Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.
Endnu en Nat tilbragte vi derude, en Nat fuld af Sorg og Rædsel, hvor flere af Kammeraterne lukkede deres Øjne i Døden.
Et Par fik et Ben skudt af; men mens den ene jamrede sig forfærdeligt, sagde den anden blot: „Tænd mig en Cigaret,” og han gav ikke en Klagelyd fra sig.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.
Vi laa derude ved Passchendaele fuldstændig indfiltret i hinanden.
Ingen vidste, i hvilket Granathul der laa Englændere, og i hvilket der laa Tyskere. Mange Kammerater druknede i disse fæle, store Huller, der for en Del var fulde af Mudder og Vand.
Da vi en Nat gik i Gaasegang efter hinanden mellem Granathullerne, gled jeg ud og sad uhjælpelig fast med det samme, og da jeg prøvede paa at arbejde mig op, mærkede jeg snart, at jeg i Stedet for ganske langsomt sank dybere og dybere ned.
Jeg fik Tornysteren af og lagt foran mig med mit Gevær ovenpaa, og dér stod jeg da foroverbøjet, støttende mig til det, og jeg kunde jo ikke af fuld Hals raabe om Hjælp, for saa vilde Englænderne sætte et Maskingevær i Gang, og jeg kunde vente at blive gennemboret, maaske af flere Kugler.
Der var Angst og Spænding, Bøn og Skrig i mit Hjerte til min Gud og Frelser.
Omsider kom der Kammerater saa nær forbi, at de blev opmærksomme paa mig.
Straks rakte den ene sit Gevær ud, som jeg greb med begge Hænder, den anden stillede sig bagved og lagde sin Arm omkring hans Bryst bagfra, og saa halede disse to trofaste Kammerater mig op.
Jeg fik oven i Købet begge mine Støvler med mig, hvilket mange ikke fik.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.
Vi maatte straks af Sted, saasnart vi kom ud af Toget, ud til de føromtalte Barakker i Skoven, derfra op gennem Byen West Roosebeke og ud i det forfærdelige Pløre og de opæltede Marker til Stillingen ved Passchendaele.
Den første Aften, mens jeg stod paa Vagt ud for et Understade, i hvilket der sad nogle Officerer, kom der i Mørket en Skikkelse henimod mig, og da jeg raabte: „Hvem der?” og forlangte Feltraabet, rakte han begge Arme i Vejret og bad om Pardon.
Det var en Englænder.
Jeg traadte hurtigt hen til ham, Vaaben havde han ingen af. Jeg vilde gerne tale lidt med ham og lagde min Haand beroligende paa hans Skulder, men det eneste, jeg kunde forstaa, var, at han var paa Vej hen til Bataillonen, og at han var 28 Aar.
Det kunde vi gøre os forstaaelige ved Hjælp af vore Fingre. Jeg sagde, at det passede godt, for Bataillonen var netop her, og saa førte jeg ham ned til Officererne og gik igen op paa min Post.
Kort Tid efter kom han op; en Mand blev beordret med ham tilbage til Fangelejren; men før han gik, fik jeg dog Lejlighed til at træde hen til ham og hviske ham ind i Øret: „Kammerat!”
Han skulde forstaa, at det var en Ven og ikke en Fjende, han havde mødt.
Christian Bruun fra Skudstrup gjorde i 1917 krigstjeneste ved Sanitetskompagni 513 som kusk. Ved juletid skrev han hjem til familien.
25./12. 1917.
Kære forældre og søster.
Vil hurtigt skrive et par ord inden middag. Det var altså den fjerde juleaften i fjendeland. Jeg kan let fortælle jer, hvordan jeg har oplevet den. Jeg var på vognholdeplads sammen med Chr. Lysbeck og August Mørk. De havde hver en tur i går eftermiddags. Kl. 18 fik jeg besked på at tage af sted. Da jeg kørte, tænkte jeg på, hvor dejligt det ville have været at sidde til bords med jer derhjemme, det var lige ved den tid, hvor vi plejer at spise.
Klokken var henad 21, da vi kom tilbage. Så spiste vi et par stykker brød, pludrede lidt og gik til sengs. Lidt efter lød det ind ad døren: 1 vogn skal afsted igen, og så måtte August afsted. 1 time senere var det Chr. Lysbecks tur, og kl. 05.30 måtte jeg afsted. Da vi kom tilbage var vores afløsning kommet, og så kørte vi tilbage til kompagniet. Nu har jeg fået mig vasket og fået en stor davre. Man må alligevel takke Vor Herre for, at man har det så godt som man har. Det var værre at ligge i skyttegraven hele tiden og fryse.
Mange hilsner til jer alle
Jeres Christian
Har fået julehilsen. Jeg skal nok skrive til Aage Schmidts mor [svært at læse de sidste to ord, så jeg gætter lidt].
Transkriberet af Keld Mortensen, Skodborg Hjemstavnsarkiv.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
Dagen før Jul kom der til vort Kvægdepot en Transport Kreaturer fra Tyskland. Det var Aften; Dyrene var forsultne, og hvor der var en Gaardsplads aaben, gik de ind.
Nogle behjertede Mænd fra vort Kompagni fik fat paa 4 dejlige Okser, trak dem ned i en Krog og fik dem gjort et Hoved kortere; vi havde altsaa Oksesteg i lange Baner til Juleaften.
Peter Hansen, Feddersen og jeg sad Juleaften sammen ved et lille kunstigt Juletræ, som var blevet sendt mig fra mit Hjem.
Vi kunde ikke rigtig tage Del i de andre Kammeraters støjende Juleglæde, men sad stille for os selv.
Vi havde haabet at blive i vort Standkvarter Nytaar over, men i Stedet for kom der Ordre midt i Julenattens Fred, at vi skulde gøre os marchberedte, samles paa Jernbanestationen i Swevezeele og tage med Toget til Roulers. Vi skulde atter ud i Stilling ved Passchendaele.
Da vi kom i Nærheden af Roulers, mødte vi et Tog med 84- og 86. Regiment, der kom ud fra Stillingen. Da vi kørte forbi hinanden, stod vi tre Kammerater paa Platformen, og over til os lød fra de bortdragende Kammerater: „Glade Jul, dejlige Jul”, den kære, kendte Julesalme paa vort eget Maal.
Vi vilde gerne have sunget med; men i Stedet for mistede vi fuldstændig Herredømmet over os selv, og medens Hænderne foldedes til stille Bøn, trillede Taarerne ned ad vore Kinder. Det var Julemorgen.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern. Han har beskudt englænderne fra en fremskudt kanon indtil kl. 12.00 – og indstiller så skydningen resten af natten.
Vi stillede en mand ud, der holdt vagt. Vi var således kommet til ro og lå tæt sammenpakkede i den sødeste søvn. Vi fik ganske pludselig en fæl overraskelse. Engelskmændene havde vel opdaget gnisterne fra det korte kakkelovnsrør, for ganske umotiveret sendte han den ene salve over gården efter den anden, og det var granater af et svært kaliber, han sendte over.
En af de første granater slog ned lige foran kældervinduet og trykkede muren ind i kælderen. Stenbrokkerne fløj ind over os, og vi greb vor gasmaske og stålhjelm og skyndte os op af kælderen og bort fra huset.
Vi løb til alle sider, og det havde begyndt med at blæse og sne; jorden var allerede ganske hvid. Der var ingen andre tilflugtssteder end granathulleme, og dem sad vi i rundt omkring gården i ca. 500 m. afstand.
Englænderne blev ved med at beskyde gården ret voldsomt, og han indstillede skydningen først i morgenstunden ved 8-tiden.
I denne lange julenat sad vi i granathullerne, medens sneen føg os om ørerne. Det var en ualmindelig lang julenat, jeg sad alene i et hul, jeg syntes, at jeg følte trang til at være ene denne nat, og de tanker, der går igennem ens hjerne under slige forhold, formår jeg ikke at nedskrive.
Men sikkert er det, at man beder til Gud af hele sit hjerte, og han forlader ikke den, der frygter ham af et sandt hjerte.
Jeg sad med frakken slået op om ørerne, dog sørgede jeg for at have rigelig med tøj om vinteren, jeg havde altid to overfrakker og et par ekstra tæpper. Men tæpperne var blevet liggende i kælderen.
Ved 8-tiden om morgenen fik vi ordre til at skyde. Vi skrabede sneen af kanonen og ammunitionen og skød i ca. 4 timer, altså til middag på 1. juledag.
Sneen lå smukt over hele landskabet, så der var i grunden nogen julestemning. Men tankerne om hjemmet og ønskerne om at komme hjem fyldte sindet hele tiden, og det var også det eneste samtaleemne i julen.
Ved middagstid gik vi tilbage til det andet hus, der lå i nærheden af den egentlige stilling ca. 2½ km længere tilbage. Her fik vi imidlertid varm mad og juleposten. Vi fyrede i kakkelovnen og lagde os til at sove en dejlig søvn, som vi godt kunne trænge til efter den lange nat.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Den 24. december gik vi i stilling igen og blev derude til den 27. december. Juleaftensdag var med smuk solskin og let frost hele dagen. Vi arbejdede om formiddagen med ammunitionen, og vi skød også noget. Om eftermiddagen var der stille over hele fronten, og vi lavede intet. Vi ventede på aftenen, på køkkenvognen og på posten.
Løjtnant Lücker var med i stillingen. Om eftermiddagen rettede vi stuen lidt festlig ind, vi satte bordene sammen, bænkede på primitiv måde, og alt var klar til festens begyndelse.
Det begyndte at blive mørkt; klokken var 4. Der var lidt måne først på aftenen. Vi gik stille om mellem hverandre og sagde ikke ret meget, men hver enkelt havde sine tanker ja det var næsten, som om vi undgik hverandre, og hver enkelt søgte hen i stilhed, hvor han var alene.
Det var juleaften – en mærkelig aften. Det var 3. gang, jeg fejrede jul som soldat, og hvert år havde vi tænkt, ja, næste år, så er vi forhåbentlig hjemme til jul.
Jeg gik ud og stillede mig op ved husenden mod øst, her var der nogle træer og et dige. Jeg gik så over bag diget og stod med ryggen mod et træ (en ask), og så så jeg ned mod vejen, der førte fra Vest Rosebecke til Hochlede. Jorden var lidt hvid, det var ganske blikstille, men der var en ring omkring månen. Man kunne høre vognene knirke nede på vejen, og af og til kunne man langt i det fjerne høre et skud fra en eller anden kanon.
