Tag-arkiv: østfronten

25. oktober 1914. Hemming Skov: “Den russiske dampvalse rullede ind over Tyskland.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Pludselig den 25. Oktober under den megen Raslen tilbage skulde vi afgive Patroner til Kompagnierne, før vi hastede videre. Vi havde sikkert opnaaet at være uheldig og skulde være ”Nachhut”.

Regimentet graver sig ned og holder Stillingen til den 27. om Aftenen; og det var den sidste Modstand for vort Vedkommende paa hin Warszawa-Tur. Fra nu af foregik Retræten helt til den tyske Grænse uden at gøre Front mod Forfølgerne.

At bemægtige sig Warszawa ved en ”Handstreich”, et dristigt anlagt Overrumplingsforsøg, mislykkedes. — Der skal da have været 15 russ. Armekorps samlet omkring Warszawa, og Tyskerne med omkring ved 5 Armekorps vilde være forblødt, om der var blevet fortsat.

Vor Brigade-Kommandør, Generalmajor v. Hahn hev sig, — som vel flere andre — ved dette Foretagende Jernkorset af 1.Kl. Men flest var nok de, der ,,erhvervede” et Træskors.

Men i disse Dage var Tyskerne og Østrigerne altsaa paa Vej hjem over hele Linien med en russisk Hær paa 40 Armekorps i Hælene, og mod Vest udmaledes, hvorledes, den russiske Dampvalse” nu rullede ind over det til Undergang viede Tyskland. Resultatet blev langt under Forventning.

EasternFront1914b

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

22. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Skiernewice: “Alt er vild forstyrrelse!”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 22.10-1914.

Tilbage mod Skiernewice. Hele dagen høres stærke drøn fra byen. Banegården brænder, værksteder og banelegemet sprænges mange steder. Alt er vild forstyrrelse.

Natten igennem brænder store kullagre. Himlen er rød, og jorden lyser som af nyfalden sne. Men i baggrunden over skoven er det kulsort. Lysvirkningen er enestående, og kun ved juletid ses dets lige.

Warszawa oktober-november-1914

18. oktober 1914. LIR nr. 84: Kampe ved Lyck og Suwalki

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere benævnt Goltz og Einem), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 9. oktober havde 8. Arme fået tilført det nyoprettede XXV Reservekorps med 49. og 50 Reserve Regiment som hjælp til at holde stillingen i Østpreussen. General v. Francois bestemte sig for at indsætte korpset på sydfløjen. Korpset (XXV. R på kortet) skulle indlede et angreb via Lyck, Korps Morgen (Mo.) angribe over Ratschki og det forstærkede 1. Armekorps (I.) skulle angribe Suwalki.

Den 17. okt. skulle XXV Reservekorps angribe fra Lyck mod Grajewo, Korps Morgen (3. Reserve-Div. (3.R.) og Division Einem (Ei.) – nyoprettet af 33. Ldw.Brigade og Festungstruppen fra Graubenz) fra Marggrabowa mod Ratschki. Den 18. indtog XXV R. Grajewo og fjenden var trukket tilbage til Ossowijez. Anderledes var det for Korps Morgen som mødte mere modstand og modangreb.

1914-10-18 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn V - Kämpfe bei Lyck - Sulwalki 5. bis 29.10.1914 - Skizze 13

Landwehr Division Jakobi (Ja. på kortet) lå lige vest for Suwalki. 34. Landwehrs Brigade (34.L. på kortet) med 84. Landwehrs Regiment lå nord for Ratschki.

1914-10-18 LIR84 Der Krieg im Osten - Hoher Besuch in der Kolonie

På Feldpostkortet ses General der Inf. V. Jakobi, som den høje herre til højre på kortet samt General der Artillerie v. Scholz, som står til venstre derfor med motorbriller på kasketten.

Feldpostkortet er fra sommeren 1915 fra skovlejeren Zalesie nord for Lomza. På dette tidspunkt var divisionen omdøbt til 1. Landwehrs Division.

Det var min oldefar Otto Theodor Wagner, som sendte feldpostkortet med den håndskrevne hilsen ”Grüß die l(ieben) Kinder” – ”Hils de kære børn”.

18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.

Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.

En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.

Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.

Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.

Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?

Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.

Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.

For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.

EasternFront1914b

16. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Kosnaz.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 16.10-1914.

