Tag-arkiv: soldaterslang

Krigens forløb

14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!”

2 kommentarer

Senest ændret den 17. september 2021 20:24

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Vi var nu nået et stykke ind i maj måned, og min »ven« løjtnanten tog på orlov.

En skønne dag forelå der en regimentsbefaling, der forkyndte, at jeg var blevet forfremmet til underofficer. Hvordan det er gået til, har jeg aldrig fået opklaret; men Hannoveraneren har ganske givet haft en finger med i spillet. – Jeg var mildt sagt overrasket. Med den løjtnant som kompagnichef kunne jeg snarere have ventet at blive degraderet til menig.

Det har sikkert gjort ham ondt, at han ved sin tilbagekomst måtte sætte sit navn under min udnævnelse i min »Soldbuch«. Hvis en grafolog i dag fik underskriften til analyse – jeg har bogen endnu – skulle det ikke undre mig, om han ville sige, at underskriften var givet i et anfald af raseri. 

Krigen fortsatte – også inden for kompagniet. Løjtnanten blev mere og mere ondskabsfuld – også mod andre end mig. Der blev ikke uddelt jernkors, og ingen blev indstillet til forfremmelse. Når vi manglede befalingsmænd, blev de rekvireret fra garnisonen, selv om det ville have været mere naturligt at forfremme de soldater, der havde størst fronterfaring.

En dag, da hele regimentet var trukket ud af fronten, holdt »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] regimentsparade. Ved en sådan lejlighed var det kutyme, at forfremmelser blev bekendtgjort, og at der blev uddelt jernkors. De, der skulle udmærkes, blev trukket frem foran fronten ved de forskellige kompagnier, og »der Graf« havde nogle venlige ord til dem alle.

Da kommandøren denne dag havde skridtet fronten af ved vort kompagni, standsede han pludselig op og spurgte løjtnanten, hvordan det kunne være, at der ved hans kompagni ikke stod folk fremme, som skulle dekoreres eller forfremmes.

Man var standset lige ud for det sted, hvor jeg stod, så jeg kunne ikke undgå at høre kommandørens spørgsmål. Løjtnantens svar kunne jeg derimod ikke høre, da han stod med ryggen til mig.

Kommandøren nikkede og sagde blot: »So, so,« derpå gik han op til højre fløj og spurgte hver enkelt mand, hvor længe han havde været i kompagniet. Alle, der havde været i kompagniet femten måneder eller mere uden at blive forfremmet, udnævnte han på stående fod til Gefreiter. Så vidt jeg husker, var det fem mand. Derpå henvendte han sig til Feldweblen: »Wollen Sie bitte das nötige veranlassen, Herr Feldwebel« ( Vil De sørge for det nødvendige, hr. Feldwebel). Så hilste han kort og gik.

Løjtnanten var bleg af raseri. Det var et indgreb i hans rettigheder, så det forslog. Mandskabet undte ham denne indirekte irettesættelse af ganske hjerte.

Løjtnanten gik også. Han overlod kompagniet til Feldweblen, der så efter ham og mumlede noget for sig selv, der havde en slående lighed med: »So ein Blödmann-Hollweg.« [ordspil på “Bethmann-Hollweg, afskediget tysk rigskansler, RR]

Det kunne ikke undgås, at vi fik det indtryk, at løjtnantens aktier heller ikke stod ret godt hos »Der Graf«, der fulgte med i alt ved sit regiment.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

8. oktober 1917. I en bunker i Flandern: “Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Allerede om natten til den 8. oktober blev beredskabsbataljonen (II) afløst af II bataljon fra regiment 58 og gik som korpsreserve til Mispelareik.

Om dagen fik regimentet hele tyngden af den fjendtlige ild at mærke. Svære tab ved den nye beredskabsbataljon; et kompagni 58’ere blev næsten revet op. Ikke mindre i den forreste linje. Her blev på denne og de følgende dage næsten alle betonbunkere ramt og for en stor del sønderskudt.

Denne ild er anderledes end ved Somme. Nedslagene trommer ikke mere så hagltæt, til gengæld er kalibrene sværere. 20-24 cm er ikke sjældne. ”Tunge brokker”, ”kufferter” siger soldaten.

Hvor de slår ned i nærheden, forårsager de lammende forfærdelse.  Soldaterne roder med ansigtet i mudderet, hager sig med hænderne fast i en trærod for ikke at skulle springe op og som en vanvittig løbe bort. Andre kryber sammen i betonklodserne i dump fortvivlelse.

Med planmæssig beskydning er ophold her det rene helvede. Når det flandernske mudder sprøjter til himmels og jorden ligger i krampe, så gynger klodsen op og ned som et skib på bølgerne. Slemt er det, når den bliver underskudt, d.v.s. når en granat borer sig gennem det fugtige jordlag og eksploderer under den. Så river den bunden op og slår besætningen ihjel, eller den kaster hele klodsen med indgangene ned i mudderet. Så er mandskabet redningsløst fortabt.

