Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie