Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten
Den 25. august blev der bekendtgjort forfremmelser. En gammel sej Landwehrmann, Itzke, som netop skulle hjem på orlov, blev forfremmet til korporal. I tanker så han sig i hvert fald skride gennem sin mecklenburgiske landsby med blanke knapper. En kammerat råbte til ham: “Johann, jeg troede, du skulle “forfremmes” hjem, og så bliver du forfremmet til korporal!”
Få dage efter stod vi ved en frisk grav under et fyrretræ, og på det kors, som kammerater havde tømret sammen, stod: “Her hviler Landwehrmann Itzke, 8/84.”
Vort kvarter i Proniewicze blev vedholdende beskudt af russisk artilleri, og det har i hvert fald været anledningen til, at der den 25. august blev givet ordre til at rømme landsbyen og gå tilbage til skoven.
Ved antrædningen sagde vor bataljonsfører, kaptajn Hülsemann, til sin adjudant: “Det er mig inderligt imod at foretage et skridt baglæns!” Men det var en ordre. Vi troede, at vi kunne blive der endnu nogen tid, og indrettede os så hyggeligt som muligt. Men det gik helt anderledes, for næste nat rømmede russerne deres stilling, og det gik videre fremad. Slaget ved Bielsk var ovre.
Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten
Den 24. august om middagen var hele kompagniet samlet foran laden ved middagsmaden, da en shrapnel tømte sit indhold ud over os.
En ordre var ikke nødvendig. I løbet af få sekunder var pladsen tom, men den eneste skade, der blev forvoldt, var, at nogle af folkene spildte deres mad.
Om aftenen måtte kompagniet bringe materialer ud foran til stillingsbygning. Undervejs traf jeg løjtnant Iken, der fortalte mig, at jeg staks ville komme forbi Feldwebel-Leutnant Debusmanns friske grav. Debusmann, en gammel frivillig på over 50 år, havde gjort rejsen fra Christiansfeld til Rusland sammen med mig.
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august 1915 deltog han i kampene ved Bielsk
Den 21. august gik der det rygte, at russerne til venstre for os var brudt igennem. 8. kompagni måtte overtage sikringen af det artilleri, der var nedgravet mellem landsbyen og skoven, og gravede med dette formål en forsvarsstilling. Da alt imidlertid forblev roligt, rykkede vi efter nogle timer igen ind i vor lade.
Dag og nat, næsten uafbrudt blev der kæmpet ude foran, og enkelte kugler gik også gennem bræddevæggen ind til os i laden. Til denne lade knytter der sig en erindring, som jeg aldrig vil kunne glemme.
Da kompagniet den 23. august om aftenen havde lagt sig til ro, hentede Unteroffizier Ruprecht sin mundharmonika frem og begyndte stille at spille melodien: “O Deutschland hoch in Ehren”. Straks faldt nogle stemmer i, og et øjeblik senere sang hele kompagniet. “Ich hatt’ einen Kameraden”, “Wir treten zum beten”, “Ich bete an die Macht der Liebe”, og andre sange fulgte.
Dæmpet trængte slagets larm ind til os blandet med kanonernes dumpe brøl.
Af Regimentshistorien, der udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august blev han forflyttet fra grænsebevogtning ved Aller til Østfronten.
Banedæmningen Bialystok- Bielsk – Brest-Litowsk overskred vi endnu den 19. 8. uden kamp.
Men efter knap en time måtte vi igen deployere. Russerne havde sat sig fast foran landsbyen Proniewicze, og jeg måtte med min deling forstærke 7. kompagni, der allerede lå i stilling forude.
Da vi trådte ud af skoven vest for landsbyen, blev vi modtaget af en heftig gevær- og maskingeværild. Men nogenlunde i dækning af terrænet kunne vi nå frem til 7. kompagnis stilling og grave os ned.
Hvis jeg ikke tager fejl, lå III bataljon til højre for os. Det regnede igen stærkt. Hele dagen og også den næste formiddag, den 20. august, beskød russerne os heftigt. Særligt blev vi plaget af beskydning fra halv venstre. Så snart en mand stak hovedet lidt frem, peb der straks nogle kugler; vi havde flere tab med hovedskud.
I den retning, hvorfra skuddene kom, stod der en trægruppe, som jeg lod skyde ind i, men plagerierne hørte ikke op. Nogle dage senere så jeg under fremmarchen tæt forbi vor daværende stilling en grusgrav, fra hvis forhøjede men forfra ikke synlige rand skuddene i hvert fald kom.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.
Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.
Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.
Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.
Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.
Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.
Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.
Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.
Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.
Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.
Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.
Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Den 17. august blev han indsat i kampene ved Banki.
I morgentimerne den 18. august opstod der kamp på to fronter. I den bæk, der løb bag vor stilling, dukkede fjendtlige ænder op. Vore folk gik straks over til angreb, men al venlig vinken dem nærmere hjalp intet. Med storm blev de så omringet og taget til fange.
Om formiddagen skød vort artilleri sig ind, og kort før kl. 12 kom der besked om, at virkningsild var begyndt kl. 11:45, og at der skulle stormes kl. 12:30.
Straks trådte 8. kompagni an for under artilleriilden at komme så tæt på som muligt. Vi krøb op ad skråningen, der var bevokset med kartofler, lupiner og hør, og var til den befalede stormtid kun ca. 100 meter fra den russiske skyttegrav.
Kompagniet rejste sig til storm, og det var nok. I lange rækker kom russerne løbende ned mod os. 120 mand og et maskingevær blev der bragt ind af 8. kompagni, mens vi så stærke russiske enheder styrte bagud. Vore tab var små.
Vi troede, at vi ved vor venstresvingning ved overgangen over bækken var kommet godt ind i flanken på den russiske grav, og var nu overrasket over netop i vor front at finde en meget lidt beskadiget russisk stilling. Russerne havde kamufleret den forreste grav så fortræffeligt, at heller ikke artilleriet havde fundet den og hovedsageligt havde skudt på grav nummer to.
8. kompagni havde ordre til at gå frem ind til den russiske stilling, mens de andre tre kompagnier optog forfølgelsen. Snart fulgte vi efter.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Infanteriregiment 84’s 8. kompagni.
På en søndag aften i de første augustdage 1915 fik jeg i det umiddelbart ved den danske grænse beliggende pastorat Aller, hvor jeg boede og tilhørte grænsebevogtningen, telefonisk ordre til at begive mig til Altona og rykke i felten næste dag.
Mandag middag samledes i Altona en transport på 29 officerer, der straks fik marchordre til 54. infanteri-division. Efter en meget interessant rejse på kryds og tværs pr. bane, bil, hestevogn og til fods nåede vi den 17. august i Wolka den 54. infanteri-division, som forsatte mig til infanteri-regiment 84.
Ved regimentet hilste regimentsadjudanten, kaptajn Böhm, mig med ordene:” De vil sikkert til II bataljon!” Således kom jeg igen til vor Haderslev-bataljon, hvor jeg 20 år tidligere havde gjort tjeneste som aspirant. “Fabriksnye løjtnanter” kaldte Claus Ochsen os ….
Nå, måske ikke lige netop det, så havde kun få af os hørt fjendtlige kugler fløjte, sådan som det blev konstateret ved tilmeldingen ved brigaden.
8. kompagni, som jeg blev knyttet til, lå den 17. august ved Wyszki i reserve. Sommernatten forløb roligt, for første gang var den blå himmel mit dækken. Russerne havde i nattens løb rømmet deres stilling, og i den tidlige morgenstund trådte kompagniet an til fremmarch. Snart kom jeg for første gang i ilden, kampene ved Banki begyndte.
8. kompagni deployerede, til højre stødende op til 5. kompagni, mod højderne nordvest for den i lys lue brændende landsby Banki, som lå i en dyb sænkning. På højderne blev vi modtaget af en kraftig ild, som vi ikke kunne udrette meget imod, da de russiske stillinger på den anden side af landsbyen var svære at få øje på, og da den stærke røg fra den brændende landsby med mellemrum tog vort udsyn. Efter nogen tid gik kompagniet gruppevis frem og nåede i en lille bue, hvorved røgen nu gav os dækning mod indseende, frem til den nordlige udkant af Banki.
Russerne holdt os hele tiden under beskydning. I løbet af eftermiddagen gik vi gennem landsbyen, bøjede af til venstre, gik over en lille bæk og gravede os ned langs denne for natten. Foran os lå et stærkt stigende terræn, og deroppe, tæt foran os, måtte de russiske stillinger være. Vi lå beskyttet i en død vinkel, men endnu længe skød russerne hen over os.
Til højre for os lå dele af 7. kompagni, som ligeledes havde overskredet bækken, til venstre bagud 5. og 6. kompagni. En stærk regn satte ind. Kompagnifører, løjtnant Ebeling, sendte om natten en ordonnans til 5. kompagni med anmodning om at komme nærmere og slutte sig til til højre, hvor en bred åbning gabte, men selv i mørket var det ikke muligt for 5.kompagni at komme fremad. Ved 8. kompagni forløb natten temmelig roligt.
Af Regiments 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Den 27. august 1915 bragte Flensborg Avis et brev skrevet af Theodor Tonnesen den 30. juli 1915:
Det sidste Brev. Pastor Tonnesen offentliggør i „Sædekornet” det sidste Brev fra sin Søn:
Den 21. Juli kom vi til Jaroslav. Allerede de sidste Dage havde vi ud for Banen set mange sammenskudte Byer. Ogsaa i Jaroslav saa det meget slemt ud. Den bedre Del af Befolkningen var der ikke mere. Kun smudsige Jøder, der vilde handle med os. Om Natten sov vi i en Skole, 70 Mand i eet Værelse paa det bare Gulv. Halm var ikke til at opdrive. Den næste Middag gik det saa videre til Fods. Vi er saa marcherede indtil den 28de ds. I Galicien var det ganske skrækkeligt. For det første er Vejene skrækkelige, og dernæst var det frygteligt hedt. Vi gik saa rask, at vi ikke fik Bagagevognene med. Vi levede mest af Kartofler, som vi selv kogte. Værst var det dog med Tørsten; vi maatte intet Vand drikke, fordi Koleraem herskede i alle Byer. I Rusland blev det bedre; der er Hovedlandevejene brolagte, og saaledes kunde Bagagen følge med. Den sidste store By, vi var i, er Samostje. Saa vidt vi kan skønne, besinder vi os nu i Nærheden af Krasnostav. Vi blev straks førte ud i Skyttegraven. Nu tænkte vi, at Marchen foreløbig havde en Ende. Men samme Dag trækker Russerne sig saa langt tilbage, at vi i Gaar er løbne hele Dagen bag efter dem. Nu har vi indhentet dem, og Artilleriet har, allerede skudt siden i Aftes Klokken 6. Min Ilddaab har jeg overstaaet; jeg havde slet ikke saa stor Angst, som jeg havde tænkt mig. To, der var komne med os fra Husum, er saarede. Ja, det kan jo snart komme.
Nu længes vi jo efter den Dag, hvor vi kan faa den første Post hjemmefra. Thi det tørre Brød vil dog ikke rigtig glide. Jeg haaber, at I vil gøre mig lykkelig med nogle smaa Postsendinger. I det Hele taget, at vi har noget at spise og at ryge, videre gaar vor Interesse foreløbig ikke. Vi faar hver Aften Klokken 10 god Mad fra Feltkøkkenet. Saa faar vi hver et Stykke Brød, som vi maa komme ud med til den næste Aften. I ser altsaa, det er ganske godt, naar vi selv har et Stykke Pølse eller Skinke i vor Tornister. I Gaar Morges havde jeg fundet en Kødkonservedaase i den russiske Skyttegrav, og saa købte jeg mig noget Mælk hos nogle russiske Flygtninge, der kom forbi os. Jeg fik min hele Kogekedel fuld, det var storartet. Marius Kongsted fandt 4 Pakker Tobak, hvoraf jeg fik den ene. I del hele taget, hvad Russerne alt lader ligge: Geværer, Patroner og Brød laa der hele Læs af. Nu maa jeg slutte med mange Hilsener Eders Theodor.
Brevet er skrevet den 30. Juli. Den 1.August faldt han.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.
Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.
Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.
Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.
Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I det meste af juni og juli lå hans enhed på et stort gods bag ved fronten, men i slutningen af juli gik det atter fremad.
Brev 21. juli 1915, Pikciuny
Søde Basse og alle derhjemme, dette brev kan man med rette kalde et feltbrev, i en have ved en sønderskudt og afbrændt gård, bohave, en kommode, en kasse – omgivelserne et virvar af alt mulig husgeråd, brændte kreaturer osv. Kl. er 7 morgen, vi er kommet tilbage, hvor vi var for 7 uger siden (på det lille kort, hvor vi fik granatfyr). Altså igen er Dubissa vor, for os raser kampen, af og til forvilder sig en granat i vor nærhed. Ja, hvorledes ser det nu ud her, intet hus mere, alt skudt i grus. De store kornmarker som her i dalen tydede så godt, ere gennemrodede af skyttegrave og resten nedtrampet. O, hvilken jammer, men russen har jo svoret, at intet strå og ingen bygning eller levende kreatur skal findes, hvor vi kommer frem. Lad ham kun, hadet styrkes dag for dag mod en så ureel fjende.
I går aftes kunne vi tælle 6-7 store brandsteder på hans tilbagetog. Den gård hvor vi sidst samlede vore sårede (I har tegning deraf), er også sløjfet med jorden. Deres eget land laver de til en grusgrav – for dumme, at vi ikke skulle være i stand at få fødevare fra Tyskland, omend mangelfuld, så kan vi holde livet oppe og er tilfreds. Nu kan vi ikke trække os tilbage, kun fremad. Kan vi først få banelinjen, hvorom nu kæmpes, i vore hænder, da er det meste vundet. Så har vi direkte forbindelse med Tyskland, så kommer jeg en søndag og ser til eder.
Dagen i går, som vi så længe havde ventet, blev ikke rigtig til noget. Da det rigtig skulle gå løs, forsvandt russen. Nu har vi bøvl med at forfølge ham, 16 km er han gået retur i går. Nu er vi ham i hælene og skal se at få ham omringet og taget fast. Hvad der egentlig er udrettet i går, ved vi ikke rigtig endnu. Vi havde kun 40 letsårede, som fortalte, at russerne straks stak i at løbe, da vore granater nåede ham. I dag knalder de fladt ned ved fronten, men det har de forresten gjort hele natten. […]
Ja min søde, det er en svær og alvorlig tid. Disse dage hvor kampen raser, er af en uhyggelig alvor og krydret med skæmt. En såret var lige ved at lave spejlæg og fik en granatsplitter i panden og i armen: “O, meine schönen Eier,” råbte han, men så mærkede han, det var mere alvorligt. I en forladt skyttegrav stod en hel pande flæsk og kartofler med gaffel ved med en seddel: “Guten Appetit Kameraden, ich habe keine Zeit mehr.”
Det hele er et forvildet faren frem og tilbage, op og ned går kampen, vi ved ikke hvad næste time bringer. Nu lige er det rolig, hvad skal det betyde mere? Nu er tiden, at vi skal videre, siges der. Disse få ord er for, at I har et livstegn fra mig, mere når jeg får tid. Gud give det snart havde ende, og vi kom hjem til vore kære til et ordnet liv igen.
Nu må jeg slutte, jeg er sund og rask og forbliver med mange kys og hilsener til eder alle eders fader
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].
Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.
Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.
Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.
Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.
En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.
Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.
Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.
Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.
Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.
Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Centralmagterne indledte den 2. maj 1915 en offensiv mellem Gorlice og Tarnow på Østfronten. Alene på denne dag lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. De tysk-østrigske styrker drev i de følgende dage russerne tilbage mod San-floden, hvor dele af den russiske forsvarslinje igen kollapsede.
Centralmagterne generobrer Przemyśl
Ved indgangen til juni 1915 var russerne hårdt trængte som følge af centralmagternes offensiv: De russiske arméer havde lidt store tab i form af mænd og kanoner og var blevet tvunget tilbage over en 160 km lang front. Kampene havde imidlertid heller ikke været uden omkostninger for centralmagterne, og Gorlice-Tarnow-offensiven var gået i stå for en stund. Inden da lykkedes det dog for de tysk-østrigske styrker at trænge russerne yderligere tilbage, og kun en smal korridor på knap 5 km forbandt den russiskbesatte fæstning, Przemyśl, med russernes to vigende arméer mod øst.
Med centralmagternes fremgang var det kun et spørgsmål om tid, før russerne måtte opgive at holde på Przemyśl. Tysk-østrigske tropper rykkede frem for at genindtage den østrig-ungarske fæstning, og 3. juni kunne bayerske enheder rykke ind fæstningen. Przemyśl havde af to omgange været under russisk belejring og kom i russisk besiddelse i marts 1915. Den østrig-ungarske hær havde desperat og forgæves forsøgt at komme fæstningen til undsætning med store tab til følge. Nu var Przemyśl igen på østrig-ungarske hænder, men det var tyske tropper, der havde gjort det muligt, ligesom det var tyske tropper, som marcherede ind i fæstningen som sejrsherrer.
Portræt af den tyske general August von Mackensen, øverstbefalende for offensivens tysk-østrigske armégruppe. Med generobringen af Lemberg 22. juni 1915 blev han forfremmet til feltmarskal.
Russerne drives ud af Lemberg
Det, der startede som et taktisk gennembrud ved Gorlice-Tarnow, blev efterhånden til en strategisk succes for centralmagterne. Mens russerne forsøgte at reorganisere sig, overførte tyskerne yderligere tropper vestfra og fra Balkan-området. Disse skulle sættes ind over for de russiske styrker øst for San-floden, og den 12. juni genoptog centralmagterne offensiven. General Mackensen, øverstbefalende for den tysk-østrigske armégruppe, kunne kort efter rapportere, at man stod over for en slagen russisk hær. Russerne var nødsaget til at trække sig tilbage i forskellige retninger, og konsekvente tyske fremstød kunne dermed konstant ramme en udsat russisk flanke.
Efter kun seks dage af den fornyede offensiv rykkede centralmagternes tropper i retning af Galiziens hovedstad, Lemberg (Lviv i det nuværende Ukraine). Russernes position var for alvor begyndt at smuldre, og den 20. juni beordredes en ”energisk evakuering” af Lemberg og resten af Galizien. Den 22. juni faldt Lemberg, men i modsætning til generobringen af Przemyśl lod general Mackensen denne gang den østrig-ungarske 2. armé marchere ind i byen som de første. De kunne dermed hyldes som befriere af den østrig-ungarske by, som siden september 1914 havde været under russisk kontrol.
En af krigens største sejre
Den 27. juni krydser tyske tropper Dnestr-floden på frontafsnittets sydlige del, og det afrunder endnu en måned med betydelig fremgang for centralmagterne på Østfronten. Den russiske hær fortsætter med at trække sig tilbage, og den tysk-østrigske offensiv, der startede ved Gorlice-Tarnow og sammenlagt har strakt sig over seks uger, har udviklet sig til en af krigens foreløbigt største sejre.
Falkenhayn indsatte i første omgang kun otte tyske divisioner (ca. 164.000 mand) på det galiziske frontafsnit, og Mackensens tropper har alene stået for ca. 240.000 russiske tilfangetagne og 224 erobrede kanoner. Heroverfor har de tyske tabt været på blot 90.000 mand. Fremgangen på Østfronten begejstrer Falkenhayn, som har kunnet informere den tyske kansler Bethmann Hollweg, at ”den russiske hær er i ruiner”. Således er muligheden for et stort omringningsslag nu begyndt at tiltrække den tyske generalstabschef: En knibetangsmanøvre med Hindenburgs armé mod nord og Mackensens i syd kunne måske brække ryggen på den russiske hær nord for Warszawa.
Med de tyske nederlag ved Marne i september og senere ved Ypres i oktober 1914 stod det klart, at Schlieffen-planen ikke lod sig realisere. I den tyske hærledelse var der imidlertid ikke enighed om, hvor eller hvordan den tyske hær nu burde slå til: Generalstabschefen, Erich von Falkenhayn, mente stadig, at krigen skulle vindes på Vestfronten. Østfrontens øverstkommanderende, Paul von Hindenburg, og hans stabschef oberst Erich Ludendorff, ønskede derimod at få mulighed for at udkæmpe store omringningsslag i det nordlige Rusland.
Foreløbigt lod Falkenhayn de tyske tropper på Vestfronten trække sig tilbage til dybe, defensive stillinger, og hæren blev omstruktureret, så man nu rådede over en strategisk reserve, der kunne bruges i mobile, offensive operationer. I marts 1915 accepterede Falkenhayn, at disse operationer skulle foretages på Østfronten, men han overtog ikke Hindenburg og Ludendorffs dagsorden. En offensiv skulle i første omgang sættes ind i Galizien – af en kombineret tysk-østrigsk armégruppe – på et ca. 32 km langt frontafsnit mellem Gorlice og Tarnow (i det nuværende Polen).