Patruljer, som skulde undersøge, om Kosnaz var besat, blev hæftig beskudt. De, som endnu sov, skræmmes op kl. 5.30 af infanteriskydning, ja een ramtes dødelig af en kugle gennem taget.

Vor battaillon skulde udfylde et hul, som var opstået mellem landeværnsbrigaden til højre og infanteriregimentet til venstre. Stillingen var vanskelig og svær, for linjen var 2 km lang, og kun et batteri stod til understøttelse. Da vi ved middagstid fik befaling til at gå tilbage og atter slutte os til divisionsreserven, havde hvert komp. mistet 4-6 mand. Om aftenen kom vi atter i kvarter.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

12. oktober 1914. Hemming Skov: “I kasketten lå noget hjernemasse …”

176’eren Hemming Skov deltog i kampene ved Piasezno ved Warszawa.

Den følgende Nat bivuakerede vi ved et afbrændt Gods, og om Morgenen den 12. gik det til Angreb igen.

En voldsom Larm tordnede fra vore Batterier, som Fjendens Artilleri selvfølgelig besvarede. En af de helt svære Dage forestod, men Artilleriets Indsats gjorde Udslaget, og før Middag var vi i Piacezno, hvorfra Russerne flygtede over Hals og Hoved.

Foran Byen fik vi set Artilleriets ødelæggende Værk: Flere bag hinanden liggende, godt udbyggede Skyttegrave, var formelig jævnet. Og her gik tyske Kammerater og ransagede faldne Russeres Lig, trak Støvlerne af dem og tog, hvad der ellers var af godt Kram.

I Byens Udkant mødte en et endnu frygteligere Syn, mange Grave, til Dels fyldt med sønderslidte Mennesker, frembød et skrækkeligt Rædselsbillede. Vort Artilleris Arbejde var her det brutaleste, vi hidindtil havde set.

I en Villahave bøjede jeg mig ned for at samle en særlig pæn Russerkasket op; men noget uhyggeligt til Mode befriede jeg mig for den i en temmelig hurtig Vending. — I Kasketten laa noget Hjernemasse. Det er en af den Slags smaa Tildragelser, der bed sig fast, saa man endnu kan se Kasketten samt Stedet, hvor jeg tog den i Haanden.

Efter at have samlet alt sammen, hvad Russerne havde efterladt sig, og begravet de Faldne, — et møjsommeligt Arbejde — kunde vi tage ind i Byen og finde Kvarter. Mange Huse var bleven lidt vel luftige efter Artillerikampen, jeg fik saaledes Huset mine Heste baaset i et Hus, der delvis laa i Ruin.

Vort Kompagni blev indkvarteret i en Skole og et Par andre Huse. Beboerne var flygtet til Warszawa; de enkelte tilbageblevne var hovedsagelig Jøder, og der var Plads nok.

Sammen med nogle Kammerater fik jeg anvist et Hus i Nærheden af mine Heste, og efter en overmaade god Portion Pandekager, som vi tilberedte af ,,besørget” Mel og Kartofler, gik vi i Seng, d. v.s. vi lagde os paa Gulvet i Halm, og vi sov godt, efter at vi nu havde tilbragt de to sidste Nætter ude.

1914-10-polsk landsby

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

8. oktober 1914. Jeppe Østergaard syd for Warszawa

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Radom, 8—10—1914.

Kære allesammen!

Når undtages Margrethes Flensborg-kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10. September. Dog ved jeg, at skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er 2-3 uger undervejs.

Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige kirkebygninger. Her havde russerne en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs til forstærkning. Men vi kom dem i forkøbet, og efter at have løsnet et par skud trak russerne sig skyndsomst tilbage.

Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæstning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts indtræffer.

Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I storbruget ses de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og tætter. Foruden det “tækkes” til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som en endnu ved denne årstid går barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den hånd, som præsten nådigt rakte frem.

Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i reserve.

Eders Jeppe.

Kolno i Polen 6a49-361
Kolno i Polen – nord for Warzawa.

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

28. september 1914. LIR84: Artilleriangrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 26. september startede beskydningen af fæstningen Ossowjez og den 27. september fortsatte fremrykningen af tropper. Et russisk angreb på venstre flanke mod Grajwo – Augustow vejen blev afvist, men viste tegn på svaghed i geledderne. Op til den 29. september kom 70. Ldw. Brigade som forstærkning. Men situationen var ændret og man afbrød beskydningen af Ossowjez.

Russisk forstærkning fra Lomsha nærmede sig Ldw.Div. Goltz’ højre flanke og General v. Schubert befalede derfor tilbagetræning af belejringsartilleriet. Den 29. om morgenen rykkede flere russiske kolonner op fra Narew mod Schtschutschin. General v. Goltz måtte så dække den højre flanke sydvestlig for Grajewo.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 26-29. september skrevet med IKKE markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) stod nordvest for byen Ossowejz.

1914-09-27 LIR84 Vorstoss gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18
Angrebet ved Njemen

 

19. september 1914. ”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Af Allan Otto Wagner

LIR84 – LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 –”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

8. Armées enheder var fordelt fra nord til syd langs grænsen til Rusland. Nordligst lå Ldw.Div. Königsberg ved byen Schirwindl, 1. Reservekorps med 1. og 36 Reserve Division lå ved byen Wirballen, 1. Armekorps var rykket ind på russisk jord nordøst for Romint. Heide, 1. Kavaleri Division var ligeledes på russisk jord ved Suwalki, mens 3. Reserve Div. stod ved Augustow vest for Augustower skovene.

Ldw.Div. Goltz (Go. på kortet) stod sydligst og overskred grænsen fra Lyck mod Ossowjez den 17-19. september. Man viste, at Ossowjez fæstningen for nylig var blevet fornyet, og at den lå ved floden Bobr og havde en del sumpe og søer som beskyttelse foran sig. Ldw.Div. Goltz ved Generalleutant Freiherr von der Goltz’s opgave var, at forberede et forstående artilleribeskydning fæstningen og efterfølgende at indtage den.

1914-09-19 Lage in Ostpreussen am 19.9.1914 - Skizze 11

 

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

12. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment 84: “Østpreussen befriet!”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Efter at slaget ved de Masuriske søer var vundet, fulgte et forfølgelsesslag i dagene fra den 10. til den 16. september, indtil den tyske 8. arme havde presset russerne over grænsen og videre ind i Rusland. Russerne trak sig helt tilbage til den anden side af floden Njemen.

Ved sydgrænsen af Østpreussen fandt der også kampe sted. Friske tropper fra det III. Sibiriske korps (III. sib på kortet) indledte et angreb mod Lyck fra øst, som Ldw. Div. Goltz’s (Goltz på kortet)tropper den 12. september måtte holde stand mod. Den 13. opgav russerne angrebet og trak sig tilbage over grænsen.

Det var de sidste russer på tysk jord.

Selv om sejren ikke blev af samme størrelse som slaget ved Tannenberg, tog tyskerne dog 45.000 russiske soldater til fange, mens tyskernes tab var på omkring 9.000 mand. Men vigtigst ”Østpreussen var befriet”.

1914-09-10 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen. Lage am 9. September 1914 abends - Karte 14

 

9. september 1914. Hemming Skov ved de Masuriske søer: “Der var store tab på begge sider.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Den 9. september var der så en forrygende artilleri-duel, som vi endnu ikke havde set det. Straks om morgenen blev vi beordret frem med patronvognene, i en skov blev vi overfaldet med artilleri-ild. Atter tilbage.

Det at køre frem og tilbage var mindre behageligt, idet støvskyer fra den lange vognrække forrådte os, og af og til kom der en hilsen fra det russiske artilleri i umiddelbar nærhed.

Vort kompagni lå i stilling bag banedæmningen til venstre for banegården Kruglanken, og vi havnede med patronvognene tæt bagved en dalsænkning, hvor vi dog var sikret mod geværkugler, derimod ikke mod artilleriets ild. Rundt om os slyngedes store jordmasser i vejret, når granaterne slog ned, og oven over os vrimlede det af små røgskyer, hvor shrapnell-skuddene eksploderede, og hvorfra de små shrapnell-kugler dryssede ned over os.

1914-09-09 Masuriske søer
Slaget ved Tannenberg. Fra Wikipedia.

Der var store tab på begge sider; en fyrreskov til venstre for os, hvor der lå mange døde, vidnede derom. Hist og her lå blodigt undertøj, hvor de sårede var blevet forbundet, men disse blev dog efterhånden bragt tilbage i sikkerhed.