Ak, ja! Jeg stod og blev ganske vemodigt stemt. Jeg fik hjemve, jeg længtes hjem til Agerskov. Jeg tænkte på de år, da vi alle kunne fejre jul sammen, når vi fik den sædvanlige grønlangkål med svinehoved, medisterpølse og bag efter sødsuppe med svesker og til allersidst hver en snaps af de små blå glas, dog måtte dem, der var under 10 år, kun få en halv snaps – det var godt for maven.
Bag efter maden bad far Fadervor og læste juleevangeliet på en meget højtidelig måde. Juleaften var så festlig, vi var alle så glade – -.
Og nu stod jeg her og ønskede blot at kunne nøjes med den føde, hunden fik derhjemme. Jeg kunne høre en svag syngen. Sangen blev stærkere og stærkere, nu kunne jeg høre, at det var et kompagni infanteri, der kom fra fronten – fra skyttegraven, og gik tilbage efter Hochlede. De var blevet afløst, og nu var de glade, at de måtte komme tilbage til denne hellige aften; også de håbede på en skål varm mad og nogle gaver, lidt post og måske en pakke hjemmefra.
Det lød ganske betagende, da de efter at have sunget: „Ich hat einen Kammeraten” og „Auf das wir scheiden müssen” stemte i med „Stille Nacht, heilige Nacht, alles schläft, einsam Wacht, nur das traute hochheilige Paar, holder Knabe im lockigem Haar, schlaf im himlischer Ruh“.
Taktfast og stemningsfuldt lød det gennem aftenstilheden, og længe efter hørte man støvlehælenes monotone og samtidige slag i landevejen, indtil de langsomt døde hen, og nu hørte man kun en lyd en gang imellem igen.
Kompagniet var passeret forbi, de skulle tilbage, og vi måtte blive. Kunne man endda have kommet med tilbage for i ro og stille at nyde juleaften, selv om man kun kunne få et tarveligt måltid, så var det dog en behagelig følelse, når man vidste, at her kan de engelske kanoner ikke nå os.
Der kom endnu nogle små afdelinger nede på landevejen og gik tilbage. De sang alle. Der kørte vogne frem til fronten, det var mest køkkenvogne, der skulle ud med mad, pakker samt post.
Endelig kom der en vogn, der drejede af landevejen og satte kursen op efter os. Der var kun en hest spændt for, og foruden den sædvanlige bagage af spande og madvarer, var der en sæk med post en stor kasse med ”Liebesgaben” og en kasse øl. Vi hjalp til med at læsse varerne af vognen, bar dem ind i stuen og sendte det tomme returgods med tilbage samt den skrevne post.
Vi satte os til bords, fik hver en portion mad samt en ekstra juleportion, der bestod af hver en varm pølse i sovs. Vi havde ikke noget juletræ, og efter måltidet fik vi cigarer og cigaretter, hver et par æbler, og så blev “Liebesgaverne” delt omkring, de bestod af: brevpapir, strømper, vanter, seler, lommetørklæder, spillekort osv.
Vi fik hver en portion øl, ca. 1 liter., og hver en kvart flaske vin. Mens vi drak øllet og røg tobak blev der holdt en tale af løjtnant Lücker, der mindede om de andre gange, der var blevet fejret jul i felten og udtalte håbet om, at krigen måtte få sin afslutning i det kommende år.
Efter ham begyndte den ene efter den anden med at holde tale, der alle som en var mere eller mindre sjofle. Der blev ikke talt om juleevangeliet eller sunget salmer; men festen var aldeles gudløs.
Vi havde varme i stuen, og hist og her brændte Hindenburglysene.
Med posten var det sparsomt, jeg fik ikke noget hjemmefra denne aften.
Da vi havde festet et par timer, kaldte pligten igen. Jeg fik besked på, at jeg sammen med min betjening samt Obergefreiter Helferich skulle ud og skyde med den fremskudte kanon, der stod 2½ km længere fremme, for at beskyde punkter langt bag den engelske linje.
Det var imidlertid blevet bælgmørkt, det blæste noget og begyndte at sne en lille smule. Vi gik ud til den fremskudte kanon, der stod i en have ved en større gård, der var delvis ødelagt. Vi ladede kanonen og affyrede en del skud, dog sendte jeg dem ved siden af målet, da jeg ikke ville være skyld i nogen ulykke ovre hos englænderne på denne hellige aften.
Ved tolv tiden skød vi for sidste gang. I ildpauseme havde vi rettet os ind i en kælder i den delvis ødelagte gård.
Vi havde en lille kakkelovn anbragt i kælderen, kakkelovnsrøret stak ud gennem kældervinduet. Vi slog nogle brædder i stykker og puttede dem i kakkelovnen, og det varede ikke længe, inden vi havde en dejlig varme.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.
Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.
Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.
Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.
Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.
En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.
Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.
Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.
Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret, og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.
Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.
Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.
Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.
Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.
Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.
Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.
Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.
Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.
Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.
Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:
1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år. 2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig. 3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder. 4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder. 5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år. 6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.
En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.
De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.
Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.
Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.
Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.
Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.
Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.
Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.
Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.
Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
Den 21. november [må være en fejlskrivning for december, RR] kom løjtnant Schultz i engelsk fangenskab. Han var gået vild om natten.