Loftet og væggene derimod kan holde kalibre ind til 15 cm ude; men detonationerne forplanter sig med uformindsket kraft indad og virker nervenedbrydende. Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige. En sygebærer rasede i to dage gennem bunkeren og lallede lystige melodier.

Sårede bliver bragt ind og fylder det trange rum med deres stønnen og skrigen. En ny fuldtræffer; en springer som en gal op og styrter ud i det fri. Efter få skridt fanger en granat ham med en hurtig næve.

Vort artilleri svarede, som der var kræfter til.  Men det kunne hverken i antal eller i ammunitionsmængde måle sig med det fjendtlige. Pjecernes antal forholdt sig ca. som 5:3, ammunitionen som 5:2.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

16. september 1917. Døden har mange navne – på soldaterslang

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:26

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde. Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved andre regimenter. Måske har man haft andre “kælenavne” til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at “falde ned”. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«. Det var “kun” en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd, man hørte først, var “ratsch”, nemlig eksplosionen af granaten, og “bum” var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret. En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelses-momentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul. Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive “skrammet” eller det, der var værre. Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne “kreperede” ved selv den mindste modstand, de mødte.

“Ein Kohlenkasten” var en af de sværeste kalibre, helt op til 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri. “Fällt dir so einer auf den Kopf , kriegst du Plattfüsse!” (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder). Det var den trøst, de “nye” fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende. –

“Ein Stollen-Kwätscher” var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm. Mange “Stollen” og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud. Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe “bum” var tegn på, at den “snigende død” var i anmarch, og derfor hadede vi stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter “gasmanden” var på færde.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

12. juni 1917. Soldaterhumor: Hvordan man tager røven på en Feldwebel

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:26

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En dum Feldwebel

Da vi afgik fra østfronten til Frankrig , fik v i en ny kompagnichef, idet “Sternigel”, som allerede omtalt, ikke ville lege med mere. Det var løjtnant Knutz, der afløste “Sternigel”. Han havde været adjudant hos regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg. Det var et godt bytte, vi dér gjorde, for løjtnant Knutz var ikke alene en god chef, han var også i besiddelse af fine menneskelige egenskaber.

Knapt så godt var det, at vi et stykke tid efter også fik en ny Kommandofeldwebel, fordi Hannoveraneren blev syg og måtte på lazaret. Den nye, der kom direkte fra garnisonen i Tyskland, var Hannoveranerens diametrale modsætning. Om han havde været i felten før, ved jeg ikke, men hans opførsel overfor såvel underofficerer som menige tydede ikke herpå. Metoderne f ra garnisonen ville han indføre derude i felten, og det slap han ikke ret heldigt fra.

Jeg mindes, at løjtnant Knutz en dag sagde til ham i hele kompagniets påhør: “Herr Feldwebel, lassen Sie Ihre Garnisons-Zicken, die konnen wir hier nicht gebrauchen” (“Hr. Feldwebel. – Hold op med Deres garnisonsnarrestreger – dem har v i ikke brug for her”). Men til trods herfor kunne manden ikke holde sig i skindet, så det skulle ende galt, og det gjorde det også.

Vi havde besluttet, at han skulle have en ordentlig dukkert, når der blev lejlighed dertil. Den kom, da vi engang lå i ro i en landsby bag fronten. Når vi skulle “træde an” om morgenen eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen, havde Feldweblen for vane at rive døren op til det hus, vi boede i, og brøle “raustreten!”

Det var vi ikke vant til. Det med at sørge for at stille til tiden, havde altid været underofficerernes sag, og Feldweblens brølen ved disse lejligheder irriterede os grænseløst.

Et lyst hoved fandt ud af, at hans “raustreten” lige så godt kunne forstås som “austreten” – som betyder at gå på wc – og derefter blev slagplanen lagt.

Næste dag vidste vi , at vi skulle have en øvelse, hvor løjtnant Knutz sikkert ville være t i l stede. Når Feldweblen næste morgen brølede »raustreten« ind ad døren, skulle ordren øjeblikkelig gives videre som “austreten”. En mand fra hvert gevær, ti i alt, skulle så omgående styrte ud på latrinen og blive der, indtil de så, at løjtnanten var ankommet til appelpladsen. Derefter skulle de komme frem én for én. Det blev også bestemt, hvem der skulle komme først. Det var én, der havde ordet i sin magt og ikke var bange af sig.

Det hele var nøje gennemtænkt, og vi var spændt på, hvordan det ville gå. Det var jo meningen, at løjtnanten skulle “eksplodere” og give Feldweblen en ordentlig omgang, fordi han ikke havde kompagniet samlet.

