Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet. Efter flere døgns hårdt arbejde er de endelig oppe igen – og artilleristerne har fri.

Vi havde arbejdet hårdt, men det blev også påskønnet, både fra batteriets og bataljonets side. Den 19. november blev der foretaget en lille højtidelighed. Således blev underofficer Zeidler, der havde ledet arbejdet med bjergningen af kanonerne, forfremmet til etatsmæssig Feldvebel, Skurmia og jeg blev forfremmet til Obergefreiter, nogle blev Gefreiter andre fik jernkors osv.

Obergefreiter lå mellem Gefreiter og Unterofficier (mellem underkorporal og korporal) og havde følgende fordele: Man fik 1 mark mere pr. dekade (ti dage). Således fik jeg nu 6,30 Mark hver 10. dag. Man var fritaget for at skrælle kartofler, gøre stuetjeneste og stå på vagt, men på vagt kom man kun som vagthavende dvs. sad inde i vagtstuen og gav besked, når de andre skulle ud på vagt osv. Endvidere blev jeg ”Geschützfürer” ved 4. kanon. Dvs. forestå skydningen ved kanonen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Vi blev efter et Par Dages Forløb ført ud til noget, som blev kaldt Hedehusene. Dér havde vel før ligget Huse, nu var der tre Høje, som lignede vore Kæmpehøje her i Landet.

Vi blev fordelt i de tre Høje, som var Huler. Jeg kom ind i en Hule, hvor vi var 40 Mand, og hvor der var Vand til midt paa Benene. Nogle Træblokke var slæbt derind, og ovenpaa dem var der anbragt enkelte Brædder; men vi sad med Benene i Vandet. Uafbrudt hamrede Granaterne paa Højens Top og Sider, og det var en ejendommelig klirrende Lyd, der naaede ned til os, hver Gang en Granat eksploderede.

Ved Siden af mig sad en Meklenburger ved Navn Meyer. Han havde lige været paa Orlov. Vi sad og talte sammen om vore Hustruer og vore Børn, viste gensidig hinanden Billeder, som vi førte med os, talte med hinanden med Haab imod Haab om at slippe hjem fra den frygtelige Krig, talte ogsaa med hinanden om Guds vise Hensigt med os og om, hvad han vilde lære os, og at vi ogsaa i denne Stilling maatte føle os i vor himmelske Faders Haand.

Luften var kvalm dernede hos os. Det var umuligt for en Mand at komme uden for, det var den visse Død. Granaterne haglede ustandselig ned uden for, og da ingen af os nogensinde kunde komme ud, blev Luften jo længere des daarligere.

Den anden Dag ved Middagstid vilde Meyer prøve at komme hen i Aabningen for at trække lidt frisk Luft. Der gik en Siksakgang ind i Hulen; men Meyer vovede sig for langt frem, en Granat kom og eksploderede lige uden for Udgangen, og et Stykke saa stort som en lille Haandflade ramte ham paa Siden af Hovedet og rev den ene Halvdel af Hovedet bort.

Han styrtede selvfølgelig død om. En ung Hustru var blevet Enke, to smaa Børn faderløse.

Desuden havde vi en haardtsaaret og flere letsaarede. Nu blev der travlt med at forbinde. Et Bud sprang over til en anden Hule, hvor Kompagniføreren var, og meldte det passerede.

Han kom tilbage og fortalte os, at den ene af Højene var skudt sammen og alle, som var derinde, døde. Samtidig kom han med Ordre til Peter Hansen og mig, at vi skulde bringe den haardtsaarede Kammerat tilbage til Lasarettet, naar Natten kom. Den letsaarede kunde saa selv følge med os, saa maatte vi være fri for at komme med ud i Stilling mere, men til Gengæld skulde vi skaffe Kvarterer til Kompagniet, til den Tid de kom af Stilling.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet. Efter flere døgns hårdt arbejde er de endelig oppe igen – og artilleristerne har fri.

Hestene blev sat for, vi gik foran og viste vej, og nu blev de trukket ud. Vi gik så 2-3 km. tilbage og gik i stilling ved ”Der wilde Mann”.

Vi, der havde arbejdet med kanonerne, fik lov til at gå tilbage i
kvarteret. Vi slentrede tilbage en for en, som vi bedst kunne – dødtrætte. Vi var endnu våde på grund af den megen regn, og brødtaskeme var tomme.