Offensiven ved Gorlice-Tarnow
Angrebstidspunktet blev fastsat til den 2. maj. Ved Gorlice-Tarnow samlede tyskerne og østrigerne 334 tunge kanoner, 1.272 feltkanoner og 96 skyttegravsmortérer. På samme strækning besad russerne ved starten af måneden kun fire tunge kanoner, 675 feltkanoner og slet ingen mortérer. Centralmagterne havde dermed samlet den indtil videre største koncentration af artilleri, svarende til en tung kanon for hver 120 m og en feltkanon for hver 40 m. De kunne desuden se de russiske stillinger og målrette deres ild. De russiske skyttegrave havde tilmed ingen dække over dem, og hele stillingen manglede dybde.
Artilleriet begyndte at skyde sig ind på målene den 1. maj, og i de tidlige morgentimer den 2. maj bevægede tyske patruljer sig ud i ingenmandsland for at finde svage punkter og klippe den russiske pigtråd i stykker. Kl. 06 samme morgen startede et kraftigt bombardement, og allerede en time senere kunne tyskerne rykke to bataljoner frem til en forladt russisk stilling. Kl. 10 begyndte artilleriet at beskyde fjernere, bagvedliggende mål for at afskære eventuelle russiske forstærkninger. Russerne var forberedte på et stormløb men troede ikke, at de angribende kolonner allerede havde forladt deres stillingerne. Bombardementet havde effektivt forhindret russerne i at se centralmagternes indledende manøvrer, og tyske tropper stormede nu frem.
Samtidigt angreb også den østrig-ungarske 3. og 4. armé fra syd. Både østrigerne og tyskerne benyttede informationer fra luftfotos, forhør af krigsfanger og detaljerede kort over terrænet til deres fordel samt både telefon- og telegramforbindelser til at holde kommunikationslinjerne åbne i forbindelse med angrebet. I løbet af 2. maj lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. Et stort antal russiske fanger blev taget, men centralmagterne led også tab. De var herudover ikke i stand til at udnytte gennembruddet til en hurtig fremrykning, da deres forsyninger skulle slæbes igennem terræn, der var sønderskudt efter det indledende bombardement.
Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland – Haderslev Museum)
Slaget ved San-floden
På Østfrontens nordlige del rykkede tyskerne ligeledes frem fra Østpreussen i starten af måneden, og den 8. maj erobredes Libau (i dag Liepāja i det vestlige Letland). Mod syd gik den russiske stilling i Karpaterne i opløsning som følge af den tyske-østrigske offensiv. I første omgang trak de russerne sig tilbage til San-floden. Af den russiske 3. armé, bestående af 200.000 mand og 50.000 rekrutter, nåede kun i alt ca. 40.000 helskindet til floden. Den 16. maj angreb tyske og østrigske styrker her den russiske stilling, som ikke var blevet ordentligt forberedt– snarere tværtimod. Slaget ved San-floden blev mere eller mindre en gentagelse af mønstret fra Gorlice-Tarnow, da de russiske tropper nu var blevet svækket betydeligt. De første tre dage var præget af tysk fremgang: Dele af den russiske forsvarslinje kollapsede, og flere tusinde russiske soldater druknede under deres flugt over floden eller blev ofre for tyske maskingeværkugler.
Den 19. maj havde tyskerne etableret et stort frontfremspring over floden, som de søgte at udvide mod syd i retning af den østrigske fæstning Przemyśl, der siden 22. marts havde været på russiske hænder. Det var en cadeau til det russiske forsvar, at dette tyske angreb langt fra lykkedes. Tyskernes fremgang var nu kun begrænset, og deres tab var stigende. Østrigerne led også under klare tilbageslag og var hårdt pressede. Den 19. – 20. maj udførte russerne et modangreb mod de tysk-østrigske styrker; østrigerne trak sig tilbage, mistede mange tusinde fanger og et tysk korps måtte sættes ind for at afstive det østrigske frontafsnit. På den tyske del af fronten brød det russiske modangreb derimod hurtigt ned. Den 25. maj var modangrebet inddæmmet og kampene ved San-floden ebbede ud.
Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Indenfor en uge efter det indledende angreb ved Gorlice-Tarnow mistede russerne 210.000 mand, heraf op mod 140.000 tilfangetagne, som følge af den tysk-østrigske offensiv. I denne måned alene har russerne lidt et tab på ca. 412.000 mand og 200 kanoner. Den russiske hærs moral er knust, og Tsarens tropper har i løbet af maj trukket sig tilbage over en 160 km lang front. Przemyśl-fæstningen er indenfor tysk-østrigske troppers rækkevidde, og det forventes at centralmagternes fremgang vil fortsætte på Østfronten.
Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.
Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Brev 24. maj
Byen her, Rossienie (siger nogen den hedder), er næsten helt forladt, kun i den fattige jødedel er der endnu folk og militæret regerer overalt, hvor vi kan få plads. Byen er delt i to dele: rig og fattig. Den første del er med stenhuse, nogenlunde gader med petroleumsbelysning. Den anden træhuse á la russisk svineri. Byen tæller 10.000 indbyggere og har som sædvanlig 4-5 kirker, synagoger, bedekapeller, som jeg næste gang giver en beskrivelse af. Jeg vil se, dersom vi bliver her, at komme op i byen. Vi ligger i udkanten, men feldwebelen må først tillade det.