Han skulle ud til iagttagelsesstanden, derved kom han for langt; han kom ubemærket over den tyske linje, gennem forpostlinjen, det regnede og blæste stærkt, og inden han så sig om, var han ovre hos englænderne.
Det blev gennem “Røde Kors” oplyst, at englænderne havde skudt på ham og ramt ham i maven. Han døde af sine sår i et engelsk feltlazaret den 28. november 1917.
Her i Flandern kunne man ikke rigtig komme i jorden for grundvand om vinteren, og derfor var der ingen rigtige skyttegrave, men soldaterne lå og boede rundt omkring i granathuller, ved diger og hegn, ved gårde og byer osv., derfor måtte man være meget godt kendt, hvis man skulle færdes i første linje.
Når et kompagni gik i stilling, blev de altid ført ud af en ”Führer”. Soldaterne lå mest under bølgeblik, der så igen var dækket til med græstørv. De lå på den bare jord eller på brædder, en dør eller lignende.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
I Harald Nielsens “Sønderjyske Soldaterbreve” finder vi et brev, underskrevet “P” og dateret Frankrig den 25. december 1914.
En bid af julebrevet blev brugt i en radioudsendelse, som i 1989 blev produceret som en del af en formidlingsopgave på Historisk Institut på Aarhus Universitet. Hør den nedenfor (mp3-format).
Udsendelsen er redigeret, tilrettelagt og produceret af Jørgen Kühl og Jens Ødegaard.
Medvirkende: Karen Kolding, Kim Jacobus Paulsen, Henrik Jensen og René Rasmussen. Det er Henrik Jensen, der læser brevet op.
Brevet er skrevet af Peter Frank til hustruen Kirstine Frank.
I brevet nævnes den teologiske kandidat Beuck – det placerer den anonyme brevskriver i Infanterie-Regiment Nr. 84, 7. kompagni. Det lå i julen 1914 ved Moulin-sous-Touvent.
Brevet lyder i sin helhed således:
Jul i Frankrig.
Frankrig, den 25. December 1914.
Min kære Kristine!
Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.
Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.
Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Julen.
Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Julen, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os parat.
Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.
Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt.
Under Tilberedelsen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa Als. Han sagde: „God Aften“ og „Jeg kommer snart igen“ (paa Dansk).
Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann).
Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre“.
Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat“ forlod han Hulen.
Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jordbænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet.
Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — parat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften — det var vor Julestue. —
Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud“. Jeg var Forsanger.
I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd.
Vi andre mandede os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle.
Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skammede os derved.
Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp.
Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Juleevangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hænder, saa vidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne af med. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner.
Ja, aldrig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften.
Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden“ . Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul“ og „Den yndigste Rose er funden“.
Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes.
Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Juleaften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve — — og blive gamle Mennesker.
Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte.
De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare efter den anden sig ned over Kinderne.
Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul“. Vi samledes igen og sang et Par Salmer.
Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor.
Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.
Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa blive os forundt snart igen at komme til at leve sammen, — det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.
Din p.
Du kan finde hele bogen “Sønderjyske Soldaterbreve” scannet via vores litteraturside
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.
Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.
Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.
En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.
Næste Dag blev Hunden fundet skudt.
Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.
Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.
Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.
Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.
Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.
Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.
Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gavebord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.
Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —
Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.
En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“
Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.
Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om briternes indtagelse af Jerusalem og bolsjevikkernes greb efter magten i Rusland. Våbenhvilen på Østfronten vil tillade tyskerne at overføre knap én million mand til Vestfronten – hvordan skal Vestmagerne reagere på det? Den politiske udvikling i Rusland udvikler sig til borgerkrig og bolsjevikkerne strammer grebet om de store byer.
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I december 1917 lå regimentet i Elsass/Alsace.
De første dage var der alarmeringsøvelser og skansning. Så blev uddannelsen fortsat. Officerer og mandskab skulle gøre sig særlig fortrolig med specialvåben som minekaster, granatkaster og det lette maskingevær.
På divisionens ordre øvede regimentet i større enheder, og også igen bevægelseskrig: marchsikring, forposttjeneste, uforberedte træfninger, sluttelig angreb på en udbygget fjendtlig stilling.
Ny var den fædrelandske undervisning, som var påbegyndt allerede i Wilna. Den blev ved regimentet varetaget af løjtnant Albers. Målet med denne undervisning var at give hver enkelt mand en dybere begrundelse for hans opgave i felten.
Julefesten forløb denne gang særlig smukt, fordi den var fri for presset fra en forestående indsats, og fordi den kunne fejres på tysk jord.
Der blev ofte givet orlov til Mülhausen. Koncerter og et fortræffeligt teater lokkede mange, for hvem kunstnydelse var en livsbetingelse. Ved teaterdirektør Schwantkes beredvillighed blev teatret flere gange stillet til rådighed for bataljonerne til en rimelig pris.
Lidt mere plumpe naturer hengav sig til Bacchus’ og Venus’ fornøjelser, heftigt og uden tanker. Det er man i sin gode ret til, når man har ydet det uhyre og ikke ved, om man er i live den næste dag.
På den anden side anså ledelsen det for nødvendigt at gøre opmærksom på, at en af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet.
Det nedenstående diagram viser verdenskrigens dræbte sønderjyder, fordelt på dage. Én dag springer i øjnene med helt usædvanligt mange dræbte. Det er den 6. juni 1915.
Bagest i bogen er en liste med navne og data på de 109 sønderjyder, der faldt den 6.6. 1915.