Den næste morgen kom Feldweblen som sædvanlig og brølede sit “raustreten” ind ad døren. Ordren blev promte givet videre som “austreten”, og de ti mand styrtede ud på latrinen bag huset. Alle vi andre gik til appelpladsen, som lå ca. 50 meter derfra.

Løjtnanten kom, og Feldweblen skulle melde kompagniet “Zur Stelle”. Det gjorde han også, men måtte jo tilføje, at der manglede ti mand og på løjtnantens spørgsmål om, hvor de var, kunne ingen tilsyneladende give besked. Alt imens kom den første af de ti mand frem, og de øvrige ni sluttede efterhånden op bag ham. Han meldte sig hos løjtnanten, og der udspandt sig nu følgende:

“Hvor i himlens navn kommer de herrer fra?”

– “Vom Klosett, Herr Leutnant!”

– “Hvornår er det blevet mode at gå på kloset, når der er befalet at træde an?”

– “Der Herr Feldwebel hat ‘Austreten’ befohlen, und wir haben den Befehl ausgeführt” (“Feldweblen har befalet ‘austreten’, og vi har udført befalingen”).

– “Hvad er det dog for noget sludder, det kan jo ikke passe,” sagde løjtnanten.

– “Das kam uns auch ein bischen komisch vor, Herr Leutnant, aber der Herr Feldwebel hat ja so viel neues eingefuhrt, und dann dachten wir, dass das mit einem geputztem Arsch vor dem Antreten auch dazu gehorte”. (“Vi syntes også, at det lød lidt komisk, hr. løjtnant; men Feldweblen har indført så meget nyt, så vi troede, at det også hørte sig til at polere røven, før vi skulle træde an”).

Hele forklaringen blev afleveret med den mest alvorlige mine, man kan tænke sig. Det kneb for os andre at holde masken, men det lykkedes.

Ordskiftet, hvori selvfølgelig også Feldweblen, der var bleg af raseri, blev inddraget, endte med, at løjtnanten anbefalede ham for fremtiden at udstede sine ordre i et sprog, der ikke kunne misforstås. – Den forventede eksplosion udeblev, for løjtnanten tog det hele fra den komiske side. Vi kunne se, at det kneb for ham at holde sig alvorlig, da manden afleverede sin replikker.

Nu er der måske nogle gamle soldater, der vil synes, at episoden er ganske uhørt, og at den lyder utrolig. Men man skal huske på, at vi lige var kommet tilbage fra en eller anden forbandet høj ved Verdun, og vi skulle temmelig sikkert derud igen en af de første dage. Chancen for at komme tilbage med hele lemmer var såre lille, og man kunne vente dét, der var værre. En sådan situation giver en mentalitet, som kun den forstår, der har prøvet det. De par dage, vi var i “ro”, ville vi ikke have ødelagt af en fladpandet Feldwebel uden at svare igen.

Løjtnant Knutz opfattede situationen rigtigt og lod os have vor fornøjelse. Han havde jo selv advaret manden flere gange uden synligt resultat.

For øvrigt vidste han, at han fuldt ud kunne stole på disse hårde halse, og at vi aldrig ville fremtvinge en situation, der ville stille ham blot, for vi holdt af den »Lange«, – det var det navn, han gik under mand og mand imellem – og vi respekterede ham fuldt ud. At vi alle sammen til afslutning fik en lille opsang betragtede vi som værende i orden, rynkerne i løjtnantens øjenkroge var synlige, så vi var klar over, at opsangen kun var til ære for “galleriet”.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

27. april 1917. Døden havde tid til at vente

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi kom ud i Stillingen igen, var der allerede faldet Stilling, flere, blandt andet ogsaa Maskingeværbetjeningen, fire Mand, som alle var døde.

En af de unge havde været levende begravet og havde faaet et Nervechok, og flere var saaret.

Ved Morgengry sagtnede Ilden noget, men endnu kom der af og til en Granat, der traf vor Linie. Iblandt dem, der blev saaret af en saadan Granat, var en ung Kammerat, der fik to Fingre revet af.

Da vi fik ham forbundet, sagde hans Underofficer til ham: „Sørg du nu for at komme ud af Stilling.”

Men han mente Nej. Han vilde vente, til det blev Aften, og saa slaa Følge med Feltkøkkenet tilbage, naar de var kommet med Mad til os.

De kørte altid saa langt frem, som de kunde, med Maden, og saa gik vi tilbage fra Skyttegravene og hentede den.

Han gik saa imellem os Dagen over.

Ved Aftenstid sad han i Skyttegraven ved Siden af en anden Kammerat og røg sin lille Shagpibe. Saa kom der da en Udblæser, en Granat, som under Vejs havde tabt sin Ladning uden at eksplodere; de kom altid med saadan en underlig hul, brummende Lyd.