I dag tredje pinsedag, morgen, er det morderlig varmt og lader til at holde sig. Det er rolig ved fronten i dag, men hvor længe ved vi jo ikke. Vi har indkvarteret os hos en enke, 14 mand i en stue. De forstår ikke et kvæk af, hvad vi siger, og bogen [palør, red.] gør god nytte. Hun har to børn, manden er falden i Rusland.
Når jeg har været i byen skal jeg skrive, om der er nogle seværdigheder. Nu må I være tilfreds for denne gang.
Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.
Brev 18. maj 1915, Godset Wiszpinie
Min søde Basse og alle derhjemme, videre og videre går det, dog altid med held, men også store ofre koster det. Det var så fredag, alt skulle stå krigsfærdig. Vi ved jo hvad denne ordre betyder, og om natten gik det så også for sig, nu skulle han have frikadeller med tomatsauce og jernkartofler. En lang og anstrengende march. 4. korporalskab (mit) holdt sig tapper, kun én slap som i går fuldstændig blev sendt hjem som ubrugbar.
Det gik til Wylkowytszki. Byen har lidt svært, siden vi for fire uger var her. Vi fandt dog plads hos en gammel jøde. Byen blev stadig beskudt. Enkelte tilfælde af sårede kan jo ikke undgås. Her var så overfyldt, at hestene stod i stuerne sammen med deres ryttere. Gaderne fulde af kanoner, træn, bagage, autoer osv. Et krigsbillede så storslået, at det ikke kan lade sig beskrive. Kolonne efter kolonne kom og marcherede af. Alt vidste sin plads, alt i orden. Et storartet maskineri, som funktionerer på en prik. […]
Vi var imidlertid svingede af til venstre til et gods, Wiszpinie, og opslog vore telte. Foreløbig havde vi jo ikke noget at gøre, og fik nådig lov til at gå lidt frem for at se slagets gang. Nu gik ballonen. Artilleriet, kaldet “Russenschrek”, var i stilling, og sendte sine hilsener på kryds over skovene til fjenden, som svarede tapper igen, men skød alt for højt. Ofte gik granater og shrapnel hen over os. Nu begyndte hele koncerten med infanteri og maskingeværer. Flyverne gjorde deres til underholdningen. Entreen var jo fri, og dog kunne en sådan koncert ikke være dyr nok i entré. Men blod og sejr er entreen, det er jo en kontant forretning, vi er i. […]
Klokken var nu mellem 6-7 aften. Fremad mod fronten. På vejen kom os byttet i møde: 4000 russere, 24 kanoner, 12 maskinskyts og en uendelig række bagage. Således handler den tyske Mikkel. Men også vi havde fået svære huller og mange, mange, unge og ældre måtte bide i græsset og så ikke den smukke solopgang over en uoversigtlig slagmark: nedskudte gårde, møller og huse, sammenbrækkede kanoner, vogne, døde heste og mennesker. Et grufuld billede, men vi kender det nu.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.
Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.
Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.
Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.
Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Den 14. og 15. blev det tøvejr, det er næsten det værste der kan ske, tænk på at jorden er frosset ca. 1 meter så et tykt lag sne ovenpå. Sneen smelter og et par cm af den underliggende Jord, vandet kan ikke komme bort og det bliver et ælte så det er ubeskriveligt.
Vi skulle i det kuperede terræn afskære russerne som andre tropper havde smidt ud af Lück, vejen ind til Rusland. Vi kunne ikke komme frem og så de store kolonner haste efter Rusland til, vi skød på dem med visir 1.400 og det havde jo ingen virkning.
Vi gik over den russiske grænse ved Prostken, her gik grænsen langs ad bygaden, på den tyske side var alt afbrændt, der var mange stenhuse imellem, men på den anden side stod alle usle, stråtækkede hytter ubeskadiget.
Russerne havde nu sat sig fast i Augustowo-skovene, vi opholdt os i Augustowo i et par dage inden vi skulle rense denne uhyre store skov.
10. armé, 2. armé og vort 40. armekorps omringede dette skovområde. Hvad det kostede af anstrengelser – mit regiment fik intet at spise i 48 timer og kun lidt hvile, hvad det kostede af afsavn, træthed, hunger og tørst, for det meste med støvlerne fyldt med vand, til andre tider, selv under march var de frosset stive som trækasser, – med frygtelige snestorme som oftest lige i hovedet og de kunne vare 2-3 døgn.
Tørsten slukkede vi ved at gå yderst i kolonnen og tage sneen ved vejen og putte i munden.
En gang kom vi ind i et sumpområde hvor der efter et par dages tø stod 20 – 30 cm vand, som så igen havde en nogenlunde stærk isskorpe, men som ikke kunne bære os og hver gang vi trådte igennem fik vi en sjat vand i støvlerne.
At vi måtte igennem dette her havde følgende årsag. Da vi kom dertil lå der 76 dræbte tyske soldater der sandsynligvis var gået i et baghold og for at det ikke skulle gå os ligeså måtte vi over denne mose.
Da vi efter lang tid kom i land lagde vi os på ryggen og lod vandet løbe ud af støvlerne og så straks videre, der blev taget 40.000 fanger og masser af kanoner, rifler, ammunition, maskingeværer, minekastere og forplejnings- og forsyningsmateriel, brød skåret i terninger og tørret i store papkasser, tobak, cigaretter uden tobak, the i stænger, tobakken kaldte vi fuglefrø, det lignede det også og det smagte ganske udmærket.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.