Bogen har helt usædvanligt mange fotos fra stillingerne Moulin-sous-Touvent i 1915, hvoraf de fleste aldrig har været publiceret før.
Der er desuden talrige portrætter af mange af de faldne.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.
I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.
En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.
Vi fik os mangen en Passiar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.
Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.
Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.
Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.
Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.
Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.
Asmus Andresen fra … gjorde krigstjeneste ved Fodartilleribataljon Nr. 74. I december 1917 fik han sin indkaldelsesordre.
Den 10. December 1917, da jeg var 18 ½ Aar gammel, (jeg er nemlig født den 8. Maj 1899) kom jeg hjem fra Marken og saa, at min Husbond kom mig i Møde med et Brev i Haanden. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde jeg se, at der var noget i Vejen med ham. Da han viste mig Brevet, saa jeg, at det bar Mærket »Herredssag«, og saa vidste jeg Besked.
Det var en Indkaldelsesordre, som bød mig at møde i Flensborg den 11. Januar 1918, Kl. 8 Formiddag.
Jeg var ikke videre ked af denne Indkaldelsesordre, men havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten.
Den samme Aften mødtes jeg med flere af Byens Karle paa min Alder, som alle havde modtaget lignende Ordre som jeg. — Nogle af disse stak af til Danmark. — Den følgende Dag rejste jeg til Aabenraa, hvor jeg forsynede mig med en Rejsekuffert og forskellige Ting, som jeg mente at have Brug for. Da jeg rejste tilbage herfra, traf jeg sammen med en Snedkersvend fra Bovrup, som ogsaa vilde forsøge at komme over Grænsen til Danmark. Han fristede mig stærkt til at gøre ham Følgeskab, men jeg afslog det.
8 Dage senere fik jeg at vide, at Snedkersvenden var bleven fanget ved Grænsen og var bleven idømt 5 Aars Fæstningsarrest.
De 4 Uger forløb hurtigt, og jeg maatte tage Afsked med Venner og Bekendte.
I.C. Rasmussen fra Løgumkloster var kantinevært i Brügge. Det var en stilling, der gav mulighed for at stikke noget til side.
Jeg gjorde tjeneste på kommandanturen i Brügge, og her kom man efter tur på orlov. Jeg syntes, at nu måtte det vel snart være min tur. Min kone ventede en glædelig begivenhed. Det var i november 1917, og det ville jeg gerne hjem til.
Jeg skrev en pæn ansøgning, men der gik fjorten dage, uden at jeg hørte noget til sagen. Så gik jeg til feldwebelen, som havde personalesagerne, og spurgte, hvad det blev til med min orlov. Det vidste han ikke noget om, men han ville tale med løjtnanten. Det var en gammel feldwebel-løjtnant, han blev kaldt for »Nordsøens skræk«. Jeg sagde til feldwebelen, at hvis jeg ikke ret snart hørte om sagen, gik jeg til den »gamle«. Sådan kaldte vi kommandanten.
Da jeg kom tilbage efter en tur i byen, skulle jeg komme ind til løjtnanten. Han var rasende, kunne jeg se på ham. Han sagde flere gange: — Nå, De vil gå til den »gamle«? — Ja, sagde jeg, hvis det kan hjælpe, går jeg til ham. Så blev han bange og sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg ikke havde fået orlov. Jeg svarede sådan, at han nok kunne forstå, at jeg tvivlede. Så kunne jeg gå.
Et par dage efter fik jeg afslag på min ansøgning, men morgenen efter stod løjtnanten og passede mig op ved indgangsporten og sagde, at desværre havde jeg jo fået afslag, men hans skyld var det ikke, men nu skulle jeg bare søge igen med en lidt anden begrundelse, så skulle jeg nok få min orlov.
Nu var den lille født derhjemme i mellemtiden, og jeg sagde, at nu ville jeg vente med at få orlov til jul, da ville jeg hjem. Det kunne slet ikke lade sig gøre, sagde han, da var der så mange, der ville rejse. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle« om sagen, og ham var han hundeangst for. — Ja, sagde han, søg nu bare igen om orlov, så skal det nok gå.
Det gik også godt nok, men min orlov kom for tidligt. Jeg gik til løjtnanten og sagde, at jeg gerne ville have min orlov udsat, så jeg kunne være hjemme i julen. Det var ganske umuligt, sagde han. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle«. Det behøvedes ikke. Min orlov blev udsat, så jeg kom hjem til jul.
Enhver menig, der rejste på orlov fra kommandanturen, fik 20 mark udbetalt. Det var overskud fra garnisonskantinen. Desuden kunne vi gå til inspektøren i levnedsmiddeldepotet og få noget med, og i vor forplejningsanstalt dryppede der også altid noget af.
Jeg fik samlet sammen, så jeg havde en stor rygsæk fuld, og så to trækasser, som jeg havde besørget mig. Dem havde jeg sejlgarn om, så jeg kunne bære én i hver hånd; men de var tunge. Jeg sendte telegram fra Hamborg, at de skulle møde på banegården i Tønder med børnenes blokvogn.
Der blev glæde over, at jeg kom, og over alt det dejlige, jeg havde med. Jeg havde to sandsække fulde af ærter, bønner, nudler og grubber og mange dåser kødkonserves, samt tre brød, og så havde jeg købt et par belgiske brød. De er store, runde og flade, bagt af sigtemel.