Den traf ham lige ovenpaa hans Hoved, rev det meste af det bort og knuste hans ene Knæ.

Han var naturligvis død paa Stedet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

9. januar 1917. På hovedet lige i latrinen!

Skriv en kommentar

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

En anden gang, det var i vinteren 1916-17, efter at vi igen havde været indsat ved Somme og var havnet i Poelkapelle i Flandern med stilling ved Langemark.

Det frøs hårdt den vinter, og når man er skrupsulten, så føles kulden dobbelt så hård. En af kammeraterne havde fået opsnuset, at nogle artillerister, der lå ca. 10 km nord for os, havde nogle dejlige kaniner.

En aften var vi fire sultne sjæle, der i mulm og mørke startede en vandring med artilleristernes kaniner som mål. Artilleristerne boede i en villa, der lå lige op ad en stor skov.

Vi sneg os på indianervis hen imod huset og kaninstaldene, der stod i haven. Da vi var nået så langt, at vi lige kunne skimte kanin staldene, gik døren i villaen pludselig op, og ud kom nogle artillerister og en stor hund.

Pokker tog ved os. Vi styrtede af sted, alt hvad vi kunne, ind i skoven.

Men ak, der er noget, der hedder nemesis. Den ene kammerat var så uheldig, at han i mørket rendte mod den velbekendte siddebom med grube bag ved og gik på hovedet ned i gruben. Han kom dog ved egen hjælp ret hurtigt op og slap heldigt bort sammen med os andre.

Vi, der havde undgået berøringen med den sanitære indretning, brød os dog ikke om at følges med ham på hjemvejen.

Kaninsteg fik vi ikke, men i en kantine var vi så heldige, at vi kunne købe et halvt, røget grisehoved og lidt gryn. Det blev kogt sammen til en herlig ret.

DSK-årbøger, 1968

Krigens forløb

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

Skriv en kommentar

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

13. oktober 1916. Løjtnanten går glip af sin middagsmad

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Kompagniet har fået en ny løjtnant, som ingen bryder sig om.

Saa ligger vi da atter i Skyttegraven, og med den nye Løjtnant som Fører. Gud, sikken et Fjols.

 Vi   “tabte” ham undervejs. Forbindelsen mellem ham, der gik foran med sine Ordonnanser, og Kompagniet blev „afrevet”, og vi var snart uden Fører.

 Vi vidste imidlertid, hvor vi skulde hen, og ankom til Skyttegraven et Par Timer før Løjtnanten. Men hvor har han raset. Imidlertid modtog vi Løjtnantens Belæring om Disciplin med tilvant Ro.

I Aftes sendte han Bud til Køkkenet om Ekstraforplejning. Han vilde ikke spise af „den Hundeføde” og af de beskidte Kogekar.

Skorstensfejeren mødte i Morges de Mænd, der kom med  Løjtnantens Mad, og da han syntes, at det var alt for tidlig paa Dagen at forstyrre Løjtnanten i Søvnen, bragte han Maden ned i vor Understand.

Der blev ogsaa sendt Bud efter Sepl, og da vi var naaet til Kaffen og Cigarerne, var vi enige om, at vi havde spist godt. Cigarerne var af Mærket: „Dem deutschen Offiziere”, og bestod endnu af uforfalsket Tobak.

Da Løjtnanten hen paa Formiddagen spurgte os om, hvorvidt vi havde set noget til hans Mad, saa han kun ind i nogle dumme Ansigter.

 

Krigens forløb

14. september 1916. Gensidigt fransk-tysk drilleri med aviser

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:23

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Vailly, den 14. September 1916.

Efter at jeg lige som saa mange andre havde været i Darmstadt, hvor jeg var blevet uddannet ved Minekastere, Maskingeværer og Stormkolonner, maatte jeg atter afsted til Felten. Jeg er blevet tildelt Regimentet 186, 2. Kompagni.

Skorstensfejeren er med, og „Sepl” samt „Berliner Justav” er her ogsaa. Vi kan se ind til Byen Soissons, der ligger til højre for os.

Stillingen er rolig, og sjældent generer den ene Part den anden. Hele Stillingens Udbygning er da heller ikke egnet til større krigeriske Handlinger for saa vidt. Forterrænet er Mose, og Hvidpil staar i mange smaa Buske. Understande er der ingen af, thi Grundvandet befinder sig i ringe Dybde. Opholdsstederne er derfor Løvhytter, der jo ikke egner sig særlig til Beskyttelse imod Granaterne.

Sikkerhedsfølelsen i disse Hytter er ikke stor, men der menes, at Fjendens foran os liggende Tropper er Regimenter, der har været med i Sommeslaget, og som her skal hvile sig.

Der faldt ikke mange Skud, og det, der bliver skudt, gælder for det meste en Krage, der sidder i Hvidpilene forude. En enkelt Gang om Natten bliver der afskudt en Lyskugle, og det er forresten det eneste Tegn paa, at der endnu passes paa hinanden.

Flere driver den Sport, at de om Natten kravler over mod Fjendens Linier, hvor de i en Hvidpil anbringer Avisudklip, og naturligvis dem med de største tyske Sejre.

Fjenden er gaaet ind paa Spøgen og forsyner Artiklerne med Kommentarer, der er affattet i drilagtig Tone.

Idag havde Skorstensfejeren tilladt sig en Spøg, der dog blev dyrt betalt. Fra et totalt sammenskudt Hus, der tilsyneladende havde tilhørt en Markedsgøgler, havde han hentet en Luftgynge, og en Skikkelse, der var udstyret i fransk Tilsnit, blev anbragt i den. Skikkelsen var en tro Kopi af Joffre, og en Række Ordener, saasom „Guttalin”, „Stiefelfett”, „Diamant” og andre, prydede hans brede Bryst. Der fandtes i lang Omkreds ikke et Skosværtelaag, der ikke blev pudset og sømmet fast til Chefen for vore Modstandere.

Da han endelig var udstafferet med alt til Faget henhørende, blev Gyngen, der skulde fungere som Baad, baaret ned til Aisnefloden, der netop ud for vor Stilling i ret Vinkel bøjede af i Retning mod de franske Skyttegrave. „Joffre” sad stejlt og stolt fastbundet til et Brædt, og i mindre end 1 Time var Baaden naaet til Bestemmelsesstedet. Det havde vi i hvert Fald god Grund til at tro, thi ved den Tid kvitterede Franskmanden for Modtagelsen derved, at han sendte nogle Granater over til os. De krævede flere Ofre, men Spøgen var gennemført.

 

Krigens forløb

3. august 1916. “Uha! Jeg er såret! Sanitetssoldat ved Somme

Skriv en kommentar

Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.

Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.

– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.

De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.

Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«

Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –

Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.

Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.

En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.

En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –

Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –

Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –

Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.

Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.

Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.

Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.

Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –

Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem,  overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.

Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

22. juli 1916. Østfronten: “Den kommende dag ser blodig ud …”

1 kommentar

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

Jeg har i de sidste Dage ikke haft Tid til at skrive, men vil nu fortsætte der, hvor jeg slap sidst.

Det var altsaa den 22. om Aftenen. I et uendeligt langt Tog sneglede Regimentet videre i Mørket. Til venstre for os i det fjerne lyste en Ildebrand imod Himmelen.

Regimentet saa saa langt ud, at vi mente, det var en anden Division, der gik frem der. Imidlertid forandrede vi pludselig Kurs netop i Retning af det lysende Baal.

Skulde det virkelig være Maalet? Var Baalet maaske tændt for at vise vore Kolonner Vej.

Klokken blev efterhaanden mange. Jeg var nærved at segne om. 

Man begyndte at høre Kanontordenen, senere ogsaa Geværild i den nævnte Retning. Skulde vi maaske føres frem til Angreb?

Ordonanser kom os i Møde og udsendtes fra os. Jeg spurgte vor Løjtnant, hvad der gik for sig. „Jeg ved intet“, svarede han, „og spørger jeg vor Kompagnifører, faar jeg et afvisende, undvigende Svar.“

Af og til afbrødes Marchen. Gevær- og Maskingeværilden lød stadig nærmere. Hver Gang, der blev gjort Holdt, kastede vi os ned paa Marken ved Siden af Vejen, uden at ænse Fugtighed og Kulde. Vi var jo i Forvejen gennemblødte.

Kl. 1 blev de enkelte Kompagnier stillet op med Front imod den brændende By. Vi stod i Dækning i en Dal. Øjensynligt skulde vi frem til Angreb; Byen holdtes endnu af Russerne. Straks gik det dog ikke løs.

Vi fik Ordre til at lægge os ned. Trætheden overmandede os, og trods Vand og Kulde henfaldt vi snart i en halvsovende Tilstand, ude af Stand til at samle os til en klar Forestilling om, hvad der gik for sig.

KL 3½ hed det pludseligt „Auf“!

Vi fo’r op, tumlede til Geværerne og blev opstillede i Skyttelinjer med Front mod Byen. Saa gik det fremad. Kanonilden, som havde vedvaret hele Natten, hørtes endnu, men jeg lagde dog Mærke til, at Shrapneller og Granater ikke saa meget eksploderede over Byen, som bag Byen.

Skulde Russerne atter have „geturmt“, d. v. s. være paa Tilbagetog?