Samtidig begyndte så strabadserne hele natten gik vi. I en by vi kom igennem fik vi lov til at stå og hvile på gaden, bøssen blev sat ind under tornysteret for at tage vægten fra skuldrene og så stod vi faktisk på tre ben. Vi måtte ikke lægge randslen, for vi skulle være i fuld alarmberedskab, enkelte kogte kaffe i husene også til os andre, men en times tid efter gik den vilde jagt igen i kulde og sne.
Da vi havde stampet hele dagen i den dybe sne fik vi om natten lov til at gå ind i husene, satte tornystrene op mod væggen, satte os på den med geværet mellem benene og hvilte i to timer, vi faldt straks i søvn, vi var så trætte, slugte lige et par kiks af vor jernportion og så afsted igen.
Vi nærmede os nu et søområde ved Raigrot. Den 12. om morgenen gik vi frem mod en skovkant, som russerne skulle have besat, men da vi endelig ved middagstid gik ind i skoven, var de igen løbet deres vej. Hele vor batallion (ca. 1.000 mand) gik nu med få meters afstand (udsværmet) gennem skoven, men så blev der blæst til samling, højre om og på en skovvej kunne vi igen marchere i kompagnikolonne.
Pludselig kom vore egne husarer bagfra ridende forbi os for at opdage hvor fjenden nu havde sat sig fast, de fik også kort efter føling med ham, idet de blev beskudt fra en Jagthytte der stod på en korsvej, der faldt ingen husarer, men vi infanterister måtte atter frem for at rense omegnen.
Vi fik nu stilling ved en række små søer, hvor fjender sad på den anden side. Her lå vi så og skød på hinanden et par timer, men da så artilleriet var kommet og havde skudt et par salver, stormede vi frem over isen og tog en del fanger og fortsatte ind i skoven igen.
Nu var det russiske artilleri imidlertid vågnet og ville til at standse os, vi dækkede os bag træerne og skydningen hørte snart op.
Den nat lå vi ude i skoven i beredskab i 34° frost, sneen blev først fjernet, isen hugget op, grøngrene lagt på den frosne Jord, to mand tæt sammen tildækket med vores teltdug og så sov vi.
Kl. 2 blev vi vækket, der skulle bruges 10 mand fra hvert kompagni ialt 40 mand til en officerspatrouille. Vi skulle udforske om et teglværk der lå forude var besat. De 40 sorte skikkelser på den hvide sne, blev hurtigt opdaget af russerne og de blå bier fløjtede os igen om ørerne, men om natten skydes der altid for højt, så der blev ingen ramt, da vi løb tilbage, hvor vi kom fra.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.
Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.
Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.
Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.
Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.
Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.
Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.
Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.
Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.
De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”
Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Maskingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”
Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.
En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.
Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benyttede disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dækning og ikke skød.
Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.
Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbejdes der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvorledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projektiler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hurtigt som muligt.
Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side. Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller tilbage.
Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slipper ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —
Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russiske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.
Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vejret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.
Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbagevejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Beskydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spærret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa meget mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørelsen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Parter at faa en Ende paa dette her. —
Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.
Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.
Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bagefter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Lysten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.
Kampen var stilnet af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.
Kammeraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kammerater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i infanteriregiment 176
Om Morgenen den 6. Decbr. sendtes der Patrouiller mod Russernes Stilling, og snart jubledes der fra Mand til Mand, at Russerne var borte.
Med en underlig Følelse gik man over det Ingenmandsland, hvor vore og Fjendens Kugler i saa lang Tid havde krydset hinanden. I den russiske Gravpark var nogle Civile i Færd med at søge efter Ejendele. Her havde Russerne naaet at faa begravet deres døde. Ved Middagstid havde vi Afmarch til Lodz, og for Natten fik vi Kvarter inde i Byen.
Lodz var faldet, oven i Købet paa Hærføreren, General Mackensens Fødselsdag. Den indre By havde ingen Overlast lidt, kun i Yderdistrikterne havde Artilleriet øvet Hærværk.
Lodz er en Fabriksby og kaldes ,,Polens Manchester”. Af Byens 350,000 Indbyggere er de 40 Procent Tyskere, og de 25 Procent er Jøder. —
Efter at vi forgæves ved Hjælp af nogle Civile forsøgte at købe Levnedsmidler, fandt mit Korporalskab sig et Kvarter. Højt oppe i et stort Hus tog vi et Køkken og en flot møbleret Stue i Besiddelse, og de toges foreløbig i Brug hver efter sin Bestemmelse. Og sluttelig slæbte vi noget Hø, som vi fandt, op ad Trappen og bredte vort Natteleje.
Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.
Kære Forældre
Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.
Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.
Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.
Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.
I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.
Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.
Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.
Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.
Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.
Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.
Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.
Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.
Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.
Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.
Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”
Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.
Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.
Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.
Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.
Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.
Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”
Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.
Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.
Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”. Kærlig Hilsen
Eders Jens
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.
Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.
Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.
Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.
De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.
Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.
Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.
Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.
Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.
Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.
Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten
Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.
Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.
Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.
Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.
Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.
De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.
Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.
Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Om natten den 9. november blev de nordlige trupper trukket tilbage. 3. Reserve Division (3.R. på kortet) fik sammen med Jacobi Divisionen (Ja. på kortet) tildelt Angerapp stillingen ind til Darkehmen. Med tilbagetrækningen af syd-fløjen blev det også nødvendigt at trække den nordlige front tilbage. Dette skete fra natten til den 11. og indtil den 12. november om aftenen. 3. Reserve Division overtog Division Jacobi’s stilling ved Darkehmen og Jacobi lå syd for langs Angerapp. Den 11. november 1914 bestod Landwehr Division Jacobi af 6. og 34 Brigade.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
På den sydlige front måtte man, efter afgivelse af XXV. Reservekorps og 36. Reserve Division, samt flytningen af I. Armekorps, vige tilbage overfor det overmægtige russiske pres. Tropper fra Lötzen – 41. Kavaleri Brigade og 33. Landwehr Brigade (33. L. på kortet) – var til om aftenen den 8. november trukket 12 km tilbage øst for Lützen. Nord for ved Kruglanken var 3. Reserve Division (3.R. på kortet). Mellem dem og Jacobi gruppen (Ja. på kortet) ved Goldap var der åbnet sig et hul.
Generaløjtnant Morgen (3. Reserve Division) havde tidligere anbefalet v. Francois at trække armeen tilbage. Og da han erfarede, at v. Francois havde trukket I. Armekorps nordpå, havde han mistet troen Francois hærledelse. Da han var kommet til Kruglanken meldte han til Oberbefehlhaber Ost, at han ikke forstod Overkommando Francois handlinger, som han mente ville føre til en katastrofe. Han bad om transport af hans division fra offensiven.
Om dette havde nogen indvirkning på Generaloberst v. Hindenburgs beslutning vides ikke. Men efter en personlig fjernsamtale med Oberbefehlshaber Ludendorff, blev v. Francois om aftenen den 7. november afskediget fra sin post som leder af Armeen. Som afslutning meddelte han den 8. november den øverste hærledelse ”efter de seneste dages store sejre, tilfangetagelse af russiske soldater samt slået fjenden tilbage”. Han videregav Arme ledelsen til General v. Below.
Da General Otto v. Below overtog ledelsen af 8. Arme havde han 6½ Infanteri divisioner, hvor af ½ var Landwehr og 1 kavaleri division mod Ruslands 19 Infanteri og Reserve divisioner og 4½ kavaleri divisioner. Han planlage dog forsat angreb.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Armé på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra morgenstunden den 7. november blev et overraskelsesangreb indledt mod den fremrykkende russiske hær, som blev overrasket, og da dagen var omme havde hele fronten rykket sig 5 km fremad. Selv om v. Below skulle afgive 1. Reserve division (1.R. på kortet) kampdygtig, skulle der også på denne del af fronten fortsættes med angreb den 8. november. Trods afgivelsen af divisionen opnåede man en sejr.
Russerne var syd for jernbanen kastet tilbage over grænsen. Man havde ikke erobret kanoner, men alene den 7. november havde man taget 4000 til fange og erobret 10 maskingeværer. Tyske tab hos I. Armekorps (1.), som var kommet mest i kamp, var 900 døde og sårede.
Den 2. november blev Generaloberst v. Hindenburg udnævnt som Øverste befalingsmand Ost og dermed var 8. Arme underlagt 9. Armes kommando.
Armen havde hele oktober afværget den russiske overmagt med 10½ Infanteri divisioner og en Kavaleri division mod det dobbelte fra russiske side. Og da General v. Francois i starten af november skulle afgive 3 divisioner til Thorn havde han ikke andet valg end at flytte hæren tilbage til den forberedte forsvarsstilling ved Lötzen-Angerapp .
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 2. november tog General v. Francois til Marggrabowa for at mødes med Generalerne v. Scheffer, Rosch og Morgen og planlægge det videre forløb.
I krigsdagbogen for Generalkommandoen for 1. Armekorps hedder det, ”at angrebet måtte afbrydes, da XXV. Reservekorps havde ”svigtet”, at Korps Morgen ikke mere kunne komme fremad og at 1. Armekorps manglede ammunition og erstatning for infanterimandskab. Den venstre fløj ved Romintenschen Heide var truet af omringning, og 23. Bataljon Reserve og Landwehr (Landwehr-Division Jakobi) havde ikke lykkedes at forhindre dette”.
XXV. Reserve Korps havde på 14 dage mistet 11.500 mand – 1/3 – 4.500 mand var syge, af de resterende 7.000 var 2.500 savnede.
Den fremtidige stilling skulle være linjen Lyck – Marggrabowa – Stallupönen. Den 100 km lange Arme front fra Lyck til Wirballen var dog rimeligt lukket, men uden nye reserver kunne den dog ikke holdes.
Den 2. november om eftermiddagen kom der telegram fra det nu kaldte ”Oberbefehlshaber Ost” – ”Hvornår begynder transporten af de 3 divisioner?” Og om aftenen meddelte Francois til Oberbefehlshaber Ost, at transporten af 3 divisioner ville begynde 6. november, men uden dem var det ikke muligt at beskytte den Østpreussiske grænse, og man ville begynde tilbagetrækningen til bag Angerapp.
Kortet viser med de ikke-fede typer situationen for 8. Arme om aftenen den 2. november. De blå pile viser troppebevægelserne indtil den 7. november.
General v. Jacobi’s gruppe (Ja. på kortet) -3/4 36. Reserve Division fra 1. Reservekorps, 6., 70., og 34. landwehr Brigade (herunder LIR84) og 1. Armekorps Kavalerier – stod, efter de havde afværget et russisk gennembrud syd for Wischtyter søen, nord for Pscherosl med front mod Romintensche Heide.