Mine børn havde ønsket sig som den bedste julegave, at de i julen måtte spise sig mætte i tørt brød. — Nu kunne vi fråse.
For at få orloven så lang som mulig, bad jeg om at få nogle rejsedage lagt til. Det fik jeg, da jeg havde så lang en vej. Så skulle jeg også gerne have ret til at køre med D-tog. — Men så sagde løjtnanten, at jeg skulle se at komme ud.
For at køre med hurtigtog i Tyskland skulle der et stempel og en underskrift til oppe i det ene hjørne af billetten. Stemplet trykkede jeg på, men fik ingen underskrift. Det skulle jo være løjtnantens. Da vi kørte fra Køln med hurtigtog, så den kvindelige konduktør nok, at underskriften manglede. — Ja, sagde jeg, det er kun en forglemmelse af løjtnanten.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.
Christian Andresen (1898-1989) fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.
Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:
Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.
Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:
Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud fra byen Moorslede.
–
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vi måtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vi nået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvil nogle timer.
–
Ih, hvor vi sov!
–
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englænderne pressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
–
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
–
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
–
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørn gav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
–
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i en fælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
–
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andre let skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
Efter 6 Dages Forløb kom Kompagniet igen tilbage; de havde været i Stilling ude ved Passchendaele, og nu blev vi ført et Stykke længere tilbage fra Fronten, kom nordpaa, op til Swevezeele. Vort Kompagni kom et Par Kilometer frem til en lille Landsby.
Feddersen og jeg kom til at bo sammen. Vi havde et dejligt Kvarter i et lille Værtshus hos et Par unge Folk. Der gik nogle Dage, saa blev jeg spurgt, om jeg var villig til at være Vasker.
Jo, det var jeg meget villig til, for jeg tænkte hele Tiden: „Bare du kunde slippe for at komme ud i Stilling!”
Saa blev jeg da Vasker, i den Tid vi laa der i Byen.
Vor Kompagnifører havde været paa Orlov. Han havde faaet nyt Linned med sig fra Tyskland, og det kom sammen med Mandskabets Undertøj i Vask, men hvem skildrer min Skræk og Rædsel!
Da jeg skulde have det fisket op, var det blevet til Grød og Klister i Stedet for Skjorter og Benklæder. De var nemlig af Papir, hvad jeg selvfølgelig ikke vidste og ikke havde skænket en Tanke.
Jeg samlede af det, hvad jeg kunde, og pakkede det sammen, og da Kaptajnens Oppasser kom for at hente Vasken, fik han det med, som det var, og jeg hørte heldigvis aldrig fra det!
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Da vi havde overgivet stillingen, gik vi tilbage til batteriet. Vi tog afsked med hverandre, de var jo fra 2. og 3. batteri, og jeg meldte mig tilbage til 1. batteri.
Den 5. december var jeg med i stillingen igen. Vi havde samme dag en ”Rohrkrepierer” (røreksplosion). Røret fløj mange meter bort fra kanonen. Følgende kom til skade: Obergefreiter Brik, let såret, kanoner Wipklo, let såret, kanoner von zum Hof, hårdt såret, kanoner Treptov, hårdt såret.
Han døde et par dage senere på lazarettet. Der blev sat andre hjul på kanonen, og den blev transporteret tilbage. Samtidig kom der en anden.
Dagen efter, den 6. december, havde vi en røreksplosion igen. Det var III Geschütz, der stod inde i porten. Denne gang var der ingen døde. Obergefreiter Eisel blev hårdt såret. Han fik armen og skulderbladet revet i stykker, men han kunne selv gå til forbindingspladsen. Obergefreiter Helferich blev let såret. Kanoner Lahr blev fuldstændig døv, men han blev ved batteriet. Han fik trommehinderne sprængt i begge ører. (Lahr faldt senere i Marneslaget 1918).
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Dagen før var jeg inde ved “Protzensammelstelle” efter post og lønning. Et par km. længere tilbage lå et lignende kommando. Jeg kom forbi, men da var der lige blevet dræbt to mand, der lå på en brix inde i huset. Vi syntes ellers altid, at de var mere sikker i dette kommando, fordi de lå betydeligt længere tilbage, men granaten slog ind, og to mand døde.
Jeg kom tilbage med post, og undervejs købte jeg tobak, cigarer og cigaretter samt nogle honningkager og et stykke pølse i et marketenderi, der lå lige bag ved fronten. Det var altid rart at få lidt ekstra en gang imellem.
Vi blev omsider afløst. Der kom et batteri nede fra Karpaterne, og de skulle overtage stillingen. De havde ligget i en rolig stilling ved østfronten i et par år, men efter fredsslutningen med russerne, der var blevet fuldbyrdet i dette efterår i Brest-Litavsk, kom tropperne over til Vestfronten.
Der kom en Ammunitionsunteroffizier og skulle overtage beholdningen. Han var meget nøjeregnende og gav sig til at tælle granaterne, idet han satte et kryds på dem, han havde talt.
Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde intet talt, da jeg overtog dem, og at de nok skulle være der, men han mente ikke, at det vedkom ham, hvad jeg havde overtaget, men kun det, han skulle overtage.
Han var ret ubehagelig, men så begyndte englænderne at skyde. De satte et par granater hen i nærheden af haven, det bragte en anden stemning over fyren. Han spurgte, om de skød med sådant noget kram hver dag? Jeg svarede, at det blev meget værre.
