Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.
Brev 24. maj
Byen her, Rossienie (siger nogen den hedder), er næsten helt forladt, kun i den fattige jødedel er der endnu folk og militæret regerer overalt, hvor vi kan få plads. Byen er delt i to dele: rig og fattig. Den første del er med stenhuse, nogenlunde gader med petroleumsbelysning. Den anden træhuse á la russisk svineri. Byen tæller 10.000 indbyggere og har som sædvanlig 4-5 kirker, synagoger, bedekapeller, som jeg næste gang giver en beskrivelse af. Jeg vil se, dersom vi bliver her, at komme op i byen. Vi ligger i udkanten, men feldwebelen må først tillade det.
I dag tredje pinsedag, morgen, er det morderlig varmt og lader til at holde sig. Det er rolig ved fronten i dag, men hvor længe ved vi jo ikke. Vi har indkvarteret os hos en enke, 14 mand i en stue. De forstår ikke et kvæk af, hvad vi siger, og bogen [palør, red.] gør god nytte. Hun har to børn, manden er falden i Rusland.
Når jeg har været i byen skal jeg skrive, om der er nogle seværdigheder. Nu må I være tilfreds for denne gang.
(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)