Jeg gik alene ind efter Hochlede. Der kom en vogn kørende, forspændt med to heste, og på bukken sad der to mand. Jeg løb bagefter, fik fat i bagsmækken og med megen møje og anstrengelse hævede jeg mig op. Det var endnu mørkt, jeg væltede ned over bagsmækken og faldt ned i noget uhyggeligt klam noget, – der lå på bunden af vognen.

Det var en død hest, der lå på bunden af vognen. Hesten var blevet skudt, og nu skulle de to mand hente den ind til køkkenet, for at den skulle omdannes til menneskeføde. De havde savet benene af den, hovedet og halsen var også fjernet, indvoldene var taget ud, og den lå med alle fire benstumper strittende i vejret og med en mægtig flænge i maven, ud af denne havde de taget de indvendige dele, så der var en hulhed, og ned i denne hulhed dumpede jeg netop, da jeg vippede over bagsmækken.

Jeg fik mig samlet op, og så satte jeg mig på kadaveret og kørte med et godt stykke ind efter kvarteret til. Jeg fik dem til at holde, medens jeg stod af, og jeg sagde tak for kørselen.

Det må bemærkes, at det i almindelighed var forbudt at optage fodgængere, da hestene skulle skånes så meget som muligt. Da jeg kom af vognen, kunne jeg på grund af træthed og stivhed kun dårligt gå til at begynde med, men lidt efter lidt kom jeg i gang, og omsider ved 9 tiden om morgenen nåede jeg kvarteret i barakkerne.

Jeg fandt en brix, lagde mig på den, men jeg kunne ikke sove, lemmerne smertede mig, jeg lå og vred mig som en orm, og først efter, at vi havde fået varm middagsmad og klæderne var tørret på kroppen, faldt jeg i søvn – en dejlig søvn, der varede i mange timer.

Alle de andre var imidlertid kommet fra stillingen – der blev fyret i en kakkelovn, for at vi kunne blive tørre og varme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Dagen efter blev vi ført ind i en Skov, hvor der var nogle store Barakker. Der var  opstillet nogle Batterier 21 cm’s Kanoner. Dér havde vort Kompagni ikke saa smaa Tab; en Granat gik nemlig ned i Barakken til dem. Hvor mange døde og saarede der var, véd jeg ikke, men iblandt de faldne var i hvert Tilfælde en ung Skovridersøn fra Aabenraa og mange, mange flere.

Englænderne tog jo Batterierne under Ild, og derved gik det ogsaa mange Gange ud over os Infanterister, som laa ved Siden af.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. I begyndelsen af november kom han i kvarter i Roulers.

Da vi kom derned, fandt vi efter mange Vanskeligheder, nogle Kvarterer. Der var den Gang endnu en Del civile Folk i Roulers. Saasnart jeg kunde, maatte jeg ud fra Flokken for at se, om der skulde være en stille Krog. Jeg trængte til at være ene.

Jeg fandt ogsaa saadan en stille Krog inde i et stort Jernstøberi, hvor der iblandt mange andre nye Ting var Jernpumper i hundredvis; men ogsaa derinde havde de raa Prøjsere øvet deres Ødelæggelsesværk. Med store Jernhamre, som laa dér, var alt slaaet i Stykker.

Det kunde til Tider pine mig at leve imellem disse vilde Horder, for hvem tilsyneladende Ødelæggelse og Hærværk var det fornemste, og jeg følte rigtig i den Stund min Lidenhed og min Afmagt, men ogsaa min Afhængighed af min Gud og Fader i Himlen.

Da jeg noget efter kom tilbage til Kammeraterne, havde de fundet et Lager af tørt Rughalm i en stor Lade. Der var rigtignok stillet Vagtposter oppe ved Laden, men de blev besørget til Side, dels ved Magt, dels ved List, og vi fik alle dejlig, frisk Rughalm at ligge i.

Det var øsende Regnvejr, en meget kold og tæt Regn, og vi blev alarmeret tre Gange den Dag. Første Gang marcherede vi 3 Kilometer ud, anden Gang 6 Kilometer og tredie Gang 7 Kilometer; men hver Gang kom vi alligevel tilbage uden at have været med i Slaget. Gang efter Gang løb vore Støvler fulde af Vand, og der var ikke en tør Trævl paa vor Krop; saa trak vi Støvlerne af og hældte Vandet af dem, stak Benene i de samme Støvler igen og tørrede tøjet paa Kroppen. Det var ikke behageligt.