Han ville så op i understanden, men jeg mente, at vi hellere måtte gøre det færdig. Jeg kunne tydeligt mærke på manden, at han var ikke vant til skydningen. Han krøb ned bag ved havediget, jeg stod op og så spurgte jeg, om han havde kanonfeber, og det indrømmede han.
Englænderne holdt op med at skyde, og så blev han helt fræk og talte videre, og kom til det resultat, at der manglede et par hundrede granater. Jeg talte med ham om at ordne den slags småting i mindelighed, som vi altid plejede her ved Vestfronten, men det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg havde tænkt at henføre de manglende granater på den sædvanlige konto: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”. Han afslog det og meldte det til bataljonen.
Jeg ringede straks til batteriet og kom til at tale med Offizierstelvertreter Würstenhagen. Jeg forklarede ham sammenhængen, og han svarede mig, at det var godt, jeg meddelte det så tidlig. Han skældte ud over de idioter, der kom fra østfronten, og som ikke havde begreb om krigsførelsen i vesten. Han sluttede med at sige, at vi anfører det manglende beløb som: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Om morgenen flyttede vi over i en betonunderstand, her fik vi et rum anvist, og her boede vi ret sikkert, indtil kommandoen var forbi. Det var kun et ganske lille rum, der var lige 4 brixe, et lille sammentømret bord, et par bænke, en kakkelovn samt en telefon, der satte os i forbindelse med de andre understande.
Her sad vi sikkert, dvs. hvis ikke englænderne skød med et kaliber, der var over 24 cm.
En eftermiddag, medens vi sad og hyggede os, kom der en soldat og bad om lov til at måle understanden op, han angav til grund, at vi stod over for en offensiv, og så skulle han nøjagtig vide besked med, hvor mange mand en sådan understand kunne rumme.
Han havde en meterstok med, han målte flere steder, men noterede ingen ting, og han stak heller ikke meterstokken ind i hjørnerne (det var ikke nødvendigt, at måle dem, generalstaben vidste meget vel, hvor store de var, og hvor de lå).
Dette forekom mig noget mistænkeligt. Han var Gefreiter og talte med en iblanding af saksisk accent.
Han spurgte efter den næste understand, og så gik han. Da han gik hen til den anden understand, telefonerede jeg over til dem, at de skulle undersøge manden, når han kom. De stod parate til at tage imod fyren, og det viste sig, at det var en engelsk spion. Han blev ført tilbage, og vi hørte ikke mere til ham (dog er han næppe blevet skudt).
De, der arresterede ham, fik jernkorset, Jeg fik ingen ting.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Sønderborg Slot har usædvanligt mange historiemalerier.
Sønderborg Lokal TV har lavet en udsendelsesrække på fem udsendelser om dem.
Den fjerde udsendelse handler om historiemalerierne om Første Verdenskrig.
Der er ikke så mange malerier om Første Verdenskrig som f.eks. om de to slesvigske krige, og de er ikke udført af nogle af de største kunstnere. Men de fortæller ikke desto mindre spændende historier.
Sønderborg Slots årbog for 2017 handler om 43 af de historiemalerier, man kan se på museet. Den er på 224 meget velillustrerede sider og koster 198,- kr.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuss-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
De første dage af december havde vi frostvejr. Solskin om dagen, og månen skinnede om natten. En aften sent sad vi alle fire i stuen og hyggede os. Jeg sad i underbukserne og var ved at sy bukserne. Studenten læste, og fodboldspilleren kogte tøj i en gryde på kakkelovnen. Vagabonden lå og sov henne på briksen.
Uden varsel sendte englænderne os en ret svær granat ind i huset. Den gik gennem taget ind i en lille forstue og eksploderede med et vældigt brag. Væggen faldt ind i stuen, og i første øjeblik var der kun virvar og forskrækkelse. Vi greb hver vor stålhjelm og gasmaske og ilede ud af huset.
Jeg kom af sted i strømpesokker og underbukser, studenten løb i et par trætøfler, og fodboldspilleren var i skjorteærmer. Der fulgte straks flere nedslag rundt omkring huset, og et i laden og gedestalden. Vi løb bort fra huset ud over en mark over en eng hen til nogle forladte huse, der lå et stykke borte.
Her kom vi først lidt til os selv, og nu opdagede vi først, at den gamle ikke var kommet med. Dog var vi alle tre klar over, at han intet var kommet til.
Da vi løb over engen, kom vi gennem nogle siv, der var is, der ikke var tilstrækkelig stærk, og da vi løb gennem sivene, trådte jeg igennem og sank ned til enden, studenten gik det ikke bedre, han tabte trætøfleme; men vi kom vel op igen og hen til husene.
Her sad vi så i 4-5 timer og iagttog nedslagene rundt omkring huset.
Vi ventede stadig på, at den gamle skulle komme, men han udeblev.
Beskydningen hørte omsider op, og vi gik så tilbage igen, talende om hvorledes det mon var gået den gamle?
Da vi kom hen til huset, opdagede vi, at flere af granaterne havde ramt huset, efter at vi havde forladt det. Vi skyndte os ind i huset, og der fandt vi den gamle liggende på brixen mellem ruinerne, han var imidlertid hverken såret eller død, men ganske fuld.
