11. august 1916. Østafrika: “De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Det var ikke morsomt for Stache. Her havde han siddet i Maanedsvis som en Edderkop i sit Spind og skrabet Ammunition til sig fra alle Kanter, havde ordnet de forskellige Kalibre og gjort alt, for at der altid kunde være rigelig Forsyning ved Fronten, og nu var disse Depoter, som havde været hans professionelle Stolthed, med ét blevet en Byrde og en Aarsag til mangfoldige Bekymringer.

Det var vanskeligt at skaffe det nødvendige Antal Bærere, og i de følgende Dage saa jeg ofte Stache staa og spejde imod Vest mod det Punkt i Landskabet, hvor Bærerkolonnerne plejede at komme til Syne. —

Englænderne kan ikke være langt borte, mente Stache en af de første Dage i August Maaned, og vi andre var af samme Mening. Paa den lille Stump af Centralbanen, der endnu var i Tyskernes Besiddelse, var der en stadig stigende Trafik af Tropper, der blev sendt fra Vest til Øst og omvendt for at være med i Angreb eller for at tilbageslaa Angreb under de haarde Tilbagetogskampe fra Kondoa-Irangi-Stillingen.

Baade de Hvides og Askariernes Uniformer var medtaget af Tilbagetoget, falmede og forrevne, og heller ikke Mændene saa ud til at være sluppet skadesløse fra det, selv om de havde Livet i Behold.

Det store Tilbagetog fra Taveta-Fronten midt i Regntiden havde præget de hvide Mænd. Næsten hvert eneste Ansigt fortalte om Malariafeberens Hærgen. Selv talte de kun lidt, og ofte holdt Togene ikke engang paa Stationen, men kørte blot langsomt forbi, og vi saa et Glimt af alvorlige sorte og hvide Ansigter, der hurtigt defilerede forbi os og forsvandt.

Naar Togene holdt, og vi kom i Snak med de hvide Mænd, var de som Regel ikke videre veltalende. Om Slaget ved Kondoa-Irangi talte de med tydeligt Ubehag.

Vi vidste ikke, at der havde staaet Slag dér, som man benævnede saadan. Jo, de nikkede, alvorligt, en forfærdelig Kamp havde det været i Krat og Urskov med Hundreder af døde og saarede paa begge Sider. Der havde været skaanselsløs Nærkamp, hvor der ikke blev givet Pardon. Nu var det, ligesom man var blevet enige om at undgaa den Slags Sammenstød, der gjorde Negersoldaterne helt vilde.

Vi saa paa de sorte Soldater, der sad roligt og taalmodige paa Hug i de aabne Godsvogne, der førte dem fra Front til Front. Paa deres alvorlige og mandige Ansigter var ingen Vildskab at læse og slet ingen Panik, som man skulde tro, de langvarige Tilbagetogskampe, der førte dem langt bort fra deres Stammers Bosted, maatte skabe.

— De véd, at vi gaar tilbage, forklarede Officererne, men de bærer det roligt. De har vundet de fleste af de mindre Fægtninger, og det er nok for dem. Strategi giver de Pokker i, og de stoler blindt paa Generalen.

Men som Dagene gik, kom Fronten nærmere. Nu og da fik vi Besøg af Folk, der kom lige derfra eller skulde videre paa en lang, anstrengende March.

— Det er et Helvede, sagde disse Mænd, vi kan ikke marchere om Kap med deres Rytteri. De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.

Stache blev nervøs. Han satte Fart i Bærerkolonnernes Førere og ansøgte i Øst og Vest om flere Bærere. Han shanghajede Bærere, som han faldt over, og han var rede til at begaa Forbrydelser for at faa Bærere.

For Resten havde han en sjælden Maade at omgaas disse sorte Lastdragere paa, og de holdt af ham, saa snart de havde set ham dirigere Arbejdet et Øjeblik. Han holdt ogsaa af dem. Jeg har set ham fare op i næsten vanvittigt Raseri, da han ved en Lejlighed saa en Bærer blive daarligt behandlet af Soldater.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

En tanke om “11. august 1916. Østafrika: “De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.””

  1. Min farmors bror, Laurits Hansen fra Kobberholm, Ullerup Sogn var med. Han var uddannet smed og var maskinmester. Han kom i engelsk fangenskab og kom hjem i godt behold. Han blev senere maskinmester på slagterier i Gråsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *