfo nedenfor!
Mandag den 6. februar 2017 kl. 18:00 holder museumsinspektør René Rasmussen foredraget:
“Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”
Foredraget finder sted på Brorsonhus, Kirkepladsen, Tønder.
Tilmelding til kirkens kontor, tlf. 74 72 20 80 eller mail: brorsonhus(a)tdcadsl.dk
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius. Han døde i dag – men hun ved det ikke endnu.
29 Januar
Herre Jesus, du har sagt: ”Kald paa mig paa Nødens Dag jeg vil udfri dig og du skal prise mig,
Tak Herre for dit Ord, det er en haard Nødens Dag for os i dag, som vi uden Din trofaste Hjelp ikke kan komme over,
vi fik nu en Telegram i Middag at vor kj[ære] lille Anton var dødelig, o du trofaste Gud vær du selv mit Barn nær med den Trøst og Hjelp han tiltrænger, du vil ikke tage ham bort inden du selv har forklaret Dig for ham du trofaste Gud, tvæt du Hans Kjortel i Jesu Blod, lad Ham see Jesus Blod og lad Morderengelen gaa forbi,
Herre lad mig tro Dit Ord, og giv mig Naade til at være stille for Dig Guds Søn, Herre Herre forbarm Dig, og tag ham ikke bort inden du tager Ham Hjem, du vil jo ingen Synders dø, og du er en Gud der hører Bøn, du vil ogsaa høre vort Skrig og Raab.
Dette Sprog tog Metha 2. Korinth 4, 16-18. Herre gjør vel imod mit Barn efter dit gode Ord, Herre du er stærk og mægtig, ræk din Haand ud og rør ved Anton, Du er stærkere end alle Læger.
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.
Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.
Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.
Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”
Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”
– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”
– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.
– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”
Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”
Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:
– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”
Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:
– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”
Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”
Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”
Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”
Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”
Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.
– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”
Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.
Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”
Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.
Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.
Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”
Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.
Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.
Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
For et par dage siden lagde vi en tegning op af krigsfangelejren i Gabøl. Her sad mange krigsfanger, som tyskerne havde taget under Første Verdenskrig.
De fleste var russere – og mange af dem havde held med at flygte over grænsen til Danmark.
Her blev de ofte afhørt af danske efterretningsfolk.
Tegningen her befinder sig i redaktør N.C. Willemoës’ arkiv. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende og meget ofte flygtede fangers første stop efter at have krydset Kongeåen. Én af vore frivillige er i færd med at transkribere Willemoës’ lommebøger.
De er fyldt med beretninger om flygtede russiske krigsfanger og deserterede sønderjyder. Her er materiale til et meget spændende historiespeciale.
Én af de flygtede tegnede nedenstående kort – med russiske forklaringer på, hvad vi ser.
Men takket være hjælp fra russiskkyndige og russiske læsere af hjemmesiden er vi nu kommet et stort skridt videre i tydningen af kortet over krigsfangelejren, som vi ikke ved ret meget om.
Fangerne i lejren var navnlig beskæftiget med afvandingsarbejder. De kunne også fungere som arbejdskraft på gårdene.
Mange af dem flygtede – som de to nedenfor, Feodocie Krivopaloff og Nikolaj Samoioff.
Man kan læse mere om krigsfangerne i Inge Adriansens bog: Ivan fra Odessa. Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1919. Find den på vores litteraturside.
Hvis man har lyst at deltage i arbejdet, så kan man benytte sig af vores spliternye crowd sourcing-funktion. Her kan man sidde hjemme i stuen og hjælpe denstorekrig med at transkribere de mange sider – det vil være en meget stor hjælp!
/RR
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.
28 Januar
Metha tog det gode Ord for Anton (Rom 5,1,2) Altsaa retfærdiggjorde ved Troen, have vi free med Gud ved vor Herre Jesus Chrestus ved hvem vi har erholdt Adgang til Tronen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Salighed hos Gud;
Tak Jesus for Dit gode Ord gjør det levende for vore Sjæle, og lad Anton heile ved dine Løfter du store Gud.
du seer nok Herre vor jeg længes efter at høre videre hvordan han har det, men du er den gode Hyrde og vil nok tage dit syge Barn i dine Arme, og bære det Hjem, hvis det er Din Villie at han skal vandre bort fra Jammerdalen,
o Herre hør mit Bøn mit Raab og Skrig vaag du selv over mit Barn, du er også mægtig til at føre ham godt hjem igjen,
Herre Jesus Krestus forbarm dig, forbarm dig over os, det er ogsaa i dag Thildes fødselsdag, Tak Jesus med hende har du ogsaa fredstanker, vær du hende nær, og hjelp hende tilrette i alle hendes Anliggender, du har jo dog kun et maal for Øie med os alle, at faa os frelste Hjem, og giv du Naade til at vi maa være stille, du seer nok jeg er bedrøvet.
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.
27 Januar
atter var jeg igaar syg af Smerter, og maatte holde Sengen til over Middag, Ingeborg Andresen havde det ogsaa i Maven di maatte have Lægen at Sprøite hende ind,
vi sendte igaar en Pakke til Milet med et Brød Pølse Smør, og Zukker der gik ogsaa fra Metha to Kort af med et Sprog til Milet og Anton
Almægtige Gud Du som i Naade oplod Lydias Hjerte saa hun gav agt paa Ordet, oplad du Anton og Milets Hjerte for dine Sandheder at di maa tro Ordet, og see hvor du elsker dem,
der er ogsaa i dag gaaet et Brev af til Anton fra mig, vi fik to Kort igaar Aftes men de var skreven før hans sidste Brev d. 14 og d 18,
gid vi dog maa høre i Aften fra Ham,
det er i dag Keiserens fødselsdag, der er Kirke i Eftermiddag.
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Der er forholdsvis stille på fronterne her midt under vinteren – bortset fra Østafrika. Ud over kampene i Afrika (hvor uforholdsvis mange sønderjyder deltog på tysk side) handler det denne gang det navnlig om kommende offensiver: Nivelles forårsoffensiv og tyskerne planlagte uindskrænkede ubådskrig – og hvilke konsekvenser, det ville få for USA’s eventuelle indtræden i krigen. USA var en militær dværg – endnu. Men præsident Woodrow Wilson havde allerede en plan for freden – som kom til at få betydning for Sønderjylland.
Toftlund Lokalhistoriske Forening udgav kort før jul bogen “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914 – 1918.
Bogen giver et billede af sognet op mod krigen og gennem krigsårene. Der er omtalt op mod 500 krigsdeltagere, som alle er født i sognet eller har haft væsentlig tilknytning hertil.
Der er afsnit om de internerede, om krigsdeltagere i allierede krigsfangelejre, reservelazarettet i Toftlund, krigsfanger og fangelejre, Sikringsstilling Nord, straffefanger, uniformer og udrustning.
På 10 kort over sognet findes mange af krigsdeltagernes hjemsted. Ligeledes er tiden efter krigsafslutningen beskrevet, bl.a. med DSK og Foreningen af Sønderjyske Krigsbeskadigede og Faldnes Efterladte.
Bogen sætter ny standard for, hvordan et lokalhistorisk udgivelse om en sogn eller en by kan se ud.
Bogen er på 476 sider med fast indbinding i format 29,7 x 24 cm og koster 225 kr. Det er en statelig bog, hvor de mange fotos kommer til deres ret på de store sider – nogle i helsider eller helopslag – og de fleste aldrig før publiceret.
Der blev trykt 650 eksemplarer, men de er meget tæt på at være revet væk. Så hvis man vil have et eksemplar, så er det om at gribe til nu.
Bogen kan købes hos Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv
/RR
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
Adskillige uger af vinteren 1916-17 tilbragte vi bag fronten i en skovlejr. V i boede i træbarakker, som i den stærke kulde næppe kunne betegnes som et ideelt kvarter. Brænde havde v i sådan set nok af, da skoven især bestod af birketræer, der brænder udmærket i grøn tilstand. Men barakkerne, der var interimistisk opført, kunne til trods for, at vi fyrede dag og nat, ikke holde kulden ude.
Hver dag marcherede vi ud t i l en reservestilling, og det tog os en time hver vej. Det hed sig, at vi skulle udbedre stillingen, men på grund af den stærke frost var det så godt som umuligt. Jorden var som sten at hugge i . Arbejdet blev da heller ikke til noget af betydning. De timer, v i hver dag tilbragte i disse stillinger, var frygtelige, for der fandtes ikke opholdsrum af nogen art.
Meningen med dette arbejde var vel at holde os i træning. Men det hed sig også, at skyttegraven foran os var besat med et tjekkisk regiment. Det var velkendt, at tjekkernes kampmoral var lig nul, så vi har sikkert fungeret som en slags sikringsstyrke for frontafsnittet.
Jeg husker ikke ret meget fra denne skovlejr, dog står én episode endnu klart i min erindring.
Vi var en dag ved at rense vore våben, da der pludselig lød et skud, og to mand blev såret; den ene endda ret slemt, idet det viste sig, at lungen var beskadiget.
Stor opstandelse, men ingen ville indrømme at have skudt. En undersøgelse af de forskellige våben gav heller intet resultat.
Endelig var der en, der kom i tanke om, at skuddet måske kom fra rummet ved siden af, hvor et kompagni fra infanteriet havde til huse, og det slog til.