Vi havde netop dagen i forvejen modtaget proviant og snaps til 10 dage. Af snapsen var der 2 liter., og da vi under ildoverfaldet kun tænkte på at komme af sted, tænkte den gamle kun på snapsen og på, at nu var der en lejlighed til at få et større kvantum, end han med rette kunne tilkomme, og derfor var han blevet tilbage, og havde omtrent begge flasker tømt, da vi kom tilbage.
Han var døddrukken, og da kan omsider kom til sig selv, forklarede han os, at han havde tømt flaskerne, for ellers kunne de gerne være blevet ramt under skydningen. Vi fik ingen snaps de første 10 dage, men det betød kun mindre.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om kampene i Østafrika, hvor de tyske tropper under von Lettow-Vorbeck fordrives fra Tysk Østafrika, men trænger ind i Portugisisk Østafrika (Mozambique), hvor de fortsætter kampene. På Østfronten indstilles kamphandlingerne som følge af den russiske revolution og den nye, bolsjevikkiske regering. Samtidig offentliggør Trotskij de hemmelige aftaler, som Zarens Rusland havde truffet med Vestmagterne – bl.a. om fordelingen af landområderne i Mellemøsten. På Vestfronten fortsatte kampene ved Cambrai med tyske modangreb under anvendelse af nye taktikker: Hutier-taktikken, der kombinerede gasgranater, flystøtte og stormtropteknikker viste sig lige så effektiv som den britiske indsættelse af kampvogne i stort antal. I Italien reorganiserer den nye stabschef Armando Diaz hæren. Han forsøger bl.a. at dæmpe uro ved at imødekomme årsagerne til uroen snarere end med drakoniske straffe og henrettelser, således som forgængeren Luigi Cadorno havde foretrukket. Hæren fik også en professionel PR-strategi. I Ungarn var der uroligheder med demonstrationer for fred og Estland erklærede sin uafhængighed fra Rusland. Freden på østfronten frigiver en halv million tyske soldater til indsættelse på Vestfronten – krigen kunne vare længe endnu!
Niels Holland. Krigen til søs 1914-18. 354 sider, 349,- kr
Forfatteren er lektor på Søværnets Officersskole. Kan købes hos forlaget TRYKVÆRKET eller i boghandelen.
Anmelderen Kresten Søe skriver bl.a.:
“Der er tale om et traditionelt opbygget historisk værk med en kronologisk/systematisk fremstilling, der er opbygget med opdeling på perioder, krigsskuepladser og aspekter som fx skibstyper, handelskrig, ubådskrig og overfladekrigsførelse. Hertil kommer en udmærket sideløbende ajourføring med den historiske ramme i form af begivenhederne i den primære landkrigsførelse på krigens fronter.”
“Værket er illustreret med kortskitser og fremstår grundigt researchet, men rummer ikke umiddelbart decideret banebrydende nyt eller nye synsvinkler. Styrken er i stedet bredden, fagligheden og grundigheden”
“Niels Hollands bog står nemlig efter min vurdering fremover som det danske hovedværk om søkrigsførelsen under første verdenskrig. Dels er bogen en guldgrube på grund af sin altomfattende dækning af begivenhederne verden over. Dels på grund af sin faglige grundighed og fine redegørelse for både søkrigens baggrund, taktik og strategi.”
“Kvaliteterne som yderligere udbygges af en instruktiv redegørelse for den søkrigshistoriske ramme samt en konsekvent grundig research og en sjælden gennemført korrekthed i faglige termer mht. skibstyper, bevæbning og teknik.”
“Hertil kommer en del spændende og tankevækkende analyser af personer og begivenheder, som ikke umiddelbart ses i den hidtidige sparsomme danske dækning af emnet.”
“Målgruppen er primært den videregående interesserede, der ikke selv magter at give sig i kast med de mere omfattende fremmedsprogede værker.”
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.
De første dage var der alarmeringsøvelser og skansning. Så blev uddannelsen fortsat. Officerer og mandskab skulle gøre sig særlig fortrolig med specialvåben som minekaster, granatkaster og det lette maskingevær.
På divisionens ordre øvede regimentet i større enheder, og også igen bevægelseskrig: marchsikring, forposttjeneste, uforberedte træfninger, sluttelig angreb på en udbygget fjendtlig stilling.
Ny var den fædrelandske undervisning, som var påbegyndt allerede i Wilna. Den blev ved regimentet varetaget af løjtnant Albers. Målet med denne undervisning var at give hver enkelt mand en dybere begrundelse for hans opgave i felten.
Julefesten forløb denne gang særlig smukt, fordi den var fri for presset fra en forestående indsats, og fordi den kunne fejres på tysk jord.
Der blev ofte givet orlov til Mühlhausen. Koncerter og et fortræffeligt teater lokkede mange, for hvem kunstnydelse var en livsbetingelse. Ved teaterdirektør Schwantkes beredvillighed blev teatret flere gange stillet til rådighed for bataljonerne til en rimelig pris.
Lidt mere plumpe naturer hengav sig til Bacchus’ og Venus’ fornøjelser, heftigt og uden tanker. Det er man i sin gode ret til, når man har ydet det uhyre og ikke ved, om man er i live den næste dag.
På den anden side anså ledelsen det for nødvendigt at gøre opmærksom på, at en af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet.