Underligt nok var der ingen, der blev syge.

Vi fik saa Ro til at sove den Nat. Næste Morgen blev vi atter kommanderet ud, kom ud gennem en By, som hedder Moorslede, endnu et Stykke længere frem til højre til Byen Vest Roosebeke. Dér laa vi til næste Dag i Stalden paa en Bondegaard, hvor Civilbefolkningen var borte.

Næste Morgen blev Kompagniet alarmeret, men lige før Afmarchen fik jeg Ordre til at blive tilbage og passe paa Tøjet. Den Morgen kom Kompagniet med i en mindre Fægtning, hvor de mistede 10 Mand.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet.

Vi blev nu enige om at forene alle kræfter og tage en kanon ad gangen. Vi løftede den lange lavettehale i vejret, stoppede det hele under den fast med granater, og vi brugte alle steder granater til at stoppe med, vi vippede med lange bjælker, og langt om længe hen på eftermiddagen, fik vi på denne måde den første kanon klar.

Vi tog så fat på den næste, og ved forenede kræfter fik vi den næste op på plankerne, inden mørkets frembrud. Med undtagelse af ganske små spisepauser, blev der arbejdet uafbrudt hele tiden.

Køkkenvognen kom som regel hver aften, og så fik vi varm mad, tobak og post.

Den anden nat begyndte, og vi arbejdede endnu. Vi vippede, stoppede med granater, vippede og stoppede osv., dog kunne det hænde, at bjælken kunne smutte.

Sådan skete det en gang, mens vi arbejdede med den tredje kanon, at vi havde faet bjælkens ene ende anbragt under kanonen, medens
den anden ende ragede højt op i vejret, og nu på et mægtigt brøl ”Zugleich” sprang vi 15-20 mand op i bjælken for at tvinge den ned, men idet den vældige vægt kom på, løftede kanonen sig, bjælken
kom til at vakle, den smuttede af, og idet den smuttede, drejede den til siden, kanonererne faldt ned og netop i det dybe granathul, der var fyldt med vand til randen.

De sank i til brystet, kravlede op en efter en, og så blev der fortsat.

Ved fem tiden på den anden nat om morgenen stod kanonerne på vejen igen. Vi havde arbejdet i to nætter og en dag uafbrudt i regnvejr og kulde, og vi var noget medtaget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere uholdbar. Tabene var store både af menneskene, dyr og materiel. Og omsider fik vi besked på Stellungsveksel (skifte stilling). Vi skulle nogle km tilbage til egnen ved ”Der Wilde Mann”.

Men det var slet ikke så lige til. Det havde regnet hver dag, granathulleme var fyldt med vand, også understanden var der vand i, vi sad et stykke oppe over gulvet på brædder og planker, vandet var ca. 25 cm dyb. Alle grøfter var fulde af vand, og afløbene var i uorden.

Da vi kom til denne stilling den 15. oktober, var egnen ikke beskudt, men den 11. november var der ikke en kvadratmeter, der var uberørt af ilden.

Vi lavede en vej af træstammer og planker, andre steder jævnede vi jorden, fyldte hullerne med sten, og sådan sled vi flere dage, indtil vejen var færdig. Det drejede sig om en strækning af 2-300 m.

Da vi var færdige, trak vi alle 4 kanoner op på vejen, og nu stod de parate til at kunne blive transporteret bort. Hestene skulle blot sættes for dem. Det blev et frygtelig regnvejr, det strømmede ned, og vandet steg over den ny anlagte vej de fleste steder. Vi satte mærker og pæle op, så vi nøjagtig kunne se, hvor vejen var.

Vi sad nede i understanden og ventede på, at hestene og Protzeme skulle komme. Det blev tidlig mørkt, vi havde alle ting færdige til bortrykning, da det regnede så voldsomt, stillede vi ingen vagt ud, og der var heller intet at passe på.

Mellem 7 og 8 om aftenen kom hestemandskabet. Det var  bælgmørkt, og englænderne skød en lille smule. Uden at sætte sig i forbindelse med kanonererne, spændte de hestene for, de ville selv køre dem bort, i hvert fald ville de skynde sig at køre kanonerne bort, de var sikkert noget nervøse over englændernes beskydning, men i mulm og mørket kørte de kanonerne ned af vejen, og så snart hjulene var nede af træstammerne ved en af siderne, sank de ned i vand og dynd og granathuller og væltede.