Det gik stadig fremad. Vi var i første Linje, paa yderste venstre Fløj.

Oppe paa de Bakker, vi passerede, kunde vi se de lange halvcirkelformede Skyttelinjer nærme sig Byen fra tre Sider.

Hvad man tænker paa i et saadant Øjeblik? Dertil er for det første at sige, at man er saa overtræt, at man har svært ved at tænke sammenhængende. Det bliver tilfældigt, hvad der farer én gennem Hovedet.

— Skulde denne Morgen være den sidste, som du oplever?

— Se, i Nordøst stiger Solen op. — „Den ser blodig ud i Dag“, bemærker en Kammerat. —

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.

Krigens forløb

21. juli 1916. Tre dage i brummen for at skrive feltpost på dansk

Skriv en kommentar

Niels Lustrup, Spandet, gjorde i juli 1916 krigstjeneste på Vestfronten.

Regimentet, hvortil jeg dengang hørte, var på dette tidspunkt indsat på vestfronten i Belgien. Vi havde indtaget skyttegravsstillinger  foran ruinerne af det, der engang havde udgjort den vidtbekendte by  Ypern.

Dagene derude havde været hårde, og vi havde lidt en del tab.  Regimentet var nu efter seks dages forløb blevet afløst og var draget tilbage til hvilekvartererne i og omkring byen Becelaere. Bataillonen var rykket i kvarter i skovlejren, kaldet »Jägerlager«.

Det var sommer og herligt vejr, så vi nød ordentlig tilværelsen her i  disse ret fredelige omgivelser. De hårde strabadser tænkte man i øjeblikket ikke på mere, men man nød tilværelsen, som man nu  kunne det bedst. Ud fra de mørke barakker lød der sang, fløjten og  munterhed.

Vi var en lille flok, der havde fundet os en solrig plads bag vor barak.  Her sad vi nu i græsset og nød livet, mens snakken gik, og vi fik os et  slag kort til tidsfordriv.

Georg Bremer var just ved at dele kortene rundt, da han henvendt til  mig sagde: »Hør, Niels, vor nye kompagnifeldwebel skal, efter hvad  jeg har hørt, nok være en ret striks fyr. Vi vil nok komme til at savne  vor gamle feldwebel«.

»Ja«, svarede jeg, »den gamle var nu et sjældent fint og forstående  menneske; han var alt for god til at ende sit liv herude«.

»Ja, du har ret, Niels, og det er kun godt for ham, at han nu er taget  bort herfra, og efter hvad jeg har hørt, får han nok lov til at fortsætte i sin gamle stilling som overlærer ved skolevæsenet i Rendsborg  igen«, bemærkede Georg Bremer og fuldendte uddelingen af de alt andet end propre kort.

En af flokken, Claus Hansen, kom med følgende bemærkning: »Ja,  ser I, den nye feldwebel er en mand, der nok skal gøre sig afholdt,  der siges om ham, at han, der er bayrer af fødsel, skal være en ren  »Prøjser-æder«.

»Hm, Prøjser-æder! — Nå, ja, manden er fra Bayern, det er vel det hele«, mente Johannes Meier og delte kortene rundt til en ny bét.

»Da skulle du have hørt, hvad sergent Jens Berg har været ude for«, bemærkede Georg og pakkede kortene sammen — han havde opnået bét’en!

Der var en eller anden, der kaldte. — »He! — Der Knacker!« — Det  var altså mig, det gjaldt — »Knacker« var sådan en slags borgerlig ærestitel . . .

Ludvig, kompagniets skriver og stik-i-rend-dreng, stod i den åbne dør og lod blikket glide rundt hen over mænnerne, indtil han fik øje på mig.

»Ja, det var lige dig, jeg skulle have fat i! Hør, Niels, du må straks melde dig på kontoret; det er Bartolomæi, feldwebelen, der ønsker at se dig«.

Da Ludvig havde sagt dette, fandt han det klogest at forsvinde igen …

»Ja, så kommer I til at se jer om efter en ny mand, mens jeg er borte«, sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og gik ind i huset for at tage hue og trøje på. Jeg begav mig af sted hen til barakbygningen, hvori vort kontor var installeret. Jeg meldte mig og sagde mit navn.

»Nå«, sagde feldwebelen, »du er altså manden med dette — hm — mærkelige navn«, hvorefter han vendte sig mod en hylde, hvor der fandtes adskillige papirer, blandt andet også et feltpostkort, som han nu ivrigt studerede, — uden at kunne læse det.

Jeg havde god tid til at tage manden nærmere i øjesyn. Han kunne vel være omkring de fem og fyrre eller så, lavstammet og bred, med  ikke så lidt anlæg til at få mave. — Jo, den gode hr. feldwebel kunne godt se ud til at være en stor ynder af et godt glas øl . . .