Manden, som var kommet til at skyde, havde siddet på sin køje og afladet geværet. Han havde holdt det i den forskriftsmæssige stilling med løbet skråt opefter. Det kunne nemt konstateres, for kuglen var gået gennem skillevæggen ind til os helt oppe under taget.
Normalt skulle den være forsvundet ud i den blå luft, men da den passerede gennem brædderne i skillevæggen, stødte den på en knast og forandrede retning. Inde hos os hang der et par støvler oppe under taget, og kuglen gik nu gennem den ene støvle.
Dér, hvor den gik ind , var der kun ét hul i støvlen; men dér, hvor den gik ud, var der to.
Kuglen havde delt sig i to dele, der hver for sig sårede en mand.
Kort fortalt beskrev kuglen følgende bane: Fem meter skråt opad, derpå ca. 6 meter vandret ud til siden og til sidst, da den havde passeret støvlen, ca. 8 meter skråt nedad.
En kommentar fra et vittigt hoved lød: »Infanteristerne er nu dygtige. De kan skyde omkring hjørner, og det ender nok med, at de skyder sig selv i røven.« –
Ja, sådan kan det gå, »når uheld være skal, og lykken den er sløv . . .«
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.
25 Januar
jeg læste lige . Hvo som tror, fester ikke (Es 28,16)
Du vil ogsaa nok Herre give os Naade til at være stille, før du selv vor kj[ære] lille Anton her Hjem igjen, omring ham trofaste frelser og set Englevagt om Ham, ræk din Haand ud og rør ved Ham du har dog Magten kj[ære] Jesus, frels Anton og lad Ham see din Kjerlighed,
vi har i dag sendt en lille Pakke af med Heilkraft og Zukker og Smaakager, og til Milet har jeg skreven et Brev og sendt et Blad, Herre Jesus Krestus lad det trøste Milet, og lad ogsaa de gode Ord som Metha skrev til Anton bli-e Ham til Velsignelse og Opmuntring. det var af 5 MsB? (missionsblad?).
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
En anonym sønderjyde fortæller om et møde med en landsmand
I januar 1917 kom jeg med en transport til Rusland. Vi blev udladet på stationen Jelovka, hvorfra vi næste dag fortsatte med »feltbane« til Neudorf, hvorfra vi marcherede til Steinensee.
Her blev vi, til mørket faldt på, og fortsatte så til fronten. Jeg blev sammen med Walter Koch fra Blans tildelt 3. kompagni, Res. Ers. Rgt. 3.
Den første nat blev vort kompagni i reserve i en skovlejr umiddelbart bag fronten. Jeg kom straks på lejrvagt, og som naturligt var, mødtes vagterne ved kompagniskellene.
Der fulgte da et spørgsmål fra vagten fra 1. kompagni: – Wo bist du her, Kammerad?
– Aus Norburg auf Alsen.
Hvortil der blev svaret: – Hva’ seje do, æ do fra Nørborre? Æ æ Viggo Jørgensen fra Synneborre!
Ved samme bataljon var også Hans Christensen fra Egen og slagter Frandsen fra Sønderborg.
Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.
igaar blev jeg atter saa syg og fik da voldsomme Smerter, men er nu da over Middag kommen op igjen,
vi havde igaar Aftes Besøg af to Koner fra N. Lügum di ville til Husum, begge deres Mænd er faldne, det var Henrikke Mortesen, og Schmidts Kone, Schmidt faldt ikke men døde af Blodstyrtning paa et Lazeret,
vi fik ogsaa igaar Aftes 2 Breve og 1 Kort fra vor kj[ære] Anton skreven d 16 og d 20, han var kommen paa et Lazaret i Wilna,
din Trofasthed er stor o Gud, Du vil nok i Naade vaage over Anton, og føre Ham Hjem igjen, lad dem ikke faa Lov at ødelegge Ham, kjere kjere frelser, giv Ham din Helligaand, og lad Ham see din Kjerlighed til Syndere, ræk din Frelsehaand ud over Ham og bevar Ham, den Haand hvori Anton ogsaa staar tegnet, et mægtig til at beskytte Ham ihvor Han er, inderlig Tak Herre at du gjør mig stille.
fra Milet fik vi nu i Aften Brev skreven d 18. Thilde skrev strax et Kort baade til Ham og Anton, og et Brev til Overlægen i Wilna, da der kom Kort i Aften fra Lazarettet at Antons Sygdom var langvarig, det var Rippenfelensyndung og begge Lungerspisser var angrebne Tak Herre Jesus Krestus du har Magten, hjelp Ham hjelp.
(privateje, transkriberet af Milert Schulz)