På denne måde gik det med alle 4 kanoner. Nu lå de svære kanoner i dyndet og ragede kun en lille smule over overfladen.

Hestene spændtes fra, og der kom en af ”Fahrerne” (hestemandskabet) i lange støvler med sporer ind i understanden. Han meldte det skete; men da han anede, hvad der i grunden var sket af grov forseelse, stak han i med at græde, mens han meldte, at alle fire kanoner lå i mudderet.

Han havde næppe fået det sagt, før han fik et par varme lussinger, og alle skændte og bandede; samtidig løb vi op i en fart op for at se på herligheden.

“Fahrerne” havde ikke ret meget, de skulle have sagt. Den eneste, der brugte mund, var en sergent, han holdt på hesten og bandede over, at kanonererne ikke havde bygget vejen noget bredere. Han fik dog ikke meget sagt, før et par stykker tog fat i ham, og rev ham af hesten, gav ham et par ”på kassen” og smed ham ned i dyndet.

Hestemandskabet trak sig nu tilbage med hestene, og nu begyndte det vanskelige arbejde med at få kanonerne bjerget. Hvert rør med lavetten vejede 6000 pund = 3000 kg.

Hver betjening arbejdede med sin kanon. Vi hentede lange bjælker og spær fra husene, stak dem under kanonerne og prøvede på at vippe dem op, men vi kom ikke af stedet.

Dertil kom det vanskelige arbejde: bælgmørk nat, regnvejr, englænderne skød af og til, og vi var gennemblødte og sultne; der stod vand alle vegne, man kunne ikke se, om der var små huller eller om de var store. I mørke og mulm tumlede og faldt vi, æltede i dyndet, der blev bandet og skændt og således gik den første nat, uden at vi var kommet nærmere.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

I. C. Rasmussen, Løgumkloster, var kantineforvalter i Brügge.

Jeg var i slutningen af 1917 vært for en kantine i Brügge, en bestilling, der gav meget arbejde, men også en god fortjeneste; men engang blev det knapt med kulsyre til øllet. Vi solgte nemlig kun fra hane.

Alle hoteller og beværtninger var også udgået for kulsyre, men så fik vi at vide, at der var en kulsyrefabrik i La Madelaine ved Lille i Frankrig, og så ville vi forsøge at få vore kulsyreflasker fyldt op der.

Det måtte egentlig ikke ske, da det var i et andet armékorps, men det var jo sådan, at hvad der ikke kunne gøres på ærlig vis, blev ordnet på anden måde. Min kammerat og jeg gik rundt i byen til alle, der manglede kulsyre, og vi fik samlet en hel waggon.

Jeg udfyldte et fragtbrev og fik det underskrevet og stemplet på kommandanturen, og så rejste jeg til Lille.

Jeg kom dertil ved midnat og gik ind på banegården for at få kvarter anvist. Der sad to mand ved hver sit billethul og delte kvartersedler ud. Der var to feldwebler foran mig. Den ene spurgte, hvad det var for et kvarter, han havde fået. Billetmanden nævnede det. Det viste sig, at vi alle tre havde fået kvarter samme sted. — Ja, sagde de, så er det massekvarter. Jeg rev min seddel i stykker og smed den væk. —  Så kommer De ikke i seng i nat, sagde feldweblerne. Jeg mente, det gik nok.

Da travlheden var forbi, gik jeg ad en bagdør ind til de kammerater, der uddelte kvartersedlerne, viste min legitimation og sagde, at de vel ikke ville give mig massekvarter.

— Nej, absolut ikke. Jeg fik nøglen til et værelse i et hotel lige over for banegården. Der kunne jeg uden videre gå over og sove; der var  seng, håndklæde og vand, men ingen sæbe og kam. Nøglen kunne jeg bare lade sidde i døren, når jeg gik. Så skulle jeg gå op på  kommandanturen dagen efter og få kvarter anvist. Det gjorde jeg også og fik kvarter i et mindre hotel, eller var det en større kro.

Da jeg kom ind i skænkestuen, kom en høj, smuk pige hen til mig, rakte mig hånden med et smil og sagde: — “Du er tosset!” — Det havde soldaterne lært hende. Hun troede, at det var en tysk hilsen. Jeg smilede også og viste min kvarterseddel frem. Jeg kunne ikke et ord fransk, men så sagde hun »ui, ui« — og så fik jeg mit værelse.