Jeg blev afbrudt i mine betragtninger af feldwebelen, der sagde: »Hør, mand, hvad landsmand er De egentlig? — Se, her har jeg et kort med Deres navn under; men jeg kan — hm — desværre ikke læse det«.

»Jaså, — kortet er et, jeg skrev i formiddags, det er skrevet på dansk, hr. feldwebel, — jeg er dansker . . .«

»Dansker«, udbrød han, »kender det ikke . . . nej. De er selvfølgelig også en af disse . . . prøjsere!« (Han havde nær sagt »snavsede prøjsere«). »De er tysker, er De, og De må kunne skrive tysk; det kan da alle her!« bemærkede feldwebel Bartolomæi tørt og så hastigt på mig.

Jeg lod mig dog ikke sådan slå af marken, men sagde: »Hør, hr. feldwebel, jeg skriver dansk, for de derhjemme forstår kun dansk«.

»Nej«, afbrød han mig, »De skriver tysk, ellers bliver Deres post ikke afsendt herfra«.

»Jo, den gør! — Det er den da blevet indtil nu«, sagde jeg protesterende.

»Menneske, er De blevet helt forrykt?« fo’r feldwebelen op.

»Nej, endnu ikke, hr. feldwebel, men jeg er dansker og skal vide at benytte mig af mit danske modersmål lige så ofte, det er mig muligt!«

»Ja, — for pokker, — De er forrykt! — Ved De hvad, De skal få tre dage i brummen, min fine ven!« skreg feldwebelen.

Jeg var ligeglad og så vistnok lidt trodsigt hen på den stakkels mand.

»Raus! — Herut med dig!« udbrød feldwebelen mere end arrigt og viste mod døren. — Nå, den kunne jeg nu nok selv have fundet . . .

De tre dage i brummen, ja, dem har jeg stadig til gode, for allerede den følgende dag var vi atter undervejs ud til fronten. Jeg fik aldrig lov til at sidde de tre dage af . . .

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

30. marts 1916. Natlig rutine i skyttegravene i Champagne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.

Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.

Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.

Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.

Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.

Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament.  Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.

Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.

Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’

Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.

Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.

Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.

Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

Krigens forløb

29. marts 1916. Daglig rutine i skyttegravene i Champagne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Det første morgengry. Natposterne står endnu ubevægelige. Gråt og tomt dukker det hærgede terræn op for deres blik, det terræn, som natten så velgørende skjulte. Da får en velkendt klang dem til at lytte. Det klinger næsten lige som kirkeklokker. Det er kaffehenterne, som med fyldte kogekar skramler gennem graven.

Begærligt suger øret klangen ind, næsen den varme duft. Den tjenstgørende underofficer går gennem graven og kommanderer: Træd af!

Dagposten kommer op. Én mand for hver gruppe. Natposten stamper et par gange i jorden for at løsne de stive led og bringe blodet i bevægelse. Hans overanstrengte øjne smerter og brænder efter den langvarige stirren ind i natten. Nu stiger han ned i sit dækningsrum, fra hvilket duften af kaffeerstatningen igen behageligt slår ham i møde. Også lidt marmelade, ”Hindenburg-smør” eller ”Offensivsmørelse” også kaldet er med, undertiden lidt dåsefedt eller endog en lille klump smør. Denne kaffe efter en lang nattevagt med udsigt til et par timers ro er den kosteligste stund om dagen. Krig uden kaffe, om det så kun er fire uger? Fuldstændig utænkeligt!

En dyb ro sænker sig nu over fronten. Kanonerne tier. Graven er som uddød, man kan gå 4 til 5 skulderværn hen ad graven uden at træffe nogen post. Jorden har opslugt alt levende. Denne dybe ro bliver højst afbrudt af en højtstående besøgende, der anser det for sin pligt at lade ringeklokken gå i gang og starte en gasalarm. Et helligt tordenvejr nedkaldes over den arme kompagnifører, hvis hans folk ikke får sig viklet hurtigt nok ud af deres tæpper. Hen mod kl. 10 melder artilleriet, at krigen endnu ikke er forbi, og sender nogle salver herover. Flyvere kredser med en stille summen oven over stillingen.

Omkring middag er det i almindelighed slut med roen. De løbende arbejder bliver påbegyndt. Gravene bliver renset, der findes foresatte, der i rolige perioder ikke tillader et patronhylster eller et cigaretskod i Graven. Nedgange til dækningsrum og trin til skydepladser bliver afstivet, standpladser til poster bliver forbedret, dækningsrum udvides.

I den sene eftermiddag er der i almindelighed en times tjenestefri. Da sætter en sig måske hen i et stille hjørne for at skrive et brev. En anden, der ikke kunne sove roligt, undersøger på dækningsrummets øverste trin sin skjorte for at finde årsagen til forstyrrelsen. Andre kryber sammen et sted for at sludre.

