16. september 1917. Døden har mange navne – på soldaterslang

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde. Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved andre regimenter. Måske har man haft andre “kælenavne” til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at “falde ned”. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«. Det var “kun” en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd, man hørte først, var “ratsch”, nemlig eksplosionen af granaten, og “bum” var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret. En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelses-momentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul. Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive “skrammet” eller det, der var værre. Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne “kreperede” ved selv den mindste modstand, de mødte.

“Ein Kohlenkasten” var en af de sværeste kalibre, helt op til 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri. “Fällt dir so einer auf den Kopf , kriegst du Plattfüsse!” (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder). Det var den trøst, de “nye” fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende. –

“Ein Stollen-Kwätscher” var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm. Mange “Stollen” og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud. Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe “bum” var tegn på, at den “snigende død” var i anmarch, og derfor hadede vi stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter “gasmanden” var på færde.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *