Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september blev indsat ved Verdun.

Fredag d. 15. sept. 16.

Kære Forældre og brødre!
Endelig kan jeg give et livstegn fra mig. Vi var ved Verdun. Vores Stilling var i Souville-Slugten. Det var seks forfærdelige Dage. Levede kun af kiks og vores “Jernportion”. Levnedsmidler kunne ikke bringes gennem den forfærdelige spærreild. Man krøb fra granathul til granathul til man nåede fjenden. I dagens løb kunne man overhovedet ikke røre på sig. Fra højderne kan franskmændene næsten se ned i hvert eneste hul.

Døde ligger der mange af og bliver ikke begravet, i mange huller to-tre døde i skrækkelige stillinger. Mellem dem søger man dækning og venter på hvad der sker. Granater hyler og slå ned tæt ved. Kun ved et vidunder slipper nogen uskadt derfra, deriblandt også mig. Også vi har lidt store tab. Mange kammerat og venner har vi måtte efterlade, mange er sårede, hårdt og let, manger er forsvundet, død eller i fangenskab. Men franskmændene har også enorme tab.

Et smukt billede havde vi om morgenen den 10. d.m. Af et granathul steg franske sanitetssoldater, foran sig bar de genferflaget og samlede de sårede. I en halv time skød vi ikke. Men vores bårebærer vovede sig ikke frem. De blev beskudt. Foran os lå rigsfranske, det 220. regiment. Men til højre for os var der sorte. De har alle mulige mordinstrumenter og hos dem er man fortabt. Men vi viser heller ingen nåede overfor dem.

Den første aften gik vores frem til storm. Men på grund af forfærdelig maskingevær- og geværild blev vi holdt nede. Havde mange tab. Men sådan går det også franskmændene. Han gjorde flere gange forsøg på angreb, men blev altid holdt nede og med store tab.

Kære forældre, jeg havde de værste forestillinger om Verdun, men ikke så skrækkelig. Natten mellem d. 12. og 13. blev vi afløst. Det gik tilbage gennem den voldsomme spærreild i rasende løb. – 4 Kilometer. Og mange som allerede glædede sig over at være kommet ud, måtte tro om. Kære forældre! tag det ikke så tungt.

Om vi skal tilbage igen, ved jeg ikke. Vi ligger nu 25 km bag fronten. Det bliver snart meget koldt. Sidste nat kunne jeg ikke skrive det hele, det var mig imod at tænke på det, for det er ikke krig, det er massemord.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)