Igen og igen er hjemmet det evige tema. Cykelordonnansen kommer med posten og tager den frisk skrevne med igen. Dagens andet højdepunkt. Til kompagniføreren medbringer han de nye ordrer, og nu bliver delings- og gruppeførerne kaldt til befalingsudgivelse. Efter en halv time vender de tilbage til deres folk og videregiver befalingerne: ”Jernkorset er tildelt … den 19. tager … på orlov… lyskuglesignalerne er ændret, rød betyder nu spærreild, grøn forlægning af ild, gul med forgrening gasangreb…, i nat kommer 7. kompagni med 50 pæle, 6 trådruller, 6 spanske ryttere. De spanske ryttere skal stilles op foran sape 3, rullerne skal helst bruges op foran den højre fløj … kridtbunkerne på dækningsrum 9 skal jævnes og dækkes med jord … regimentskommandøren er i morges gået gennem stillingen og udtaler sin anerkendelse over gravenes tilstand. Hos posterne var ikke alting i orden, i sape 5 har han fundet en post, der slet ikke havde forstået sin instruktion.  I gruppe 3 stod en post uden skudfelt og observation … håndgranaterne i gruppe 5 ligger for fugtigt, en ny kasse skal indbygges … i nat kl. 2 skal en patrulje gå frem og finde ud af, hvad der er i vejen med jordbunkerne foran sape 4. Hvem har lyst? Fra kl.2 og til patruljens hjemkomst må der ikke skydes. Løsenet fra i dag ”Itzehoe” … det var så befalingen.

Gruppeførerne fordeler posterne. Det bliver mørkt. Den tjenstgørende underofficer råber: ”Træd an!” Livet i graven begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

Krigens forløb, Nyheder

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Skriv en kommentar

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Krigens forløb

12. februar 1916. “Klokken 6 skal der angribes …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Rouvroy, den 12. Februar 1916.

Vi er atter kommet i Stilling. Denne Gang noget længere til venstre for den gamle Stilling. Vi har faaet en ny Delingsfører, der kom herud med en Forstærkningstransport, saa jeg har atter maattet overtage min gamle Gruppe.

Stillingen her skal lægges noget fremefter, og Artilleriet har begyndt deres forberedende Arbejde. Det franske Artilleri bliver ikke Svar skyldig, og der er saaledes ikke Tale om nogen „Stilhed før Stormen”. Granaterne hyler hid og did, og „Marmeladespandene” — det er store Miner — slaar ned i Skyttegraven og efterlader intet levende, hvor de slaar ned.

Understanden bliver ved Minernes kolossale Kraft og Sprængevne slaaet igennem, og mange bliver saaledes levende begravet.

Det er umuligt at bjerge de saarede, og de, der ikke kan hjælpe sig selv tilbage, maa blive liggende i Skyttegraven, hvor de maa prise sig lykkelige, naar den næste Granat vil gøre Ende paa deres Lidelser.

Det er umuligt at have en Post staaende i Graven, og alle har de søgt Dækning i Understandene.

Der er blevet uddelt Levnedsmidler — Chokolade og Brændevin. Ledelsen véd nok, at „uden Mad og Drikke, duer Helten ikke”, og særlig Brændevinen er vel beregnet paa at skulle indgive lidt Mod. Mange har drukket sig Mod til , og Skomageren har af den Grund opgivet al videre Angreb.

Klokken 6 skal der angribes.

Ildhastigheden synes nu at være paa sit højeste. Max er ikke begejstret for Foretagendet, og Udsigterne til at faa Løjtnantsdistinctionerne, som hans Fader længe har ventet paa, skal blive fæstnet til hans smalle Skuldre, hjælper ikke til at sætte Humøret op. Han sidder ved Siden af Skorstensfejeren, og de lader Flasken gaa ivrigt fra Haand til Haand. Vi er alle forsynet med Udrustning, beregnet til at klippe Franskmandens Pigtraad over; med Brædder til at bygge nye Understande; „spanske Ryttere” til at afspærre for Franskmændenes Fremtrængen ved et eventuelt Modangreb, og med Masser af Patroner.

Vi Underofficerer sidder med Lommeurene i Hænderne og iagttager Viserne, der langsomt arbejder sig om til 6.

(… fortsættes)

 

Om Krigen

7. februar 1916. Soldatermenu: “Drahtverhau”, “Fusslappen” og “Blauer Heinrich”

1 kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, fortæller om soldaterkosten

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på. – Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig,

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen. Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt.

Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris …

Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland.

Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbettsuppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Læse mere om soldaterkost og forplejning her: Forplejning

DSK-årbøger 1963.

Krigens forløb

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. februar 2016 14:50

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047