Banegården Kruglanken var skudt i brand, senere løb nogle af kammeraterne derhen, for om muligt i en kælder at finde noget til den tomme mave; men i stedet fandt de tre russere, som de bragte med tilbage. De blev dygtigt udfrittede, men vi forstod kun lidt.

Hen imod aften formåede vort artilleri at drive russerne ud af stillingen. De blev straks forfulgt, og ved mørkets frembrud var vi i en brændende landsby, som lige var forladt af fjenden.

Der var her meget stærkt udbyggede stillinger, men vort artilleri havde fundet dem til gavns og sparet infanteriet for angreb. Her, til alle sider omgivet af ild og sammenstyrtede huse, fik vi nu mad fra feltkøkkenet.

DSK Årbogen 1945

4. september 1914. Vestfront og østfront: Digerne åbnes i Belgien.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

 Tyskernes I Armé rykker frem mod Paris.

I Belgien åbner man for digerne, hvorved den tyske fremrykning mod Antwerpen standses.

Østfronten

Russerne indsætter ny regering for de erobrede områder i Galizien

Denne dag falder

den 28-årige Wehrmann Peter Matzen Iversen, Rehainviller (Fr)

den 31-årige Andreas Hansen Muusmann, Köln, lazaret

den 31-årige reservist Nis Peter Petersen,, Aachen Lazaret

den 28-årige Reservist Hans Hansen Sandvej, Noyon (Fr)

1914-09-04 Digeåbninger
Digerne åbnes og store landområder lægges under vand.

30. august 1914. Tannenberg-slaget oplevet af Hemming Skov fra Københoved

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn (i dag Torun, Polen), fortæller om sin deltagelse i det, der senere blev kendt som Tannenberg Slaget. Dagen før havde der været kampe foran Ortelsburg (i dag Szczytno, Polen), og her havde han overnattet den 29. august.

Næste morgen, efter at vi var kommet ned på gaden, begyndte kuglerne at pibe; russerne lå lige uden for byen, og i løbet af nogle få minutter begyndte de tyske geværer at lyne ud fra alle de øverste vinduer i husene. Men snart begyndte det russiske artilleri at bombardere byen, og dermed blev den 30. august en uforglemmelig dag.

Granaterne kom først enkeltvis, men efterhånden var der en uafbrudt hylen og susen. Under denne beskydning, der varede fra om morgenen til over middag, og hvorunder Ortelsburg blev lagt i ruiner, var jeg hele tiden inde i byen. Og midt under denne forfærdelige uhygge blev jeg beordret til at køre gennem byen med patronvognen for at forsyne det foranliggende infanteri med patroner. (…) I fuldt firspring jog jeg gennem gaderne, hvor det ene hus efter det andet sank i grus. Ild og røg og støv var omgivelserne, træer og sten slyngedes i luften, glødende granatsplinter hvæsede forbi mine øren, og de dumpe drøn fra eksplosionerne overdøvede alt. Jeg kom dog uden en skramme ud til udkanten af byen, hvor patronerne blev afhentede. (…)

Ved middagstid begyndte vore svære kanoner at udspy deres tykke “brummere”. Indtil da havde vi været uden artilleri. Den ene salve efter den anden kom hylende ind over byen, og det varede ikke længe, før det russiske artilleri var bragt til tavshed. Der blev nu mere roligt i byen, men over byen hylede de tyske granater ustandseligt.

Ortelsburg blev den dag tilintetgjort. Men også Narva-armeens skæbne blev den dag afgjort. Den trængtes fra vest og nord ind i et terræn med skove, søer, sumpe og moser, og meget af den artilleri blev stikkende. 90.000 mand kom usåret i fangenskab.

DSK-årbøgerne, 1945, s. 74ff.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russerne overgiver sig i store flokke.

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

17. august 1914. Kampe på Østfronten

Af Erik Ingemann Sørensen

I Østpreussen kommer det til hårde kampe mellem tyske og russiske tropper ved Stallupönen (Nesterov). Selv om tyskerne er i undertal, lykkes det ikke for russerne at erobre byen.

1914-08-17 østfront kort

Om aftenen trækker tyskerne sig dog tilbage af frygt for at blive omringet.

Kampene her bliver indledningen til det store slag ved Tannenberg.

1914-08-17 Stallupönen
Stallupönen efter kampene

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.