På kommandanturen havde jeg fået en kaserne anvist, hvor jeg kunne gå hen og få mad. Det var alt meget godt.

Om eftermiddagen kørte jeg med sporvogn ud til fabrikken. Jeg skulle jo se, om mine flasker var ankommet. Det var de ikke, men de kom næste dags formiddag.

Der var en underkorporal, som var kemiker, og han ledede fabrikken. Da jeg kom ind på kontoret stod man og biksede med et anker ægte Münchener øl. Man skulle have en hane slået i det. De havde haft det  kølerum, for vejret var forfærdelig varmt, og nu skulle det gøre godt at få et glas øl. Der var dog ingen, der turde slå banen i. De  vidste nemlig, at øllet kunne bruse ud og det meste spildes.

Dette var jeg jo meget kendt med fra kantinen. Jeg tilbød straks at slå hanen i, så der ikke spildtes en dråbe. Og det gjorde jeg, og så  smagte vi på øllet. Det var godt.

Så først kom jeg med mit ærinde. Jeg havde jo opdaget, hvem der var chefen. De andre var gået ud af kontoret. Jeg nævnte mit ærinde og stak ham samtidig en hundredmark-seddel. Ja, så var alt godt, så skulle jeg nok få mine flasker fyldt. Det ville han lade folkene gøre om eftermiddagen; men, sagde han, gå nu ud og smør lidt der også, ellers fylder de bare ikke flaskerne fulde. Disse bliver stillet på en vægt, og når den vipper ned, er flasken fuld; men de kan naturligvis også tage flasken fra, inden den er fuld, og se det, kan man ikke.

De fik så 50 mark, som de var meget glade for, og alle flasker blev også godt fyldte. Jeg rejste så hjem igen, og waggonen med flaskerne kom. De blev fordelt; det var min kammerats sag. Vi tjente 800 mark netto på denne fyldning. Senere kunne vi nok få kulsyre, så der bød  sig ikke lejlighed til at gøre flere forretninger …

DSK-årbøger 1961

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Witzleben og jeg var meget sammen. Han var lærersøn fra Rothenburg i Bayern. Selv var han kontormand i Hamborg. Han var ca. 35 år. Han ville ualmindelig gerne have snaps. Han fik tit min brændevin og vin, og det var han meget taknemmelig for.

Når han så var noget påvirket, sagde han altid: ”Noch ein fernünftig Wort bevor du stirbst, Sna-a-a-p-s”.

Han lånte tit mine penge, så gik han tilbage til marketenderiet og købte en hel flaske snaps eller likør. Han skænkede den ud i små portioner, og derved kunne han tjene så meget, at han kunne have  en 10-15 snapse fri til sig selv.

En aften (nat) i efteråret 1917 bar vi ammunition. Det var regnvejr, og Witzleben havde fået lidt mere snaps, end han havde godt af. Han faldt ned i et granathul, der var vand på bunden af det, det var pløret, og Witzleben sank ned i leret til knæene.

Han holdt trolig fast på granaten, men han kunne ikke komme op ved egen hjælp. Han væltede fra den ene side til den anden, smurte sig helt forskrækkelig til idelig gentagende de ord: ”Noch ein fernünftig Wort bevor du stirbst, Sna-a-a-ps”.

Jeg hjalp ham op af pløret, men støvlerne blev siddende. Han viklede nogle sække omkring benet, og så var den klaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 25. oktober slog en granat af uhyre svært kaliber (vistnok 38 cm) ned lige foran mundingen af 3. Skyts.

Den svære kanon slog en fuldstændig kolbøtte, så den lå med hjulene i vejret. Obergefreiter Krause kom under den; han fik begge ben brækket. Samme dag blev kanoner Hohn såret, og Unteroff.
Back faldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske offensiv i Baltikum (“Operation Albion”) med landsætninger på Øsel og Dagø i krigens største kombinerede sø-, luft- og landkrigsoperation. De tyske tropper truede nu den russiske hovedstad Petrograd. På vestfronten drukner den britiske offensiv ved Passchendaele i mudder. Og så går et tysk zeppelin-angreb mod England helt galt og de fleste luftskibe forulykker eller nedskydes.