Artilleristen Jens Rudebeck fra Ravsted kom efter et lazaretophold til en rekreationsdeling, hvor han kom på en skriverstue.
Jeg kom på lazaret nær Maubeuge i en mindre by, hvor vi lå med 40 mand i en kirke.
Der lå jeg til den 27. januar, blev så udskrevet og kom sammen med 15 mand ud til en nyopstillet Genesungsafdeling i Cosolze.
Der var i forvejen en underofficer, for resten havde han E. K. I [jernkorset af 1. klasse], jeg ved såmænd ikke hvorfor, og så 10 mand. Underofficeren var polak, men kunne ikke skrive sit navn og heller ikke holde samling på sine folk. Adjudanten, en løjtnant, spurgte mig, om jeg kunne skrive, hvad jeg nok mente, jeg kunne. Så blev jeg sat til at lave en optagelsesliste, en fortegnelse, der efterhånden blev til en bog, så mange blev vi; der var tilgang og afgang.
Der var en overgang 350 mand, og det måtte vi – to mand på skrivestuen – klare helt alene. Til at begynde med fik vi forplejning ved nogle bagere, men da vi blev så mange, måtte vi selv indrette vort køkken og klare det selv.
Men vi fik for lille tildeling og havde ingen reserve, kun den daglige ration, og det battede ikke noget, når der kom den store tilgang. Ved den allerførste lønningsappel, hvor det altid hedder: »Wer Ansprüche an Brot, Geld oder sonstige Forderungen an die Abteilung hat, der trete vor«, da var de der alle og klagede over, at det ikke gav nok at æde, og det var også – som allerede antydet -for lidt, så vi vidste det godt.
Jeg havde en god kammerat, en vagtmester Harder, ved landbruget, og ham kom jeg meget sammen med. Han havde et par sække, ialt 400 pund, med grå ærter, men de var blandet med havre og var beregnet til at males til svinefoder. Dem fik jeg næste dag, og havren blev sigtet og pillet fra. Sådan fik vi lidt ekstra.
Havren byttede jeg ved bayerne med rå sukker, så vi kunne få te med sukker i, for de ville ikke drikke teen uden sukker, og te havde jeg nok af. Sådan hjalp vi os frem et godt stykke tid.
Jeg var, skønt underofficer, feldwebeldiensttuend og fik nu endelig en feltvebelløjtnant som foresatte, men tre uger efter kom der besked på, at Genesungsafdelingen skulle opløses og mandskabet fordeles på rekrutdepoterne.
»Hvad gør vi nu ved Dem?« spurgte adjudanten henvendt til mig. Jeg skulle jo som Fahnenschmied for længst have været tilbage til min Ersaz Bataljon.
Så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage »Jagdschütz«: så fik jeg en jagtbøsse, og vi skulle på fasanjagt.
Han havde i sin tid spurgt mig, hvad jeg bedrev i min fritid, så han vidste, at jeg gik på jagt. Men altså, vi tog af sted.
Han havde en spaniolerjagthund, og den for omgående ind i krattet. Fasanerne var parret, og straks kom en hane og en høne.
Herren skød, men ramte ikke, jeg fik hanen. Men næppe havde jeg fået bøssen ladt på ny, før endnu en hane og en høne viste sig. Han var ikke færdig med at lade, vist også begejstret for den ene, den jeg havde nedlagt, hvorfor jeg havde chancen og tog dem begge. Af et tredje par skød han den ene, hanen, og jeg tog hønen, – altså han en og jeg fire fasaner!
Så var jeg antaget og levede herefter som en herremand.
DSK-årbøger 1969
